Analyse
Læsetid: 3 min.

Flere syrere risikerer nu at ende i en fastlåst position uden opholdsgrundlag i Danmark

Mattias Tesfaye vil fremskynde revurderingen af opholdsgrundlaget for syrere med midlertidig beskyttelsesstatus. Det sker på baggrund af, at Flygtningenævnet mener, at det er forsvarligt at sende folk tilbage til Damaskus. Risikoen er dog, at syrerne ikke tager hjem, men ender i en fastlåst situation på et udrejsecenter i Danmark
Mattias Tesfaye fremhæver, at 100.000 flygtninge vendte hjem til Syrien fra nærområderne sidste år. De er dog ikke i en sammenlignelig situation med de syrere, der har fået beskyttelse i Danmark. De kommer nemlig fra flygtningelejrene i både Libanon og Tyrkiet, hvor forholdene ifølge blandt andre Amnesty International er beskrevet som horrible.

Mattias Tesfaye fremhæver, at 100.000 flygtninge vendte hjem til Syrien fra nærområderne sidste år. De er dog ikke i en sammenlignelig situation med de syrere, der har fået beskyttelse i Danmark. De kommer nemlig fra flygtningelejrene i både Libanon og Tyrkiet, hvor forholdene ifølge blandt andre Amnesty International er beskrevet som horrible.

Niels Christian Vilmann

Indland
30. juni 2020

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) spilder ikke tiden. Han har netop meldt ud, at Udlændingestyrelsen skal fremskynde en revurdering af beskyttelsesgrundlaget for op mod 900 syriske flygtninge i Danmark.

For at forstå baggrunden for hans udmelding skal vi tilbage til foråret sidste år.

Her konkluderede Udlændingestyrelsen, at de generelle forhold i Damaskus ikke længere tilsiger, at det vil være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention at sende folk tilbage.

Den danske screening af sikkerhedsforholdene er blandt andet baseret på en delegationsrejse med Dansk Flygtningehjælp til Beirut og Damaskus i november 2018. Den varede fem dage, og her talte man med 12 kilder, herunder to internationale humanitære organisationer, to internationale organisationer og også en syrisk general, der er chef for ’Immigrations and Pass Departement’.

Rapporten konkluderede, at den militære konflikt i hovedstaden er stilnet af. Der falder ikke bomber, og flere militære checkpoints er nedlagt, efter regimet har genvundet kontrollen over området. 

Der har nu været fem prøvesager, hvor Flygtningenævnet – en uafhængig instans med en dommer for bordenden – har vurderet, at syrere fra Damaskus kan sendes hjem igen, hvis de har fået ophold efter Udlændingelovens paragraf 7, stk. 3. Her gives midlertidig beskyttelse til flygtninge fra hjemlande, hvor det på pågældende tidspunkt vurderes, at forholdene er præget af helt vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, som gør det farligt at være til stede i landet.

Og det er altså disse fem afgørelser, der nu har fået udlændinge- og integrationsministeren til at beordre Udlændingestyrelsen til at vurdere, om der er grundlag for at inddrage alle midlertidige opholdstilladelser givet til syrere fra Damaskus.

»Flygtninge skal ikke udvikle sig til indvandrere,« som udlændingeministeren siger.

Forsvarligt?

Det er dog langtfra alle fagpersoner, som vurderer, at det er menneskeretligt forsvarligt at sende syrere tilbage til Damaskus.

I modsætning til de danske myndigheder mener blandt andre FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) ikke, at de syriske myndigheder er til at stole på. Flere ngo’er har rapporteret om tilbagevendte flygtninge, som er blevet tilfældigt anholdt og er forsvundet, selv om de har underskrevet en hjemsendelsesaftale og er blevet benådet af regimet.

Det kan altså godt være, at lyden af daglige kampe og røgen fra bomberne er væk. Men det er truslen om arrestationer, forhør, tortur og måske endda død ikke. Derfor går Danmark imod organisationernes anbefalinger i forsøget på at få visse syrere til at rejse tilbage til Damaskus.

Mattias Tesfaye udtaler, at han stoler på Flygtningenævnets vurdering om sikkerhedssituationen i Damaskus. Men baseret på de internationale vurderinger og rapporteringer er det ikke sandsynligt, at alle involverede syrere vil nære den samme tillid til det danske nævn.

Og her er det, at problemet opstår for Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. For så længe de ikke rejser hjem frivilligt, kan de danske myndigheder ikke hjemsende dem. Det kræver nemlig, at Danmark samarbejder med Assads regime, før politiet kan placere dem på et fly med kurs mod Mellemøsten. Og Danmark nægter fortsat at samarbejde med Assads regime. 

Mattias Tesfaye fremhæver, at 100.000 flygtninge vendte hjem til Syrien fra nærområderne sidste år. De er dog ikke i en sammenlignelig situation med de syrere, der har fået beskyttelse i Danmark. De kommer nemlig fra flygtningelejrene i både Libanon og Tyrkiet, hvor forholdene ifølge blandt andre Amnesty International er beskrevet som horrible. 

