Musikken blæser ud af højttalerne på en natklub i indre København. Den unge landmandssøn Jakob Jonsson har taget turen fra barndomshjemmet, slægtsgården i Lynge godt 30 kilometer nord for hovedstaden, for at feste med nogle fodboldkammerater. På dansegulvet falder han i snak med en pæn, mørkhåret pige, og de går sammen i baren. Jakob Jonsson betaler for to øl, de flirter, snakker videre. Men samtalen slutter brat.
Pigen ser mærkeligt på sin bejler. Han har netop fortalt, at han drømmer om at blive landmand.
»Så fik hun travlt og skulle videre,« siger Jakob Jonsson, der husker tilbage på oplevelsen for fire år siden.
Jakob Jonsson er høj og rank og iklædt sikkerhedssko, arbejdsbukser og sweater. I dag er han 22 år og har netop færdiggjort sin uddannelse på Gråsten Landbrugsskole. Han bor og arbejder i Jylland, men i dag er han – som så mange andre weekender – hjemme på familiens gård på Sjælland for at hjælpe sin far med den konventionelle svinedrift.
Jakob Jonsson fortæller, at han ikke foreløbig kommer til at glemme pigens bratte afvisning. Faktisk satte oplevelsen sig så meget i ham, at han de følgende år begyndte at lyve, når han gik i byen. For selv om han begyndte på landbrugsskole, var det ikke den historie, han fortalte. På dansegulvene og barerne rundt omkring i København var han i stedet en studerende fra universitetet.
»Det er fuldstændig åndssvagt. Når jeg kigger tilbage nu, synes jeg virkelig, det var dumt,« siger Jakob Jonsson.
Jakob Jonssen har ofte fortiet, at han var ved at uddanne sig til landmand, når han har været i byen med vennerne.
»Jeg bliver fjerde generation, der overtager gården. Hvis jeg altså overtager,« siger Jakob Jonsson.
Det har altid ligget i kortene, at han skulle være landmand. Det er nærmest kommet ind med modermælken, som han selv formulerer det. Men han er kommet i tvivl. Og det på trods af at nøglerne til slægtsgården dingler lige for næsen af ham.
Han er stoppet med at lyve, når han går i byen, men alligevel har oplevelser som den fra natklubben – sammen med landbrugskritiske historier i medierne, aggressive facebookkrigere og naboers modvilje mod gyllelugt og griselyde – påvirket ham. Han føler, landmænd er »bunden af samfundet«, som han siger. Udstødte.
»Der er en opfattelse af, at vi er sådan nogle store, onde, pengegriske miljøsvin, der kun er ude på at genere. Jeg er stolt af vores erhverv, og jeg synes ikke selv, der er noget galt i at være landmand, men det er svært. Det er det altså,« siger Jakob Jonsson.
De sidste fire ord lyder nærmest som en tilståelse.
Den store, stygge fødevareproducent
Det her er historien om, hvordan danskerne på få generationer har vendt landbruget ryggen. Historien om landmandens status i frit fald. Fra i 1950’erne at være dominerende – både økonomisk, politisk og kulturelt – er landmændenes betydning efterhånden mindsket i en sådan grad, at landets politikere må minde om, at Danmark altså er et landbrugsland. Senest kaldte statsminister Mette Frederiksen det i november sidste år ligefrem historieløst og identitetsløst at påstå andet.
Men selv ikke statsministeren kan ændre historiens gang. I takt med at landbrugsbedrifterne er vokset, er landmanden blevet forretningsmand. En erhvervsdrivende som så mange andre, der ingen enestående rolle spiller, mener kritikere. Hverken for økonomien, politikken eller kulturen.
Død er bonden med de få grise, lidt køer og et par heste, og med sig i graven har han taget andelstanken, fællesskabsfølelsen og den lokale forankring. Ja, hele landbrugskulturen, som ellers har formet vores land, lyder kritikken.
Dansk landbrugs fremtid hviler nu på skuldrene af de landmænd, der driver de omkring 8.800 heltidsbedrifter, der er tilbage efter år med talrige konkurser og opkøb. Det er landmænd, der må vælge, om de vil blive ved med at følge strukturudviklingens krav om at blive stadig større og mere effektive. Og det er derfor også landmænd, der må tage stilling til, hvordan de undgår at blive set som den store, stygge fødevareproducent, der fylder i landskabet, forurener miljøet og anser dyr som maskiner frem for levende væsner.
25 gårde, 8.600 søer og 100 ansatte
En af de landmænd, der står midt i dilemmaet, er den sjællandske svineproducent Peter Kjær Knudsen.
Det skærende grønne lys i bilens display er kun lige akkurat skiftet til 04.59, da telefonen ringer.
»Godmorgen! Det er Peter. Kan I finde det?«
Peter Kjær Knudsen har 25 gårde med 8.600 søer.
Vi har aftalt at mødes med Peter Kjær Knudsen klokken 05.00 på hans gård i Tingerup på Sjælland. Gården, hvor han bor med sin kone, og hvor parrets tre sønner er vokset op. Men sønnernes – såvel som Kjær Knudsens egne – ambitioner er for længst vokset fra den. Sammen ejer de i dag 25 svinebedrifter fordelt på Sjælland, i Jylland og i Sverige. De tæller tilsammen 8.600 søer, lige knap 2.000 hektar jord og er landets tredjestørste leverandør af slagtesvin til Danish Crown.
Hver uge tager Peter Kjær Knudsen turen til de ti jyske gårde for at inspicere og »sætte linjen«, som han kalder det. Vi har fået lov at komme med.
40 år i det sjællandske har sat sit præg på den 59-årige Peter Kjær Knudsen, der ellers har jyske aner. Han trækker på a’erne i ord som ’snaaakker’ og ’vaaarmen’, men udtaler stadig ’sådan’ som ’sårn’, og opvæksten nær Hadsten er derfor endnu ikke helt forsvundet ud af den garvede landmands sprog. Ej heller den jyske ydmyghed:
»Det går meget fint,« siger han om sin forretning, der i løbet af årets første tre uger overtog tre gårde.
Før der kommer asfalt under dækkene, passerer vi flere nabohuse. De ligger klinet op ad Kjær Knudsens grund og de staldbygninger, maskiner og gylletanke, der hører til den.
»De synes ikke, det er rart, at vi er her,« siger han.
Han nævner fem specifikke naboer. Det er dem, der har boet i byen længst. Dem, der skriver sure læserbreve til den lokale avis. Og dem, der ringer til borgmesteren, hvis låget til gylletanken har stået åbent i mere end to dage.
»De gør det kun for at chikanere. Det er en sygdom, vi lever med hver dag, at folk synes, vi er for store,« lyder Peter Kjær Knudsens egen analyse.
Efter år med tiltagende kritik har han nu hyret et kommunikationsbureau, som skal nuancere historierne, der finder vej til pressen.
Peter Kjær Knudsen sætter kurs mod det jyske og lægger de utilfredse naboer og familiegården bag sig. På begge sider ligger marker, så langt øjet rækker.
Ud over den ugentlige tur for at besigtige bedrifterne vest for bæltet har han blandt andet ansvaret for virksomhedens logistik. Klokken har derfor ikke passeret seks, før han begynder at ringe rundt til nogle af virksomhedens omtrent 100 ansatte. Der er en lastbil, der skal hentes, foder, der skal leveres, og grise, der skal tælles.
Demokratisk deroute?
De 62 procent af Danmarks areal, der huser landbrug, har stort set været konstant siden 1950. Men antallet af mennesker, der forvalter det, er faldet voldsomt. Den gennemsnitlige størrelse på en bedrift er tredoblet, og ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik bliver de i dag godt 2,6 millioner dyrkede hektar forvaltet af 33.607 personer. I 1979 var tallet over 110.000.
