Læsetid: 4 min.

Formodet gerningsmand har hagekors på benet, men politiet afviser racistisk motiv til drab

Politiet afviser et racistisk motiv i drabet på en dansk-afrikansk mand på Bornholm, selv om den ene af de formodede gerningsmænd har en hagekorstatovering og har udtrykt sympati med Stram Kurs
Tirsdag blev en dansk-afrikansk mand fundet dræbt i en skov på Bornholm.

Tirsdag blev en dansk-afrikansk mand fundet dræbt i en skov på Bornholm.

Ritzau/Scanpix

27. juni 2020

Natten til fredag blev et kæmpe banner hængt hen over indgangen til byretten i Rønne: »No lives matter until black lives matter,« stod der med sorte og røde bogstaver på banneret.

Det store banner blev hængt op få dage efter, at en 28-årig dansk-afrikaner tirsdag morgen blev fundet dræbt i Blykobbe Plantage – de lokale siger Nordskoven – ved Rønne på Bornholm.

Bemærkelsesværdigt nok blev banneret flået ned fra retsbygningens facade, allerede inden de første mødte på arbejde i byretten fredag morgen. Formentlig var det en mand, som gennem 12 år havde været bedste venner med den dræbte dansk-afrikaner, der flåede banneret ned. »Motivet var ikke racisme,« skrev han på sin profil sammen med et billede af banneret.

Fredag eftermiddag gik Bornholms politi helt usædvanligt ud og sagde det samme som den dræbtes ven: »Som vi ser det, er det et helt andet motiv. Det er en personlig relation,« sagde chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, til Bornholms Tidende.

Politiets udmelding var usædvanlig, for der er dørlukning i sagen. Dørlukning er et retligt skridt, hvor offentligheden afskæres fra adgang til retssalen, og det er yderst sjældent, nærmest uhørt, at politiet melder mere ud, mens efterforskningen stadig pågår. Men den praksis brød Bornholms politi altså med fredag eftermiddag.

Udmeldingen kom på opfordring fra Rigspolitiets kommunikationsafdeling, som har fulgt med i den stigende omtale af sagen på sociale medier, og som mente, at politiet på Bornholm var nødt til at melde mere åbent ud om de foreløbige resultater af efterforskningen og om de sigtedes forklaringer i retten.

»Vi er helt opmærksomme på situationen i USA,« sagde Benthe Pedersen Lund til Bornholms Tidende.

Knæ mod halsen

Og her er vi så inde ved kernen i den ophedede debat, som drabet i Nordskoven har udløst. George Floyd blev i maj dræbt med et knæ på halsen, hvilket udløste massive demonstrationer i USA og i resten af verden, også i Danmark. Nu blev en ung sort mand dræbt i Danmark. To mænd blev anholdt i sagen, og ifølge sigtelsen mod de to mænd blev den dræbte mand ramt af slag med rafter, flasker og knyttede næver og stukket flere gange med kniv. Og så fik han, ifølge sigtelsen, et knæ presset mod halsen.

Parallellerne var ikke til at tage fejl af og herfra voksede sagen. »GET YOUR KNEES OF OUR KNECKS,« skrev Black Lives Matter Denmark. Medierne blev hurtigt kritiseret for ikke at fokusere nok på sagen.

For at forstå sagens udvikling er det nødvendigt at spole tilbage til start. Den dræbte mand blev fundet tirsdag morgen klokken 06.11. Han var senest set i live cirka seks timer før. På et eller andet tidspunkt i løbet af det tidsrum fandt drabet sted.

Allerede samme dag om eftermiddagen anholdt politiet de to sigtede i sagen. De er brødre, og den ene er 23 år gammel, den anden 25. Den første blev anholdt klokken 14, den anden lidt senere. De to anholdte brødre blev fremstillet i grundlovsforhør næste dag. Det var her, de få detaljer fra sagen blev lagt frem i forbindelse med, at sigtelsen blev læst op.

Hurtigt afslørede researchkollektivet Redox, at den ældste af de to anholdte havde hyldet Rasmus Paludan, og at han havde givet udtryk for modstand mod Black Lives Matter-bevægelsen. For to uger siden publicerede han en grafik med teksten »White Lives Matter.« Samme slogan bruges af nynazister. Her i landet har den nynazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse hængt plakater op med sloganet.

