Interview
Læsetid: 10 min.

Christine Antorini: Afstanden mellem borger og politiker er kort

Når tidligere folketingspolitiker Christine Antorini betragter det danske folkestyre, bliver hun opmuntret. Det har det godt, siger hun, og vi må ikke tale det ned. Men vi skal sørge for, at ulighed i samfundet aldrig bliver til ulighed i adgang til demokratiet
Det danske demokrati fungerer godt, fordi der blandt politikerne både er drømmere og dem, der kan omsætte til handling, mener Christine Antorini.

Det danske demokrati fungerer godt, fordi der blandt politikerne både er drømmere og dem, der kan omsætte til handling, mener Christine Antorini.

Indland
29. juli 2020

Bag en stor glasvæg er regnen begyndt at sile ned, og bladene på træerne vifter uroligt i vinden. Det er en kold og våd gråvejrsdag, men på denne her side af glasvæggen er det varmt, der er kaffe på maskinen og ergonomiske kontorstole.

Vi befinder os hos Novo Nordisk Fonden i Hellerup, hvor initiativet LIFE holder til. Et landsdækkende undervisningstilbud, der har til formål at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab. Her har Christine Antorini været direktør, siden hun forlod Christiansborg for knap to år siden.

I en alder af 55 har hun både været folketingspolitiker i 15 år, minister i fire år, journalist, engageret i fagbevægelsen og nu direktør hos en erhvervsdrivende fond. Og spørger man hende, har vores folkestyre det fremragende.

»Afstanden mellem borger og politiker er kort,« siger hun.

Vælgerne tager deres kryds alvorligt, og politikerne tager deres mandat alvorligt. Folk engagerer sig i alverdens frivillige projekter, lokaldemokratiet lever i bedste velgående, og interesseorganisationerne er i konstant dialog med det politiske niveau.

Christine Antorini er kort sagt meget optimistisk på det danske demokratis vegne.

»Men det må ikke blive en sovepude,« siger hun. Selv om alle de formelle kanaler for demokratisk deltagelse er på plads, skal vi være opmærksomme på, hvem der faktisk bruger dem. Bare fordi alle danskere på papiret har adgang til politikerne, betyder det ikke, at alle føler, de har det.

Mange veje til indflydelse

For to år siden var Christine Antorini så småt ved at forberede sin valgkampagne. Hun var klar til endnu en periode i Folketinget og ventede bare på, at Lars Løkke udskrev valget.

»Men så blev jeg, meget diskret, kontaktet af en headhunter, der skulle rekruttere en direktør til LIFE,« fortæller hun.

Og efter lang betænkningstid sagde hun ja. Ikke fordi hun var træt af politik, men fordi hun aldrig havde forestillet sig, at hun skulle pensioneres fra Christiansborg.

»Man kan påvirke samfundet på mange forskellige måder, og jeg synes, det giver utrolig meget energi at gøre det i forskellige nye sfærer.«

Det er en af de gode ting ved det danske folkestyre: Vejene til politisk indflydelse er utallige, og den demokratiske samtale trives på mange forskellige niveauer, mener Christine Antorini.

»I virkeligheden har alle væsentlige aktører en løbende dialog med det politiske system.«

Og samtidig foregår der demokratiske samtaler overalt i lokalsamfundene, fordi vi har en stærk tradition for forældrebestyrelser, elevråd og frivillige foreninger.

»Hele det liv er enormt rigt og fantastisk til at supplere det politiske, og det lader os forme vores egen hverdag,« siger hun.

– Mange taler om en manglende tillid til det politiske system, har du slet ikke oplevet det i din tid som politiker?

»Jeg tror sådan set, de fleste borgere synes, at demokratiet fungerer meget godt,« siger Christine Antorini.

»I de undersøgelser, jeg har set, har danskerne grundlæggende tillid til samfundet, tillid til det politiske niveau, vi har stort set ingen korruption, og der er ikke langt fra høj til lav.«

Til gengæld er det et problem, at nogle, alt for høje, stemmer i den offentlige debat taler folkestyret ned, mener hun.

