Sophie Lund Rasmussen vil redde det danske pindsvin for at gøre os klogere på naturen

De tuller rundt i kolonihaver og køkkenmøddinger. De ser søde ud, og deres bedste forsvarsteknik er at stå helt stille og håbe, at faren driver over. Det ville være svært at lave en spektakulær Hollywood-film om pindsvinets liv.

Sådan har forskningsverdenen også set på pindsvinet. Som noget, det ikke var værd at ofre store budgetter på. 

Men ph.d. Sophie Lund Rasmussen har som en af meget få forskere på verdensplan kastet sin kærlighed på det undselige dyr. Og efter mange års ildhu uden for almindelig kontortid lykkedes det hende at overbevise en række fonde om, at pindsvinet er et værdigt, forskningstrængende dyr. De kan nemlig bruges til at forstå andre organismer – blandt andet os selv. 

»Min ph.d. handler om, hvad konsekvensen er, når man lever tæt sammen. Kan mennesker have indflydelse på pindsvin, og kan pindsvin have indflydelse på mennesker?«

Hendes data har bidraget til ny viden på områder så forskellige som forekomst af cancer hos mennesker og vilde pattedyr, genetiske konsekvenser af indavl og giftpåvirkning fra haver og landbrug.

Danmarks mest studerede dyr

Da Sophie Lund Rasmussen som biologistuderende var frivillig på en vildtplejestation, brugte hun mange af døgnets vågne timer på at opflaske forældreløse pindsvineunger. Og da hun senere skrev speciale om ungernes overlevelse i det fri, måtte hun på regulært nattearbejde. 

»Jeg havde basalt set ikke noget socialt liv i de fire år, før jeg fik min ph.d., hvor jeg arbejdede med pindsvin,« siger hun.

»Min familie og venner vidste, at hvis de ville se mig, så skulle de gå med ud om natten med kaffe og kage og radiopejle pindsvin.«

Da hun påbegyndte sin ph.d. ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet og Naturama, var det dog ikke kun familie og venner, hun lokkede med ud i naturen. Det lykkedes hende at få mange hundrede frivillige fra hele Danmark til at samle døde pindsvin op fra skovbunde og skrabe overkørte lig af asfalten og sende dem til hende. Resultatet er blevet til den største undersøgelse af et dansk pattedyr nogensinde – og har gjort det danske pindsvin til et af de mest studerede vilde dyr i verden.

Nu strømmer pengene ind, og Sophie Lund Rasmussen har fået en stilling på Oxford University, hvor hun skal arbejde videre med materialet. 

En særlig naturformidler

Da Sophie Lund Rasmussen begyndte sit projekt, havde hun håbet på at få samlet 300 pindsvin ind, men tænkt, at hun ville være heldig, hvis hun fik bare 150.

Formidling var centralt for hendes projekt, så hun satte 26 indsamlingsstationer for døde pindsvin op landet over, og hun promoverede sit projekt i alle de medier, hun kunne komme i nærheden af: lokale dagblade, vejrmagasiner og børneprogrammer. Hun har været i både Familiejournalen, BT og Ekstrabladet.

Det gav pote. Ikke alene har over 400 frivillige afleveret lig til de ombyggede skraldespande, der udgjorde indsamlingsstationerne. Folk har kørt omveje for at tage pindsvinelig med til hende, mens hun sad til konfirmationer og familiearrangementer.

»Så stod jeg lige pludselig med 700 pindsvinelig fordelt på 14 kummefrysere landet over og skulle finde et eller andet at gøre med dem,« siger hun. 

»Det var helt vildt.«

På billedet penissen fra pindsvin nr. 242 ud af 697, som tilfældigvis er verdens ældste pindsvin på 16 år (med videnskabeligt dokumenteret alder). Pinsvinet døde i pleje, af en infektion forårsaget af bidsår fra enten hund eller ræv, og penissen var desværre også ramt. Så den svulmede voldsomt op og er derfor blevet gemt, så vi kunne bestemme hvilke bakterier, der forårsagede den dødelige infektion.

