Drabet i Nordskoven: Bornholmske brødre havde længe været berygtet

Ved første øjekast ligner Bornholm sig selv.

Jeg ankommer med færgen til Rønne tidligt mandag morgen.

Solen bager ned over de brostensbelagte gader. Turister i shorts og korte ærmer dasker omkring på hovedgaden og spiser vaffelis. Muntre svenske stemmer blander sig med lyden af måger og solbrune bornholmske mænd, der drikker dagens første øl.

Oppe i sidegaderne pusler lokale i haverne bag pastelfarvede bindingsværkshuse. Stokroser smyger sig langs facaderne.

Nede på havnen skvulper bølgerne blidt mod molernes kampesten. Alt ånder fred og idyl.

Men få kilometer længere nordpå er der foregået noget mørkt. Noget uforståeligt. Noget, som har rystet øens beboere og sat fart på en landsdækkende debat om racisme.

En skygge har lagt sig over sommerlandet på Bornholm.

Et brutalt drab

Tirsdag i sidste uge, klokken 06.11 om morgenen, blev en livløs mand fundet ved en bålplads i Nordskoven nær Rønne. Politiet blev kontaktet med det samme. I løbet af morgenen spærrede Bornholms Politi området af, og sammen med specialister fra Sjælland gav de sig til at finkæmme skovbunden for spor.

Få timer senere, samme eftermiddag, blev to brødre på henholdsvis 23 og 25 år anholdt og sigtet for drabet.

Ifølge sigtelsen havde de slået den 28-årige mand med afrikanske rødder ihjel ved at tildele ham »talrige slag i ansigtet og på kroppen, herunder med flaske og granrafter«. Han havde brækket venstre underben og fået kraniebrud. Han var desuden blevet stukket flere steder med kniv, var blevet brændt og havde fået trykket et knæ mod halsregionen.

Nyheden om det brutale drab bredte sig hurtigt på øen. Snakken gik. Hvad var der dog foregået i den skov? Var der mon narkotika involveret? Var drabet racistisk motiveret?

Den ældste af gerningsmændene havde angiveligt været gode venner med offeret gennem flere år, hvilket kun har givet anledning til endnu mere forvirring. Flere beskriver den dræbte som vellidt og charmerende. Han var få år tidligere flyttet fra Bornholm, havde uddannet sig til ingeniør og var kun hjemme på besøg, da hans liv endte brat. Her på øen stiller folk nu sig selv det samme spørgsmål:

Hvorfor skulle han dø?

Diagnoser

For godt 20 år siden flyttede en ung kvinde til Bornholm. Hun var netop blevet skilt, og med sig til øen havde hun sine tre sønner.

Kvinden led af Aspergers syndrom, som er en form for autisme, og ADHD. Det opdagede hun kort efter flytningen, da hun i 2001 fik sig selv og sine to yngste sønner undersøgt på en klinik i Aarhus. Det viste sig, at begge sønner ligesom hende led af Aspergers, og den yngste led desuden af ADHD.

Hun havde haft det på fornemmelsen. De to brødre havde haft svært ved at klare sig allerede i en tidlig alder. Nogle af symptomerne på Aspergers syndrom er afvigende adfærd og sociale vanskeligheder. Mange med Asperger opleves som enspændere, de kan have særprægede interesser, og ofte har de svært ved at forstå andre.

Begge de yngste brødre havde gået i specialbørnehave. Moren havde uden held forsøgt at få Bornholms Kommune til at undersøge dem. Derfor måtte hun selv betale for undersøgelsen på klinikken i Aarhus.

Med diagnoserne i hånden kunne moren nu sørge for, at de fik pædagogisk støtte gennem skolegangen.

Alt det fortalte hun i en artikel i Bornholms Tidende i 2008. De to yngste brødre var på det tidspunkt 11 og 13 år, og ifølge moren stortrivedes de og klarede sig godt i skolen.

