Hvornår tæller man som ’efterkommer’ i de danske indvandrerstatistikker? Er det, hvis begge ens forældre er indvandrere? Eller er det nok, hvis bare én forælder er indvandrer?
Det spørgsmål er blevet undersøgt af et ekspertudvalg, som blev nedsat af det daværende Økonomi- og Indenrigsministerie i 2019. Resultatet af deres arbejde kan findes i en afrapportering af opgørelser af personer med indvandrerbaggrund, som blev offentliggjort af Social- og Indenrigsministeriet i slutningen af maj.
Emnet lyder måske tørt, men måden at opgøre efterkommere på har faktisk stor indflydelse på, hvordan billedet af integrationen i et land ser ud.
Baggrunden for undersøgelsen af opgørelsesmetoder var, at vi i Danmark definerer efterkommere meget snævert. Her tæller man først som efterkommer i de officielle statistikker, hvis begge ens forældre er indvandrere.
Andre lande gør det på en anden måde. I Tyskland og Nederlandene for eksempel skal blot én forælder være indvandrer, for at man tælles som efterkommer. Man er altså efterkommer, hvis man har en mor fra eksempelvis Pakistan og en far fra Tyskland.
Niels Ploug, afdelingschef i Danmarks Statistik, som er med i ekspertudvalget, påpeger, at man med de andre landes definitioner vil få en betydeligt større gruppe af udlændinge.
»Til gengæld ser integrationsproblemet betragteligt mindre ud, fordi gruppen bliver større med nogle mennesker, som har en social baggrund, hvor de ting, vi måler på, i langt højere grad ligner danskerne end de nuværende definerede grupper,« siger han.
Ekspertudvalget er nået frem til, at den nuværende danske definition af en efterkommer er den mest hensigtsmæssige. Det skyldes, at man bruger definitionen til at have fokus på udfordringer relateret til integration, forklarer Niels Ploug.
»Hvis vi udvider ’efterkommere’ til også at gælde børn med kun én forælder, der har udenlandsk baggrund, vil det give en population, som vil være mindre egnet og passende i forhold til det, statistikken har været anvendt til – nemlig at have fokus på integrationsspørgsmål,« siger Niels Ploug.
Men den nuværende definition er et problem i forhold til den måde, tallene bliver anvendt og udlagt på i medier og rapporter. Sådan lyder kritikken fra Rasmus Brygger, som er stifter af Videnscenter for Integration.
Han mener nemlig, at man ved at frasortere alle med blot en indvandrerforælder tegner et mere dystert billede af integrationen over generationer, end hvordan virkeligheden reelt ser ud. Et eksempel på det er ifølge ham, at man i den nye rapport kan se, at efterkommere med den nuværende definition er 2,3 gange mere kriminelle sammenlignet med etniske danskere.
»Men hvis vi kigger på alle børn af indvandrere, som man gør i Tyskland, så er de kun 1,5 gange mere kriminelle.«
Forkerte konklusioner
I en artikel i Berlingske bliver efterkommere omtalt som ’børn af indvandrere’. Her lyder overskriften, at »Børn af indvandrere begår mest kriminalitet, viser ny rapport«.
Men når vi taler om anden generation af indvandrere, bør man ikke frasortere alle dem, der forelsker sig i en dansker, og som så får et barn, der har blandede forældre, mener Rasmus Brygger.
»Den bedste definition er, at vi kigger på dem, der er børn af indvandrere. Det er uanset, om man har to eller én forælder, der er indvandrere. Det tal siger noget om, hvordan integrationen går over generationer.«
Han peger på et andet eksempel, som ifølge ham illustrerer problematikken ved den nuværende definition, som ekspertudvalget altså mener, at man skal holde fast i. Det er fra juni sidste år, hvor en overskrift i Jyllands-Posten lød, at »9 ud af 10 efterkommere fra muslimske lande vælger ægtefælle med samme baggrund«.
Tallene var samlet af tænketanken Unitos på baggrund af opgørelser fra Danmarks Statistik.
Lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jens Peter Frølund kommenterede tallene i artiklen og udtalte blandt andet:
»Nogle vil nok blive overraskede over, at efterkommere ikke ser ud til at integrere sig yderligere i forhold til generationen før dem. Tværtimod lukker de sig mere om sig selv og bliver mere afhængige af deres eget kulturfællesskab,« sagde han til avisen.
Problemet var bare, at udlægningen af tallene var forkert. Mandag Morgen faktatjekkede konklusionen og fandt flere metodiske fejl. Herunder at det ikke giver det fulde billede af, hvem efterkommere gifter sig med, når man ikke medtager dem med blandede forældre.
»Den måde, de fleste læser tallene på, når de først kommer ud til folket og politikerne, så skal man være meget varsom med at bruge den definition, vi har i dag, fordi den kun er én del af virkeligheden. Der er ikke noget galt ved definitionen, men der er for mange forkerte konklusioner på baggrund af de her tal – det ville der ikke have været, hvis man ikke frasorterede de her børn,« mener Rasmus Brygger.
Ét billede af virkeligheden
Jan Rose Skaksen, forskningsdirektør i Rockwool Fonden, som også har siddet med i ekspertudvalget om opgørelsesmetoder af indvandrere i Danmark, vil ikke sige, hvilken definition der er »den mest rigtige«.
»Men hvis du nu udvider definitionen, så får du en langt mere heterogen gruppe, som ligner børn med dansk baggrund. Så i en integrationssammenhæng giver det mest mening at holde fast i den gamle definition,« siger han.
– Kan det være et problem, når man bruger det til at studere integrationsmål, at opgøre efterkommere, som vi gør i dag? Fordi det ser værre ud, end det er, når man ikke medtager de efterkommere, som blot har én forælder, der er indvandrer?
»Det vil afhænge af, hvad det er for en analyse, man vil lave. Det er klart, at der kan være analyser, hvor det vil give mere mening – hvis man for eksempel skal finde betydningen af etnisk baggrund ud igennem generationer – at have den anden definition. Men det er svært at lave én definition, som vil tilfredsstille alle behov. Og det var den erkendelse, vi nåede frem til.«
– Går det bedre med integrationen, end vi egentlig går og tror, fordi vi opgør det på denne måde?
»Med den måde, det er defineret på, er det hverken mere eller mindre sort. Men hvis du gerne vil vise, at der er nogen med indvandrerblod i sig, der klarer sig langt bedre, så tegner det et mere sort billede – fordi børn, der har én forælder med indvandrerbaggrund, klarer sig langt bedre. Og det er måske i virkeligheden ikke så overraskende. I det øjeblik en forælder er gift med en indfødt dansker, så er man integreret. Så det er klart, at man er fokuseret ind på en gruppe, hvor de her integrationsudfordringer er størst.«
Rasmus Brygger mener, at hoveddefinitionen skal være den brede, men erkender, at det i nogle tilfælde kan give god mening at zoome ind på de børn, hvis begge forældre er indvandrere.
»Så vi både kan følge integrationen over generationer, men at vi også kan se, hvordan det ser ud i den del af indvandrernes børn, hvor begge forældre er indvandrere.«
Det virker mærkeligt ikke at tage den del af en familie med , hvis de har dannet par med en med flere generationers dansk baggrund. Men det ødelægger måske billedet som nogle politikere gerne vil tegne af integrationen ???
Det er da en kringlet betegnelse. Man bør sige, min mor er dansk, min far afrikaner, eller mor dansk, far fransk, og så er det det. Barnet bør så have begge statsborgerskaber. Som ordet Ghetto ej heller bør være i det danske sprog. Slet det.
Det egentlige og basale problem er, at myndigheder overhovedet arbejder med etnisk afstamning som en kategori, der indarbejdes i lovgivning og statistik. Det stigmatiserer og understøtter diskrimination. Det er klart, det kan være interessant at undersøge, hvordan det folk går over generationer, ligeså vel som når men ser på social arv og social mobilitet. Her kan man bruge forskellige opdelinger for at undersøge, grovere og finere opdelinger. Og hvorfor skulle man absolut vælge en todeling ("Efterkommer/ dansk")? Og det er absolut betænkeligt at gøre det til en myndighedsopgave at udstikke regler for katagorisering efter afstamning. Selve opdelingen "vestlig"/ "ikke vestlig" er belastet af kolonitidens hierarkisering. Den er på ingen måde forskningsmæssigt velbegrundet.
