Da Nabils døtre blev fjernet

Januar 2020: »Jeg savner min søster«

Syvårige Leia springer op og ned for at vise sin mor, Nabil, et hæfte med en historie, hun har tegnet. En af tegningerne forestiller fire piger med lyserøde, lilla, blå og grønne kjoler på.

»Det er dig og mig,« siger Leia og peger på to af pigerne.

»Hvor er din søster,« spørger Nabil.

Leia tøver: »Nå ja, jeg er ikke færdig med den endnu,« svarer hun og tager hæftet ud af morens hånd.

Nabil er kommet for at hente sin datter i SFO’en. De holder i hånden, mens de går over mod bussen. Leia har en stor, lyserød tøjbamse, der forestiller en enhjørning, under den ene arm. Hendes mor har købt den på tilbud i Føtex.

»Jeg vil have min søster,« hvisker Leia ind i morens øre, da de har sat sig i bussen.

Nabil har to døtre. Den ældste, Afraa, er et år ældre end Leia og bor på en døgninstitution for behandlingskrævende børn. For fem år siden blev begge døtre fjernet fra hjemmet mod Nabils vilje efter mistanke om vold og seksuelle overgreb.

For et halvt år siden varslede regeringen flere lovændringer på børneområdet, som overordnet set handler om at sætte børnene først. Står det til statsminister Mette Frederiksen (S) skal flere børn ligesom Nabils to døtre tvangsanbringes, og lige nu arbejder myndigheder på at tilvejebringe et vidensgrundlag, som skal hjælpe med at klarlægge, hvor der skal sættes ind.

Information fortæller her om en af de familier, den store, politiske dagsorden handler om. Det er en historie om omsorgssvigt, om vanskelige anbringelser og en mors kamp for at få sine børn hjem igen.

2010-2015: Mistanke om seksuelle overgreb

Når Afraa er i børnehave, slår hun ofte knytnæven ind i væggen og går helt oppe på tæerne. Pædagogerne ser ofte, at hun kaster sig ned på gulvet og skubber sig baglæns hen ad gulvet. De har svært ved at få øjenkontakt med hende i disse situationer.

Udfaldene kan vare op til en time. Herefter græder hun og putter sig ind til en voksen som en baby. Afraa er tre år. Pædagogerne underetter hendes adfærd til kommunen. Det er første gang, at myndighederne bliver bekendt med Nabils familie.

Da Nabil er i slutningen af 20’erne, møder hun en mand i sit hjemland. Manden bor i Danmark, og de gifter sig. Efter brylluppet flytter de til Danmark.

Efter de fire første år føder Nabil først Afraa. To år senere kommer Leia til verden. Nabil er lykkelig over at være blevet mor. Men årene er turbulente for familien. Der er voldsomme skænderier i hjemmet, og Nabil og hendes nye mand har et svært forhold til hinanden. I dokumenterne hos kommunen står der, at Nabils mand udsætter hende for vold.

Der går under et år efter den første underretning, indtil borgercentret i kommunen også udtrykker bekymring for parrets ældste datter.

Nabils mand er bortrejst, men ringer ofte hjem. Hun har ikke mange penge og må ofte låne af sine veninder til bleer, tøj og mad. Hun vil gerne være der for sine døtre og dække deres behov. Det vigtigste er, at døtrene kan mærke, at de føler sig elskede, mener hun. Nabil beslutter sig for at tage på krisecenter, inden faren til børnene vender hjem.

De bor på krisecentret i næsten et år. I mellemtiden bliver der sat en undersøgelse i gang om døtrenes trivsel. Nabil beslutter sig for at blive skilt, og kommunen finder en bolig til hende og børnene. En februardag flytter de ind i en treværelseslejlighed.

De kan begynde på en frisk.

Men pædagogerne i Afraas børnehave er begyndt at lægge mærke til, at den lille pige er blevet voldelig og søger grænser. Hun spørger flere gange de voksne i institutionen, om man må slå børn. Selv om forældrene er blevet skilt, kommer faren i hjemmet, fortæller hun.

Afraa bliver fem år til sommer. I institutionen er hun begyndt at lægge sig i fosterstilling med åbne øjne, mens hun stirrer tomt frem for sig, skriver pædagogerne i en underretning. Hun kan ofte ikke skelne mellem virkelighed og fantasi. Hendes verden koncentrerer sig ifølge beskrivelser fra institutionen omkring fantasivæsner, blod og død. Pædagogerne vurderer, at hun er angst.