Opkøb af konkursbo og sammenlægninger har gjort, at landbrugene er blevet både færre og større. I 1979 udgjorde landbrug med mere end 100 hektar jord sølle to procent, mens det i dag gør sig gældende for 22 procent.
Samme 22 procent optager tre fjerdedele af Danmarks landbrugsjord.
De tal falder journalist og forfatter Kjeld Hansen for brystet. Han er blandt de største kritikere af dansk landbrug og giver ofte udtryk for sine holdninger til både foredrag, ved debatmøder og på sin blog gylle.dk. Derudover har han skrevet en lang række bøger, der kredser om, at landbrugskulturen er død. Den seneste i rækken er Farvel til dansk landbrug fra 2019, hvor han stiller det retoriske spørgsmål, om det demokratisk er i orden, »at stadigt færre personer ejer stadigt større arealer i et land med stærkt begrænsede jordressourcer?«
»Landbrugskulturen findes ikke længere. Hvis der er en kultur, er det en minoritetskultur. Landmænd i dag bakser med at acceptere, at de ikke længere er en majoritet,« siger han.
Dagens landmænd er ifølge Kjeld Hansen så ildeset, at afstanden til resten af befolkningen vokser med hidtil uset hast. Det ser han blandt andet udspille sig på sin blog, hvor han mener, at kritikken af landmændene tangerer til had.
Årsagerne er mange, mener han, og han fremhæver landbrugets afhængighed af EU-støtten, en »forhippet« målsætning om blot at effektivisere produktionen og manglende dyrevelfærd.
»De dygtigste af dagens landmænd er kolde i røven. De er hammergode til logistik, konsekvensberegninger, investeringer, udgifter og optimering. Men du kan jo kun behandle svin så dårligt, hvis du betragter dem som en produktionsenhed, der ikke siger dig noget. Nærmest som maskiner.«
Ifølge Kjeld Hansen svigter landmændene deres vigtigste ansvar, når de blot fokuserer på at producere fødevarer:
»Den primære opgave bør være at sikre liv, lykke og velfærd på landet. Lærkesang. Rent drikkevand. Biodiversitet,« siger han.
En romantiseret fortid
Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, giver ikke meget for Kjeld Hansens kritik. Han mener, at der i den generelle befolkning bliver set positivt på dansk landbrug. Og særligt påstanden om, at landbrugskulturen skulle være væk, bliver modtaget med uforståenhed hos formanden.
»Det er klart, at strukturudviklingen har gjort, at vi er færre landmænd. Men at vi skulle have mindre lyst til at tage del i fællesskabet, kan jeg simpelthen ikke genkende,« siger han.
Martin Merrild medgiver, at han da også selv savner det liv, der var forbundet med landbruget, da han voksede op. Den gang landmændene var flere, og hvert landbrug havde lidt grise, et par heste og nogle får. Det var hyggeligt. Men det er paradoksalt, hvis man blot mindes de gamle dage som ren romantik, påpeger formanden. For man skal huske, at vi i dag har en noget anden viden om emner som miljø, dyrevelfærd og indretning af stalde, siger han.
»Der har jo været en helt, helt, helt fantastisk udvikling, siden det for alvor tog fart i 60’erne.«
Men mens landmændene er blevet klogere, har danskerne fået stadig mindre kontakt med landbruget. En udvikling, Merrild er bevidst om. Derfor er han også klar over, at det ikke just har hjulpet på befolkningens opfattelse af landbruget, at man af hygiejnemæssige hensyn de seneste årtier har sat gule ’adgang forbudt’-skilte på stalddørene. Men besætningerne er blevet så store, at en udefrakommende sygdom kan få uoverskuelige konsekvenser.
»I min barndom kunne man jo ikke besøge hinanden, uden at man skulle ud i stalden og se dyrene. Men den kultur fik en brat afslutning i 70’erne, og det, tror jeg, har givet en opfattelse af lukkethed,« siger han.
JEG hjerte BACON
Da Peter Kjær Knudsen når den første gård på ruten i Jylland, har klokken lige akkurat passeret syv. På dagens to første timer har han tilbagelagt godt 200 kilometer og foretaget ni telefonopkald. Det tiende er han midt i, da han parkerer bilen.
»Så er vi her,« siger han og peger hen mod den ene store stald, der ud over stuehuset udgør gården. Han bliver i bilen og gør opkaldet færdigt.
I stalden venter manageren. En ukrainsk mand i sandfarvet kedeldragt med logoet ’A/C Farming’ trykt på ryggen: Det pengetunge foretagende, der på under tre år voksede fra ingenting til Danmarks næststørste svineproducent med 18 gårde og en produktion på 250.000 grise om året.
I 2018 gik A/C Farming konkurs, og Peter Kjær Knudsen har siden overtaget ti af de konkursramte gårde. Manageren er blandt de ansatte, der er fulgt med.
»Hello, boss,« tager han kortfattet imod, inden han forsvinder ind bag døren til stalden. For at få adgang skal man iføres kedeldragt og gummistøvler, og hænderne skal afsprittes.
Peter Kjær Knudsen leder i et skab med tøj, indtil han finder en sort T-shirt med et stort, hvidt logo på brystet: ’JEG – hjerte – BACON’. Det er tydeligt, at det er et påfund, han er stolt af. Ja, selv formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, har fået en tilsendt, fortæller han. Og det var vel at mærke før, Venstre-formanden sagde selv samme ord til formanden for Veganerpartiet på en optagelse, der senere gik viralt.
Med lange skridt bevæger Peter Kjær Knudsen og manageren sig ned ad betongangen, der samler staldens mange rum. Ved hver dør drejer han af, og marchen fortsætter. Forbi hver sti, hver gris.
Staldvandringen afbrydes kun, da telefonen ringer for 11., 12., 13., 14., 15. og 16. gang, eller når han ser noget, der ikke huer ham.
Et hold grise, der sidste uge burde være flyttet til en anden stald, er ikke blevet det. Peter Kjær Knudsen forklarer manageren vigtigheden af, at han følger systemerne.
»Forstår du?« spørger han.
Der nikkes, men det rækker ikke. Peter Kjær Knudsen spørger igen.
»Det kan da ikke være så svært at huske. Du har kun én gård at passe,« tilføjer han.
Kjær Knudsen A/S måler, analyserer og sammenligner alt fra de nu 25 gårde. Alt det, der engang blev noteret på støvede clipboards, bliver i dag indtastet på de smartphones, alle ansatte har fået udleveret.
»Det ryger direkte op i skyen,« som Peter Kjær Knudsen siger.
I systemet Cloudfarm er hver gris udstyret med egen personlig QR-kode, der gør det muligt at scanne og registrere, når soen har faret, hvor mange pattegrise den har fået, og hvor mange af dem der er døde. Hver uge sendes resultaterne til en fælles mailgruppe, hvor der sammenlignes og kommenteres.
»Hvis der er et sted, hvor det begynder at dale i effektiviteten, er der sikkert en anden, der kan komme med nogle ideer til at hjælpe,« siger Kjær Knudsen.
Efter to timer på første gård sætter han GPS’en mod næste stop. På vejen gør han holdt på en tankstation langs E45 for at købe morgenmad.
Han sætter sig ind i bilen, og således fortæres en skive hvidt brød med smør, ost og sort kaffe på farten mellem opkald nummer 22, 23, 24 og 25.
