Analyse
Læsetid: 5 min.

Nye småpartier blomstrer frem som aldrig før

Etablering af nye partier er blevet et modefænomen. I bedste fald bobler og spirer folkestyret fra neden med nye, overrumplende ideer. I værste fald er politik ved at blive et realityshow, hvor nye partier bruges som platform for personlig promovering
Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille ved Christiansborg efter nyheden om, at de tidligere profiler for Liberal Alliance stifter partiet fremad Fremad i november sidste år. Ved valget i 2019 var blå partier som Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Stram Kurs tæt på spærregrænsen. Nu vil endnu flere nye partier i Folketinget.

Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille ved Christiansborg efter nyheden om, at de tidligere profiler for Liberal Alliance stifter partiet fremad Fremad i november sidste år. Ved valget i 2019 var blå partier som Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Stram Kurs tæt på spærregrænsen. Nu vil endnu flere nye partier i Folketinget.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
13. juni 2020

Hver uge byder efterhånden på et nyt politisk parti i Danmark: Senest har den tidligere imam Ahmed Akkari og menneskerettighedseksperten Hanna Ziadeh stiftet partiet NCV, Nyt centrum-venstre. I forrige uge lancerede det tidligere medlem af Folketinget for Alternativet René Gade sit nye Lykkepartiet, der umiddelbart skiller sig ud ved at være erklæret uideologisk.

Lige nu knopskyder det med nye partier i Danmark. Indenrigsministeriet har officielt godkendt i alt 248 partinavne, heraf 34 nye partier alene siden nytår. Det er ny danmarksrekord. Langt de fleste er dog enkeltmandsforetagender, åbenlyse jokes eller helt marginale hobbyprojekter, men mere end en håndfuld har faktisk potentialet til at vokse op og kunne gøre en forskel på landsplan. Knopskydningen er nemlig kun lige begyndt.

Senere på sommeren ventes også Uffe Elbæk og de tilbageværende afhoppere fra Alternativet at etablere en ny partiagtig bevægelse. Der er tydeligvis grøde i det politiske landskab, og ganske opsigtsvækkende pibler græsrodsengagementet frem både på den yderste højrefløj, fra venstrefløjen og sågar inde fra midten.

Med stor sandsynlighed kommer det nye Veganerpartiet til at stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. I kulissen rumler Rasmus Paludan også med det nye højreparti Hard Line. Fra det stik modsatte politiske hjørne forsøger tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille lige nu at skrabe underskrifter nok sammen til at sit nye parti Fremad.

Nyt oprør fra midten

Erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen har også relanceret sit mislykkede partiprojekt fra sidste folketingsvalg under det nye navn Borgerlisten. Traditionen tro kæmper Kristendemokraterne ligeledes for at indsamle de fornødne vælgererklæringer, og står lige nu som de mest sikre bud på et ekstra parti på stemmesedlen næste gang – ud over de 10 partier, som allerede er repræsenteret i Folketinget.

Lige nu sker de mest tankevækkende opbrud på midten i dansk politik. Efter heftige pendulsvingninger, hvor venstrefløjen blev fornyet tilbage i 1970’erne, og den yderste højrefløj blev moderniseret i 00’erne, hvirvler forandringerne pludselig rundt inde omkring centrum. Idealet for de nye midteroprørere er mindre konflikt, splid og polemik.

Drivkraften for næstformand i Nyt centrum-venstre, Jens Baj, er således et mere stabilt samarbejde hen over midten, lidt i stil med, hvad Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen foreslog under valgkampen sidste forår. Nyt centrum-venstre, der kalder sig selv for et lyserødt parti, vil gøre op med blokpolitikken:

»Der er en form for demokratisk underskud i Danmark. Vi kører ofte med de her blokpolitikregeringer,« sagde Jens Baj, da partiet blev præsenteret onsdag: »Selv om Venstre og Socialdemokratiet siger, at de vil have samarbejde over midten, ender det ofte med blokpolitik.«

Helt i tråd med den brede konsensus på Christiansborg beskylder Nyt centrum-venstre samtidig den etablerede venstrefløj for at have svigtet i islamdebatten:

»Det er vigtigt, at man kan være for klima og velfærd samtidigt med, at man er kritisk over for de knæfald, der bliver gjort over for islam fra mange politikere,« sagde Hanna Ziadeh ved lanceringen.