Direkte demokrati, nej tak

Der findes et lag af politiske kommentatorer og debattører, som på andres vegne påstår, at adgangen til de danske politikere er dårlig; at man kun bliver hørt, hvis man befinder sig øverst i magthierarkierne.

Sådan lyder Christine Antorinis svar, da jeg spørger, hvorfor vi taler så meget om manglende tillid, hvis det faktisk ikke eksisterer i nævneværdig grad.

»Der er nogle skarpe stemmer, der mener, at man slet ikke kan nå det politiske lag, og at vi skal have mere direkte demokrati. De har deres helt egen fortælling om, at borgerne ikke kommer til orde,« siger hun.

»Men det handler nok mere om, at deres egne synspunkter ikke har flertal. Og så kan man jo dække sig ind under, at flere borgere ville være enig med en, hvis bare de kom til orde.«

Hun vil ikke nævne nogen navne, men hun mener, at det er en del af en generel tendens, hvor det danske demokrati bliver talt ned.

Det blev også tydeligt, da man indførte borgerforslag på forsøgsbasis for to år siden. Det giver folk mulighed for at stille beslutningsforslag i Folketinget, hvis de kan indsamle 50.000 onlineunderskrifter og har indtil videre tvunget politikerne til at tage stilling til blandt andet omskæring, klimalov og uddannelsesloft.

Christine Antorini var fra starten meget kritisk over for ideen og debatterede det blandt andet med Carolina Maier (AL) i Deadline.

Den hviler nemlig på en række falske præmisser, mener hun. For det første at afstanden mellem politiker og borger er stor. Tværtimod er vi et af de lande i verden, hvor det er lettest at komme i kontakt med politikerne, siger Christine Antorini.

»Det giver et billede af, at vi er helt umulige at nå som politikere, når vi er nødt til at have borgerforslag. Men man kan jo bare sende en e-mail, så når man en politiker,« siger hun.

»Det er det samme som at sige, at politikerne er fuldstændig tonedøve og aldrig lytter til, hvad borgerne siger. Det synes jeg, er et forkert billede.«

Det er også en falsk præmis, at borgerne via borgerforslag gør politikerne opmærksomme på nogle emner, de ellers ikke havde taget stilling til. Mange af de emner, der tages op, har nemlig allerede været debatteret, siger hun.

»De afspejler nogle debatter, som altid mindst et parti allerede har bragt op, fordi de jo er i kontakt med borgerne og lytter til, hvad de siger.«

Ingen sovepude

Selv om folkestyret, ifølge Christine Antorini, generelt har det godt, og de grundlæggende kanaler for demokratisk deltagelse er på plads, må vi ikke bruge det som en sovepude, siger hun.

Der er nemlig en gruppe af danskere, der ganske vist på papiret har samme muligheder for demokratisk deltagelse som alle andre, men som i praksis ikke kan bruge det til noget.

»Enten har de ikke ressourcerne, eller også føler de sig så marginaliserede i samfundet, at de bare ikke har samme nemme adgang til magten, som de ressourcestærke,« siger hun.

I sin tid som undervisningsminister blev Christine Antorini særligt opmærksom på, hvordan det viser sig hos børn. Hvis deres forældre er marginaliserede og uden fodfæste på arbejdsmarkedet, har de ofte svært ved at tage del i det demokratiske fællesskab i folkeskolen.

»Børnene kommer måske i skole, men forældrene har simpelthen svært ved at forklare dem, hvorfor det er vigtigt,« siger hun.

Tror du, at mistillid til det danske demokrati primært opstår som følge af social ulighed?

»Det er i hvert fald absolut med til at fremme mistillid, hvis man føler sig uden for fællesskabet. Så trives holdningen til, at det er systemets skyld, hvilket bliver en kritik af det politiske system. Man tror måske ikke på beslutningstagerne længere, fordi de ikke har hjulpet en, og man føler ikke selv, at man kan påvirke sine omgivelser,« siger hun.

