Baggrund
Læsetid: 10 min.

Den danske ungdom er ikke fortabt. Men økonomiske kriser har givet den skrammer

Finanskrisen og coronakrisen har efterladt en fortabt generation af amerikanske unge uden chancer for at skabe økonomisk tryghed, lyder det i USA. Så slemt er det ikke gået i Danmark. Men kriserne har kastet lange skygger over ungdommen – økonomisk og eksistentielt. Samtidig truer den største krise et sted ude i fremtiden: klimakrisen
Indland
20. juli 2020
Finanskrisen og coronakrisen har efterladt en fortabt generation af amerikanske unge uden chancer for at skabe økonomisk tryghed, lyder det i USA. Så slemt er det ikke gået i Danmark. Men kriserne har kastet lange skygger over ungdommen – økonomisk og eksistentielt. Samtidig truer den største krise et sted ude i fremtiden: klimakrisen

Sofie Holm Larsen

Amerikanske millennials er på røven. Generationen af unge, som nu er i midten af 20’erne og op til midten af 30’erne, var et vigtigt sted i uddannelses- og arbejdslivet, da de i 2008 blev ramt af et historisk kollaps i finanssektoren.

De havde dårlige jobudsigter, ingen opsparing og 300 procent mere studiegæld end deres forældre. Krisen gjorde det svært for dem at polstre sig, og hver femte unge amerikaner lever i dag i fattigdom.

Og så sker det igen. Ligesom mange var begyndt at få del i opsvinget, satte en endnu større økonomisk krise ind: Mange millioner amerikanere er som følge af corona blevet arbejdsløse, og landets BNP forventes ifølge IMF at skrumpe med otte procent. Disse unge var i forvejen sårbare. Nu ender de som den første generation i nyere tid, som sandsynligvis bliver fattigere end deres forældre.

»Millennials er den nye fortabte generation,« erklærede magasinet The Atlantic for nylig.

Men hvad med i Danmark? Recessioner og pandemier er selvfølgelig skidt for alle, men »de unge risikerer at blive krisens helt store ofre,« som statsminister Mette Frederiksen har sagt i Berlingske.

Cirka 40.000 dimitterer i år fra en videregående uddannelse til et arbejdsmarked præget af stor usikkerhed. Nogle af dem risikerer ifølge en analyse fra tænketanken DEA at tabe op mod 300.000 kroner over fem år i form af lavere indkomst og højere ledighed sammenlignet med dem, der ikke dimitterer i en krisetid. 

Oven i det er unge mellem 25 og 29 år under corona blevet arbejdsmarkedets helt store tabere, viser nye tal fra 3F. Deres ledighed er steget med 3,2 procentpoint på tre måneder. Det er højere end under finanskrisen og dobbelt så meget som ledigheden i dag blandt de 40-59-årige. Mere end hver tiende mellem 25 og 29 år er nu arbejdsløs.

Alligevel kan man i Danmark næppe ligefrem tale om en fortabt generation. Vi har vores velfærdssamfund og en markant lavere ulighed end i USA. Men vi ved, at kriser også herhjemme især rammer unge hårdt.

Spørgsmålet er, hvad finanskrisen så gjorde ved danske unge? Og hvordan kriser generelt former en ungdomsgeneration økonomisk og eksistentielt? Hvis vi forstår det, kan vi måske også forstå, hvad det vil gøre ved næste generation, hvis coronakrisen bliver dyb, og hvor dagens ængstelighed hos unge kommer fra.

Lange skygger

Lad os begynde med konsekvenserne for beskæftigelsen. I anledning af tiåret for finanskrisen undersøgte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i 2018, hvordan forskellige årgange af unge med og uden uddannelse havde klaret sig efter krisen. Konklusionen var kort sagt, at den havde kastet lange skygger over deres arbejdsliv.

