Nyhed
Læsetid: 5 min.

159 døde, men politiet har ikke overblik over efterforskningen af Scandinavian Star-sagen

Ifølge et svar fra justitsminister Nick Hækkerup har Københavns Politi 18 arkivkasser med dokumenter vedrørende dansk politis efterforskning af Scandinavian Stars ejer-, reder- og forsikringsforhold. Men politiet har ikke noget overblik, fordi der ikke foreligger nogen samlet oversigt over indholdet af de 18 kasser
Manglende bilagsfortegnelse og journallister over ’den oprindelige sag om Scandinavian Star’ rejser endnu en gang spørgsmålet om kvaliteten af den efterforskning, dansk politi har gennemført.

Manglende bilagsfortegnelse og journallister over ’den oprindelige sag om Scandinavian Star’ rejser endnu en gang spørgsmålet om kvaliteten af den efterforskning, dansk politi har gennemført.

Dan Hansson

Indland
3. juli 2020

Et sted hos Københavns Politi findes der 18 arkivkasser med »alle« Scandinavian Star-sagens dokumenter. Men der er hverken bilagsfortegnelse eller journallister over »den oprindelige sag om Scandinavian Star«.

Det har justitsminister Nick Hækkerup (S) netop oplyst i et svar til Søren Søndergaard (EL). Ministeren har indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der via Statsadvokaten i København har indhentet en udtalelse fra Københavns Politi, hvortil Rigsadvokaten så henholder sig. Det rejser endnu en gang spørgsmålet om kvaliteten af den efterforskning, dansk politi har gennemført.

Søren Søndergaard finder det »helt utroligt«, at politiet ikke har journallister eller bilagslister over en sag, der stadig efterforskes, og som kostede 159 mennesker livet.

»En kriminalsag uden journallister er som en computer uden søgefunktion, altså tæt på ubrugelig,« siger han og stiller spørgsmålene:

»Hvordan kan det være, at man 30 år efter mordbranden ikke har en journaloversigt over det, der indgår i en verserende efterforskning? Hvordan afgør politiet så, når der kommer nye oplysninger, om det virkelig er nyt, eller om det er kendt i forvejen?«

Forhenværende kriminalinspektør Jørn Moos, der spillede en vigtig rolle i efterforskningen af Blekingegadebanden, er overrasket over svaret fra Nick Hækkerup:

»Det er ganske afgørende for en efterforskning, at man skriver ned, hvad der har været, så man kan finde rundt i sagen. Man er nødt til at have en fortegnelse,« siger Jørn Moos. Han finder det dog ikke »helt usædvanligt«, at der kan være rod i større efterforskningssager.

»Men så må man jo lave en fortegnelse,« tilføjer han.

Ressourcesvagt politi

Den »oprindelige sag« om Scandinavian Star er den efterforskning, som Frederiksberg Politi tilbage i april 1990 fik pålagt kort efter katastrofen: efterforskning af ejer-, reder- og forsikringsforholdene for norgesbåden, der tre døgn tidligere var blevet hærget af påsatte brande. At det var det relativt ressourcesvage Frederiksberg Politi, der skulle stå for efterforskningen, hang sammen med, at skibsreder Henrik Johansen havde kontor på Frederiksberg.

»Der foreligger alene journallister over det materiale, der blev fremlagt i forbindelse med søforhøret,« tilføjer politiet i svaret. Politiet har ikke fundet anledning til »en egentlig gennemgang« af de 18 arkivkasser, og derfor har politiet ikke engang »fuld sikkerhed« for, at bilagsfortegnelserne omfatter alt materiale fra søforhøret.

Det fik Søren Søndergaard for nylig selv at mærke, da han gennem justitsministeren efterspurgte dokumenter, som Sø- og Handelsretten havde modtaget fra forskellige advokater i perioden 9-11. april, altså kort efter branden, da søforhøret skulle i gang. Det har været fremme – blandt andet fra norsk politi – at det i høj grad var oplysninger fra de impliceredes advokater, der blev brugt til et forsøg på at klarlægge ejer- og rederansvar.

Rigsadvokaten svarede Søren Søndergaard, at det ikke var muligt at identificere »de relevante dokumenter på det foreliggende oplysningsgrundlag«, og at det i givet fald ville kræve »en ressourcetung gennemgang« af de 18 arkivkasser, som sagen fylder. Derfor fik Søren Søndergaard i fortrolighed et par bilagsfortegnelser, han selv kunne bruge til at efterspore de ønskede advokatdokumenter.

