Feature
Læsetid: 12 min.

Mette F. har brugt sit første år på at centrere magten omkring sig selv – det har virket

Det er et år siden, at Mette Frederiksen vandt regeringsmagten. I dag står hun som en stærk politisk leder. Ikke blot på grund af coronakrisen, men i mindst lige så høj grad fordi hun med en række forandringer i Statsministeriet har grebet magten og ikke viger tilbage for embedsværket. En tilgang, som både møder kritik og ros
Statsminister Mette Frederiksen (S) er flere gange i løbet af sit første år på posten blevet kaldt »Magtfuldkomne Mette«, men spørger man tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted, har hun med udnævnelsen af Rossen som stabschef taget første skridt imod at få styr på det danske ministerstyre og embedsværk, »som vi ikke har haft i årtier«. Han mener, at vi længe har haft et statsministerium, som har sat en ære i ikke at have magt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er flere gange i løbet af sit første år på posten blevet kaldt »Magtfuldkomne Mette«, men spørger man tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted, har hun med udnævnelsen af Rossen som stabschef taget første skridt imod at få styr på det danske ministerstyre og embedsværk, »som vi ikke har haft i årtier«. Han mener, at vi længe har haft et statsministerium, som har sat en ære i ikke at have magt.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
5. juni 2020

I begyndelsen af august sidste år inviterede Mette Frederiksen sin beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og arbejdsmarkedets parter til møde i Statsministeriet. De skulle for første gang drøfte regeringens vigtigste valgløfte: En ret til tidlig pension til nedslidte danskere.

Fra dette indledende møde er der taget et foto af Mette Frederiksen, som læner sig ind over bordet i snak med Lizette Risgaard, formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation. På højre side af hende er Peter Hummelgaard ved at skænke kaffe op i musselmalede kopper, mens hendes stabschef på den anden side sidder skråt i stolen og kigger sin statsminister over skulderen.

Fotografiet illustrerer på mange måder, hvordan Mette Frederiksen er som statsminister. Værd at bemærke er, at det er hende, der leder forhandlingerne til en reform, som Peter Hummelgaards ministerium skal udforme.

Mads Claus Rasmussen
Det er et år siden, at Mette Frederiksen blev valgt til den øverste politiske post i Danmark, og fra alle sider lyder det, at hun står stærkt. Ikke kun på grund af coronakrisen, som har resulteret i historisk høje meningsmålinger for Socialdemokratiet.

Også før landet blev ramt af pandemien, fremstod hun som en markant og fremtrædende statsminister, mener flere kilder, som Information har talt med. Det er ikke mindst et resultat af, at hun har brugt sit første år på at konsolidere magten omkring sig selv og sit ministerium. Et projekt, som vækker både beundring og bekymring.

En ny rådgiver

Kort efter Mette Frederiksen flyttede ind i Statsministeriet, stod det klart, at hun ikke ville flytte ind alene. Hendes nære ven og politiske rådgiver igennem mange år Martin Rossen skulle med. Ikke blot som almindelig særlig rådgiver, men med nye beføjelser og funktioner.

Et nyt politisk sekretariat blev oprettet med Rossen for bordenden og deltagelse af to øvrige rådgivere for at »udvide og styrke« Statsministeriet. Hidtil har der typisk været højst to rådgivere tilknyttet hvert ministerium.

Martin Rossen blev udnævnt som stabschef, og det blev annonceret, at han ville blive en del af de to magtfulde udvalg Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget. Han skulle altså sidde om samme bord som de mest magtfulde ministre i regeringen.

Kritikken haglede ned fra oppositionen. Især fordi stabschefen havde fået plads i de to udvalg uden at have ministeransvar. I slutningen af september måtte Mette Frederiksen troppe op til samråd for at svare på spørgsmål om Martin Rossens nye job. Det forsvarede hun uden at fortrække en mine.

»Han er den, der ved, hvad det politiske projekt går ud på og understøtter det. Jeg kan jo ikke bede neutrale embedsmænd om at være bærere af den socialdemokratiske idé,« sagde statsministeren.

