Direktør afviser grundlovsbrud: Nedlukningen af domstolene var helt efter bogen

Mindet om den historiske dag står ikke fuldstændigt klart. Men så vidt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, husker, fik han allerede om eftermiddagen den 11. marts 2020 et opkald fra Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth.

Departementschefen fortalte, at statsminister Mette Frederiksen samme aften ville lukke Danmark ned og sende medarbejderne i den offentlige sektor hjem.

Få minutter inden statsministerens pressemøde startede kl 20.30, skrev Kristian Hertz rundt til retspræsidenterne for landets domstole og gav beskeden videre.

»Dette betyder«, skrev han, at retterne fra fredag den 13. marts »som udgangspunkt kun« skulle løse »de kritiske opgaver«.

Det blev starten på et forløb, der i dag får juridiske eksperter til at udtrykke bekymring for, om det grundlovsfæstede princip om domstolenes uafhængighed blev overtrådt.

Det er en kritik, som Kristian Hertz afviser. Man måtte handle hurtigt og koordineret for at undgå, at retsvæsnets mere end 2.000 ansatte og mange daglige brugere blev udsat for en smitterisiko, fremhæver han.

»Hvis vi som det eneste sted i samfundet bare havde valgt at fortsætte, så havde det været dybt uforsvarligt sundhedsmæssigt. Derfor var det ikke nogen svær beslutning at træffe. Det var en helt logisk beslutning, vi traf den aften i forhold til at sikre, at vi ikke udsatte hverken ansatte eller brugere for smitterisiko.«

Kristian Hertz udpegede samme aften en såkaldt krisestab. Ud over Domstolsstyrelsens ledelse og »nøglemedarbejdere« fik også tre retspræsidenter sæde i staben. Det hele skete ifølge Kristian Hertz i henhold til en beredskabsplan, som udstikker retningslinjer for domstolenes virke i en katastrofesituation.

»Jeg tror bestemt ikke, at vi havde fået tak, hvis vi havde overladt det fulde beredskab og håndteringen af hele det sundhedsmæssige beredskab til de enkelte retter. Der mener jeg, at vi både havde en kompetence og en forpligtelse til at gå ind og varetage og styre det centrale beredskab på det her område,« siger Kristian Hertz.

Grundloven fastslår ellers, at »retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen«, at »den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov«, og at »dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven«. Domstolsstyrelsen skal være uafhængig af Justitsministeriet og har udelukkende bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold.

Dette grundlæggende princip ser Domstolsstyrelsen og Justitsministeriet i forbindelse med nedlukningen af landets domstole ud til at være på kant med i, vurderer tre juridiske eksperter på baggrund af mails og dokumenter, som Information har fået aktindsigt i.

Dokumenterne viser ikke bare, at Kristian Hertz efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. De tegner samtidig et billede af, at det var op til regeringen, hvornår de kunne åbne igen.

Dokumenterne viser også, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer af sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere konkrete sager, som regeringen havde en interesse i, særligt højt.

Et af de centrale spørgsmål i sagen er, hvem det var, der traf beslutningen om, at domstolene skulle lukke ned, og hvilken ret de havde til at gøre det.

»Der er tale om en helt ekstraordinær situation, hvor Danmarks domstole skulle lukke ned samlet set på grund af smittespredning. Den beslutning drøftede jeg selvfølgelig sammen med bestyrelsesformanden, og så traf vi den i fællesskab, herunder også under inddragelse af krisestaben,« siger Kristian Hertz.

I et interview med Information siger retspræsident for Østre Landsret Bent Carlsen, der var medlem af krisestaben, imidlertid, at han ikke er sikker på, hvem der traf beslutningen.

– Så det virker jo ikke, som om han har været med til at træffe den?

»Vi havde en tæt dialog med dem også,« siger Kristian Hertz.

»I sidste ende var det bestyrelsesformanden og mig, der traf beslutningen, men vi var sådan set allesammen enige om … Så hvem der lige traf den … Det skete sådan set i fuldstændig overensstemmelse mellem os alle sammen.«

– Hvordan er den beslutning dokumenteret? Er den skrevet ned et sted?

»Nej. Det var en helt ekstraordinær situation, hvor vi skulle handle ganske hurtigt. Så det var en mundtlig drøftelse, vi havde, bestyrelsesformanden og jeg. Og jeg havde så møde med krisestabens præsidenter den dag. Og på den baggrund traf vi så beslutningen.«

Mails, som Kristian Hertz selv har skrevet, kan ellers give indtryk af, at det i virkeligheden var regeringen, der traf beslutningen om nedlukningen og bestemte, hvornår der kunne genåbnes. I sin første mail om nedlukningen den 11. marts orienterede han retspræsidenterne om statsministerens kommende udmelding og skrev, at »dette betyder«, at domstolene kun skulle løse de kritiske opgaver. Et andet eksempel er en mail til retspræsidenterne den 7. april, hvor Kristian Hertz refererer en samtale med Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth.