Da landmænd kunne gå på vandet
Nutidens få ejere af landbrugsjorden står i skarp kontrast til tiden frem til 1950’erne, hvor landbruget bidrog med mere end 20 procent af Danmarks samlede bruttonationalprodukt. Den gang var landmændene de mange, og de bar den danske kultur. Normerne, strukturerne, rytmen. Over halvdelen af befolkningen levede i eller af landbruget. Butikkerne, håndværkerne, skolerne og kirken var afhængige af landbrugene omkring dem, og landmandens gård var deres eksistensgrundlag. Uden den var der ingen varer til brugsen og bageren og ingen kunder til frisøren.
Andelstanken var den dominerende, og det var landmændene, der løftede det lokale foreningsliv, fortæller kulturforsker Johannes Nørregaard Frandsen, som i flere årtier har undersøgt landbrugskulturens aftagende betydning i takt med den moderne bykulturs indtog.
»Landbruget var en af de mest markante kulturbærere, den moderne danmarkshistorie har set. Og landmændene derude i sognet kunne gå på vandet,« siger han.
Linjen mellem by og land var som mejslet i granit, og pendler var et fremmedord. Man dyrkede det lokale med samme nænsomhed som kornet på marken. Forsamlingshuset, spejderbevægelsen og gymnastikforeningen var rodfæstet i ethvert lokalsamfunds selvbevidsthed. Stærke i kraft af deres afgrænsning. Stærke, fordi de ikke kerede sig om andet end det, der fandtes lokalt. Samtidig kerede man sig om alt, der var det.
Frem til 1950’erne blev der produceret utallige skuespil, film, sange og digte om livet på landet, og det var skildringer, der gjorde os stolte. Det fortæller Rasmus Blædel, der er etnolog og ph.d. i landbrugets rammevilkår og vært på programmet Landbrugsmagasinet på Den2Radio. Her undersøger han blandt andet landbrugets rolle i det moderne samfund, og hvad det omdiskuterede erhverv betyder for vores nationale kultur.
Han mener, at landmandens blakkede ry skyldes en manglende fælles stolthed blandt danskerne. De synes, at landmændene forurener for meget, og de bryder sig ikke om de store svinestalde på markerne eller synet af de mange fyldte lastbiler, der hvert år fragter omkring 15 millioner grise over grænsen til Tyskland, pointerer Blædel.
»Vil vi gerne have et postkort af en stor, industriel svinehal? Vil vi gerne tage vores venner fra andre lande med ud og vise den? Der er mange landmænd, der er stolte af dansk landbrug. Men det er der mange, som ikke er landmænd, der ikke er,« siger han.
Tv-hold i svinestald
De senere år har Landbrug & Fødevarer forsøgt sig med både digtkonkurrencer, udstillinger, sange og litteratur for igen at få landbruget skrevet ind i Danmarks kulturelle katalog. Og siden oprettelsen i 2009 har de postet millioner og atter millioner i omdømmekampagner, der har haft til formål at vinde befolkningens gunst.
Men interesseorganisationen har generelt problemer med at skabe bro til de mennesker, der ikke har noget med landbruget at gøre, lyder det fra Rasmus Blædel.
Ifølge ham er udfordringen at finde elementer i landbruget, der vækker de samme følelser på Østerbro i København og ude på landet. Den samme glæde og den samme stolthed.
»Kultur handler jo om fællesskab. Men det er svært at skabe en fælles, kulturel entusiasme omkring det moderne, industrielle landbrug,« siger han og påpeger dermed dansk landbrugs ’catch 22’.
Erhvervet selv kan bryste sig af stor effektivitet og teknologiske fremskridt. Men det bliver ikke taget vel imod blandt de dele af befolkningen, der mener, at både dyr, miljø og naboer skal behandles mere »menneskeligt«, forklarer Blædel.
Ifølge ham er det et dilemma, som det økologiske landbrug har formået at styre udenom ved hjælp af markedsføring. Men det konventionelle landbrug halter endnu bagud med at finde en løsning.
– Har vi at gøre med en omdømmekamp, som konventionelt landbrug ikke kan vinde?
»Både ja og nej. Jeg tror aldrig, det bliver godt at tage et tv-hold med ud i en moderne svinestald. Det vil ikke skabe billeder, lyde og fornemmelser, vi bliver stolte af. Men omvendt har jeg været på besøg i mange svinestalde, hvor jeg hverken er blevet forskrækket eller har tænkt, at dyrene har det dårligt,« siger Rasmus Blædel og påpeger, at landbruget er nødt til at tage sig tid til at involvere det omkringliggende samfund, hvis befolkningen skal få en forståelse for, hvad de foretager sig.
Landbrugssamfundets forfald
Fortidens stolthed er tydeligt repræsenteret et sted som i højskolesangbogen. Her giver blot et par minutters bladren et indblik i tiden før industrialisering, professionalisering og effektivisering i landbruget: Føllene tumler, og køerne gumler i Chr. Richards »Sommervise«. Havren blev sået, mens glade lærker sang i Jeppe Aakjærs »Vejr, vind og Folkesind«, og humlebien brummer over markens blommer i Ludvig Holsteins »Digte«. I Adolph Reckes »Viser«, der indleder med det genkendelige »marken er mejet, og høet er høstet«, pynter vi loen med blomster og blade, »for vi har georginer og bonderoser nok«. Ordene »her til lands slutter høsten altid med et gilde og en dans« får lov at afrunde visen.
Kulturen omkring landbrugssamfundet syntes engang urokkelig. Men maskinernes indtog drev den manuelle arbejdskraft væk fra markerne, ud på fabrikkerne, og i 1950’erne var halvdelen af folk i byerne migranter fra landbruget. Opvokset på husmandsstederne blandt en håndfuld grise og et par køer. Nu løsrevet og bosat blandt biler og beton.
1961 blev det første år i danmarkshistorien, hvor landbruget ikke var et større erhverv end alle andre tilsammen.
»Selve ideen om, at vi boede i et landbrugssamfund, og at bønderne var en bærende kraft, forsvandt næsten med ét,« siger forfatteren Jens Smærup Sørensen.
I bogen Mærkedage beskriver han landbrugskulturens undergang i løbet af det 20. århundrede med udgangspunkt i sin egen opvækst ved Limfjordsbyen Staun.
Han fortæller, hvordan bønderne blev moderne mennesker ligesom alle andre. Hvordan de pludselig forlangte den frihed og ferie, som industrien tilbød, og hvordan den ellers så traditionsbundne overdragelse af gården til næste generation ikke længere var en selvfølgelighed.
»Hele bevidstheden om at være bonde og værdierne og normerne, der var knyttet dertil, er fuldstændig uddød i dag,« siger Jens Smærup Sørensen.
Og fordi kulturen før var spundet på landbrugets rytme, sendte landbrugskulturens forfald vibrationer ud i det resterende samfund, lyder det fra forfatteren.
»Hele historien om skiftet i 1950’erne og 1960’erne er også historien om ændringer i samfundets syn på børneopdragelsen, familielivet, ægteskabet og forbruget.«
Tro på genvunden forståelse
Lad os vende tilbage til landmandssønnen i Lynge. Ham, der engang fandt på løgne i nattelivet for at dække over sine landmandsdrømme.
Den 22-årige Jakob Jonsson sender i dag en stikpille i retning af sin fars generation af landmænd. De, der – ligesom Peter Kjær Knudsen – hastigt har udvidet og bygget større stalde, men ifølge Jakob Jonsson har glemt at fortælle hvorfor.
Uden forklaring løber fantasien løbsk, når svinestaldene vokser, og dørene samtidig bliver låst, mener han. For når befolkningen kun får et kig ind i staldene gennem kritiske mediehistorier og videoer delt af eksempelvis Veganerpartiet, er det nemt at forestille sig, at der foregår en »masse mystisk« inde bag de lukkede døre.
