Lige siden jeg kom til Danmark for 12 år siden, har jeg været opsat på at lære sproget og blive en del af samfundet. En af de ting, jeg ofte fik at vide, var, at det var en god idé at engagere sig i frivillige aktiviteter og få en uddannelse, så man kunne få et arbejde. Så alt det forsøgte jeg at gøre.
Jeg begyndte at læse jura på universitetet, og da jeg fik min kandidatgrad i 2015, begyndte jeg at søge arbejde. Men det skulle vise sig at blive en svær opgave. I løbet af de første par år søgte jeg måske 200 job. Jeg søgte både juridiske stillinger, rengøringsjob, job på fabrikker og som postbud – med andre ord søgte jeg alle mulige forskellige stillinger, faglært som ufaglært. Det var lige meget, hvilket job jeg fik, jeg ville bare ikke være arbejdsløs.
Men jeg fik afslag på afslag på afslag. Det eneste jeg fik, var muligheden for at tolke som freelancer nogle timer her og der.
Nazira Orinbaeva
- 41 år, bor i Vejle
- Selvstændig juridisk rådgiver
- Kom til Danmark fra Uzbekistan i 2008
På et tidspunkt skulle jeg til samtale med en jobkonsulent, som jeg havde store forhåbninger til kunne hjælpe mig videre. Vi snakkede om, hvor mange ansøgninger jeg havde sendt, hvor jeg havde søgt, og hvad jeg ønskede. Men allerede kort inde i vores samtale holdt hun en lille pause og sagde med en både alvorlig og beklagende tone:
»Situationen er sådan, at mange virksomheder her i vores område fravælger kvinder med tørklæde.«
Det betød med andre ord, at der ikke var ret meget for hende at gøre. Det føltes som et slag i maven, også selv om jeg jo godt vidste, at det ikke var noget, hun sagde af ond vilje. Det var åbenbart sådan, virkeligheden så ud fra hendes stol.
Men det, der gjorde mest ondt, var nok, at det bekræftede min værste mistanke. I første omgang havde jeg tænkt, at mit netværk ikke var stort nok. Og at det netop var det gode netværk, som kunne sikre mig et arbejde. Men jeg havde jo også tænkt, at jeg måske blev sorteret fra af andre grunde – hvor jeg kom fra og mit tørklæde. Jeg havde bare hele tiden forsøgt at affeje det.
Da jeg på et tidspunkt var i praktik, var der en af mine kolleger, som kiggede på mig og mit tørklæde og sagde: »Du går jo også og reklamerer for islam, du er nærmest en omvandrende reklamesøjle.« Jeg har også flere gange oplevet, at personer har råbt »tag det der tørklæde af« og »skrid hjem« til mig på gaden.
De mange afslag på job og kommentarer gjorde, at jeg følte mig afvist. Ikke bare af enkelte virksomheder eller personer, men af hele samfundet.
I dag er jeg blevet selvstændig. Det var aldrig noget, jeg havde troet, at jeg skulle. Begge mine forældre, min øvrige familie og venner har altid været lønmodtagere, så det er ikke noget, jeg har stort kendskab til. Men det har vist sig at være den rigtige retning for mig, nu hvor jeg har haft svært ved at blive ansat. Heldigvis har mange hjulpet og støttet mig i den proces.
Det har også været vigtigt for mig at vise mine børn, at man skal være stærk og kæmpe, selv om det nogle gange er svært.«
Hvordan ser racisme ud i Danmark?
Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.
Seneste artikler
30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark
13. august 2020Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærdI 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig
10. august 2020Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serienDet var ikke mine kompetencer, der blev afvist. Det var mit navn og min baggrund
8. august 2020I 2013 sendte Mozhgan Gerayeli to identiske ansøgninger til den samme virksomhed – med den eneste forskel, at den ene var underskrevet med Karin og den anden med hendes rigtige navn
Ja, der er virkelig brug for en udveksling af synspunkter mellem danskere og forskellige grupper af indvandrere om, hvad de ud fra deres ståsted betragter som det at være et ordentligt menneske. I stedet for alle disse halvkvædede viser i alle lejre om hinanden.
