Feature
Læsetid: 11 min.

NATO og mindre stat har før samlet blå blok. Nu drukner det politiske projekt i fløjkrige

Opbakningen til de borgerlige partier har længe været faldende, og flere taler om en historisk krise. En gennemgang af blå bloks op- og nedture siden efterkrigstiden viser, at det er blevet sværere at samles om et borgerligt projekt, som der er kommet flere partier til på højrefløjen
De borgerlige partier havde det også svært i 1950’erne og 1960’erne, der var domineret af Socialdemokratiet. Men modsat hvad skulle tro, var det faktisk under en kortvarig borgerlig regering – dog med en radikal statsminister – at vi så frigivelsen af billedpornografien, lempelsen af abortlovgivningen og en markant vækst i de offentlige udgifter. Det var naturligvis til stor skuffelse for mange borgerlige vælgere, der vendte de blå partier ryggen. Her er det gruppe borgerlige unge, der i 1969 demonstrerer mod billedpornografien.

De borgerlige partier havde det også svært i 1950’erne og 1960’erne, der var domineret af Socialdemokratiet. Men modsat hvad skulle tro, var det faktisk under en kortvarig borgerlig regering – dog med en radikal statsminister – at vi så frigivelsen af billedpornografien, lempelsen af abortlovgivningen og en markant vækst i de offentlige udgifter. Det var naturligvis til stor skuffelse for mange borgerlige vælgere, der vendte de blå partier ryggen. Her er det gruppe borgerlige unge, der i 1969 demonstrerer mod billedpornografien.

Erik Gleie

Indland
18. juli 2020

Der er mange steder, man kan begynde, hvis man vil beskrive den politiske modvind, som blå blok den seneste tid har befundet sig i.

Der er Liberal Alliances efterhånden langvarige flirten med spærregrænsen.

Der er Dansk Folkepartis tab af medlemmer og stemmer til især Nye Borgerlige og den sjældent vaklende opbakning til formand Kristian Thulesen Dahl. 

Der er konservative koryfæer, der mener, at Søren Pape Poulsen er en bedre statsministerkandidat end Venstres Jakob Ellemann, selvom Ellemann som formand for fløjens største parti ellers burde være det oplagte bud. 

Og så er Ellemann selv udsat for beskyldninger på tværs af de blå partier: For sit samarbejde med De Radikale og for at være usynlig – bare for at nævne et par eksempler. 

Politiske kommentatorer og meningsdannere har da også nærmest stået i kø for at erklære krisen i blå blok for historisk. Og i en gennemgang af knap 20 års meningsmålinger fra Gallup konstaterer Berlingske, at vælgeropbakningen til blokken på intet tidspunkt har ligget så lavt som i dag.

Fløjkrigene efterlader heller ikke meget tid til at diskutere politik. Hvad er egentlig blå bloks fælles projekt, har man spurgt fra flere kanter det seneste år.

Ellemann & Co. har ikke holdt sig tilbage med at kritistere statsminister Mette Frederiksens (S) coronahåndtering. Men der mangler en plan for, hvad de blå partier selv vil med det danske samfund, siger Michael Kristiansen, som i sin tid var spindoktor for Venstres tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og i dag er partner i PR-virksomheden Kristiansen+Partners.

»Jeg kan ikke huske, hvornår et parti som Venstre sidst har fremlagt en reel politisk ambition. Det er meget svært at få øje på, hvad det borgerlige projekt er i øjeblikket,« siger han.

Spørgsmålet er, om højrefløjens krise reelt er uden fortilfælde, hvis man tager de historiske briller på. Og om det borgerlige projekt virkelig er så uklart i dag i forhold til tidligere. 

V og K’s parløb

Hvis man vil forstå udviklingen i det borgerlige Danmarks politiske projekter, er nye partidannelser en oplagt prisme at anskue det gennem, mener Rasmus Mariager, som er lektor i dansk og europæisk samtidshistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. 

»Nye partier opstår typisk med ambitionen om at gøre noget substantielt anderledes, at ruske op i den førte politiks form eller indhold,« siger han. Bare tænk på Dansk Folkepartis held med at få udlændingepolitik på dagsordenen. 

