Kommentar
Læsetid: 6 min.

Nekrolog over Lone Dybkjær: ’Jeg skal være aktiv for, at jeg synes livet er godt’

Lone Dybkjær, tidligere miljøminister, folketingsmedlem, europaparlamentariker og inspirator for civilsamfundet er død, 80 år gammel
Lone Dybkjærs fejrede sin 50-årsfødselsdag på Christiansborg og fik et par øreringe af daværende statsminister Poul Schlüter.

Lone Dybkjærs fejrede sin 50-årsfødselsdag på Christiansborg og fik et par øreringe af daværende statsminister Poul Schlüter.

Jens Dige

Indland
22. juli 2020

Det må have været en sensommerdag i 1988. Det øsregnede. Den nytiltrådte miljøminister i Poul Schlüters KVR-regering, Lone Dybkjær, havde inviteret på kaffe i sit store lyse kontor. Hun ville sludre uden for referat og uden ministersekretær om miljøpolitiske visioner og konkrete udfordringer for en ung radikal minister i en konservativt ledet regering.

Gennemblødt efter cykelturen til ministeriet sad den unge journalist fra Information over for hende og dryppede hæmningsløst på parketgulvet.

»Smid bare tøjet,« sagde Lone Dybkjær.

Sådan var hun også, kvinden, der i mere end 35 år satte sig spor i dansk og europæisk politik med sin store dygtighed, saglighed, stædighed og imponerende arbejdsduelighed. Med et glimt i de isblå øjne og let til smil og latter.

Nu er glimtet slukket og latteren forstummet. Lone Dybkjær døde mandag aften, 80 år gammel, af den kræftsygdom, der havde forfulgt hende siden 2011.

Dermed har hendes familie, hendes parti og hendes land mistet et menneske, der via en kompleks blanding af idealistisk engagement, personlig ærgerrighed og dyb pligtfølelse grænsende til skyldfølelse kom til at påvirke, ja, konkret ændre historiens gang i Danmark.

En visionær, viljefast miljøminister

Lone Dybkjær, født som krigsbarn i maj 1940, bevægede sig i et altid udfordrende karriereforløb fra en uddannelse som kemiingeniør på den dengang stærkt mandsdominerede Danmarks Tekniske Højskole via indmeldelsen i Det Radikale Venstre i 1968 – året, hvor mange andre unge gik mere radikalt til venstre – til et langt forløb i politik med valg til Folketinget i 1973, formandsposter for flere folketingsudvalg og hvervet som miljøminister 1988-90.

I ministeriet blev hun en chef med høje miljøpolitiske ambitioner og egne visioner, som parret med hendes faglige ballast blev en opmuntring og inspirationskilde for nogle embedsmænd og en udfordring for andre, der måske hellere ville være dukkeførere for ministre.

Efter ministerperioden fulgte ordførerskaber for hendes parti på blandt andet områderne energi og miljø, udenrigspolitik og arbejdsmarked. Lige indtil hendes forlovelse med Socialdemokratiets formand Poul Nyrup Rasmussen nødvendiggjorde en mere tilbagetrukket rolle i dansk politik, da denne i 1993 dannede regering og blev statsminister.

I stedet drev det fortsatte politiske engagement Lone Dybkjær til at stille op til Europa-Parlamentet i 1994, hvor hun blev valgt ind som den første radikale nogensinde og med over 123.000 personlige stemmer. Her sad hun i ti år, indtil hun i 2005 vendte tilbage til Folketinget og sad der, til hun i 2011 valgte at stoppe.

»Det bliver forfærdeligt at holde op. Politik har været mit liv. Jeg har brugt al min tid på det,« sagde hun på det tidspunkt til Se & Hør.

Fingeraftryk på danmarkshistorien

Lone Dybkjær ønskede ikke at tale i termer som sejre og nederlag i politik, men har her i avisen sagt, at der især var to ting, hun var glad for at have bidraget til: at Danmark ikke fik atomkraft, og at der i 1984 blev indført seks måneders barsel til kvinder plus to uger til mændene.

Striden om atomkraft gik Lone Dybkjær ind i fra midten af 1970’erne, da det endnu var et rent administrativt anliggende, om Danmark skulle etablere denne type kraftværker, og et politisk mainstreamsynspunkt, at det skulle vi naturligvis.

Igennem ti år fastholdt hun et tæt, om end hele tiden uofficielt parløb med atomkraftaktivisterne i græsrodsbevægelsen OOA. Først som enligt folketingsmedlem, men gradvist i en slags tværpolitisk alliance med andre unge kvindelige folketingsmedlemmer: SF’s Margrete Auken og Socialdemokratiets Birte Weiss og Jytte Hilden.

På den parlamentariske scene var det disse fire dygtige og frygtløse politikere – i begyndelsen talte de mere eller mindre deres partitoppe imod – der har æren af, at det i 1985 endte med vedtagelsen af en folketingsbeslutning om nej til dansk atomkraft, fremsat af Dybkjær, Hilden, Auken samt det daværende VS.

Som en af bevægelsens meget unge aktivister dengang var det i sig selv lidt af en drivkraft at komme tæt på Lone Dybkjær.

Denne fagligt skarpe, taktisk kloge og politisk modige kvinde var ikke blot en kilde til håb, fordi hun viste vej ind i et lukket politisk rum, hvor et ’nej tak’ til atomkraft i begyndelsen var tabu og potentiel karrierestopper. Hun var dertil som person lysende med sit smil, de blå øjne, skønheden.

