Baggrund
Læsetid: 8 min.

Det hjælper ikke at flytte minoritetsbørn til andre skoler. Men hvad hjælper så?

Ny forskning viser, at minoritetsbørn, der bliver flyttet til skoler med flere majoritetsdanske børn, klarer sig dårligere fagligt og mistrives sammenlignet med børn, der ikke er blevet flyttet. Information har spurgt en række eksperter, hvad der så hjælper minoritetsbørn i skolen
Strategien med at sprede børnene, som man har gjort med busbørnene i Aarhus, tager afsæt i troen på, at det vil styrke et minoritetsbarn med sproglige vanskeligheder, hvis det får flere ressourcestærke klassekammerater, der mestrer dansk. Men ifølge lektor på DPU Laura Gilliam og hendes studier af minoritetsbørn hænger deres læring og trivsel i langt højere grad sammen med lærernes og skolens indstilling til eleverne.

Strategien med at sprede børnene, som man har gjort med busbørnene i Aarhus, tager afsæt i troen på, at det vil styrke et minoritetsbarn med sproglige vanskeligheder, hvis det får flere ressourcestærke klassekammerater, der mestrer dansk. Men ifølge lektor på DPU Laura Gilliam og hendes studier af minoritetsbørn hænger deres læring og trivsel i langt højere grad sammen med lærernes og skolens indstilling til eleverne.

Mikkel Berg Pedersen

Indland
8. juni 2020

Det bliver ofte set som et problem, når der er for mange minoritetsbørn på en skole. Derfor har Aarhus Kommune siden 2006 fragtet tosprogede børn med sprogstøttebehov i bus til skoler i byen med flere majoritetsdanske børn – de såkaldte busbørn. Formålet har været at øge fagligheden og undgå skoler med 100 procent minoritetselever.

Men busordningen i Aarhus har ført til dårligere faglige resultater og mistrivsel blandt de henviste børn, hvis man sammenligner med de elever, der blev på den lokale folkeskole. Det viser ny forskning lavet af Trygfondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – VIVE som omtalt i Jyllands-Posten i maj. Undersøgelsen viser desuden, at minoritetsbørnene, der blev kørt med bus til andre skoler, heller ikke legede eller var mere sammen med majoritetsdanske børn i frikvartererne. 

Men hvis det ikke hjælper at fordele minoritetsbørn mellem skolerne, som man også har forsøgt andre steder i landet ved at omlægge skoledistrikter og lignende, hvad hjælper så? Forskere og en skoleleder peger på, at minoritetsbørn klarer sig bedre, hvis der er en positiv holdning til dem, realistiske krav og dygtige lærere på skolen.

PISA på usikker grund

Når politikere og visse forskere har troet, at det ville virke at sprede børnene, så skyldes det troen på klassekammerateffekten, forklarer Laura Gilliam, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet og forsker i skole og etnicitet. For et minoritetsbarn med sproglige vanskeligheder vil flere ressourcestærke klassekammerater, der mestrer dansk, ifølge klassekammerateffekten smitte af både sprogligt og på tilgangen til skolen.

Troen på kammeratskabseffektens virkning blev kun forstærket af en PISA-måling fra 2003, der viste en sammenhæng mellem antallet af minoritetsbørn i en given skolen og dårlige skoleresultater. Men konklusionen var problematisk, fordi man ikke gjorde det tydeligt, at skoler med mange minoritetsbørn typisk også har mange forældre med svagere social baggrund, forklarer Laura Gilliam:

»Så ideen om, at der er en stor klassekammerateffekt, bygger på en problematisk fremlæggelse af, hvad der forårsager sammenhængen.«

Derfor er Laura Gilliam ikke så overrasket over, at busordningen ikke virker. Hendes studier af minoritetsbørn viser derimod, at deres læring og trivsel hænger tæt sammen med lærernes og skolens indstilling til eleverne.

»Hvad flere studier viser, er, at lærernes tilgang til gruppen af minoritetsbørn og deres faglige kompetencer er langt vigtigere end andelen med minoritetsbaggrund i skolen. Ser lærerne gruppen som problematisk, eller har de en positiv tilgang til børnene,« spørger Laura Gilliam og tilføjer, at lærernes viden om dansk som andetsprog og skolens ressourcer også er helt centrale.