Den et år yngre Leia er begyndt at komme i institution med kradsemærker på arme og ben. En dag har hun tusch malet over hele kroppen. Det er hendes søster, der har tegnet på hende, forklarer hun. Leias sprog og motorik svarer til hendes alder. Men hun græder oftere og har brug for ekstra omsorg fra sine pædagoger.

Nogle måneder efter at moren er flyttet ind i den nye lejlighed, kommer der endnu en underretning om børnene til kommunen. Denne gang handler det om mistanke om seksuelle overgreb begået af mor og far.

Juni 2015: Den værste dag i Nabils liv

Det er eftermiddag, og Nabil er hjemme med børnene i den nye lejlighed. Klokken halv seks ringer en sagsbehandler fra kommunen. Hun bliver bedt om øjeblikkeligt at møde op på borgercentret. Døtrene skal med. Kommunen har ringet efter en taxa, der holder nedenfor lejligheden.

Nabil bliver præsenteret for en tolk og en sagsbehandler på et lille, nøgent kontor, imens døtrene eskorteres ind i et andet rum. Tolken oversætter for Nabil, at Afraa har fortalt om overgreb og vold i hjemmet til sine pædagoger. Hun protesterer højlydt. Sagsbehandleren lægger nogle hvide papirer foran hende på bordet. Det er en anbringelsesformular, som Nabil nægter at skrive under.

Via en formandsbeslutning i Børne- og Ungeudvalget er det bestemt, at Afraa og Leia skal fjernes akut fra deres mor. Kommunen vurderer, at det er til fare for deres trivsel og udvikling, hvis de bliver boende hjemme.

Dagen er blevet til en kølig og blæsende sommeraften, da Nabil ser sine døtre køre væk sammen i en bil. Hun tager bussen hjem alene. Da hun er tilbage i lejligheden, sætter hun sig i sofaen og kigger ud i den tomme stue, som bærer præg af, at hun og børnene lige er flyttet ind. Hun har været i gang med at male og møblere.

Nabil er sikker på, at der er sket en fejl med hensyn til døtrene. Hun har fortalt til kommunen, at hun ikke har slået eller begået overgreb på Leia eller Afraa.

Jeg får mine børn hjem igen, tænker hun. Tårerne begynder alligevel at trille ned ad hendes kinder.

Juni 2015-slut 2016: Døtre trives på institution

I fire dage hører Nabil ikke noget fra kommunen. Hver dag tænker hun på, om døtrene får nok at spise, og om de kan falde i søvn om aftenen. Søndag kommer to mænd hjem til hende for at hente døtrenes ting. De fortæller, at pigerne har det godt.

Leia og Afraa er flyttet ind på en midlertidig institution, hvor de skal observeres. Politiet dropper sigtelsen om seksuelle krænkelser mod børnene på grund af manglende beviser. Forældrene modsætter sig hver især fortsat anbringelsen, og der bliver sat undersøgelser i gang af både Nabil og hendes døtre.

Afraa bliver ofte ukontaktbar, vred og får glasøjne, mens hun er på institutionen. Derfor må medarbejderne bruge magtanvendelser på hende. Det har ikke været nødvendigt at bruge magt over for Leia. Til gengæld noterer medarbejdere på institutionen sig, at den yngste datters udvikling går den forkerte vej. Hun har svært ved at knytte sig til de voksne og indgå i sociale sammenhænge med de andre børn.

»Det er vigtigt, at hun får de rigtige rammer for omsorg og udvikling, da skift af miljø og ydre belastninger kan være med til at forværre situationen,« står der i Leias udviklingsplan.

Nabil har for store begrænsninger i sine forældreressourcer til at være den, der primært tager hånd om døtrene, konkluderer undersøgelsen af moderen. Hun har »stærke følgevirkninger efter traumatiserende oplevelser« efter forholdet til sin eksmand, lyder det. En psykolog vurderer, at hun har brug for støtte, men at hun er god for børnene, og der opfordres derfor til traumebehandling.

Det får hun ikke. Men én gang om ugen får hun besøg af en familiebehandler, som skal hjælpe hende med at få redskaber til at håndtere sine døtres problemer, så de kan få et godt samvær med hende. Familiebehandleren oplever efter seks besøg, at Nabil er så ked af, at hendes døtre er væk, at hun har svært ved at koncentrere sig om den hjælp, hun får.

Nabil begynder at arbejde som rengøringsassistent. Hun er glad for jobbet, og det hjælper hende også til at lære dansk.

Halvanden time om ugen kan hun besøge døtrene på opholdsstedet, mens der er en pædagog tilstede. Når hun tager derfra, begynder døtrene at råbe og græde. En dag følger Afraa hende helt ud til døren og hiver moren i kjoleskørterne.