Ekstra Bladet fulgte trop og afslørede, at manden var blevet smidt ud fra et poolparty for Stram Kurs få uger før drabet. Manden havde rendt rundt i shorts, og man kunne tydeligt se en hagekorstatovering på hans ene ben.

Motivet

Det efterlader politiet med en udfordring: Set udefra er det svært ikke at tegne stregen fra A til B, fra hagekorstatoveringen på benet til knæet mod halsen. Set indefra en efterforskning er det anderledes besværligt: Hvis sagen skal bære frem til en tiltale for hadforbrydelse, så skal politiet kunne fremlægge konkrete beviser for, at dette motiv lå bag gerningen. Det er en af politiets opgaver lige nu: At undersøge racismesporet og efterforske, om det kan løftes op til at være et medvirkende eller bærende motiv til forbrydelsen.

Medierne har også en udfordring: Der er et klart og åbent – og berettiget – krav om at have fokus på denne sag og gøre, hvad der er muligt for at afdække, om der er tale om et racistisk motiveret drab. Netop nu, og i lyset af det der sker i USA, så er der nødvendigvis et særligt fokus.

Men medierne er også forpligtet til at følge den dokumentation og de oplysninger, de graver frem i sagen, også når både politiet og personer med kendskab til den dræbte og de to anholdte forklarer, at sagen ikke handler om racisme. At der er et andet motiv.

Viceinspektør Henrik Schou fra Bornholms Politi har forklaret, at politiet selvfølgelig efterforsker racisme som motiv, og at der kommer mange henvendelser om det. Men han har også forklaret, at der er noget andet, der har større interesse motivmæssigt.

Dertil kommer, at racisme ikke har en on-off-knap. Det er muligt, at politiet finder frem til et andet motiv til drabet end racisme, og det er muligt, at den dræbtes og de anholdtes venner har ret – at det handlede om noget andet. Men det er på samme tid muligt, at racisme kan have været med til at forstærke den vold, der førte til den dansk-afrikanske mands død.

En ting må man klart forvente: Bornholms Politis forsøg på at bremse den ophedede debat ved at melde så klart ud om sagens motiv vil næppe virke.

Shelteret på Bornholm, hvor en 28-årig dansk-tanzanisk mand for nylig blev dræbt. Selv om sagen bringer mindelser om drabet på den sorte amerikaner George Floyd tidligere i år, har politiet afvist, at drabet  på Bornholm skulle være racistisk motiveret.
Læs også
Gerningsstedet ved shelterpladsen i Nordskoven ved Rønne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Markus Lund
  • Troels Ken Pedersen
  • Ib Gram-Jensen
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Dorte Sørensen
  • Johnny Christiansen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • erik pedersen
Maiken Guttorm, Markus Lund, Troels Ken Pedersen, Ib Gram-Jensen, David Zennaro, Katrine Damm, Dorte Sørensen, Johnny Christiansen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Poul Anker Sørensen og erik pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det kan undre med de lukkede døre, hvergang sagen muligvis er kontroversiel med eventuel baggrund i hadforbrydelser, racisme, politiske attentater, etcetera.

Hvad var fx motivet til at en mand stillede sig op med en kniv ved et Paludan event nær ved Gellerup planen?
Var han ude på at skade Paludan, eller begå drab, som Paludan efterfølgende hævdede?
Eller er sandheden, at han er psykisk syg, som flere af tilskuerne råbte til politiet inden de skød ham midt i en stor forsamling, hvor potentielt vildfarne kugler kunne have været fatale?
Hvor var pebersprayen?

Lukkede døre fremmer konspirationsteorier, samt undertrykker den demokratiske proces.

Det er meget mærkværdigt, at politiet allerede er ude og afvise racistiske motiver for drabet i Nordskoven.
Især når en af de formodede gerningsmænd uden tvivl er white supremacist, som Redox klart har påvist.

Søren Fosberg, Sus johnsen, Elisabeth Andersen, Kim Folke Knudsen, Arne Albatros Olsen, Elijah Ali Nesrual, Karsten Aaen, Jan Damskier, Allan Stampe Kristiansen, Holger Nielsen, Jon Mangerel, Jan Weber Fritsbøger, Dorte Sørensen, Hans Larsen, Christel Gruner-Olesen og Gunvor Henriksen anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Eva hvis en person har en tatovering der peger på en totalitær ideologi kan den person så kun agere ud fra den ideologi? Udelukker den alle andre motiver for tid og evighed?

