Han har været den mest magtfulde mand i Danmark i snart et år. Som statsminister Mette Frederiksens nærmeste rådgiver – og ganske opsigtsvækkende med fast sæde i regeringens magtfulde koordinationsudvalg – har 44-årige Martin Rossen haft større indflydelse på S-regeringens dannelse og de seneste mange måneders dramatiske beslutninger end nogen anden mandlig socialdemokrat eller embedsmand.
Et mere økonomisk lukrativt tilbud fra barndomslandets Danfoss fik dog i går Martin Rossen til at opsige sin stilling som stabschef i Statsministeriet for i stedet at blive Senior Vice President i den globale termostatgigant med base i det sønderjyske.
Dermed forlader han ikke alene sin rolle som dominerende chefstrateg for S-regeringen, men han efterlader også et hul i det allerøverste embedsapparat. Den stilling som stabschef, som Martin Rossen nu forlader overraskende tidligt, var nemlig specialdesignet til ham.
Ingen politisk embedsmand før ham har haft så vidtgående beføjelser i Statsministeriet, og det er uklart, om der overhovedet vil blive fundet en efterfølger til hans særegne rolle. I en pressemeddelelse hedder det gådefuldt:
»Statsministeriet oplyser, at der ikke på nuværende tidspunkt er taget stilling til eventuelle omorganiseringer som følge af Martin Rossens fratrædelse.«
Kritikerne har kaldt Martin Rossen for ’vicestatsministeren’. Som dobbeltmedlem af både Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget har han nemlig kunnet øve indflydelse på de øverste lag i centraladministrationen med en helt anden og voldsom kraft, end politisk udpegede embedsmænd normalt kan.
Arbejderismens strateg
Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, at Martin Rossen har spillet en nyskabende rolle for dansk politik i almindelighed og for hende i særdeleshed:
»Martin har en meget stor andel i, at det lykkedes Socialdemokratiet at genvinde regeringsansvaret ved folketingsvalget sidste år, og at regeringen har kunnet sætte en klar politisk retning for vores arbejde,« udtaler statsministeren og tilføjer:
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have beholdt Martin.«
Som arbejderdrengen, der voksede op på Als og dernæst kom ind som en stræbsom outsider på Aarhus Universitet for senere kæmpe sig til helt tops, har Martin Rossen inkarneret den transformation, som Socialdemokratiet har været igennem i de senere år. Både han og Henrik Sass Larsen har kunnet navigere alene efter deres mavefornemmelse.
Martin Rossens stærke jordforbindelse til provinsvælgerne kan kun undervurderes. Rent praktisk har han haft en stor del af æren for, at det lykkedes for Socialdemokratiet at skifte strategi og lave to samtidige og afgørende ryk, dels mod højre i udlændinge- og retspolitikken og dels mod venstre i fordelingspolitikken. Dobbeltstrategien har skabt en effektiv blodaftapning fra Dansk Folkeparti og sikret Socialdemokratiets tilbagevenden til Statsministeriet.
Da den dengang mest magtfulde mandlige socialdemokrat Henrik Sass Larsen pludselig valgte at trække sig på grund af sygdom, opstod et magttomrum, som Martin Rossen straks udfyldte. Og frem for blot at gøre ham til en almindelig særlig rådgiver, såkaldt spindoktor, eller direkte udnævne ham til minister, valgte Mette Frederiksen at omforme Statsministeriets organisation i hans billede.
Den partipolitiske styring blev markant opgraderet, delvist efter forbillede i Labours tidligere premierminister Tony Blairs tid i Downing Street nummer 10. Dengang blev rådgiveren Jonathan Powell udnævnt til stabschef, og erfaringerne var, at det kræver en stram strategi at kunne regere i en moderne verden.
Senere skrev Powell bogen med den sigende titel ’The New Machiavelli: How to Wield Power in the Modern World’, og den har på mange måder fungeret som en bibel for Rossen og co.
Hierarkiet brydes op
Den aftrådte stabschef har været kendt og berygtet for at føre nøje regnskab og for at have en nøje gennemtænkt politisk masterplan, som overtrumfede alt og alle. Siden valget har magten kredset omkring ham, og han har yderligere centraliseret magten omkring sig selv.
Ingen i hverken Socialdemokratiet eller regeringstoppen har turdet sige eller gøre noget uden først at koordinere med ham. Og derfor rystes spillepladen nu for alvor.
