Interview
Læsetid: 10 min.

Merete Riisager: »Det er en frygtelig indsigt at få, men vi har jo noget, der ligner et teknokrati«

Danmark har udviklet sig til en form for teknokrati, hvor embedsværket ofte udarbejder politikken, mens uerfarne ministre blot formidler den. Det er dybt problematisk, lyder kritikken fra tidligere folketingspolitiker og minister Merete Riisager
I sin tid ved magtens centrum som politiker i Liberal Alliance gjorde Merete Riisager sig nogle mindre opmuntrende erfaringer om det danske folkestyre.

I sin tid ved magtens centrum som politiker i Liberal Alliance gjorde Merete Riisager sig nogle mindre opmuntrende erfaringer om det danske folkestyre.

Indland
10. juli 2020

Da Merete Riisager sidste år forlod Christiansborg, overvejede hun at skrive en bog om de udfordringer, hun ser for det politiske arbejde og det danske demokrati.

Efter sommerens folketingsvalg åbnede hun op for en del af kritikken, da hun sammen med blandt andre Mai Mercado (K) i et citat til Berlingske kritiserede Finansministeriet for at være for politisk.

»Men så eksploderede det hele i medierne«, siger Merete Riisager.

Og episoden fik hende til at droppe bogprojektet og gå stille med dørene for en tid.

Vi mødes ved en lille lystfiskerhavn på Amager, hvor hun har en båd, og sætter os på en rødmalet bænk i solen. Merete Riisager lægger sin pangfarvede vindjakke på bordet og smider benene op på bænken.

»Men man har jo også et ansvar for at fortælle om nogle af de her ting, når man ved det,« siger hun.

I sin tid ved magtens centrum som politiker i Liberal Alliance gjorde hun sig nemlig nogle mindre opmuntrende erfaringer om det danske folkestyre.

»Den vigtigste erkendelse, jeg har gjort mig, er, hvor lidt politikere i Danmark egentlig bestemmer. Det er en frygtelig indsigt at få, men vi har jo – det lyder dramatisk – noget, der ligner et teknokrati.«

Det skyldes mange ting, mener Merete Riisager. Men at politikerne har det overordnede ansvar for udviklingen, er der ingen tvivl om.

»Og jeg tror, det vil være meget upopulært at sige, for der er ingen, der er interesserede i at høre det.«

Men hun gør det alligevel. For vi har vænnet os til, at politik kan tage form af »staffage«, hvor politikernes primære opgave bliver at skabe en god fortælling. Og over tid er der opstået en ubalance i systemet.

»Det er på nippet til at blive et rigtigt, demokratisk problem,« siger Merete Riisager.

Den parallelle virkelighed

Da hun valgte ikke at genopstille ved sidste folketingsvalg, lagde hun en karriere på otte år som politiker og tre som minister bag sig. Nu er hun tilbage i »det virkelige liv« som selvstændig.

»Christiansborg er en parallel virkelighed, hvor det politiske spil udformer sig på nogle helt særlige præmisser. Jo længere tid, man er der, desto mere abstrakt bliver den virkelige virkelighed,« siger hun.

Og der er det i høj grad embedsværket, der tager beslutningerne. Det erfarede hun også selv som undervisningsminister.

»Jeg oplevede at komme ind i et system, der var vant til at styre,« siger Merete Riisager.

Systemet fastlægger ofte, hvilke reformer og tiltag der skal sættes i værk, og så bliver ministrene bare talsmænd for deres initiativer, var Riisagers oplevelse. Og den »forlorenhed« i dansk politik er den vigtigste erkendelse, hun har gjort sig.

»Partierne er i alt for høj grad blevet dovne og holdt op med at udvikle politik,« siger hun.

»Især dem, der ofte er i regering, altså V og S. De venter simpelthen med at udvikle politik, til de sidder i ministerkontorerne, fordi de er så vant til, at embedsmændene klarer det for dem,« mener hun.

Et nyligt eksempel er, at Socialdemokratiet ved det seneste valg ikke havde en detaljeret økonomisk plan, mener Riisager.

»De lagde ikke en detaljeret plan frem, man kunne fremskrive og regne på,« siger hun.

