Jeg overvejede en plugin-hybridbil. Indtil jeg opdagede, at den ikke er så grøn igen

Jeg havde egentlig besluttet mig for at købe en elbil. Jeg har ligefrem bestilt min egen ladestander til sommerhuset, så jeg til almindelig strømpris kan fylde den op deroppe.

Og jeg har allerede skrevet tre klummer før denne om at købe en elbil. Jeg er ikke i tvivl, om jeg skal køre elbil, men skal jeg købe?

Der er jo også kommet ret gode lejebilordninger, hvor man kan snuppe en bil i byen og køre, hvorhen man vil – når bare den kommer tilbage til det område, den kan afleveres i.

Ifølge min nye, nordjyske ven, prodekan for energi på TECH-fakultetet Jakob Stoustrup fra Aalborg Universitet, har det fået rigtigt mange byboere i lejlighed som mig til udskyde første bilkøb med flere år. Og så har mange fået smag for at køre elbil via ordninger som ShareNow og Green Mobility. Det er fine, små biler – typisk Renault Zoe og BMW i3 – og det er meget nemt at oprette sig og komme i gang.

Men helt ærligt så orker jeg ikke rigtigt at gå på jagt efter en ny bil, hver gang jeg skal ud at køre. Det er nok ikke helt galt fat, når jeg tidligere har skrevet, at jeg er magelig.

Sidst jeg skulle bruge en af disse biler, skulle den have mindst 90 procent opladet batteri, fordi jeg var på vej i sommerhus, og jeg ville gerne sikkert tilbage til byen igen. Jeg gik (småløb) 1,2 km for at finde den, og det holder jeg ikke til i længden. Der var masser andre biler tæt på, men ingen havde nok strøm til min tur. Derudover koster lejen cirka 500 kr. pr. døgn, og med vores forbrug bliver det for dyrt.

Tankerne har ført mig ud på andre omveje. Med alle de nye elbiler, der er på vej ud på markedet, er det måske smart at vente lidt med at købe. Man kunne jo lease for at prøve en elbil af og se, hvilke nye biler der er på markedet om et år.

Måske en plugin-hybrid?

Og så er jeg også begyndt at overveje en plugin-hybridbil. Det virker tillokkende, idet plugin-hybridbiler kører på el de første 50-80 km, hvorefter man kommer over på benzin. Det gør det nemt at køre helt til Nordkap, fordi man bare kan vælge at køre på benzin. Og langt de fleste ture, jeg kører, er kortere end 80 kilometer – og dermed på el. Men det føles alligevel som kun at tage skridtet halvt.

Og så virker det ikke særligt tillokkende, når man som jeg bor i lejlighed i byen, fordi man efter hver eneste tur skal finde en ladestander – batteriet er småt og skal derfor langt oftere lades op. Det gør mig igen afhængig af ladestandere med høje priser pr. kWh – og så giver det pludselig mindre mening, at jeg har betalt for at få en ny ladestander i sommerhuset.

Oven i det kan plugin-hybridbiler være lige så klimabelastende som dieselbiler, hvis jeg ikke er meget bevidst om at køre klimavenligt. Klimarådet er heller ikke begejstret for plugin-hybridbiler, fordi man for ofte vil ende med at køre på benzin. Alt i alt virker det som en mindre god – og mindre grøn – løsning, så hybridbilen er droppet igen. Vi er tilbage på ren el. Ikke mindst efter et – som jeg læser det – venligt spark bagi fra en læser, der lander i min indbakke få timer efter, at den første klumme i denne serie er udkommet:

»Altså Anders, hvor svært kan det være??? Når selv Ole Birk Olesen kan finde ud af at køre i elbil, så kan du da også,« skriver læseren.

Hun har jo ret. Når Oles bil er på el, så skal min da også være det. 

Leasing

»Men er der egentlig en grund til, at vi skal købe den nu?« lyder det fra min hustru.

Jeg har ikke rigtig et godt svar, for, som hun påpeger, er markedet under hastig udvikling.

