Analyse
Læsetid: 4 min.

Regeringens brede klimaaftale er født i hastværk og uden det store overblik

Den nye klimaaftale er udtryk for, hvor meget Folketinget kan løfte, når der løftes i flok. Men aftalen viser også, at hastighed nogle gange kan vise sig vigtigere end grundighed i dansk politik
Spørgsmålet er, i hvor høj grad De Radikales tidspres har været en medvirkende faktor til hastværket. Det er åbenlyst, at Morten Østergaard ville risikere at tabe ansigt og åbne for kritik, såfremt en klimaaftale ikke var klar.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad De Radikales tidspres har været en medvirkende faktor til hastværket. Det er åbenlyst, at Morten Østergaard ville risikere at tabe ansigt og åbne for kritik, såfremt en klimaaftale ikke var klar.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
23. juni 2020

Det er ikke så underligt, hvis landets klimapolitikere glæder sig til, at Folketinget om lidt går på sommerferie. Efter i sidste uge at have indgået en grøn affaldsaftale landede et bredt politisk flertal natten til mandag endnu en klimaaftale.

Den nye aftale omfatter det tunge klimaområde inden for industri og energi og er resultatet af langstrakte forhandlinger, som har fundet sted både dag og nat siden onsdag. 

Med aftalen tager alle partier på nær Nye Borgerlige en lang række nødvendige skridt på vej mod det klimaneutrale samfund, som er politikernes ultimative mål. Og den er straks blevet et billede på, hvad Folketinget kan løfte, når der løftes i flok.

Men djævlen ligger som bekendt også altid i detaljen. Og natteaftalen illustrerer på mange måder faren, når forhandlinger om en ambitiøs grøn omstilling gennemsyres af partipolitiske trakasserier.

Da forhandlingerne onsdag blev sat i gang, var det med køreplanen om, at der senest skulle ligge en aftale klar mandag før afslutningsdebatten.

Det har reelt givet ordførere, ministre og embedsværk fem dage til at designe og udforme konkrete løsninger på et område med ufatteligt komplekse problemstillinger.

Bag de politiske klapsalver og jubelråb over aftalen er der derfor også stor frustration at spore på begge sider af den politiske midte. Forhandlingerne har været præget af et forceret forløb, hvor der i flere tilfælde ikke har været tilstrækkelig tid til at vurdere og konsekvensberegne enkelte tiltag.

For at forstå det forløb kan man bare se på alle de ting, der ikke blev truffet konkrete beslutninger om i denne omgang:

I forhold til et fremtidssikret elnet skal regeringen først i 2021 præsentere en »elektrificeringsstrategi«, som efterfølgende skal diskuteres. Det konkrete biogasudbud skal først – på baggrund af et oplæg fra regeringen – diskuteres senere på året.

Den konkrete fordeling af midler til udskiftning af olie- og gasfyr samt grønnere transport udskydes også. Og i aftalen står også spørgsmål om certificering af biomasse og regulering af fjernvarmesektoren ubesvarede hen.

De Radikales krav

Hastighed synes altså at have været vigtigere end grundighed. Og det er svært at se, at der har været andet end parlamentariske hensyn til, at det har skullet gå så hurtigt. Det er i hvert fald svært at finde substantielle forklaringer på, at forhandlerne flere gange måtte sidde til ud på natten for at diskutere den eksakte størrelse på tilskud til biogas og udfasning af olie- og gasfyr.

I den forbindelse har særligt én person gjort tiden til en altdominerende faktor. De Radikales leder, Morten Østergaard, har flere gange stillet mere eller mindre ultimative krav til, at en klimaaftale skulle ligge klar inden sommerferien.

Morten Østergaard truede kort før coronakrisen med at vælte regeringen, hvis ikke der var en klimaaftale klar senest grundlovsdag. Den radikale leder blødte siden op, men fastholdt senere kravet om en aftale, før politikerne blev sluppet fri i det danske sommerland.

Senest har De Radikale sået tvivl om partiets opbakning til den vedtagelsestekst, som der er tradition for, at hver blok samlet fremsætter før sommeren.