Tvivlen

Men Lone var også en sårbar person. Hvorfor og hvordan har man først senere gradvist forstået. Dengang kunne det tolkes, måske misforstås, som en ærekærhed og et behov for ros og anerkendelse, der havde rod i en urimelig tvivl om eget værd, en tvivl hun nok delte med mange unge kvinder i den generation, præget som tiden endnu var af mandlige politikere og ledere uden problemer med selvfølelsen.

Efter aktivisttiden, som journalist, kunne man opleve dette komme til udtryk som Lones optagethed af at få bekræftelse i form af positiv omtale af sine politiske gerninger og bedrifter. Ikke at dette på nogen måde er et ukendt træk ved politikere, men her gav det sig for eksempel udslag i, at Lone i en blanding af alvor og spøg flere gange meddelte, at hun personligt ville komme ind på redaktionen og fjerne et foto fra billedarkivet, som Information ’altid brugte’, og hvor hun, mente hun, fremstod uheldigt.

I en mere moden alder har Lone Dybkjær talt åbent om både sin opvækst og om smertefulde faser i sit liv, som giver en bedre forståelse af den yngre politiker.

Du skal kunne selv og ikke regne med hjælp fra nogen. Det var grundholdningen til livet, som Lone Dybkjær som 69-årig formulerede den i et interview i Information.

»Det har jeg fået med hjemmefra,« sagde hun med henvisning til opvæksten i Rungsted, hvor hendes mor, som hun var stærkt knyttet til, blev langvarigt syg og døde tidligt, og hvor broderen få år efter tog sit eget liv.

Det lærte Lone Dybkjær at tage sig sammen, stå på egne ben, slås og – under pres – anlægge en hårdere, mere reserveret facade og skarpere tone, end hvad der egentlig svarede til et følsomt sind. Og på trods af den sorg, der boede indeni.

Mogens Berger

Da hun som ung mor fik rigelig fart på det krævende politiske arbejde, blev pligtfølelsen parret med skyldfølelse.

»Jeg troede selv, jeg var en dårlig mor. Desværre. Jeg har haft meget mere skyldfølelse, end jeg behøvede,« sagde hun i interviewet.

»Jeg anbefaler alle at lade være med at have skyldfølelse – det kan ikke bruges til noget.«

Det var kort før, Lone Dybkjær sagde stop for den politiske karriere i Folketinget.

Afklaringen

I årene efter blev hun ramt af dobbelt ulykke i form af kræftsygdommen, der blev konstateret i 2011, og den ældste datters død to år senere.

Det tvang hende til igen at mobilisere viljen til at klare sig, kampkraften, for at holde sorgen på afstand. Men det afklarede hende også og bragte hende derhen, hvor hun forsonede sig med sig selv, godkendte sig selv og sin indsats.

Da hun i 2018 sammen med Poul Nyrup kom forbi Information til en reception i anledning af det illegale Informations 75-årsdag, var hun – en dame sidst i 70’erne – så skarp, gnistrende og klar i blikket som nogensinde, sygdommen til trods.

»På de fleste billeder ser jeg glad ud, men jeg er ikke et ’morgenstund har guld i mund-menneske’. Jeg skal være aktiv for, at jeg synes, at livet er godt, ellers bliver jeg deprimeret,« har hun sagt.

Den stærke indre drivkraft er kommet hendes land, hendes parti og hendes allierede, venner og samarbejdspartnere i samfundslivet til gode.

Lone Dybkjær har gennem årtier ydet en indsats i en lang række foreninger, komitéer og udvalg som blandt andet formand og bestyrelsesmedlem, ikke mindst i sammenhænge, der har handlet om at forbedre kvinders rettigheder og stilling i samfundet. Hun har skrevet flere samfundspolitiske bøger og modtaget en række priser og udmærkelser.

Og ved siden af alt det har hun for en hel masse mennesker strålet, indgydt mod og håb ved sin stålsatte vilje til at ændre ting til det bedre, også når det havde alle odds imod sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Her er ikke så meget at sige-stærk og personlig nekrolog,som vist klart siger,her var en af de bedste,som nu har sagt farvel.
Nu skal Poul lære at leve med sorgen og de to har så begge haft livets alvor tæt på.

Helle Walther, Gitte Loeyche, David Zennaro, Anna Dorthe Bertelsen, Erik Karlsen, Aage Dalgaard og Marie Vibe anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Her er den vits Lone Dybkjær altid grinede af

To kinesere kommer ind på en bar. Den ene begynder pludselig at synge. Den anden siger shing! Den ene stopper med at synge og tager et par kastagnetter frem og forsøger at underholde med de små klaprelyde. Den anden siger shing! Den ene lægger kastagnetterne væk og råber shang! hvorefter den anden rækker ham en telefonbog. Ingen lægger mærke til det lille optrin.

Juni Arnfast

Nekrologen i Information i dag er som talt ud af mit hjerte - jeg var ligesom Jørgen Steen Nielsen småforelsket i Lone Dybkjær Og det er legitimt, at køn og kærlighed spiller en rolle i politik. Det tror jeg, hun selv ville mene.
Men det har også en bagside.
Det konkrete arbejde, hun gjorde for ligestilling, og den betydning hun har haft i partiet, står ikke særligt klart. Og på det kønsmæssige kunne det være interessant at læse en nekrolog fra en KVINDELIG journalist (Karen Syberg?), hvor hendes betydning også som rollemodel etc. beskrives.
Det er en opfordring!

Juni Arnfast

Den sidste kommentar er ikke skrevet af Juni, men hendes mand Thorbjørn Kjærgaard ;-)