Men Tim Knudsen, professor emeritus ved Københavns Universitet og ekspert i dansk demokratihistorie, mener, at det er »grundlæggende forkert, at man for første gang i danmarkshistorien har placeret stabschef Martin Rossen i to ministerudvalg – endda de to vigtigste – uden at give ham ministeransvar«.

Der er dog uenighed om, hvorvidt det er et problem, at Rossen ikke har ministeransvar, når han sidder med i de to udvalg. Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus ved Aarhus Universitet, vurderer, at det er uproblematisk.

»Det gør ikke noget, for så kan man bare indkalde statsministeren i samråd i stedet. Hun er hans politiske chef, og hvad han måtte finde på at gøre, falder i sidste ende tilbage på hende.«

Desuden, påpeger han, har Statsministeriets departementschef tidligere siddet med i Økonomiudvalget. Når Jørgen Grønnegård Christensen alligevel kan være kritisk over for den nye og »radikale« statsfunktion, handler det om noget andet. Nemlig bekymringen for, at den faglige rådgivning fra embedsværket bliver svagere, fordi den politiske embedsmand trumfer den.

»Man kan frygte, at den faglige rådgivning, som de faste embedsmænd skal yde, bliver filtreret fra.«

Om det er sket, kan Jørgen Grønnegård Christensen ikke vurdere. Men han mener, at man allerede kan mærke forandringerne i Statsministeriet. Det har blandt andet ført til, at den politiske ledelse i højere grad er centraliseret hos statsministeren, end det har været tilfældet tidligere.

Siden 1980’erne har Finansministeriet vundet mere og mere magt over fagministerierne, som ikke har kunnet komme til orde eller fået sine ideer igennem. De har i stedet måttet underkaste sig finansministeriets teknokratiske dominans.

Det er opgøret med finansministeriets magt, som Jørgen Grønnegård Christensen kan se i Mette Frederiksens projekt. 

»Nu ser man, at langt flere initiativer og langt flere udspil bliver formet og præsenteret omkring statsministeren,« konstaterer han.

Han tilføjer, at tilgangen kan minde om den, der var under Anders Fogh Rasmussen i 00’erne, hvilket flere kilder bemærker. 

»Men han brugte den der fintuning, hvor det nogle gange var Finansministeriet og nogle gange Statsministeriet. Med den nye regering har det indtil nu i høj grad været det sidste.« 

Politisering blandt pressechefer

Diskussion af den socialdemokratiske regerings måde at forholde sig til embedsværket på begrænser sig ikke til debatten om Martin Rossen. I løbet af året har der igen og igen været kritik af, at flere ministerier har ansat pressechefer, som har haft tilknytning til Socialdemokratiet.

I første omgang talte Berlingske, at syv ud af ni nye pressechefer enten havde relation til partiet eller ministeren. Og i marts skrev pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe i et svar til Ritzau om baggrunden for, at hun havde sagt sin stilling op: »Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat.«

Politisk ordfører for Venstre, Sophie Løhde, ser det som et udtryk for en politisering af embedsværket, og det er hun imod.

»Det er et tydeligt forsøg på at indsætte ekstra politiske kommunikationsfolk i det ellers partipolitisk neutrale embedsværk. Det mest grelle er, at statsministeren ikke bare indrømmer, hvad hun har gang i frem for at snige noget ind af bagdøren, som alle kan se lugter langt væk i forhold til dansk forvaltningstradition.«

Hun har ikke noget imod, at der er kommet et politisk sekretariat i Statsministeriet.

»Men jeg har noget imod, at den her regering giver en hidtil uhørt form for magt til personer, der er uden for demokratisk kontrol.«

Vi har ifølge hende fået en »magtfuldkommen regering med en statsminister og hendes stabschef, som styrer det meste og har sat sig hårdt på systemerne og er i fuld gang med at socialdemokratisere Danmark og dansk forvaltningstradition«.

Et modigt opgør

Statsministeren er flere gange i løbet af året blevet kaldt »Magtfuldkomne Mette«. 

