Der er mindst fem problemer med asylsystemet og dets store fokus på løgn og troværdighed

I det danske asylsystem er der indbygget en formodning om, at alle asylansøgere lyver. Derfor bruger sagsbehandlere i Udlændingestyrelsen mange kræfter på at lede efter selvmodsigelser, løgne eller ændrede forklaringer, når de skal vurdere, om en asylansøgers forklaring er troværdig nok til, at der skal gives asyl. Det er også årsagen til, at asylsamtaler med flygtninge ofte mere får karakter af et mistroisk forhør end en åben samtale om baggrund og asylmotiv.

Sådan fortæller Michala Bendixen fra organisationen Refugees Welcome. Hun har i årevis beskæftiget sig med flygtninge og den danske asylproces, og hendes organisation arbejder for at forbedre retssikkerheden for flygtninge ved blandt andet at tilbyde dem gratis juridisk rådgivning.

Hun anerkender, at asylsystemet i dag i realiteten også »forudsætter en vis portion løgn og snyd«. Men ifølge hende kan der være mange grunde til at lyve og snyde:

»Man kommer ikke langt væk fra Afghanistan, Syrien eller Eritrea, hvis man insisterer på at være bundløst ærlig og lovlydig hele vejen igennem. Hele systemet er bygget op af begrænsninger og forhindringer, så det er ikke mange flygtninge, der kommer til Danmark uden at lyve og bestikke sig frem,« siger hun.

Det er netop baggrunden for, at Michala Bendixen fredag udsender en rapport med titlen ’Velbegrundet frygt – om troværdighed og risiko i asylsager’.

Rapporten er ifølge forfatteren dels tænkt som en forklaring til lægfolk om, hvordan man vurderer en asylsag, dels som en kritik af de svage punkter i proceduren.

Rapporten beskriver de to søjler, som asylsystemet bygger på: Dels myndighedernes subjektive vurdering af, om en asylansøgers forklaring er til at stole på, dels deres objektive vurdering af risikoen for forfølgelse i det land eller område, flygtningen kommer fra. Ofte vil en vurdering af manglende troværdighed skærme for en dybdegående vurdering af risikoen for forfølgelse, mener Michala Bendixen.

»Langt de fleste afslag i asylsager gives på grund af manglende troværdighed. Hvis sagsbehandlerne vurderer, at en asylansøger kommer med afvigende forklaringer under de forskellige interviews, så kan det føre til afslag. Men der kan være mange årsager til, at en asylansøger kommer med forskellige forklaringer,« siger Michala Bendixen.

I rapporten gengiver Michala Bendixen en række mulige årsager til, at flygtninge kommer med forskellige forklaringer, som kan medvirke til, at de får afslag på grund af manglende troværdighed. Hun fremsætter ti forskellige anbefalinger, hvoraf vi her ser nærmere på fem af dem. Den første handler om dårlig tolkning.

1. Dårlige tolke

Alle asylsamtaler går gennem en tolk, men i Danmark findes der – i modsætning til for eksempel Norge og Sverige – ikke en godkendelsesordning for tolke. Stort set hvem som helst kan komme til at arbejde som tolk. Dårlig tolkning indebærer en stor risiko for misforståelser og fejl, fremgår det af rapporten. Eksempelvis blev ’væbnede soldater’ i en asylsamtale oversat til ’mænd’.

»Et samtalereferat kan fylde 30 sider, og når alt går gennem forskellige tolke uden en sikkerhed for, hvor meget de kan, så må resultatet af og til blive upålideligt. Det er helt uforståeligt, at man accepterer det i en proces, hvor samfundet i øvrigt bruger en masse tid og personalekraft, at det så bliver filtreret gennem et enkelt led, hvor der slet ikke er nogen sikkerhed eller kontrol.«

Derfor er bedre uddannelse og certificering af tolke en af de anbefalinger, rapporten kommer med.

2. Manglende torturundersøgelse

En anden årsag til divergerende forklaringer fra en asylansøger kan være, at asylansøgeren er traumatiseret, hvis vedkommende for eksempel har været udsat for tortur. Usammenhængende svar kan netop skyldes, at asylansøgeren har været udsat for tortur.

I rapporten citeres Jens Modvig, der er læge og formand for FN’s Torturkomite i Danmark, for, at når torturofre skal fortælle om, hvad de har været udsat for, vil de være præget af emotionelle angstreaktioner og derfor sjældent være i stand til at fortælle om det på en klar og rationel måde.

Der kan også være forhold, som det kan være skamfuldt eller svært at fortælle om, for eksempel hvis en kvinde har været udsat for voldtægt.

