Interview
Læsetid: 3 min.

»En person skal ikke have lov til at få mig til at føle, at jeg ikke er velkommen her«

Efter tilråb på en parkeringsplads skrev 28-årige Kodes Hamdi et opslag på Facebook om episoden. Hun fik så mange positive reaktioner, at det primært er dem, hun tænker tilbage på i dag. Det fortæller hun i serien af vidnesbyrd fra mennesker, der har oplevet racisme i Danmark
Kodes Hamdi flyttede til Vig, da hun var syv år gammel. »Én person skal ikke have lov til at få mig til at føle, at jeg ikke er velkommen her,« siger hun.

Kodes Hamdi flyttede til Vig, da hun var syv år gammel. »Én person skal ikke have lov til at få mig til at føle, at jeg ikke er velkommen her,« siger hun.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
25. juli 2020

»For et par uger siden var mine to børn på fem og to år og jeg hjemme hos mine forældre. Børnene var lidt overtrætte, og min mor overtalte dem til at lave noget havearbejde sammen med hende. Jeg lovede til gengæld, at jeg ville give is bagefter. Så da arbejdet var overstået, kørte mine to sønner og jeg ned til Netto i Vig.

Da vi havde købt isene, gik vi ud på parkeringspladsen igen. Her var en bil ved at bakke ud, så jeg sagde til drengene, at vi lige skulle vente med at krydse over, til bilen var kørt forbi. Men da manden, som kørte bilen, så os, rullede han vinduet ned og råbte:

»Du ved godt, at det er Danmark, vi bor i, ikke?«

Jeg rystede lidt på hovedet og sagde, at han skulle blande sig udenom. Men han blev ved.

»Dit perkersvin, fuck hjem,« råbte han så.

Jeg sagde til ham, at sådan skulle han ikke tale til os. Han blev ved med at råbe efter os, mens han kørte væk. Min krop begyndte at ryste, og jeg kiggede ned på drengene og tænkte, at det her bare ikke måtte ske foran dem.

Kodes Hamdi

  • 28 år
  • Bor i Holbæk
  • Arbejder som folkeskolelærer
  • Hendes forældre er oprindeligt fra Tunesien. Familien kom til Danmark som kvoteflygtninge i 1999

Da vi kom tilbage i vores bil, kiggede min ældste søn på mig: »Mor, er det, fordi vi er arabere, at ham manden blev sur?« Han havde aldrig brugt det ord før. »Arabere«. Jeg spurgte ham, hvorfor han troede det. »Jamen, han sagde ’perkersvin’«. Det gjorde ondt i min mave, og jeg forklarede ham, at manden bare havde haft en dårlig dag.

Senere da vi spiste aftensmad, havde jeg ingen appetit. Men jeg havde sådan brug for at snakke med nogle om den oplevelse, jeg havde haft. Derfor hev jeg min telefon frem og skrev et opslag på Facebook om episoden foran Netto. På ganske kort tid fik jeg til min store overraskelse flere end 50 positive beskeder.

Dagen efter satte jeg mig ned sammen med min søn. Jeg fortalte ham, at det godt kunne være, at manden i går havde været sur, men at han skulle se, hvor mange positive beskeder vi faktisk havde fået nu. Så begyndte jeg at læse højt for ham.

Mange skrev, at de var kede af at høre om det, vi havde været udsat for, og sendte varme tanker til os. Flere skrev, at jeg var »sej«. En skrev: »Du fortjener intet andet end respekt for at være den, du er«, mens en anden skrev, at »lokalsamfundet« støttede op om os.

Det betød meget for både mig og min søn. Når min søn tænker tilbage på det i dag, tænker han ikke så meget over det, manden råbte, men over de søde kommentarer, vi fik bagefter. På den måde fik vi faktisk vendt historien på hovedet.

