Min far er grønlandsk, og min mor er dansk. Jeg er født i Nuuk, hvor mine forældre mødtes, og fire måneder efter min fødsel flyttede min mor og jeg til Danmark. Siden da gik der 35 år, før jeg mødte eller talte med min far igen.
Jeg flyttede til Frederikshavn med min mor, hun havde fået et arbejde der, og der var ikke særlig mange andre grønlændere. Som barn var jeg stolt af min grønlandske far, men så opdagede jeg, at der er nogle særlige, negative fortællinger om grønlændere.
»Du er jo en bastard,« sagde min kæreste i ottende klasse henkastet til mig. Det gik lige ind og berørte de inderste smertecentre fra mine første skoleår, hvor jeg ofte kom hjem og var ked af det, fordi nogle af mine klassekammerater drillede mig med, at jeg var grønlænder. »Grønne« blev jeg kaldt.
Jeg pakkede de fleste oplevelser dybt ned i min hukommelse, og det er nok en opgave for en hypnotisør at fiske dem frem. Det er min mor, der har husket for mig. Jeg opfattede det ikke dengang som racisme, og da jeg senere var på et udvekslingsophold i USA, hævdede jeg hårdnakket, at der ikke fandtes racisme i Danmark. Men jeg lider stadig under mine barndomstraumer, og det havde nær kostet mig mødet med min far.
Lars Ulrik Jensen
- 57 år gammel, født i Nuuk af en dansk mor og en grønlandsk far
- Kom til Danmark som fire måneder gammel
- Arbejder som præst og bor på Sjælland
Min krop har en helt automatisk reaktion, når folk spørger til mit ophav. Når folk lægger hovedet på skrå på en særlig måde, så kan jeg se, at nu kommer spørgsmålet »er du egentlig grønlænder?«, og så får jeg et sug i maven. Før jeg mødte min far, svarede jeg altid, at jeg bare var født i Grønland, men kun havde boet der i fire måneder, med tryk på måneder, og at jeg altså bare var halvt grønlænder. Jeg smilte også altid på en måde, som jeg syntes, fik mig til at se mindre grønlandsk ud.
Jeg oplever ikke en holdning om, at jeg skal blive væk eller tage hjem, det har jeg aldrig hørt nogen sige, men jeg bliver ofte spurgt, om der er mange, der drikker i min familie, eller om jeg er stolt af at tilhøre et naturfolk. Det er virkelig ubehageligt faktisk, og ofte kommer kommentarerne fra folk, jeg holder af og er tæt på.
Det var først, da jeg var 35 år, at jeg kunne mærke, at jeg ikke længere kunne udskyde at møde min far. Min datter havde tegnet en tegning, som hun insisterede på, at jeg skulle sende til ham, og et par, der kom i min kirke, donerede en sum penge til mig ud af det blå, så jeg kunne betale for min fars flybillet til København.
Jeg var syg af angst i 14 dage, inden jeg sendte et brev til Grønland. Kort efter talte jeg i telefon med min far og hørte hans stemme for første gang. Da vi så hinanden i lufthavnen, faldt alt på plads i mig. Jeg blev et helt menneske lige der i terminalen, da jeg krammede ham første gang.
Det viste sig, at han havde fejret min fødselsdag med kaffemik hvert år i 35 år, mens jeg havde forsøgt at fortrænge den del af min historie. Nu siger jeg altid, at jeg er helt dansker og helt grønlænder.
Hvordan ser racisme ud i Danmark?
Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.
Seneste artikler
30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark
13. august 2020Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærdI 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig
10. august 2020Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serienDet var ikke mine kompetencer, der blev afvist. Det var mit navn og min baggrund
8. august 2020I 2013 sendte Mozhgan Gerayeli to identiske ansøgninger til den samme virksomhed – med den eneste forskel, at den ene var underskrevet med Karin og den anden med hendes rigtige navn
Hvor ond vi er overfor hinanden at få et menneske til at skamme sig over sit herkomst. Vi lever i et demokratisk samfund og vi bilder os ind alle er behandlet lige, men i virkeligheden har vi mennesker meget indskrænket holdning til hinanden og i det er vi ikke ligeværdige.
De der kæmpede for at vi alle kunne leve som ligeværdige mennesker uanset ens herkomst, ville have været nedtrykt over at vi stadig ikke er kommet videre, at vi stadig nedgøre andre menneskers værdighed.
Når vi gør andre mennesker uværdig som menneske, gør vi os selv uværdig som menneske.
Som gammelt Bernadotte-barn er det rystende og dybt deprimerede at læse denne artikelserie.
en tanke - i en ikke så fjern fortid drog kristne missionærer ud for at omvende hedninge = alle, der tænker anderledes, har andre guder, ånder osv. Det gjaldt også for Grønland med Hans Hedtoft i 1721.
Hvor meget af den tankegang ligger ubevidst i vores opførsel og handlemåder??
Jeg har ikke svaret.
I øvrigt farer der vel stadig missionærer rundt i verden med mere eller mindre skjulte dagsordener. Måske er det ikke religion de præker, men penge, der gør afhængigheden.
fortsat
uanset så gør det ondt at læse om de modbydeligheder, vi udsætter hinanden for, ikke mindst, når man ser anderledes ud.
Jeg er klar over at det ikke altid er nemt at være fremmed i et andet land, og at man som grønlænder kan blive udsat for racisme (som alle andre også kan).
https://www.dr.dk/nyheder/indland/groenlaendere-stenet-ud-af-gellerup
i ovennævnte episode mener jeg egentlig også at afa og andre deltog
"Det viste sig, at han havde fejret min fødselsdag med kaffemik hvert år i 35 år, mens jeg havde forsøgt at fortrænge den del af min historie. Nu siger jeg altid, at jeg er helt dansker og helt grønlænder".
En meget rørende beretning.
Og grusom i al sin almindelighed..
For hvorfor skal vi gang på gang høre, at børn viderefører deres forældres fordomme og behandler hinanden dårligt, bare fordi nogen ikke passer ind i en eller anden formstøbt kasse?
Hvorfor diskriminerer folk andre, uden iøvrigt at kende dem eller interessere sig for dem?
I særdeleshed; hvorfor tror mange danskere, at de er bedre mennesker end grønlændere?
Danskerne drikker mere end grønlænderne, vi er verdensberømte for druk i Europa !!
Alligevel hedder det sig, at alle grønlændere er alkoholikere.
Og ordet "bastard".. Hold nu op, hvor er det indskrænket; som om vi danskere ikke var promiskuøse, eller fik børn udenfor ægteskabet..?
Der er helt klart andre standarder for grønlændere end for danskere.
Vi må holde op med denne selvfedme !!
Hver tiende voksne mobbes på arbejdspladsen.
Hver tiende voksne oplever racisme på arbejdspladsen.
På med vanten, og ryd op i eget rod, danskere.
Tak for din historie, Jens :-)
Undskyld.. Jeg er en klovn til navne..
Tak for din historie, Lars Ulrik :-)
ja Eva navneblindhed er belastende, og det bliver bestemt ikke bedre hvis man samtidig er ansigtsblind som mig. ;o)
Jan Weber, argh, dét må være svært..
Det er pinligt nok at forbytte folks navne, eller ikke at kunne huske dem, men ansigtsblindhed må være decideret anstrengende i hverdagen..
(Jeg vidste slet ikke at navneblindhed var en ting, dér kan man bare se)