Og flere økonomer udtalte ligeledes før valget, at de tal, der blev fremlagt, var mangelfulde. 

Det skyldtes, hvis man spørger Merete Riisager, at det fra begyndelsen var Socialdemokratiets plan, at de ville overlade den tjans til embedsværket, når først de havde indtaget ministerkontorerne.

Men den slags skaber politikerlede.

»Man kan jo ikke forstå, hvorfor dem, man har stemt på, ikke er til at genkende i det øjeblik, de bliver ministre, og der kommer ord ud af munden på dem, man aldrig har hørt før. ’Hvad pokker! Er der en alien, der har overtaget min politiker?’« imiterer hun og smiler lidt af det tragikomiske i det.

I stedet for at lave politik bliver ministrenes kalendere fyldt op med snore, der skal klippes, og taler, de ikke selv har skrevet, der skal holdes.

– Når du siger, at det især gælder magtpartierne, er det så et resultat af at have magten eller en måde at opnå den på?

»Det er søreme et godt spørgsmål,« siger Merete Riisager og kigger ud på bådene.

Der går en hundelufter forbi på den anden side af vandet, ellers er her helt stille.

Når det alligevel er embedsværket, der laver politikken, bliver det også mindre afgørende, hvem der officielt har ministerposten, siger hun.

»Så det kan komme til at handle om, hvis ’tur’ det er, i stedet for hvem der er mest kompetent til at løse opgaven. Man tager sjældent nogen ind, der har en særlig erfaring med et ressortområde, for så er der ikke plads til alle dem, der står på ’listen’,« siger hun.

Og på den måde kan man holde på deres opbakning.

Der er mange gode mennesker i partierne, understreger Merete Riisager. Men deres funktion har ændret sig, og derfor bruger de mere energi på positionering og drillerier end på at udvikle politisk indhold, siger hun.

»Men det er jo uhensigtsmæssigt. Så jeg tror, det er vigtigt at få en snak om, hvad vi kan forvente af dem, der leder landet.«

Fascineret af ungdommen

Når politikerne har ladet magten glide dem af hænde, skyldes det primært, at de har for lidt erfaring og pondus, mener Merete Riisager.

»Hvis du bliver leder af et kæmpestort ressortområde, før du er fyldt 30 år og ingen erfaring har, og du skal lede en departementschef med over tyve års hardcore erfaring i ledelse af økonomiske processer og reformer, så er det altså ulige vilkår.«

Men det er ikke embedsmændenes skyld, understreger hun. De agerer ansvarligt.

»Når der kommer en 26-årig skatteminister, så bliver de nødt til at supplere. Han er sikkert dygtig nok af en 26-årig at være, men han ved ikke noget om skat,« siger hun – uden at nævne navne.

Men flere vil nok huske SF’eren Thor Möger Pedersen, der blev skatteminister under Thorning-regeringen i en alder af 26 år. Det gjorde ham til den yngste minister nogensinde.

Teknokratiet er såmænd ganske effektivt. I hvert fald så længe tingene går godt.

»Men hvis der sker en nedsmeltning, en krise, så kan man ikke udpege den ansvarlige.«

Hvis et ministerium i en længere periode har haft unge ministre uden erfaring, der ovenikøbet kun har siddet på posten i kort tid, kan det ligefrem virke uretfærdigt at stille dem til ansvar, forklarer hun.

Men det er ikke holdbart. Og problemet stammer – ifølge Merete Riisager – fra en fascination af ungdommen, der har præget hele den vestlige verdens politiske scene i de senere år.

»Vi ser ungdommen som værende der, hvor svarene skal komme fra, i stedet for at respektere de folk, der har erfaring. Det er dybt problematisk.«

Før i tiden var det utænkeligt, at finansministeren ikke vidste utrolig meget om finans, siger hun. Men i dag er vi godt stillet, hvis de har bare et par års erfaring fra en bank.

»Og det har vi bare accepteret. At man kan styre nationens økonomi uden ret beset af have nogen som helst indsigt i det.«

– Men er det ikke netop demokratisk, at man kan komme fra gaden uden at være højtuddannet og blive politiker?

»Jamen det er heller ikke et problem, at enkelte politikere har beskeden erfaring. Det er et problem, hvis det gælder hele regeringer. Hvis dem, der skal lede ministerierne, har væsentligt mindre erfaring end dem, de skal lede,« siger Merete Riisager.