Søren Søndergaard har ikke fundet de dokumenter, han efterspurgte:

»Nej, ikke som jeg umiddelbart kan se. Men der er dokumenter, som jeg vil bede om at se.«

Norsk kritik af de ’omfattende undersøgelser’

Søforhøret lige efter katastrofen var én ting. Det blev fulgt op  af en retssag  i Sø- og Handelsretten, som i 1992 førte til en dom over tre personer – kaptajn Hugo Larsen, direktør Ole B. Hansen og reder Henrik Johansen. Straffen blev i 1993 skærpet i Højesteret.

Københavns Politi oplyser til Information, at når der i svaret til Folketinget henvises til den »oprindelige« sag om Scandinavian Star, så menes der netop den sag, der endte med tiltale mod reder Henrik Johansen, direktør Ole B. Hansen og kaptajn Hugo Larsen for brud på lov om skibes sikkerhed. »Der er ikke bilagsfortegnelser til den oprindelige sag, men den oprindelige sag er arkiveret samlet,« tilføjer presseafdelingen i Københavns Politi.

Siden har ikke mindst overlevende, pårørende, støtteforeninger og journalister i både Danmark og Norge indsamlet nye oplysninger og bedt om fornyet efterforskning. De har blandt andet peget på uklare ejer- og rederforhold og muligheden for en for høj forsikringssum. Men det er gentagne gange blevet afvist af danske myndigheder, at der var grundlag for at genoptage efterforskningen. Københavns Politi oplyser også, at de i deres sagsstyringssystem har en sag om begæringer om genoptagelse af efterforskningen, som ikke indgår i de 18 arkivkasser.

Hen over årene har skiftende danske justitsministre over for Folketinget og over for overlevende og støtteforeninger tilkendegivet, at »politiet har gennemført omfattende undersøgelser« af forsikringssummen for Scandinavian Star. Det seneste eksempel er Nick Hækkerups i et svar til Folketinget for bare to uger siden.

»Politiets efterforskning har imidlertid ikke ført til, at spørgsmålet om overforsikring kunne bevises,« tilføjede ministeren.

Svaret fra ministeren indeholdt endnu en udtalelse fra Københavns Politi om, at spørgsmålet om en mulig overforsikring af Scandinavian Star har »været genstand for omfattende undersøgelser i både Danmark og Norge«.

Det er så ikke det norske politis vurdering. I 2014 besluttede den norske rigsadvokat at genåbne straffesagen med fokus på sagens »økonomiske spor«. Forinden havde en specialistgruppe under norsk politi gennemgået alt norsk materiale og desuden nærstuderet flere end 5.000 dokumentsider om den danske efterforskning, som de ifølge egne oplysninger havde modtaget fra den danske Rigsadvokat.

Specialistgruppen skrev om den danske efterforskning, at »både søforklaringen, de oprindelige politiefterforskninger og undersøgelser, som er foretaget i forbindelse med anmodninger om genoptagelse, har det til fælles, at parterne i selve transaktionen, og deres advokater, fremstår som hovedkilderne til oplysning om ejerstruktur, forsikringsforhold og overdragelse af skibet«.

Kun efterforsket i ringe udstrækning

Ifølge den norske specialistgruppe havde dansk politi under politiefterforskningerne og behandlingen af tidligere anmodninger om genoptagelse ganske vist afhørt eller indhentet oplysninger fra bl.a. ansatte eller konsulenter hos parterne og enkelte forretningsforbindelser. Men som specialistgruppen understregede: »Det er imidlertid vores klare indtryk, at parternes forklaringer derudover i ringe grad er søgt bekræftet gennem alternative undersøgelser.«

»Efter vores gennemgang af sagsdokumenterne er det vores indtryk, at spørgsmålet om mulige økonomiske motiver for branden i ringe udstrækning har været genstand for efterforskning,« lød specialgruppens konklusion i 2014.

Dertil kommer, at den genoptagede norske efterforskning ikke vedrørte det operationelle ansvar og rederiansvaret. »Dette er forhold, som vi mener falder klart uden for det mandat, der er givet,« skrev en politiadvokat i Oslo på et såkaldt påtegningsark i februar 2017, efter at at have afvist en klage over, at sagen blev henlagt.

