Marie vil være dronning. For ingen kan bestemme over dronninger – ikke engang kommunen

To små hunde farer rundt i Lisbeths stue. De hopper op i hendes lædersofa, hvor hun sidder med sin computer på skødet. Over hende hænger fire billeder af babyer iført den samme, hvide dåbskjole. På rammerne er der fastgjort fire broderede klokkestrenge med børnenes navne og fødselsdatoer.

»De er mine fire guldklumper,« siger hun.

Overalt i Lisbeths stue er der referencer til hendes børn, som i dag er henholdsvis 21, 20, 16 og 10 år. På væggen hænger også en plakat af et danmarkskort, hvor der står: »Home is where mom is.«

Siden 2012 har Lisbeths fire børn været tvangsfjernet fra hjemmet. Den yngste, Marie, var bare tre år, da hun sammen med sine tre ældre søskende kom på børnehjem.

For et halvt år siden varslede regeringen flere lovændringer på børneområdet, som overordnet set handler om at sikre udsatte børn bedre livsbetingelser. Står det til statsminister Mette Frederiksen (S) skal flere børn ligesom Lisbeths tvangsanbringes, og lige nu arbejder myndigheder på at tilvejebringe et vidensgrundlag, som skal hjælpe med at klarlægge, hvor der skal sættes ind.

Information fortæller her om en af de familier, den store, politiske dagsorden handler om. Det er historien om Marie, der på syv år har været anbragt fem forskellige steder. Det er også historien om en mor, der ikke har kunnet undslippe sin egen sociale arv.

På forsiden af lokalbladet

Toårige Maries dagpleje beskriver, at hun ikke altid kommer i tøj, der passer til årstiden. Af og til bliver hun afleveret med natble, og hendes tøj lugter af tobaksrøg. Det er ofte storesøsteren eller storebroren, der afleverer hende.

Siden hun var et år gammel, har hendes forældre været i såkaldt familiebehandling, efter der er lavet flere underretninger på dem.

En anonym person har oplyst til kommunen, at der bor fire børn i deres lille lejlighed. Mor råber og skriger ofte ad børnene, står der. For eksempel har vedkommende hørt hende sige: »Tag nu din medicin, dit åndssvage barn.«

Der kommer også en underretning fra borgmesteren i byen. Han skriver, at han har haft besøg af nogle bekendte, som udtrykker bekymring for børnene i familien. Der er tale om fire børn, som efter deres mening ikke trives. De har beskidt og gammelt tøj på, og hjemmet er ikke rent.

»(…) kommune har været på besøg, men hver gang melder Børn og Unge-udvalget sin ankomst i god tid, og så lejer familien en trailer og smider det meste ud, inden medarbejderne kommer på besøg,« skriver han i underretningen.

Dagen inden, at sagen skal for Børne- og Ungeudvalget, som har til opgave at vurdere, om børnene skal anbringes, lander familien på forsiden af lokalavisen. Historien handler om, at kommunen ikke har grebet ind i tide.

Men forældrene kan ikke forstå kritikken. De afviser, at de lever mere beskidt eller rodet sammenlignet med andre. Til kommunen fortæller de, at de har haft travlt med opstarten af farens nye forretning. Underretningerne skyldes ifølge dem, at nogen har et horn i siden på dem – og altså ikke manglende overskud til at vise omsorg for deres børn.

Moren, Lisbeth, beskrives af kommunen som en, der selv har været udsat for massive omsorgssvigt i barndommen. Overordnet vurderes det i beslutningen om at anbringe børnene, at »forældrene ikke med afsæt i deres egen usikre tilknytning har formået at etablere en tryg tilknytning til deres børn.«

Hun synes ikke, at det er fair, at det bliver brugt i begrundelsen for, hvorfor hendes egne børn skal fjernes fra hjemmet.

»Hvorfor skal jeg straffes for, hvad mine forældre har gjort,« spørger hun.

En plaget fortid 

Lisbeth, der i dag er 47 år, er født og opvokset i en mellemstor provinsby i Danmark. Det er her, hun bor den dag i dag. Moren var hjemmegående, og hun husker familien som fattig. Faren var langturschauffør, og Lisbeth husker, at det var rart, når han ikke var hjemme, for han kunne ofte finde på at straffe hende med hånd eller bøjle, hvis hun eksempelvis tabte noget på gulvet.

