Læsetid: 4 min.

Den nye EU-aftale kan gøre landbruget grønnere, men det er uvist, om Danmark griber muligheden

Med den nye EU-aftale får medlemslandene lov til at reservere en større del af landbrugsstøtten til grønne formål. Grøn ngo vil presse på, mens Landbrug & Fødevarer er bekymret. Det er uvist, hvor langt regeringen vil gå
Med den nye EU-aftale får medlemslandene lov til at reservere en større del af landbrugsstøtten til grønne formål. Grøn ngo vil presse på, mens Landbrug & Fødevarer er bekymret. Det er uvist, hvor langt regeringen vil gå

Laura Bisgaard Krogh

23. juli 2020

Som en del af den nye budgetaftale får EU’s medlemslande mulighed for at bruge en langt større del af landbrugsstøtten til grønne formål. Hele 40 procent, mod tidligere 15 procent, kan nemlig nu overføres til landdistriktspuljen, der blandt andet dækker udgifter til bestemte miljøtiltag.

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) tolker man det som et tydeligt signal fra EU-Kommissionen til de europæiske regeringer: De skal bruge flere penge på landdistriktsprogrammet, og det betyder flere penge på natur, miljø, klima og biodiversitet. Det bakker foreningen op om.

»Vi vil gøre vores for at fortælle landbrugsministeren, at det signal skal man lytte til,« siger Rikke Lundgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Også Økologisk Landsforening er glad for, at EU sender et signal om, at klimatiltag skal have højere prioritet, fortæller Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i foreningen.

Hos Landbrug & Fødevarer er formand Martin Merrild derimod langtfra begejstret. Han mener, at den nye aftale kan betyde en voldsom udhuling af landmændenes indkomster.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke der kommer et kraftigt pres fra ansvarlige borgere, vil regeringen ikke gå nogen vejne.

Liselotte Paulsen, Jens Christensen, Steffen Gliese, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen, Ete Forchhammer , jens christian jacobsen, Trond Meiring, Anker Heegaard, erik pedersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, at progressive landmænd skal gå i forvejen, og vise vejen for de mere tunge.

I vejen fra jord til bord, bliver produkterne både voldsomt fordyret, og absolut ikke friske. Hvorfor ikke finde veje til at sælge direkte fra landbrug til konsument. Dels kan man holde så meget af varens pris hjemme på gården, og dels kan forbrugerne få billigere og friskere vare, foruden forbrugeren har et sted at klage, hvis varen ikke er i orden.

Mange steder, - ikke blot syd på men også i Sverige, har man gårdbutikker, hvor en landmand sælger egne og naboens varer direkte til konsumenten. Dette salg kan forfines yderligere ved at sælge via internet.

Det er jo en selvfølge, at dem med ægte økologi og dyrevelfærd i top, absolut har størst mulighed hos konsumenterne.

Her hvor jeg bor, har landmænd fortsat svært ved at afsætte deres mælk, og samtidig få penge for det. Men en række landmænd har droppet mejeriet, og købt en mælkeautomat. Her sælger man god og superfrisk mælk til 3 DKK pr. liter - altså hvis konsumenten selv medbringer emballage. Uden emballage er svarer prisen 5 DKK. Disse automater har akkumulator, og tages hjem om aftenen til rengøring og opladning.. .

Steffen Gliese

Gert Romme, problemet er, at vi lever i et prangersamfund, hvor værditilvæksten foregår i detailledet. Vi burde egentlig være kloge nok til at vide, at ting ikke bliver mere værd af at blive omsat på et marked, men desværre ser det ikke ud til, at befolkningen kan gennemskue det.

Peter Knap, Liselotte Paulsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

@ Steffen Gliese,

Jeg er erhvervsøkonom og MBA-Master, og jeg har levet af erhvervslivet i mange år. Men jeg ser ikke, at det er et egentligt problem, Sagen er jo, at det ikke er i jordbrug eller forarbejdningsindustrien at pengene ligger.

Pemgene ligger i handel med andre, og det har de gjort siden oldtiden. Tænk blot på Ragusa, Venezia, Milano, Firenze, Genova, Pisa, Siena, Lucca, Cremona og andre bystater, hvoraf nogle slet ikke havde dyrkbare områder. Og tænk blot på middelalderen, som osmanerne fik stoppet ved at bedrive omfattende handel.

Til gengæld mener jeg ikke, at det behøver at være sådan. Og hvis jordbruget og konsumenterne kan finde hinanden uden fordyrende mellemled, har man en stor nytteværdi for begge parter. Men det er nok jordbruget, der er de nærmeste til at etablere dette.