Jeg flyttede til Vig, da jeg var syv år gammel. Og én person skal ikke have lov til at få mig til at føle, at jeg ikke er velkommen her. For jeg føler mig tryg i Danmark. Det var Danmark, der gav mig tryghed, da min familie kom hertil som flygtninge i 1999.

Derudover vil jeg gerne have, at mine børn vokser op og bliver positive samfundsborgere. Det er ikke første gang, vi har været udsat for at få råbt ting efter os på gaden. Derfor er det vigtigt for mig at få talt med dem om det og understrege, at det godt kan være, at der findes få ubehagelige personer, men at der også findes enormt mange søde mennesker i vores land. Og hvis det sker, at man får råbt ting efter sig, er det okay at sige fra. Mine forældre har opdraget mig til, at hvis nogen siger noget ubehageligt til mig, så skal jeg tie stille. Men det dur heller ikke, vi skal råbe op om det her.«

Serie

Hvordan ser racisme ud i Danmark?

Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

TAK!!! Fordi I fortæller og fordi I bliver. Det er smukt. Og jeg er i tvivl om vi fortjener det.
Kære Kodes Hamdi: V E L K O M M E N OG stor respekt og kærlighed til dig og din familie <3

Peter Larsen, Ole Svendsen, Poul Genefke-Thye, Mads Berg, Mogens Holme, Rolf Andersen, Werner Gass, Gitte Loeyche, Freddie Vindberg, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Susanne Kaspersen, Inger Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det eneste, der undrer ved denne fremragende serie, er, at den ikke er lavet for mange år siden. Vi har i den grad haft brug for at høre vidnesbyrd om, hvordan det er at flytte til landet - og desværre opleve ubehøvlet og pøbelagtig opførsel fra et mindretal.

Peter Larsen, Ole Svendsen, John Liebach, Kenneth Graakjær, Rikke Nielsen, Mads Berg, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Werner Gass, Gitte Loeyche, Thomas Andersen, Freddie Vindberg, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Susanne Kaspersen, Inger Jensen, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det var godt, Kodes Hamdi sagde fra overfor den aggressive mand, der råbte smædeord efter hende og hendes børn.
Det kom der trods alt en positiv oplevelse ud af, selvom det havde været bedre, hvis det slet ikke var nødvendigt.

Opbakningen får mig til at se et lille lys i mørket, for der er bare alt, alt for mange eksempler på diskriminerende opførsel, mobning og racisme i Danmark.

Tak for din historie, Kodes :-)

Peter Larsen, Ole Svendsen, Rikke Nielsen, Mogens Holme, Werner Gass, Gitte Loeyche, Freddie Vindberg, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Gert Romme, Susanne Kaspersen, Ete Forchhammer , David Zennaro og Jens Flø anbefalede denne kommentar

Hvis man er imod at der er mennesker fra Afrika, eller er imod at der er muslimer i Danmark, har vi et demokrati, hvor man kan melde sig ind i partier der arbejder på at få dem ud af landet. Man kan også deltage i Rasmus Paludans demonstrationer, hvis han ikke er i fængsel. Men at tale dårligt til Hamid fordi hun går med tørklæde, eller er fra Afrika, det er ikke i orden og ikke efter vores spilleregler.

Ole Svendsen, John Liebach, Rikke Nielsen, Bjørn Pedersen, Holger Nielsen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Inger Jensen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Scapegoat, prygelknarbe, hvad er det danske ord? Et desværre velkendt fænomen. Her er det en enkelt mandsperson, værre er det når det er hele flokke eller samfund der udøver denne type retorisk adfærd. Danmarks radio burde producere nogle 5-15 minutters indslag med sådanne personlige oplevelser og lægge dem i sendetiden lige op til nyhederne.

Ole Svendsen, John Liebach, Bjarne Bisgaard Jensen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Gert Romme, Steffen Gliese og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Tak Kodes Hamdi.