Sådan har hun fortalt til en psykolog i 2019 i forbindelse med en forældrekompetenceundersøgelse, som bliver gennemført for at afklare forældrenes muligheder for at tage vare på deres barn.

Da hun var i konfirmationsalderen, blev det opdaget, at hun havde været udsat for overgreb af sin far, siden hun var omkring otte år gammel. Han havde også givet sine venner lov til at misbruge hende. Faren blev dømt for overgreb på både hende og hendes ældre søster.

Hun beskriver i sagsakterne farens dom som en befrielse. Kommunen gav hende efter eget ønske lov til at komme på efterskole. På efterskolen var hun begyndt at spise meget, og ingen stoppede hende. Det var dog de bedste barndomsår, hun havde. På den almindelige folkeskole derhjemme var hun blevet mobbet, og det blev hun ikke på efterskolen. Hun husker især et lærerpar, som viste hende tillid.

Hun boede på efterskolen i tre år. Da hun kom hjem, var faren blevet løsladt, så hun holdt sig for sig selv med lås på døren i de tre år, hun gik på handelsskolen.

Som voksen begyndte hun at læse til sygeplejerske, indtil hun fik galdesten og droppede ud. Hun arbejdede i nogle år i Netto, blev fyret og kom i aktivering inden for ældreområdet.

Det var også omkring denne tid, at hun mødte sin nuværende eksmand til en fest.

»Skal vi ikke gå hjem og lave otte børn på kommunens regning,« husker hun, at han spurgte hende om. Hun synes, at det var en dum bemærkning, men de fandt sammen. Et år senere, da Lisbeth var fyldt 25 år, fik de deres første datter.

11 år senere blev Lisbeth gravid med Marie. På det tidspunkt havde hun travlt med at læse op til sin eksamen som SOSU-assistent og opdagede derfor ikke graviditeten, før det var for sent at få en abort.

Første skift: Nye voksne 

Lisbeth har en tom fornemmelse i maven, da beskeden kommer om, at alle hendes børn skal tvangsanbringes. Forældrene får besked på, at de har to timer til at pakke børnenes ting. De propper tøj og de mest nødvendige sager ned i en sort sæk og kører afsted.

På opholdsstedet får hvert barn sit eget værelse, og på sengen ligger der en gave til dem. Treårige Maries søster, som er 14 år, bliver en slags erstatningsmor for hende. Om natten kravler hun ind til hende, og hun insisterer på, at det er søsteren, der skal læse godnathistorie. Marie bliver ifølge notater fra opholdsstedet »stiv som en pind«, når en voksen fra institutionen vil give hende et kram. 

Ved den første børnesamtale, får Marie øje på sagsbehandleren og løber hende i møde med en pibet stemme. Marie krammer hende ind til benet og fortsætter med at virke pjevset. Hun vil læse bog og sidde på skødet, og da samtalen er slut, og sagsbehandleren siger, at hun skal gå, begynder Marie at råbe.

»Du må ikke gå!«

Marie holder fast i hendes ben. Sagsbehandleren noterer sig, at hun ikke udviser den forsigtighed eller tilbageholdenhed, som man ellers burde forvente af et barn på hendes alder. Hun er »grænseoverskridende« i sin adfærd over for sagsbehandleren.

Nogle uger senere er børnene på samvær hos forældrene. Familien er ved at gøre klar til at tage på kælke- og skitur, står der i samværsbeskrivelsen fra kommunen. De tre ældste børn går foran og snakker, bærende på alt udstyret. Marie trækker afsted med to kælke, både der hvor der er sne, og der hvor der ikke er sne. Hun bliver indhentet af sin far, som spørger, om han ikke skal trække hende. Han trækker hende, både der hvor der er sne, og der hvor der ikke er sne.

De ankommer til bakken, og faren hjælper børnene op og ned med ski og snowboard. Lisbeth står for enden og hepper.

Når børnene kommer tilbage fra samvær med forældrene, er Marie ofte træt, og andre gange voldsomt ked af det, bemærker de ansatte på institutionen. Når hun skal sove, siger hun ofte: »Jeg vil have min mor og min far.«

Efter et halvt år bliver hun dog bedre til at tage imod omsorg fra de voksne, og hun knytter sig især til én pædagog.

