Danmarks definition af efterkommere tegner et mere dystert billede af integrationen
Hvornår tæller man som ’efterkommer’ i de danske indvandrerstatistikker? Er det, hvis begge ens forældre er indvandrere? Eller er det nok, hvis bare én forælder er indvandrer?
Det spørgsmål er blevet undersøgt af et ekspertudvalg, som blev nedsat af det daværende Økonomi- og Indenrigsministerie i 2019. Resultatet af deres arbejde kan findes i en afrapportering af opgørelser af personer med indvandrerbaggrund, som blev offentliggjort af Social- og Indenrigsministeriet i slutningen af maj.
Emnet lyder måske tørt, men måden at opgøre efterkommere på har faktisk stor indflydelse på, hvordan billedet af integrationen i et land ser ud.
Baggrunden for undersøgelsen af opgørelsesmetoder var, at vi i Danmark definerer efterkommere meget snævert. Her tæller man først som efterkommer i de officielle statistikker, hvis begge ens forældre er indvandrere.
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Det virker mærkeligt ikke at tage den del af en familie med , hvis de har dannet par med en med flere generationers dansk baggrund. Men det ødelægger måske billedet som nogle politikere gerne vil tegne af integrationen ???
Det er da en kringlet betegnelse. Man bør sige, min mor er dansk, min far afrikaner, eller mor dansk, far fransk, og så er det det. Barnet bør så have begge statsborgerskaber. Som ordet Ghetto ej heller bør være i det danske sprog. Slet det.
Det egentlige og basale problem er, at myndigheder overhovedet arbejder med etnisk afstamning som en kategori, der indarbejdes i lovgivning og statistik. Det stigmatiserer og understøtter diskrimination. Det er klart, det kan være interessant at undersøge, hvordan det folk går over generationer, ligeså vel som når men ser på social arv og social mobilitet. Her kan man bruge forskellige opdelinger for at undersøge, grovere og finere opdelinger. Og hvorfor skulle man absolut vælge en todeling ("Efterkommer/ dansk")? Og det er absolut betænkeligt at gøre det til en myndighedsopgave at udstikke regler for katagorisering efter afstamning. Selve opdelingen "vestlig"/ "ikke vestlig" er belastet af kolonitidens hierarkisering. Den er på ingen måde forskningsmæssigt velbegrundet.
Rasmus Brygger arbejder (bevidst) med en forkert premis, fordi at han gerne vil tegne et bedre billede af indvandringen, end den reelt forekommer i den virkelige verden.
Lad mig skrive det klart og tydeligt: hvis den ene af forældrene har en dansk kulturel baggrund, så er det nok til at trække næste generation, dvs. deres børn, over på den rigtige side af stregen, i forhold til hvilke statistikker man bliver en del af.
Det ønsker Rasmus Brygger naturligvis ikke, for han ønsker, efter min vurdering, et mere mudret billede, så vi ikke kan dele befolkningen op i “dem og os”, men “vi” hvor ens kulturelle og religiøse baggrund er uden betydning. Med andre ord: “hvis det er faktum, så benægter jeg faktum.”
For nogle af de fremmede der for 50 - 60 år siden kom til Danmark, og som vi forventede ville integrere sig ligesom det tidligere er sket, og udrejsende danskere ligeledes igennem tidens løb har integreret sig hvortil de flyttede.
Der må vi erkende at en del ha afvist enhver tilnærmelse til det danske samfund og dets værdier, - ja faktisk kan man med rette hævde; "de ikke har boet i Danmark", forstået på den måde, - at ganske vist har de boet i en lejlighed, der lå i Danmark, men de har intet dansk ville have indenfor deres 4 vægge, men i stedet fasthold deres livskultur og religion for at undgå enhver form for dansk kulturel smitte.
Integrationen er slået fejl igennem alle årene for denne gruppe, som igen har ført til næste generationer vokset op lidt kulturelt splittet mellem den udøvende opvækst i i stram religiøs ideologi som en ufravigeligt etnisk sandhed, der ikke måtte eller skulle forandres.
mens vi diskuterer kategorisering
er der borgere
der har brug for en håndrækning til:
at lære det danske sprog,
at få uddannelse,
at få arbejde
og at kunne dyrke deres fritidsinteresser
uden fordomme og diskrimination
mens vi diskuterer opdelingen
er der borgere
der er træt af:
at blive talt om,
at blive sat mærkater på,
at blive ghettoriseret
og blive stigmatiseret
til ingen verdens nytte
mens vi diskuterer etnicitet
er der borgere
der bare vil gerne:
at snakke med folk
at få sig en uddannelse,
at tjene sin egen penge
og hygge sig med deres venner og familie
Hvis Danmark ikke havde en stor del af både befolkning og Folketing som er indvandrerfjendsk, så vil det være meget nemmere at bevæge sig igennem de forskellige definitioner i en videnskabelig forstand.
Men sådan er det ikke, og derfor er denne diskussion meget vigtig. Alle definitioner bliver stærk politisk.
Ordet efterkommer er ikke i sig selv politisk men bliver brugt politisk. Jeg kan sagtens se at begge definitioner (og andre) kunne være nyttig hvis intentionen er at forbedre integration.
Hvis vi skal gøre op med parallelsamfund, social kontrol osv. så bliver vi nødt til at suspendere al tildeling af dansk statsborgerskab, til alle udlændinge Det kan vi også uden at bryde Grundloven. Hvis vi ikke gør det, vil vi også om 25 og 50 år diskutere den fejlslået integration, og se et endnu mere opdelt samfund, formentligt helt uden sammenhængskraft. Det giver nemlig ingen mening at bibeholde et højt skattetryk, hvis alle og enhver kan komme til Danmark og blive berettiget til de samme sociale ydelser, sundhedsydelser mm. som dem der har arbejdet og betalt skat igennem et langt liv. En høj skat forudsætter et samfund med sammenhængskraft og visa versa.
Med denne definition går kongehuset fri.
Jeg undrer mig over, at man overhovedet har et praktisk behov for denne definition.
Men det viser igen og igen, at Danmark er blevet er racistisk land, hvor den herskende klasse absolut vil kunne skelner mellem "dem og os", så de har nogen at pege fingre af.