»Og det må ingen føle. Det kan godt være, man ikke har så meget at sige på den store, nationale klinge, men så skal man føle, at man har det i sit lokalområde. Ellers bliver det et demokratisk problem.«

Demokratisk dannelse

Det er holdt op med at regne udenfor. Nu kan man ikke undgå at se den forvoksede, røde lastbil, der står ude på parkeringspladsen, med to ekstra rum bygget ud fra siderne.

Den lastbil er hele omdrejningspunktet for LIFE, fortæller Christine Antorini. Det er med den, de kører rundt til landets grundskoler og laver undervisningsforløb i naturvidenskab.

Spørger man hende, er ’folkeskole’ svaret på rigtigt mange spørgsmål. Også på, hvordan man får de marginaliserede børn til at deltage i folkestyret, hvis de ikke har det med hjemmefra.

»Det er der, man kan bygge nogle værdier op hos børnene, som er grundlæggende i vores samfund,« siger hun.

Der hvor man kan øve sig på demokratiet, fordi man indgår i et fællesskab med andre børn, der kommer fra andre baggrunde end en selv.

»Det er efterhånden en af de eneste, fællesskabsbårne muligheder for at møde mangfoldigheden. Man lærer at arbejde sammen på kryds og tværs, det tager vi med os resten af livet, og det giver os lyst til at engagere os som medborgere,« siger hun.

Derfor har både landspolitikere og lokalpolitikere, ifølge hende, en opgave i at skabe den tillid og trivsel, det kræver, før alle børn kan indgå på lige fod i folkeskolens fællesskaber.

»Så længe der er forældre, der ikke har ressourcer til at give dem det, så er skolen, SFO’erne og fritidstilbuddene enormt vigtige. De giver alle børn en mulighed for at tage del i den demokratiske dannelse i folkeskolen.«

Danmark er ikke USA

Påstanden om manglende tillid til de politiske systemer i nogle dele af befolkningen hænger ofte sammen med påstanden om en stigende, udemokratisk populisme.

Christine Antorini anerkender, at den populisme findes ude i verden, da jeg spørger, om det trods alt ikke er noget, der bekymrer hende lidt. Men det er misvisende at drage direkte paralleller til Danmark, siger hun.

Som folketingsmedlem blev hun engang sendt til USA som delegeret ved FN’s Generalforsamling og besøgte her et forskningscenter, der holdt oplæg om amerikanernes værdier.

Det vigtigste, hun tog med sig, var, at den fællesmængde af værdier, der er mellem amerikanske demokrater og republikanere, er blevet mindre år for år.

»Og det handler blandt andet om, at det et et topartisystem, hvor fløjene er begyndt at blokere for hinandens løsninger. Det skaber en fuldstændig fastlåst politisk situation,« siger Christine Antorini, der efter turen skrev et debatindlæg i Politiken om tendensen.

Der er mange forskelle på Danmark og USA. Blandt andet at vi har troværdige public service-medier, indskyder hun. Men en vigtig forskel er også, at vi har et flerpartisystem.

»Derfor har vi stort set altid mindretalsregeringer, som kun kan få flertal ved at forhandle med andre partier, og det er en kæmpe styrke, fordi man skal gøre sig umage med at finde flertal og gå på kompromis.«

For hvis en aftale ikke er bredt funderet, »så bliver ens politik bare hældt af brættet, så snart der kommer valg«, siger hun. Partierne er tvunget til at have en demokratisk samtale – og de brede aftaler betyder samtidig, at de fleste danskere, ifølge Antorini, kan se sig selv i den politik, der bliver ført.

Derfor var hun også positivt stemt, da Socialdemokratiet før valget, mens hun stadig var medlem, begyndte at tale om en socialdemokratisk mindretalsregering.