»Domstolene er ikke med i den første fase af genåbningen, og jeg har i dag talt med Johan Legarth, som har bekræftet, at forlængelsen frem til den 10. maj som udgangspunkt også omfatter os,« skriver han og fortæller om et møde, han har deltaget i med justitsministeren og ordførere fra de politiske partier.

»En række ordførere påpegede på mødet vigtigheden af, at domstolene snart genåbnes, og ministeren vil tage ønsket med videre i forhold til regeringens fortsatte overvejelser om næste fase i den gradvise genåbning af samfundet.«

Dagen efter, den 8. april, understregede Kristian Hertz i endnu en mail, at nødberedskabet fortsat var gældende.

»Det betyder, at det fortsat kun er de kritiske sager, der skal gennemføres ved fysiske retsmøder, da vi endnu ikke har mandat til åbne op for øvrige sager.«

Billedet af, at beslutningen lå hos regeringen, underbygges også af en pressemeddelelse fra Domstolsstyrelsen den 8. april, hvor Kristian Hertz citeres for at sige, at »vi vil meget gerne i gang i retssalene igen, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt, og regeringen giver grønt lys«.

– Hvorfor skal regeringen give grønt lys, før man kan genåbne? 

»Sundhedsministeriet er jo også en del af regeringen, og vi skulle have en samlet anbefaling eller opfordring. Det ville vi ihvertfald gerne have for at være sikre på, at vi gjorde det på en forsvarlig måde. Derfor afventede vi, at regeringen og sundhedsmyndighederne regnede på de forskellige scenarier og muligheder, der var for genåbning.«

»Men det er en beslutning, der ligger hos os, og det har det hele tiden været.«

– Men du skriver i en mail: ‘jeg har i dag talt med Johan Legarth som har bekræftet at forlængelsen frem til 10. maj som udgangspunkt også omfatter os’...

»Nu kan jeg ikke huske de konkrete formuleringer. Men det, der har ligget i det, er sådan set, at der har været regnet på en genåbning af os. Og i den sammenhæng er man så kommet frem til, at på det tidspunkt var det ikke forsvarligt måske at åbne så meget op. Så det kan være, det er en kluntet formulering. Men det, der har ligget i det, er, at vi selvfølgelig først ville åbne op, når det var sundhedsmæssigt forsvarligt, og Statens Serum Institut havde lavet nogle beregninger, der lå til grund for det.«

– Hvad er lovhjemlen til, at du og bestyrelsesformanden kan træffe beslutning om nedlukning af domstolene?

»Domstolsstyrelsen er sat i verden for at sikre de bedst mulige rammer og for at sikre en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af domstolene. Det er en kompetence, der ligger hos os. Samtidig er der udarbejdet en beredskabsplan ved domstolene, som er godkendt af bestyrelsen og styregruppen for sikkerhed, hvor både Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen og de øvrige organisationer er repræsenteret. I den plan står det tydeligt, at Domstolsstyrelsens direktør har mandat til at nedsætte en krisestab, og der står også, at krisestaben har mandat og kompetence til at foretage de nødvendige handlinger i forhold til at tilrettelægge krisestyring.«

Kristian Hertz medgiver dog, at beredskabsplanen ikke tager højde for en krise, der rammer alle Danmarks domstole, men »i høj grad udformet i forhold til en enkelt ret eller et par retter«.

– Så hjemlen er beredskabsplanen. Men du siger også, at den ikke tager højde for den her situation. Så hvordan kan den være hjemmel til det?

»Den tager højde for en krisesituation. Man kan sige, at i en krisesituation kan man ikke tage højde for alting på forhånd. Den var udarbejdet primært til, hvis en enkelt ret eller to blev lukket ned, men i denne situation var der tale om, at vi skulle sætte samtlige retter i nødberedskab, og der tog vi selvfølgelig udgangspunkt i den beredskabsplan, der var, og så måtte vi selvfølgelig finde ud af, hvordan vi håndterede situationen.«

Et andet kritikpunkt er, at Domstolsstyrelsen blandede sig i retternes prioritering af sagerne. I et notat fra Domstolsstyrelsen, som Kristian Hertz sendte til retspræsidenterne om aftenen den 11.marts, fremgik det, at domstolene skulle »identificere særligt kritiske sagsområder, hvor driften skal opretholdes«.

Det fremgik af notatet, at »alle sager, der er bundet af frister, eller er særligt indgribende«, fortsat »bør prioriteres«, og at det ville være op til domstolene at vurdere, »hvorvidt en sag opfylder ovenstående betingelser«. Men notatet oplistede også »de sagsområder, hvor sager ikke kan behandles i perioden«. Det gjaldt ifølge notatet både straffesager og civile sager, »herunder også igangværende hovedforhandlinger«, dødsboskiftesager, notarialforretninger samt alle undtagen de »mest hastende« fogedsager.

