»Mine barndomstraumer havde nær kostet mig mødet med min far«

Efter en barndom med racistiske kommentarer tog det Lars Ulrik Jensen 35 år at slutte fred med sin grønlandske baggrund og tage kontakt til sin grønlandske far. Det fortæller han i serien af vidnesbyrd fra personer, der har oplevet racisme i Danmark
Da Lars Ulrik Jensen var på et udvekslingsophold i USA, fortalte han, at der ikke fandtes racisme i Danmark. I dag har han indset, at han fortsat lider under traumer fra en barndom, hvor han er blevet kaldt »Grønne« og »bastard«.

Da Lars Ulrik Jensen var på et udvekslingsophold i USA, fortalte han, at der ikke fandtes racisme i Danmark. I dag har han indset, at han fortsat lider under traumer fra en barndom, hvor han er blevet kaldt »Grønne« og »bastard«.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
28. juli 2020

Min far er grønlandsk, og min mor er dansk. Jeg er født i Nuuk, hvor mine forældre mødtes, og fire måneder efter min fødsel flyttede min mor og jeg til Danmark. Siden da gik der 35 år, før jeg mødte eller talte med min far igen.

Jeg flyttede til Frederikshavn med min mor, hun havde fået et arbejde der, og der var ikke særlig mange andre grønlændere. Som barn var jeg stolt af min grønlandske far, men så opdagede jeg, at der er nogle særlige, negative fortællinger om grønlændere.

»Du er jo en bastard,« sagde min kæreste i ottende klasse henkastet til mig. Det gik lige ind og berørte de inderste smertecentre fra mine første skoleår, hvor jeg ofte kom hjem og var ked af det, fordi nogle af mine klassekammerater drillede mig med, at jeg var grønlænder. »Grønne« blev jeg kaldt.

Jeg pakkede de fleste oplevelser dybt ned i min hukommelse, og det er nok en opgave for en hypnotisør at fiske dem frem. Det er min mor, der har husket for mig. Jeg opfattede det ikke dengang som racisme, og da jeg senere var på et udvekslingsophold i USA, hævdede jeg hårdnakket, at der ikke fandtes racisme i Danmark. Men jeg lider stadig under mine barndomstraumer, og det havde nær kostet mig mødet med min far.

Lars Ulrik Jensen

  • 57 år gammel, født i Nuuk af en dansk mor og en grønlandsk far
  • Kom til Danmark som fire måneder gammel
  • Arbejder som præst og bor på Sjælland

Min krop har en helt automatisk reaktion, når folk spørger til mit ophav. Når folk lægger hovedet på skrå på en særlig måde, så kan jeg se, at nu kommer spørgsmålet »er du egentlig grønlænder?«, og så får jeg et sug i maven. Før jeg mødte min far, svarede jeg altid, at jeg bare var født i Grønland, men kun havde boet der i fire måneder, med tryk på måneder, og at jeg altså bare var halvt grønlænder. Jeg smilte også altid på en måde, som jeg syntes, fik mig til at se mindre grønlandsk ud.

Jeg oplever ikke en holdning om, at jeg skal blive væk eller tage hjem, det har jeg aldrig hørt nogen sige, men jeg bliver ofte spurgt, om der er mange, der drikker i min familie, eller om jeg er stolt af at tilhøre et naturfolk. Det er virkelig ubehageligt faktisk, og ofte kommer kommentarerne fra folk, jeg holder af og er tæt på.

Det var først, da jeg var 35 år, at jeg kunne mærke, at jeg ikke længere kunne udskyde at møde min far. Min datter havde tegnet en tegning, som hun insisterede på, at jeg skulle sende til ham, og et par, der kom i min kirke, donerede en sum penge til mig ud af det blå, så jeg kunne betale for min fars flybillet til København.

Jeg var syg af angst i 14 dage, inden jeg sendte et brev til Grønland. Kort efter talte jeg i telefon med min far og hørte hans stemme for første gang. Da vi så hinanden i lufthavnen, faldt alt på plads i mig. Jeg blev et helt menneske lige der i terminalen, da jeg krammede ham første gang.