»Folketinget må gerne være bredt sammensat, men kan ikke få det hele. Man kan ikke sige, at folk skal kunne komme ind fra gaden og styre landets finanser og så samtidig tro, at det ikke skaber ubalance.«

Ingen vil tale om det

Nogen vil måske indvende, at Merete Riisager bare selv var for svag en minister til at sætte sig igennem over for sit ministerium.

»Meeen,« siger hun med et skævt smil og kradser lidt med neglen i den afskallede røde maling på bænken.

»Det tror jeg ikke er så sandsynligt. Det er til gengæld en måde at sætte mig på plads, så man ikke behøver tale mere om det.«

Hendes erfaring er, at det ikke er populært at tale højt om problemet. Politikerne vil hellere fremstå, som om de selv sætter dagsordenen og finder på alle de gode løsninger, siger hun.

»Embedsmændene har det også fint med at stå bag rampelyset og strikke løsninger sammen, og organisationerne har det fint, fordi de kan samarbejde med embedsværket om det.«

Og så er der os journalister. Vi kan godt lide tanken om det drama, der udspiller sig, når nogle få politikere sidder i et lokale og lægger arm om reformerne, siger Merete Riisager.

Altså er der ingen, der har interesse i at sige højt, at vi har udviklet en form for teknokrati, mener hun.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ganske vist også sat fokus på magtforholdet mellem ministre og embedsmænd, og i en portrætbog fra 2016 beskriver hun, at hun »ikke fik lov« til at gennemføre sin politik som beskæftigelsesminister – at der foregår en »kamp« med embedsmændene. Frederiksen er også blevet beskrevet som en hård chef, der sætter sig igennem over for embedsværket.

»Hun repræsenterer en politisk vilje til at generobre magten fra ’systemet’,« anerkender Merete Riisager. 

»Men hun kommer – indtil videre – ikke i mål. Hun har indsat flere kommunikationspersoner, og hun har skiftet topembedsmænd ud.«

Dertil kommer, at hun – ifølge Riisager – har valgt et ministerhold, der igen igen mangler erfaringen og tyngden til at genskabe balancen til embedsværket.

Ingen ’credit’ at trække på

Da jeg spørger Merete Riisager, hvad hun fortryder mest fra sin tid i politik, svarer hun først, at der ikke er meget, hun ligger søvnløs over om natten. Men det ærgrer hende, at hun som undervisningsminister ikke fik reddet tyskfaget.

»Jeg prøvede med alle kræfter, men det lykkedes ikke. Og det vil nok betyde, at tysk forsvinder som faglighed i Danmark,« siger hun.

– Hvorfor lykkedes det ikke?

»Jeg kunne simpelthen ikke få folk til at blive enige. Jeg havde været så meget oppositionspolitiker, at især socialdemokraterne ikke syntes, at de skyldte mig noget. Jeg havde været deres hårdeste kritiker, så det gjorde de nok heller ikke,« siger hun.

På den måde kan det være svært at gå fra den yderste opposition til at sidde for bordenden, mener Merete Riisager. Jo mere man har været på tværs, desto færre venner har man, når man bliver minister.

»Jeg havde simpelthen ikke noget credit at trække på. Jeg havde ikke noget på kontoen, så jeg måtte bruge alle mulige andre strategier for at få ting igennem.«

I løbet af interviewet kommer hun med mange forskellige ord for det fnidder, der præger forhandlingerne og hverdagen på Borgen: ’trakasserier’, ’rygter’, ’hverdagshalløjet’ og ’ævle bævle’ er nogle af dem.

»Men ni ud ti gange er det irrelevant for alle andre danskere. Og det bliver irrelevant for dig i det øjeblik, du forlader matriklen,« siger hun.

– Men er det overhovedet relevant, når man er i politik? Er det ikke spild af tid?

»Nej, det er jo ikke relevant. Men det er svært ikke at forholde sig til, når det er en del af ens hverdag. Så udgør det støj, som det er svært ikke at blive rullet ind i.«

Det er også en del af forklaringen på, hvorfor partierne ikke er bedre til at samarbejde, mener hun.