Anders Rye Skjoldjensen

Hun har endda modtaget ildelugtende pakker, som folk har sendt afsted.

»Når du åbner en pose med et dødt pindsvin, er det virkelig en harsk lugt. Det hænger i tøjet. Man kommer hjem efter en lang dag i laboratoriet og lugter af dødt pindsvin. Men jeg har heldigvis et godt forhold til mine assistenter og ikke mindst deres partnere, så de er blevet advaret og har haft skiftetøj med på arbejdet,« siger hun.

Et dødt pindsvin lugter ifølge forskeren som den dunst, der står op af en kompostspand, efter at den har stået i solen en hel sommerdag. Den lugt skal man så gange med fem.

Med et materiale på 697 indsamlede dyr har hun lavet et hit af en ph.d.-afhandling – både hvad angår forskningsresultater og naturformidling. Og så har hun fundet verdens ældste pindsvin – det blev 16 år gammelt.

Hendes store materiale gør pindsvinet så velundersøgt, at det kan danne model for forskning om andre vildtlevende pattedyr, mener hun. Og hun håber, at hendes indsigt i deres færden, bakterieflora og genetik kan være med til at påvirke politiske beslutninger om gødning, miljøgifte og bevaring af naturområder. 

Men endnu vigtigere for Sophie Lund Rasmussen er det, at hendes forskning gør det muligt for almindelige mennesker at blive klogere på den natur, der er allernærmest. 

»Du kan faktisk samle dem op nede i haven, når de kommer tøffende om aftenen. Det er en oplevelse af naturen, du ikke kan få på så nært hold andre steder.«

Men pindsvinene kan også formidle en større historie om klimaforandringer, når man ved, at de går langt senere i hi i de nu milde vintre. Og de mange overkørte lig i vejkanten fortæller en historie om, hvordan vi har indrettet vores landskab og opdelt naturlige skovområder. 

Alle afkroge af landet

Da Sophie Lund Rasmussen begyndte sin forskning, var det eneste materiale om pindsvin fra de seneste 50 år et enkelt speciale og to-tre artikler af en afdød professor. Til sammenligning udkommer der om året flere hundrede publikationer om MRSA i svin på verdensplan. 

Sophie Lund Rasmussen har obduceret dyrene og er ved at undersøge forekomsten af cancer. Hvis de danske pindsvin får cancer uden at have røget 20 cigaretter om dagen eller levet af fastfood, kan det bidrage til at forstå, hvorfor et lignende pattedyr som mennesket udvikler cancer.

Men også for andre vilde dyr er viden om pindsvin vigtig.

»Mit projekt er unikt, fordi sample size er fra alle afkroge af landet: Københavns centrum, hedeområder og landområder. Vi kan sige enormt meget generelt om småpattedyrene i et helt land. Det sker bare aldrig; man undersøger normalt kun 10 eller 50 dyr.«

For pindsvinene selv er der også masser af fordele: 

»Vi kan finde ud af, hvorfor bestanden går drastisk tilbage. Er det noget konkret, vi så kan rette op på, eller en kombination af flere ting? Hvad skal vi gøre for at bevare dem i naturen?«

Anders Rye Skjoldjensen

Når verden åbner igen efter coronakrisen, skal Sophie Lund Rasmussen til Oxford i England og arbejde videre på de danske pindsvin.

Hun skal blandt andet undersøge ophobning af giftstoffer i dyrene. Pindsvin færdes i haver og blandt afgrøder, hvor der bliver sprøjtet mod ukrudt og insekter. Som ådselædere indtager de måske gift brugt mod døde rotter, mus og snegle. Og hvis pindsvinene har forskellige giftstoffer i kroppen, så har vi mennesker, der bruger naturen, det måske også.

