Hvert tredje anbragte barn må skifte plejested, og skiftene kan få alvorlige konsekvenser

Forskning viser, at omkring hvert tredje anbragt barn oplever, at de må skifte til et nyt anbringelsessted, uden det er planlagt. Og statistikken er ikke blevet bedre med årene. Det er på trods af, at kontinuitet i anbringelser har været et fokus i anbringelsesreformer fra både 2006 og 2011.

Det fortæller professor Inge Bryderup fra Aalborg Universitet, som forsker i anbringelser.

»Mange anbragte børn oplever at være anbragt flere steder i løbet af deres barndom. Det siger noget om, at der kunne være udsigt til forbedringer – blandt andet i visitationen, altså når man vælger et anbringelsessted,« siger hun.

Anne-Dorthe Hestbæk, seniorforsker i VIVE, som beskæftiger sig med anbragte børn og kommunernes indsats over for udsatte børn og familier, fortæller ligeledes, at der er rum for forbedring.

»Vi lavede en undersøgelse fra 2010, som fandt, at omkring 44 procent af de unge anbragte havde oplevet ikkeplanlagte skift,« fortæller hun.

Information stiller i en serie skarpt på anbringelsesområdet, efter regeringen har varslet, at den vil fremlægge et udspil til en reform på anbringelsesområdet. Statsminister Mette Frederiksen (S) har blandt andet meldt ud, at hun ønsker flere anbringelser uden samtykke i håbet om, at det vil forbedre udsatte børns livsvilkår.

Både Inge Bryderup og Anne-Dorthe Hestbæk understreger, at det først og fremmest er vigtigt at sikre bedre anbringelsesforløb, og her er sammenbrud i anbringelser ifølge dem et væsentligt problem.

Langt flere kommer i familiepleje

En af forklaringerne på, at det har været svært at forebygge sammenbrud i anbringelser, kan ifølge Inge Bryderup være, at der er langt flere børn, som kommer i familiepleje frem for på en institution eller opholdssted med professionelle voksne.

I dag bor over halvdelen af anbragte børn og unge hos en plejefamilie. Hver femte af de anbragte børn er anbragt på en døgninstitution, og hver ottende barn bor på et socialpædagogisk opholdssted.

Anne-Dorthe Hestbæk fortæller, at der er sket en forskydning over årene henimod, at stadigt flere bliver anbragt i familiepleje.

»Hvis man kigger på Danmarks Statistiks tal, kan man se, at for bare godt ti år siden blev 55 procent anbragt på en institution, et opholdssted eller under andre former, mens 45 procent kom i familiepleje,« siger hun. Men i dag kommer to ud af tre børn og unge i familiepleje.

Der er ikke noget i lovgivningen, der kan forklare, hvorfor flere anbringes i familiepleje. Men mange døgninstitutioner og opholdssteder er blevet nedlagt på grund af faldende efterspørgsel fra kommunerne, og i og med at antallet af anbringelser hverken stiger eller falder, giver det sig selv, at flere anbringes i familiepleje, siger Inger Bryderup.

Det betyder også, fortæller hun, at der er mange behandlingskrævende børn og unge, som kommer i familiepleje. Faktisk viser undersøgelser, at 40 procent af dem, der er anbragt i almindelig familiepleje, har en psykiatrisk diagnose som for eksempel ADHD. En tredjedel er medicineret, og det skal plejefamilien sørge for.

En undersøgelse fra 2018 lavet af VIVE om børn i familiepleje viser også, at 43 procent af de anbragte børn i plejefamilier har så mange trivsels- og adfærdsproblemer, at de ligger uden for normalområdet og dermed kan betegnes som værende i dårlig trivsel.

»Familieplejen har tidligere primært været anvendt til mindre børn, hvor hovedproblemet var forældrene. Der er sket en udvikling, hvor flere behandlingskrævende ender i familiepleje, hvor plejeforældrene ikke har en relevant uddannelse, for eksempel som pædagoger, lærere eller psykologer,« siger Inge Bryderup.

Anne-Dorthe Hestbæk fremhæver, at der mangler bedre viden om, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at anbringe et barn i henholdsvis familiepleje eller på en institution.

»Hvis familieplejen kan klare det og er dygtige, så er det rigtigt fint. Men hvis det betyder, at der er flere sammenbrud, fordi familierne ikke kan håndtere barnet, så tror jeg ikke, at det er særligt sundt. Vi har ikke viden om det, og det er ikke noget, der bliver fulgt,« siger hun.

Konsekvenser ved mange anbringelser

Når børn har komplicerede anbringelsesforløb og flere forskellige anbringelser bag sig, er der en øget risiko for, at det forfølger dem ind i voksenalderen.