Hastværk

Endelig påpeger ministeren også, at 22 syriske flygtninge i Danmark har valgt at rejse frivilligt med en stor sum penge i hånden fra staten. 

Men dem, der frygter for deres sikkerhed og dermed nægter at rejse, ender på et ud af landets to udrejsecentre, Kjærshovedgaard eller Sjælsmark.

Det er et politisk erklæret mål, at beboerne på udrejsecentrene skal leve på et eksistensminimum, da det gælder om at motivere disse mennesker til at rejse hjem. De må for eksempel hverken arbejde eller sågar koge deres egne ris.

Det står stadig hen i det uvisse, hvor mange syrere der frivilligt vil rejse hjem, hvis de står uden opholdsgrundlag. Men der er en risiko for, at Mattias Tesfayes hastværk ikke kommer til at have en særlig stor indvirkning på antallet af syrere i Danmark. Som vi har set blandt andre befolkningsgrupper, bliver folk i Danmark, så længe de frygter for deres sikkerhed i hjemlandet. 

Til gengæld vil hastværket have en stor indvirkning på disse syreres levevilkår. De risikerer nemlig nu at ende på udrejsecentre, hvor de fratages muligheden for at etablere et almindeligt liv i Danmark i regeringens forsøg på at presse dem ud af landet. 

Dansk Flygtningehjælp har fremhævet, at de danske myndigheder bør vente med at fratage syrerne midlertidig beskyttelse, til UNHCR bakker op om det. Men vores udlændinge- og integrationsminister spilder som sagt ikke tiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Hvem er det, Tesfaye og S, skal imponere?

Thomas Bindesbøll, Ulla Blok Kristensen, Birte Pedersen, Kim Folke Knudsen, Christel Gruner-Olesen, Ete Forchhammer , Peter Mikkelsen, Elisabeth From, Elise Berg, Gert Romme og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Mattias Tesfaye siger også, at han vil motivere de øvrige EU-lande til at arbejde sammen omkring dette, så Danmark ikke går enegang.

Nu har hverken Poland eller Ungarn nogle flygtninge - heller ikke fra Syrien. Og de andre EU-lande , og her medregner jeg ikke Storbritannien, er for længe siden i gang med at integrere disse flygtning til at være nyttige skatteborgere. Alt andet er også alt for kostbart.

Men måske kan Mattias Tesfaye finde gehør for sine "medmenneskelige" synspunkter i et par hollandske provinser, der som bekendt har en lidt afvigende holdning til mennesker fra andre lande end resten af Holland.

Jan Fritsbøger, Thomas Bindesbøll, Ulla Blok Kristensen, Birte Pedersen, Kim Folke Knudsen, Freddie Vindberg, Christel Gruner-Olesen, Rikke Nielsen, Ete Forchhammer , peter juhl petersen, Peter Mikkelsen, Elisabeth From, Hans Larsen og Elise Berg anbefalede denne kommentar
Peter Mikkelsen

Tesfaye og Socialdemokraterne har for længst smidt al anstændighed overbord til fordel for ussel mammon.

Jan Fritsbøger, Ulla Blok Kristensen, Birte Pedersen, Thomas Andersen, Kim Folke Knudsen, Freddie Vindberg og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Hvis Flygtningenævnets vurderinger er så pålidelige, har det nævn vel aldrig taget fejl eller tabt en ankesag?
Hvis Flygtningenævnet derimod har tabt ankesager, er det skidt for statsministerens højt besungne tillid til systemet, den vi alle bør være besjælet af, at en af hendes ministre lægger sit brød i en kurv med mug i...

Jan Fritsbøger, Thomas Bindesbøll, Ulla Blok Kristensen, Birte Pedersen, Kim Folke Knudsen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Hafez Al Assads terrorregime giver ingen sikkerhed for tilbagevendene flygtninge.

Jeg erindrer tydeligt en række beskrivelser fra flygtede syrere, der har opholdt sig i Sikkerhedstjenestens fængsler grusomt ud over alle grænser. Blive et normalt menneske igen efter denne oplevelse og en udmattende flugt op igennem Europa. Vi ved selv hvad vores modstandsfolk var udsat for på Dagmarhus og andre af Gestapos forhørssteder. Mange modstandsfolk var nedbrudt og fysisk og psykisk ødelagt efter opholdet i tyske klør først tortur så fængsel, så i værste fald Neuengamme og endnu mere langsom nedbrydning af selv det sundeste og mest velfungerende menneske.

Der er ingen forskel på det syriske regimes behandling af borgere, som ikke falder i regimets smag og Gestapos terror overfor vores modige modstandsfolk.

Derfor giv alle syrere humanitært ophold i Danmark.