Ikke bare fik de uafhængige domstole altså besked om at lukke delvist ned. De fik også besked om, hvilke typer af sager de ikke længere skulle behandle.

Kristian Hertz hæfter sig imidlertid ved formuleringen om, at domstolene selv skulle vurdere, om en sag levede op til betingelserne for at være særligt kritisk.

»Det her notat følger fuldstændigt af vores beredskabsplan. Og der står fuldstændig klart og tydeligt, at det er en konkret vurdering i den enkelte ret, hvorvidt en sag opfylder betingelserne,« siger Kristian Hertz.

– Ja, men nøgleordet er vel ‘betingelserne’, for I opstiller de her betingelser, og så skal retterne selv vurdere, om sagerne lever op til dem. Men spørgsmålet er jo, om I må opstille en betingelse om, at man ikke kan behandle eksempelvis straffesager?

»Ja, men du skal huske på, at der jo altså er en situation her, hvor hvis vi afvikler straffesager i stort omfang, skal sidde femten tiltalte i retssalen, der hver har en advokat, der har en tolk, og der er domsmænd, der er nævninge, der er tilhørere, der er journalister, der er anklagere ... Så har vi en situation, hvor der er en ekstremt stor smitterisiko,« siger han. 

»Udgangspunktet for det her var jo, at vi skulle etablere et nødberedskab med henblik på at undgå smittespredning og sikre en sundhedsmæssig forsvarlig afvikling. Og et nødberedskab, som sikrede det. Og der kan man jo ikke fortsætte med alle typer af sager fuldt og helt. Så vil det i hvert fald ikke opfylde det formål, der var med at undgå smittespredning.«

»Så det, vi siger, er sådan set, at der i stort omfang vil være sager, hvor vi bliver nødt til at gå i nødberedskab, men domstolene lukker ikke helt ned. De skal kunne afvikle kritiske sager. Hvad der så er en kritisk sag, jamen, det er op til den enkelte ret at vurdere. Så på den måde er der ingen intentioner om på nogen måde at komme ind i den judicielle afgørelse her.«

Et tredje kritikpunkt i sagen er, at Kristian Hertz under krisen henvendte sig til domstolene på vegne af Justitsministeriets departementschef vedrørende konkrete sager.

»Jeg har netop talt med Johan Legarth, der orienterede mig om, at der for at undgå at løbe tør for værnemidler og testkit med videre i sundhedsvæsenet vil blive sat gang i yderligere produktion af disse produkter hos relevante danske virksomheder,« skrev Kristian Hertz i en mail til landets retspræsidenter den 22. marts.

»I den forbindelse vurderes retterne at kunne blive involveret i forhold til at træffe afgørelser vedrørende ophavsretlige forhold (...). Han var desværre ikke mere specifik, men gjorde blot opmærksom på, at der er tale om samfundskritiske sager, og at det er vigtigt, at de prioriteres højt.«

– Kan du godt instruere retspræsidenterne i det? Og kan departementschefen?

»Nej, i sidste ende er det jo retterne, der fuldstændig foretager prioriteringen. Det vigtige for mig her var at sige, at vi havde en situation, hvor hele samfundet var dybt afhængige af at få de her værnemidler. Og jeg ville sådan set bare orientere om, at de her sager havde en høj vigtighed for samfundet som sådan. Og derfor var det sådan set bare til orientering, så de var opmærksomme på de sager.«

– Det, at Justitsministeriets departementschef via dig kan sende sådan nogle beskeder ud til domstolene, det ser du ikke som noget problem?

»Det ser jeg sådan set ikke som noget problem i den her sammenhæng. Det er en orientering om noget, som Johan Legarth har oplyst mig om. Det er jo den enkelte ret i det enkelte tilfælde, som det også fremgår af hele beredskabet. Der foretages en lokal tilrettelæggelse og lokal prioritering af sagerne. Så det er på ingen måde til diskussion.«

Når Kristian Hertz ser tilbage på forløbet, er han godt tilfreds. Krisen blev håndteret »efter bogen«, og det lykkedes at sikre »trygge rammer for både ansatte og brugere«, mener han.

»Men selvfølgelig skal vi også følge op på hele forløbet og evaluere på, hvilke erfaringer vi har gjort os. Også for at være bedst muligt forberedt, hvis der skulle opstå en lignende situation en anden gang.«

– Er der nogle fejl, der er blevet begået i det her forløb, sådan som du ser det?

»Det vil jeg slet ikke tage stilling til endnu. Vi kommer til at have en proces ved domstolene, hvor vi skal evaluere forløbet. Der forestiller jeg mig, at vi skal have en bred inddragelse af forskellige interessenter og kigge på, hvad det er, vi kunne have gjort bedre, men jo også hvad der er gået godt. Og der er jeg jo sådan set både stolt og glad over, at vi faktisk er kommet godt igennem den her helt usædvanlige krise, hvor vi ikke har fået udsat hverken ansatte eller brugere for en unødig smitterisiko.«