Min hustru og jeg har netop diskuteret din "oplevelse" med danskere. Vi har i flere omgange boet udenfor Danmark, og denne gang i en længere årrække.

Vi bor i, og færdes i spændende og interessante miljøer, hvor vi absolut stikker ud på alle måder. Og vi har faktisk aldrig været ude for, hørt eller oplevet noget, der kan minde om racistisk. Tvært imod er vi altid blevet modtaget med venlighed, tilbud hjælp der ofte koster tilbyderen penge eller ulejlighed samt med nysgerrighed og interesse.

Vi beklager virkelig det, som du og dine børn har været med om, men det undrer os egentlig ikke. For når en af os har hørt en racistisk vandrehistorie, og har bedt om sandsynliggørelse, er vi faktisk mere end en gang blevet bedt om at rejse hjem til det uland, vores bil er indregistreret i. Dette er sket i en frisørsalon og på en cafeteria.

Til gengæld forstår vi ikke, hvorfor nogen borgere reagerer på denne måde. Måske er det svage mennesker der selv har det skidt, og skal have nogen at hakke på. Men vi er da helt opmærksomme på, at danske politikere er blevet ganske fri-sprogede, og især efter at have fjernet blasfemiloven, der havde en begrænsende virkning på dette område. Men at der findes ualmindelig svagt fungerende danske politikere, burde jo ikke kunne opfattes som en skjult opfordring til borgerne om at gøre det samme.

Ole Svendsen, John Liebach, Rikke Nielsen, Mogens Holme, Rolf Andersen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, hanne plaschke, Freddie Vindberg, Holger Nielsen, Ete Forchhammer , Jan Fritsbøger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Måske bør jeg tilføje, at her hvor vi bor, at kvinders brug af tørklæde til at dække håret faktisk et tegn på værdighed.

Vores katolske kvinder er de første, til at gå i sort beklædning med hovedtørklæde. De fleste begynder i midten af fyrrene.

Derefter følger de ortodokse med stort set samme beklædning. De gør det når de er i halvtredserne .
Og i den muslimske kvindegruppe bruger enkerne at gøre det i trediverne, men mange gifte muslimske kvinder gør det aldrig.

Det er jo præcis som i Danmark, at nogen opsøger kirken regelmæssigt, og andre slet ikke. Og det gælder alle de 3 nævnte religioner.

Ole Svendsen, Rolf Andersen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, hanne plaschke, Holger Nielsen, Ete Forchhammer , Jan Fritsbøger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

For ti år siden købte jeg ind i Tingbjerg hos Sparkøbmand, Bent. En forretning som nu er lukket. Da jeg kommer ud af forretningen bakker en kvinde i en ret stor kassevogn ud og pander ind i vores lille Peugeot. Bagskærmen bliver ret skrammet og krøllet. Chaufføren er på vej væk, men jeg stiller mig op foran bilen og siger at vi lige skal have dette ordnet. Kvinden kommer rasende ud af bilen og kalder mig en forbandet racist. I løbet af nogle minutter står der tre/ fire mennesker truende og råber at hun intet har gjort, mens jeg forsøger at sige at det jo bare er en forsikringssag og jeg kun vil have navnet på hendes forsikringsselskab. De meget ophidsede mennesker gør mig ærlig talt lidt nervøs. Hun skriver noget ulæseligt på et stykke papir og kører så, da hun jo har en magtfuld gruppe bag sig. Jeg har har selvfølgelig taget nummeret på bilen. Så kommer Benny en af de fem, seks stykker der altid stod og høvlede bajere uden for købmanden. Han siger at han gerne vil vidne, for han har set hele optrinnet og ligesom jeg set påkørslen. Denne alkoholiker bliver i forsikringssagen min redningsmand. Skulle jeg efter dette truende optrin kunne dømme alle indvandrere ? Hvis Benny ikke havde opgivet mig navn og adresse var jeg så ikke blevet truet til at opgive den banale sag ? At blive kaldt racist er efter min mening lige så nedværdigende som at blive kaldt perker. Var budskabet ikke: Du bestemmer ikke en skid her i Tingbjerg ? Velkommen var jeg jo ikke .