»Der er masser af undersøgelser, vi stadig ikke har lavet. Vi tog alle de organer, det kunne tænkes, at vi skulle bruge, ud. Nu er der frysere proppede med pindsvinelevere, pindsvinenyrer, pindsvinelort og hvad ved jeg, parat til at forske videre i.«

Naturens skraldemænd

Længe før Sophie Lund Rasmussen begyndte sit projekt, blev hun ked af det, hver gang hun så et fladmast pindsvineskind i vejkanten. Det var hendes mand, der på et tidspunkt blev træt af at høre hende klynke og spurgte, om hun ikke kunne bruge dem til forskning. For så ville dyrene ikke være døde forgæves. 

Hun har altid syntes, at pindsvin er helt utroligt nuttede. Men måske er det en anden sandhed, der viser sig, når man kommer tættere på. For selvom pindsvin officielt er insektædere, spiser de, hvad de kan komme til.

»Jeg plejer at kalde dem for naturens skraldemænd, for de spiser også ådsler. Er der en fugleunge, der er faldet ud af reden, så går de til angreb på den. De holder sig ikke tilbage.«

Entusiaster fra hele landet sender hende videoer af pindsvin i nævekamp med andre dyr. Hun har fået tilsendt en video, hvor et pindsvin går til angreb på en voksen due og vinder med sine sylespidse tænder over fuglen, der burde kunne flyve væk. 

»De er nogle små dræbermaskiner, hvis de får lov til det. Det der nuttethedsbillede er måske ikke helt rigtigt.«

Mysteriet om de forsvundne pindsvin

Pindsvinet er faktisk ved at forsvinde. Det vides ikke helt, hvor meget bestanden er gået tilbage i Danmark, men i hele Europa er de på retræte, viser flere studier.

Sophie Lund Rasmussen peger på, at det skyldes, at deres naturlige føde bliver fortrængt.

»Det er efterhånden alment kendt, at insekterne forsvinder fra naturen. Pindsvinene æder primært insekter, og forsvinder insekterne, så gør pindsvinene også.«

Det engelske navn hedgehogs har pindsvinet fået fra de levende hegn, såkaldte »hedges«, der var mellem marker i præindustrielt landbrug. Dem er der ikke mange af i det intensiverede landbrug med ensartede afgrøder, og derfor heller ikke mange snegle og insekter til pindsvinene.

Anders Rye Skjoldjensen

Et andet problem er haverne. De er blevet for pæne, og Sophie Lund Rasmussen vil gerne opfordre folk til at anlægge rodehaver med kvasbunker og masser af planter, som dyrene kan skjule sig i. 

Hun drømmer om, at der kan blive taget flere politiske initiativer for pindsvinebeskyttelsen. 

Hun har netop været på Malta, hvor hun så advarselsskilte langs vejen om, at man skulle passe på krydsende pindsvin. Nu vil hun med sit enorme datamateriale kigge på, om der er mønstre i trafikdødsfaldene.

»Bliver de altid kørt over i fyrre- eller treskilometerzoner? Er der gadebelysning? Er det altid, når der er fuldmåne? Hvis man rent faktisk kan udpege nogle risikofaktorer, kan danske kommuner vurdere, om de har den slags steder og kan sætte advarselsskilte op,« siger hun. »Det ville være fantastisk.«

Pindsvinet er et hjertebarn for Sophie Lund Rasmussen, men det er ikke kun bevaringsværdigt af hensyn til økosystemerne. 

– Er det et problem, hvis pindsvinene uddør? 

»Det er det ikke. Eller det er det, hvis man godt kan lide pindsvin. Men vi kan sagtens klare os uden dem. Vi kan klare os uden enhver art, bare det ikke er for mange af de samme typer arter, der uddør.« 

»Pindsvin spiller en rolle i økosystemet ved at spise døde dyr. De er naturens skraldemænd. Og så spiller de en rolle som naturformidlere til mennesker. De er nuttede og karakteristiske med piggene. Du kan komme tæt på dem som et af de eneste vilde dyr,« siger hun.

»Men ville naturen bryde sammen, hvis de ikke var her? Nej, bestemt ikke. Men jeg synes, de er en unik type natur, det er værd at bevare. Pindsvinene formidler natur og bygger bro.«