Analyse
Læsetid: 4 min.

Her er Jakob Ellemann-Jensens hemmelige projekt: Konkurrencestaten

Venstre er presset i meningsmålingerne og virker bange for sin egen skygge: Siden valget er det nu 150 år gamle parti skubbet dybt i defensiven, og den nye formand Jakob Ellemann-Jensen evner ikke at samle blå blok. Men han har faktisk et sammenhængende projekt
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, tilbyder intet nyt, ingen forførelse eller blot noget spektakulært. Og slet ikke noget til højrefløjens fantaster.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, tilbyder intet nyt, ingen forførelse eller blot noget spektakulært. Og slet ikke noget til højrefløjens fantaster.

Jens Dresling

Indland
4. juli 2020

Ingen ved længere, hvor de har Venstre. Sådan lyder den konventionelle forklaring på, at Danmarks største borgerlige parti i denne uge kunne fejre sin 150-årsfødselsdag på et nyt lavpunkt i meningsmålingerne. Venstre er ved at miste rollen som høvdingepartiet i blå blok.

Siden folketingsvalget for et år siden er Venstre gledet ned tæt på det laveste niveau i vælgeropbakning siden 1990, og den gængse forklaring er enkel og personlig: Det er ikke lykkedes for den uerfarne Jakob Ellemann-Jensen at træde i karakter som ny formand, han har ført en forvirret zigzag-kurs og har heller ikke formået at formulere et klart projekt. Flere borgerlige politikere har allerede afskrevet ham som et flop.

Perception is reality, som det hedder på nudansk. Og der er ingen tvivl om, at Venstres svagheder forstærkes af den tiltagende kritik fra de andre borgerlige partier. Ingen på Christiansborg forventer, at Jakob Ellemann-Jensen vil være i stand til at slå Socialdemokratiets stærke statsminister Mette Frederiksen allerede ved næste valg, og derfor spreder rådvildheden sig i blå blok.

Frustrationen på højrefløjen skyldes først og fremmest, at Jakob Ellemann-Jensen ikke er bannerfører for ikoniske borgerlige mærkesager såsom en stadig strammere udlændingepolitik og skattelettelser i toppen.

Selv om han holder hånden over tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, hvis ulovlige instruks er i fuld gang med at blive kulegravet i Instrukskommissionen, har Jakob Ellemann-Jensen aldrig været en hardliner. Tværtimod.

Tilbage i 2007 meldte han sig ud af Venstre i protest mod tonen i udlændingedebatten og sågar ind i Ny Alliance, og her i denne uge har han tilmed fyret sin særlige rådgiver Jesper Kraft, der var kendt på Christiansborg som en Støjberg-strammer. Jakob Ellemann-Jensen ligger selv tættere på De Radikale. Og dét skal selvfølgelig skabe spændinger til højre.

Klassisk reformlinje

Til stor frustration for De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige holder han også fast i Venstres velfærdsløfte fra valgkampen om at ville lade det offentlige forbrug vokse med 0,65 procent hvert år frem til 2025. Ellemann-Jensen abonnerer ifølge ham selv »på det synspunkt, at vi har brug for en stærk offentlig sektor, som giver os lige muligheder«.

Kombinationen af en moderat udlændingepolitik og en ekspansiv velfærdspolitik har fået mange borgerlige politikere til at tvivle på Jakob Ellemann-Jensens potentiale som blå statsministerkandidat. Men det er forkert at påstå, at han ikke har et projekt, for det har Jakob Ellemann-Jensen. Det er bare ikke særlig originalt.

Han forfægter den internationalt orienterede reformlinje, som har præget alle danske regeringer siden den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1990’erne, og som kan sammenfattes i begrebet ’konkurrencestaten’: Gennem konstante reformer skal den offentlige sektor løbende opgraderes og geares til at kunne hjælpe dansk erhvervsliv bedst muligt på det globale marked. Danmark skal organiseres smartere end andre lande, for dermed skabes størst mulig velstand.

Jakob Ellemann-Jensen står således for noget så kontinuerligt og uinspirerende som en videreførelse af status quo i dansk politik. Som tilfældet var under Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen – og endnu mere udtalt under S-statsminister Helle Thorning-Schmidt – holder Venstre stadig fast i den teknokratiske reformlinje, som er populær i både embedsværket og erhvervslivet. Men knap så god en billetsælger blandt vælgerne.