Rune Mariboe, Holger Nielsen, Jannick Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt, Per Rønne-Nielsen, Steffen Gliese og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Alana, det er jo op til den enkelte hvad man vil reklamere med af kropslige tegn, og der er såvist ingen umiddelbar logisk lovmæssighed, der indebærer at bæreren for tid og evighed absolut følger deres udtryk.

Et hagekors må dog nok ses som henne i den MEGET demonstrative ende; det er ej et symbol, man uden videre anskaffer, som fx et hjerte med et pigenavn.

Og nu er det heller ikke kun swastikaen, vedkommende sigtede har udstillet offentligt.

Fra linket til researchkollektivet Redox :

"I april sidste år publicerede han et billede af sig selv iført en sixpence, præcis som Rasmus Paludan er blevet kendt for. Hans hånd former V-tegnet og billedeteksten er: “V for sejr”.

For to uger siden publicerede den nu drabssigtede mand en grafik med teksten “White lives matter”, der bruges af højreradikale og nynazistiske grupperinger som protest mod Black Lives Matter-bevægelsen. Den seneste tid har den danske naziorganisation Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) opsat plakater rundt om i landet, der netop bar budskabet: “White lives matter.”

Det er faktuelt.

Hvis politiet er vidende om andre motiver, ville det være gavnligt for offentligheden, at der var åbne døre ved fremstillingen i retten.
Det er sådan set blot det jeg skriver.

Søren Fosberg, Markus Lund, Elisabeth Andersen, Kim Folke Knudsen, Elijah Ali Nesrual, Karsten Aaen, Allan Stampe Kristiansen, Holger Nielsen, Jon Mangerel, Trond Meiring, Jan Weber Fritsbøger, Luiza Labouriau, Dorte Sørensen, Arne Albatros Olsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Politiet har sagt, at én af de mange voldelige overgreb offeret blev udsat for, var at der blev knælet på hans hals.
Nøjagtig det der skete for George Floyd.

Er det kun et sammentræf, eller er det en symbolsk handling?

Søren Fosberg, Markus Lund, Elisabeth Andersen, Kim Folke Knudsen, Elijah Ali Nesrual, Karsten Aaen, Allan Stampe Kristiansen, Holger Nielsen, Jon Mangerel, Jan Weber Fritsbøger, Luiza Labouriau, Dorte Sørensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Det er vist også en politifejl hvis de har offentliggjort overfaldet så detaljeret.
Har politiet det?
Jeg har ikke fulgt sagen.
Alle hudfarvers liv har betydning.

Steffen Gliese

Lad os nu bare vente at se - der er jo kredse, der har indblik i sagen, der påpeger, at de på forhånd var venner, men at der jo så tydeligt må være sket et eller andet, der har radikalt slået det i stykker.

Jens Flø, Karsten Aaen, Lisbeth Glud, Allan Stampe Kristiansen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Det er selvfølgelig forfærdeligt at en ung mand er blevet myrdet, uanset hvad motivet er. Men at bruge drabet som et bevis på racisme i Danmark fremhæver netop hvor blinde de fleste er for den strukturelle racisme i samfundet. Personligt er jeg mere rystet over forholdende på asylcentrene, at danske børn lever i flygtningelejre, intergrationsydelsen, og at danske partier konkurrerer om hvem der kan behandle ikke-etniske danskere værst for at gafle Dansk Folkepartis stemmer.

De fleste blacklivesmatter-tilhængere kan ikke se bjælken i deres eget øje.

Flemming Berger, Jens Flø og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

nu er det jo altså ikke nødvendigvis sådan at andre påviste motiver helt udelukker at racistiske ideer har haft betydning for forbrydelsens karakter,
på den anden side kan man heller ikke bare konkludere at er man fremmedhader, er det altid den afgørende faktor når man forbryder sig imod en fremmed,
og så kan man altså heller ikke udelukke at politiet er fokuseret på at nedtone det racistiske aspekt fordi man simpelthen ikke ønsker den vinkel,
at tro nogen er 100% objektive er lidt naivt.

Jens Flø, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Jeg ved ikke nok om retsmedicin så det kan være man se den slags kroppens mærker, men hvis politiet ved at ofret blev udsat for et knæ mod halsen, kunne det jo også tyde på at de allerede har en tilståelse.