Ole Svendsen, Erik Fuglsang, Henrik Salling, Per Torbensen, Carsten Hansen, Kim Houmøller, Finn Sørensen, Mogens Holme, Bjørn Pedersen, Ditte Jensen, Thomas Andersen, Holger Nielsen, Jens Flø, Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Inga Rasmussen og John Poulsen anbefalede denne kommentar
John Poulsen

Gert Romme, muslimsk tørklæde har intet med "værdighed" at gøre. At vedblive med den slags nonsens er i sig selv nedværdigende og ikke mindst understøttende for fortsættelsen af muslimske kvinders manglende rettigheder og forhold.
Det må stoppe på et tidspunkt.

Jan Fritsbøger

det der virkelig er nonsens er at kalde andres måde at klæde sig på forkert, og lægge alle mulige fordomme man har ind i en fordømmelse af noget som man intet konkret ved om,
du ved jo ikke en fis om en kvinde er undertrykt eller ej, en muslimsk kvinde som går med tørklæde kan sagtens være mere respekteret end en gennemsnitlig dansk kvinde, og også have flere rettigheder i familien, så det der bør stoppe er dumme menneskers hadefulde angreb på det de ikke forstår og derfor hader.
i øvrigt så har vi desværre en del partier som helt bevidst spreder fordomme om visse grupper, imens de selv opfører sig dybt uetisk og egoistisk,
og folk med bare lidt indsigt ved hvilke partier jeg tænker på, og nej det er bestemt ikke kun DF, og det er heller ikke kun indvandrere det går ud over.

Ole Svendsen, Poul Genefke-Thye, John Liebach, Carsten Munk, Holger Nielsen, Rikke Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Werner Gass, Thomas Andersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og hanne plaschke anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Jens Peter Hansen, du stødte i hvert fald ind i problemet “parallelsamfund”. Og det er mere kompliceret end som så... men nyt er det jo ikke.

John Liebach, Werner Gass og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

@ jens peter hansen

Underholdningsværdien, for den Tingbjerg anekdote, er til et rent 10-tal.

Inga Rasmussen

jens Peter Hansen. Jeg forstår dig. Jeg boede en kort overgang i et ghetto kvarter, hvor flertallet af beboerne var udlændinge. Jeg er dårligt gående, hvorfor jeg i dårlige perioder anvender armstok. Jeg oplevede en dag, da jeg havde været i den lokale Fakta, at der kom en gruppe unge udenlandske drenge imod mig. Da jeg er sårbar, veg jeg ud i siden af fortovet. Forgæves. Min stok fik et forsvarligt spark, så jeg mistede balancen. Episoden blev overværet af ret mange voksne udlændinge, hvor ingen greb ind.
En anden gang i samme kvarter oplevede jeg at blive kaldt bastard af en udenlandsk kvinde i bussen. Bussen var overfyldt og kvinden spærrede det ledige sæde ved siden af hende med en indkøbspose. Da hun ikke reagerede min høflige forespørgsmål om siddeplads, hjalp en dansk mand mig ved at gentage den væsentlig højere, da han kunne se, at jeg stod med stok og havde problemer. Det fik kvinden til at snerre "Bastard" til mig, og efterfølgende forlade bussen.
Om jeg på grund af disse episoder ikke bryder mig om udlændinge. Nej. Selvfølgelig ikke. Dårlige oplevelser er ikke noget at samle på.