»Det er et enormt modigt valg og en utrolig svær model, fordi man ingen allierede har og skal finde sit flertal fra gang til gang. Det virker kun, hvis blokpolitikken er aflyst – og det var befriende.«

Der findes to slags partier

Christine Antorini er ikke revolutionær. Selv om hun til tider synes, det kan være fristende at hæve den høje fane, kommer der sjældent noget godt ud af det, siger hun.

»Hvis man vil noget helt andet med Danmark end alle andre, så får man i bedste fald skrabet et lille flertal sammen, og det er ikke godt for samfundet.«

I 1990’erne var hun medlem af SF, hvor hun begyndte sin politiske karriere. I dag kalder hun dem, kærligt ment, for »højskolepartiet« og taler om det som sin idealistiske ungdom.

»Noget af det, jeg elskede ved SF, var, at man turde drømme, at der var højt til loftet, og at de store debatter fyldte meget,« siger hun.

Men drømme alene kan ikke drive samfundet frem: Der er brug for pragmatisme, stabilitet og god administration, fortæller Christine Antorini, at hun siden da har lært.

I dag opdeler hun de danske partier i to kategorier: »De realpolitiske«, der har en pragmatisk tilgang, og »de idealistiske«, der er drømmere. De sidste finder vi ude på fløjene.

»Vi har Liberal Alliance på den ene side og Alternativet på den anden, som har været meget ideologiske og sat debatter igang. Men de kan komme til at låse de bæredygtige kompromiser, som ellers er den måde, vi forandrer Danmark,« siger hun. Vistnok uden at opdage, at hun konsekvent siger ’vi politikere’.

»Det duer ikke, at Alternativet er så ideologiske og vil helt op på den høje, grønne klinge og omlægge hele vores livsstil. For hvis ikke vi gør det, så er det ikke godt nok for dem, og så siger de nej til pragmatisk forandring.«

– Du får det lidt til at lyde, som om der er en modsætning mellem at være et magtparti og idealist?

»Det smukkeste er jo, når de kan gå hånd i hånd. Ulempen ved at være et realpolitisk parti, som V og S, er, at vi er så gode til brede aftaler, at vi nogle gange tager virkelig små skridt, og det bliver et mål i sig selv at administrere samfundet godt,« siger hun.

»Det kan godt være, idealisternes ideer ikke kan lade sig gøre nu, men måske kan de om ti år. Så det er bedst, når de kobler sig op på de realpolitiske. Det er en fantastisk konstellation,« siger hun.

»Vi har brug for drømmerne, og vi har brug for dem, der kan omsætte det til handling.«

Og det danske demokrati har heldigvis begge dele. Det er derfor, det fungerer så godt.

Serie

Sandheden om folkestyret

Danmark er et af verdens ældste demokratier. Men i disse år kan man til tider blive i tvivl, om vi overhovedet bevæger os i den rigtige retning. Mange taler om en demokratisk krise, populistiske strømninger og dalende tillid til magthavere og systemet. I denne serie spørger vi tidligere folketingspolitikere om, hvad de største trusler mod folkestyret er. Og om hvordan det hele ser ud udefra, når man for kort tid siden befandt sig i magtens centrum

Seneste artikler

  • Pelle Dragsted: Den største trussel mod folkestyret er, at politik er blevet afpolitiseret

    27. juli 2020
    Gennem årtier har vi bildt os selv ind, at der kun findes én måde at indrette samfundet på, og på den måde har vi afpolitiseret hele den politiske debat. Det er »et kæmpe demokratisk problem«, siger tidligere folketingsmedlem fra Enhedslisten, Pelle Dragsted
  • Brian Mikkelsen: Christiansborg gør dig kold

    23. juli 2020
    Politikerne lukker sig om sig selv i stedet for at samarbejde, fordi det hårde liv i politik gør én kold. Og det har skabt en mistillid i befolkningen, der kan resultere i udemokratiske protester allerede til efteråret, frygter tidligere folketingspolitiker Brian Mikkelsen
  • Holger K. Nielsen: Vi mangler dannelse i europæisk demokrati

    15. juli 2020
    Mange beslutninger er med tiden flyttet til EU og andre internationale institutioner. Men politikerne og medierne opfører sig, som om de ikke var, og det er et demokratisk problem, mener tidligere folketingspolitiker Holger K. Nielsen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Øv, jeg troede, hun havde pli nok til at holde sin kæft efter at have ødelagt folkeskolen. Nu kommer der så endnu en fejlanbragt og potentielt ødelæggende 'analyse' af, hvad en socialdemokratisk version af demokratiet bør være: borger-lighed med stadigt mindre forskel imellem folk i samfundet.