»Noget af det, jeg finder mest forfærdeligt ved politik, er, når politikere er klar til at gå imod deres egne overbevisninger for at skade en anden. Det sker ofte.«

– Hvornår oplevede du det?

»Det er nok mest klædeligt at nævne noget, jeg selv har været en del af,« siger Merete Riisager og tænker sig om et øjeblik.

»Liberal Alliances infight med DF er et godt eksempel. I stedet for at finde den fælles snitflade, som vi jo havde, så blev kampen for interessant – og så taber alle. Det gjorde vi, det gjorde de, det gjorde vælgerne, og det gjorde Danmark.«

Ikke fuldblodspolitiker

Selv om Merete Riisager havde arbejdet i det private, før hun gik ind i politik, erkender hun, at hun ikke nødvendigvis selv levede op til alle sine idealer.

»Jeg var faktisk også en ung minister. Men ikke yngre end den nuværende statsminister, kan man sige.«

Men hun havde heller ikke forestillet sig, at hun skulle i regering. Hun mener nemlig ikke, at partiet dengang havde gjort sig de tilstrækkelige foranalyser til at lykkes.

»Vi havde defineret os som et parti, der skulle trække især Venstre i en liberal retning. Og vi skulle gøre det ved at være ligeglade med ministerbiler og stole,« siger hun og tilføjer, at beslutningen kom bag på flere af partiets medlemmer.

»Men vi havde alle sammen et ansvar for, at vi kørte ind i den mur.«

– Hvis du ikke følte, at I var klar, hvorfor sagde du så ja til at blive minister?

»Jeg kunne godt have sagt nej, men vi ville stadig være i regering. Det er jo ikke noget, man beslutter i plenum. Så det var kun et spørgsmål, om jeg skulle være minister eller ej,« siger hun.

»Det er jo noget, de fleste politikere drømmer om. Det var ekstremt privilegeret for mig personligt, men for Liberal Alliance var det drønærgerligt.«

Til sidst havde hun svært ved at genkende partiet, og så var valget et godt tidspunkt at forlade skuden.

»Man må jo gøre op, om man er fuldblodspolitiker og bliver uanset hvad, eller om man skal lave noget andet,« som hun siger.

Og fuldblodspolitiker er Merete Riisager ikke. Det var altid meningen, at hun skulle tilbage til virkeligheden igen.

Serie

Sandheden om folkestyret

Danmark er et af verdens ældste demokratier. Men i disse år kan man til tider blive i tvivl, om vi overhovedet bevæger os i den rigtige retning. Mange taler om en demokratisk krise, populistiske strømninger og dalende tillid til magthavere og systemet. I denne serie spørger vi tidligere folketingspolitikere om, hvad de største trusler mod folkestyret er. Og om hvordan det hele ser ud udefra, når man for kort tid siden befandt sig i magtens centrum

Seneste artikler

  • Christine Antorini: Afstanden mellem borger og politiker er kort

    29. juli 2020
    Når tidligere folketingspolitiker Christine Antorini betragter det danske folkestyre, bliver hun opmuntret. Det har det godt, siger hun, og vi må ikke tale det ned. Men vi skal sørge for, at ulighed i samfundet aldrig bliver til ulighed i adgang til demokratiet
  • Pelle Dragsted: Den største trussel mod folkestyret er, at politik er blevet afpolitiseret

    27. juli 2020
    Gennem årtier har vi bildt os selv ind, at der kun findes én måde at indrette samfundet på, og på den måde har vi afpolitiseret hele den politiske debat. Det er »et kæmpe demokratisk problem«, siger tidligere folketingsmedlem fra Enhedslisten, Pelle Dragsted
  • Brian Mikkelsen: Christiansborg gør dig kold

    23. juli 2020
    Politikerne lukker sig om sig selv i stedet for at samarbejde, fordi det hårde liv i politik gør én kold. Og det har skabt en mistillid i befolkningen, der kan resultere i udemokratiske protester allerede til efteråret, frygter tidligere folketingspolitiker Brian Mikkelsen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En ting er, at man lader forskellige holdninger komme til orde. En anden ting er, at man lader en tidligere minister beklikke embedsmænd for sin egen inkompetence. Det var ikke rosenrøde udtalelser, politiker kollegerne dengang brugte om den daværende minister.
Embedsmændene blandede sig måske, men det var Folketingets partier, der fandt ministeren umulig at forhandle med, og de bad derfor statsministeren om at flytte forhandlingerne til finansministeriet.
Artiklen er forbløffende ringe, og giver intet fornuftigt billede at hverken ministrene, Folketinget eller embedsmændene.