"Det var åbenbart sådan, virkeligheden ..."
Det er en sørgelig erkendelse og man tænker:
Hvornår kommer vi der hvor vi alle er menneske først og alt andet derefter?
Hvordan kommer vi derhen hvor det ikke er kun majoriteten der har religionsfrihed men også minoriteterne?
Hvornår stopper vi med at bekæmpe hinanden og i stedet sameksistere?
Hvornår indser vi at det er til gavn for os alle sammen?
Vi har kun et liv og hvorfor ikke hjælper hinanden med at få det bedste mulige liv?
Endnu en stærk og uhyggelig fortælling.
Du er fantastisk Nazira: vær velkommen!
<3 <3 <3 Vi vælger dig til <3
Young-suk No - Religionsfriheden er der skam.
Men den betyder så også retten til at være FRI for religion. Og jo mere nogle grupper insisterer på, at presse deres gudstro ind i det offentlige rum, jo mere må og skal der komme en modreaktion.
Man bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet i Danmark, hvis man viser yderliggående religiøse, eller politiske udtryk. Det samme ville ske for en der bar kalot, turban, orange Hara-krisna dragt, eller går med et Moses Hansen trækors.
Politiske udtryk i fremtræden som tydelig anarkisme, eller nationalsocialisme vil helt sikkert også begrænse jobmuligheder, uanset at man kunne være rigtig god til jobbet.
Nej, man kan ikke få lov til at blive fri fra andre menneskers lige så legale brug af fællesskabets rum, Niels Astrup. Du kan jo bare være fuldkommen ligeglad.
Steffen. I morgen, i Berlin, arrangerer et sammenrend af covidioter, rigsborgere og nazister en demo, hvor op imod en halv million mennesker forventes at dukke op. SELVFØLGELIG har de ret til at demonstrere; men det betyder ikke, at jeg er ligeglad...tværtimod betyder det, at man bør blive endnu mere stålsat på at banke de alufolie-hatte langt, langt ned under gulvbrædderne. Igen.
Når man har tørklæde på som muslim, så insisterer man på sin religion. Denne insistering kan medføre mange sjove ting; f. eks. kokkeelev som ikke vil tilsmage svinekøds retter o.s.v.
Man kan også stille spørgsmålet hvorfor kom du til DK for tolv år siden?
Ja det er da sørgeligt. Hvad der undrer mig er dog at det er umuligt at få læger til Vollsmose, når så mange fra den nære orient bliver uddannede læger. Advokat er også blandt de mest populære uddannelser for folk fra samme område. Hvad med at søge ind hos en trosfælle, der må da være nogle stykker. Jeg ser kvinder med hijab hos min tandlæge, på apoteket i Føtex. For 40 år siden blev den jurist ansat som gik for laveste løn.
Jeg forstår ikke sammenhængen, Niels Astrup. Det er jo politik, og det er forkastelige synspunkter, der skal bekæmpes med alle lovlige midler.
Flertallet har altid ret og i Danmark har vi en konsensus-kultur, som kun tillader moderate udskejelser, henholdsvis tillader, at man skiller sig for meget ud fra selv samme flertal. Og det gælder ikke kun for muslimske kvinder med tørklæde.
Det er blot en klaustrofobisk kendsgerning. Desværre.
I og med at flere og flere muslimske kvinder efterhånden får en højere uddannelse, bliver problemet med diskrimination af religion tilsvarende mere synligt.
For der har ikke været de store protester mod at bære tørklæde, hvis man var ansat som fx rengøringsassistent.
Det er symbolpolitik af værste skuffe, der siver ud i befolkningen og skaber konsensus om at undlade at ansætte kvinder, der bærer tørklæde.
Tak for din historie, Nazira :-)
Jamen Eva S. i og med der bliver flere godt uddannede så skulle man jo også tro at der blandt de højtuddannede var lyst til at ansætte trosfæller. Jeg møder mange med og uden jihab i sundhedssektoren, og de er jo offentlig ansatte. Måske synes de jurister /advokater med muslimsk baggrund at det er usmart at ansætte kvinder med hijab ?