Paradoksalt nok forfølger Ellemann-Jensen som oppositionsleder en pragmatisk reformlinje, som normalt kendetegner regeringspartier, mens statsminister Mette Frederiksen omvendt er slået ind på en mere populistisk kurs, hvor hun ligefrem har dekreteret ’reformstop’.

S-regeringens ambitioner om at lempe på allerede indgåede aftaler ved at ville indføre en differentieret pensionsalder er afvigelsen fra de seneste tiårs hovedspor i dansk politik, mens Jakob Ellemann-Jensen holder fast i konkurrencestatmentaliteten, og slå i ugens løb fast, at Venstre ikke vil være med til at indføre »en variant af efterlønnen«, der vil »trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet«.

Grøn konkurrencestat

Samme logik præger også Venstres tilgang til klimapolitikken. Når Jakob Ellemann-Jensen i forrige uge gik sammen med De Radikales leder, Morten Østergaard, om et fælles klimaudspil, hvor højere CO2-afgifter er hovedinstrumentet, er det igen konkurrencestaten, der er på spil.

Både Klimarådet og andre uafhængige eksperter er enige om, at CO2-afgifter vil være den mest effektive måde at gøre Danmark til et lønsomt foregangsland på den grønne front – og derfor er Venstre med. Ligesom den liberale tænketank Cepos også anbefaler CO2-afgifter, ganske enkelt fordi den politiske dynamik derved bliver mindre detailstyret og mere markedsdrevet.

Problemet for Jakob Ellemann-Jensen er altså ikke, at han mangler en fortælling. For han tilbyder at fortsætte den danske succes uden svinkeærinder. Nej, problemet for Venstres formand er, at den teknokratiske fortælling om konkurrencestaten hverken er folkelig eller fængende, og særligt ikke når statsminister Mette Frederiksen meget målrettet udfordrer det, hun kalder tidligere regeringers »reformamok«. Hun leverer nye, indignerede og dyre løsninger, mens han står tilbage med den gamle model, det ansvarlige og alt det skrabede.

I Danmark er det et særsyn, at statsministeren bryder med den udbredte konsensus på Slotsholmen, mens oppositionslederen omvendt forsvarer konkurrencestatens fortræffeligheder. Og heri ligger Jakob Ellemann-Jensens største svaghed som statsministerkandidat: Han tilbyder intet nyt, ingen forførelse eller blot noget spektakulært. Og slet ikke noget til højrefløjens fantaster.

Ligesom daværende S-finansminister Bjarne Corydon ikke begejstrede mange vælgere med sin kliniske henvisning til konkurrencestaten, vil Jakob Ellemann-Jensen heller ikke vinde mange valg ved blot at henvise til de mest økonomisk-rationelle løsninger. Det virker for kedeligt, knastørt og apolitisk.

Med ham som formand vil Venstre derfor være dømt til at blive klemt mellem højrefløjens abstrakte nationalkonservatisme og S-regeringens jordnære opportunisme. Den ideologiske gnist mangler hos Jakob Ellemann-Jensen. Her 150 år efter en flok stolte bønder stiftede Venstre i protest, er partiet endt som den mest systembevarende kraft i Folketinget – som repræsentant for den kancellistil, som partistifterne ville gøre oprør imod i 1870.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nikolaj Lykke Nielsen

SAMARBEJDSSTAT!!, hvor svært kan det være. Grr, arrgh, rasguh!

Nils Bøjden

"Hvor andre steder end dit eget tankespind har du fået den mærkværdige tanke, at jeg siger det?"

Hvis ikke staten udsættes for konkurrence betaler vi for meget for de ydelser private kunne levere bedre, hurtigere og billigere.

Hvis private kan levere en bedre ydelse end det vi betaler staten for, betaler vi for meget for den.

Den eneste måde vi kan betale denne ekstra ydelse på er at opkræve mere i skat.

Samme konklusion er min 17 årige søn kommet til i hvad han kaldte en logisk rækkefølge.

Og jeg har ikke set at andre kan beskrive bedre en dat hvis vi betaler for meget for de statslige ydelser skal vi enten nedprioritere andr områder den offentlige sektors ydelser eller hæv skatterne.

Men du er velkommer til at overbevise mig om hvordan vi undgår at betale mere hvis ydelserne er for dyre. Og så husk på at det er statenb, så dehar monopol og vi kan ikke frasige os ydelserme.

Sider