Her anbefaler rapporten, at der bliver en bedre screening af sårbare personer, og at der i højere grad end i dag udføres torturundersøgelser. Ifølge Michala Bendixen bør torturundersøgelser foreligge, inden der tages beslutning om troværdighed, fordi den netop kan være en forklaring på, at en ansøger virker utroværdig.

3. Mistro til myndigheder og tolk

En tredje årsag til forskellige forklaringer fra en asylansøger kan være, at personen ikke tør sige alt under den første samtale. Den finder sted meget kort tid efter ankomsten til Danmark. Fra sit hjemland er asylansøgeren måske vant til at nære mistro til myndigheder, og det kan være farligt at nævne navne på familie og bekendte, der stadig opholder sig i hjemlandet.

Her foreslår rapporten, at der forud for asylsamtalen med Udlændingestyrelsen gennemføres et informationsmøde, hvor asylansøgeren bliver orienteret om, hvad der skal ske.

»Sådan en første samtale kan være med en advokat eller en ngo, som er uden indflydelse på sagen, hvor asylansøgeren blev orienteret om sine rettigheder og forsikret om, at danske myndigheder har tavshedspligt og er til at stole på. Det ville folk lytte til,« siger Michala Bendixen.

4. Sikre uafhængig anden instans

Rapporten beskriver for det fjerde det forhold, at sagsbehandlerne i Udlændingestyrelsen fungerer i et system, som er tæt på ministeren, som har en politisk holdning til, at der skal komme færre flygtninge til Danmark. I Sverige er det anderledes konstrueret, og Migrationsverket er lidt mere uafhængigt af regeringen.

»Det kan være fair nok, at første instans i asylsystemet er politisk påvirkelig, hvis anden instans så ikke er det. Men det er ikke tilfældet med den sammensætning, Flygtningenævnet har i dag,« mener Michala Bendixen.

Oprindeligt blev Flygtningenævnet etableret som et domstolslignende organ og fik en sammensætning, der samtidig skulle sikre ekspertviden. En dommer var formand, og medlemmerne var udpeget henholdsvis af Dansk Flygtningehjælp, Advokatsamfundet, Udenrigsministeriet og ministeriet for udlændinge.

I 2016 skar daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) antallet ned fra fem til tre, så der i dag kun er dommeren, en advokat og en repræsentant fra udlændingeministeriet.

Ifølge Michala Bendixen betyder det, at nævnet hverken fungerer som en uafhængig anden instans eller som et nævn med ekspertviden.

»Sammensætningen af flygtningenævnet bør ændres, så den politiske indflydelse fjernes, og der kommer mere uafhængig fagkundskab. Det er der mange, der har sagt før mig. Der bør igen være fem medlemmer i et nævn, og Udenrigsministeriet og Dansk Flygtningehjælp skal igen udpege medlemmer,« siger Michala Bendixen og tilføjer:

»Selv om der ikke ses tegn på, at Udlændingeministeriet påvirker sagsbehandlingen i nævnet, så bør nævnet formelt adskilles helt fra ministeriet, der agerer ud fra en politisk dagsorden. I stedet kan det femte nævnsmedlem udpeges af de juridiske fakulteter, så det er folk med forstand på tingene, der fungerer som anden instans.«

5. Lydoptagelse af interviews

Efter en asylsamtale, der er tolket, gennemgås hver side af referatet, og asylansøgeren har mulighed for at komme med bemærkninger. Men i praksis fungerer det ikke som en effektiv kontrol af, hvad der er blevet sagt, mener Michala Bendixen. Dels er det den samme tolk, der oversætter det referat af samtalen, som sagsbehandleren har skrevet på sin computer, dels er såvel asylansøger som tolk og sagsbehandler ofte trætte efter en samtale af fire-fem timers varighed.

Derfor foreslår rapporten for det femte, at alle asylinterviews lydoptages, og med moderne teknik kan det gøres let, billigt og med tidskode. Når en asylsag skal behandles i Flygtningenævnet, vil asylansøgerens advokat så have mulighed for at gå tilbage og kontrollere oversættelsen.

»Det er et forslag, som første gang kom frem for 20 år siden. Politiet har besluttet at gøre det generelt inden for politiområdet, og forklaringen er selvfølgelig, at det giver mening at gøre det. Selv med en dårlig tolk, som man måske er nødt til at bruge, hvis det er et begrænset sprogområde, så vil lydoptagelser være en sikring både for asylansøgeren og for sagsbehandleren. Sagsbehandleren kan dokumentere, at der er spurgt fornuftigt og udtømmende under samtalen, og asylansøgeren eller dennes advokat kan klarlægge eventuelle misforståelser. Jeg har aldrig hørt en begrundelse, andet end det ikke var nødvendigt,« siger Michala Bendixen.

Det har ikke været muligt for Information at få en kommentar fra udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) inden deadline.