»Vi har ikke været dygtige nok i dansk landbrug til at låse dørene op, holde ’Åbent Landbrug’, invitere skoleklasserne ud og vise alle de gode ting,« mener Jakob Jonsson.
Han medgiver, at der selvfølgelig er brodne kar i branchen. Men det frustrerer ham, at det bliver de få landmænd, der ikke behandler deres dyr og andel af det danske land ordentligt, som får betydning for det generelle billede af landbrugssektoren.
Det har derfor været vigtigt for ham at give befolkningen et indblik i, hvad det egentlig indebærer at drive landbrug – blandt andet ved at oprette en side på Facebook for familiens gård.
Helt lavpraktisk tjener facebooksiden også det formål at forberede naboerne på, hvornår der bliver spredt gylle, så klagerne bliver færre og risikoen for at ramme en konfirmation eller 50-års fødselsdag mindre.
»Man skal efterhånden sige til folk, hver gang man vil køre gylle ud,« lyder det fra Jakob Jonsson, mens han kigger over på et villakvarter, der ligger klos op ad familiens marker. Så tæt, at man kan kigge ind i deres haver fra gården.
»De ville nok hellere, at vi dyrkede pluk selv-jordbær eller hø til heste. Så ville det ikke lugte, og der ville ikke være store, grimme bygninger,« siger han.
Om Jakob Jonsson overtager nøglerne til slægtsgården eller ej, står endnu hen i det uvisse. Måske det alligevel er for tidligt helt at sætte punktum i sagaen om landbrugets status.
»Det kommer til at kræve en virkelig stor indsats, men jeg har troen på, at vi kan få noget forståelse fra samfundet tilbage. At det på et tidspunkt kan lade sig gøre, at folk siger: ’Ej, hvor spændende’, når man siger, man vil være landmand.«
Konventionelt svinehold er systematiseret dyreplageri.
https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/grisene-har-lidt-plads
Prøv at forstille sig man holdt heste efter lignede forhold. Helt utænkeligt og grotesk at sammenligne.
0.65 m2 per 100 kg slagtesvin. Det svarer til 100 personer på 100 kg i en 65m2 lejlighed eller adgang til en en fold på 800m2
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/304
Størstedelen af landbruget bør lukkes ned. Vi skal producere det mad vi kan forbruge, lidt til lagre og ikke mere.
Eksport af Ost og kød til Kina er en miljømæssig skandale der burde have været stoppet politisk!
De 3-4 årlige miliarder landbruget indbringer starskassen, er småpenge i forhold til indtægterne fra hjemlig turisme vi kunne få hvis vi havde store skove med vandløb og åer.
Lystfiskeri i Danmark i dag har en værdi af 1 miliard.
Tænk hvad det kunne blive til, hvis vi gjorde noget aktivt for at udvikle det.
De store brug indebærer stor belåning og evigt behov for vækst.
Dansk landbrug kan sagtens redde sit omdømme: det skal bare vende tilbage til lokal forankring, økologi, nicheprodukter - og så først og fremmest eksportere kimene til andre landes fødevareproduktion.
Er det Informations opfattelse, at det industrielle landbrug i det store hele er uproblematisk? At folk, der klager over de forfærdelige produktionsforhold for planter og dyr og specifikt nævnt, lugtgener fra den voldsomme sammenstuvning af dyr er sygelige individer?
Er det en journalistik beskrivelse af forholdene i dagens landbrug, eller er artiklen et debatindlæg, der burde ligge i samme skuffe som Sørine kronikkerne?
Jeg håber Information følger op med mere faktaorienteret journalistik på området. Hvad er økonomien for Danmark i konventionelt over for økologisk landbrug i dag? Hvilke beregninger er der af de økonomiske muligheder for at opfylde befolkningens ønsker om mere diversitet, mere økologi (og hvor stort er ønsket?), renere vand, mindre gyllestank, mindre bedrifter osv.? Hvad er de politiske muligheder - også i forhold til konkurrencen?
Peter Knap, der er tale om journalistik, der belyser de tanker og problemer, som landbruget ser om deres erhverv. Det er en vinkel, vi ikke har hørt i mange år.
Nu er der et fint lille indlæg i radioavisen om økologisk sukkerroedyrkning her på Lolland ved hjælp af robotter. Så der er altså ryk sine steder, og det vil vi forhåbentlig kun se mere af.
Interessant med fokus på landbruget. Deet vil jeg læse med på.
Er det ikke kun den yderste venstrefløj, der nærer had til landbruget? Jeg hører ikke andre tale dårligt om det danske landbrug, tværtimod.
Mikael Andersen. Det er ikke kun den yderste venstrefløj. Alle, også borgerlige vælger, råber vagt i gevær, når en svinefarm planlægges i deres nærområde. En svinefarm er så generende, at huse i dens nærhed bliver usælgelige.
Hvis landbrugets folk mener det er uforskyldt, må vi afvise dem, for landbrugets folk kan ikke stille kravet om ret til at forgifte vores undergrunds vandressourcer, med sprøjtegifte på markerne,f.eks. med "stråforkorter", så de kan tjene mere på kornet eller andre afgrøder, og hvis de ikke må det - "skal og vil de have økonomisk kompensation fra staten.
Den slags revolverpolitik er en mafia værdig, og ikke et sundt landbrug.
Mikael Andersen, sludder og vrøvl, hvorfor skal borgerlige evigt og altid bashe venstrefløjen og skyde os alt muligt grimt i skoene, venstrefløjen nærer IKKE had til landbruget,
vi ser bare det som foregår og kritiserer det som simpelthen ikke holder vand,
som svinefabrikkerne, ( som leverer kød af tvivlsom kvalitet ), de store megabrug ( som har opkøbt jord til overpris og skabt et prisniveau som jorden ikke kan forrente og dermed skabt landbrugets "krise" ), dyrkningsmetoder baseret på kemiindustriens ønske om at sælge så meget de kan, ( som forurener grundvandet ), osv.
alt sammen berettiget kritik som landbruget burde lytte til, men nej man vil ikke lytte til gode råd som ikke handler om at tjene mere, så hellere sige at kritikerne "bare hader landbruget" for så er de jo utroværdige og man behøver ikke lytte,
og man hører jo ALDRIG kritik fra borgerlige som handler om de uheldige følger af overdreven grådighed,
for jer er grådighed en god egenskab, og alt der kan give økonomisk vækst er godt, og i hader alle som mener noget andet, og i VIL ikke se at stort set alle problemer i verden skyldes grådighed, klimakrisen, den svindende biodiversitet, plasten i havene, forureningskatastrofer, atomkraftulykker, oprustning og krige, fattigdom sult og nød, og en masse andre problemer som kunne undgås blot ved en smule omtanke.
Steffen Glise. Artiklen er en ukritisk beskrivelse af det moderne industrilandbrug. Der er ikke et eneste kritisk spørgsmål til en skræmmende produktionsform, der destruerer jungleområder for af skaffe billig fodder, der frembringe multiresistente bakterier, der ødelægger jord og grundvand med misforstået jordbehandling og kemikalier, der presser avlsdyrene til det yderste som fødemaskiner. Dette industrielle misbrug af vores land er en skamplet. Lad os dyrke det vi skal bruge i form af sunde bæredygtige produkter.
Og det værste er, at den gode landmand godt ved, at hans produktion ikke tåler dagens lys. Han tror virkelig at tilliden til økologi er et heldigt reklame fremstød, og at hans industrilandbrug er ok og blot skal markedsføres på den rigtige måde. Det er ikke produktionsformen men præsentationen, der er afgørende. Nå, selvfølgelig nævner han nogle, der efter hans opfattelse er problematiske, men den miljø ødelæggende produktionsform han selv står for, fatter han ikke.