Opgaven som alenemor til tre drenge, de to med diagnoser, var et fuldtidsjob. Hun havde forsøgt at gennemføre tre forskellige uddannelser: landbrugsskole, sygeplejeskole og håndarbejdsskole, men havde droppet ud af alle tre. På Bornholm havde hun forsøgt sig med forskellige beskæftigelsesprojekter, indtil hun i 2004 fik tilkendt førtidspension.

Den tredje af sønnerne, storebroren, havde ingen diagnoser. Han klarede sig fint og rejste som teenager på udveksling til Brasilien.

Men de to yngste fik det sværere og sværere.

Voldelig

Den yngste af brødrene udviklede sig voldeligt. Han kunne være utilregnelig og tænde af på et splitsekund.

Fra 7. til 9. klasse gik han i en specialklasse for autister, men han gennemførte aldrig en afgangseksamen.

Herefter boede han på forskellige opholdssteder, havde kontakt til Børne- og Ungdomspsykiatrien og blev indlagt på Psykiatrisk Center på Bornholms Hospital, hvor han igen fik stillet diagnosen Aspergers syndrom og ADHD.

Det fremgår af en dom fra Retten på Bornholm fra 2018, som Information har fået aktindsigt i.

Her blev han i en alder af 20 år idømt en psykiatrisk behandlingsdom. Ifølge dommen havde han overfaldet en medarbejder på et kommunalt botilbud ved at sprøjte ham i ansigtet med en peberspray, som han var i ulovlig besiddelse af.

En speciallæge i psykiatri vurderede i forbindelse med retssagen, at hans autisme og ADHD var så »gennemgribende«, at han ikke var egnet til almindelig straf. I stedet henviste lægen til paragraf 69 i straffeloven, som er forbeholdt gerningsmænd, der lider af »mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner«.

På tidspunktet for dommen boede den yngste søn for sig selv i en lejlighed og modtog uddannelseshjælp. Han deltog i et projekt, hvor han lavede cykler og elektronik, og der var mulighed for, at han kunne tage en særlig it-uddannelse for autister. Ifølge sin egen forklaring forsøgte han at komme i lære som klejnsmed.

Salg af stoffer

Men godt to år senere modtog han en ny dom. Denne gang for at sælge hash på Christiania. Det fremgår af en dom fra marts 2020, som Information også har fået aktindsigt i.

Han var flyttet »over«, som man siger på Bornholm, når folk flytter til hovedstaden, og den nu 23-årige mand var ved to lejligheder i løbet af februar 2020 blevet standset af politiet på Pusher Street. Her havde han været i besiddelse af i alt 166 gram hash, 155 gram skunk og 60 joints.

I løbet af retssagen forklarede han, at han inden fængslingen havde røget hash hver dag.

Han erklærede sig skyldig og modtog en dom på tre måneders fængsel, hvoraf de to blev gjort betinget.

Få dage efter løsladelsen lagde han et billede op på Facebook ledsaget af teksten »Befri mine løver«. På billedet står han i en spraglet skjorte og med en stor fugl på hånden.

Under retssagen havde han forklaret, at han inden fængslingen havde været i lære som fisker. Han kunne godt tænke sig enten at flytte tilbage til Jylland eller hjem til sin mor på Bornholm. Det blev Bornholm.

Racistiske holdninger

Morens mellemste søn havde også sine problemer.

Som 19-årig flyttede han til Sønderjylland for at gå på Gråsten Landbrugsskole. Flere af de andre elever husker ham som en flink og stille fyr, men også lidt af en enspænder.

Han kunne godt lide at drikke alkohol og at køre stærkt i bil, nogle gange på samme tid.

Hans alkoholforbrug tog til, og når han drak, blev han ofte grov og grænsesøgende. Han fortalte indimellem antisemitiske jokes og kunne godt lide at provokere.

En tidligere elev husker, at han kom med racistiske bemærkninger. For eksempel sagde han tit, at »de sorte svin« bare skulle hjem igen, og at han ville have et »hvidt Danmark«.

På Snapchat viste han angiveligt også et billede af en stemmeseddel, hvor han havde sat kryds ved Stram Kurs, ledsaget af en tekst om, at »de« skulle hjem og ikke integreres.

Ifølge Informations oplysninger blev han på et tidspunkt smidt ud af landbrugsskolen. Vi har dog ikke kunnet få bekræftet årsagen.

Efterfølgende begyndte han på Bygholm Landbrugsskole, hvor han færdiggjorde sin uddannelse. En tidligere elev husker ham som en ensom type med mærkelige holdninger, som drak for meget. Vedkommende fortæller, at han gav udtryk for racistiske holdninger. For eksempel kunne han hele teksten til sangen »White Man Marches On« fra filmen American History X, som handler om en amerikansk nynazist. Det virker ikke til, at han fik mange venner på skolen.

Ingen husker ham dog som voldelig.

På den sidste skoledag mødte elevernes familier op og gav dem landbrugshuen på. Men ingen fra den mellemste brors familie dukkede op. Derfor måtte en af de andre elever give ham huen på.

Efter uddannelsen flyttede han tilbage til Bornholm og fik job som grisepasser, eller »Bacon pædagog«, som han kaldte det på sin facebookprofil.

Et vildt slæng

I nattelivet på Bornholm var de to yngste brødre kendt for at gå meget i byen og føre sig voldsomt frem.

Der blev taget mange stoffer og drukket tæt, og hvis man ikke var ude på ballade, kunne det være en god ide at holde afstand.

Ifølge Informations oplysninger har man i Bornholms Regionskommune længe været bekymrede for især den yngste bror. Man har forsøgt sig med forskellige indsatser, men det har ikke været nok. For folk med kendskab til den yngste bror har det været som at følge en tidsindstillet bombe. Før eller siden var det dømt til at gå galt.

Den mand, som senere blev fundet livløs i Nordskoven, havde været gode venner med den mellemste bror i årevis. Han havde været en del af det slæng, som gik meget i byen. Men han havde siden forladt øen og uddannet sig til ingeniør. Da han døde, var han hjemme på besøg.

Hans hudfarve har ført til spekulationer om, at mordet skulle være motiveret af racisme.

Særligt fordi den mellemste af brødrene, som angiveligt har været hans gode ven, har udtrykt sympati for højreradikale synspunkter. For eksempel har han for nylig delt en grafik med teksten »White Lives Matter« på sin facebookprofil. En formulering, som bruges i højreradikale og nynazistiske kredse som protest mod Black Lives Matter-bevægelsen.

Ekstra Bladet har desuden afdækket, at han et par uger før drabet blev bortvist fra et poolparty arrangeret af Stram Kurs, hvor han gik rundt i shorts og derved afslørede, at han har en nazistisk tatovering på benet.

Information har set en video, hvor han i tydeligt påvirket tilstand løfter op i buksebenet og fremviser tatoveringen, som forestiller to hagekors og ordene »White Power«.

Et andet motiv

Siden drabet har spekulationerne om motivet svirret på Bornholm. Information har hørt flere teorier men har valgt ikke at bringe dem, da vi ikke har været i stand til at bekræfte dem og ikke kender ophavet til dem.

Spekulationerne er blevet forstærket af, at sagen indtil videre er foregået bag lukkede døre, og at politiet derfor ikke kan fortælle offentligheden, hvilken teori de arbejder ud fra i efterforskningen.

Hele sagen er et studie i, hvordan rygter spredes og udvikler sig fra mund til mund i et lille øsamfund.

Spekulationerne om, at drabet skulle være racistisk motiveret, har højst usædvanligt fået politiet til flere gange, trods de lukkede døre, at understrege, at der ikke er noget, der tyder på, det skulle være tilfældet.

Som chefanklager på Bornholm Benthe Pedersen Lund har formuleret det til Bornholms Tidende:

»Som vi ser det, er det et helt andet motiv. Det er en personlig relation.«

»Det er deres personlige forhold, der er gået galt.«

Gerningsstedet

Nordskoven ligger et par kilometer nord for Rønne. Jeg låner en cykel på mit hotel, triller afsted og svinger til venstre ind ad en skovsti.

Fuglene pipper foroven. De lysegrønne bøgekroner samles i en hvælving, som kaster skygge på den bløde skovbund. Fyrrenåle knaser under cyklens dæk.

Efter få minutter ankommer jeg til gerningsstedet: en overdækket bålplads, som ligger ved en lysning i skoven. Mange har været forbi og lægge en buket ved bålpladsen. Nogen har lavet et hjerte af rafter og grene og inde i hjertet formet forbogstavet i offerets navn med fyrrekogler.

Pludselig gør en hund.

Ud mellem træerne ser jeg en stor schæfer komme slæbende med en lille kvinde i ærmeløs vest.

Det er Ann-Sophie Carlsen. Sammen med sin ven Hanne Nicolaisen er hun ude for at træne deres schæferhunde. Det gør de ofte heromkring.

»Det er jo et fredeligt område,« siger Hanne Nicolaisen.

»Man ser det aldrig fyldt med flasker og sådan noget. Det er ikke sådan et drukområde.«

De har begge hørt de mange teorier om, hvad der ligger bag drabet. Rygterne løber stærkt her. Ingen af dem kender de involverede. Men Ann-Sophie Carlsen har hørt om brødrene.

»Jeg kender nogen, der kender dem som nogle … ikke så rolige typer,« siger hun.

Ved bålpladsen ligger flere personlige afskedsbreve fra offerets venner på øen. Blandt dem ligger et kort, som skiller sig ud. Det er ikke underskrevet af nogen. På det står med versaler: »Må vi alle vågne op til det faktum, at vi også har et ansvar for din død, og for den retfærdighed der stadig ikke findes.«

Bagved ligger endnu et kort, hvor der står: »Black Lives Matter.«

Martin Thaulow

Debat om racisme

Drabet i Nordskoven har ramt Danmark med nærmest uhyggelig timing. Netop som politikerne i Folketinget havde travlt med at debattere, om der overhovedet findes racisme i Danmark, og mens protester mod politivold og -drab på sorte i USA havde bredt sig til resten af verden, blev en afrodansk mand dræbt i en skov af to hvide brødre, hvoraf den ene tilsyneladende har højreradikale sympatier.

Politiet er blevet kritiseret for ikke at se racisme som et motiv. Og de danske medier er blevet anklaget for ikke at tage sagen alvorligt nok. Senest er drabet blevet taget op i The New York Times.

Her på øen har debatten om race også gået højt. Aktivister bredte i sidste uge et banner ud over retsbygningen i Rønne, hvorpå der stod »No lives matter until black lives matter«.

Når man spørger omkring i Rønne og omegn, viser det sig, at nogle af de unge i området er overbevist om, at gerningsmanden med hagekorstatoveringen er glødende racist, og at racisme om ikke andet har forværret forbrydelsen, selv om motivet for drabet måske har været et andet.

Imens har flere af offerets og gerningsmændenes venner forsøgt at fortælle omverdenen, at sagen i virkeligheden handler om noget helt andet, dog uden at fortælle, hvad motivet for drabet så har været.

»[…] stop med at misbruge den her tragiske hændelse til jeres formål,« som en af den afdødes venner skrev på Facebook som reaktion på banneret i sidste uge.

Men hvad skal der til, før man kan sige, at en forbrydelse er racistisk motiveret? Og hvordan kan man vide, om en forbrydelses karakter bliver grovere end ellers, fordi gerningsmanden ringeagter mennesker med en bestemt hudfarve?

Et helt specifikt motiv

Det spørger jeg Borholms chefanklager Benthe Pedersen Lund om, da jeg fanger hende i telefonen næste morgen.

– Kan en forbrydelse være motiveret af noget andet end racisme, men så blive grovere af, at gerningsmanden er racist?

»I teorien, ja. Men det er ikke det, der er tilfældet her,« siger chefanklageren.

»Der er et helt specifikt motiv. Men du får mig ikke til at sige mere om det. For det kan jeg simpelthen ikke.«

– Hvordan kan I være så sikre?

»Det kan vi af mange forskellige grunde.«

– Den ene bror har udtrykt højreradikale sympatier og har en nazitatovering. Forstår du, hvorfor spekulationerne løber stærkt?

»Ja, det forstår jeg godt, og det er også derfor, vi har forsøgt at melde ud hurtigst muligt.«

Benthe Pedersen Lund understreger, at politiet stadig holder alle muligheder åbne i efterforskningen. De kan ikke udelukke, at racisme har spillet en rolle. Der er bare ikke noget, der tyder på det endnu, siger hun. Hun kan derfor heller ikke svare på, om hun kan ende med at rejse tiltale efter paragraffen om hadforbrydelser, som kan give en skærpet straf.

– Hvis man skal afgøre, om en forbrydelse er blevet forværret af, at gerningsmanden er racist, så skal man jo helt ind i hovedet på vedkommende. Det kan vel være svært?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan ikke sige det anderledes, end jeg har gjort. Jeg har ikke flere kommentarer til det. Jeg beklager.«

Senere samme eftermiddag tager jeg bussen ud til en lille flække, som ligger nogle kilometer øst for Rønne. Det er her, brødrenes mor bor.

Den her ø er for lille

Jeg stiger af bussen og går lidt omkring i byens gader. Det er en overskyet gråvejrsdag. Vinden rusker i kastanjetræet ved præstegården.

Det er en klassisk provinsby. Her bor mange pensionister. Ved busstoppestedet ligger en grillbar og en Kirkens Korshær.

I løbet af dagen taler jeg med flere lokale for at finde ud af, hvad det er for en familie, de to brødre er rundet af. Hvad er der sket, siden de er endt som formodede gerningsmænd til så brutalt et mord?

Jeg ringer rundt, taler med to tidligere skoleinspektører, en underviser på en ungdomsskole, en fodboldtræner og byens præst. Ingen af dem husker familien eller brødrene særligt godt.

Jeg ved, at moren bor i udkanten af byen. I løbet af eftermiddagen forsøger jeg at få et interview med hende. Men det bliver ikke til noget. Hun er ikke klar endnu.

Jeg bliver hængende på byens torv, mens det trækker op til uvejr. Grå skyer driver hastigt over himlen. Vinden pisker i vimplerne, mens støvregnen begynder at falde. Jeg har en halv aftale med en lokal mand, som kender til familien og muligvis kan hjælpe mig med at forstå de sociale og psykiatriske problemer, der har præget brødrenes opvækst.

Jeg venter på torvet i halvanden time og ringer til ham flere gange uden held. Da regnen tager til, søger jeg tilflugt i en port. Her står jeg lidt og holder udkig med hans hoveddør i forhåbning om snart at se ham komme hjem fra arbejde.

Pludselig dukker en mand op i skyggerne bag mig. Det er ham. Jeg spørger, hvad han kan fortælle. Hvem er familien? Hvad er der sket? Han tøver lidt. Så fortæller han, at han har fået kolde fødder. Han vil ikke tale alligevel.

»Den her ø er for lille,« siger han, før han forsvinder ud i regnen.

En provokatør

Sent om aftenen, da jeg er kommet tilbage til mit hotel, ringer jeg til en ung kvinde, som jeg har været i kontakt med via Facebook. Hendes navn er Sara Krogh, og hun har været gode venner med både offeret og den mellemste bror, altså den ældste af gerningsmændene.

