»Jeg kom til Danmark for tre år siden for at bo og leve med min danske kæreste. Vi mødte hinanden på en lille ø i Filippinerne, hvor jeg boede, og han kom for at surfe. Jeg besøgte ham ad flere omgange i Danmark på turistvisum, og da vi gerne ville bo sammen, besluttede vi os for at blive gift. Vi tog op til et kommunekontor i en anden kommune end der, hvor vi bor nu, for at ansøge om ægteskab, og her havde jeg min første racistiske oplevelse i Danmark.«
»Kommunemedarbejderen talte engelsk til os, for jeg talte ikke dansk endnu og kunne ikke sige andet end ’tak’ og ’hej hej’. Hun stillede en masse spørgsmål, som jeg vurderede var relevante. Hun ville vide, hvor længe vi havde været sammen, hvordan vi mødte hinanden og sådan noget.«
»Til sidst henvendte hun sig på dansk til min mand. Jeg tænkte, at hun måske spurgte ind til noget med økonomi eller andet, som var nemmere at tale om på deres modersmål, men på vej hjem i bilen kunne jeg mærke på min kæreste, at der var noget galt. Jeg spurgte, om der var sket noget, og han fortalte, at kommunemedarbejderen havde spurgt, om han var sikker på, at han ville giftes med en kvinde fra Filippinerne? Hun havde sagt, at det var muligt, jeg bare var her for at udnytte ham økonomisk – det havde de set mange eksempler på, at asiatiske kvinder gjorde.«
»Min mand grinede nærmest, da han fortalte det. Ikke fordi, han syntes, det var spor sjovt, men fordi han var rystet og i chok. Han havde roligt svaret, at han var sikker på, at jeg ville giftes, fordi jeg elskede ham.«
Sade Jensen-Zabala
- 29 år, bor i Jylland
- Uddannet journalist fra Filippinerne. Er studerende.
- Født i Fillippinerne, kom til Danmark i 2017
»Episoden fik mig til at ændre adfærd. I det land, jeg kommer fra, er statsansatte velansete folk med stor autoritet og magt, og det gjorde decideret ondt indeni, at en kvinde, som slet ikke kendte mig, dømte mig ud fra en stereotyp om asiatiske kvinder og deres intentioner. Hvis hun tænkte sådan om mig, hvad ville alle andre danskere så ikke tænke?«
»På surferøen i Filippinerne var jeg vant til at gå i shorts og gamle T-shirts, men i Danmark begyndte jeg at gøre mig ekstra umage, klæde mig virkeligt pænt og gå i mærketøj. Oplevelsen fik mig til at føle, at jeg har et ansvar for at bevise, at jeg ikke er en golddigger, men at jeg har mine egne penge, eget job, uddannelse og kvalifikationer. Det er dog en slags catch 22, da min påklædning for eksempel også kan få folk til at tro, at det er min mand, der køber alt og betaler det hele.«
»Der findes mange fordomme om asiatiske kvinder. De handler tit om penge og sex, og jeg tror, at jeg har mødt dem alle. Mange antager, at jeg er gift med en ældre mand, men min mand er faktisk yngre end mig. De går også ud fra, at vi har mødt hinanden på nettet, og de kan finde på at spørge mig og min mand om mærkelige ting som for eksempel, om jeg er god til at give massage, og om jeg slutter af med en happy ending.«
Hvordan ser racisme ud i Danmark?
Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.
Seneste artikler
30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark
13. august 2020Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærdI 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig
10. august 2020Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serienDet var ikke mine kompetencer, der blev afvist. Det var mit navn og min baggrund
8. august 2020I 2013 sendte Mozhgan Gerayeli to identiske ansøgninger til den samme virksomhed – med den eneste forskel, at den ene var underskrevet med Karin og den anden med hendes rigtige navn
De der er fuld af fordomme ser ikke mennesket men kun deres egne fordomme i det menneske. Denne fordomme om asiatiske kvinder der gifter sig med danske mænd er i den grad nedladende, respektløst og patroniserende. Det er helt uacceptabelt og uprofessionalt af denne kommunale medarbejder at lufte sin fordomfuldhed på sit job.
Lærke, din mand skulle have konfronteret medarbejderen om det eller skrive en klage til kommunen over oplevelsen.
Fordomme skal udfordres med virkeligheden hver gang man møder dem.
Puh. Det er tung, men relevant læsning, disse artikler. De fortjener at blive udgivet i bogform.