Den partipolitiske højrefløj opstod i midten og slutningen af 1800-tallet, og i 1950 fik Danmark sin første VK-regering. Der var tale om en alliance mellem to ellers ret forskellige ideologier: Den fællesskabsorienterede konservatisme og den frihedsorienterede liberalisme. Men ifølge Rasmus Mariager var partierne enige på det sikkerhedspolitiske område, der fyldte meget i efterkrigstiden. Især om vigtigheden af Danmarks engagement i NATO. 

I 1959 fandt de to partier atter sammen om et økonomisk-politisk program, den såkaldte VK-plan, som var et forsøg på at formulere et alternativ til Socialdemokratiets velfærdspolitik. Hovedpunkterne var at stoppe væksten i de offentlige udgifter og forbedre forholdene for erhvervslivet.

Men den fik en kølig modtagelse af vælgerne ved folketingsvalget året efter.

»Venstre og De Konservative fik så stor en vælgerlussing, at man tror, det er løgn. Det førte til erkendelsen af, at man ikke kan vinde et valg i Danmark uden at ville velfærdsstaten i et eller andet omfang. Heller ikke som borgerligt parti,« siger Rasmus Mariager.

Da De Radikales Hilmar Baunsgaard i 1968 indtog statsministeriet som leder af en VKR-regering, blev det da også med et noget andet borgerligt projekt. Måske hang det også sammen med timingen med ungdomsoprøret. VKR-regeringen stod i hvert fald både bag frigivelsen af billedpornografien, lempelsen af abortlovgivningen og en markant vækst i de offentlige udgifter – til stor skuffelse for mange borgerlige vælgere, fortæller Rasmus Mariager.

»Nogle af de borgerlige dyder, som vælgerne havde ønsket sig og forventet, gik i vasken og blev ikke til noget.«

Det var svært for højrefløjen at holde på magten i de år. Socialdemokratiet dominerede det politiske billede og havde regeringsmagten uafbrudt fra 1953-1968 og så igen fra 1971-1973. Det er også store socialdemokrater som Hans Hedtoft og Jens Otto Krag, der har fået æren for at have lagt de fleste af grundstenene til vores velfærdsmodel.

Men så begyndte der at opstå nye partier på højrefløjen.

Fremskridtspartiet og Jordskredsvalget

I løbet af 1960’erne voksede utilfredsheden med det stødt stigende skattetryk, som udbygningen af velfærdsstaten medførte. Flere var også trætte af samfundets venstredrejning under ungdomsoprøret, fortæller Rasmus Mariager.

»Der var et ønske om igen at gøre ordentlighed og liberalisme til et borgerlige projekt,« siger han.

I 1970 opstod Kristeligt Folkeparti – i dag Kristendemokraterne – som en direkte konsekvens af debatten om fri abort. To år senere stiftede Mogens Glistrup Fremskridtspartiet med ambitionen om at »afvikle indkomstskatterne«, »begrænse papirvældet« og »udtynde lovjunglen«. Og i 1973 blev Centrum-Demokraterne tilføjet til listen i en protest mod venstredrejningen af Socialdemokratiet.
»De tre partier blev afgørende for udviklingen i det borgerlige projekt,« siger Rasmus Mariager.

Med jordskredsvalget i 1973 bragede alle tre nye partier ind i Folketinget. Fremskridtspartiet fik hele 15,9 procent af stemmerne og blev landets næststørste parti. Med deres mandater genvandt Venstre regeringsmagten, men beholdt den kun i et års tid.

Da Venstre igen indtrådte i regering i 1978, var det sammen med Socialdemokratiet og under ledelse af Anker Jørgensen. SV-regeringen blev en ny skuffelse for mange borgerlige vælgere, fortæller Michael Kristiansen.

»Det blev oplevet som et svigt, en manifestation af, at højrefløjen efter et rekordvalg i begyndelsen af 1970’erne ikke længere havde et selvstændigt politisk projekt,« siger han.

Borgerlig medvind

Men da Anker Jørgensen i 1982 afgav regeringsmagten uden at udskrive valg, blev det begyndelsen på et borgerligt succesårti med De Konservatives Poul Schlüter i spidsen. Tiden var præget af sammenhold og »klare, ideologiske prioriteringer«, beskriver Michael Kristiansen, som har skrevet en biografi om Schlüter. 

