Godt nok har 23-årige Marius Keller fået købt nogle potteplanter til sit værelse i en delelejlighed på Vesterbro, men ellers har der ikke været meget gang i studielivet de seneste måneder. De første par uger efter nedlukningen gik det ellers meget godt med at læse på fjerde semester af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet derhjemme og online. Men efter den første benovelse over, at universitetet og underviserne egentlig klarede det meget godt, satte trivialiteten ind, fortæller Marius Keller.
»Det var først efter et par uger, at det startede med at gå ned ad bakke. Man bliver helt bims af sidde alene i det samme rum hele tiden, og skærmen gør også noget ved en,« siger Marius Keller og har svært ved at svare på, hvad det er skærmen gør. Men koncentrationen falder i hvert fald.
»Det er en helt anden fornemmelse at sidde alene og blive undervist, så kan du lige gøre lidt rent imens, og så har du pludselig glemt at høre efter i en halv time,« forklarer han.
Selv om Marius Keller tog i sommerhus med en studiekammerat for at få lidt luftforandring, så har det været svært at opretholde studiefællesskabet under de seneste måneders onlineundervisning. Og mødet med studiekammeraterne på universitetet, betyder også noget for undervisningen, mener Marius Keller:
»Når man er til forelæsning og alles opmærksomhed er rettet mod det samme, så sker der noget. Det sociale og et godt studiemiljø er fundamentet for mig. Jeg bliver bedre til mit studie af at opholde mig på universitetet. Det løfter mig, og vi løfter hinanden, og det kommer bare ikke til at ske under et Zoom-møde med 250 mennesker.«
Selv om han har været imponeret over undervisernes engagement under nedlukningen, så har især vejledningen op til eksamen fungeret dårligt, fordi det ikke har været muligt at mødes fysisk med vejlederen.
»Så jeg er 100 procent nervøs for, hvordan det kommer til at gå, for selv om jeg har gjort mig umage, så har det været svært at finde en retning,« siger Marius Keller.
Trods eksamensængstelse er han åben over for, at statskundskabsstudiet godt ville kunne komme til at fungere med mere onlineundervisning også efter tiden med corona.
»Men alle studerende har brug for at komme på universitetet. Hvis man sidder for meget i sin egen hytte, så bliver det hele individualiseret, og det er svært at være meget alene om studiet og holde kontakten til sine studiekammerater, når man ikke kommer der så meget,« siger Marius Keller.
Motivationen falder
For 34-årige Julie Hjorth Hansen, der læser uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet i Emdrup, har de seneste måneders onlineundervisning været præget af store frustrationer. De første par uger var det meget hyggeligt at være hjemme og mødes online med studiekammeraterne, men så havde hun også fået nok.
»Onlineundervisning har ikke fungeret for mig. Jeg synes, det har været helt forfærdeligt at sidde derhjemme og føle mig ensom og miste motivationen,« siger Julie Hjorth Hansen.
Forelæsningerne svandt efter nedlukningen i marts ind til det halve. Nogle undervisere havde lavet korte podcasts, andre havde onlineforelæsninger med videochat undervejs, ligesom der har været gruppearbejde med holdunderviserne. Alt i alt er Julies dom over onlineundervisningen dog, at den fungerer markant dårligere end den undervisning, hun ellers har fået de sidste fire semestre.
»Det har været meget kaotisk, fordi undervisningen er foregået syv forskellige steder på platformen, og det var svært at finde rundt i. Nogle gange fik vi først besked en halv time før på facebook, om at der var undervisning,« siger Julie Hjorth Hansen.
Og så har antallet af studerende været fordoblet, fordi både de studerende i Emdrup og i Aarhus har fulgt med i undervisningen, når den foregik live. Det har gjort det svært at få svar på spørgmål.
»Motivationen falder bare, når man sidder hjemme alene og ikke mødes fysisk med folk, så er der mange spørgsmål, man ikke får stillet, og der er ikke nogen at snakke med efter forelæsningerne. Og når studielivet forsvinder, så forsvinder min motivation også,« siger Julie Hjorth Hansen, der ikke er vant til særligt mange timers undervisning om ugen på sit studie. Men de få timer har stor betydning.