Men spørger man tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted, har hun med udnævnelsen af Rossen som stabschef taget første skridt imod at få styr på det danske ministerstyre og embedsværk, »som vi ikke har haft i årtier«. 

»Hun går umådeligt langsomt frem. Men endelig er der en statsminister, som tør,« siger han.

Han mener, at vi længe har haft et statsministerium, som har sat en ære i ikke at have magt.

»Hvis du går tilbage til Stauning, så havde han magt. Der var så få sager og embedsmænd, han var inde i det hele og besluttede og bestemte,« fortæller han.

Men op igennem 1950’erne og 1960’erne begyndte kompleksiteten i regeringsførelsen og staten at stige. Der blev oprettet flere ministerposter, og beslutningskraft blev flyttet ud i fagministerierne.

Det samme skete i landene rundt om os. For at regeringslederen kunne blive ved med at holde overblik og sætte sit politiske præg, blev der derfor oprettet politiske kabinetter og ansat statssekretærer til at lede politiske sekretariater.

»Men det gjorde Danmark ikke. Og så tog departementscheferne over,« siger Jørgen Rosted.

Departementscheferne skal i dag både yde politisk bistand og være garant for fagligheden bag politiske beslutninger. Men ifølge Jørgen Rosted giver det mening, at der er en skarpere opdeling i ministerierne – mellem en stabschef, der forstår det politiske, og en departementschef, som har ansvaret for administrationen og det faglige.

»Man burde have stabschefer i alle ministerier,« konstaterer han.

Også tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft kan se ideen i at have en stabschef. Han fremhæver, at spindoktorer siden Fogh har haft to opgaver: at håndtere pressen og pleje relationen til baglandet. Det nye er, at Martin Rossen direkte har fået at vide, at han skal være politisk idégenerator og koordinator.

»Og det er de to opgaver, hvor hvis du havde spurgt en tilfældig departementschef for bare to år siden, så ville vedkommende have sagt, at det var hans opgave,« siger Peter Loft, som var departementschef fra 1993 indtil 2012, hvor han blev fritaget fra tjeneste. Han er en af de længst siddende departementschefer i Danmark. 

Det er »en markant« ændring, at der er kommet en stabschef i Statsministeriet, mener han.

»Men jeg har svært ved at se, at det er særligt forkert. Jeg kan kun forestille mig, at en politisk udnævnt person er bedre til at rådgive politisk end en embedsmand. Martin Rossen er godt nok ikke underlagt parlamentarisk kontrol, men det er hans chef.«

Peter Loft mener ligesom Jørgen Grønnegård Christensen at have observeret, at der er kommet en »markant styring fra statsministeriet«.

»Hun synes at være med i al politikskabelsen, og det er meget centralt styret, hvad det er for initiativer, regeringen går ud med og hvornår,« siger han.

Alt skal igennem statsministeriet

Jens Rohde, folketingsmedlem for De Radikale og medlem af Folketingets præsidium, var fra begyndelsen kritisk over for udnævnelsen af Martin Rossen som stabschef. I dag er han fortsat kritisk. Hvis den siddende regering får flere magtbeføjelser, kræver det, at det drøftes i Folketinget.

»Vi må have en diskussion med hinanden – af hensyn til tilliden – hvordan Folketinget og offentligheden har mulighed for at føre kontrol med den styrkede magt.«

Det ændrer dog ikke ved, at Jens Rohde »ikke er i tvivl om«, at det politiske sekretariat og stabschefsfunktionen er kommet for at blive.

»For nok så meget som at Venstre kalder i samråd – og jeg støtter dem i det – så er der historisk belæg for at sige, at den næste regering, som ikke måtte være Mette Frederiksens regering, ikke bare kommer til at lade konstruktionen stå. Den kommer til at udbygge den.«

Adspurgt om Venstre kommer til at føre den videre, siger Sophie Løhde dog: »Det tror jeg ikke«.