Holger Nielsen, Alvin Jensen, Liselotte Paulsen, Susanne Kaspersen, Helle Walther, Anina Weber og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Stakkels politikere; vore magtfuldkomne lovgivere, som udpeger sig selv til også at være udøvere - og såmænd også sætter deres fine fingeraftryk på vor dømmende magt. Istedet for at beklage sig over at uvidende og arrogante lovgivere ikke kan hitte ud af at være ministre, burde vores lovgiverelite se at få kigget på Grundlovens princip om tredeling af magten.

Holger Nielsen, Alvin Jensen, Daniel Joelsen, Ole Svendsen, Flemming Berger, Hanne Ribens, Rolf Andersen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Syntes der er nogle ting hun siger der giver genklang her.
Siger hun ikke netop, der ingen samarbejde er for landets bedste. At det mere er en konkurrence i at få / ikke få ret, end et samarbejde om at løse problemerne.
For kritik er der da rigeligt af, men for mig ser jeg ikke meget konstruktiv kritik.
Ligesom herude i virkeligheden, hvor vi fra hver sin skyttegrav, sidder og råber efter "de andre" på den anden side af ingenmandsland.
Jeg syntes jeg ser, at grøfterne rykker længere og længere fra hinanden, end at de kommer hinanden nærmere.

Når det er sagt, så er der embedsmændene. Mit indtryk var / er at under VKO og især med A.F.R. i front, blev der udskiftet / udrenset i embedsværket. At det der gik over til folk med de rette "holdninger" blev sat ind, mere end rette kvalifikationer.
Og at det tog fart derefter med nedlæggelsen af amterne og kommunalreformen, så udrensningen / udskiftningen kom længere ud, et niveau længer ned.

Og nej, alder er ingen garanti for visdom, men det giver større mulighed for at den er der.

Jeg husker da min 20 år's fødselsdag. Nu var jeg voksen. Og til min 30 år's kunne jeg så side og se tilbage, og tænke, gu var jeg ej. Det var ikke så slem en oplevelse da jeg blev 40. 50? skal vi ikke bare sige jeg stadig kan se plads til forbedringer. :)

Kirsten Lindemark, Per Christensen, Bjarne Andersen, Elisabeth From, Holger Nielsen, Ole Svendsen, Helle Walther, Jørn Rasmussen, jens christian jacobsen, Elise Berg, Bjarne Bisgaard Jensen, Dan Jensen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Hun burde nok have set BBC's "Javel, hr. Minister".

Rolf Andersen, Per Torbensen, Bjarne Andersen, Holger Nielsen, Ole Svendsen, Jesper Frimann Ljungberg, Eva Schwanenflügel, Jeppe Lindholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Var Riisager ikke selv ret uerfaren, da hun startede op, både som politiker og som minister. Vi havde fået ny skolereform, som hun direkte modarbejdede fra dag et. Hun var umulig at samarbejde med for de andre partier. Den VLAK regering Løkke fik stablet på benene for at redde egen R--, var en fiasko fra de kom til, især partiet LA, som MR var medlem af. De år i Løkkes anden periode var spildte år. Derfor ligger V også, hvor de ligger nu. La ligeså. Kun K viste format og gør det fortsat, hvis man bryder sig om blå politik.

Elisabeth From, Holger Nielsen, Rolf Andersen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

"embedsværket ofte udarbejder politikken"

Thjaaa. Hvis det er en uduelig og tyndhudet minister så har du sikkert ret Merete Riisager. Men det er ALTID ministeren, som bære det fulde ansvar for den førte politik. Ligesom det ALTID er ministeren, som siger god for den.

Men nogen skal jo have skylden for ens egen nederlag og manglende kompetancer. Særligt blandt dem, som synes de er bedre end andre og mangler indsigt i egne evner.