Umiddelbart er der ingen i og omkring Socialdemokratiet, som har en tilnærmelsesvis sammenlignelig kombination af strategisk sans og kynisk brutalitet, som Martin Rossen har bevist gennem mere end ni år som Mette Frederiksens nærmeste fortrolige.
Uden Rossen i kulissen kan Mette Frederiksen blive presset til at træde ind i en ny epoke, hvor hun kommer til at mangle en strategisk tænkende rådgiver med en lige så intuitiv fornemmelse for den ny-socialdemokratiske fortælling med såvel rindalistisk arbejderisme som globaliseringskepsis og målrettet appel til provinsvælgere.
Mette Frederiksen kommer således til at mangle både en hård hund og snu skakspiller. Spørgsmålet er dog, om stillingen som stabschef overhovedet vil overleve? Stillingen blev skabt til Martin Rossen, og måske tager han den machiavellistiske tænkning med sig?
Med Rossens tidligere exit – og Henrik Sass Larsen som ny direktør for kapitalfondenes lobbyorganisation – har Mette Frederiksen mistet begge sine våbenbrødre, og hvis deres eventuelle erstatninger som partistrateger får noget nær samme indflydelse, kan Socialdemokratiet snart være på vej ud i en uventet opbrudstid. Sossernes magtgreb om Slotsholmen er blevet slækket.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.
Eller måske er det en fordel for MF.
Hun kom - hun så - hun sejrede - med Rossen hjælp har hun fået et momentum der gør ham undværlig. Desuden har man jo Skype.
Tja_lad os nu se- jeg synes nu vi skal trække vejret og se om regeringen kan bevare både overblik og samtidig nytænke.
Men artiklens forfatte lægger tilsyneladende op til en konflikt, nogen gange skulle man tror at journalister helst skal have konflikter og hvis ikke forsøger de at skabe de.
Lige nu har vi ikke brug for konflikten uanset jeg ikke er socialdemokrat, men lige nu skal vi være lykkelige for at vi har den regering vi har med rimelige støttepartier,hvor Morten dog overspiller sin rolle for ikke at forsvinde i mængden.
Jeg håber, og tror, Lars her overdriver spindoktorens magt og indflydelse.
Sku da tarveligt at forlade mette midt i det hele ... men penge og drømmejob trumfer åbenbart politiske forpligtelser.
Kurs og strategi er jo lagt fast og under implementering Så med den nye stærke depchef i statsministeriet til at fastholde det setup, er Rossens rolle vel udspillet. Så hans excit er vel en konsekvens af det. Nu er det ren girl power i statsministeriet.
Kan MF ikke nøjes med at føre en ordentlig og anstændig socialdemokratisk politik? At tryne en ledelsespolitik igennem fører ikke til noget godt i det lange løb.
Måske kunne Lea Wermelin og Dan Jørgensen begynde at tage klima og miljøproblemer alvorligt.
Og tænk hvis Astrid Krag kunne samarbejde med Nicolai Wammen om at afskaffe budgetloven.
For lidt research og for meget spekulation. Der kunne maaske vaere andre og mere tungtvejende grunde end "Et mere økonomisk lukrativt tilbud fra barndomslandets Danfoss fik dog i går Martin Rossen til at opsige sin stilling".
@Randi Christensen
Han er ikke politiker. Han har ikke haft nogle forpligtigelser.
Peter Knap, det har jo været nødvendigt for at presse Finansministeriet tilbage i den position, det tilkommer.
Der er kun een Rossen, men mon ikke han nu synes, Mette F er så stærk i egen kraft, og godt kan selv med det dygtige team hun har valgt, at han godt kan tænke lidt på eget liv. Jobbet er ekstremt hårdt, han er 44 år, en ung mand fortsat i sin bedste alder, så skal han skifte til drømmen, som han siger, det er, så er det nu. Alt det bedste til ham. Mette F har en departementchef Barbara B. , som er forrygende dygtig også. En god spindoktor, måske to, kan nok give det tomrum fylde som Rossen efterlader. Og de er jo fortsat nære, tætte venner, der kan snakke sammen, så det går nok. Om strukturen skal ændres, mildes i stats sekretariatet ?? Hvis oppositionen tror, det vil svække hende, må de tro om igen. Og hvis Østergård tror, han står stærkere ved at flirte med Ellemand, må han tro om igen igen, vil han have mere indflydelse, så hedder det opbakning og samarbejde med og til MF, som SF og til dels også Ø gør. pape spiller sine kort klogt, han kan overhale Ellemann, på et tidspunkt, vent blot og se.