Per Torbensen, Anders Reinholdt, Kai Birk Nielsen, Susanne Kaspersen, Jes Balle Hansen , Lisbeth Larsen, Bianca Johannson, Peter Knap, jørgen djørup, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Hvis vi skal restaurere det repræsentative demokrati, således at vælgerne igen bestemmer landets retning, er vi nødt til at fjerne dem som oprindeligt ødelagde borgerdemokratiet. Ser man nøje efter, er magten i hænderne på nogle få hundrede rige, som i et tæt netværk tager de fleste beslutninger. Beslutningerne tages ikke af borgerne, det er en myte som magthaverne elsker at bilde os ind. De anti-sociale neoliberale som hærgede i årtier, sidder stadigt tungt på jobcentrene, socialvæsenet og hospitalerne, de smadrede bevidst Skat, lukkede henved 600 lokalskoler, og de fleste lokalhospitaler. Der er simpelt hen ikke plads her i kommentarfeltet til at opremse alle deres forbrydelser imod demokratiet og diverse samfundsgrupper, som de neoliberale er ansvarlige for.

Magten er systematisk fjernet fra borgerne og demokratiet, og i særdeleshed fra de fattigste. Magten er centreret i toppen af samfundet. Magten er centreret omkring bankerne og erhvervslivet, fordi penge er lig med magt. Kun få politikere er i virkeligheden med i pengeeliten. Desuden har departementschefer og topbureaukrater magt til at overtrumfe regeringerne i mange sager, det ser vi gang på gang.

Netværket lukker sig om sig selv, og store dele af samfundet er ikke repræsenteret. Lønmodtagernes stemmer udgør kun en mindre del af magten. Vælgerne har ringe eller ingen indflydelse på den førte politik. Politikerne reagerer i stedet for på kravene fra velhavende virksomhedsledere, bankernes lobbyister, landbrugets organisation som har landets største lobbyvirksomhed, og dem som giver flest penge til de politiske partier.

Så hvordan ændrer vi på alt dette? Vi lærer af historien og ser på hvordan de neoliberale kom ind i magtcentrene og institutionerne i første omgang. Vi finder dem og ryger dem ud igen. Vejen frem er derfor at forøge demokratiet i alle befolkningsgruppers favør, ikke kun for de rige. Dette er særligt essentielt for at fjerne fattigdommen her i landet. Demokrati = Borgerne styrer

Erhvervslivet består kun af få procenter af befolkningen. Skal de have mere indflydelse over Folketinget og institutionerne, end f.eks. arbejderklassen som udgør 40 % af befolkningen? Selvfølgeligt ikke det er absurd. Det tog årtier for de neoliberale at tage magten over det repræsentative system, og det tager sikkert lige så langt tid at fjerne erhvervs- og finansmagten igen.

Demokratiet skal tilbage i borgernes hænder. Befolkningen fortjener et bedre demokrati, end den centraliserede rå magt som vi i disse årtier oplever. Demokrati forudsætter en rimelig fordeling af magten mellem de forskellige samfundsgrupper. Fjerner man en gruppes mulighed for indflydelse på egne forhold, indskrænkes landets demokrati formelt set. Hver især har vi ikke pengene, men vi er flertallet, vi er de 94 % som ikke ejer en virksomhed.

