Læsetid: 8 min.

Referater modsiger myndigheders forklaring om nedlukningen af domstolene

Både Justitsministeriet og Domstolsstyrelsens direktør har afvist, at det var regeringen, der lukkede domstolene og afgjorde, hvornår de kunne genåbne. Mørklagte referater fortæller en anden historie
»Referaterne underbygger yderligere, at beslutningen om at lukke og om at genåbne domstolene blev truffet af regeringen,« siger advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, der for tænketanken Justitia har skrevet en rapport om nedlukningen.

»Referaterne underbygger yderligere, at beslutningen om at lukke og om at genåbne domstolene blev truffet af regeringen,« siger advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, der for tænketanken Justitia har skrevet en rapport om nedlukningen.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

1. august 2020

Nye oplysninger forstærker mistanken om, at domstolenes grundlovsfæstede uafhængighed blev krænket i forbindelse med coronakrisen.

Det vurderer juridiske eksperter på baggrund af mørklagte mødereferater, som Information er kommet i besiddelse af.

»Referaterne underbygger yderligere, at beslutningen om at lukke og om at genåbne domstolene blev truffet af regeringen,« siger advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, der for tænketanken Justitia har skrevet en rapport om nedlukningen.

»Det er ikke i overensstemmelse med retsplejeloven og dermed ikke i overensstemmelse med grundloven.«

Der er tale om referater fra møder i den krisestab, som Domstolsstyrelsen nedsatte den 11. marts i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens (S) historiske beslutning om at lukke store dele af Danmark ned.

Både Domstolsstyrelsen og retspræsident ved Retten i Helsingør, Henrik Johnsen, der var medlem af krisestaben, har afvist at give aktindsigt i referater fra møderne, men Information er kommet i besiddelse af dem via en kilde med adgang til materialet.

Referaterne kaster yderligere lys over forløbet bag den delvise nedlukning af domstolene, der varede fra midten af marts til slutningen af april, og som har medført store sagspukler. Og de stemmer umiddelbart dårligt overens med Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens forklaringer i sagen.

Begge myndigheder har tidligere afvist, at det var regeringen, der bestemte, at domstolene skulle lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Desuden har Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, afvist, at styrelsen blandede sig i vurderingen af, hvilke sager der var at betragte som kritiske.

Referaterne tegner et andet billede.

»Der er enighed om, at regeringens udmelding indebærer, at domstolene uændret er lukket ned til den 10. maj 2020. Vi er sendt hjem og må alene udføre kritiske samfundsopgaver,« lyder det eksempelvis i et referat fra et møde i krisestaben den 8. april.

Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet kalder referaterne »meget interessant læsning«.

»Det bekræfter billedet af, at de her ting øjensynligt er blevet meddelt ovenfra som en slags ordrer, og at domstolene også har taget imod det på den måde. Det må gøre det sværere for Domstolsstyrelsens direktør at fastholde sit billede af forløbet,« siger han.

Samme opfattelse har Jonas Christoffersen.

»Nu må man sige, at det ser svært ud for de involverede at fastholde deres forklaring,« siger han.

Åbning krævede grønt lys

Foruden Domstolsstyrelsens ledelse og en »række nøglemedarbejdere« bestod krisestaben af tre retspræsidenter, som styrelsesdirektør Kristian Hertz havde udvalgt. Referaterne er udarbejdet af Helsingørs retspræsident, Henrik Johnsen, der løbende sendte dem til landets øvrige byretspræsidenter til orientering.

Referaterne viser, at det blev påtalt, at nogle domstole »i en forståelig god og praktisk mening« tilsyneladende gennemførte sager, der i krisestabens øjne ikke var kritiske.

»Det er direkte i strid med regeringens og sundhedsmyndighedernes meldinger,« fremgår det af et referat, der blev sendt til byretspræsidenterne.

Det blev indskærpet, at »almindelige« civile sager »aldrig« kunne »være kritiske«, og at det samme gjaldt »de fleste straffesager« – også dem der handlede om vold, våben eller voldtægt.

»Der opfordres til, at alle efterlever de fælles retningslinjer – selv om det indrømmet er svært at se på, at sagerne hober sig op, og at nogle sager uden de store problemer kan gennemføres både retssikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt. Men det kræver grønt lys fra politisk side (og sundhedsmyndighederne), hvis vi skal gennemføre andet end kritiske sager.«

Af samme referat fremgik det også, at »flere gode kræfter er i gang med at se nærmere på, hvordan vi delvist kan åbne op, når vi fra politisk side får grønt lys hertil«.

Det harmonerer dårligt med Domstolsstyrelsens direktørs påstand om, at det var op til domstolene selv at afgøre, hvilke sager der fortsat skulle behandles under nedlukningen, mener Jonas Christoffersen.

»Det referat stemmer helt entydigt ikke overens med den opfattelse, som styrelsen har givet udtryk for, om at det kun var anbefalinger, man udstak, og at der selvfølgelig var et frirum. Det tyder på, at selv om man nogle gange har forsøgt at formulere sig blødt i pressemeddelelser og lignende, så har realiteten været, at man har opfattet det som et politisk bestemt pålæg om, hvad man måtte og ikke måtte,« siger Jonas Christoffersen.