Henrik Salling, Jane Søegaard Christensen, Erik Fuglsang, Holger Nielsen, Georg Christiansen, Carsten Hansen, Kim Houmøller, Mogens Holme, Bjørn Pedersen, Thomas Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Gert Romme såvidt jeg forstår befinder du dig i det tidligere Jugoslavien. Jeg tror gerne der findes idyl og tolerance mange steder, men jeg skulle ellers mene at had, mord, voldtækt og etnisk udrensning er fænomener der i mange år i fremtiden vil klæbe til dette område. Med eller uden tørklæde.

hanne plaschke

Dejlig udgang på historien, som om noget fortæller mig, at der er klogskab, styrke og kampånd bag tørklædet, og en mor, der forstår at give sine sønner en god ballast i livet.

Ole Svendsen, Carsten Munk, Holger Nielsen, Kenneth Graakjær, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Her er en anden kvinde fra Kongressen i USA, der sagde meget stærkt fra, da et andet kongresmedlem i forbifarten skældte ud på hende med ord som "ulækker" og "kælling", fordi han var uenig med hendes politiske synspunkter.

Kvinden er Alexandra Ocasio-Cortez, også kaldet AOC.

"Politiker blev kaldt kælling af kollega: Hendes modsvar bliver kaldt ekstraordinært"
https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-07-26-politiker-blev-kaldt-kaelling-a...

@ John Poulsen,

Tak for din kommentar. jeg syntes, det er ganske tilfredsstillende, at man giver sig til kende på denne måde, hvis man ikke har forstået ret meget af denne problematik.

Måske burde du vurdere dine kilders validitet lidt mere kritisk. Eller selv finde sandheden omkring dette emne i stedet for at forholde dig til andres fortyggede holdninger.

Jeg vil da ikke påstå, at der ikke findes katolske, ortodokse eller muslimske kvinder, der er undertrykte. For dette er desværre et universalt problem, som også danske kvinder kender til. Derfor er kvindecentrene konstant altid for små.

Men vi bor altså midt i en region, hvor netop katolske, ortodokse, muslimske og i visse tilfælde også jødiske mænd og kvinder udgør populationen. Og jeg kender ikke til de problemer, som du åbenbart har dine personlige erfaringer med.

Mange af vores venner tilhører selvfølgelig de 3 førstnævnte grupper, og vi har faktisk mange venner. Og de eneste muslimske kvinder vi kender, der går med hovedbeklædning, er 2 krigs-enker, som vi har kendt rigtig godt siden krigen sluttede for 25 år siden. Begge er moderne og veluddannede kvinder med gode videregående uddannelser. Den ene er tandlæge, og den anden er økonom, der taler 6 sprog flydende, og har utroligt let ved at lære nye ting.

Den ene, økonomen, begyndte i 2007 med at gå med hovedbeklædning. Måske startede hun lidt før, men vi oplevede det først i 2007. Et par år senere gik hun i disse elegante muslimske dragter man sjældent ser i Danmark. Vi har aldrig spurgt hen om hvorfor, men hun har ingen mand og i øvrigt har hun, som mange andre her, ingen familie tilbage. Hendes datter, er nu er gift - i øvrigt med en muslim, gik ikke med tørklæde eller muslimsk dragt, og gør det fortsat ikke.

Den anden, tandlægen, er ligeleden krigs-enke og uden familie, som krigen også tog. Hun begyndte med muslimsk klædedragt for blot et par år siden, efter at hendes børn var flyttet hjemmefra. Hun har til gengæld været meget åben omkring sit problem; hvorfor hun overlevede medens hendes mand blev dræbt af en snigskytte. Dette har åbenbart naget hende gennem alle disse år, og til sidst har hun rettet sig mod religionen. Og alle religioner - også hendes, har jo det helt rigtig svar på alle livets svære spørgsmål.

Poul Genefke-Thye, Holger Nielsen, Steffen Gliese, Mads Berg, Mogens Holme, Werner Gass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Jens Peter Hansen,

Tak for din interesse. Men måske burde du også overgå et seriøse kilder, så du beder kan forstå, hvad der foregik og hvad der foregår i dag.