Spørger man rundt på Christiansborgs gange, har flere politikere bemærket forandringerne i centraladministrationen. 

»Jeg tror, de fleste ved, at Martin Rossen er inde over rigtig mange ting og bestemmer langt mere end hovedparten af regeringens ministre,« bemærker Sophie Løhde.

Det er ifølge Jens Rohde blevet tungere at forhandle med regeringens fagministre.

»Der bliver ikke foretaget noget som helst af nogen art i den regering, uden at Rossen har verificeret. Og det siger jeg bare, det kan vi mærke alle os, der forhandler med ministrene,« som han siger.

Han oplever, at de enkelte ministre har snævre rammer for at kunne manøvrere i en forhandling.

»Hver evig eneste gang, der skal rykkes en millimeter, så skal de hjem og spørge far og mor om lov.« Men dette »mikromanegement« gør ikke desto mindre, at statsministeren med Jens Rohdes ord »kender hver møtrik på sit skib«.

»Og det skal man have respekt for.«

Gruppeformand for SF, Jacob Mark, har siddet med i flere centrale forhandlinger med både denne og den forrige regering. Han oplever, at »Statsministeriet nu, ligesom Finansministeriet altid har haft, har holdninger til det meste«. Der er samtidig kommet tættere koordination mellem Finansministeriet og Statsministeriet, fortæller han.

»Da jeg forhandlede under den forrige regering, var det nogle gange sådan, at der ikke var koordineret, eller at der ligefrem kom modsatrettede meldinger. Nu er det tydeligt, at ministrene både skal have et mandat hos Finansministeriet og Statsministeriet.«

Det betyder også, at Jacob Mark flere gange har oplevet, at der er opstået »kø ved mandaterne«.

»Nogle projekter, man ellers er enige om, lader vente på sig, fordi der er for mange ting, der skal godkendes oppefra. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at man lod fagministrene køre mere selv. Så tror jeg, man kunne sende mere politik afsted hurtigere.«

Peder Hvelplund, folketingsmedlem for Enhedslisten og en del af partiets gruppeledelse, oplever samme tendenser. Han mener dog, at den til enhver tid siddende regering ønsker at centralisere mere magt omkring sig selv. Men han påpeger samtidig, at det med forskydningen af magt fra Finansministeriet til Statsministeriet er kommet en højere grad af politisk tænkning og debat.

»Det er helt tydeligt, at den her regering har en klar politisk og strategisk linje, som ikke udelukkende handler om økonomi. Blandt andet også fordi vi fik klimamålsætning ind i forståelsespapiret og har presset regeringen til at se, at man ikke kun kan måle de økonomiske hensyn. Og så det at den økonomiske politik ikke må øge uligheden.«

Den nye Stauning

En augustdag sidste år var der stuvende fuldt i et anneks på Marienborg, hvor Mette Frederiksen i lidt over to måneder havde haft bolig. På række efter række sad ældre mænd og enkelte kvinder og var klar til at høre det ord, de havde ventet på i årevis.

»Undskyld.«

Ordet kom fra Mette Frederiksens mund og var selvfølgelig den længe ventede officielle anerkendelse af, at Godhavnsdrengene havde været udsat for svigt og misbrug i statens varetægt.

Den dag og den undskyldning er ifølge Jens Rohde et godt eksempel på, at vi har fået en statsminister, som ikke viger tilbage for »systemet«.

»Jeg ved, at det har været som at slå i en dyne at få lov til at give en undskyldning. Ikke fordi ministrene ikke ville, men fordi systemet sagde fra. Men det skulle Mette nok bestemme, det tog hun et ansvar for. Det er det, hun kan.«

Mette Frederiksen er »en ualmindelig dygtig leder«, mener han og understreger, at han ofte er »ualmindeligt uenig« med hende. Men det afgørende er, at hun træder i karakter.

»Man er ikke i tvivl om, hvad hendes tone og farve er. Hun har potentiale til at træde i Staunings fodspor, og det er det, jeg tror, hun er ved at gøre,« siger han.