Man romantiserer dét man er fremmedgjort fra. De urbane danskere der f.eks. flytter på landet, ønsker egentlig det Morten Koch'ske "på landet", også selvom de aldrig selv ville indrømme det af skam over at virke gammeldags. Det er den idealisering af "på landet" de er vokset op med og har absorberet. Og når man har et sådan glansbillede, når man putter bondegårde og kvægdrift op på en pedestal, hvor de ikke skider, ikke skal sprede gylle, ikke er nødt til at tjene penge, ikke er nødt til at optimere, og i det hele taget ikke behøver at tænke praktisk om noget som helst.... jamen, så bliver man jo vred når tingene ikke opfører sig "som de bør".
Når man ikke er enig i “landbrugets” holdninger, krav og ønsker, så påstås det at man hader landbruget. Dette er den sædvanlige automat reaktion. Udover at “man” selvfølgeligt ikke har forstand på landbrug! Jeg er så heldig at kende nogle unge landmænd, der trodser den indoktrinerende indlæring fra landbrugsskolerne, og går en anden vej i små skala niche landbrug med blandet drift. Som en siger: i sin tid i store bedrifter inddrager man selv den mindste stump jord, men nu betyder det ikke så meget, om den sidste Balle hø kommer ind. Heller bedre brug end stort brug. Den slags afføder respekt.
Den almindelige landmand gør bare det han er nødt til at gøre for at overleve økonomisk. Ligesom de fleste andre i et kapitalistisk system. Ligesom du og jeg. Der hvor den er gal er landbrugets organisationer som Bæredygtigt Landbrug og Landbrug og Fødevare. Særligt de to organisationer prøver med farverige udtalelser, at forskønne og sælge det danske landbrug til os som en Morten Koch idyl med blomster og fuglekvidder. Sandheden om ødelæggelserne af vores natur og drikkevand forsøges tonet ned til ikke at eksistere og at der kun er tale om venstreorienteret hippi snak. Det andet sted, hvor det er gået helt galt for det danske landbrug er finansverdenens udbytning af landbruget. Op igennem 00'erne fik finansverdenen overtalt det danske landbrug til at op tage lån på 360 milliarder kr. helt ukritisk og med lov ord om jordprisernes himmelflugt. tilbage sidder et dansk landbrug med en koloenorm gæld med renters renter, som skal afdrages og betales. Og det for en hver pris gennem en mere og mere hæmningsløs produktion på bekostningen af den danske arv. Vores miljø og drikkevand. Ødelæggelser, som vi skatteydere kommer til at betale. Alt imens landmændende lider under gældsbyrden og en finasverden sidder tilbage med et smørret grin og tæller bunkerne af renter på et to cifret milliard beløb de skummer år efter år efter år. Den tredie grund er så landbrugsstøtten, som vi alle betaler gennem skatten, og som indirekte presser landbruget til at producere mere og mere. En produktion, hvor op mod 80% eksporteres ud af Danmark. Heraf går en stor andel til eksport uden for EU. Med skatte betalt landbrugsstøtte vel at mærke.
Tilbage står så en nærmest ubetalelig regning over de ødelæggelser og nedbrydninger tonsvis af gift og kemikalier, som hvert eneste år helles ud over 62% af den danske jord og muld, hvor der opstår uoprettelige skader. 0,6% af befolkningen ejer således 62% af alt jord i kongeriget Danmarks.
Det er jo kortsigtet galimatias som så meget andet. Og hvor skal vi leve, når menneskelig aktivitet har lagt de sidste rester af anstændighed i ruiner? På Mars???
Men som sagt. Det er ikke den enkelt landmand der er noget som helst galt med. Selvfølgelig er det ikke det. Det er systemet bag ved det danske landbrug, som er rådent.
Jeg er glad for Information og glad for den artikel her som på godt og ondt faktisk fortæller den virkelighed,som det er blevet til gennem de sidste ca 50 år
Jeg er så grundlæggende noget skuffet over de fleste indlæg her, for der er stort set ingen nuancer eller bare en flig af erkendelse og forståelse for at vi er endt her..
Det minder mig om min barndom på husmandstedet ved Ølgod på 17 tønder land og når familien fra "storbyen" Esbjejg kom på besøg.Bedrevidende og en helt manglende fornemmelse af hvad det drejede sig om.
Ok jeg har haft det hele helt ind i sjælen- arbejde-primitiv uden indlagt vand eller toilet.Køer med navne som skulle fodres ved at gå op imellem dem.at falde i søvn hos soen med grise når mine forældre malkede. Arbejdsdagen var nok ca 13 timer med få fridage til familie og en cykeltur i weekenden. Jeg er stadig i live og valgte en anden vej, da mine evner omkring maskiner og teknik kan ligge et meget lille sted.
Jeg synes det er trist det er gået som det er gået, men hvad er årsag og hvad er virkning? har vi "frelste" i byerne selv sået en del af frøene? vi vil ikke betale for meget og vi gider ikke arbejde så meget-Jeg savner nuancer i debatten her.
Som jeg læser artiklen, er den en fint portræt af aktører i "konventionelt" landbrug med de holdninger dette kan indebære. Det er godt at kende sin modstander. Så fra min side ingen kritik af mikrofonholderi. Men jeg vil helt principielt protestere mod at betegne industrielt landbrug som "konventionelt". Som jeg oplevede landbrug i min barndom og ungdom - way back - var det oftest tæt på det, som vi nu om dage betegner økologisk. I min forståelse er det denne landbrugstype, der udgør "konventionen". Det industrielle landbrug er en radikal afvej fra den konvention, som økologerne arbejder på at retablere og forfine.
Viggo Okholm. Det er ikke vores problematiske barndom, men vores børn og børnebørns fremtid i klimakatastrofernes verden, der bør ligge os på sinde. Dansk landbrug er stobidrager til Danmarks samlede klimaaftryk. Giv vores børn et håb, stop industrilandbruget.
En landmand blev spurgt om hvordan livet som landmand var. Han fortalte om hans gård der skulle udvides endnu større end der allerede var, en stor gård der havde opkøbt ti andre omkringliggende gårde.
Og han var ellers godt tilfredsmed livet ud på landet, men det eneste der manglede var naboer med børn som hans børn kunne lege med når de kom hjem fra skolen der lå langt væk fra gården.
Hvis han i stedet for at opkøbe og nedlagde de ti gårde, kunne han sammen med de ti gård, lavede en lille lokal samfund med en effektiv andelsproduktion af høj kvalitets sunde madvarer, og leve af det og have stadig mennesker omkring sig for at nyde det landlige liv sammen med?
Landbruget glemte at fortælle, at den intensive drift ville gå ud over natur og miljø. Politikerne har snorket, som vi ser det med kloakvandet som florerer alle steder. Søer, fjorde og i havet. De ansvarlige for udviklingen har handlet som vi i dag ser Brasilien nedbryde regnskove for profit. Uansvarligt, så selvfølgelig skal det laves om.
Jeg synes, at en af de områder der frastøder os mennesker, der ikke er involveret i dansk landbrug, alle mest, er den enorme eksport af svin og import af klimabelastende foder til selv samme svin. Danskere er ikke kun optaget af dyrevelfærd eller manglen på samme, men også at vi fuldstændig får undermineret grundlaget for miljø og biodiversitet i vores eget land, for at nogle få Svineproducenter kan holde gang i en industri som groft fortalt sørger for at mennesker på den anden side af jorden kan spise sig mætte i svinekød. Der er ikke mange der køber fortællingen om at dansk landbrug er klimavenligt, de fleste af os som bor på landet kan se med egne øjne at læhegn, viber, sommerfugle og insekter forsvinder i hæsblæsende tempo og mange Kan slet slet ikke acceptere dette midt i en enorm biodiversitets krise. Vi har også hørt og læst på tallene- at dansk landbrug ikke beskæftigere særlig mange mennesker i arbejde længere, og at bidraget til BP er ganske begrænset. Så for os, der står uden for landbruget, ser det umiskendeligt ud som om miljø, klima og dyrevelfærd betaler en kæmpe pris for at nogle få svinebaroner kan blive særdeles velhavende. Vi ved godt at det ikke et alle som er velhavende, men det vi ser er effektiviseringen, de østeuropæiske landbrugsmedhjælpere, og dem der ejer gårde som kan tælles på flere end 10 finger.