Hun trives derimod ikke godt i dagplejen, hvor hun beskrives som en, der ikke tager imod krav eller forstår de sociale spilleregler. Det tyder på, at hun er forvirret over de mange voksenbekendtskaber. Hun mangler »følelsesmæssig dybde« og forholder sig overfladisk til de voksne, noterer man på opholdsstedet.

Selv om der er sket forbedringer, efter børnene er blevet anbragt, noteres det, at Marie ikke får dækket sine behov, når det kommer til tæt og stabil voksenkontakt. Hvis hun skal udvikle sig positivt, er det nødvendigt, at denne kontakt sikres.

I mellemtiden er Maries forældre flyttet. Før børnene blev anbragt, boede familien i morens gamle barndomshjem. Men Lisbeth og hendes mand vil gerne væk fra naboerne, som de tror, bærer en del af skylden for, at børnene er væk.

Lisbeths egne forældre var nemlig ikke så populære, og mange af naboerne kunne ikke lide hendes far. Det mener hun har smittet af på indtrykket af dem selv som forældre. I det nye hus har de smidt en masse gamle ting ud og prøver at gøre mere rent i håbet om, at de kan overtale kommunen til at få børnene hjem igen.

Men kommunen konkluderer, at hverken forældrene eller opholdsstedet kan give Marie den nødvendige hjælp og støtte til hendes følelsesmæssige og generelle udvikling. Da opholdsstedet efter halvandet år lukker, besluttes det, at hun skal i familiepleje.

Forældrene beder om, at børnene får lov til at bo sammen. Sådan bliver det ikke. De tre ældste skal på et opholdssted, mens Marie får lov til at flytte hjem til sin yndlingspædagog fra opholdsstedet.

Andet skift: En god udvikling

Lisbeth mener, at Marie bliver behandlet godt af sine nye plejeforældre. Hun har meget voksentid, for der er ikke andre søskende, og hun føler sig tryg og passet på. Maries sagsbehandler noterer også, at hun kommer i positiv udvikling, da hun flytter.

Til gengæld fortæller plejeforældrene i en mail til kommunen, at Marie er »frustreret, aggressiv, urolig og skrigende«, når hun kommer hjem fra samvær hos forældrene. Marie har været hjemme over jul og nytår, og da hun kommer tilbage, vil hun ikke have læst godnathistorie eller putte, når de ser film.

Som seksårig begynder hun i skole. Moren køber en Hello Kitty-skoletaske til hende. Hun når kun at gå i børnehaveklasse i et halvt år, før plejeforældrene meddeler, at de ikke kan have Marie boende længere på grund af sygdom i familien.

Kommunen vurderer, at Marie skal have et clean cut fra sin første plejefamilie. Hun bliver derfor flyttet fra den ene dag til den anden og må ikke have noget med dem at gøre. Hendes legetøj bliver pakket ned i flyttekasser og sat ud i garagen hos den nye familie.

Tredje skift: Ingen kan bestemme over dronninger

De nye plejeforældrene har to børn på 12 og 14 år, som glæder sig til at få en lillesøster. De regner med, at Marie vil være ligesom deres egen datter inden for få måneder. Forventningen er, at de får en almindeligt veltilpasset og fungerende pige uden særlige behov, fortæller de til kommunen.

Men sådan går det ikke.

Marie bliver ofte vred og er ikke til at styre. Hun forstår ikke sammenhængen mellem handling og konsekvens, og hun smider ting på sit værelse, hvis det ikke går efter hendes hoved. Plejeforældrene forsøger at holde hende i kort snor.

»Hun suger opmærksomheden, og det er de andre børn kede af. De vil ikke have hende med ud at spise til deres fødselsdage. Der er ingen kontakt mellem søskende og Marie,« noteres det i kommunens dokumenter.

Marie kommer hjem fra skole. Hun har ikke fået sin frokost, så hun sætter sig ved bordet og spiser, mens hun ivrigt fortæller, ofte lidt usammenhængende, om sin skoledag. De nye plejeforældre siger ikke meget eller hjælper hende med at fortælle. De virker ifølge konsulenten, som observerer samværet, »lidt apatiske og tavse«.