Karsten Hønge (SF), den berygtede ’Vikaren fra Helvede’, som ikke veg bort fra at kritisere den tidligere SRSF-regering og i dag er politisk ordfører for SF, mener, at Mette Frederiksen »i stort og småt viser sig som en stærk leder«.

»Hun tør tage beslutninger og sætte sig igennem. Og hun gør det ikke for at være administrator. Det er vigtigt. Det kan være sværere at tilkæmpe sig en plads i diskussionen som støtteparti, men det foretrækker jeg frem for at have en embedsmand siddende, som siger, at det skal vi, for det siger et excelark.«

Den endelig dom afventer

Om Mette Frederiksen på lang sigt fastholder sin position som en stærk leder, kommer i høj grad til at afhænge af, om hun får sine politiske projekter gennemført. Mange har været sat på pause på grund af coronakrisen. Hun har dog stædigt fastholdt, at de skal gennemføres, bemærker flere kilder.

Det ypperste eksempel er pensionen til Arne. På arbejdernes kampdag 1. maj brugte hun sin tale på at understrege, at han ikke er glemt.

»Hun fastholder visioner på tidspunkter, hvor det ellers er nemt at glide af på det. Og visioner, der ikke er nemme,« som Karsten Hønge siger.

Finansministeriets folk river sig allerede i håret ved tanken om, hvordan sådan en pensionsreform skal skrues sammen, forventer Peter Loft. Hvis Hele Finansministeriet bruger sine kræfter på at argumentere imod en reform, så kan han godt se ideen i, at der sidder en mand som Rossen med i centrale forhandlinger, som kan hjælpe med at fastholde den politiske idé.

»Han hører, hvad de økonomiske ministre siger, men kan gå ind og rådgive hende politisk. Det kan hendes departementschef også, men her er der nok større tendens til, at departementschefen lytter til, hvad Finansministeriet siger. På den måde giver det politiske sekretariat hende større styrke til at gennemføre sin politik,« siger Peter Loft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

05/jun/2020

Mette Frederiksen og "Bossen"
(Martin Rossen) har da styret
Danmark godt gennem Corona-
krisen, synes jeg :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Svend Erik Sokkelund, Danny Hedegaard, Birte Pedersen, Karsten Lundsby, Lasse Nielsen, Liselotte Paulsen, Jens Ole Mortensen, Steffen Gliese, Kim Houmøller, Holger Nielsen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Og så har vi for første gang i umindelige tider haft en statsminister, der er gået fri af "løfebruds-tumbleren" og det har selvfølgelig alt med Corona at gøre. Heldigvis for Mette Frederiksen og alle os andre har hun, ja, styret os fint gennem skærsilden. Bravo for det. Men på måde kan man vel sige at vurderingen af hendes politiske indsats, i en mere normal kontekst, dvs. omkring spørgsmål der ikke nødvendigvis har Corona som overskrift, starter sådan ca. nu - hvor vi forhåbetlig kan begynde at trappe ned på spritten. Jeg mener, hvad blev der fx. af Arne, overlevede han?

Karsten Lundsby, Lasse Nielsen, Helle Walther, Carsten Svendsen og Susanne Vandt anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Det er vel hvad man kan forvente af en statsminister?

Hvis der skal skabes resultater, så skal der også styring og orden til, det kan man vel ikke bebrejde hende, eller andre statsministre før hende.