Og selvfølgelig kan en racist begå et ikke-racistisk mord, men det med halsen er jo en særlig suspekt brug af vold i betragtning af hvor kendt Floyd sagen er blevet internationalt. Drabsmotivet kan have startet som non-racistisk, mens motivet for at presse hans hals i gerningsøjeblikket kan have været racistisk motiveret.

Eller han brugte simpelthen hals-metoden fordi han havde lært via Floyd videoen at sådan kan man slå ethvert menneske ihjel...

Jeppe Lindholm

Hagekorstatovering og sympati med Stram Kurs. Og nu moder. Det kan man da vist roligt kalde en forstyret personlighed, som er farlig for sine omgivelser.

Finn Årup Nielsen

Bo Elkjærs "Ekstra Bladet fulgte trop" er forvirrende. Den Ekstra Blads-artikel Elkjær linker er "Brutal dødsvold: Dræbt med knæ på halsen og knivstik" fra den 24. juni 2020 eftermiddag. Redox-artiklen er fra dagen efter, den 25. juni 2020.

Den Ekstra Blads-artikel der måske retteligt var ment linket er formentlig "Kasseret af Stram Kurs: Drabssigtet tatoveret med hagekors" fra aftenen den 25. juni 2020. Som - så vidt jeg kan se - kommer efter Redox-artiklen.

Som jeg læser det, er det Ekstra Bladet, og ikke Redox, der først bringer associationen til Minneapolis ind i billede.

Karsten Aaen

Hvorfor vælger Retten igen og igen at efterkomme politiets anmodninger om at lukke dørene ? Her i landet har en lang tradition for åbenhed i retsplejen, derfor gør det noget, at politiet gør det her:

"Politiets udmelding var usædvanlig, for der er dørlukning i sagen. Dørlukning er et retligt skridt, hvor offentligheden afskæres fra adgang til retssalen, og det er yderst sjældent, nærmest uhørt, at politiet melder mere ud, mens efterforskningen stadig pågår. Men den praksis brød Bornholms politi altså med fredag eftermiddag."

Og hvad er det offentligheden ikke må at vide! ift. de to sigtede, anholdte, mht. det forfærdelige :( de har gjort....

hvad er det politiet forsøger at skjule her!

Markus Lund, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Eva. “ Er det kun et sammentræf, eller er det en symbolsk handling?”

Ja det jo så dig, uden noget indgående kendskab til sagen (antager jeg), der spekulerer i et motiv ud fra en tatovering og et stykke vold der i øvrigt har fået ret så meget “reklame” på det sidste. I øvrigt er der ikke påvist noget racistisk motiv i den sag fra USA så retsmæssigt er du ude på et uholdbart skråplan hvor du tillægger motiver ud fra dit personlige verdensbillede.

Du tordner ud af dit eget narrativ uden at tage stilling til at en person der kender begge parter siger at de var venner. Hagekorset har altså, i følge den person, ikke fyldt mere end at bæreren sagtens kunne have en sort kammerat.

Finn Årup Nielsen

Der er to elementer som ikke har figureret i udpræget grad i diskussionen:

Det første elementer er så vidt jeg kan se bragt på banen af Morten Pape. https://twitter.com/PapeMorten/status/1271429346041962497 Racisme-aspektet i Deniz Uzun-sagen blev nedtonet af myndighederne og Pape forklarer det med Anders Fogh Rasmussens kandidatur til NATO-generalsekretær-posten. Hvis man tager Papes analyse for gode varer eksisterer der derfor et fortilfælde hvor myndigheder er parate til at manipulere den offentlige mening for at undgå at racisme blive inddraget som forklaring på et drab.

Det andet er drabet i Vollsmose. Her er forklaringen som jeg læser medierne, at der "blot" er tale om et bandedrab og hvor man vel skal foranlediges til at mene at der er tale om et "uheld" på en sagesløs. En anden analyse kan spørge ind tii etniciteten af drabsmand og offer, om en migrantetnicitet er gået løs på en anden migrantetnicitet? I Dijon, Frankrig, har man nyligt set et vanvittigt eksempel på to etniske grupper af migranter der går løs på hinanden. I den sædvanlige racismedebat ses racisme som hvid-majoritet-mod-minoritet-racisme, mens minoriteters racisme måske glemmes.

Steffen Gliese

Ja, Finn Årup Nielsen, som når en halvt etiopisk minister verbalt tæsker løs på somaliere. :-)

Jan Weber Fritsbøger, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Alana, jeg mener nu ikke at mine spørgsmål er specielt "tordnende" ;-)

Det, jeg forsøger at problematisere, er de lukkede døre i retten.
Såfremt de havde været åbne, ville det netop fjerne grundlaget for spekulationer om den sigtedes eventuelle motiv.