»Man kan ikke tale om os i Danmark som en fortabt generation,« siger Emilie Agner Damm, »men vi har bestemt fået nogle ar.«

Hun er økonom og senioranalytiker i AE-rådet – og med fødselsdato i 1989 selv millennial. Hun blev dog ikke personligt ramt af krisen, for efter at være blevet student i 2008 holdt hun et sabbatår, tog på universitetet og blev færdig i 2016, hvor der atter var gode tider på arbejdsmarkedet.

»Jeg havde en heldig timing, selv om jeg er en del af den uheldige generation,« siger hun.

Andre var mindre heldige. For de unge, der mistede jobbet eller kom ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse under krakket, har finanskrisen haft store konsekvenser. De har haft sværere ved at få et arbejde, og hvis de har fået et, har det typisk været til lavere løn.

»Der er altså både et beskæftigelsesefterslæb og et lønefterslæb,« forklarer Emilie Agner Damm.

Konsekvenserne ramte bredt, men som oftest de ufaglærte mest. Syv år efter finanskrisen brød ud, sad den gruppe af unge, der afsluttede folkeskole eller gymnasium i 2009, stadig ni procentpoint mere fast i ledighed end deres jævnaldrende. Det svarer til 1.200 flere uden job i den årgang sammenlignet med dem, der gik ud i 2006.

Unge, som blev færdige med en faglært eller videregående uddannelse i 2009, har også haltet efter. De har siden indhentet efterslæbet – men det tog dem syv år.

Arbejdsmæssigt er det altså virkelig skidt at være ung i en krisetid, for beskæftigelsen er ikke kun påvirket under selve krisen. Det ses også i en opsigtsvækkende analyse lavet af AE-rådet i 2012, der undersøgte, hvordan det var gået de unge, der var arbejdsløse i begyndelsen af 1990’erne, hvor økonomien også var presset.

Det bliver lidt teknisk, men hæng fast, for tallene er dramatiske:

I 1994 var der godt 660.000 unge under 30 år, som ikke var i gang med en uddannelse. Syv procent af dem var langtidsarbejdsløse, altså ledige i mindst 80 procent af året. I 2012, 18 år senere, havde de unge, der var langtidsledige i 1994, stadig markant dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet. 5,3 procent af dem var stadig arbejdsløse, hvilket er dobbelt så mange som deres jævnaldrende, der ikke var ungdomsarbejdsløse dengang.

Og så er der lønnen ... I 2012 havde de ungdomsarbejdsløse fra 1994-generationen fortsat et årligt lønefterslæb på 50-60.000 kroner. Det svarer til, at deres løn var 13 procent lavere end de unge, der ikke var arbejdsløse dengang. Hvis lønefterslæbet gælder hele livet, vil det i 80-årsalderen have kostet dem op mod to millioner kroner i tabt livsindkomst at have oplevet ungdomsarbejdsløshed.

Årsagen er blandt andet, at de unge i 1994-generationen på et  kritisk tidspunkt i deres arbejdsliv gik glip af vigtig arbejdserfaring – ligesom mange unge under finanskrisen gjorde.

»Så der er helt klart tidspunkter i livet, hvor det er værre at blive ramt af en økonomisk krise. Det er især unge, der mister jobbet, og når mange unge bliver ramt på den måde, kan de mærke det længe efter,« siger Emilie Agner Damm.

– Hvad gjorde finanskrisen så ved os som økonomiske mennesker?

»Vores forbrugstilbøjelighed er lavere. Og det er jo, fordi det har sat sig i vores bevidsthed, at der pludselig kan komme en krise. Inden finanskrisen var der også it-boblen, men den satte sig ikke i folk på samme måde. Op gennem nullerne og frem til krisen var der stadig forbrugsfest.«

– Er du selv mindre risikovillig?

»… Nu er jeg nok bare en kedelig én, der godt kan lide at se pengene på opsparingen. Det er svært at sige, om det er krisens skyld. Men den har nok understreget, at jeg også lige skal huske at gemme noget til en dårlig dag.«

Beskæftigelse er dog ikke det eneste aspekt af livet, hvor unge i krisetider sakker bagud.