Hun fortæller, at de lokale skoler, hvor børnene bor, ofte har en årelang erfaring, og at de ofte også har et langt større kendskab til og en mere positiv tilgang til minoritetselever, end de skoler, som busbørnene kommer ud på.

Hun har selv haft studerende på feltarbejde på de skoler i Aarhus, der modtog busbørn fra andre dele af byen.

»Studierne pegede på, at børnene gik meget alene og fandt sammen med andre minoritetsbørn, men også at lærerne manglede kendskab til børnene og stod næsten uden faglige redskaber, fordi de ikke var vant til at arbejde med flersprogede børn. Så det var lidt som at sætte udviklingen tilbage med 20 år,« siger Laura Gilliam med henvisning til, hvordan forholdene var i skolerne, da hun startede med at forske i minoritetsbørn.

»Selvfølgelig kan det være et problem med segregerede skoler, men det er vigtigt, at vi får arbejdet med pædagogikken og tilgangen til børnene på skolen, i stedet for at tro at spredning af børnene automatisk virker,« siger Laura Gilliam.

Ingen integration

Ud over at øge fagligheden har et andet formål med busordningen været bedre integration mellem minoritets- og majoritetsbørn, men heller ikke her har busordningen haft den ønskede effekt, forklarer Sidsel Vive Jensen, der forsker i skole og integration på VIVE. Selv om lærerne forsøger at lave gruppearbejde og legegrupper på tværs af etnicitet, så er minoritetsbørnene primært sammen med hinanden i frikvartererne.

Hvis man gerne vil have større social integration, er det altså ikke nok at skabe mere interaktion mellem eleverne i klassen. Børn søger fællesskaber, hvor de kan bruge deres ressourcer og få anerkendelse for dem, derfor giver gruppedannelsen med andre minoritetsbørn god mening, fordi de her ikke skal forklare sig selv så meget, forklarer Sidsel Vive Jensen:

»Spørgsmålet er, om opdelingen er et problem. Det vigtigste for børn er, at de indgår i meningsfulde fællesskaber. Det er ikke så vigtigt, hvilken baggrund de andre børn har.«

At undervisningens kvalitet er høj og målrettet det enkelte barns behov har langt større betydning for, hvor godt minoritetsbørn klarer sig. Mens det at sprede børnene til andre skoler snarere ser ud til at forstærke problemerne for minoritetsbørn. Derfor er den gode undervisning og skoleledelse ifølge Sidsel Vive Jensen nøglen til at løfte minoritetsbørn i skolen.

»Det kræver de bedste lærere til de svageste elever, og de bedste ledere til de mest udfordrede skoler. Og det er jo ikke nogen tabt sag, for blandt de her børn er der masser af talenter, potentialer og ressourcer, som vi har brug for,« siger Sidsel Vive Jensen.

Dobbeltarbejde

Line Møller Daugaard er docent i sprogpædagogisk praksis på VIA University College og har i sin forskning blandt andet fokuseret på Søndervangskolen i Aarhus, der er en heldagsskole med 91 procent tosprogede børn. Hun forklarer, at det er skolens faglighed og parathed til at modtage minoritetselever, der giver trivsel og gode faglige resultater.

»Børn med dansk som andetsprog skal lære det samme som alle andre i skolen, men deres sproglige udgangspunkt er et andet, hvis de ikke taler så meget dansk. Derfor er eleverne på dobbeltarbejde. Hvis det skal lykkes, så kræver det, at lærere og pædagoger er bevidste om, at der er sproglige opgaver i alle dele af skoledagen – også i matematik, idræt og i frikvarteret,« siger Line Møller Daugaard.

Det er en stor opgave, derfor er det ikke så overraskende, at skoler, der har større erfaring og flere lærere med en efteruddannelse i dansk som andetsprog, er bedre til at håndtere gruppen af tosprogede.

Et andet vigtigt pædagogisk princip er at have store, men samtidig realistiske forventninger til minoritetsbørnene. Hvis børnene har dansksproglige udfordringer, så kan det føre til, at læreren stikker dem en Bamse- og Kylling-bog, der måske passer sprogligt, men ikke indholdsmæssigt, fordi eleverne udviklingsmæssigt og kognitivt er for gamle til den type bøger.