Kim Saxman, Holger Nielsen, Alvin Jensen, Rolf Andersen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det har været åbenlyst i mange år, og vi har set, hvordan DJØF har opkastet sig til en ny herskerkaste, ikke længere pragmatiske og garanter for kontinuitet, men omkalfatrende af hele samfundet, så det tjener bureaukraterne og deres verdensfjerne virkelighedsopfattelse. Alle ved det, og Merete Riisager var netop den eneste minister i mands minde, der faktisk stod op imod embedsmændene, fordi det på forhånd var kendt, at hun var arg modstander af den ødelæggelse af undervisningssystemet, der har fået lov at gå i svang i mange år, kulminerende med overgrebene på lærer og lektorer under SR og skrækkelige Antorini.
Men det har været et problem længe, og det viser sig jo ved, at de eneste embedsmænd, ministerierne ansætter, er folk med juridisk og økonomisk baggrund, mens de burde bugne af folk, der har reel indsigt i de områder, lovgivningen skal vedrøre, så må den konkrete udformning hvile på Justitsministeriet og finansieringen findes i finans- og økonomiministerierne.
Konkret har vi set det på sundhedsområdet, hvor knæfaldet for den økonomiske mangel på fornuft var ved at tage livet af befolkningen, hvis vi ikke havde haft ministre med ben i næsen, og vi kom til at se det på kulturområdet, hvor det viser sig, at man ikke i ministeriet aner en snus om de folk, man er sat i verden for at understøtte.

Kim Saxman, Holger Nielsen, Ole Svendsen, Jørn Rasmussen, Ole jakob Dueholm Bech, Elise Berg, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Høivang, Dan Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Hvad med det jobcenterteknokrati overfor ledige og socialt udsatte, hun selv var med til at administrere?

Kim Saxman, Ib Christensen, Holger Nielsen, Alvin Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Peter Andersen, LA er jo faktisk nogle af de eneste, der har talt imod jobcentrene, når sandheden skal frem. Ikke at de ikke derfor har nogle forfærdelige socialpolitiske holdninger, men lige netop jobcentrene ser de som et udtryk for det offentliges overgreb på borgeren.

Holger Nielsen, Ole Svendsen og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Klassisk moderne ansvarsfralæggelse. Helt i tråd med sagen fra Ørestad Gymnasium hvor mulige sanktioner mod eleverne, med ministerens viden, skulle revurderes til trods for at hun offenligt gav til kende at demonstrationen ikke burde få konsekvenser.

Kathrine Lilleørs “der røg mønter ned i hovedet på os” blev senere til muligvis en enkelt mønt eller noget der kunne lyde som en mønt ramte gulvet.

Vi er flere der mindes Riisagers og Lilleørs frit opdigtede dramatiseringer af utilfredse elever der udøver deres demokratiske ret til meningstilkendegivelse.

Holger Nielsen, Helle Walther, Flemming Berger, Henning Kjær og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Som jeg læser Montesquieu om magtens tredeling, er det en uskik, at man

BÅDE kan sidde i folketinget (lovgivende),
OG samtidig være medlem af en regering (udøvendende).

Og så ville det i øvrigt være rart med nogle politikere, der talte om politik/ideologi .. - i stedet for at tale om, hvordan de kan opnå størst mulige 'markedsandele' blandt vælgerne. Godt støttet af 'kommentar-korpset' i medierne.

Kim Saxman, Holger Nielsen, Alvin Jensen, Lars Løfgren, Ole Svendsen, Ole jakob Dueholm Bech og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Rolf Andersen, hvordan skulle en sådan regering opnå legitimitet? Det er jo dronningens regering, der sidder på grundlag af et flertal blandt folketingets medlemmer.
Og det ville være dejligt, hvis vi kunne komme ud ad ideologiernes helvede og i stedet finde demokratiske værdier at sætte kursen efter.

Steffen Gliese, i den indirekte konkurrencedemokratiske struktur allerede vi befinder os i, kunne man overveje at monarkens regering kun (af de valgte lovgivere, bevares) kunne udpeges blandt individer, som ikke har andre magthverv (altså en simpel habilitetsiagttagelse). Man kunne også forestille sig at befolkningen vælger repræsentanter til regeringsembederne, som man ser delvise elementer af rundt omkring i demokratistrukturer, som ligner vores. Hvis der etableredes en forfatningsdomstol kunne man også forestille sig at denne overtog bl.a. monarkens opgave med at godkende regeringsetableringen, hvorved der kunne skabes øget demokratisk kontrol med regeringen, og dermed forstærket legitimitet.