Ifølge Rasmus Mariager lykkedes det i 1980’erne de borgerlige partier at fremstille sig som garant for økonomisk ansvarlighed oven på et årti med oliekriser og Anker Jørgensens mislykkede devalueringer af den danske krone.

Da den konservative Poul Schlüter i 1982 overtog statsministerposten fra socialdemokraten Anker Jørgensen (S) blev det begyndelsen på et borgerligt succesårti. Tiden var præget af sammenhold og klare, ideologiske prioriteringer.

Da den konservative Poul Schlüter i 1982 overtog statsministerposten fra socialdemokraten Anker Jørgensen (S) blev det begyndelsen på et borgerligt succesårti. Tiden var præget af sammenhold og klare, ideologiske prioriteringer.

Kim Agersten

»Man indførte en stram udgiftspolitik, offentlige besparelser og en fast valutakurspolitik. Men Schlüters projekt var ikke kun økonomisk. Der blev også introduceret konservative, liberale ideer såsom fritvalgsordning, privatiseringer og afvikling af væsentlige monopoler – eksempelvis med oprettelsen af TV 2 i 1988,« siger Rasmus Mariager.

Det var nemt at samle blå blok om de politiske projekter, fordi de var så klart defineret, mener Michael Kristiansen. 

»Trods partiforskelle kunne man forenes om to ting: at rydde økonomisk op efter Socialdemokratiet og så en klassisk borgerlig og liberalt funderet udenrigspolitik med stærk opbakning til NATO og EU. Det hele blev også hjulpet godt på vej af en global modbølge mod 68-generationen med Thatcher i Storbritannien og Reagan i USA.« 

Udlændingepolitik

I 1995 udsprang Dansk Folkeparti af Fremskridtspartiet og tilføjede en ny dimension til det borgerlige projekt: udlændingepolitikken. Og med den også en uvant splittelse på højrefløjen.

»I 1990’erne havde Venstre og De Konservative svært ved at finde ud af, hvad de skulle stille op med Dansk Folkepartis stramme udlændingepolitik. Jeg tror helst, at Uffe Ellemann (Venstres daværende formand, red.) havde været fri. Der var ikke et borgerligt alternativ til Poul Nyrups regeringer i det årti. Venstre havde svært ved at bruge Dansk Folkepartis mandater til noget,« siger Michael Kristiansen.

Men det ændrede sig, da Venstres Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. 

Det var første gang i årtier, at de borgerlige fik absolut flertal uden De Radikale. Venstre og De Konservative indgik i regering med Dansk Folkeparti som stabilt støtteparti. ’Systemskiftet’, som  Dansk Folkepartis daværende folketingsmedlem Søren Krarup døbte valgsejren.

Ifølge Michael Kristiansen var Fogh pragmatiker i forhold til at få magten og havde ikke samme »kvababbelser« som sin forgænger ved at føre udlændingepolitik sammen med Dansk Folkeparti.

Der var et klart borgerligt projekt, især de første år efter 2001, mener Michael Kristiansen. Det var et opgør med »smagsdommerne« og en ambition om at gøre den enkelte borger så fri for kollektive forpligtelser som muligt, et skattestop der forhindrede den automatiske udbygning af velfærdsstaten – og altså en stram udlændingepolitik.

»Uden at fornærme De Konservative, var det Foghs projekt. Men De Konservative havde formentlig nemt ved at se selv sig i det, fordi Fogh på flere områder næsten var mere nationalkonservativ end liberal,« siger Michael Kristiansen. 

Den blå tråd

Højrefløjens partikartotek fik endnu et bogstav, da Ny Alliance – i dag Liberal Alliance – i 2007 blev stiftet af udbrydere fra De Radikale og De Konservative. Partiets ambition var igen at få borgerlighed til at handle om klassiske liberale værdier, både økonomisk og værdipolitisk, fortæller Rasmus Mariager.

»Velfærdsstaten skulle begrænses, og Dansk Folkepartis indflydelse på udlændingepolitikken skulle hæmmes,« beskriver han. 

Da Venstres Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2016 foretog en ministerrokade, kom Liberal Alliance for første gang med i regering. Den nye VLAK-regering lancerede en politisk plan, som blandt andet indeholdt topskattelettelser, en omfattende udflytning af statslige arbejdspladser og flere penge til forsvaret. 