»Så man nedjusterer det faglige indhold, fordi sproget ikke er der, men det man arbejder med i andetsprogspædagogik er ikke at fastholde at give alderssvarende og udfordrende fagligt indhold, men i stedet at skrue på måderne, man arbejder med stoffet på,« siger Line Møller Daugaard og tilføjer, at det ikke kun kommer tosprogede elever til gode, hvis alle lærere bliver mere opmærksomme på, at for eksempel en matematikopgave også er en sproglig opgave og ikke kun en matematisk udfordring.

Og så er sproget en muskel, der skal bruges. Hvis eleverne skal blive gode til dansk, så er det ikke nok, at de sidder og lytter til lærerne og de andre børn. De er nødt selv til at være sprogligt aktive – og læse, tale og skrive på dansk og på den måde tilegne sig fagenes sprog.

Derfor kan gruppearbejde være særligt velegnet, forklarer Line Møller Daugaard.

»Det er vigtigt, at eleverne aktivt bruger sproget på mange forskellige måder, og det er nemmere at få til at lykkes, hvis man faktisk skaber en skole, der passer til alle de børn, der går på skolen, og ikke bare majoriteten af danske børn. Derfor er det her ikke bare en stor opgave for lærerne og minoritetsbørnene, men også til resten af eleverne og forældregruppen.«

Skole-hjem og klassefælleskab

På Søndervangskolen i Aarhus har man netop forsøgt at skabe en skole for alle børn. Selv om 91 procent af skolens elever har en anden etnisk baggrund end dansk, så er elevernes karaktergennemsnit ved afgangsprøven de seneste ti år steget fra 3,43 til 6,2, mens landsgennemsnittet er 7,3.

At flytningen af børn ikke virker, kommer ikke bag på leder af Søndervangskolen, Rani Hørlyck, der har 32 års erfaring med tosprogede børn og er formand Red Barnet i Aarhus. Det gør hende dog trist, at børnene stadig leger i etniske grupperinger.

»Jeg troede, vi var ovre det stadie i 2020,« siger Rani Hørlyck.

Hun mener, at der burde være meget mere fokus på klassefællesskabet i stedet for det enkelte barn, hvis vi for alvor vil løfte minoritetsbørnene fagligt.

»Der har vi noget at lære, for der sker ikke automatisk en forandring ved at sætte et minoritetsbarn ind i et mere privilegeret klassefællesskab. Et tosproget barn lærer ikke at tale dansk, bare fordi det placeres sammen med et etnisk dansk barn. Det kræver en målrettet indsats og mere bevidst handling fra majoriteten i klassen,« siger Rani Hørlyck, der dog også mener, at det er svært at gøre uden at komme til at udstille det enkelte barn som særligt og anderledes – og det bryder børn sig generelt ikke om, forklarer skolelederen.

Hun mener, at retorikken om tosprogede som problembørn og fagligt svage børn er med til at skabe en oplevet virkelighed, der påvirker både børnene, deres familier, og dem der omgiver børnene i skolen.

»Det er en farlig cocktail, så vi skal være ekstremt opmærksomme på de lidet flatterende betegnelser på alle niveauer i samfundet, når vi omtaler børnene. Hvis en minister går ud og siger, at tosprogede børn er besværlige, så gør det noget ved familiernes og børnenes selvforståelse, og det påvirker også læreres og pædagogers opfattelser og forventninger til børnene i skolen,« siger Rani Hørlyck.

De samme tanker går igen i skolelederens bog En Skole for Alle fra 2019, som hun har skrevet sammen med journalist Mette Korsgaard.

Fuldstændig basic

Rani Hørlyck mener i bund og grund, at det er nøjagtig de samme ting, der virker i forhold til minoritetsbørn som alle andre børn:

»Et trygt og roligt læringsmiljø, hvor du som barn oplever, at du bliver set, hørt og forstået. Det er fuldstændig basic, og det bliver svært, når børnene ikke er i deres eget nærmiljø, hvor forældrene møder hinanden, når de er ude og handle, eller når børnene spiller med på det lokale håndboldhold. Så i virkeligheden skal vi sætte alt ind på den lokale folkeskole, så ville børnene også trives bedre, for børn, der ikke trives, kan ikke lære noget,« forklarer hun.