Information har bedt om en kommentar fra Nick Hækkerup og Rigsadvokaten. Både Justitsministeriet og Rigsadvokaten henviser til Københavns Politi, der oplyser, at man ikke har yderligere bemærkninger – heller ikke til Søren Søndergaard kritik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Det Danske politi stinker lige så meget som resten af denne mordbrand, af røg og brændte lig.

Marianne Stockmarr, Torben Arendal, Werner Gass, Torben Lindegaard, Minna Rasmussen, Gert Romme og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Jeg ved selvfølgelig ikke hvorfor. Men hele det efterfølgende hændelsesforløb - altså alt - tyder på, at der i det politiske Danmark var en modvilje mod dette opklaringsarbejde.

Det startede allerede under brandslukningen, hvor brandfolk fra Göteborg, der var kommet ud med helikopter forlangte denne brand undersøgt. dette ville de have opklaret i svensk havn. Medens der fra officielt dansk side blev sagt absolut nej.

Marianne Stockmarr, Lone Hansen, Werner Gass og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Den danske Etat er upålidelig, og dette er et gigantisk problem, som den aldeles pauvre og modvillige politiundersøgelse af mordbranden på Scandinavian Star blot er et symptom på.

Blandt de seneste større skud på stammen af lovbrud og magtfordrejninger, begået af den danske Etat, har vi den store hashsag (2014-2017), hvor dansk politi og den danske anklagemyndighed satte ekstreme ressourcer og en bizar magtfuldkommenhed ind på at knalde en stribe små fisk, mens alle de store gik fri:

"I nogle mails bad anklageren for eksempel politiagenterne om at identificere mistænkte inden et retsmøde.

Men den måde at arbejde på var tilsyneladende ikke unormal. Faktisk var der ifølge den nu sigtede anklager hyppig kontakt mellem anklagere og politiagenter.

- Dette var sket ”tusindvis” af gange i sagen også blandt de øvrige anklagere, har Trine Sorgenfri fortalt i en afhøring med Den Uafhængige Politiklagemyndighed."
https://www.dr.dk/nyheder/indland/dokumenter-afsloerer-normalt-anklagere...

Læs også gerne dette:
"Og søndag modtog Frederik Brun Madsen fra DR Foreningen for Undersøgende Journalistiks (FUJ) Aktualitetspris for dokumentaren ’De perfekte vidner’, der netop handlede om samme ulovlige vidnepåvirkning.

Anklagerens tilståelse kunne ligne en fjer i hatten for Frederik Brun Madsen, men han er langtfra tilfreds med udkommet af den retssag.

”De kom slet ikke ind på systematikken i den måde, vidnerne var blevet påvirkede. Det her er en sag, hvor en enkelt anklager indrømmer, at hun har påvirket vidnerne. Men min dokumentar viser, at der har været en systematisk påvirkning. Man har haft et noteapparat, man har brugt til vidnerne, som har været udarbejdet af anklagerne – der var seks i alt – og politiets ledelse har kendt til det. Det tager man slet ikke stilling til i den her retssag,” siger Frederik Brun Madsen, der selv var i retten fredag for at følge sagen."
https://journalisten.dk/laek-pa-8-000-sider-afslorede-systematisk-vidnep...

'De perfekte vidner', som beskriver vitale dele af politiets og anklagemyndighedens ulovligheder, er i øvrigt - modsat mange andre dokumentarer fra samme periode - fjernet fra dr.dk's hjemmeside. På Youtube findes imidlertid denne kopi:
https://www.youtube.com/watch?v=q5sGZ4z7Hj8

Torben Lindegaard

@Ulrik Dahlin

Det forekommer helt utroligt, at Politiet har kunne lægge de impliceres advokater forklaringer til grund for noget som helst.

Selvfølgelig ved Politiet, at et advokatindlæg er et partsindlæg - og ofte vand ud af ørerne.

Gad vide, om vi nogensinde får forklaringen på Politiets svigt ??

Torben Arendal, Gert Romme, Oluf Husted og Werner Gass anbefalede denne kommentar

Torben Lindegaard, måske handler politiets svigt om at man ikke vil forstyrre den internationale shipping-branche og dets investorers mere eller mindre dubiøse forretningsverden? Husk på at de finansielle spor i Scandinavian Star-sagen trækker mod bl.a. Florida og Bahamas.

dens investorer, naturligvis