Det har vakt frustration, at forhandlingerne på den måde har skullet hastes igennem. Ikke fordi de skulle trækkes i langdrag. Men fordi en uge eller to mere formentlig kun havde gjort resultatet endnu bedre.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad De Radikales tidspres har været en medvirkende faktor til hastværket. Det er åbenlyst, at Morten Østergaard ville risikere at tabe ansigt og åbne for kritik, såfremt en klimaaftale ikke var klar.

Omvendt har en regering på vej på sommerferie en interesse i at fremstå med orden i geledderne. En besværlig øvelse, hvis ens største støtteparti ikke vil skrive under på en vedtagelsestekst, som netop udtrykker fælles fodslag.

Fraværet af det samlede overblik

De Radikale vil sige, at regeringen har optrådt nølende på klimaområdet. Det synspunkt står de langtfra alene med. Gennem foråret har der været bred kritik af, at det har trukket ud med at få taget hul på forhandlingerne om klimahandlingsplanerne.

Ligeledes er det blevet kritiseret, at regeringen ikke har fremlagt en samlet klimaplan med et klart ambitionsniveau. Det gør det sværere at forholde sig til enkelte delaftaler, som V-klimaordfører Tommy Ahlers har sagt i Information. Hvordan ved man, hvor meget der skal klimareduceres i industrien, når man ikke ved, hvor meget landbrug og biler kan reducere med?

»Der er for meget, hvor vi er i blinde, og konsekvensen kan være, at vi kommer til at gøre noget, der er for dyrt,« sagde Ahlers.

Et sådan klimaoverblik er stadig efterlyst på Christiansborg. 

Her fæstnes der nu lid til det årlige klimaprogram, som regeringen ifølge den netop vedtagne klimalov skal fremlægge i september. Klimaprogrammet er et centralt redskab for den løbende vurdering og justering af klimaindsatsen. Med det skal klimaministeren stå »skoleret til en klimaeksamen«, som det er formuleret på Klimaministeriets hjemmeside.

Den endelige dommer til at vurdere, om initiativerne er tilstrækkelige er Folketinget. De partier, som savner indblik, overblik eller ambitioner får altså på den anden side af sommeren mulighed for selv at vurdere, om regeringen lever op til klimaloven – eller om den skal pålægges at handle yderligere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Walther

Altså nu må man bestemme sig, man har fra flere klimapartiers side presset og presset regeringen for det skulle gå tjep, især R og Ø har været på der. Man har truet og man har være mopset sur, og når det så lykkes med en flot bred aftale, med næste alle partierne i folketinget, så er det også galt. Hvis det ikke er gået op for afsenderen, så har der været en covid-19 pandemi og den er ikke slut endnu. Regeringen har ligget vandret for at få enderne til at hænge sammen. Med smitte, genåbning, holde løfter osv osv. Det er første skridt, og det ser rigtig flot ud.

Thomas Tanghus

Helle, det virker ikke som om Dan Jørgensen har haft travlt med andet, end at prøve at privatisere affaldssektoren, og latterliggøre anerkendte forskere og økonomer.

Erik Winberg, Trond Meiring, Arne Lund, Jan Fritsbøger og Niels østergård anbefalede denne kommentar

Regeringens brede klimaaftale er født i hastværk og uden det store overblik

Så sandt, så sandt. Jeg er overbevist om, at politikerne og den brede befolkning ikke har den mindste forståelse af, hvad vi sigter mod og hvor virkningsløse de voldsomme og kostbare tiltag vil vise sig at være i virkelighedens verden.

En 70% reduktion af vores co2 udledning i forhold til 1990 niveau om 10 år med det endelige mål på en 100% reduktion i 2050. Er det rigtigt forstået ?

Ingen netto co2 udledning efter 2050 ? c",)

Vi reducerer den globale udledning med 0.07% i 2030 stigende mod 0.1% i 2050 - forudsat udledningen omkring os ikke stiger, for så vil vores procenter reduceres omvendt proportionalt med stigningen. Omregnet til temperatur vil vores tiltag teoretisk sænke temperaturen med 0.00084 grader i 2030 stigende mod 0.0012 grader i 2050, beregnet på den aktuelle menneskeskabte temperaturstigning på 1.2 grader. Man skyder elefanten med et støvkorn.