Jan Weber Fritsbøger og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Åbne døre i et retsmøde, er ingen sikkerhed for mindre motivspekulation, men måske spekulationen går i andre retninger.

Kim Folke Knudsen

Straffen får drab er for lille i Danmark. Denne gerning burde give minimum 60 år bag tremmer uden mulighed for prøveløsladelse.

Personens valg af tatovering er i for sig ligegyldig i denne sag, selvom tatoveringen ikke er tilfældig.

Personens gerning er ikke ligegyldig - Hårdere straf slut med blødsødenhed og resocialisering af kriminelle, som er inkarneret afsporet hele vejen igennem.

I brummen for tid og evighed med den mand punktum.

Alana Frederiksson

60 år og uden mulighed for prøveløsladelse i en sag der endnu ikke er efterforsket færdigt endnu? Det er vel nok dagens mest interessante holdning.

Mon ikke mediernes spekulationer og forsøg på at tale en vinkel op ligger til grund for den korrekte beslutning at lukke dørene.

Eva. Du linker og fortæller om mandens politiske tilhørsforhold dagen lang men det ændrer ikke på at det er et frit opfundet motiv du pusher hårdt. Som sagt er der end ikke dømt i sagen i USA og den sag er også irrelevant i forhold til et mord begået i Danmark.

Eva Schwanenflügel

@ Alana

Du skriver åbenbart fra USA?
Hvad retsprocessen dér egentlig er, har jeg ikke kendskab til.
60 års fængsel ikke en strafmulighed i Danmark.

Her hedder det fængsel på livstid, eller fængsel i forvaring, såfremt vedkommende skønnes for farlig for sine omgivelser.

I USA er jeg ganske klar over, at de anklagede betjente skal for en domstol.
Det er jo ligesom hele pointen med et retssystem, ikke?
At retssystemet varetager alles interesse?

Faktisk er det i selve artiklen der linkes til Redox, det er ikke mig.

Deadline lørdag aften. Anton Gejst debatterede med stor tålmodighed med Rosa Lund (EL) der har været hurtig til at markere sig om noget hun dybest set kun har fra de medier - her Ekstra Bladet - som hun angriber for at være forudindtaget mod de, der ikke er leverpostejfarvede.
Heller ikke det slap Rosa Lund godt fra. Dels havde hun ikke styr på sagen, hun holdt sig ikke til emnet med flaksede rundt når hun blev trængt, og dels havde hun kun ét argument - at poltiet skal have flere ressourcer til at efterforsker sager, hvor der kan være et racistisk motiv. Som om det ikke så meget drejer sig om ressourcer, men om indstilling, og holdning til hvad racisme og hadforbrydeler er.
Hun gentog sit eneste argument i det uendelige, og derved viste hun igen, hvor dårlig en debattør hun er. Utroligt, at EL kan bruge hende som retsordfører

Erik Fuglsang, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Vi har en ophedet debat, hvor en nyttig racediskriminations dabat, også bliver brugt af polariserede på venstrefløjen, højrefløjen, og polariserede religiøse. Samtidig skal politiet, og retten gøre deres grundige arbejde, på den måde de plejer at gøre.

René Arestrup

Nu kan man meget vel diskutere om danske dommere generelt er lidt for imødekommende ifht politiets ønske om retsmøder for lukkede døre. Men det bør retfærdigvis tilføjes, at politiet ofte har helt indlysende efterforskningsmæssige motiver til ikke at involvere en bredere offentlighed.

Derfor tror jeg man skal være varsom med at konkludere noget som helst på forhånd.

Det hænder faktisk, at virkeligheden er anderledes end det tilsyneladende.

Dejligt befriende med nogle journalister, der er klare i spyttet, og som kan gennemskue lokalpolitiets løgnekampagne.

@Alana Frederiksson
Ifølge kilder var gerningsmanden ikke venner med afdøde P.M.J. på Facebook. Så hvor politiet har det fra, at de var kammerater, må stå hen i det uvisse.

John Reynolds

Det er fristende at formode pr rygmarv. Men politiets ageren og lukkede døre kan være nødvendigt for dels at beskytte andre parter i sagen og for dels at behandle andre motiver nøgternt.