»Alle siger, at de er for frihedsrettighederne, men det er lip service. Ikke alle tager kampen.«

Partiet Nyt centrum-venstre sparker dermed en åben dør ind. I dag er det svært at finde partier i Folketinget, som ikke i praksis accepterer den stramme udlændingepolitik, og som samtidig er kritiske over for religiøse parallelsamfund. Alene derfor er det svært at se et parlamentarisk vakuum, som Nyt centrum-venstre skulle kunne udfylde.

Opbruddet bobler bredt

Mere disruptivt er René Gades nye Lykkepartiet, der vil gøre op med spinkrig og konflikter i dansk politik. Som en form for radikalisering af det teknokratiske embedsvælde ønsker Lykkepartiet, at der fremover skal udpeges en statsminister, som slet ikke er folkevalgt:

»Statsministeren skal findes uden for partierne og det politiske system,« hedder det i partiets første princip: »Partierne bag regeringsgrundlaget udpeger en erfaren leder som kandidat til statsministerposten. Ved accept af udpegelsen skal lederen sikre den bedst mulige og mindst partipolitiserede implementering af regeringsgrundlaget – til glæde for hele Danmark.«

Umiddelbart er det uklart, hvorfor vælgerne dog skulle stemme på et parti, hvor kandidaterne ikke engang forpligter sig til at være enige om noget som helst, og magten tilmed overføres til en teknokrat, der skal føre nødvendighedens politik. Men Lykkepartiet afviger i det mindste fra de andre partier, og tøjlesløse ideer kan ikke altid afskrives, da de hurtigt kan få deres eget liv i en medieverden, hvor det afvigende altid fascinerer.

Med jordskredsvalget i 1973 som en historisk undtagelse har nye partier som hovedregel kunnet afskrives på forhånd. Men ikke længere. Opbruddet bobler i det politiske landskab, og ligesom store virksomheder pludselig kan forsvinde fra markedet for at blive erstattet af nye startupentreprenører, er de gamle partier også under pres.

I en tid, hvor de gamle magtpartier har været trængt dybt i defensiven i de fleste EU-lande – og nye bevægelser i flere tilfælde sågar har overtaget regeringsmagten, som det er sket i Italien med den besynderlige alliance mellem 5-stjernebevægelsen og højrepartiet Lega – er det både forstokket og naivt at afskrive alle nye partier.

Digitale vælgererklæringer

Herhjemme har succesen for Alternativet og Nye Borgerlige – og før det Ny Alliance, som senere blev til Liberal Alliance – inspireret hundredvis af ildsjæle til også at forsøge at komme i Folketinget.

Formelt er kravet enkelt: For at komme på stemmesedlen til næste folketingsvalg skal et parti indsamle 20.182 godkendte vælgererklæringer, eller hvad der svarer 1/175 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved det sidste folketingsvalg. I praksis er det dog mere end vanskeligt.

I anden omgang kræver det ydermere godt 70.000 stemmer, eller hvad der svarer til to procent af stemmerne ved selve valget, for at komme over spærregrænsen – eller mere enestående et kredsmandat, som det seneste skete, da komikeren Jacob Haugaard i 1994 blev valgt ind i Aarhus Østkredsen med sit provoprojekt Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

Digitalisering har gjort nye vildskud mere sandsynlige. Elektroniske vælgererklæringerne har således gjort det markant lettere for nye partier at blive opstillet til folketingsvalg. Flere garvede politikere har ligefrem været ude med forslag om, at reglerne skal strammes, så det fremover vil kræve mindst dobbelt så mange vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget.

Tiltrækningskraften er dog stærk. Nyhedsmediernes flygtige fascination af partiledere har været med til at forvandle nyetablerede partier til en iøjnefaldende platform for debattører og aktivister.

Mobilisering via sociale medier har på den ene side gjort vejen til berømmelse kortere, og da etableringen af nye partier på den anden side stadig har et skær af seriøsitet og alvor over sig, kan partistifterne ofte påkalde sig større opmærksomhed for deres personlige mærkesager, end hvis de blot skrev læserbreve.

Den nye underskov af småpartier risikerer at udvikle sig til en form for hverdagsdramatisk tv-reality-show, hvor indsamlingen af vælgererklæringer og kampen om at opnå kendisfaktor i sig selv bliver transformeret til et kulørt udskillelsesløb. Hvem klarer skærene?

Det spektakulære bliver hurtigt vigtigst, og drivkraften for mange af de nye partistiftere kan derfor ende med at blev mere forfængelig end egentlig demokratisk.