En ven, som bor tæt på en stor svinefarm, så en dag ind i øjnene på en so, som stod i en bås, hvor den ligesom de mange andre grise i stalden ikke kunne røre sig, kun kunne spise og fare. Han er en følsom kunstnersjæl og følte stor smerte ved synet. Det siges, at grisen er et klogt dyr. At vi kan nænne at behandle dem, som det industrielle landbrug gør, viser en afgrundsdyb fremmedgjorthed fra livet. Dyr er levende væsener, som skal behandles godt og ikke som ufølsomme madmaskiner. Der er i danmark mange gange flere svin end mennesker, og det er frygteligt at tænke på, hvor forfærdeligt de behandles.
Det er også frygteligt at bo i nærheden af en svinefarm, når gyllen lukkes ud. Så bor man midt i et svinelokum. Ubegribeligt, at bønderne selv kan holde det ud. Jeg tvivler på, at kadeau havde fået sin stjerne, hvis michelin journalisten havde måttet kæmpe sig igennem tykke gyllehørme på sin vej til den i øvrigt idyllisk beliggende bornholmske restaurant. Det er nok også en dårlig ide at udsætte turister for den massive gyllestank. Men de fastboende må lide.
Når hertil lægges den øvrige miljøbelastning ved industrielt landbrug, bør det kun være et spørgsmål om kort tid, før der omlægges til økologisk drift.
Tidligere socialdemokratisk borgmester på bornholm, læge thomas thors, har med henvisning til penicillinforbruget udtalt at ’de er slet ikke klar over, hvor farligt det er, det de har gang i ude i staldene’.
Men hov ... landbruget sidder i gældsfælden !!! Hvilket betyder, at de ikke længere selv bestemmer over driften. Tilmed berettede information fornylig om, at 66.000 ha dansk landbrugsjord er på udenlandske hænder. HALLO !!! Dansk jord frasælges til udenlandske opkøbere !!! Hvordan kan dette tillades? Jeg fatter det ikke. Det lyder i mine ører som landsforræderi.
Bundlinjen er, at det lokale og globale kollektiv i konkurrencestatens forbrugsræs har mistet kontakten til eget eksistensgrundlag og det med temmelig katastrofale afledte effekter. Som bliver stadig tydeligere for stadig flere og stadig vanskeligere dog ikke umuligt at rette op på.
Der kan den søde unge landmandssøn finde svaret på sin undren over landbrugets dårlige renommé.
Da jeg var barn, havde landmændene tid til, at tale sammen, hvis de kom forbi, når den ene var i marken. I dag arbejder de i marken 24/7, og har ikke tid til at snakke sammen. Landbrugene er i dag så store, at i dag kan de ikke undvære landbrugsstøtte fra både Danmark og EU. Jeg tænker på, hvor mange landbrug, der var dag, hvis de ikke fik økonomisk hjælp. Jeg har læst andre steder, at de har gæld i millionklassen, hvordan kan man drive en virksomhed med så store underskud? De har af diverse regeringer fået lov til, at forurene vores natur, miljø og grundvand. Hvorfor avler de så ca. 15 millioner grise, som de er nødt til at eksportere , nogle gange under al kritik, med lange transporttider, det er kun et spørgsmål om penge. Ved nogle landmænd er dyrevelfærd en by i Rusland. Det er heldigvis ikke dem alle, der er sådan, desværre er der jo også i denne branche brådne kar. De brådne kar findes også i andre virksomheder.
Jeg er lidt på linje med Jeppe Lindholm. Man går efter landmanden, istedet for bolden, når man hetzer, gårdejerne for søernes levevilkår, mangel på biodiversitet, personlig ukomfort ved duften af gylle med videre. Landmanden skal udvikle og overleve i det regelsæt, der fastsættes i ikke bare i Danmark, men også i EU. Den sidste regering opfyldte alle Landbrugets varmeste drømme. Måske er der brug for at venstrefløjen presser den nuværende regering, til at få rullet alle lempelser til landbruget tilbage.
Der kunne måske også være brug for bedre forhold for mindre landbrug, det kræver politiske initiativer.
Tilgang af dygtige unge landmænd, både som ansatte og gårdejere, kræver en inkluderende og respektfuldt tone, fra hele samfundet, samt gode løn og arbejdsvilkår. Den gode tone kan fremmes fra alle, særligt medierne. Løn og arbejdsvilkår, kræver politisk vilje.
Jeg undrer mig over, alle dem der vil betale ekstra for økologiske fødevarer, med god dyrevelfærd, ikke sætter krav om ordentlige overenskomstforhold, hele vejen fra landbrug, til butikken.
Landmænd og kvinder er anstændige, dygtige og særdeles flittige mennesker med et forhold til den jord de dyrker og de dyr de opfostre. Jeg er 100% sikker på de hellere end gerne vil skifte til en natur og miljø bæredygtig produktion. Hvis bare de kunne klare det økonomisk. Landbrugsstøttet skal ikke fjernes. Landbrugsstøtten skal ændres til netop at fordre en natur og miljø bæredygtig produktion. Og den enorme afhængighed af gæld til finansverdenen skal overføres til statsgaranterede sikre og billige lån eller gælden helt eftergives med staten som garant ved at overtage al landbrugsjord som landbruget siden kan pagte af staten. Slut med spekulation i landbrugsjord. Landmanden skal eje driften, men ikke jorden i fremtidens landbrug. Og så skal landbrugsstøtten fratages den del af produktionen, som eksporteres ud af EU.
Jeppe lindholm@ - "Og så skal landbrugsstøtten fratages den del af produktionen, som eksporteres ud af EU." - hvorfor? Hvis nu det er med til at fremme den omstilling, du beskriver?
En velskrevet, klarhjernet fremstilling af det kapitalistiske systems væsen og funktionsmåde, som det i dag fremtræder med dansk landbrug som forklaringsmodel.
(Sidebemærkning: De to forfattere når ikke frem til en almindelig og uomgængelig følgeslutning , at systemet formodentlig står foran sit endelige sammenbrud.).
Randi Christiansen, det skal den fordi der ikke skal produceres landbrugsvare til eksport ud af EU. Dertil er landarealerne set i sammenhold med befolkningens størrelse i EU alt for lille. EU hører til blandt de tættest befolke områder i verden. I stedet skal dele af landbrugsarealer i Danmark og EU omlægges til natur igen. Som jeg skriver ovenfor, så er hele 62% af Danmarks arealer landbrugsarealer. Den andel er alt alt for høj.
Vi lever i en forbrugskultur, hvor folk har glemt hvor deres sandwich kommer fra. Det er den kulturelle og økonomiske overklasse der bor i storbyerne nu, efter at man har gentrificeret den værste slum bort. Det fattige landproletariat hører vi aldrig om.