Jørgen Wentzlau, Alvin Jensen, Lars Løfgren, Flemming Berger, Trond Meiring og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

@Steffen Gliese.

Folketinget skal naturligvis vælges på fuldt demokratisk vis - det giver sig selv.

Og derefter skal folketinget vælge en regering .. der er allerede eksempler på, at ministre er indsat, selvom de ikke er medlemmer af folketinget - helt fint.

Hvis der bliver valgt en minister, der er medlem af folketinget, må han/hun naturligvis udtræde af folketinget. Man kan ikke BÅDE være lovgivende OG regerende.

Og så savner vi virkelig en forfatningsdomstol - selv om Højesteret gør sit bedste ;)

Holger Nielsen, Alvin Jensen, Ole Svendsen, Jørn Rasmussen og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Hun skal have tak for sit mod til at gå mod kompetence- strømmen og videns-devalueringen i den såkaldte skolereform som alle partier og fagfolk omsider har erkendt satte det samlede uddannelsessystem årtier tilbage. Men konkurrencestaten fik kunstig åndedræt nogle få år mere.

Holger Nielsen, Ole Svendsen, Jørn Rasmussen og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar

Rolf Andersen, hvis man lod befolkningen vælge ministrene, og at der forelå habilitetskrav i opstillingsbetingelserne, ville man hvert fjerde år kunne øge befolkningens direkte indflydelse på den udøvende magts repræsentanter - og hvert fjerde år fortsat give befolkningen indflydelse på den lovgivende magts sammensætning. Man kunne også overveje at lade befolkningen stemme på repræsentanterne til en forfatningsdomstol, som udover bl.a. at påse forfatningens overholdelse kunne erstatte vort stækkede ombudsmandssystem og allokere øgede demokratiske muligheder for at rejse mistillidsvotum m.m. mod såvel lovgivere som udøvere. Denne vej rundt ville vi øge den konkurrencedemokratiske volumen i vores struktur, så længe at det er denne (og ikke et mere direkte og deltagende) struktur, vi har. Men vi burde klart påbegynde en udvikling i retning af mere deltagende og direkte demokratistrukturer - dette vil formentligt samtidig være den bedste måde at gøre op med neoliberailsmens vare- og fremmedgørelse af det politiske, som er blandt hovedårsagerne til at almindelige mennesker ofte afskyr politik.

Alvin Jensen, Flemming Berger, Ole jakob Dueholm Bech, Trond Meiring og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

... og så kunne politikerne blive frisat til at diskutere politik/ideologi/filsofi .. og ikke 'markedsandele' partierne i mellem.

Hvad er socialisme/liberalisme/konservertisme/kommunisme egentlig for noget ?
Hvornår og hvorfor er konkurencesamfundet bedre end lighedssamfundet ?
Og hvad er fordelene/ulemperne ?

Kim Saxman, Alvin Jensen, Hanne Utoft, Ole jakob Dueholm Bech og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Merete Riisagers ansvarsforskrivelse overgås kun af hendes historieløshed.

Siden enevælden har embedsvældet, som teknokratiet, hed engang, haft afgørende indflydelse på lovgivning og udvikling.
Jo, svagere konge, og senere ministre, jo større indflydelse til embedsvældet, teknokratiet.
Politisk og fagligt svage minister bliver hurtigt kørt ud på et sidespor.

Det er Merete Riisager ikke det eneste eksempel på :-)

Rolf Andersen, Holger Nielsen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Måske skal embedsmændene skiftes ud med online deltagelse af borgere med indsigt i området.
Mange bække små eller to hoveder tænker bedre end et. :)

Men nu skal man passe på med jokes, nogen kunne se privatiserings muligheder i det. :)

Ole Svendsen

Et yderst relevant problem, som artiklen ikke omtaler, er at Folketinget i dén grad mangler "muskler" i forhold til regeringen i form af uafhængige embedsmænd, der betjener Folketinget og ikke regeringen.