Søndervangskolen er en heldagsskole, som blev skabt samtidig med busordningen i 2006, med mulighed for at specialisere sig i tosprogede børn. Det betyder, at skolen har haft mulighed for at opbygge et fagligt miljø blandt lærerne, hvor de kan specialisere sig i dansk som andetsprog. Den mulighed har de færreste skoler, men det, som skolerne kan arbejde med, er et tæt forældresamarbejde og stærke klassefællesskaber.

»Oftest arbejder man med, at der skal gøres noget ved de tosprogede børn. Det er dem, der skal ændre sig, og det skal de også nogle gange, men majoriteten skal også været gearet til at modtage og rumme større forskellighed. Hvis ikke man vil droppe busordningen, så er det vigtigt at sikre et tættere skole-hjem-samarbejde og brede, robuste børnefællesskaber, men det sker ikke af sig selv,« siger Rani Hørlyck.

Indtil videre har Aarhus Kommune ikke tænkt sig at droppe ordningen. I stedet vil de ifølge Jyllands-Posten lave et eftersyn af de skoler, der modtager busbørn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Damskier

Er det nu kommet så vidt at man også på Information skriver dangelsk?: der er sgu da ikke noget der hedder "fuldstændig basic" på dansk.

Steffen Gliese

Jan Damskier, det er jo et citat.

Dorte Sørensen

Tak for den undersøgelse - bare sørgeligt at Århus kommune ikke vil nedlægge bus-strategigen og i stedet bruge resurserne på flere og bedre uddannede lærer på de skoler med mange tosprogede børn.
Hvad med at staten betaler et tillæg til skoler med mange tosprogede børn så der kan ansætter flere lærer til hver klasse her eller opdele undervisningen i mindre afdelinger. Er det ikke lige til "højre benet" i de kommende velfærdsforhandlinger ifølge - Regeringens aftalepapir?

Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Per Klüver, Steffen Gliese og Tatiana Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

Steffen Gliese: Det er jeg godt klar over. Hvad med at skrive (basalt, grundlæggende eller fundamentalt, red.)?

jens peter hansen

Det største problem er at pæredanske antiracister flytter deres børn eller ved fødslen indskriver deres børn i små søde private skoler. Det er deres mangel på solidaritet der gør at minoriteterne ender med at være majoritet på den lokale skole. Den elefant i stuen er der ingen heller ikke på venstrefløjen der ønsker at se.

Viggo Okholm

Jeg synes egentlig denne undersøgelse er og bliver en selvfølgelighed. Utroligt at såkaldte eksperter er hoppet på den limpind her og tror at hvis bare de "stakkels" minoritets børn ser "rigtige" børn som helt sikker er dybt sociale og ikke lader sig påvirke af forældres antipatier mod nye medborgere,og hele af sig selv gør rigtig meget for at give disse børn en kærlig velkomst.
Hvordan nogen kan tror at der opstår fællesskab med gæster fra en anden bydel og som i øvrigt allerede i en gæstesituation her vil føle sig mindreværdig,er mig en gåde.
Desværre er jeg også ret sikker på at der blandt progressive forældre er fortalere for stærkere integration og fællesskab, men deres egene børn? nej de skal passes på!

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Rikke Nielsen, jens peter hansen, Per Klüver og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Generalprøve på "Ghettoplanen"?

Steffen Gliese

Hvad man skal gøre? Man skal halvere antallet af elever i klasserne, forkorte skoledagen med ca. 30%, operere med små, nære skoler med få lærere og få elever, så man kan overkomme institutionspræget til en vis grad.
Så skal man tage indholdet i undervisningen alvorligt og udvikle undervisning, der i hvert tilfælde lader sig annamme af eleverne.
Men man skal ikke forfalde til at undervise ud fra elevernes forståelse af verden, som i sagens natur er stærkt begrænset: de har endnu ikke kunnet tilegne sig større mængder viden og erfaring, man skal ikke lade pædagogikken styre, hvad der kan læres, man skal tro på, at stort set ethvert barn kan lære det, skolen underviser i, hvis man formår at give det de redskaber, det har brug for.
Så skal det nok blive godt!