Var det ikke bedre, hvis vi satsede på videnskabelig klimaforskning i stedet for klimapolitik og udviklede ny teknologi med global anvendelse for øje i stedet for at lade som om resten af verden vil gå i vores fodspor uden andre incitamenter end naivistisk klimaideologi ?

De to energiøer med bæredygtigt brændstof for energilagring kan gøre vindenergi meget mere interessant i den kommende omstilling mod grøn energi og kræver videnskabelig uddannelse og forskning parallelt med implementeringen og udviklingen. Mere af det.

Den forøgede affaldssortering ved forbrugeren vil ikke gøre nogen positiv forskel på klimaet, men vil bare efterlade større mængder mikroplast i atmosfæren på grund af den øgede sortering, håndtering og transport i en helt ny infrastruktur med sin egen nye ekstra udledning. Vores nuværende affaldshåndtering er resultatet af årtiers erfaringer omkring håndtering, forbrænding og fjernvarme, og hvis vi importerer affald, er det kun endnu et argument for kvaliteten af vores system. Mange lande bringer småt brændbart i deponi med stor og langvarig forurening til følge.

Co2 afgifter. Hvis de fattige og virksomhederne skal kompenseres, og de rige er ligeglade, skaber vi bare et nyt afgiftskredsløb, som hurtigt bliver en klods om benet, efterhånden som virkeligheden nådesløst udvikler sig omkring os. Det er nu engang afgifters og tilskuds natur.

De reduktioner man opererer med i klimapolitikken er fiktive og - ja politiske. Luftfarten og skibstrafikkens udledninger tæller ikke med i regnskabet. Køernes bøvser og prutter tæller med, selv om de på forhånd er trukket direkte ud af atmosfæren. Selv Klimarådet er ramt af denne pinlige vildfarelse. I forhold til biomasse har Klimarådet endnu en speciel ortodoks holdning: "Regeringens eget klimaråd har i en rapport konkluderet, at »afbrænding af biomasse udleder CO2, og derfor er biomasse i Klimarådets optik ikke CO2-neutral"

Kunne vi i det mindste ikke investere i en opskoling af Klimarådet, så de lærte nogle få basale sandheder om kulstofkredsløbet og biosfæren ? Ellers bliver projektet bare endnu mere kostbart og til ingen verdens nytte.

I want you not to panic

Jeppe Lindholm

Det er selvfølgelig både udmærket og rigtigt, at Danmark går i gang med at afhjælpe en klimakrise. Men jeg håber de danske politikere ligeledes sætter alle sejl ind på internationalt niveau, for at få overbevist andre lande kloden rundt, at de skal foretage en lignende indsats. Ikke kun med ord, men også gerne med økonomisk støtte til særlig de mindre bemidlede lande i et omfang et land af Danmarks størrelse nu tillader det.

Faktisk burde der etableres en EU finansieret fond mega milliard euro til økonomisk støtte af klima omstilling til de mindre bemidlede lande, hvor der kan gøres en forskel. Mange af milliarderne vil alligevel blive sparet i den anden ende, hvor der så ikke skal bruges meningsløse penge på at dæmme op for skaderne. Hvis det til en tid da overhovedet er muligt.

Det ville ganske enkelt være sund fornuft.

Helle Walther

TT@ Den holder ikke, han har haft et forslag herom, korrekt, men jeg synes det er unfair at sige, han har ligget på den lade side. Det er godt politisk håndværk det han har præsteret. Og V ville ikke have CO 2 afgift, afkrævede sågar en garanti herfor, de havde skattestop, og erhvervslivet måtte ikke belastes, for så at vende 180 gr. Nu er det helt ok.

Thomas Tanghus

Så Dan førte først V-politik, for derefter at vende på en tallerken, da han fandt ud af, at det alligevel ikke var så populært? Jeg er ikke imponeret.