Det viste sig, at han havde fejret min fødselsdag med kaffemik hvert år i 35 år, mens jeg havde forsøgt at fortrænge den del af min historie. Nu siger jeg altid, at jeg er helt dansker og helt grønlænder.

Hvordan ser racisme ud i Danmark?

Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Young-suk No

Hvor ond vi er overfor hinanden at få et menneske til at skamme sig over sit herkomst. Vi lever i et demokratisk samfund og vi bilder os ind alle er behandlet lige, men i virkeligheden har vi mennesker meget indskrænket holdning til hinanden og i det er vi ikke ligeværdige.
De der kæmpede for at vi alle kunne leve som ligeværdige mennesker uanset ens herkomst, ville have været nedtrykt over at vi stadig ikke er kommet videre, at vi stadig nedgøre andre menneskers værdighed.
Når vi gør andre mennesker uværdig som menneske, gør vi os selv uværdig som menneske.

Steffen Gliese, Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Holger Nielsen, Viggo Okholm, Gitte Loeyche, erik pedersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Maia Aarskov

Som gammelt Bernadotte-barn er det rystende og dybt deprimerede at læse denne artikelserie.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar

en tanke - i en ikke så fjern fortid drog kristne missionærer ud for at omvende hedninge = alle, der tænker anderledes, har andre guder, ånder osv. Det gjaldt også for Grønland med Hans Hedtoft i 1721.
Hvor meget af den tankegang ligger ubevidst i vores opførsel og handlemåder??
Jeg har ikke svaret.
I øvrigt farer der vel stadig missionærer rundt i verden med mere eller mindre skjulte dagsordener. Måske er det ikke religion de præker, men penge, der gør afhængigheden.

Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

fortsat
uanset så gør det ondt at læse om de modbydeligheder, vi udsætter hinanden for, ikke mindst, når man ser anderledes ud.

Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Bent Christensen

Jeg er klar over at det ikke altid er nemt at være fremmed i et andet land, og at man som grønlænder kan blive udsat for racisme (som alle andre også kan).
https://www.dr.dk/nyheder/indland/groenlaendere-stenet-ud-af-gellerup
i ovennævnte episode mener jeg egentlig også at afa og andre deltog

Eva Schwanenflügel

"Det viste sig, at han havde fejret min fødselsdag med kaffemik hvert år i 35 år, mens jeg havde forsøgt at fortrænge den del af min historie. Nu siger jeg altid, at jeg er helt dansker og helt grønlænder".

En meget rørende beretning.
Og grusom i al sin almindelighed..

For hvorfor skal vi gang på gang høre, at børn viderefører deres forældres fordomme og behandler hinanden dårligt, bare fordi nogen ikke passer ind i en eller anden formstøbt kasse?

Hvorfor diskriminerer folk andre, uden iøvrigt at kende dem eller interessere sig for dem?

I særdeleshed; hvorfor tror mange danskere, at de er bedre mennesker end grønlændere?
Danskerne drikker mere end grønlænderne, vi er verdensberømte for druk i Europa !!
Alligevel hedder det sig, at alle grønlændere er alkoholikere.

Og ordet "bastard".. Hold nu op, hvor er det indskrænket; som om vi danskere ikke var promiskuøse, eller fik børn udenfor ægteskabet..?
Der er helt klart andre standarder for grønlændere end for danskere.

Vi må holde op med denne selvfedme !!

Hver tiende voksne mobbes på arbejdspladsen.
Hver tiende voksne oplever racisme på arbejdspladsen.

På med vanten, og ryd op i eget rod, danskere.

Tak for din historie, Jens :-)

erik pedersen, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Jan Fritsbøger og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Undskyld.. Jeg er en klovn til navne..

Tak for din historie, Lars Ulrik :-)

erik pedersen, Steffen Gliese og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

ja Eva navneblindhed er belastende, og det bliver bestemt ikke bedre hvis man samtidig er ansigtsblind som mig. ;o)

Eva Schwanenflügel

Jan Weber, argh, dét må være svært..
Det er pinligt nok at forbytte folks navne, eller ikke at kunne huske dem, men ansigtsblindhed må være decideret anstrengende i hverdagen..

(Jeg vidste slet ikke at navneblindhed var en ting, dér kan man bare se)