Rasmus Brygger arbejder (bevidst) med en forkert premis, fordi at han gerne vil tegne et bedre billede af indvandringen, end den reelt forekommer i den virkelige verden.
Lad mig skrive det klart og tydeligt: hvis den ene af forældrene har en dansk kulturel baggrund, så er det nok til at trække næste generation, dvs. deres børn, over på den rigtige side af stregen, i forhold til hvilke statistikker man bliver en del af.
Det ønsker Rasmus Brygger naturligvis ikke, for han ønsker, efter min vurdering, et mere mudret billede, så vi ikke kan dele befolkningen op i “dem og os”, men “vi” hvor ens kulturelle og religiøse baggrund er uden betydning. Med andre ord: “hvis det er faktum, så benægter jeg faktum.”
For nogle af de fremmede der for 50 - 60 år siden kom til Danmark, og som vi forventede ville integrere sig ligesom det tidligere er sket, og udrejsende danskere ligeledes igennem tidens løb har integreret sig hvortil de flyttede.
Der må vi erkende at en del ha afvist enhver tilnærmelse til det danske samfund og dets værdier, - ja faktisk kan man med rette hævde; "de ikke har boet i Danmark", forstået på den måde, - at ganske vist har de boet i en lejlighed, der lå i Danmark, men de har intet dansk ville have indenfor deres 4 vægge, men i stedet fasthold deres livskultur og religion for at undgå enhver form for dansk kulturel smitte.
Integrationen er slået fejl igennem alle årene for denne gruppe, som igen har ført til næste generationer vokset op lidt kulturelt splittet mellem den udøvende opvækst i i stram religiøs ideologi som en ufravigeligt etnisk sandhed, der ikke måtte eller skulle forandres.
mens vi diskuterer kategorisering
er der borgere
der har brug for en håndrækning til:
at lære det danske sprog,
at få uddannelse,
at få arbejde
og at kunne dyrke deres fritidsinteresser
uden fordomme og diskrimination
mens vi diskuterer opdelingen
er der borgere
der er træt af:
at blive talt om,
at blive sat mærkater på,
at blive ghettoriseret
og blive stigmatiseret
til ingen verdens nytte
mens vi diskuterer etnicitet
er der borgere
der bare vil gerne:
at snakke med folk
at få sig en uddannelse,
at tjene sin egen penge
og hygge sig med deres venner og familie
Hvis Danmark ikke havde en stor del af både befolkning og Folketing som er indvandrerfjendsk, så vil det være meget nemmere at bevæge sig igennem de forskellige definitioner i en videnskabelig forstand.
Men sådan er det ikke, og derfor er denne diskussion meget vigtig. Alle definitioner bliver stærk politisk.
Ordet efterkommer er ikke i sig selv politisk men bliver brugt politisk. Jeg kan sagtens se at begge definitioner (og andre) kunne være nyttig hvis intentionen er at forbedre integration.
Hvis vi skal gøre op med parallelsamfund, social kontrol osv. så bliver vi nødt til at suspendere al tildeling af dansk statsborgerskab, til alle udlændinge Det kan vi også uden at bryde Grundloven. Hvis vi ikke gør det, vil vi også om 25 og 50 år diskutere den fejlslået integration, og se et endnu mere opdelt samfund, formentligt helt uden sammenhængskraft. Det giver nemlig ingen mening at bibeholde et højt skattetryk, hvis alle og enhver kan komme til Danmark og blive berettiget til de samme sociale ydelser, sundhedsydelser mm. som dem der har arbejdet og betalt skat igennem et langt liv. En høj skat forudsætter et samfund med sammenhængskraft og visa versa.
Med denne definition går kongehuset fri.
Jeg undrer mig over, at man overhovedet har et praktisk behov for denne definition.
Men det viser igen og igen, at Danmark er blevet er racistisk land, hvor den herskende klasse absolut vil kunne skelner mellem "dem og os", så de har nogen at pege fingre af.