Tak for nye og trods alt nuancerede indlæg om et erhverv som set med manges øjne (også mine)er på vej ud ad et skråplan som ikke gavner hverken landmændene og vores fælles natur, og uanset mit "forsvar" så er det her helt galt på sigt. Jeppe Lindholm r efter min mening inde på det nødvendige for en omstilling, men hvordan vi teknisk og menneskeligt fårkrammet på kapitalens og bankernes magt i den proces er jeg ikke kompetent til at forklare.
Men i selve bondemiljøet er der vist også for mange konsulenter der ikke har en gnist af det menneskesyn,som jeg fornemmer flertallet har i dette land.
Jeppe Lindholm kan du give mig en fornuftig forklaring på, hvorfor skal skatteborgerne "hænge" på landbrugsjorden? Betaler vi ikke nok i forvejen? Det er landmanden selv, der har købt jorden, og gælden må de selv hænge på. Hvis staten overtager gælden, er det igen skatteborgerne der hænger på den, og hvor skal pengene komme fra? Jeg ved ikke om landbrugsstøtten bliver brugt til at fordre en mere natur og miljøvenlig produktion, eller om den bliver brugt til, at importere soja fra Sydamerika, men det sidste er i hver fald miljøforurening. Jeg ved heller ikke, hvor meget CO2 et fragtskib udleder på en tur fra Sydamerika til Danmark, men jeg er overbevist om, at det er meget.
Holger Nielsen, skatter yderne hænger på regningen for oprydning af de skader en massiv brug af pesticider på 62% af Danmarks landarealer er udsat for hver år i over 75 år efterhånden. Samt de skader det forvolder på vores drikkevand. Og sluttelig på regningen for genopretning af naturen.
Normalt er det princippet om forureneren betaler, som bruges i Danmark. Tag f.eks. affald til deponi, hvor dem der levere affaldet skal betale en sikkerhedsstillelse på omkring 100 kr. pr. 1.000 kilo de indleverer. Pengene skal senere bruges til genopretning og genetablering af naturen på det anvendte deponi areal. Sådan er det ikke tilfældet med landbruget. Her er det skatteyderne, som hænger på regningen.
I den industrialiserede dyrproducende del af landbruget er det østeuropæerne der knokler. Og de knokler her i landet. I gartnerierne er de såmænd også fra Østeuropa. Stanken fra svinefabrikkerne er endnu mest på landet og kan snuses kilometre væk, så romantikerne forståeligt nok bliver vrede. I den it-baserede baserede industri er det små søde kinesiske piger som har loddet den computer, vi skriver på, sammen for en dårlig løn og et rædselsfuldt arbejdsmiljø. De bukser vi sidder i er syet i Bangla Desh og tomaterne er plukket af marokkanere i Spanien. Hvis alle skulle have samme vilkår som middelklassen af bekymrede velmenende danske ville prisen på varerne stige kolossalt. Jeg husker ikke, at der var nogle svenskere der meldte sig til bærplukning, og gudskelov fik man lov til at importere folk fra østen, mens aspargeshøsterne fra Rumænien også fik lov til at komme ind i Tyskland. Jeg tror ikke der har været én blandt kommentatererne her i avisen der har stillet sig op til jordbærplukning. Det er ikke bare svinebaronerne der skal skiftes ud, det er i høj grad de højtbetale altid i møde siddende og højtbetalte og nulproducerende, inderligt overflødige megagrupper af veluddannede af snyltere med tilbøjelighed til bekymring, der skal ud og plukke jordbærrene, hvis det drømmescenarie om økologisk landbrug og tilplantning af DK skal realiseres. Huset i Frankrig og sommerhuset i Tisvildeleje skal sælges, for hele sommeren skal gå med indsamling at fødevarer der skal gemmmes til vinteren. For min skyld fint, men det starter med os selv. Hvad med med at lægge et række kartofler i parcelhushaven i stedet for at flisebelægge forhaven, så begge biler kan stå trygt ? Men det er jo nemmere at bede årstiderne komme med maden. Økologisk naturligvis !
Jeg er faktisk vokset op nær en gård, det var idylisk og smukt! Vinden legede i træerne, og der var frisk luft, en kæmpe hønsegård og frigående kvæg, der havde masser af plads. Det er ikke mere end 50 år siden, det var sådan, hvad er der lige sket?
Mads@ - læs her, hvad der lige er sket. 'Its the economy stupid' - hvem var det nu, der sagde det? Nå, men vedkommende har jo ret. Læs her hvordan en norsk journalist udlægger den tekst, så der ikke er noget at misforstå.
https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1141975252853778&id=10001123...
"Hvis staten overtager gælden, er det igen skatteborgerne der hænger på den, og hvor skal pengene komme fra?"
Holger Nielsen, staten skal ikke bare overtage gælden alene. Staten skal overtage landbrugsjorden til gengæld. Så her skal pengene komme fra. En jord, som er danskernes arv.
Spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer os, bliver stadig mere påtrængende. Følg pengene - siger jeg.
Hvis man ikke kan lide landbruget kan man jo altid vise sin modstand ved at undlade at spise noget. Så vidt jeg husker er Danmarks import af fødevarer større end vores eksport. En gris er bevidst og har en intelligens svarende til et treårigt barn. Befolkningstallet stiger konstant, selv under Covid-19.
Faktisk er der utroligt mange argumenter for at helt holde op med at spise...
@Mads Kjærgård
Hvad der er sket? Der er sket det at vi på de 50 år er blevet ca. tre gange så mange mennesker, mens vi samtidig har været løbet for uudnyttet jord, ferskvand (og snart gødning). Det er ikke landbrugets skyld. Noget tyder (iflg artiklen) på at landmænd har svært ved at producere eget afkom ;)
Det kunne være interessant med en artikel om alle landbrugets særlove og undtagelser for love, der gælder for al anden virksomhed.
Og hvis ALLE ansatte ikke mindst østeuropæere og andre "udefra" fik en ordentlig løn, ja så stiger priserne pænt, men det kunne sikkert være med til at forhindre om ikke alt, så dog en pæn del af de enorme mængder af madspild
Må jeg være fri for "landmændene er ofre for omstændighederne og systemet".
Der er ingen, der er blevet tvunget til at hælde giftstoffer i jorden, bedrive dyremishandling på højt niveau, gældsætte sig ud over al rimelighed osv.
Lige så lidt som ingen er blevet tvunget til at drive økologisk landbrug (eller endnu bedre biodynamisk - og bedre igen; perma-kulturelt).
Nogle debattører får det jo nærmest til at lyde som om vi skal behandle industri-landmænd som sårbare unge, der er blevet lokket til kvik-lån.
overalt i samfundet, og dermed også i landbruget er grådighed altødelæggende, vi lever i voldsom overflod og vore politikere taler stadig om vækst, som om det er noget vi har brug for,
verden har brug for et nyt mådeholdende menneske som er ydmygt overfor den natur der er vores livsgrundlag,
det grådige menneske må nødvendigvis uddø og helst i denne generations levetid,
så start med dig selv og bliv mådeholden og ydmyg og lær dine børn at være det, så har din slægt en mulig fremtid.
@Esben Lykke
Jep, det du skriver lyder alt sammen meget sympatisk. Faktum er bare at hvis vi skiftede det industrialiserede landbrug ud med et økologisk et af slagsen globalt, så kunne vi kun producere halvt så mange fødevarer.
Pt. er vi små otte milliarder mennesker, og ca. en millard af os får ikke nok at spise. Det er procentvis det laveste tal for sult og underernæring vi nogensinde har haft. Desværre ser det ud til at dette tal allerede er begyndt at stige, og det vil med al sandsynlighed komme til at stige voldsomt de kommende årtier.
Hvorfor er vi havnet der? Fordi vi siden anden verdenskrig har udviklet landbruget vha. fossil energi, kunstgødning, pesticider, maskiner, mm. Kort sagt det vi kalder "Den Grønne Revolution". Den har muliggjort at færre mennesker sultede ihjel, og dermed at de kunne få flere børn. Det har skabt yderligere behov for mad, osv.