Det bliver mere og mere tydeligt, hvordan ord, man mødes med, betyder noget. Det må være nogenlunde samme mekanisme som ved mobning. De negative ord lagrer sig i systemet og popper op igen og igen, hver gang man tvivler på sig selv. Man gør sig umage med at tilpasse sig, for at andre skal ændre mening om en. Hvis de negative ord bliver ved med at falde, kan man fuldstændig miste troen på sig selv.
Det samme gælder de positive ord, som man vokser af. Derfor prøver jeg altid på at sige noget pænt til andre. En klog kvinde sagde en gang til mig, at der skal 10 positive oplevelser til at opveje en negativ, så der er virkelig behov for de anerkendende ord.
Gert Romme. Jeg tror ikke på, at vi kommer nogen vegne med racismeproblemet ved at afskedige en enkelt sagsbehandler i unåde. I værste tilfælde kommer der en martyr ud af det. Forestil dig den dermed forbundne populistiske kampagne. Jeg tror, at den pågældende organisation selv, dens ansatte og ledere og den politiske ledelse skal tage hånd om problemet, og gerne fremlægge sin reviderede politik offentligt.
Inger Jensen, helt enig i den med 10-1, nok også med 20-1; men ved 30-1? På et tidspunkt vender billedet i hvert fald, og du får en person ude af stand til at se en bjælke i sit eget øje.
Noget med balance. Og med grænser.
Det gælder vel også denne fordomsfulde medarbejder, som måske ville gi’ sit job et såkaldt menneskeligt ansigt, og mente det bestod i at lufte sin egen person. Denne form for rod i forhold til et arbejde er faktisk ret udbredt. Nogle gange kan det føre noget godt med sig at den professionelle ser personen bag sagen overfor. Men fordomme har vist aldrig ført til andet end elendighed. Inkl. den ikke at bli’ erkendt som det, de er.
Mon den pågældende medarbejder og hendes ligesindede har styr på personerne bag skilsmissetallene i dette land? Og styr på om det altid er lige børn der leger bedst?
Jeg forstår at manden blev rystet, men han burde jo også blive vred over den nedvurdering af ham, at han skulle ha’ behov for en advarsel!
En golddiger som finder guld, er vel ik helt tosset, hvis kommunen finder en arbejdsløs som kan arbejde for 40 kr i timen er ikke helt dårligt, finder jeg en rig russisk enke som kører i en McLaren, så er det ikke væsentligt for mig, om den russiske enke kan lide at rejse og møde masser af nye mennesker.
Når alle de andre er uretfærdige, skal man grave det rigtige sted-:)
Det rager ikke myndighederne hvilke motiver der får folk til at gifte sig. At penge kan spille en rolle er en mulighed man ikke kan udelukke også selv om det unge par er kernedanske i syvende led, ikke noget nyt og iøvrigt helt legalt.
Medarbejderen må tænke hvad hun vil men hun skal ikke fornærme folk.
Den kommunale medarbejder er vel bare erfaringsramt. Når en person gifter sig med en udlænding opstår et kultursammenstød, og nogle danske mænd er nogle rene skidderrikker og behandler deres koner elendigt.
Jeg synes godt nok, det er uhøfligt at tale hen over hovedet på den ene part i et sådant interview. Hvis denne sagsbehandler har fået pålæg om at advare mod snyderi, skal det foregå helt åbent og anderledes formelt og med tydelig forklaring af, at der har været sager med bondefangeri fra den ene parts pågældende land. Og den samtale skal selvfølgelig foregå på fælles sprog eller ved at interviewe parterne hver for sig. Jeg har mærket at føle mig mistænkeliggjort, da jeg skulle sende penge til en bekendt, som bor i ét af de lande, der kræver skærpet bankkontrol. Men modsat denne sag, fik jeg forklaret, at det er påkrævet dokumentation, kopi af pas osv længere oppe i systemet. Alligevel var det yderst ubehageligt. Så kære offentlige Danmark! Opgrader lige formaliteterne og skærp takt og tone. Det er uprofessionelt, når en medarbejder på et officielt kontor lader sin sagsbehandling påvirke af en dokumentarfilm fra tv2, hun lige har set....
Og én ting er helt 100% sikkert. De her søde damer kommer ikke til Danmark for pengenes skyld. Ingen kunne vel finde på at rejse til den anden side af verden for andet end kærlighedens skyld.
