Eksperter og organisationer: Støtte til forældre er et manglende fokus i anbringelsessager

Det er en del af den sociale lovgivning, at man skal støtte forældre til anbragte børn. Men det er ifølge flere, der arbejder med udsatte børn, ikke et fokus, der fylder særligt meget i anbringelsessager.

Sådan lyder det blandt andre fra Inge Bryderup, som er professor ved Aalborg Universitet og forsker i anbringelser.

»Det lovgivningsmæssige grundlag er, at kommunerne skal lave forældrehandleplaner, som handler om, at der skal iværksættes en indsats for, at den samlede familiesituation forbedres, mens barnet er anbragt. Men det halter med at gøre det,« siger hun.

Kirsten Brøndum, som er souschef i Center for Børn, Unge og Familier i Socialstyrelsen, fremhæver, at man ikke ved så meget om, hvilke støtteforansstaltninger der konkret bliver givet ude i kommunerne, eller hvordan man bedst støtter forældre til anbragte børn – hverken herhjemme eller i udlandet.

Hun står i spidsen for et projekt, hvor Socialstyrelsen sammen med fire kommuner skal arbejde med at udvikle og dokumentere en model til at give støtte til forældre, der har fået anbragt deres børn.

»Vi ved, at forældre til anbragte børn spiller en rolle i langt de fleste børns liv. Med nogle familier vil man vide, at det er en langvarig anbringelse. Og så handler det om, at man støtter dem i at være gode samværsforældre, så de stadig følger med i barnets liv og kan understøtte barnets udvikling,« siger Kirsten Brøndum.

Regeringen har med statsminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Astrid Krag (S) i spidsen lagt stor vægt på, at der skal lyttes mere til børnene i en ny Barnets Lov, som ventes at blive fremlagt på den anden side af sommeren. I denne debat har regeringen fremhævet, at der skal tvangsanbringes flere børn for at undgå tidlig omsorgssvigt.

»I dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag,« som Mette Frederiksen blandt andet sagde i sin nytårstale.

Mens det politiske fokus i høj grad har været på børnenes behov, så peger flere altså på, at en succesfuld anbringelse også kræver, at der gives hjælp og støtte til forældrene.

Anbragte børn: Forældre er vigtige

David Adrian Pedersen, der er formand for De Anbragtes Vilkår, mener, at politikerne skal passe på med at »problematisere forældre til anbragte børn, eller dem der står i risiko for at få deres børn anbragt«.

»Der har været en hård tone i forhold til den politiske debat, der har kørt siden nytår. Hvor der skabes en fortælling om, at forældre får for mange chancer. Selvfølgelig skal vi være på barnets side. Men vi kan godt være på barnets side uden at tale forældrene ned. Det bliver for forsimplet at snakke om chancer. Vi skal forstå, at det at få fjernet sit barn er en enorm stor sorg og en traumatisk oplevelse,« siger han.

Forældrene til anbragte børn spiller »en afsindig vigtig rolle i børnene og de unges liv«, mener David Adrian Pedersen.

»Det er selvfølgelig aldrig nogensinde sådan, at børn og unge skal mases ind i et samvær med forældrene, som vedvarende er en dårlig oplevelse. Det må aldrig ske. Men forældrene er faktisk nogle af dem, som midt i alt det fragmenterede og den ringe kontinuitet kan skabe sammenhæng på tværs af anbringelsesskift og relationsskift,« siger han

Han forklarer, at anbragte børn ofte kan føle sig rodløse og har svære vilkår for at skabe deres identitet. Og her er forældrene vigtige, fordi de kan hjælpe barnet med dets livsfortælling.

Samtidig, påpeger han, betyder et dårligt samarbejde med forældre og anbringelsesstedet også, at de anbragte børn ofte ender i en loyalitetskonflikt mellem to vigtige parter i deres liv.

»Når forældre trives og accepterer anbringelsen, kan man finde ro i sin anbringelse. Hvis de mistrives, eller hvis samarbejdet er dårligt, så går det ind og forstyrrer barnet, fordi man helt instinktivt har en loyalitet over for sine forældre,« siger David Adrian Pedersen.

Han mener blandt andet derfor, at forældre skal tilbydes sorgbehandling, når de får anbragt deres børn.

»På den måde kan vi blive bedre til at skabe en ikkekonfliktfyldt relation under anbringelsen, så de kan få muligheden for at lære at håndtere at være forældre til et anbragt barn.«

Endelig, påpeger han, viser en undersøgelse fra VIVE i 2015, at 40 procent af de anbragte børn i dag har en forælder, som selv har været anbragt.

»Der bør også arbejdes med de sårbarheder, der er grunden til, at forældrene har fået anbragt deres barn i første omgang.«

Drop udskamningen

Kirsten Brøndum fra Socialstyrelsen fortæller, at det igangværende projekt om målrettet støtte til forældre også har fokus på, hvordan man bedre understøtter forældrene i den svære situation, det er at få anbragt sit barn – uanset om det sker mod eller med deres vilje.

»Vi er derfor sammen med kommunerne opmærksomme på at sætte fokus på noget, der ikke har været talt så meget om – nemlig at forældre kommer i en livskrise, når deres børn bliver anbragt – og hvordan støtter man dem så i det,« siger hun.

Der er i dag for mange tilfælde, hvor der er uro omkring anbringelsen på grund af forældresamarbejdet, hvilket påvirker barnet, forklarer hun videre. Og i de allersværeste anbringelsessager vil konflikter mellem forældrene og kommunen ofte være en del af problemkomplekset.

»Det handler om at arbejde med, at selv om forældrene er kede af det, og at barnet er anbragt af alvorlige årsager, så kan de være med til at arbejde med myndighederne for barnets bedste,« siger Kirsten Brøndum.

Det er ikke enten-eller

RIFT, som er en organisation, der arbejder med retssikkerheden for forældre til anbragte børn, oplever, at forældre hjælpes meget lidt i forbindelse med en anbringelse.

Foreningens formand er Susanne Munck, som er ’paragraf 54’-støtteperson til flere forældre, hvis børn er anbragt. En støtteperson efter paragraf 54 i Serviceloven er et tilbud, kommunen skal give til forældrene. Men det er ofte også det eneste tilbud, de får, lyder det fra Susanne Munck.

»Det er fint med støttepersoner, men det bør ikke være den eneste indsats. Vi er ikke terapeuter, vi er ikke advokater. Vi kan som støttepersoner opleve en afmagt over, at vi ikke kan give al den hjælp, der er behov for,« siger hun og udyber, at der i alt for få sager bliver lavet forældrehandleplaner – som er en plan, der skal hjælpe forældrene med at få deres barn hjem igen.

»Og også i de sager, hvor der er chance for at bringe familien sammen igen, går det i stå. Vi kommer i masser af hjem, hvor forældrene sidder tilbage uden nogen form for hjælp. Vi er med til møder, vi kender akterne, og vi er med i retssagerne. Vi kan med sikkerhed sige, at det ikke går ordentligt til,« siger hun.

Susanne Munck finder det »besynderligt«, når den nuværende regering siger, at nu vil man være på barnets side. RIFT ser det ikke som enten-eller.

»Vi kæmper en helhedskamp, hvor det både handler om at arbejde med børnene og forældrene,« siger hun. 

Og det er altså blandt andet det, Socialstyrelsen i samarbejde med de fire kommuner skal arbejde på. På tre år skal de udvikle en indsats, som har fokus på at forbedre forældrenes kompetencer, skabe øget ro og stabilitet i samværet mellem forældre og barn samt forbedre samarbejdet mellem forældre, kommune og anbringelsessted.

Kirsten Brøndum fortæller, at det har været overraskende, hvor mange kommuner der har haft lyst til at være en del af udviklingsprojektet.

»Det er en ændring, at man i højere grad ser på, hvordan man kan støtte forældrene. Men vi fik rigtigt mange ansøgere, og det tyder på, at det er noget, kommunerne efterspørger,« siger hun og tilføjer: 

»Derfor har vi fra Socialstyrelsens side også besluttet at invitere alle kommuner ind i et netværk med andre kommuner, der gerne vil udvikle deres indsats over for forældre til anbragte.«