En anden ting er at Mette F. får en mellemmand til Danfoss´ store internationale netværk i grøn teknologi oven i den indflydelse staten allerede har i sin egenskab af majoritetsejer i Ørsted - verdens største når det drejer sig om havvind og dem der skal bygge de planlagte energi-øer i hhv. Østersøen ved Bornholm og Doggerbanke i Nordsøen - projekter der har potentiale til at blive international standard.
Samtidig er Lars Trier Mogensen den mest negative journalist ud i alt han kommenterer, aldrig ser vi noget positivt fra den kant, og det er uanset hvilket parti han vælger at kommenterer på. Jeg tvinger mig selv til altid at læse det han skriver, på samme led som både det DF, LA og Ny Borgerlige skriver og udtaler, modsat er det umuligt at forholde sig til politik, selv om det er svært. Iøvrigt er jeg meget enig i det Helle Walther skriver.
Trier er ved at blive for selvfed, også i ordets egentlige betydning, han er eller var en meget dygtig journalist, da han var hos Jersild uden spin, men det er han desværre ikke på samme niveau mere. trist.
Super sjovt at læse "den mandlige socialdemokrat" flere gange i teksten -- nøjagtig som man plejer at skulle finde sig i formuleringer med "den kvindelige..." i sammenhænge hvor personens køn er irrelevant. Tak for dén oplevelse.
@ Per Holm:
"For lidt research og for meget spekulation. Der kunne maaske vaere andre og mere tungtvejende grunde end "Et mere økonomisk lukrativt tilbud fra barndomslandets Danfoss fik dog i går Martin Rossen til at opsige sin stilling".
Selvfølgelig er der andre grunde til at Martin Rossen vælger at gå videre i et nyt job, (der vel at mærke kan vise sig enormt central for dansk eksport og udvikling af den grønne omstilling), det har venstremanden og den politiske kommentator Jarl Cordua skrevet om i Altinget, en hel del mere venligt og fuld af beundring :
"Nogle vil sikkert undre sig over, hvorfor Rossen så forlader posten som magtfuld stabschef.
Mit eget bud er slitage kombineret med en fornemmelse af, at han skal væk, mens tingene er i god gænge. I ni år har han været Mette Frederiksens rådgiver. Det er meget lang tid for en rådgiver på det niveau.
Rossen har faktisk længe ytret over for sine omgivelser, at han egentlig helst så en fremtid et stykke væk fra Christiansborg og dets særlige miljø, som han altid har betragtet med en meget stor portion skepsis og konstant følt sig fremmed i."
"Ellemann bør tage ved lære af Martin Rossens vinderprojekt"
https://www.altinget.dk/artikel/jarl-cordua-ellemann-boer-tage-ved-laere...
Lars Trier Mogensen skriver også i Altinget om Rossens meritter, et noget mere fyldigt og fair portræt end man kan læse i nærværende avis :
"Martin Rossen knækkede koden til arbejdervælgerne"
https://www.altinget.dk/artikel/lars-trier-mogensen-martin-rossen-knaekk...
Rossens betydning for Mette Frederiksens opstigning har været uvurderlig, hvilket hun gentagne gange har rost og takket ham for.
Hun kommer uden tvivl til at savne sin tro væbner og topstrateg.
Også selvom hun i egen ret er en ganske formidabel politiker.
PS. Hvis man gerne vil genopfriske hvordan det var at være i opposition for Mette F, samt få et sjældent glimt af chefstrateg Martin Rossen foran sin berømte tavle, kan jeg anbefale at se (eller gense) "Indefra med Anders Agger", sæson 6, afsnit 12, "Oppositionsleder" på dr.dk eller DRTV.
Det er faktisk intet mindre end fantastisk, hvordan Mette F har forandret sig fra en sammenbidt og temmelig stresset statsministerkandidat, til nu en leder, der hviler i sig selv og leger retorisk kispus med sine politiske modstandere.
Magten klæder hende.
På godt og ondt.