Kære nydansker. Ikke alle i dette land går i mærketøj, som du nævner som eksempel på dine tiltag for at fremstå “dansk”. Det må, som overalt, være et spørgsmål om hvem man vil ligne?
Umiddelbart tænker jeg at kommune-damen måske havde mistanke om (baseret på tidligere erfaringer), at der måske var tale om et pro-forma-ægteskab? altså at hun KUN havde taget sin danske mand for pengenes skyld?
Og ja, det er lidt kluntet, akavet, og dårligt formuleret af kommune-damen, men sagen er den, at LOVEN i DK faktisk påbyder, dvs. at de SKAL finde ud af, om folk i DK gifter sig af kærlighed, eller for pengenes skyld, eller pro-forma, forstået på den måde, at de gifter sig med en dansk mand for at komme væk fra dårlige forhold i deres land, bl.a. Filippinerne, og så blive skilft 3 år efter f.eks....
Det kunne have været forklaret bedre :)
Det er bare sådan, at man bliver bedre behandlet, hvis man er velklædt. Og det gælder alle etniciteter. Da jeg var ung, var vi ligeglade. Vi havde alt for travlt med at finde ud af meningen med livet.
En veninde i arbejdstøj blev dog en dag så forbandet over at blive nedladende behandlet af en ekspedient i illums pelsafdeling, at hun købte en pels til 30.000. Bare for at se ekspedienten skamme sig. Men det var sq en dyr omgang, for hun brugte aldrig pelsen - og så rig var hun altså heller ikke.
Så hvad kan vi lære af det? At det er mest synd for fjolserne - så prøv at fokusere på egne værdier i stedet for, på hvad andre synes.
I ærlighedens navn må jeg indrømme, at helt ligeglade var vi ikke. Der var 'uniformer', som signalerede hvilken klan man tilhørte. Der var to overordnede grupper : hippierne, hvis systemkritik tydeligt kunne aflæses i påklædning og sociale normsæt, og 'diskerne' (afledt af diskotek) som fulgte forbrugersamfundets modediktater. Hvilket for mit vedkommende betød, at de stiletter, jeg havde drømt om, siden jeg som barn beundrede mine smarte tanter, som hippie var absolut no go. Indtil jeg blev voksen nok til at være ligeglad og købte et par sandaler med byens højeste hæle.
Klæder skaber vitterlig folk, og det er klart, at påklædning er en markant markør. Hvis økonomi ikke har betydning, kan du jo bruge det i egen favør og 'snyde fjenden i ålborg'. Hippierne kunne skifte ham, så de ikke længere blev hånet som langhårede, uvaskede outcast's. Jeg var 'brilleabe' og dybt misundelig på mine smukke veninder, så kontaktlinser var stort for mig. Vi har fatshaming og mobning af forskellig slags, som ofrene ikke kan ændre på, f.eks. seksualitet eller etnicitet.
At et samfund er præget af manglende rummelighed er udtryk for primitivitet, for uudviklethed, som vi må arbejde med at forbedre. At være frontsvin her, kan være en hård post men er også der, hvor der er mulighed for udvikling. Du er smuk og har kærlighed i dit liv og tak for at bidrage til samtalen med dine erfaringer, så vi kan blive klogere på denne sygdom i samfundet, som jeg personligt mener har sit udspring i, at den ene procent stjæler fra og depraverer de resterende 99%, altså en miljø-og socioøkonomisk ubalance, der bl.a. giver sig udtryk i mobning af dem med anderledes udseende og tænkning. Magtmisbrug løber nedad, så dem underst i pyramiden tager de sidste slag.
Det er et udtryk for underskud, hvis ophav vi må kende og forstå, hvis vi ikke vil være ofre for det. For vi er alle ofre, selv den ene procent. Som umuligt kan være lykkelige, når så mange lider afsavn. Og gransk jer selv - har I nogensinde mobbet? Jeg må gå til bekendelse og indrømme, at jeg i folkeskolens 6-7 klasse ikke var inkluderende over for to særprægede nye elever, som jeg følte truede den klassedynamik, jeg følte mig tryg i. De har så vidt jeg ved, siden klaret sig godt. Vores klasselærerinde gjorde et fint arbejde ifht at rumme dem.
Det kan ærgre mig grusomt, at man ikke kan dele disse historier ordentligt (pga. abon.), da ikke alle læser Information endnu! De er meget relevante - specielt, da mange stadig har den opfattelse, at der ikke er racisme i Danmark.