»Det værste, der kunne ske for mig, er, hvis jeg skal fortsætte med at sidde hjemme og blive undervist efter sommerferien. Så er det, man kommer til at skippe forelæsningerne, fordi man ikke gider, og ens tanker flyver andre steder hen, for det er bare svært for mig at koncentrere mig om en, der sidder og snakker på en skærm. Halvdelen af oplevelsen er jo væk,« siger Julie Hjorth Hansen.
Den manglende koncentration, de færre timers undervisning og de mange ubesvarede spørgsmål har gjort, at Julie Hjorth Hansen engagement i studiet også er svundet ind efter godt tre måneders onlineundervisning- og eksamen.
»Det ville være dumt at droppe ud nu, men hvis det her står på i lang tid, så mister jeg lysten. Det kunne jeg også mærke til eksamen: Jeg var slet ikke inspireret eller motiveret, og så er det svært at komme igennem med noget som helst,« siger hun.
Min egen oplevelse står i diametral position til deres. Er kandidatstuderende og har personligt aldrig haft et bedre semester, end dette hvor fjernundervisning og digitale værktøjer var en det af praksissen. Min motivation har været fin, haft langt bedre tid til at læse op og forberede mig, mulighed for at gemme og genhøre forelæsninger.
Alt i alt har det været det mest givende studietid, da så mange andre praktiske problemer forsvandt. Måske alder og modenhed har en finger med i spillet.
@Michael Kamp
Eller måske det bare handler om personlighed, og hvordan man lærer mest optimalt. Statistikkerne baseret på spørgeskemaerne om onlineundervisningen er så småt begyndt at komme ud. Majoriteten har haft negative oplevelser med den - både ift. det praktiske, men især også ift. indlæringen. Man har skyklapper på, hvis ikke man anerkender de store problemer som onlineundervisningen medfører ift. de studerendes sociale og mentale sundhed samt faglighedens kvalitet og niveau. Dejligt, at du har haft et godt semester - vi andre har ikke været ligeså heldige. Men lidt ensidigt, nedværdigende og bedrevidende at gøre det til et spørgsmål om alder og modenhed.
Hov, rettelse: @Michael Andersen *
@G.W.
Der er klart flere faktorer der spiller ind, herunder personlighedstyper. Men at fornægte betydningen af alder og udvikling angiver blot din manglende forståelse for betydningen af sådanne forhold.
"Man har skyklapper på, hvis ikke man anerkender de store problemer som onlineundervisningen medfører ift. de studerendes sociale og mentale sundhed samt faglighedens kvalitet og niveau."
Du kommer med en påstand der kræver noget videre uddybning, for i kraft af mine erfaringer med digitale pædagogiske redskaber, så er der ikke de store udfordringer, nej. Det handler udelukkende om viljen til at benytte de allerede eksisterende og fuldt funktionsdygtige teknologiske redskaber. Det er klart at et netværksforbindelse er en nødvendighed, men dette er er ikke et problem for langt, langt størstedelen af den danske befolkning.
@Michael Andersen
Klart, hvis du med modenhed og udvikling mener, hvorvidt man accepterer en omlægning af uddannelsen til et onlineformat,. Ved at betone forhold som alder og modenhed hævder du , at de studerend, der ikke accepterer den digitale undervisning nødvendigvis må være umodne - hvilken saglig argumentation!
Det er en fortælling som fortalere for digitalisering altid benytter sig af: diskussionen bliver reduceret til at handle om, hvorvidt folk er "omstillingsparate". Enhver kritik af digitalisering fejes derfor væk med beskyldninger om stædighed, inkompetence, snæversynethed - eller, som du gør her; umodenhed. Ifølge dig handler det udelukkende "... om viljen til at benytte de allerede eksisterende og fuldt funktionsdygtige teknologiske redskaber." Læg mærke til, hvordan du bruger den samme logik - jeg prøver at anfægte og stille spørgsmål ved selve kvaliteten af digitaliseringen, imens du reducerer diskussionen til at handle om viljestyrke. Lad os først lige diskutere selve præmissen før vi kaster os i kødet på alle de umodne individer, der mangler viljen til at acceptere, at deres undervisning mister kvalitet.
