»Mine barndomstraumer havde nær kostet mig mødet med min far«

Min far er grønlandsk, og min mor er dansk. Jeg er født i Nuuk, hvor mine forældre mødtes, og fire måneder efter min fødsel flyttede min mor og jeg til Danmark. Siden da gik der 35 år, før jeg mødte eller talte med min far igen.

Jeg flyttede til Frederikshavn med min mor, hun havde fået et arbejde der, og der var ikke særlig mange andre grønlændere. Som barn var jeg stolt af min grønlandske far, men så opdagede jeg, at der er nogle særlige, negative fortællinger om grønlændere.

»Du er jo en bastard,« sagde min kæreste i ottende klasse henkastet til mig. Det gik lige ind og berørte de inderste smertecentre fra mine første skoleår, hvor jeg ofte kom hjem og var ked af det, fordi nogle af mine klassekammerater drillede mig med, at jeg var grønlænder. »Grønne« blev jeg kaldt.

Jeg pakkede de fleste oplevelser dybt ned i min hukommelse, og det er nok en opgave for en hypnotisør at fiske dem frem. Det er min mor, der har husket for mig. Jeg opfattede det ikke dengang som racisme, og da jeg senere var på et udvekslingsophold i USA, hævdede jeg hårdnakket, at der ikke fandtes racisme i Danmark. Men jeg lider stadig under mine barndomstraumer, og det havde nær kostet mig mødet med min far.

Min krop har en helt automatisk reaktion, når folk spørger til mit ophav. Når folk lægger hovedet på skrå på en særlig måde, så kan jeg se, at nu kommer spørgsmålet »er du egentlig grønlænder?«, og så får jeg et sug i maven. Før jeg mødte min far, svarede jeg altid, at jeg bare var født i Grønland, men kun havde boet der i fire måneder, med tryk på måneder, og at jeg altså bare var halvt grønlænder. Jeg smilte også altid på en måde, som jeg syntes, fik mig til at se mindre grønlandsk ud.

Jeg oplever ikke en holdning om, at jeg skal blive væk eller tage hjem, det har jeg aldrig hørt nogen sige, men jeg bliver ofte spurgt, om der er mange, der drikker i min familie, eller om jeg er stolt af at tilhøre et naturfolk. Det er virkelig ubehageligt faktisk, og ofte kommer kommentarerne fra folk, jeg holder af og er tæt på.

Det var først, da jeg var 35 år, at jeg kunne mærke, at jeg ikke længere kunne udskyde at møde min far. Min datter havde tegnet en tegning, som hun insisterede på, at jeg skulle sende til ham, og et par, der kom i min kirke, donerede en sum penge til mig ud af det blå, så jeg kunne betale for min fars flybillet til København.

Jeg var syg af angst i 14 dage, inden jeg sendte et brev til Grønland. Kort efter talte jeg i telefon med min far og hørte hans stemme for første gang. Da vi så hinanden i lufthavnen, faldt alt på plads i mig. Jeg blev et helt menneske lige der i terminalen, da jeg krammede ham første gang.

Det viste sig, at han havde fejret min fødselsdag med kaffemik hvert år i 35 år, mens jeg havde forsøgt at fortrænge den del af min historie. Nu siger jeg altid, at jeg er helt dansker og helt grønlænder.