»I skal nok komme hjem på et tidspunkt,« siger Nabil ifølge dokumenterne fra kommunen.

Den ældste datter Afraa er blevet glad for pædagogerne på opholdsstedet og har lært at spille ’Mester Jakob’ på klaver. Hendes største ønske er at få en hvid kanin, fortæller hun sagsbehandleren. Leia siger, at hun er glad for at bo på institutionen. Andre gange giver hun udtryk for, at hun gerne vil bo derhjemme.

Et par måneder senere bliver der lavet en psykologisk vurdering af den yngste, Leia. Den kommer frem til, at hun er normaltbegavet og i bedring. Hvis hun har stabile voksne, som kan vise hende, at de er værd at knytte sig til, kan hun komme sig helt.

Nabil fastholder, at det er bedst for pigerne at få dem hjem. Det mener kommunen ikke.

Da døtrene har boet på institutionen i et halvt år, beslutter forvaltningen sig for, at både Afraa og Leia skal flyttes hver for sig. Det sker uden forældrenes samtykke, da forældrene mener, at børnene har bedst af at bo sammen – en holdning, der også bakkes op af en psykolog.

Men Afraa skal på en institution for behandlingskrævende anbragte børn, og hun bliver flyttet. Ankestyrelsen afgør senere, at det var en fejl at skille Leia og Afraa fra hinanden, før kommunen havde hørt forældrene.

Beslutningen om Leias fremtidige hjem bliver udskudt. Fire måneder senere får Nabil ved et tilfælde at vide, at Leia skal flytte.

Hun har fået en plejefamilie.

2016–2018: Problemer mellem mor og plejefar

Syvårige Afraa ringer på ved dørtelefonen. Nabil åbner, og Afraa løber op ad trapperne og møder sin mor i døråbningen med et stort kram. Lillesøster Leia, der er blevet fem år gammel, er allerede ankommet. Nabils to døtre er på støttet samvær i to timer, inden de skal tilbage til deres anbringelsessted.

Inde på børneværelset leger pigerne, mens mor står i køkkenet og laver mad. Pigerne kommer i hver deres badekar på gulvet, hvor de synger og snakker. Herefter læser deres mor lidt i koranen for dem. Leia skriger, da de skal spise, for hun vil kun have is.

»Du skal spise din mad, før du får is,« siger storesøster Afraa i et forsøg på at hjælpe sin mor.

Nabil pakker slikposer og giver døtrene hver 25 kroner, inden de skal afsted. Da Leias plejefar kommer for at hente hende, bliver stemningen trykket. Nabil har pakket en pose med babytøj, som Leia gerne vil lege med. Det må hun ikke, siger plejefaren.

»Du kender reglerne,« siger han kun henvendt til Leia. Han taler ikke til moren, som ikke forstår, hvorfor Leia ikke må få legetøjet med.

Leia bliver ked af det, og Afraa forsøger at trøste hende.

»Så må du lege med tøjet, når du besøger mor igen,« siger hun til lillesøsteren.

Nabil står på fortovet og vinker, da bilen kører væk med dem.

Afraa trives på døgninstitutionen, hvor hun har fået et tæt forhold til nogle af pædagogerne. Men Nabil er bekymret for sin yngste datters trivsel hos plejefamilien. Siden hun flyttede ind for flere måneder siden, har forældrene ikke haft et officielt møde med plejefamilien.

Samtidig konkluderer samværskonsulenten, at Leia ikke ser ud til at være faldet til i sit nye hjem.

Nogle uger senere ankommer Leia til samvær med Nabil. Plejemoren bliver siddende i bilen, mens plejefar går op i lejligheden for at aflevere Leia. Det undrer Nabil sig over. Plejefaren siger til hende, at Leia ikke må have legetøj med hjem til plejefamilien.

Nabil er blevet bedre til dansk, men det er af og til svært for hende at kommunikere med sine døtre, som har mistet deres modersmål. En tolk hjælper, når der er sprogvanskeligheder.

Pigerne leger med modellervoks og danser mavedans efter en video i stuen. Samværskonsulenten noterer, at Nabil er blevet bedre til at sætte grænser og trøste sine døtre. Hun spørger også mere ind til deres liv der, hvor de er anbragt.

»Hvordan går det til hiphop,« spørger hun Afraa.

»Er du begyndt i børnehave?« siger hun til Leia.

Der opstår igen en trykket stemning, da plejefar kommer for at hente Leia.

»Det er meget vigtigt, at Leia har præcis det tøj med hjem, som hun havde på, da hun kom,« siger han.