I øvrigt er dine påstande jo mere anekdotiske end mine. Du snakker udelukkende om, hvordan din egen oplevelse har været. Lad mig tillade mig at være ligeså anekdotisk, om end jeg erklærer mig enig med 71% af DJØF's godt-og-vel 1000 adspurgte studerende, der heller ikke mener at undervisningens kvalitet har været tilstrækkelig (https://www.information.dk/indland/2020/06/stort-flertal-blandt-studeren...). Jeg er ikke DJØF'er, men jeg tror, med fare for at postulere, at vi vil se nogenlunde samme resultat, når landets øvrige studerende bliver spurgt.
I øvrigt, har de teknologiske redskaber været langt fra funktionsdygtige på min uddannelse - og her snakker vi kun om de praktiske forhold. Men mon ikke det blot skyldes min umodenhed og manglen på viljestyrke? Hvis ikke, så synes jeg, at vi først bør diskutere præmissen for digitaliseringen før vi kaster os i kødet på de stakler, der ikke kan følge med.
En kandidatuddannelse er en personlig dannelsesproces, som man gerne skulle have en specifik mening med - noget, der fagligt brænder i lommen, og som man må have op til overfladen, gøre sig gældende med at demonstrere. Måske er det lidt lettere på humanistiske fag end på statskundskab, men det burde vel egentlig ikke være det.
Selvfølgelig har lukningen af bibliotekerne været en katastrofe for mange læsesalsbrugere, men den fremherskende digitalisering af store dele af litteraturen indenfor de fleste fag holdt jo heldigvis ikke fri, så selvstændig aktivitet burde i høj grad have været en mulighed for de fleste - og en sjælden lejlighed i den alt for strømlinede 'skole', vi med Bolognaprocessen har gjort universitetet til.
@Steffen Gliese
Nu skal man heller ikke overvurdere, hvor meget litteratur, der er digitaliseret. Jeg kender flere personer, der har måttet omskrive deres opgaver, heriblandt specialer, fordi bibliotekerne var lukket og deres litteratur ikke var tilgængelig online. Altså, en nedgradering af forskningskvaliteten.
Nå, men bortset fra det er vi jo grundlæggende enige i, hvad en universitetsuddannelse burde være. Men løsningen er ikke isolering af den studerende.
Den med bibliotekslukning har været slem, men at netop kunne gemme og genlæse og genhøre har da været et stort fremskridt. At skulle begynde på et studium uden studiekammerater må imidlertid have været en nedtur, men for de mere garvede nærmest en fordel da ovennævnte elektroniske muligheder gav gode holdepunkter. Kilder og adgang til Det kgl. Bibl.
var dog en stor mangel.
Den med bibliotekslukning har været slem, men at netop kunne gemme og genlæse og genhøre har da været et stort fremskridt. At skulle begynde på et studium uden studiekammerater må imidlertid have været en nedtur, men for de mere garvede nærmest en fordel da ovennævnte elektroniske muligheder gav gode holdepunkter. Kilder og adgang til Det kgl. Bibl.
var dog en stor mangel.
Vel er jeg ikke universitets-studerende, men dog i undervisning. Og vel er jeg helt afgjort hverken ung, umoden eller maskinstormer.
På min uddannelse var underviserne og systemerne ganske uforberedte på nedlukningen og den digitale undervisning. De har klaret den fint. Men vi mangler det at kunne klare spørgsmål af indbyrdes mellem de studerende i pauserne og på vej fra/til skolen osv osv. Alle de små uformelle situationer som opstår med faglig relevans og som ikke findes digtialt i samme uformelle grad.
Det handler måske også lidt om, hvor meget det akademiske indhold vægter i forhold til det sociale.
Det er jo bestemt ikke alle studerende, der er lige akademisk anlagte. Og hvis en væsentlig del af ens studiemotivation er det sociale miljø, så er et isoleret selvstudie naturligvis ikke morsomt.
Har man derimod en iboende akademisk motivation og selvstændig (moden) tilgang til studielivet - så vil man måske tværtimod se tilbage på det som den bedste tid i sin studietid.
For mig var læseferierne den bedste tid, for hér havde man endelig tid til at fordybe sig i stoffet med selvvalgt fokus - og i sit eget tempo
/O