Nogle uger senere har Marie en samtale med kommunen hjemme hos den nye familie. Sagsbehandleren når lige at lukke døren ind til børneværelset, før Marie med gråd i stemmen fortæller, at hun ikke vil bo hos den nye plejefamilie. Hun spørger, om kommunen vil finde en ny til hende.

Hun bliver skældt meget ud og får taget sit legetøj, når hun har gjort noget, hun ikke må, fortæller hun. Plejefamilien har blandt andet taget en lille kasse med ting i, som hun har fået af sin tidligere plejemor.

Hun siger, at der også lå en læbepomade i kassen, som hun havde fået af sin mor. Da sagsbehandleren fortæller, at hun snart skal gå, stirrer Marie på hende med intense øjne og minder hende om, at hun plejer at få læst en bog højt, inden hun går.

Hun knuger en tøjhund, som hun har fået af sine tidligere plejeforældre, ind til sig.

»Både verbalt og fysisk er der sket en væsentlig forværring,« udtaler plejeforældrene til kommunen om Marie.

En dag fortæller Marie til sin mor – og senere til sagsbehandleren – at plejefaren har skubbet hårdt til hende, da hun stod på en badebro. Bagefter gjorde det ondt i armen. Plejefaren indrømmer, at han gjorde det, fordi han var bange for, at hun faldt i vandet.

Sagsbehandleren observerer, at Marie virker trist og opgivende, efter hun er flyttet. Det bliver besluttet, at der skal laves en psykologundersøgelse af Marie.

Psykologen beder hende om at tegne sit drømmehus. Inde i huset tegner hun straks sine tidligere plejeforældre, som hun siger, at hun savner. I drømmehuset tegner hun også sig selv som dronning. Hvorfor det, spørger psykologen. Hun svarer, at ingen kan bestemme over dronninger.

»Ikke engang kommunen.«

Undersøgelsen konkluderer, at hun er gået tilbage i sin udvikling. Det var forventeligt, at der ville være et tilbageskridt som følge af flytningen, men det er voldsommere end forventet.

Flytningen vurderes at have været »særdeles belastende« for Marie. Hun viser mange tegn på, at hun mistrives. Kommunen vurderer, at den nuværende plejefamilie ikke har forståelse for den svære situation, Marie er havnet i, efter hun har mistet sine tidligere plejeforældre.

Det er vinterferie, og Marie er på besøg hos sin mor. Maries forældre er blevet skilt. Lisbeth bager cookies i køkkenet og hvisker til samværskonsulenten, som overvåger samværet, om hun er bekendt med, at Marie skal i en ny plejefamilie. Samværskonsulenten nikker.

Lisbeth fortæller, at Marie har været indadvendt de første dage af vinterferien. »Ingen kan lide mig,« har datteren sagt, og da hun tabte noget på gulvet forleden, spurgte hun: »Bliver jeg nu straffet?«

Da Marie bliver hentet af sin plejemor, bryder Lisbeth ud i gråd.

»Ingen har villet høre på mig, når Marie har fortalt om plejefamilien.«

Fjerde og femte skift: Professionelle voksne 

I et par måneder bor Marie i en professionel plejefamilie, men af private årsager må de opgive anbringelsen. Så kommer hun på et opholdssted for børn, der har lidt af tidligt omsorgssvigt og har psykiatriske diagnoser såsom ADHD. Hun er blevet otte år gammel.

På opholdsstedet oplever de ansatte Marie som en sårbar pige, der viser tegn på angst. Det ses ofte omkring sengetid. Her opstår der bekymringstanker i hendes hoved om, at der kommer ildebrand i huset, oversvømmelse, eller at hendes forældre skal dø.

Når Marie bliver frustreret, reagerer hun ofte som et barn på to år, som kaster sig ned på gulvet og græder krokodilletårer. I situationer, hvor Marie føler sig misforstået eller dårligt behandlet, reagerer hun aggressivt.

Lisbeth får af og til en besked fra sin datter, hvor der kan stå ting som »mor, jeg skal dø nu«. Moren er bange for, at hendes datter en dag ringer og siger, at hun har gjort noget dumt. 

Hun har udviklet sig til en høj, køn pige, der er lidt større end sine jævnaldrende, med langt lyst hår og en charmerende udstråling. Maries værelse er fyldt med lilla og lyserøde ting. I skolen kan hun bedst lide billedkunst og idræt. Lærerne siger, at hun ikke er alderssvarende i sit sprog, men har en fornuftig faglig udvikling.