»Der var måske ikke tale om et klart defineret projekt, men det var tydeligt, at man var blevet enige om et politisk udgangspunkt, som tilgodeså de tre forskellige partiers ambitioner,« siger Michael Kristiansen. 

Alligevel opstod der hurtigt brydninger. Med træklatringsmetaforer fremsatte Liberal Alliance ultimative krav om topskattelettelser – som aldrig blev indfriet. Og da Løkke udstedte et »velfærdsløfte« på 69 milliarder, rykkede han mere mod midten, end Liberal Alliance og De Konservative brød sig om. 

Det harmoniske samarbejde og tydelige borgerlige projekt, som havde præget Foghs VK-regering op gennem 00’erne, syntes pludseligt langt væk. Og ifølge Michael Kristiansen blev de interne fejder definerende for VLAK-regeringen.

»Man brugte tre-fire år på primært at være optaget af magtpolitik og alliancedannelser. I stedet for at udvikle politik. Reelt begyndte den borgerlige nedsmeltning her,« vurderer han.

Den »endelige falliterklæring« indtraf ifølge Michael Kristiansen, da Løkke under valgkampen i 2019 luftede tanken om en ny SV-regering.

»Selv om nogle fandt ideen god, så jeg det som en sidste erkendelse af, at de borgerlige ikke længere kunne blive enige om noget af betydning,« siger han.

Samtidigt opstod yderligere tre partier på højrefløjen i et forsøg på at redefinere det imploderede borgerlige projekt: partiet Klaus Riskjær Pedersen – i dag Borgerlisten – Stram Kurs og Nye Borgerlige.

Kun sidstnævnte kom ind i Folketinget ved sidste valg i 2019 –  med en ambition om at forene liberal økonomisk politik med markante udlændingestramninger. Med 1,8 procent af stemmerne var Stram Kurs dog også tæt på at få folketingsmandater. 

Og så er vi fremme ved i dag, hvor meningsmålinger viser, at blå blok kun kan mønstre godt 40 procent af stemmerne. Og hvor den oprindeligt entydige opbakning til Venstres formand som statsministerkandidat pludselig vakler.

Det er ellers ikke, fordi de borgerlige partier har manglet en rød – eller blå, om man vil – tråd i deres politiske projekt siden Anden Verdenskrig, mener Rasmus Mariager.

»Nye politiske partier har løbende ændret brudfladerne. Men tilbage har stået en grundlæggende ambition om at begrænse statens omfang og intervention,« siger han.

Men ifølge Michael Kristiansen er selv den røde tråd »umådelig svær« at få øje på i øjeblikket.

At lære af historien

Med de sidste 75 år i mente er det dog Rasmus Mariagers opfattelse, at det er for hård en dom at kalde krisen i blå blok for historisk. I hvert fald hvis man anskuer den politiske historie bredt og inkluderer venstrefløjen. 

»Jeg finder det naturligt, at de borgerlige partier er slidt op efter at have siddet på magten i så mange år. Fra 1982 til 1993 og igen fra 2001 til 2019 kun afbrudt af Thorning-regeringen. Det tærer på kræfterne til politisk idéudvikling at have ministeransvar, forholde sig til embedsværket og hele tiden indgå kompromiser,« siger han.

Det kan ifølge historielektoren sammenlignes med Socialdemokratiets krise i begyndelsen af 1980’erne efter partiets mange år i statsministeriet. Og det bliver ikke lettere af den partibogstavrigdom, som efterhånden er opstået på højrefløjen. Det viser historiske erfaringer også.

»Venstrefløjen har også været svagest, når for mange partier sloges om magten og om at definere det politiske projekt. Under bogstavlegen op igennem 1970’erne og 1980’erne var man ved at rive hovederne af hinanden på grund af ting, som i dag kan virke ret eksotiske – som holdningen til forholdene i en fjernt beliggende stat. Det er jo først, når man samarbejder, at man kan opnå indflydelse,« siger Rasmus Mariager.

Michael Kristiansen er enig i, at den »bogstavleg og metaltræthed«, som der også er historisk præcedens for, er en del af forklaringen. Men ikke den hele, siger han.

»Derfor mener jeg også, at der er tale om en historisk krise. Der er intet, som binder de blå partier sammen i øjeblikket – ikke engang, hvem der skal stå i spidsen – og det største parti, Venstre, befinder sig i dyb krise,« siger han.