Bolig og børn må vente

Præcis hvor man er i ungdomsårene, når en krise bryder ud, har stor betydning for, hvor hårdt man bliver påvirket. Det er værst, hvis den rammer det år, hvor man afslutter uddannelse og skal på arbejdsmarkedet.

Recessioner skaber dog også en usikkerhed i mennesker, og den usikkerhed rammer unge bredt. Under kriser vil unge typisk udskyde store livsbegivenheder som det at købe bolig og få børn (ja, der bliver født færre børn i en recession). Og mange med usikre eller midlertidige ansættelser lader typisk også pensionsopsparingen blive ved tanken eller betaler kun lidt ind, fortæller Emilie Agner Damm.

»Det har så konsekvenser for én helt ind i pensionisttilværelsen,« siger hun.

Og så er der de mentale effekter. Dem ved Jesper Rangvid noget om. Han er professor i finansiering på Copenhagen Business School og står bag Rangvid-rapporten, et af blot få store danske studier om finanskrisens årsager, konsekvenser og læring.

Jesper Rangvid fortæller, at der for unge er to former for konsekvenser ved recession: de direkte og de langsigtede. At især unge og nyuddannede bliver arbejdsløse i en krisetid er en direkte effekt. Det skyldes, at virksomheder typisk fyrer dem med kortest erfaring først. ’Last in – first out’, som det hedder i businesslingo.

Det næste er så de langsigtede konsekvenser. Det er de effekter, som er med til at forme, hvordan en generation tænker økonomi. Når unge oplever et »økonomiske chok«, siger Jesper Rangvid, har de en tendens til at bringe erfaringerne med sig langt videre i livet. Det har været et mønster under økonomiske kriser. Recession, depression, hyperinflation, finanskrise og aktiecrash. Det sætter sig i os.

Under finanskrisen var millennials vidner til en implosion af aktiemarkedet. De oplevede, hvordan stabile investeringer med ét kunne forsvinde. De så, hvordan forældre og bedsteforældre mistede store summer. Det har gjort dem mere påpasselige og skeptiske over for, om markedet fortjener deres tillid.

Eksempelvis har dem, der var unge under finanskrisen, efterfølgende holdt sig mere væk fra aktiemarkedet, end de ellers ville have gjort, forklarer Jesper Rangvid.

»Unge får større psykologiske ar af kriser,« fortæller han.

»Hvis du er 50 eller 60 år, når en krise rammer, så ved du, at de gode tider kommer tilbage. Hvor hvis du som ung får et makroøkonomisk chok, så bærer du det med dig i livet i rigtig mange år efter.«

Nu er millennials så for anden gang i deres 20’ere eller 30’ere ramt af en ’det sker kun én gang i livet’-krise. De har dog haft ti år til at komme sig, og mange er ikke helt unge længere. Så mens den yngre del af generationen stadig er udsat, vil den ældre under corona formentlig få en blødere landing end efter finanskrisen, siger Jesper Rangvid.

Til gengæld venter den nok mest katastrofale af alle kriser et sted ude i fremtiden: klimakrisen.

Børn af de trygge 1990’ere

Som bekendt kan alt ikke opgøres i kroner og øre. Og det er sådan, at kriser også former en ungdomsgeneration i eksistentiel forstand. Der er en anden rørelse i et ungt menneske, fordi man ikke har så stor livserfaring, som når man er 35 eller 60 år. Det er derfor, man bliver barn af sin tid, fortæller Mikkel Gabriel Christoffersen, der er teolog på Københavns Universitet og forsker i skam, katastrofer og farer.

Han er i midten af 30’erne, og millennials – som ham selv – voksede op med 1990’ernes trygge optimisme. Med en fornemmelse af, at der i verden havde åbnet sig en enorm mulighedshorisont. At samfundet understøttede, at man udviklede og realiserede sig selv. Yes we can, som Obama senere sagde.

Den fortælling er blevet udfordret af finanskrisen og coronakrisen. Men i høj grad også af den klimakrise, som de unge generationer står over for.