Med allerede 10 partier repræsenteret i Folketinget tenderer de sidste ledige standpunkter at drive i retning af pudseløjerligheder snarere end til en original opdatering af den politiske dagsorden. Men det bliver jo også i sin tid sagt om Dansk Folkeparti, Ny Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Den nye underskov af småpartier risikerer at udvikle sig til en form for hverdagsdramatisk tv-reality-show, hvor indsamlingen af vælgererklæringer og kampen om at opnå kendisfaktor i sig selv bliver transformeret til et kulørt udskillelsesløb. Hvem klarer skærene?"

Vort indirekte konkurrencedemokrati er allerede funderet på hverdagsdramatik og narcissistisk opportunisme; naturligvis vil knopskydninger indenfor den etablerede orden have karakter af samme. De kulturelle dyder og idealer (i vores kulturkreds identitet/selvrealisering, konkurrence og økonomisk vækst m.m.), et givent samfund praktiserer vil i vid udstrækning reproducere sig i samme samfunds udviklingsprocesser, så længe at de ikke henter massiv inspiration og kraft fra alternative paradigmer/kulturer - eller af andre forhold (f.eks. omfattende katastrofer) tvinges til revolutionerende omstillinger.

Karsten Nielsen, Alvin Jensen, Steen Obel, Anders Graae og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Den gang der var noget at vælge imellem.

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/folketings...

Lige før stemmesedlen slæbte hen over gulvet.

Jan Fritsbøger

ja Hanne jeg har længe ment at vores kultur er syg, og vores idealer både stupide og destrultive, både selvrealisering, konkurrence, og vækst er jo alt andet end idealer, det er snarere symptomer på at noget er helt galt, og samfundet vil blive langt mere menneskeligt hvis idealerne i stedet var, samfundssind, samarbejde, og rimelig fordeling,
med hensyn til identitet så er det idag en kilde til anerkendelse at være grådig, ambitiøs (opadstræbende i et urimeligt hierarki) og egoistisk,
at være empatisk, beskeden, social, og ydmyg anses for lidt taberagtigt, så det er nærmest logisk at vi er ved at smadre klimaet, har så travlt med at bruge alle resurser uden hensyn til fremtidige generationer,
faktisk er mange af de såkaldt primitive kulturer, langt bedre end vores kultur, med respekt for naturen, og for andre mennesker, og de belønner ikke grådighed, vi burde ikke have travlt med at udbrede vores syge kultur,
men i stedet lære af de bæredygtige kulturer, og dette ville medføre at vi ville trives langt bedre men også at vi droppede alt helt overflødigt forbrug til gavn for naturen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Esben Lykke, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Ken Sass, Søren Cramer Nielsen, Thomas Tanghus, Hanne Utoft, Per Christiansen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar

Hvor kan jeg stemme på Antifa?

Et symptom på tidernes tilstand. Det lader jo ikke til at der er nogen af de gamle partier der kan løse den strukturelle krise vi har befundet os i temmelig længe. Hver gang en ny regering kommer til, uanset om det er en centrum- højre eller en centrum- venstre, er det den samme medicin de kommer med, og det er nok efterhånden ved at dæmre i befolkningen at den bare ikke dur og i bedste fald kun virker en stakket stund.

Som noget nyt begynder der at komme andre spørgsmål på dagsordenen. Flere vismænd sætterspørgsmålstegn ved den økonomiske teori der ligger bag den økonomisk førte politik, og om det i det hele taget er vækst vi skal fokusere på optræder med større hyppighed i mediebilledet.

Det er opbrudstid og det trækker op til gennemgribende ændringer, men vi ved endnu ikke hvor det bærer hen. Og her mangler vi nogle visioner og en sammenhængende fortælling om hvordan et fremtidigt samfund kunne se ud for helt almindelige mennesker. Er der nogen der har et bud?

Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Det gik ellers lige så godt, med at højrefløjen splintrede sig selv.

I firserne vrimlede det med venstreorienterede partier, som ingen reel indflydelse havde, indtil Enhedslisten blev dannet. Bortset fra at SF dengang kunne regnes som en del af venstrefløjen. Da var der også dem, som havde fået forvildet sig ind i et venstrefløjsparti af forkerte årsager, men de blev efterhånden sorteret ud i DF eller korte aviser. Nu er der gudhjælpemig igen folk, som i deres egne øjne bringer fornyelse og åbenhed, blot for at bidrage til marginalisering af allerede udsatte mennesker! Gør de ikke det, så kan de tiltrække folk, som ellers er empatiske overfor, at man generelt skal behandle folk ordentligt, til enkeltsager, småfnidderi og generelt ævl.

Ja undskyld mig, men jeg bli'r sgu arrig!

Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Pia Nielsen

> Er der nogen der har et bud?