Steffen: Okay så lad mig pinde det ud: Du vil frede misogyni, homofobi, foragt for videnskab og alle de andre fænomener, vi forbinder med religion, fra kritik, fordi folk tror på en usynlig ven. Og DET er en enkeltbillet tilbage til 1500-tallet.
@ jens peter hansen
Det kan du sige, men ved du da hvor mange muslimer, der har egen advokatpraksis?
Det tror jeg ikke der er tal for.
For mig signalerer Orinbaeva, religiøs højrefløj, på samme måde som Morten Messerschmidt. Det er vel legalt at bakke op, og legalt, ikke at bakke op.
Hvis hun som jura candidat mødte op til en jobsamtale i klædt hotpans fik hun sikkert heller ikke jobbet. Der findes en kulturel kodeks, som skal opfyldes i mange forskellige sammenhænge. Sådan er det. Og det er ikke racistisk.
Mon snart der kommer en artikel om alders racisme? Har du rundet 60 er du død på jobmarkedet.
Nazira er sikkert både sød og kompetent, men et tørklæde sender altså bare et signal som mange her til lands ikke bryder sig om. Det har intet med racisme at gøre. Det er bare en realitet
Mange parametre skal tilgodeses før man lander ønskejobbet og evnen til at klæde sig, så man falder naturligt ind i helheden, er bare en af dem. Hvad der opfattes som naturligt/i orden afhænger selvfølgelig af hvilken kultur der er på arbejdspladsen og i visse tilfælde også hvilken branche der er tale om. Der kan måske ligefrem være et uniformsregime at leve op til, en tradition eller andet, som kan være i konflikt med hvad ansøgeren måtte mene eller have lyst til. Hvis det er tilfældet, kan det måske hjælpe at tænke på ordsproget: den betaler for musikken bestemmer også hvad der skal spilles og det er der vel sådan set ikke noget forkert i. Under alle omstændigheder er det indbildsk hvis man tror at det på nogen som helst arbejdsplads er ligemeget hvordan man ser ud eller at det kun er op til en selv. Hvilket minder mig om et andet gammelt mundheld: Man skal hyle med de ulve man er sammen med, som jo når det kommer til påklædning betyder at man gør klogt i at aflæse sine kollegaers fremtoning, før man vælger dagens garderobe. Ja, det lyder både kedeligt og som lidt af en spændetrøje, hvis ikke ligefrem uretfærdigt. Men ikke desto mindre er det vilkårene på langt de fleste arbejdspladser og den der satser på at komme ind og lave kodeks om på sin nye arbejdsplads må også være parat til at blive frosset ude hvis og når det ikke lykkes. Det er kort sagt dig der skal indordne dig og hvis du ikke kan finde ud af det, har du allerede diskvalificeret dig selv, uanset hvilken religion du måtte have. Til gengæld står det dig frit for at agitere for dine synspunkter alle de steder du mener at kunne få ørenlyd.
Kan i øvrigt i den forbindelse varmt anbefale denne artikel fra forleden:
https://www.information.dk/debat/2020/07/forlod-islam-fordi-forhindrede-...
Jeg er ked af at sige det, men billedet ligner et der er taget i mellemøsten!
Som jeg ser det, så har hun netop ikke gjort alt for at integrere sig og få sig et arbejde. Første skridt må og bør være at smide tørklædet og alt hvad det symbolisere.
Jeg arbejder selv sammen med en muslim som har anerkendt, at Danmark er hendes nye land, i hverdagen tænker man overhovedet ikke over hun er muslim, hun er helt almindelig, og går heller ikke med tørklæde eller forlanger et bederum på arbejdspladsen.
Samtidigt med det, så møder hun også op til julefrokosten og får en lille kæp i øret som os andre, altså en fuldt integreret kvinde, som både socialt og arbejdsmæssigt er fuldt ud kompetent.