De borgerlige partier har simpelthen været for uambitiøse i deres politikudvikling, mener Michael Kristiansen. VLAK-regeringen lykkedes med en række større aftaler. Udligningsreformerne og en beskæftigelsespolitik med mantraet om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’ eksempelvis. 

Men det har ifølge Michael Kristiansen handlet for lidt om reel forandring og et samlet projekt for det borgerlige Danmark og for meget om »at rive hovederne af hinanden« i diskussioner om enkeltsager.

»Der er ikke noget, som tilsiger, at samfundet eller den fælles dagsorden skulle være blevet mere venstreorienteret. Så der er ingen undskyldninger for den her dårlige situation,« siger Michael Kristiansen. 

– Hvad med klimadagsordenen, er den ikke et momentum for venstrefløjen?

»For mig at se er klima et liberalt projekt. Krisen kan kun løses ved, at markedsøkonomien understøtter den grønne omstilling. Men de borgerlige har snorksovet og misset den dagsorden alt for længe,« mener han.

Hvis blå blok skal genvinde det tabte terræn, er der ifølge Michael Kristiansen brug for at lære af netop de sidste 75 års politiske succeser og sejre.

»Ud over klimaet må hjørnestenen i genrejsningen af blå blok være en ansvarlig økonomisk politik og en klar og utvetydig proeuropæisk udenrigspolitik. Historien har vist, at det virker.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nikolaj Frøkjær-Jensen

Afsltnings-salutten er interessant og siger, at krisen i blå blok er permanent. For en klar og tydelig Pro europæisk politik er ikke muligt for blokken som helhed. I virkeligheden peger dette tilbage til det grundliggende skisma mellem national konservatisme og den globalt orienterede liberalisme. Denne splittelse er idag ikke kun mellem partier, men også i et parti som V, der ikke kan finde sine egne ben hverken i verden eller i Europa.
Så snarere end at vise vejen frem, udtrykkes hermed blå bloks centrale problem.

Mads Greve Haaning, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Ole jakob Dueholm Bech, Pietro Cini, Alvin Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Men det store kontrovers i al det her er jo, "alt man bekæmper består".
Som om universet har en tendens med indføre endnu mere af det man prøver bekæmpe.
I psykologisk forstand bliver det et eller andet med, man fastholder det man kæmper imod.
Eneste reelle løsning er at stoppe kampen.

Per Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole K. Ersgaard

Hvem tegner den "borgerlige" arena i dag? Den såkaldte “blå blok”?

I takt med Venstre de seneste 22 år er gået målrettet efter "café latte segmentet" - lanceret af den daværende nyvalgte formand Anders Fogh Rasmussen i1998 - er “Venstre ikke længere Venstre”.
Der er ofte blevet sagt ét, men gjort det modsatte. I en god radikal ånd.

“Løkke” førte strategien videre, og anvendte endda Inger Støjberg som strammer udad til, men fortsatte så indadtil med at gøre det modsatte.
“Løkke” efterlevede sit motto “går den - så går den” til perfektion.

Mange borgerlige vælgere havde opdaget det i 2015, og satte derfor sin lid til DF.

Venstre oplevede jo sit største valgnederlag i 25 år.
Til gengælde blev DF det største parti i den “såkaldte blå blok” med 37 mandater.

Men DF svigtede sine mærkesager fælt i perioden 2015-19 og vælgernes reaktion udeblev da heller ikke. Partiet havde vundet 15 mandater i 2015, men mistede 21 i 2019. Og har p.t. 16.

DF tog ikke konsekvensen af sit gigantiske valgnederlag i 2019 v/at udskifte topledelsen i partiet. Og logisk nok styrer partiet derfor direkte mod spærregrænsen, hvilket udviklingen i partiets vælgerandel jo tydeligt viser (jf. meningsmålingen nedenfor).

LA ligger allerede tæt på spærregrænsen og har for længst spillet sig selv af banen. De ultimative krav forsvandt jo, da ministerbilerne stod klar.

Det Konservative Folkeparti har siden partiets formand Lars Barfoeds knæfald for den radikale leder Margrethe Vestager i 2011 - i større el. mindre grad - været domineret af de skabsradikale, hvilket partiets vælgerandel jo tydeligt afspejler.
P.t. er de skabsradikale tilsyneladende mindre dominerende hos De Konservative.

