Nyhed
Læsetid: 3 min.

Partier savner klar kommunikation fra myndighederne om corona-app

Det sender blandede signaler, når Udenrigsministeriet forbyder den statslige smittestopapp, mens sundhedsmyndighederne opfordrer danskerne til at bruge den. Ministeren bør gå ind i sagen, lyder det fra flere partier, som alle har tillid til appen, men som ikke er tilfredse med myndighedernes kommunikation omkring den
Det er ifølge De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, statens opgave at stille alle nødvendige informationer til rådighed, så den enkelte dansker kan lave en risikovurdering.

Det er ifølge De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, statens opgave at stille alle nødvendige informationer til rådighed, så den enkelte dansker kan lave en risikovurdering.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
17. juli 2020

Flere partier efterlyser, at sundhedsminister Magnus Heunicke går ind i sagen om, at Udenrigsministeriet har forbudt dets ansatte at downloade den statslige smittestopapp på deres arbejdstelefoner, da dens brug af bluetooth udgør en »sikkerhedsrisiko«.

De efterlyser desuden mere klar kommunikation fra myndighederne om de mulige sikkerhedsbrister ved brugen af bluetooth.

Onsdag kunne Information fortælle, at man i Udenrigsministeriet ikke må downloade statens corona-app, som kræver, at bluetooth er slået til for at virke. Det skyldes, at bluetooth er en »åben kanal, og derfor er den relativt nem at penetrere for dem, der nu har lyst til at følge med i, hvad der foregår«, sagde direktør for organisation og borgerservice i ministeriet, Erik Brøgger Rasmussen.

Torsdag eftermiddag kom Sundhedsministeriet for første gang med en udmelding i sagen. Her forsikrede det, at »man som borger trygt kan bruge appen«, der lever op til »højeste standarder for privatlivsbeskyttelse«.

I Sundhedsministeriets skriftlige svar står der desuden, at appen har været igennem et »omfattende sikkerhedstjek«, hvor appen blev vurderet sikker. Blandt andet af et uvildigt advisory board, der har rådgivet myndighederne om datasikkerhed.

Samtlige ordførere, Information har talt med, har fortsat tillid til smittesporingsappen. Alligevel mener Mette Abildgaard, politisk ordfører hos De Konservative, at der stadig er ubesvarede spørgsmål tilbage, og hun opfordrer ministeren til at gå ind i sagen. For hende handler det om, at Sundhedsministeriet bør spille med åbne kort.

»De bør være ærlige omkring, at bluetooth udgør en øget risiko, men at deres vurdering er, at denne risiko stadig ikke udgør et problem,« siger hun og fortsætter. »Det virker, som om den ærlighed primært er gået ud til Udenrigsministeriets medarbejdere og ikke til resten af befolkningen.«

Ifølge hende er det statens opgave at stille alle nødvendige informationer til rådighed, så den enkelte dansker kan lave en risikovurdering.

Venstres it-ordfører Christoffer Melson er enig.

»Det er altid noget, at Sundhedsministeriet nu er kommet ud af busken. Men der er behov for, at det folder det mere ud og forklarer, hvorfor Udenrigsministeriets forbud ikke er relevant for den almindelige dansker.«

Desuden mener han, at »det er skidt, at ministeren ikke kommer frem«.

Karina Lorentzen, der er it-ordfører hos SF, mener ligeledes, at der »mangler nogle mellemregninger« i ministeriets svar.

»De siger jo ikke noget konkret om bluetooth. Jeg har sådan set meget tillid til det ekspertpanel, der har rådgivet dem, men det her er ikke et konkret svar,« siger hun. Hun frygter for tilliden til appen og fortæller, at hun som reaktion på onsdagens historie vil stille spørgsmål til både Udenrigsministeriet og Sundhedsministeriet om sagen.

Formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, skriver i et skriftligt svar, at det er op til regeringen selv at vurdere, hvordan coronastrategien skal hænge sammen, så den er forståelig for borgerne. Han mener dog, at det er »vigtigt, at myndighederne ikke giver modstridende oplysninger og undergraver tilliden til appen.«

Til Ritzau har De Radikale udtalt, at de mener, at appen er sikker. Sundhedsordfører Stinus Lindgreen udtaler, at det er klart, at ansatte i et ministerium har et øget it-beredskab. Og samme holdning har Enhedslistens Peder Hvelplund gjort udtryk for over for Information.  

»Jeg har stor forståelse for, at Udenrigsministeriet arbejder med så følsomme informationer, at de ikke bruger bluetooth,« siger sundhedsordføreren. »Men det giver ikke anledning til bekymring, for hvis man i forvejen bruger bluetooth på sin telefon, kan man også trygt bruge smittestopappen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Christoffersen

Corona App er sikker for Danskerne, bortset fra de Danskere der arbejder i Udenrigsministeriet. Logik som kun Den Store leder forstår.

Karsten Tügel

Objektiv journalistik ville informere om svagheden ved Bluetooth og forklare at ganske få med sikkerheds mobiler ikke påvirker resultatet af sikkerhedsapp
Æ

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et voksent menneske, nogenlunde ved sine fulde fem, kan få sig selv til at installere sådan en ting på et apparat, de bærer med sig over alt.

De må jo være enten være: skræmte fra vid og sans, bundløst naive eller have en urealistisk høj tillid til deres medmennesker.

Thomas Tanghus

Espen: har du en smartphone?
Bruger den Googles Android eller Apples iOS?
Så er du allerede totalovervåget. Smittestop-appen er ikke i sig selv "farlig".

Sørg hellere for ikke at bruge Facebook, Instagram, Messenger, TikTok, hvad som helst fra Google, Microsoft eller Apple, Netflix osv, osv.
Brug et uafhængigt operativsystem og en VPN.
Så kan du være nogenlunde sikker, bortset fra de data, som teleselskaberne (stadig) er pålagt at logge.

Alvin Jensen, Vibeke Hansen, Henning Kjær og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"De bør være ærlige omkring, at bluetooth udgør en øget risiko, men at deres vurdering er, at denne risiko stadig ikke udgør et problem,« siger hun og fortsætter. »Det virker, som om den ærlighed primært er gået ud til Udenrigsministeriets medarbejdere og ikke til resten af befolkningen."

Det er en (bevidst?) misforståelse, at Sundhedsministeriet skulle have advaret Udenrigsministeriet om bluetooth.

Det er standard i UM, at man naturligvis ikke åbner denne på sin arbejdstelefon, der i sagens natur anvendes til at tilgå yderst sensitiv data på deres servere.
Derfor kan telefonen selvsagt ikke benyttes til smitteopsporing med en app.

Og hvorfor skulle den også det?
Har de ansatte ikke deres egen telefon, som de kan benytte til deres private facebook, instagram, messenger, candy crush, kabaler og whatever, hvor de benytter bluetooth til deres trådløse hørebøffer..?

Endnu et blålys fra de blå.

Alvin Jensen, Lisbeth Glud og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Bruger man sin sparsomme hukommelse i telefonen til en Corona-app, så er man dælme en klaphat, i ordet mest oprindelige betydning. Men Corona folket er desværre legio!

Carsten Agger

Og så mangler de trods klare anbefalinger fra EU og WHO at offentliggøre kildekoden:

https://fsfe.org/news/2020/news-20200629-01.en.html

Lisbeth Glud

Har blå stue ikke noget mere fornuftigt at tage sig til? At ansatte i UM ikke må anvende BlåTand på deres arbejdstelefoner burde være logik for perlehøns; ligeså for alle andre at BlåTand er en åben kanal som man skal være opmærksom på. Helt generelt er der ikke nogen forskel på at bruge smittestop app'en og andre apps der anvender BlåTand - det er vist kun personer der har "folk" til at betjene sig på f.eks. gps m.v. der ikke ved det.
Hvorfor drage Sundhedsministeren ind i den sag, spild af tid for alle parter.
Tag nu på ferie og tænk konstruktive tanker i stedet for.