Jeg er sikker på, at du kan finde et godt bud på stemmesedlen, uden at skulle forplumre billedet yderligere. Intet parti dækker alle dine sager. Når du punktet, hvor du ikke for dine *medmenneskers* skyld, kan forsvare det parti, er det tid til at overveje, hvilke skridt, du så skal tage.

Det kaldes parlamentarisk demokrati. Samfundskundskab i 8. klasse (forhåbentlig tidligere nu).

Jeg har ikke altid ment, at det var vejen frem, men det er, hvad vi har, og jeg ser ingen umiddelbare alternativer.

Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Ud over borgerting, naturligvis, men vi er stadig stuck med den kedelige del af det.

Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er et symptom i tiden og næres af utilfredshed med det bestående, men har muligvis også noget med digitaliseringen at gøre som Mogensen er inde på. Det har trods alt ikke tidligere været et problem, men med facebook, twitter og elektronisk underskrift er det måske blevet for let?

Jeg tror ikke at fænomenet mest kommer nedefra - Flere af dem er jo gamle travere. Simon Emil Ammitzbøll-Bølle har jo nærmest gjort en dyd ud af det. Så det bliver nok mere realityshow og masser af teater for folket.

Alvin Jensen, Birte Pedersen, erik pedersen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

jeg har det problem at selv enhedslisten er i gang med en højredrejning, de går nu også ind fpr den tåbelige ide om evig eksponentiel vækst, hvlket selvfølgelig er umuligt.

Carsten Hansen

Som skrevet;

Venstre-socialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti, Marxister-Leninister, Fælles-kurs, internationale socialister, Kommunistisk arbejderparti, Socialistisk arbejderparti, De grønne. Mange af dem ganske nye dengang tilbage først i firserne.

Lad det ikke gentage sig for venstrefløjen; Det var ødelæggende angående stemmespild.

Eva Schwanenflügel

Godt spørgsmål, Pia Nielsen :-)

Muligvis kan man genfinde lidt af håbet ved at de folkelige græsrodsbevægelser igen er begyndt at få gennemslagskraft, fx klimabevægelsen og anti-racisme protesterne, og blot det at økonomerne nu langt om længe er begyndt at flytte sig fra betragtningen af mennesket som 'homo economicus', det grådige konkurrencevæsen, til at det faktisk nok virker langt bedre at samarbejde med hinanden, er et kæmpe fremskridt.
På ét eller andet tidspunkt må de forandrede strømninger finde vej gennem Borgens tykke mure.

Corona-krisen har givet hele planeten et tiltrængt pusterum, og mange en tænkepause over hvad 'det gode liv' egentlig indbefatter.
Mange har i tilgift bittert erfaret det på egen eller de nærmestes krop, ved at blive arbejdsløse uden sikkerhedsnet, eller blive smittede og dø, fordi de ikke havde mulighed for at isolere sig eller få behandling i sundhedsvæsenet.

Desuden er den globale ulighed nu blevet ekstremt synlig, og har udstillet verdens magthavere i et så dårligt lys, at det kræver en MIB-hukommelses-sletning af kosmisk dimensionering at fjerne den nyvundne bevidsthed.

Det er ikke så ofte, vi hører om 'pladderhumanisme', 'klimatosser' og Pernille Vermunds 'den blodrøde venstrefløj' længere, med mindre det er den yderste højrefløj der råber op i Jyllands-Posten eller Ekstra Bladet.
(Eller på DR2' s Debatten og Altingets Sommermøde)

Click-bait er desværre stadig et must i de fleste aviser, hvor rubrikker vinkles så skævt, at selve artiklerne fremstår som dementier af overskriften, eller der løbes med en halv vind fra de sociale medier eller tvivlsomme forskningsresultater, undersøgelser og spørgeskemaer.
Måske medierne også skulle tage at gribe lidt mere i egen barm?

I aften kommer der en spændende dokumentarfilm, "Den Idealistiske Revolution", (The Altruism Revolution).
'Det har været en almen sandhed, at mennesker er drevet af egoisme, men denne idé er blevet mere og mere udfordret.
Ny forskning på områder så forskellige som statsvidenskab, psykologi, sociologi og eksperimental økonomi tvinger os til at genoverveje menneskets adfærd og motivation'.

DR2, Søndag 14/06/20, 00:40 - 01:35.

Selvfølgelig er det for en del af os selvevident, at det forholder sig således.
Men her kan man muligvis finde flere videnskabelige argumenter for sine holdninger..?

"Håbet er en let, men nærende kost"
Honoré de Balzac

Alvin Jensen, Birte Pedersen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar