Ekspert i indfødsret Eva Ersbøll går på pension: Tildeling af statsborgerskab er blevet politiseret

Hvis man søger efter Eva Ersbølls navn på information.dk, så optræder det i 168 artikler, hvor hun har bidraget med analyser, vurderinger og kommentarer inden for hendes juridiske speciale: indfødsret.

Indfødsretten – hvem må blive dansk statsborger, og hvad skal det kræve – var i en meget lang årrække et emne med politisk konsensus. Et emne, der levede sit eget stille liv i relativ ubemærkethed. Men de senere år er indfødsret i stigende grad blevet en brik i værdikampen mellem fløjene i Folketinget, og aldrig tidligere i danmarkshistorien har den været så politiseret som i dag.

Det var lidt af et tilfælde, der fik Eva Ersbøll til relativt sent i sin karriere at beskæftige sig med indfødsret. For i de første mange år arbejdede Eva Ersbøll som cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1973 som generalist, først i Social- og Sundhedsforvaltningen under Københavns Kommune, derefter en lang række år hos Folketingets Ombudsmand.

Efter tre år i Bruxelles fik hun i 1995 tilbudt at lave en udredning for den tidligere justitsminister Ole Espersen, der som Menneskerettighedskommissær for Østersøområdet skulle undersøge regler og procedurer for tildeling af statsborgerskab i Østersøstaterne, herunder de problemer, der var opstået efter Sovjetunionens sammenbrud med store russiske mindretal i Estland og Letland, der var blevet statsløse. Eva Ersbøll var vendt tilbage til Institut for Menneskerettigheder, hvor hun tidligere havde været under en orlov fra Ombudsmanden, og sagde ja til opgaven. Hun gik i gang – og så havde hun fundet sit speciale.

Ole Espersen tænkte nok i første omgang, at udredningen ville støde på problemer i de baltiske lande med de store russiske mindretal, men der var også problemer i Danmark.

»Danmark er jo også et Østersøland, og det var klart, at der var en række problemer også i den danske lovgivning, og det gjorde mig nysgerrig,« fortæller Eva Ersbøll og peger blandt andet på, at man dengang administrerede efter et fortroligt skuffecirkulære, og at der ikke var meget fokus på international ret.

»Så var jeg tændt. Det kunne være et spændende område at dykke ned i, og jeg trængte også til at være noget andet end generalist. I første omgang troede jeg nok, at jeg kunne gøre det på et år, og det havde jeg aftalt med direktøren på instituttet. Men det blev mere og mere omfattende og endte til sidst i 2007 med en afhandling på tusind sider, som dog blev kortet ned til 800.«

Fra juli er hun nu gået på pension fra Institut for Menneskerettigheder. Helt slipper hun dog ikke instituttet, for hun fortsætter som emerita og vil også arbejde videre med statsborgerskab. Det betyder, at hun stadig vil kunne høres i debatten – og sikkert også kunne træffes her i avisens spalter.

Det betyder også, at det stadig vil være muligt for borgere at søge oplysning om regler på området ved at kontakte Institut for Menneskerettigheder. Og det er der mange, som benytter sig af, for reglerne kan være komplicerede og uoverskuelige for den enkelte.

»Jeg har en viden om nogle ret svære områder, som ikke ret mange har, og derfor har jeg sagt, at instituttet godt må henvise til mig, hvis borgere henvender sig,« siger hun.

Fremskridtspartiet begyndte politiseringen

Der er det helt specielle ved indfødsret, at det er noget, som Folketinget ifølge Grundloven tildeler. Det er altså politikerne, der bestemmer, hvilke udlændinge der efter ansøgning skal have adgang til dansk indfødsret – eller statsborgerskab, som det også kaldes. Det sker gennem lovforslag, der et par gange om året oplister en lang række navne, som ved vedtagelsen (og i dag også en efterfølgende grundlovsceremoni) får dansk statsborgerskab.

I 1998 vedtog et meget stort flertal i Folketinget, at internationale regler skal overholdes, og at den helt særlige konstruktion skal følge forvaltningslovens regler.

På det tidspunkt var politiseringen af indfødsretten begyndt. Det begyndte med Fremskridtspartiet, der tilbage i 1980’erne stillede konkrete ændringsforslag, om at ansøgere på lovforslaget burde stryges fra forslaget, fordi de ikke opfyldte strenge krav, som Fremskridtspartiet mente skulle gælde. Dermed blev de pågældende ansøgere hængt ud i offentligheden på baggrund af oplysninger, de havde givet til myndighederne i fortrolighed.

»Det var fuldstændig uhørt. Området havde aldrig tidligere været politiseret, tværtimod var det et emne, som Folketinget og tidligere Folketinget og Landstinget nåede til enighed om i stor samdrægtighed. Selv i de mest urolige år i 1930’erne blev lovforslagene vedtaget i enstemmighed, selv om der var rigsdagsmedlemmer, der mente, at kravene var for milde.«

Ifølge Eva Ersbøll medførte Fremskridtspartiets udhængning af ansøgere et veritabelt oprør i Folketinget. Justitsministeriet blev involveret flere gange, efter Indfødsretsudvalget, Folketingets Lovsekretariat og venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbech havde spurgt, om Folketingets formand kunne gribe ind over for ændringsforslagene. Justitsministeriet undersøgte først, om der var tale om brud på tavshedspligten, og det mente ministeriet efter en nærmere granskning ikke, der var tale om. Og så fortsatte Fremskridtspartiet med at hænge navngivne ansøgere ud, selv om deres ændringsforslag naturligvis blev nedstemt. Ansøgerne opfyldte jo alle krav.

Da hun til brug for sin afhandling gennemgik alle Fremskridtspartiets og senere Dansk Folkepartis forslag om stramninger, kunne Eva Ersbøll konstatere, at de i vidt omfang var blevet vedtaget i 00’erne. Da var det Dansk Folkeparti, der fremlagde dem og fik støtte fra de skiftende Venstre-regeringer.

Gavefløj og rettighedsfløj

I debatten om indfødsret har der dannet sig to fløje med hver sit principielle syn. Den ene fløj kan man kalde gavefløjen. Den mener, at et dansk statsborgerskab er det fornemmeste, et samfund kan give til en udlænding, som derfor skal have gjort sig fortjent til det.

»Det er en retorik, som har spredt sig fra et parti, der ikke anerkender forpligtelserne efter de internationale konventioner, men tværtimod mener, at den danske grundlov stiller politikerne frit. Men et meget stort flertal i Folketinget har selv påtaget sig de internationale forpligtelser, så der er nogle retlige bindinger. Det anerkendes stadig af et stort flertal, selv om gaveretorikken har bredt sig til andre partier hen over midten,« siger Eva Ersbøll og tilføjer:

»For mig at se er gaveretorikken ikke rigtig. At få dansk indfødsret kræver tilknytning til Danmark. Det er rigtigt, at lovgivningsmagten i princippet selv bestemmer tilknytningskravene, men den har forpligtet sig af internationale aftaler, som den selv har indgået, blandt andet om ret til dansk statsborgerskab for statsløse børn født i Danmark, nordiske statsborgere, forbud mod usaglig forskelsbehandling m.v. Så længe flertallet i Folketinget står fast på, at internationale aftaler skal overholdes, så er det en rettighed at få dansk statsborgerskab, når man opfylder betingelserne, og ikke en gave, hvor giveren står frit.«

Den anden fløj kan man kalde rettighedsfløjen. Synspunktet er her, at det er en menneskerettighed at have et statsborgerskab. Det er klart udtrykt i Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, som en række internationale konventioner bygger på, herunder Den Europæiske statsborgerskabskonvention.

»Vi skal have regler, der giver indvandrere mulighed for at blive danske statsborgere, og efterkommere, som er født og opvokset her, skal kunne blive danske. De har den største tilknytning til Danmark, og måske ingen nævneværdig tilknytning til forældrenes oprindelsesland. Også ud fra en demokratisk synsvinkel er det at være borger i et land uden at have landets statsborgerskab utilfredsstillende. Så har man ikke lige rettigheder og indflydelse på det samfund, man er en del af, blandt andet gennem stemmeretten.«

– Du har både været ekspert på området og samtidig selv taget del i debatten. Hvorfor har du påtaget dig begge roller?

»Jeg har følt en forpligtelse til at deltage i debatten på et område, som er svært tilgængeligt. Jeg får mails og bliver ringet op af personer, der gerne vil have dansk statsborgerskab, hvis de for eksempel er børn af danskere, der er udvandret. Eller af unge, som hele deres opvækst har troet, at de var danske statsborgere, men så pludselig får at vide, når de fylder 18 år, at det er de ikke alligevel.«

Gennem årene har Eva Ersbøll fået »et hav af henvendelser« fra folk, der har været fortvivlede over deres situation, og som ikke har kunnet gennemskue reglerne og se, hvad de kunne eller skulle gøre. »Når jeg har hørt om alle de problemer, så har jeg følt, at jeg var nødt til at deltage.«

Hun har også slået til lyd for, at Danmark trænger til en reform af hele den måde, vi har indrettet systemet med indfødsret på.

»Loven om dansk indfødsret blev vedtaget i 1950, og i de efterfølgende 70 år har vi lappet og lagt nye regler oven på den gamle lov, så den og cirkulæret om tildeling af indfødsret næsten ikke er til at forstå, medmindre man er ekspert. Systemet i dag er – ud over at være svært gennemskueligt – ikke gennemtænkt. Har vi samlet set en lovgivning, der svarer til nutidens behov?«

Hun henviser til, at både Sverige, Norge og Finland efter årtusindskiftet har lavet omfattende og gennemgribende reformer af deres indfødsretslovgivning, som tager hensyn til globalisering, internationalisering, indvandring, EU, fri bevægelighed og teknologisk udvikling, blandt andet med elektronisk kommunikation.

»Alt det var enten ikkeeksisterende eller så godt som ukendt i 1950. Så der burde Danmark følge trop og gøre noget tilsvarende.«