Marie synes, at »nogle voksne er sødere end andre« på opholdsstedet, men giver udtryk for, at hun gerne vil blive der, til hun er 18 år. Herefter vil hun bo ét år i deres udslusningsboliger, indtil hun og hendes veninde kan købe en gård, hvor de skal have en masse dyr.

Når hun bliver voksen, vil hun være læge, for hun »har brug for at tjene mange penge«.

Hun kommer ikke længere hjem på samvær. Til gengæld kommer forældrene og besøger hende hver anden weekend. Hun bliver meget ked af det, når de har været på besøg, og hun ikke må komme med hjem.

Sagsbehandleren vurderer, at Marie er kommet i en bedre udvikling, efter hun er flyttet ind på opholdsstedet, men stadig har en »ambivalent tilknytning« til andre voksne. Lisbeth vil fortsat gerne have hende hjem at bo, men kommunen mener ikke, at hun er i stand til at møde sin datters følelsesmæssige problematikker. Marie har brug for daglig tydelig regulering og støtte for at kunne udvikle sig alderssvarende.

Lisbeth siger i en telefonssamtale med sagsbehandleren, som er refereret i et notat, at hun synes, at hun har forandret sig meget som mor. Hun kan godt se, at hun har lavet fejl i fortiden og mener, at hun har lært af dem.

Også sagsbehandleren og en psykolog vurderer, at moren har udviklet sig positivt. Lisbeth forstår i højere grad end før, at der er en sammenhæng mellem hendes »egne mangelfulde opvækstvilkår« og det, at hun i dag kan have svært ved at have tillid til andre mennesker.

Lisbeth fastholder dog, at det er de ydre forhold, som var medvirkende til anbringelsen: Hendes eksmands nyoprettede forretning, der tog tid, og naboer, der ikke kunne lide dem.

End ikke med massiv støtte kan det anbefales, at moren får ansvaret for sine børn igen, konkluderer kommunen. Selv om Lisbeth ikke er enig i anbringelsen, får hun »det bedste ud af det« og har et fint samarbejde med opholdsstedet.

Håb om en sidste ny begyndelse

Det er eftermiddag, og Lisbeth har haft nattevagt aftenen forinden. Hun sidder i sin sofa, da hun ringer op til Marie for at have sin ugentlige telefonsamtale med hende.

»Hvad laver du,« spørger Lisbeth.

Marie svarer, at hun ser Ramasjang på fjernsynet. Hun virker fraværende. Lisbeth spørger, om hun har været til ridning og er faldet af hesten. På telefonskærmen kan man se, at hun ryster på hovedet. Så siger moren, at opholdsstedet har fortalt, at Marie har haft sin telefon med på badeværelset. Det må hun ikke.

»Jeg har ikke haft den med,« forsvarer Marie sig.

Der opstår en lang pause.

»Kan vi ikke godt snakkes ved,« spørger datteren så.

Hun overrækker telefonen til en pædagog, som taler med Lisbeth om et møde, de har med kommunen. Lisbeth siger, at hun er ærgerlig over, at Marie sidder og ser fjernsyn, imens der er ringetid.

Marie bliver 11 år denne sommer, og det er planen, at hun skal blive på opholdsstedet. En psykolog har i juni konkluderet, at hun har en »mangelfuld følelsesmæssig regulering og mangelfuld afstemning med omverdenen«. Samtidig har hun en »adfærdsmæssig forstyrrelse, hvilket afspejler at den basale tilknytning er skævvredet og i sig selv er usikkerhedsskabende«.

Derfor anbefales det, at hun bliver omkring profesionelle voksne. 

En helt ny forældrekompetenceundersøgelse konkluderer også, at Lisbeth bør tilbydes psykologsamtaler, så hun kan bearbejde sine traumatiske oplevelser i barndommen. 

»Denne bearbejdning bør også komme til at omhandle hvorledes hendes eget forældreskab er blevet påvirket,« skriver psykologen.

Lisbeth er ikke færdig med at kæmpe for at få Marie hjem igen. Hendes drømmescenarie er, at hun kan få et halvt års orlov til at støtte Marie og hjælpe hende i gang med en ny hverdag og ny skole.

»Så vi kan begynde på en frisk.«