Karsten Lundsby, Lasse Nielsen, Liselotte Paulsen, Helle Walther og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den igangværende kommission er ikke en anti Støjberg affære. Det er om ministeransvar. Facebook-gruppen Danmark støtter ikke Støjberg, kunne ikke vokse så hurtigt, hvis det blot var om et politisk spørgsmål. Der må være mere på spil. Mit gæt er, at det netop er ministeransvar, og det noget mudrede forhold til pligten til at orientere befolkningen sandfærdigt, der er Facebook-gruppens medlemmers fælles frustration.
I en krise er vi mennesker villig til at opgive mange rettigheder og principper for at blive reddet frelst igennem, og vi følger den leder, der viser en farbar vej, også selv om personen så er noget moralsk blakket. Dette er IKKE myntet på MF.
Men der kommer en hverdag igen, hvor vi stiller krav, også til ministrene om at stå til ansvar for deres gerninger, og til embedsapparatet om loyalt at tjene loven og folket.
Martin Rossen er ikke valgt og han er ikke en del af det klassiske embedsværk. Det efterlader mig i en dyb tvivl om mine demokratiske rettigheder er truet, når en privat rådgiver beklæder en af de mest magtfulde stillinger i landet uden lovmæssig forpligtigelse til sanfsandfærdigt at orientere Folketinget og uden et veldefineret ansvar.
Jeg kan ikke fordrage Støjberg og ønsker hende af et godt hjerte en dom i en kommende rigsretssag, men sagens essen, ministeransvar, trækker tråde til Martin Rossens stilling.

Olav Bo Hessellund, Hanne Utoft, Carl Chr Søndergård, Dan D. Jensen, Flemming Berger og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar

Der kommer andre regeringer efter denne. Vil det være i orden, hvis en kommende blå regering ansætter folk fra det private erhvervsliv, topchefer, der er er vandt til at tage magten og bruge den, som statsministerens personlige hjælpere med store beføjelser i de forskellige ministerier?

Ulla Sommer, Mads Kjærgård, Carl Chr Søndergård, Dan D. Jensen, Flemming Berger, Hanne Utoft og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

Jeg bliver gladere og gladere for, at jeg har stemt blank ved de seneste valg.
Anders Fogh var en magtsyg centralist, men det der sker nu er en voldsom degradering af demokratiet.
Mette Frederiksen er farlig for demokratiet.

Olav Bo Hessellund, Ulla Sommer, Carl Chr Søndergård, Flemming Berger og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, tværtimod, Lars Bækgaard, for med Mette Frederiksen er det igen folkevalgte politikere, der tager magten på vegne af dem, de skal repræsentere, i stedet for at dække sig bag de i luftkasteller indlogerede økonomer og statistikere.
Jeg er fuld af beundring over, at det så hurtigt og så klart er lykkedes statsministeren at gøre, hvad så mange af os har sukket efter i et kvart århundrede: at vise 'økonomien' vintervejen, tilbage til den lille funktion som hjælp til allokering af samfundets næsten uendelige ressourcer.

Svend Erik Sokkelund, Torben K L Jensen, Tino Rozzo, Birte Pedersen, Karsten Lundsby, Lasse Nielsen, Randi Christiansen, Nette Skov, Bent Gregersen, Lisbeth Glud, Poul Erik Pedersen, Liselotte Paulsen, Helle Walther, Werner Gass, David Zennaro, Fam. Tejsner, Ole Henriksen, Nike Forsander Lorentsen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

Taberne i magtkampen mellem statsminister og ministerier er Folketinget, borgerne og demokratiet.
Vi bør styrke det repræsentative demokrati ved at flytte magt fra ministre og ministerier til det folkevalgte Folketing.
Og vi bør styrke det direkte demokrati ved at give borgerne reel, vedvaremde indflydelse mellem valgene.
Den nuværende udvikling er antidemokratisk.

Olav Bo Hessellund, Ulla Sommer, Carl Chr Søndergård, Dan D. Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Folket vil ha tryghed og ikke forandringer, det er bankerne og de store virksomheder glade for, og information aftenshowet har givet statsministeren udsøgt fin markedsføring det første år, så længe alt er som det plejer, skal det nok gå.
Magtfuldkomne Mette, magtfuldkomne Putin you name it.

Ulla Sommer, Carl Chr Søndergård og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar

Bækgaard og Knap
Tror I da ikke de borlige regeringer de sidste 20 år havde ansat folk fra erhvervslivet. Så følger I med. Men jeres indlæg er vel også et pust fra den sorte side af Folketinget. Insinuere og mistænkeliggøre.

Karsten Lundsby, Randi Christiansen, Liselotte Paulsen, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

- ikke - mangler - gæt selv.