»Og Anders, efter sommerferien kommer elbilskommissionen med deres oplæg til politiske forandringer, så det kan jo ændre meget. Vi har ikke prøvet elbil før nu, så måske skal du have lidt tålmodighed og prøve det an først.«

Hun har nok ret. Måske er det meget godt at prøve en model af og se, hvor det fører os hen, så det bliver nok leasing i denne omgang. Det kan nemt findes for omkring 3.500 kr. pr. måned – man skal bare lige huske at læse det med småt. Det er jeg ikke altid god til.

Jeg var lige ved at skrive under på en aftale om en let brugt BMW i3, da jeg opdager, at sælgeren har glemt at oplyse, at der også er en engangsudbetaling på 20.000 kr. for at få bilen. Det svarer til cirka seks måneders ekstra leje, så den aftale blev ikke til noget.

Hos en anden sælger finder jeg – igen kort inden jeg er ved at underskrive en aftale – ud af, at man skal være opmærksom på, hvilken pakke man får med i bilen. Vi havde ellers både prøvekørt og besluttet os for en Renault Zoe, da sælgeren gør mig opmærksom på, at jeg med den aftale skal tilkøbe alle ladekabler. Jeg får godt nok lov at beholde dem, men det er en stor ekstra udgift på 5-10.000 kr., og jeg ved jo ikke, om jeg kan bruge kablerne i den næste bil, jeg skal have.

Men så får jeg endelig skrevet under. Selv om jeg ikke køber en elbil i denne omgang, så skriver jeg under på en leasingaftale på en Nissan Leaf med de nødvendige ladekabler – også mormorstikket, hvis det skulle blive nødvendigt. Min leasede elbil kommer om syv til ti arbejdsdage.

Sælgeren kunne dog ikke hjælpe mig med, hvordan jeg rent praktisk lader fra ladestanderne, når jeg ikke har abonnement. Jeg må nok følge Jakobs råd og få en stak ladebrikker. Det er godt nok en højere strømpris, når man lader fra ladestanderne og betaler pr. kWh – som tidligere beskrevet kan det koste otte kr. pr. kWh – men netop derfor fik jeg min egen ladestander, hvor strømprisen er omkring to kroner, og den regner jeg med at få det meste af min strøm fra. Det skal nok gå. Jeg ringer Jakob op.

Den tyske model

– Hej Jakob. Jeg får min Nissan Leaf om få dage!

»Tillykke. Det er også sådan en, jeg kører i, min er bare fra 2015. Den bliver du glad for. Lækkert stort bagagerum sammenlignet med andre elbiler.«

Vi taler det samme sprog, når vi taler om biler. Det viser sig, at der er flere forskellige apps, der leverer såkaldt plugsurfing, hvor man kan lade op ved alle ladestandere og betale pr. kWh. Og det behøver åbenbart ikke være lige så dyrt, som det virker til at være i Danmark.

I eksempelvis Tyskland er ladesystemet indrettet på en anden måde – herhjemme er der som bekendt to store aktører, Clever og E.ON, der begge har lavet et nationalt netværk og en abonnementsordning, så man kan lade frit hos dem. Det giver en sikkerhed, fordi man altid ved, hvor der er en lader – og en gennemsigtighed, fordi man betaler en fast abonnementspris for fri strøm.

Men i Tyskland bruger de normalt ikke abonnement – der betaler man pr. kWh. Det koster mellem seks og otte kroner i Danmark, men i Tyskland er prisen normalt en del lavere – om netværket er lige så udbygget og velfungerende som i Danmark, skal jeg nok til Tyskland for at finde ud af. Men det virker tillokkende at betale på den måde.

Og Jakob fortæller mig, at det samme system er ved at komme til Danmark.

»Der er flere udbydere på vej – de har bare ikke særligt store netværk endnu. Men derudover bliver det i stigende grad muligt at bruge plugsurfing, hvor man kan tilgå flere netværk med en ladebrik. Sådan har det ikke altid været i Danmark.«

Så mon ikke jeg finder en løsning på, hvordan jeg lader, når jeg ikke er i mit sommerhus, når jeg får min elbil. Det må jeg finde ud af i næste afsnit, hvor jeg – hvis alt går vel – kører rundt i den.