Så tilbage står Nye Borgerlige og p.t. Det Konservative Folkeparti alene til at tegne det “borgerlige Danmark”.

Mon ikke en fusion mellem Venstre og Det Radikale Venstre ville gøre det politiske billede noget klarere for vælgerne?

Der har ikke været den store forskel på en A-/V- ledet regering i de sidste godt 27 år. Udover retorikken og underholdningsværdien forstås. Men tilsyneladende vil flertallet (omkring 2/3) have mere af det samme.

Det betyder, at det i princippet er De Radikale, (den lyslilla blok) der fortsat styrer Danmark.

I den seneste meningsmåling fra 11. juli 2020 fremgår det ret klart:

https://www.bt.dk/politik/venstre-gaar-endnu-en-gang-tilbage-ellemann-ha...

Mads Kjærgård

At DF er et egentligt borgerligt parti vil nok komme bag på en del. Men da fantastisk smart, at "give" sine stemmer til en Venstre regering, der var gået så voldsomt tilbage. Og var det ikke rent faktisk, hvad der skete? Skal DF frem igen, så tror jeg, at de må skele til hvilke vælgere de har! Men når de Blå ikke engang kan finde ud af, hvad en Solnedgangsparagraf er og hvordan den virker, så er de ikke meget værd. De er godt nok blevet trukket rundt i manegen! Og DF, man kan kun ryste på hovedet, det kunne man godt have fortalt dem. Men der var ingen der spurgte selvfølgelig! :-) Men dårligt for Danmark, at der ikke er nogen opposition!

Freddie Vindberg

Der er ét stort borgerligt parti i Danmark - og det er Socialdemokratiet.

Pietro Cini, Jørgen Larsen, Steen K Petersen, Lars Løfgren, Estermarie Mandelquist, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Christiansen, Jens Erik Starup, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Curt Sørensen, erik pedersen, Christel Gruner-Olesen, Mads Kjærgård, Gert Romme og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det er så lidt "sjovt", at vi i dag ser en dyrkelse af krængelseskulturen i de borgerlige kredse. Ikke mindst i det nord sjællandske. Jo, den er fin den der borgerlighed. I hvert fald på overfladet. Alt det den borgerlige kultur ikke vil have frem i lyset fejes ind i mørket under gulvtæppet for at bevare ordentligheden for en hver pris.

nils valla, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Fotoet, der følger artiklen, er en perle/fund!

Hvor finder man idag to (TO)! personer, der kan og vil spille harmonika og gå forrest i en demonstration??
Det er urovækkende for mig..
Fløjkrige eller ej..

Fortiden er uhyggelig... ingen vælter statuer, spiller bare harmonika...

Er det virkelig en anden virkelighed, eller er bornertheden stadig den samme ..jammerkommode kontra spidsborgerligharmoni...?

Jo mere jammerkommode, jo mindre jammer !

Margit Johansen

Personlige ambitioner, business tankegang og forurettelse skygger for politisk tænkning i den danske centrum højre. Som vælger virker det utroværdigt grænsende til det bizarre når små partier vil have egne lokale mærkesager fremmet mens 'verden står i brand' med flygtningestrømme, klimanedsmeltning og sociale katastrofer.

@ John Larsen.

Ved ikke om jeg forstod dit indlæg.
Jeg syntes billedet siger meget. Gad vide om det var "Sommer of love" og alle kærlighedssangene (Beatles) der vitterlig gjorde sin indflydelse? :-) Man fornemmer i hvert tilfælde uskylden
Det, der var yderliggående i den ene generation bliver højst mainstream i næste. Grænserne springes.

Og her bliver det så lidt finurligt, for mennesker kan være opdelt i to nogenlunde lige store grupperinger:
Dem der søger det trygge i livet, som ligefrem kunne være at søge tilbage i tid. (Selvom man var fattigere på penge og materialistiske goder oplevede man jo, at man alligevel overlevede og måske heri ligger trygheden).
Modsat er det for de fremadstræbende, dem som må overgå fortiden i yderlighed, hvis ellers de vil ses og høres, Folk i den gruppe lever gerne med usikkerheden når bare de kan have nok af det hele, penge, materialisme.
Det finurlige, det interessante er, der findes både højre- og venstreorienteret i begge gruperinger.