Det bør oprettes et sekretariat med en god portion embedsmænd, som laver beregninger og vurderinger for Folketinget. Derved kan den lovgivende magt få en "second opinion" fra embedsfolk, som ikke er underlagt regeringen. Det vil styrke magtens 3-deling, som er nødvendig i ethvert demokrati.

Pt. er Folketinget afhængig af de beregninger og vurderinger, som kommer fra Regeringens embedsværk. Som Jesper Tynell påpeger i hans bog "mørkelygten" så sker der en tilskæring af fakta, hvor fakta, som er ubelejlige for regeringen ikke oplyses til Folketinget eller fremlægges på en vildledende måde.

"Mørkelygte-arbejde" er netop det at udvælge nogle sætninger, som isoleret set er korrekte, men på en måde, så bedraget opstår i modtagerens hoved. Herved kan man ikke hænges op på noget, men der er stadig tale om bevidst vildledning. Det kan samtidig være "karriere-fremmende" at være god til "mørkelygte-arbejde" ifølge bogen.

Læg dertil den gældende offentlighedslov, som med rette er blevet kaldt "mørklægnings-loven". Efter den blev vedtaget, har det været endnu sværere for graver journalister at holde regeringen til ansvar. Bl.a. fordi den i stort omfang begrænser mulighederne for aktindsigt.

Derfor er det ekstra vigtigt, at Folketinget får et sekretariat af embedsmænd, der betjener dem. Det giver sig selv, at dette sekretariat skal bestå af embedsmænd med mange forskellige fagligheder. Ikke kun jurister og økonomer, men også biologer, ingeniører, agronomer, læger etc.

Steffen Gliese

Ole Svendsen, Folketingets muskler ligger i partierne, hvor man betales righoldigt for uafhængigt at kunne indhente sine egne oplysninger. Det vil være nærmest en farce, hvis et nyt bureaukrati skulle opbygges for at kontrollere det forvoksede, der allerede findes.

Daniel Joelsen

Demokrati er folkestyre. Flertallet i DK havde aldrig gået imod UN og sendt soldater til Irak og Afghanistan, ej heller solgt Dong eller kørtvelfærden i sænk. Vi havde heller ikke haft storebæltsbroen, deltaget i melodigranprixet eller haft tomme motorveje i Nordjylland. Måske havde Preben Elkjær været præsident.

Rolf Andersen, Kenneth Krabat, Hanne Utoft, Holger Nielsen, Carsten Munk, Steffen Gliese og Alana Frederiksson anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Demokrati er ikke bare folkestyre, men oplyst folkestyre.

Kenneth Krabat, Hanne Utoft, Holger Nielsen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Selvom jeg havde fanget, at faget TYSK er på vej ud af undervisningen, står jeg som i forhold ti l alle de andre fag, der er blevet nedlagt - hvor islandsk på universitetsniveau lige springer mig i hovedet som regulær stupiditet - at jeg som person ikke ville have haft en djævelsk chance hverken i helvede eller på jord for at forhindre det. Og jeg fatter ganske enkelt ikke, at det overhovedet har kunne være i FARE for at forsvinde!! Vi er naboer til et land med 80 millioner mennesker, der taler dét sprog; kulturen er rig og mindst 1000 år gammel; der er hensyn at tage til en kultur, som har haft svært ved at vænne sig til engelsk som universal-sprog, og for fanden: Det er et smukt, poetisk, komplekst og stort sprog - som jeg afskyede i folkeskolen, men i dag ønsker jeg kunne tale bedre, end jeg gør!

Sådan er det med politiken i dag: Ingen ideel holdning til dannelse og uddannelse ud over økonomi HER OG NU!

Politikerlede? Også i dén grad!

Kim Saxman, Steffen Gliese og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg har lige læst Søren Pinds seneste bog: Frie Ord. Den var oppe at vende her i spalterne i vinter, hvor den fik en ret så forudintaget behandling - tænkte jeg (nok). Bogen er både generelt underholdene og sådan set også ret spændene. Jeg kan varmt anbefale den, ikke mindst til dem der gerne vide noge om forholdet mellem ministre (indbyrdes) og embedsværket.