Minder mig om en bekendt som efter endt uddannelse (HA) i 70'erne søgte job på et revisionskontor, han fik klart at vide af receptionisten at de ikke manglede folk. Han forlod stedet, gik hjem, blev klippet, tog noget pænere tøj på og vendte tilbage næste dag og blev ansat.
Man kan ikke blive "fri" for andres trosdyrkelse i det offentlige rum.
Menneskerettighedskonventionen, art. 9, er tydelig i dens stillingtagen til problemstillingen. ..."Enhver har ret til trosfrihed...denne ret omfatter frihed til at udøve sin tro og dens skikke (her beklædning) offentligt eller privat".
Konventionen er dansk lov, vedtaget af vore folkevalgte.
Claus Bødtcher-Hansen, check hende her og ikke mindst check hendes bog: https://www.yasminemohammed.com
Krister Meyersahm, hun har sin "frihed" til at tro på påskeharen eller helt andre imaginære figurer. Det kan hun da bare gøre. Men der står ikke noget i den sætning om at alle andre så automatisk tvinges til at omfavne - ja og dermed ligefrem støtte - denne såkaldte tro på en lovreligion af den beskaffenhed og tilhørende lovtekster ?
Lidt tillægsinfo:
https://www.thereligionofpeace.com/attacks/attacks.aspx
Dilemmaet er at mange af os ikke fatter det er så vigtigt at signalere at man er muslim fordi de fleste af os ikke forstår det lige fra den stærkt troende kristne til alle med andre grader af tro eller ingen.
Reelt set tager ingen skade af at se de religiøse uniformer lige som vi tidligere ikke tog skade af at se en uniformeret bankmand/kvinde selv om vi inderst inde ikke selv ville gå klædt på den måde.
De der kalde rsig kristne og er døbt siger ja til en jomfrufødsel en ide om at man opstår fra de døde. Vi har en myte om en skabelse på 7 dage,som børn får bildt ind i første klasse. Men vi kan ikke tåle at andre kommer med en anden fortolkning på den samme skaber og vælger en adfærd,som de tror kan frelse dem til et efterliv helt som der stadig findes troende kristne der fornægter vise fornøjelser for ikke at komme i Helvede. Hvad er forskellen? Vi er så mange der ikke tror det hænger sådan sammen,men reelt ved vi de tikke,da det kun er et lille flig af livets gåde vi reelt forstår.
Så lad os da dyrke den mangfoldighed og se mennesket og dets kvaliteter bag uanset et tørklæde eller en gennemtatoveret krop.
Det er jo, Viggo Okholm, sværere i Danmark end næsten alle andre kristne lande, fordi vi har holdt os til kernen i kristendommen næsten uafbrudt siden reformationen, selvom der er røget nogle beklagelige finker af panden (f.eks. hekseforfølgelserne).
Grundtvig satte det ligesom på plads, bl.a. med sine brede definitioner af både nationalitet (at man hører til et land, hvis man føler for det), tro (menneske først, kristen siden), samt indsatsen for at give redskaberne til demokratiets gennemførelse igennem højskolebevægelsen.
På den ene side tåler vi derfor alverdens andre trossamfund, hvis vi er bekendte med disse grundlæggende værdier; men alt for mange er ikke, og for dem er forståelsen af baggrunden for de ting, vi dyrker, den uprætentiøse tilgang til kulturens grundlag, ikke bekendt, det er som en nøgle, der er knækket i låsen, i låst tilstand: det hænger ved, men der kan ikke låses op for det. Men for en døbt kristen er det stort set umuligt at gå fortabt, man kan ikke selv gøre noget for at opnå nåden, så ville det jo ikke være nåde.
Muslimer forklarer det igen og igen, når de bliver spurgt: Det er 100% frivilligt, når kvinder tildækker sig helt eller delvist. Jeg tager den lige igen, så du forstår det Nazira Orinbaeva: Der er intet religiøst krav om at du skal bære tørklæde. Du kan smide det og stadig være en god muslim, hvis du har indset, at tørklædet forhindre dig i at få et arbejde, og et selvstændigt liv!