Samværskonsulenten undrer sig over plejefarens konstante fokus på tøj. Hun har lagt mærke til, at han siger det hver gang, men at Nabil giver Leia masser af tøj med tilbage. Hun prøver at sige det til ham, men uden held.

Nabil synes at kunne mærke på Leia, at hun har fået det værre, efter at hun er kommet i plejefamilie. På institutionen havde hun i det mindste en pædagog, hun knyttede sig til. Leia spørger flere gange, når hun er til møde med sagsbehandleren, om hun må komme hjem og bo hos sin mor. En dag har hun en snak med den samværskonsulent, der støtter samværet mellem mor og datter:

»Du er sød,« siger samværskonsulenten.

»Nej, jeg er ikke sød,« svarer Leia.

»Hvorfor?«

»Fordi jeg ikke har det godt, hvor jeg bor,« svarer hun.

Samværskonsulenten noterer, at Leia har ændret sig, siden hun flyttede ind hos plejefamilien. Hun er begyndt at tale hårdere til sin søster og reagerer kraftigt ved berøring.

»Hun har fået en uro i kroppen, hun ikke havde for fem måneder siden.«

Nabil klager flere gange over, at hun ikke kan få et officielt møde med plejeforældrene og kommunen. Hun oplever ikke at kunne komme igennem til forvaltningen omkring deres bekymringer for Leias trivsel og udvikling.

December 2018: »Leia har lidt en længerevarende følelsesmæssig belastning«

Efter et halvt år bliver Nabils klager mødt. Familien får hurtigt en ny sagsbehandler, og det besluttes, at der skal laves en ny psykologundersøgelse af Leia.

Hun scanner konstant omgivelserne og er på vagt over for de voksne. Det kan gå ud over hendes evne til at lære nye ting, både socialt og fagligt.

»Leia har lidt en længerevarende følelsesmæssig belastning,« står der i hendes papirer.

Siden sidste undersøgelse viser det sig, at hendes »kognitive niveau« er dykket. Psykologen vurderer, at det er et tegn på, at hun i den mellemliggende periode – hvor hun har boet hos sin plejefamilie – ikke har været »relevant stimuleret og støttet«.

Leia er blevet et »behandlingskrævende« barn.

Når hun er sammen med sin mor på støttet samvær, er der en rolig stemning. Leia vil hele tiden bæres, og hendes mor giver efter. Hun synes ikke, at datteren har fået kærlighed nok.

Psykologen konkluderer, at der hos Leia »ses spirende ressourcer i sin relation til moren«. Derfor besluttes det, at hun skal flytte hjem igen.

»Der er håb at hente,« lyder psykologundersøgelsens afsluttende bemærkning om Leias udvikling.

Januar 2020: »Hun vokser«

Nabil og Leia er kommet ind i S-toget og har sat sig på klapsæderne, hvor der også holder cykler. Leia kigger på en mand, der støtter sig til sin cykel.

»Skal vi snart ud at cykle,« spørger hun.

»Til sommer. Dig, mig og din søster,« siger Nabil.

De kommer indenfor i varmen. Der dufter af madlavning, som Nabil gik i gang med, før hun tog bussen ud for at hente sin datter fra skole. Leia springer ind på sit værelse og begynder at hive legetøj frem fra en plastikkasse under sengen.

»Den her har jeg fået af min søster,« siger hun og viser en barbiedukke, der forestiller en havfrue.

Leia deler værelse med sin søster. Der står to små træsenge i hver sit hjørne af børneværelset. Afraa er begyndt at komme på besøg hos mor hver weekend. Leia sover i sin søsters seng, når hun ikke er der. Til gengæld får søstrenes dukker lov til at sove i Leias seng.

Nabil laver mad. I ovnen er der kartofler, mens hun på panden er i gang med at stege kød. Leia kommer ind i køkkenet med en pose fra H&M. Hun vælter indholdet ud på gulvet og peger på en sort striktrøje med lyserøde hjerter på brystet.

»Hvem er det til,« spørger hun.

»Det er til din søster,« siger Nabil.

»Hun vokser.«

Afraa er i dag ni år. Hun har det svært ved ikke at bo hjemme, når nu hendes lillesøster er flyttet hjem igen. I sidste uge tog hun bussen hele vejen til sin mor og bankede på døren.

Kommunen vurderer fortsat, at hun har bedst af at være på en døgninstitution, hvor hun kan få professionel hjælp. Nabil har givet samtykke til anbringelsen.

Men hun har endnu ikke opgivet håbet om, at hendes ældste datter en dag kommer helt hjem igen.