Per Madsen. Jeg er muligvis dårligt orienteret, men så vidt jeg har forstået er Martin Rossings stilling i ministeriet enestående, magtfuld og en nyskabelse i dansk politik.

Karsten Lundsby og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Under Venstres magt tider, var der ansat venstrefolk i massevis i ministerierne, spørg Michael Kristiansen, som har sagt det flere gange. Tjek de folk, der var ansat under både Fogh og Løkke. Sådan er det da. Da de konservative for mange år siden havde magten var der konservative rådgivere, måske ikke som de sidste 20 år. Men kom det til at ske igen, så ville de være deres egne folk der kom på rådgiverposterne. Om det skal være sådan ?? Men det er det, man arbejder bedst med politisk udvikling, hvis de medarbejdere, man har, forstår ens sprog( læs mening med det man siger ).

Jens Ole Mortensen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Lisbeth Glud og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Liselotte Paulsen

Peter Knap, politik handler om magt. Jeg synes det er godt Mette Frederiksen har forberedt sig på at regere, og ved hvad hun vil. Og jeg ønsker de blå hen hvor peberet gror, så kan de sidde der og svede pga klimaforandringerne, som de aldrig ville håndtere...

Svend Erik Sokkelund, Birte Pedersen, Jens Ole Mortensen, Karsten Lundsby, Lasse Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Rossen er ikke et problem, for MF er ansvarligt for aæt hvad Rossen fortager sig.
Problemet er til gengæld den opfattelse af en ministers ansvar der er mest gængse, at ministeren er ansvarsfri hvi ikke ministeren har viden om det alle ansatte i ministeriet fortager sig.
Det er den opfattelse Støjberg forsøger sig med. Også i forbindelse med sit skuffenotat.
'Jeg viste godt hvordan der lovligt skal adinistrere, men jeg viste ikke at der blev administreret ulovligt'
Og det selv om hun direkte bad om ulovlighederne ved at betegne sib pressemeddelelse som en instruks.
Men ministre har i et demokratisk styreform ansvaret for alt hvad der forgår i deres ministerium.
Punktum.

Henning Kjær, Liselotte Paulsen, Birte Pedersen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Glud og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Lasse Nielsen

Helt enig med Werner Gass. MF er jo ansvarlig for det, som Rossen foretager sig. Og i øvrigt behøver man ikke frygte, at Rossen foretager sig noget, som MF ikke står bag. På DR ligger en podcast-serie ved navn "Genstart", og i den serie er der et afsnit, der hedder "Mettes taleskriver", hvor journalist Knud Brix spørger MF's tidligere taleskriver, om Martin Rossen er magtfuld forstået sådan, at han kan få ting igennem ved at påvirke MF. Og taleskriveren svarer "Held og lykke med at fortælle Mette Frederiksen, hvad hun skal mene. Det er der INGEN, der kan".

Rikke Nielsen, Liselotte Paulsen, Steffen Gliese og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Personligt synes jeg mere, at det handler om at gøre opmærksom på, det simple faktum at tempus fugit og der kommer andre regeringer. Derfor er det logisk, at man prøver at holde dem i skak, giver man en regering udvidede beføjelser, så har man jo nærmest givet et "charte blanche" til de næste, om at have de samme. Og vil man så det? Eller formår Hannemand ikke tænke så langt? Det bør ikke handle om at kaste snavs efter hinanden. Men at sikre folkestyret på en sådan måde, at man har hånd i hanke med det!

Som Peter Knap og andre er inde på; det kan aldrig være til gunst for (udvikling af) et folkeligt demokrati at Etaten ekviperer sig (og dermed os) med flere magtlag end højest nødvendigt; og da slet ikke magtlag hvis kompetencer og ansvar er i bedste fald vagt definerede. Desuden er det den danske befolkning, som finansierer elitepolitikernes abrupt besluttede, administrative knopskydninger - og regningerne bliver bestemt ikke mindre, mens ministerpensionerne stiger og velfærden for den almene befolkning beskæres.