Der skal selvfølgelig checkes for om, der er " U både " med blandt flygtningene det vil sige regimets agenter, som er sendt til Danmark for at udspionere og indberette om flygtningenes opførsel her i landet. De skal ikke have humanitært ophold her men bag lås og slå og dernæst UD.

Vesten tabte kampen om Syriens fremtid, da USA meldte pas i konflikten. Rusland trådte og ind og hjalp deres allierede diktator Hafez Al Assad tilbage til magten. Hans styre har nu " normaliseret " tilstandene i Damaskus. Ligeså meget som det kunne se hyggeligt ud at rejse til Berlin i 1940, som etnisk dansker. Undertrykkelsen var ikke altid synlig på gaden men inde i fængslerne, der fik piben en anden lyd, og et besøg i Jødehusene afslørede også at Berlin var knap så " hyggelig " som på overfladen dekoreret med hagekors på alle hjørner.

Skindet bedrager - intet er normalt i Damaskus med det regime.

Thomas Bindesbøll, Ulla Blok Kristensen, Freddie Vindberg, Birte Pedersen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Det er så usselt. at kaste disse mennesker ud i et håbløst kaos blot for at vise DF og Nye Borgerlige, at S kan overhale indenom, når det kommer til stramninger. Flygtninge, som i øvrigt kan integreres og på sigt bidrage til samfundet !

Thomas Bindesbøll, Jan Fritsbøger, Hans Larsen, Marie E. Rasmussen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Niels Erlinger

Kim Folke Knudsen
30. juni, 2020 - 19:18

"Derfor giv alle syrere humanitært ophold i Danmark."

Kan du ikke prøve, at sætte et antal på her??

Thomas Bindesbøll

Man skal ikke have arbejdet mange år med flygtningesager - også åbenbare og klart dokumenterede tilfælde af person-historier for samme flygtninge af både dokumenteret politisk forfølgelse, tortur, mv. - for at sande, at den danske humanisme desværre sidste mange år er blevet undermineret.

Flygtningenævnt selv er for et par år tilbage blevet decimeret. Man "udrensende" - desværre via et folketingsflertal - således repæsentanter for både Dansk Flygtningehjælp og fra Udenrigsminsteriet. Dermed "slap man af" med disse besværlige repræsentanter, der jo ligefrem havde (besværlig!) ekspertise på de enkelte konflikt-områder. Siden er asyl-tildelingen da også faldet. Enhver kan drages sine konklusioner.

Hvis Tesfaye's forslag når længere frem, håber jeg der bliver mere larm i kulisserne. Vi kan da ikke stå model til at se syriske politiske flygtninge sendes tilbage til massemorder Assad-land, hvor den eneste "ro", er dødens og forfølgelsens fortsatte ro.

Jeg har efter en mængde hårrejsende hjemsendelser lige i gabet på diverse diktaturer. i mange år tænkt, at der selvsagt må findes en "skult hånd" af indbyrdes nikkende samtykker, ikke nedskrevne selvsagt.
Kølige "sagsbehandlere", der fornemmer at den opportune vind for tiden går ud på, at tildele så få asyl, som overhovedet muligt. En attitude, der tilsyneladende nu også har spredt sig til Socialdemokratiets indre magtcirkler.
Sørgeligt !

Thomas Bindesbøll

For alle interesserede, der har overskud til at nærlæse de oftest utroligt hårrejsende, kølige og totalt formalistisk.-juridiske afgørelser (læs oftest afslag!) , så gå ind på Flygtningenævnets hjemmeside og søg efter afgørelser. Man kan søge under bjælken "praksis".

I et utal af sager fremgår det, at det normale, juridiske mantra i demokratiske retsstater, at "tvivlen skal komme til gode"... her nærmest fremføres modsat. Al tvivl lægges asylsøgere til "last" (!)

Slå selv efter. Det er iskolde afgørelser, mange af dem
Citerer derfor lige til sidst min gæve gamle afdøde modstandsfar. Da han i sidste år af sit liv læste et par af Flytningenævnets afgørelser, som jeg gav ham, udtalte han:
"Hvad Fanden forlanger de dog af dokumentation, som politisk flygtning???
Tror de idioter, at vi andre under krigen måske rendte rundt og vifte f.eks. de svenske myndigheder med et papir fra Gestapo om at vi var blevet torturet og forfulgt? Det er da fuldstændig absurd. Hvis det havde været sådan under krigen ville ingen modstnadsfolk jo kunne have fået asyl i Sverige.".

Til tider kunne jeg have lyst at fremsende en kopi af denne båndoptagelse til de nuværende medlemmer af både Flygtningenævnet og diverse bureuakrater i Udlændingestyrelsen. Men overfor sådanne kølige typer er der nok ikke meget der nytter.

Så meget desto mere er Tesfaye's nye udspil blot endnu et skridt i den inhumane retning.
Lad dog tvivlen komme asylsøgerne til gode. Det burde være en selvfølge!