»Han var sådan set min bedste ven,« siger hun om broren.

»Han er nærmest død for mig nu. Så jeg skal sørge over to venner.«

Hun har været i tvivl om, hvorvidt hun bør tale med journalister. Hun vil ikke fremstå, som om hun tager en morder i forsvar, og hun betragter ikke længere den mellemste bror som en ven. Men hun føler behov for at mane rygterne om racisme til jorden.

»Det har intet at gøre med racisme,« siger hun.

Sara Krogh var nær ven med både offer og en af gerningsmændene. Hun beskriver de to som bedste venner. »Fra det øjeblik han (den afdøde, red.) ankom til Bornholm, så man dem nærmest arm i arm.«

Martin Thaulow

Sara Krogh fortæller, at den mellemste bror godt kan være »lidt sær«. Hun bekræfter, at han kan blive aggressiv, når han drikker, og sige dumme ting. Men hun har aldrig set ham være voldelig.

»Jeg vidste ikke, han kunne finde på sådan nogle ting. Jeg havde aldrig nogensinde set det komme.«

Hun har heller aldrig opfattet ham som racist.

»Han kan godt lide at provokere. Han er en provokatør. Men jeg har aldrig set ham som racist. Han har flere venner, som er af anden etnisk herkomst,« siger hun.

– Og hvad med tatoveringen på hans ben?

»Jeg tror også, at det er ren og skær provokation, og lidt i sjov. Jeg har set den video, hvor han viser tatoveringen frem. Han ser meget stolt ud. Men jeg tror ikke, det er, fordi han er stolt af at være racist, men fordi han er stolt af at være provokerende.«

Hun fortæller, at han også har en anden tatovering, hvor der står »2-0 til Palle«, en reference til politimorderen Palle Sørensen.

»Det er også ren og skær provokation, intet andet.«

Bedste venner

Han og den nu afdøde kunne altid ses sammen, hver gang afdøde besøgte øen, fortæller hun.

»Fra det øjeblik han ankom, så man dem nærmest arm i arm. De var så godt som bedste venner.«

De ankom altid til fester sammen, og hun havde ikke indtryk af, at der har været nogen konflikt imellem dem. Så meget desto mere er drabet kommet som et chok for hende.

Offeret i sagen er vokset op som barn i en af få familier med afrikanske rødder i en lille by nær Rønne. Sara Krogh har været venner med ham i godt ti år.

»Han var en livsglad charmør,« siger hun og begynder at smile med stemmen, da talen falder på ham.

Han havde gammeldags manerer, gik altid i blazer og kaldte kvinder for »frøken«, når han bød dem op til dans.

»Han kunne løfte et helt rum op. Det kunne han.«

Sidst, hun så de to venner sammen, var til en fest natten til søndag i den forgangne weekend. Her virkede alting til at være fint imellem dem. De to venner blev bedt om at gå kort efter ankomsten, fordi de ikke var inviteret. Herefter tog de til en anden fest. To døgn senere blev en af dem fundet død, tilsyneladende dræbt af sin ven og hans lillebror.

Begge brødre har nægtet sig skyldige i drab. Men de har erkendt sig skyldige i vold, og eventuelt vold med døden til følge, hvilket kan give op til ti års fængsel. Indtil videre er de varetægtsfængslet til 22. juli.

Voldelig og ustabil

Sara Krogh kender ikke lillebroren ret godt, selv om hun har gået i skole med ham.

»Jeg har aldrig forstået den knægt,« siger hun.

Hun fortæller, at lillebroren engang har truet hende og hendes veninde på livet, fordi han var overbevist om, at de udnyttede hans bror på en eller anden måde. Hun har flere gange set ham være aggressiv og voldelig under byture.