»Den spænding – der opstår mellem løftet om, at vi kan realisere det hele, og erfaringen af, at det kan vi nok ikke alligevel – den skaber angst og skuffelse. Den gør os usikre på, hvem vi er i det. Bliver vi dem, vi skulle være? Eller må vi tage til takke med mindre, end vi havde håbet på i livet,« siger Mikkel Gabriel Christoffersen.

Han fortæller, at det er vigtigt at skelne mellem ’frygt’ og ’angst’. Frygt er konkret, og 9/11, kampen mod terror og flygtningekrisen var konkrete fjendebilleder.

Finanskrisen, coronakrisen og klimakrisen er derimod sværere at forholde sig til. Den første var noget komplekst i det finansielle system, og de to andre handler om naturen. Vi kan ikke engang se på en enkelt varm sommer og med sikkerhed konstatere, at den skyldes global opvarmning.

»Vi bevæger os altså over mod mere abstrakte ting i de her kriser, som bliver formative for de generationer, der vokser op nu,« siger Mikkel Gabriel Christoffersen.

– Hvor kommer ængsteligheden blandt unge i dag så fra?

»Jeg tror, at angsten for fremtiden lige nu retter sig mod, hvad det er for en indskrænkning af vores livsudfoldelsesmuligheder, vi går i møde. Der er ikke det brede udsyn som at stå på toppen og se ud over skovenes brede vidder og vide, at man kan bevæge sig ud i det. Det er en fornemmelse af, at rummet er indsnævret,« siger han.

På samme måde er yngre generationer vokset op i en åben verden. Men den frihed blev begrænset under corona, hvor landegrænser lukkede, og flyene blev parkeret på jorden. I det lys er coronakrisen en slags forsmag til klimakrisen, mener Mikkel Gabriel Christoffersen. En erkendelse af, at der er grænser for selvudfoldelsen.

»Det er der nødt til at være, for vi kan ikke opretholde det utæmmede forbrug og den utæmmede selvudfoldelse, fordi vi med klimakrisen erfarer, at vi lever på en endelig planet. Og at vi ødelægger nogle balancer, hvis vi udfolder os på den måde.«

Den skuffelse, som Mikkel Gabriel Christoffersen taler om, er selvfølgelig kun den ene side af mønten ...

Et samfundsproblem

For ser man ud over kriserne, har unge i dag også flere muligheder end deres forældre. De er mere frigjorte og vokser op med lavere kriminalitet, mere uddannelse og en ungdomsarbejdsløshed, der – omend den er steget – er langt fra den sydeuropæiske på 40-50 procent (eller den danske i 1980’erne). Man kan også indvende, at unge altid har skullet slås med kriser og lavkonjunktur. Så giver en generationsanalyse overhovedet mening?

»Ja,« svarer Emilie Agner Damm. Det er næsten garanteret, at nogle grupper af unge har dårligere beskæftigelsesmuligheder og større lønefterslæb end andre som følge af kriserne. For samfundet og statskassen er det dårligt nyt, når en befolkningsgruppe ikke kan udnytte dens potentiale til fulde. Til syvende og sidst er vi alle i samme båd.

»Så det her er ikke et generationsproblem,« siger hun, »det er et samfundsproblem.«

En god måde at hjæpe unge på under krisetider er at oprette flere studiepladser, sådan som det er blevet gjort under corona. Og i øvrigt sørge for en effektiv økonomisk genopretning, tilføjer Emilie Agner Damm.

Men det er at strække den for langt at kalde danske millennials en fortabt generation. Mange blev hårdt ramt, men en del undgik det økonomiske stød. Samtidig har danske unge som gruppe efterfølgende fået del i opsvinget. Modsat deres amerikanske jævnaldrende har de haft reallønsfremgang. De blev ikke efterladt i fattigdom.