Samtidig er vi blevet "rigere". Det bilder vi os i hvert fald ind. Vi har fået flere penge mellem hænderne, og flere har globalt fået råd til at spise kød. Det har presset biosfæren endnu mere.
Vi kunne helt sikkert effektivisere vores ressourceforbrug en del, men faktum er at det gør vi ikke, og dem det går ud over er alle de fattige mennesker i Verden. Det er nemt nok at sidde her i debatten og blive enige om at det altsammen er for galt, men uden en global plan for, hvordan vi vil brødføde en global befolkning som med raske skridt går imod 10 milliarder i 2050, og med et forventet fødevareforbrug ca. 70% højere end i dag (iflg. WHO), så er det bare ord, som dybest set kun tjener til at give os mindre dårlig samvittighed.
Til den unge landmandssøn Jakob Jonsson
"Har du en gård? Vi er hele tiden på udkig efter gårde, der kunne blive de næste andelsgårde. Måske har du en mindre gård, som er velegnet. Måske frijord eller anden jord,som du tænker vil være perfekt at bortforpagte til os med henblik på en senere købsaftale."
https://www.andelsgaarde.dk/#gaarde
Sælg for guds skyld ikke til udenlandske investorer
" vi vil opfordre til, at både politikere, interesseorganisationer og civilsamfundet tager snakken om ejerskabet til naturen og anvendelsen af vores fælles naturgrundlag. Det haster.....Hvad de færreste nemlig ved er, at vores land er ved at blive opkøbt af udenlandske investorer. Dansk landbrugsjord er blevet populær hos udenlandske kapitalfonde, som har opkøbt hele 66.500 hektar i Danmark."
https://www.information.dk/debat/2020/06/behov-ny-folkebevaegelse-sammen...
Men, Morten Balling, der er jo reelt set mere end mad nok, på verdensplan. Hvis man i højere grad fordelte efter behov, ville problemet forsvinde - og det vil jo også forsvinde, fordi befolkningstilvæksten hastigt er ved at forandre sig til en befolkningstilbagegang på et betydeligt lavere niveau end tidligere prognoser har forudsagt.
De herskende økonomiske forhold har en stor del af skylden for, at det mange steder slet ikke kan betale sig med en lokal fødevareproduktion, og det må være det første sted at sætte ind, fordi manglende produktion af de mest basale livsfornødenheder på alle måder er skadelig for samfund.
Martin Merrild medgiver, at han da også selv savner det liv, der var forbundet med landbruget, da han voksede op. Hvordan står det så til på din minkfarm. Minkavl er nu forbudt i mange andre lande da det betragtes som dyremishandling.Eller har der også været." en helt, helt, helt fantastisk udvikling, siden det for alvor tog fart i 60’erne.«
Det gav en lige en troværdighed på nul.
Her er et par tal til at sætte tingene i perspektiv:
Halvdelen af Jordens beboelige areal bruges til fødevareprduktion. Beboeligt areal er landjord som ikke er dækket af f.eks. ørken eller is, Dvs. at det beboelige areal f.eks. inkluderer al det regnskov vi endnu ikke har fået ryddet.
83% af den energi menneskeheden skal bruge dagligt for at overleve kommer fra det vi kalder "cropland". Dvs. marker med korn, majs, ris, osv. Hvis man tager alt det "cropland" der findes på Jorden og dividerer det med 7,8 milliarder mennesker, så får man at vi hver især brødfødes af hvad der svarer til straffesparksfeltet på en fodboldbane.
Her er det værd at bemærke at vi ikke kan udvide dette areal uden at pumpe gødning ned i f.eks. græsningsjord, og ud over de økologiske konsekvenser dette ville have, så er vi tæt på at se et peak i den globale produktion af kunstgødning, fordi vi kommer til at mangle fosfor, og fordi gødningsproduktionen kræver energi, som vi pt. stort set får fra fossile kilder.
Ca. 1/3 af vores globale energiforbrug går til produktion og distribution af fødevarer. Samtidig skal vi holde op med at pumpe CO2 op i atmosfæren, selvom vi endnu ikke er bare i nærheden af at have et alternativ til fossil energi som kan fungere i global målestok.
Med andre ord er det ikke noget med at vælge mellem pest eller kolera. Det er at vælge mellem klima, hungersnød, biodiversitet, social uro, krig, kortere levetid, færre børn, mm. Det er ikke fordi dette er nyt. Vi har i hvert fald vidst det ville blive et problem siden Malthus, og de modeller Rom Klubben diskede op med i 70'erne da vi fik regnekraft nok at at lave system modeller, viser sig den dag i dag at passe skræmmende godt.
Det er ikke fordi jeg har specielt behov for at tage landbruget eller industrien i forsvar, men problemet er og bliver vores forbrug. Vi kan nemt holde op med at købe nye smartphones hver gang der kommer en ny som ligner den gamle, men vi kan ikke leve uden mad, og vi kan ikke undgå at bruge energi (exergi for at være mere nøjagtig).
@Steffen Gliese
Som jeg skrev kan vi effektivisere vores ressourceforbrug væsentligt, men vi gør det ikke. Og med vi mener jeg os allesammen.
Jeg skrev at vi er blevet "rigere". Der er vi hvis vi ser på f.eks. BNP per capita, men "penge er kun papir".
En mere realistisk måde at anskue værdi på er at se på ressourcer, herunder exergi, som den reelle værdi. Her ser tingene helt anderledes ud. Vi har brugt ca. halvdelen af den olie naturen havde givet os, og den exergi kommer ikke igen. Den resterende olie er i øvrigt den "dårlige halvdel", den som man skal bruge mere og mere exergi på at udvinde.
Samtidig har vi brugt løs af mange af grundstofferne, og når vi har brugt dem, har vi smidt dem ud, med det resultat at de er blevet spredt. Det øger entropien i det lukkede system vi kalder Jorden, og for at nedbringe entropien (rydde op) skal man bruge endnu mere exergi vi ikke har.
Samlet set kan man sige at værdien af planeten er faldet, og værdien per capita er faldet yderligere fordi der er blevet flere mennesker at dividere med. Ergo er vi alle blevet fattigere. Grunden til at vi tror noget andet er at vi bruger løs af det sidste vi har, men når det hører op bliver vi fattige for alvor.
Jeg hørte Sebastian Klein forklare hvor store andele mennesker, husdyr og vilde pattedyr udgør af det totale antal pattedyr. Mennesket udgør 30%, husdyr 66% og vilde pattedyr 4%.
Det kunne være det ville hjælpe at lave om på de tal. Det har desuden også vist sig at længere tids dyrkning med kunstgødning og pesticider på sigt forarmer jorden og minsker udbyttet. Møske vi skulle finde andre måder at skaffe mad på.
Det er jo heller ikke videre smart at vi producerer tusindvis af svin her - og tvinger dem ned i halsen på andre. eller producerer mælkepulver der med eksporttilskud, betalt af skatteyderne her, udkonkurrerer landmænd andre steder, som kan ende med at de drejer nøglen om og må stille op i de sultnes rækker.
Hvis vi skal spise avocados her og alle steder, ja så er der mange der ikke kan dyrke deres jord på grund af vandmangel som i stedet bliver ledt væk og brugt til vanding for eksportens skyld. De kan så stille sig op i rækken af sultne mennesker.
Hvis nu alt dette nonsens ikke fandt sted kunne det måske være at vi kunne undgå flere sultne og måske dyrke jorden flere steder på en ordenlig måde uden rovdrift.
Sider