Tag ansvar for dig selv og dit liv Nazira Orinbaeva!
Smid dit tørklæde, find dig et job, og bliv en del at samfundet, hvis det er det du vil - ELLER spar mig for dit klynkeri, hvis du i virkeligheden heller vil leve af offentlig understøttelse og nyde dit martyrium blandt de onde danskere.
De der kalde rsig kristne og er døbt siger ja til en jomfrufødsel en ide om at man opstår fra de døde. Vi har en myte om en skabelse på 7 dage,som børn får bildt ind i første klasse. Men vi kan ikke tåle at andre kommer med en anden fortolkning på den samme skaber og vælger en adfærd,som de tror kan frelse dem til et efterliv helt som der stadig findes troende kristne der fornægter vise fornøjelser for ikke at komme i Helvede.
Skriver Viggo Okholm.
Der findes formentlig fundamentilister der tror som du beskriver, men langt de fleste er såkaldt kulturkristne og om føje generationer er de nok så få tilbage at kirker og kirkegårde går i forfald og og vokser til i ukrudt som vi ser fx i Frankrig. Måske er den muslimske indvandring dog med til at forlænge folkekirkens levetid og knæk sablen, bryd kronen og styrt kronen mottoet har vist ikke megen gang på jorden mere.. MF's bryllup her på Møn er et godt eksempel på hvor stærkt den romantiske kristendom lever og har det godt/skidt. Ingen ud over vi gamle kan jo synge med på salmerne, mens barnedåb og konfirmationer tynger budgetterne.
Når muslimer der viser deres tro ikke er populære er det formentlig fordi de fleste altid har opfattet den ydre form for tro som hyklerisk. Hvad enten det var katolikker eller indre missionske eller andre kristne sekter. Der er næppe andre end Jehovas Vidner der synes at de har fat i den lange ende, når de delvist selvvalgt ofte lever isoleret fra flertallet. Selv om de fleste sikkert ikke mere aner hvem Grundtvig er, så lever de fleste efter recepten, menneske først kristen så. Tro er en personlig sag som man kan til- og fravælge og åbenlys forskel i tanke og handling har altid været foragtet eller gjort til grin. Liderlige munke og gravide nonner, Tartuffe den gejle skriftefader, overgreb på børn etc. har givet religiøse et dårligt image. Islamister der sælger småpiger i Irak og Syrien er jo heller ikke med til at give den muslimske tro mange point. Den enkelte muslim er jo ikke ansvarlig for dette, men ligesom de fortællinger der om racisme i DK tilsyneladende kan tillægges hele befolkningen af kartoffelspisere, så bliver førnævnte overgreb nok heller ikke glemt. Sørgeligt nok.
ups. Styrt kirken selvfølgelig
Jens Peter Hansen:
Du har vist rigtig meget re ti den analyse her og på face book har Asmaa et opslag om forbud mod tørklæder eller retten til at give det i Belgien. Her er diskussionen også om det at kunne vælge,hvis tolkningen af ens religion er så konsekvent-.
Et stort dilemma mellem troen og direkte retningslinjer fra "Gud" og så den mere frie udvikling vi har her. Stærkt troende muslimer kommer i klemme uanset de egentlig vil det rigtige i forhold til det samfund de er i.
Ansøgninger bør være uden navn og alder.
Jeg tror ikke en gang, at en mandlig muslimsk advokat ville ansætte en kvindelig muslim i sin advokatpraksis.
Selv om det er møguretfærdigt, tror jeg også, man vil have det svært i en jobsøgningsproces, hvis man møder op med nazi-tegn, stålhjelm, DF-emblemer, HA-vest eller badges med ‘I love Jesus’, ja/nej til atomkraft og andre symboler, der reklamerer for éns politiske, kulturelle eller religiøse ståsted.
Det første indtryk betder noget, når man søger job, og derfor gør de fleste jobsøgere, hvad de kan for at præsentere sig så godt som muligt. Det gælder naturligvis både gammel- og nydanskere.