Inge Bryderup forklarer, at der sker nogle tillidsbrud i forhold til systemet, herunder kommunen og sagsbehandleren. Samtidig sker der også noget med børnenes selvfølelse, når de gang på gang skal opleve, at der er nogle voksne, der ikke kan eller vil have dem boende.

»Det er hårdt og udmattende at skifte miljø – de skal ikke bare knytte sig til nye voksne, men også nye venner og nye lærere. Man får en grundlæggende mistillid til, at voksne vil dem det godt. Så det næste sted, de starter, bliver det hårdt at etablere relationer,« siger hun.

Formand for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, fortæller, at det fra de anbragte børns perspektiv er problematisk med mange skift, fordi det fører til »meningsløshed og håbløshed« i forhold til egen opvækst.

»Det hele tumler rundt omkring en. Man kastes ud i en kaskade af uforudsigelighed, når de her skift sker. Mister tillid til voksne og andre relationer. Så det skaber rigtig mange dårlige ting for motivation, oplevelsen af tryghed og tilknytning til nogen i livet, når det er, at vi ikke får sikret en stabil anbringelse,« siger han.

Anne-Dorthe Hestbæk understreger, at det ikke altid er til at sige, hvad der var sket med udviklingen af et barn, hvis ikke de havde været anbragt et nyt sted. Nogle gange kan det vise sig at være positivt at flytte barnet, hvis vedkommende mistrives.

»Men det er klart, at man får dårlige muligheder for at skabe nære relationer. Man mister noget fodfæste, et anker i livet, som det er at have voksne, man er knyttet og har tillid til,« siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Fordi det bliver vanskeligere for de anbragte børn at have tiltro til andre mennesker og fastholde og etablere sociale netværk, kan det også spille ind på deres muligheder for job og uddannelse, fremhæver seniorforskeren.

Tal fra Danmarks Statistik og KL, som blev bragt af DR i juni, viser blandt andet, at syv ud af ti anbragte børn ikke får folkeskolens afgangsprøve efter 9. klasse. Og i januar udgav Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en undersøgelse, der viste, at blandt unge, der har været anbragt i barndommen, var lidt under hver anden i beskæftigelse som 30-årig. Det gælder for fire ud af fem, der ikke har været anbragt.

Bedre screening

I 2009 blev der lavet ny lovgivning for at sikre mere stabile anbringelsesforløb. En af lovreglerne giver Børn og Unge-udvalget i kommunerne mulighed for at anbringe børn i alderen nul til et år i op til tre år, uden forældrene kan stille krav om genbehandling.

En anden af de tre lovregler stiller krav om, at kommunalbestyrelsen fastsætter en hjemgivelsesperiode, inden et barn eller en ung hjemgives fra en anbringelse. Og endelig giver den tredje lovregel Børn og Unge-udvalget mulighed for at videreføre en anbringelse uden tidsbegrænsning, hvis et barn eller en ung er særligt knyttet til anbringelsesstedet og har været anbragt i mindst tre år.

Men af en afrapportering fra 2010 lavet af VIVE fremgår det, at den eneste faktor, der reducerer risikoen for sammenbrud betydeligt, er, at det er den samme sagsbehandler, som varetager samarbejdet under hele anbringelsesforløbet.

Inge Bryderup mener, at mere kontinuitet sikres ved en langt mere omhyggelig visitation fra kommunernes side end de,n der er i dag.

»Det vil sige, at man laver en grundig undersøgelse af, hvad barnet har brug for,« siger hun.

For eksempel, fremhæver hun, vil det måske være mere hensigtsmæssigt for en del behandlingskrævende børn at blive anbragt på en institution, hvor de voksne har forudsætningerne og uddannelsen til at tage hånd om barnets problematikker.

»Så virkelig grundig visitation og match mellem barnets problematikker og det, anbringelsesstedet kan, er meget afgørende,« siger hun.

De Anbragtes Vilkår er kommet med forskellige forslag til, hvordan man bedre kan undgå sammenbrud i anbringelse. De anbefaler blandt andet, at to parter skal godkende skiftet, før det kan gå igennem. Det kunne for eksempel være Ankestyrelsen og kommunen.

»Det er for at undersøge til bunds, om den her flytning er nødvendig. Eller om man kan gøre noget for, at anbringelsen kan komme på fode igen: Det kunne være at få en konsulent eller psykolog på,« siger David Adrian Pedersen.

Herudover er han enig i, at man skal arbejde mere for at ramme rigtigt første gang, barnet bliver anbragt.

»Der er brug for, at man undersøger mere til bunds, hvad barnet og familien har brug for i den faglige undersøgelse. Og så skal vi have bedre overblik over, hvilke tilbud der er derude, så kommunen ved, hvad den sender barnet ud i, og om det overhovedet kan levere det, man forestiller sig,« siger han.