»Han kan være utroligt ustabil. Når først han ser rødt, så er der ikke noget at gøre. Han er ligeglad med, om det er folk, der er tæt på ham, eller folk, han slet ikke kender. Det er lige meget for ham.«

Sara Krogh ved ikke præcis, hvad der er sket på mordnatten. Men noget tyder på, at nogen har sendt en besked til den nu afdøde og inviteret ham på en øl i skoven efter en fest. Det har offerets mor fortalt til Ekstra Bladet.

Sara Krogh ved ikke, hvad motivet for drabet kan have været. Som så mange andre her på øen har hun hørt noget om, at det kan skyldes noget, der er sket mellem brødrenes mor og den nu afdøde.

»Men der går simpelthen så mange rygter,« siger hun.

Ingen sympati

Da hun i sidste uge opdagede, at en af hendes gode venner var fundet død i skoven, var den første, hun skrev til, hendes bedste ven: den mellemste bror. Hun bad ham om at ringe. Men han svarede aldrig. Det var før, hun vidste, at han var involveret i sagen.

Da det gik op for hende, at han sammen med sin lillebror var blevet sigtet for drabet, brød hun sammen. Det skete under en tur til stranden med nogle venner kort efter drabet. Siden har hun haft flere sammenbrud, og hun har mistet sit arbejde.

Hun har svært ved at finde ud af, hvordan hun skal bearbejde tabet af sine to nære venner.

»Jeg kan ikke give slip. Jeg ved stadig ikke, hvad der er foregået. Jeg ved ikke, hvor meget den mellemste bror har gjort. Eller hvorfor det er gået så galt. Det kører rundt i mit hoved. Det er nærmest den eneste samtale, der er her blandt folk. Lige meget hvor man tager hen.«

»Jeg vil ikke lyde, som om jeg sympatiserer med de to brødre,« understreger hun.

»Jeg har intet til overs for det, de har gjort, eller de mennesker, de er blevet til.«

Sociale problemer

Drabet i Nordskoven har bragt en dunkel side af Bornholm frem i lyset. Der tegner sig et billede af en familie præget af sociale og psykiatriske problemer, som har fået lov at eskalere ud af kontrol.

Onsdag i denne uge bragte Bornholms Tidende en leder under overskriften »Hvad i alverden formede de to mænd fra Nordskoven?«.

»Hvor sprang kæden af? Hvilke advarselslamper blinkede, uden at nogen tog notits?« spørger avisens chefredaktør i lederen.

»Vi er ikke kendt for at være gode til at opfange og bremse mistrivsel på Bornholm. Er vi kommet til at lukke øjnene for antydninger af det problem, der forleden nat eksploderede i Nordskoven?«

Burde myndighederne have grebet ind tidligere? Kunne mordet have været undgået?

Der er ingen tvivl om, at den ene bror tidligere har givet udtryk for højreradikale sympatier. Og man skal vride sin hjerne grundigt for at få sig selv til at forstå, hvordan en mand med et hagekors på benet skulle kunne være med til at dræbe en mørk person, uden at race har spillet nogen som helst rolle. Kun brødrene selv ved, hvad der er gået gennem hovedet på dem den nat.

Men uanset om racisme har spillet en rolle i sagen eller ej, står det klart, at brødrene er vokset op med svære psykiatriske komplikationer i en belastet familie og i et lokalsamfund, som ikke har formået at gribe dem i tide.

Hvad der i virkeligheden er sket i skoven, finder vi først ud af, når retssagen går i gang, eller hvis nogen af de involverede vælger at stå frem i pressen. Indtil da vil diskussionen om racisme og spekulationer om motivet formentlig fortsætte.

Opdateret fredag 3. juli 2020 kl. 13:07 med et afsnit om, at den ene bror ville sende »de sorte svin« hjem og have et »hvidt Danmark«, samt et afsnit om et billede af en stemmeseddel med kryds ved Stram Kurs.