Krigen lykkedes at skabe en hel del etniske områder - officielt især for ortodokse. Og den hykleriske Daytonaftale klarede resten..

Uofficielt har de katolske dog også isoleret sig i områder, det i praksis er lukke af for andre. Og ligesom de ortodokse bliver støttet økonomisk af Rusland og Serbien, bliver de katolske understøtte nåde med penge og moral af Vatikanstaten og af Kroatien.

Og det er korrekt, at der stadig går ustraffede krigsforbrydere frit omkring, og anses som folkehelte af deres eget område.

men så er der altså også alle de andre områder, og vi bor i et af dem. Her lever grupperne side om side med hinanden, gifter ind i hinandens familier, og afholder aktivt hinandens helligdage. Her har Serbien og Rusland ingen magt, men desværre forsøger Vatikanstaten at skade dette skrøbelige samarbejde mellem grupperne.

Alle omgås med en betydelig overdreven venlighed og imødekommenhed, som om man er helt bevidst om risikoen, hvis noget går galt. Og på samme måde mødes de gejstlige fra alle tre (i nogen områder fire) grupper hver formiddag på en fortovsrestaurant, hvor de taler sammen og drikker kava med voda sammen. Hele tiden bliver de afbrudt af ældre kvinder, der lige har et spørgsmål,om alt fra skatten, børnebørn og gasregningen, og alle svarer hende ud fra deres opfattelse.

Så man kan altså have et fællesskab på tværs af religiøs gruppering, for de er jo ikke etniske grupper, som mange tror.

Carsten Munk, John Liebach, Holger Nielsen, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Ete Forchhammer , Thomas Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Alle omgås med en betydelig overdreven venlighed og imødekommenhed, som om man er helt bevidst om risikoen, hvis noget går galt. Skriver Gert Romme.
Hvad jeg forsøgte at skrive var, at da proppen gik af flasken der for 25 år siden, så var skældsord og foragt blot en ubetydelig del af modsætningerne. Og det er vel en ret utålelig tilstand at frygte borgerkrigens rædsler. Det er der på trods af stude dumme danskere og agressive indvandrere næppe nogen grund til at frygte her i det lorteland du så inderligt foragter. Når jeg ser skolebørn komme gående sammen med mange hud- og hårfarver så ved jeg, at der er masser af børn der har venner på kryds og tværs. Ikke så mange af de veluddannedes børn. De går på hvide privatskoler eller bor i kommuner der stort set ikke findes andre end søde danske familier. Når jeg bliver klippet af den lokale albanske frisør, snakker vi sjovt nok ikke indvandring , men er yderst høflige over for hinanden. Hvorfor skulle vi ikke være det ?

Monopolistiske relgioner er og har altid været de riges/lærdes måde at holde den brede population under kontrol og dermed kunne finansiere denne dominerende overklasses livsførelse.
Kun mafiaen kan ligestilles med religionen i denne formåen.

John Poulsen

Gert Romme,
Ja, det med indsigt er altid godt.
Det er imidlertid ret irrelevant hvilken uddannelsesmæssig baggrund som en, der støtter op om islam har. Det betyder intet om de er tandlæger, økonomer eller noget helt tredie.
Der findes mange højt lærde, der trods høj viden og intelligens alligevel bruger den ene eller anden form for styrende religion for deres tid her på jorden...det kan man så i øvrigt undre sig grumme over.
Det væsentlige her er hele grundlaget, som islam bygger på. Alt det andet er blot bort- og søforklaringer.
Kender man det grundlag, giver det ingen mening at supportere religionstvungen tildækning af kvinder, hverken her eller der.
Og hver gang folk så alligevel gør det, så er de folk reelt med til at hindre udviklingen, fremdriften og ligeværd for kvinder og piger i en lang, lang række lande. Det er ikke omkostningsfrit at være ligeglad.

Freddie Vindberg

John Poulsen

Af med tørklædet, siger de barmhjertige samaritanere.