Når det er sagt, tyder meget på, at kriserne har givet ungdomsgenerationen nogle skrammer. Tiden vil vise, hvad det vil gøre ved næste generation, som i forvejen er politisk bevidste og kræver radikale samfundsmæssige forandringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

De må jo benytte sig af deres mulighed for at øve politisk indflydelse. Selv tilhører jeg desværre en generation, der totalt fravalgte den mulighed, som Kathrine Wiedemann så fint gjorde rede for i weekendens informer.
Man behøver ikke at være offer for de beslutninger politikerne på éns vegne har truffet i fortiden - som f.eks. udfasning af efterlønnen og tårnhøj pensionsalder: man kan samle sig og påvirke valg ved at stemme på kandidater, der arbejder for ens interesser.

Ja det er op ad bakke. Jeg købte hus som 29-årig, men mindre end et år efter blev jeg coronafyret på grund af for 'lav' anciennitet efter 'kun' 4 år. En anden gang vil jeg huske at skrive bag øret, at man ikke skal investere i uoverskuelig stor gæld, før man har været mindst 5 år samme sted. Det blev dyre lærepenge ikke at vide, hvad jeg skal med fremtiden i ejerbolig uden stabile jobudsigter.

Aksel Gasbjerg

“Samtidig truer den største krise et sted ude i fremtiden: klimakrisen“.

Klimakrisen er ikke et sted ude i fremtiden. Klimakrisen er her og nu: stigende tørke, temperatur allerede 1,1 grader over førindustrielt niveau, stigende havniveau, stigende havtemperatur, skovbrande, orkaner, hastigt mindsket arktisk og antarktisk havis osv osv.

Dertil kommer, at “klimakrise” er et for snævert begreb. Vi har jo en veritabel “natur krise”, hvor klimaet nok er en væsentlig faktor, men derudover: faldende biodiversitet, stigende forurening af havene, jorden og luften, udplyndring af råstoffer, udpining af landbrugsjord osv osv

Jan Fritsbøger, Steen K Petersen, erik pedersen, Werner Gass, Flemming Berger, Jens Kofoed, René Arestrup, Henrik Leffers og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Ja, i virkeligheden er klimakrisen ikke den alvorligste krise, vi står over for. Den rummer trods alt løsningsmuligheder. I teorien i hvert fald. Det forholder sig helt anderledes alvorligt med ressource- og biodiversitetskrisen. Altså det faktum, at vi er godt i gang med at eliminere vores eget livsgrundlag

Jacob Nielsen

Klimakrise eller ressource- og biodiversitetskrise er vel to sider af samme sag. Det ene følger det andet og vice versa. Den skyldes i høj grad overforbrug og befolkningstilvækst, på en jord med begrænset ressourcer. Kriser kommer og går, men hvis vi ikke får håndteret befolkningstilvæksten og i det hele taget vækst i levestandard osv. på en ansvarlig måde, så vil problemerne med klima- ressource- og biodervisitet bare blive ved med at vokse.

René Arestrup

@Jacob Nielsen
Jo, jo, du har da ret i at de griber ind i hinanden - og er udtryk for det samme, fundamentale problem. Men det faktum, at vi er ved at tømme havene for fisk og udvinder råstoffer i et historisk højt tempo, har kun indirekte forbindelse til klimaproblematikken.

Eller sagt på en anden måde: Selv uden den massive udledning af drivhusgasser, ville vi stadig være konfronteret med et eksistentielt problem.

Steffen Gliese

Befolkningen falder og falder, så det er ikke dét, vi skal bekymre os om. - Vi skal holde op med at producere ting, der går i stykker, og vi skal holde op med at producere ting, der skal smides ud efter kort tid - fordi vi kun har fantasi til at forestille os omfordeling via markedet.
Hvis man vil have sit perspektiv ændret, bør man måske læse noget H. C. Andersen med de antikapitalistiske briller, der var hans. Prøv f.eks. at læse udstillingen af markedslogikken i 'Hvad Fatter Giør Er Altid Det Rigtige'.

René Arestrup

@Steffen Gliese
'Befolkningen falder og falder..'
Nej, det gør den ikke; Den stiger. Men det er rigtigt, at den ikke stiger i samme takt som tidligere.