Følgende er fra den forrige regerings tid: Erhvervslivet har ædt sig ind i kernen af regeringsmagten. I disse dage ser vi hvordan erhvervslivet rager magten til sig, idet de sidder i råd og udvalg på Christiansborg, og udvider deres egen magt; erhvervslivet sidder med i 39 ud de i alt 47 arbejdsgrupper. "I 24 af arbejdsgrupperne sidder erhvervslivet endda helt alene, eller kun sammen med embedsfolk fra ministerierne og eksperter. I alt har regeringens ministre udpeget ikke mindre end 298 repræsentanter fra virksomhederne, men kun 36 repræsentanter fra fagbevægelsen, grønne organisationer og andre NGO’er.
https://arbejderen.dk/indland/regeringen-spørger-vennerne-til-råds

Faglig konsulentbistand køber man fra lobbyisterne. "Beslutningstagerne går glip af vigtig viden, når regeringen sammensætter sine råd og nævn så ensidigt og ofte kun spørger erhvervslivet til råds. Skævvridningen bliver forstærket af, at staten, mange kommuner og regionerne de seneste år har fyret en række faglige eksperter".

"Man har gjort sig dybt afhængig af, at det her system med råd og nævn og arbejdsgrupper, fordi man ikke har den samme fagspecifikke viden i ministerierne som tidligere. De tidligere ansatte i ministerier, regioner og kommuner er i stedet blevet ansat i interesseorganisationer".

"Det er dybt foruroligende, hvis de eneste, der har viden om faglige emner, er ansat af erhvervslivet. Hvis ikke der er fagspecifik viden i ministerierne, kan man ikke give modstand til eksempelvis store erhvervsorganisationer i spørgsmål om ny lovgivning som har konsekvenser for eksempelvis miljø eller sundhed".
https://arbejderen.dk/indland/erhvervslivet-dominerer-i-regeringens-udvalg

Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, jesper jacobsen, Kai Birk Nielsen, Susanne Kaspersen, Lars Løfgren, Peter Wulff, Jens Flø, Thomas Tanghus, David Adam, Steffen Gliese, Egon Stich, Hanne Utoft, Lise Lotte Rahbek, Peter Knap, Carsten Svendsen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Steffen Gliese CA's Skolereform havde mange gode takter - MEN den blev ødelagt af, at hun og regeringen ikke tog lærerne med i drøftelserne, nok fordi hun og regeringen havde udset lærerne som middel til selv at skulle betale for de flere undervisningstimer , som reformen skabte. Derfor mindre tid til forberedelse osv og flere timer i direkte undervisning - det kunne ikke gå godt.

Sjovt nok taler CA om at politikerne ikke skal tales ned - er det hendes erfaring over hvor galt det kan gå efter lærerne blev talt ned af politikkerne og andet "godt folk".

Jan Nielsen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og jørgen djørup anbefalede denne kommentar

Dorte Sørensen. Den såkaldte skolereform byggede grundlæggende på: 1, den forfejlede ide, at jo mere af børnenes tid, der blev struktureret, jo bedre ville børns "læringsproces" være. 2, god undervisning er et spørgsmål om rammer, underforstået når mine intentioner i undervisningen ikke er nået, er det rammerne for min undervisning, der er det største problem.
Jeg læste om en Norsk undersøgelse at undervisningen i forskellige systemer. Det er 20 år siden og jeg kan ikke huske hvor det var, ud over det var i en af nogle små bøger skolen fik tilsendt fra UVM. Der blev der konkluderet, at det var uvæsentlig om undervisningen var den klassiske eller den byggede på nyere skolepolitiske ideer. Det var lærerens egenskaber, der afgjorde om, eleverne oplevede en god og nærværende undervisning.
Nu kan jeg godt lide, at forskningens resultater stemmer med de empiriske erfaringer jeg har, og netop underviseren har været en meget betydningsfuld faktor i min og mine medstuderende valg i studietiden.
Jeg har oplevet en underviser, der kunne løfte retorik til et af verdens mest interessante emner og en, der magtede totalt at fjerne enhver interesse blandt de studerende for faget.
Tilsvarende erfaringer har jeg haft for alle fag igennem næsten 20 års elev-studerende tid
Så hvis jeg skal finde sympati for en undervisngsminister, skal samtlige pædagogisk filosofiske retninger accepteres, og vægten lægges på at uddanne læreren til at præstere en inspirerende formidling. Det er ikke sikker alle kan det, men så skal de måske ikke være lærer.