Kim Houmøller

@jens peter hansen - jeg kender udmærket købmand Bent, men fra Herlev. Hvorfor han stoppede som købmand? Gæt tre gange. Stoppede selv med at køre bus som 60 årig af samme årsag, selv om det kostede en formue. Har det dårligt med indvandrere og muslimer, som jeg ikke vil bruge 5 flade øre af mine penge på.

Rikke Nielsen

John Poulsen

"Gert Romme, muslimsk tørklæde har intet med "værdighed" at gøre. At vedblive med den slags nonsens er i sig selv nedværdigende og ikke mindst understøttende for fortsættelsen af muslimske kvinders manglende rettigheder og forhold."

Fortæl hvordan Kodes Hamdi er undertrykket? Hun virker bestemt ikke undertrykket på mig.

Poul Genefke-Thye, Jane Søegaard Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Kodes Hamdi, tak for at du delte den frygtelige oplevelse. Faretruende mænd, som den aggressive mand, der overfaldt jer verbalt, er virkelig skræmmende. Man fornemmer at han er ved at eksplodere helt, og ved ikke om hans næste handling bliver voldelig.

Han tilhører en gruppe af borgere, der er blevet hjernevasket af kyniske politikere, og jeg tror, at han er uden for pædagogisk rækkevidde.

Du er så stærk at stå op med en sådan type, og jeg forstår godt nødvendigheden i at gøre det. Jeg håber dine børn er ok.

Carsten Hansen

Hvornår oprinder den dag hvor vi alle bliver enige om at der findes fjolser i alle grupperinger; Men at disse fjolser i alle grupperinger er i undertal. ?

Danskerne er ikke rascister flest og indvandrere er ikke u-integrerede flest.

Ingen tvivl om at ubehagelige oplevelser, som beskrevet her, sagtens kan være sande; Både skribentens og debattørernes.
De mindst troværdige er de der benægter disse beskrivelser. Det er sådanne mennesker der holder gryden i kog sammen med de få racister i alle grupperinger.

Erik Fuglsang og Jens Christian Jensen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Jeg har altid haft stor respekt for Islam, for den der tror, må nødvendigvis påkalde sig en sådan. Meen, nu hvor Gud hedder Corona og muslimerne går og trykker sig bag maskerne, så ved jeg ikke rigtigt! Hvor meget mener man det så? Hvis Gud er stor, så er han/hun vel det? Og hvad betyder det, at man skal dø, hvis man skal i paradis? Så det virker lidt tudefjæsagtigt, at påkalde sig ret til noget som helst, såfremt man henviser til en religion, man alligevel ikke tror på! Men bortset fra det, så må alle da klæde sig som de vil. Men sure mennesker løber man tid på, må jeg ikke anbefale, at man ringer til lægen! Så skal sygeplejersken nok få dig til at føle, at du ikke hører hjemme her. Alt andet lige!

Maj-Britt Kent Hansen

Ikke nok med det verbale overfald for et år siden, som artiklen herover omhandler, men nu igen et sådant på samme familie.

Læs evt. også denne artikel fra Politiken i søndags og få øjnene op for, hvilke minoriteter, der er mest udsat for hadsk tale: https://politiken.dk/indland/art8214841/S%C3%A5dan-byggede-de-algoritmen...

Else Marie Arevad

Flertallet af både gammel- og nydanskere opfører sig heldigvis ordentligt i det offentlige rum. Men nogle nydanskere overtræder reglerne for god opførsel, og nogle gammeldanskere gør det samme. Intet nyt under solen.

Holger Nielsen

Kodes Hamdi jeg er ked af den grimme oplevelse du har været ude for. Jeg håber, at du og dine børn har det godt i dag. Jeg vil give dig en stor ros for, at du lærer dine børn, hvordan man begår sig i trafikken, med at du bad dem om, at vente til bilen var bakket ud og kørt. Det er god trafiklære.