Anders Reinholdt, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg tror faktisk, hun langt hen ad vejen har ret i, at det er nemt for befolkningen at få partierne i tale. Hvis man er en forening, kan man få de fleste partier i tale, det er i hvert fald min erfaring fra LGBT-området.

Folk griner tit af en halvtom folketingssal, men jeg har aldrig hørt om dovne politikere. Når folketingsmedlemmerne ikke er til stede, så er det, fordi de har travlt med at tale med folk og forhandle indbyrdes. Og der er et system til clearing af stemmer, så man kan parre sig med en modstander, som så heller ikke møder op.

Steffen Gliese

Nej, Dorthe Sørensen, der er ikke så meget som en eneste lille ting i den skolereform, der var et fremskridt.

Dorte Sørensen

Steffen Glise - her er vi så ikke enige. Jeg ser fler ting - fx. lektiehjælp til alle, mere bevægelse, mere ud af skolen , osv. Med andre ord mindre "røv" til bænk undervisning.

Til Peter Knap. Når reformen blev indført med et flertal i Folketinget og med fratagelse af lærernes arbejdstidsaftale og en strøm af dårlig omtale af "dovne" lærer osv. og ikke mindst udarbejde loven uden at ville tage lærerforeningen med på råd, så skal det da gå galt

Liselotte Paulsen, Jan Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og jeg er stærk tilhænger af 4-5 timers røv-til-bænk undervisning om dagen - og ikke så meget mere. Vi skal jo ikke holde børnene i skolen bare for at holde dem i skolen.

Per Torbensen, Anders Reinholdt, Tino Rozzo og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

En stor del af problemet, er levebrødspolitikere. Det lyder som en forslidt frase, men de fleste danske politikere er utroligt bagstræberiske og tonedøve, fordi de er bange for vælgerne og hinanden. De er bange for, at miste deres plads på tinge, og bange for at blive sat udenfor deres egen folketingsgrupper.
De kan være nok så idealistiske - og det bør man i følge min mening være som politiker - men bliver afrettet og sat på plads efter en tid. Nå ja, og så er de bange for USA...

Cannabis-debatten er et ud af mange eksempler, hvor ironisk nok USA faktisk er begyndt at fatte, at deres "krig" er med til at ødelægge deres eget samfund, men hvor danske politikere stadigt er utroligt håndsky.

Indfør rotationsprincippet over hele linien, og indfør oplyste borgerting nationalt, regionalt og kommunalt.

Carsten Svendsen, Anders Reinholdt, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Thomas Tanghus, det er nok værst på vores side, hvor der ikke længere er de samme bånd til organisationerne, der jo ellers stod for at sætte repræsentanter snarere end ærgerrige individer på tinge og i by- og amtsråd.
På højrefløjen er der stadig langt kraftigere bånd til arbejdsgiverorganisationer og ideologiske fora.

Politiker: send vigtige politikområder ned til EU. Så slipper vi for den der lortekorte afstand til de der fucking vælgere.....

Carsten Svendsen, Lene Krathmann Pedersen, Flemming Berger, Peter Wulff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Steffen Gliese
Flere undersøgelser har vist, at børns indlæring er bedre , hvis de får lov at bevæge sig osv.

Nej børn skal ikke holdesi skolen bare for at holde dem i skolen , men de skulle forhåbentlig lærer noget af at være i skolen og det skulle de gennem leg og læring. Derudover var mange børn i skolepasningsordninger - som forældrene må betale en ret høj pris for - så en stor del af børn var allerede i skoleområdet hele dagen.

Mogens Fosgerau

Antorini skylder en MEGET STOR undskyldning til alle de børn, som hun fik "inkluderet" og som har taget alvorlig skade af det.