Han henviser til den forklaring, som Kristian Hertz kom med i et interview med Information i begyndelsen af juli. Her sagde direktøren, at det var »op til den enkelte ret at vurdere«, hvad der var »en kritisk sag«.

»Så på den måde er der ingen intentioner om på nogen måde at komme ind i den judicielle afgørelse her,« sagde Kristian Hertz.

Heller ikke Frederik Waage, der er professor i forfatningsret på Syddansk Universitet, mener, at referaterne harmonerer med den forklaring.

»Jeg har svært ved at læse det her på anden måde, end at man forudsætter, at retspræsidenternes prioritering af retssager må vige for regeringens politik. Det er ikke uproblematisk, hvis præsidenterne mener, at de så er forpligtede til at følge regeringen på alle punkter,« siger han.

Del af regeringsapparatet

Sagen er kontroversiel, fordi grundloven fastslår, at retsplejen skal »holdes adskilt fra forvaltningen«, at »den dømmende magts udøvelse« kun kan »ordnes ved lov«, og at dommerne »alene« skal »rette sig efter loven«. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal selv være uafhængig af Justitsministeriet.

»Det er i strid med princippet om domstolenes uafhængighed, at man på den måde går ind og blander sig i, hvordan domstolene tilrettelægger deres arbejde. Og det gør man jo helt klart her,« siger Jens Elo Rytter.

Han understreger, at det selvfølgelig giver mening at koordinere, så der ikke er stor forskel på, hvordan de enkelte retter agerer.

»Det er et væsentligt hensyn, at det hele ikke bare skal sejle og være helt forskelligt i Helsingør og Esbjerg. Men man burde have gjort det på en anden måde ved at bede domstolene om selv at finde ud af det,« siger Jens Elo Rytter.

Også Frederik Waage har forståelse for behovet for at koordinere retternes praksis.

»Men det er retspræsidenternes opgave at prioritere. Det principielle problem er her, at det virker som om, at regeringens prioriteter uden videre bliver lagt ned over præsidenterne,« siger han.

Jonas Christoffersen hæfter sig særligt ved formuleringerne om, at nogle sager »uden de store problemer« kunne »gennemføres både retssikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt«, men at det ville kræve »grønt lys fra politisk side«. Det viser, at problemet ikke kun er principielt, men også har haft konsekvenser i praksis, mener han.

»De formuleringer tyder på, at man er klar over, at der er forskel på, hvad der er retssikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt, og hvad der er politisk tilladt. Og det er lige præcis det, min kritik går på,« siger han.

»Hvis domstolene havde lavet konkrete, individuelle vurderinger af, om den enkelte sag kunne behandles sundhedsmæssigt forsvarligt, så havde man jo sagsbehandlet derudad. Så havde man i dag siddet med mindre sagsbunker, og domstolene ville fremstå som uafhængige over for det politiske system og offentligheden. Hvad de jo ikke fremstår som nu. Tværtimod fremstår de som en del af et regeringsapparat.«

Justitsministeriet involveret

De nye oplysninger kommer, efter Information i begyndelsen af juli kunne fortælle, at nedlukningen så ud til at være foregået på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant med grundloven. Det var dengang baseret på aktindsigt i mails fra Domstolsstyrelsens direktør Kristian Hertz til landets retspræsidenter, som gav indtryk af, at det var regeringen, der besluttede nedlukningen af domstolene og afgjorde, hvornår de kunne åbne igen.

I sin første mail om nedlukningen den 11. marts skrev Kristian Hertz til retspræsidenterne, at Justitsministeriet havde orienteret ham om, at statsministeren samme aften ville sende alle offentligt ansatte, der ikke varetog kritiske funktioner, hjem. For domstolenes vedkommende betød det, at »det som udgangspunkt kun er de kritiske opgaver«, der skulle »løses af retterne«, skrev direktøren og henviste til et vedhæftet notat fra Domstolsstyrelsen.

I notatet fremgik det, at »regeringen har besluttet at lukke alle offentlige institutioner i Danmark«, og at der »alene« skulle »opretholdes de mest kritiske funktioner«.

»I den forbindelse skal Danmarks Domstole identificere særligt kritiske sagsområder, hvor driften skal opretholdes. Endvidere oplistes de sagsområder, hvor sager ikke kan behandles i perioden.«

Ganske vist fremgik det af notatet, at »alle sager, der er bundet af frister, eller er særligt indgribende«, fortsat »bør prioriteres«, og at det ville være op til domstolene selv at vurdere, »hvorvidt en sag opfylder ovenstående betingelser«.

Men der fremgik også en række sagsområder, som »indtil videre udsættes«. Det gjaldt ifølge notatet både straffesager og civile sager, »herunder også igangværende hovedforhandlinger«, dødsboskiftesager, notarialforretninger samt alle undtagen de »mest hastende« fogedsager.

Et andet eksempel var en mail til retspræsidenterne den 7. april, hvor Kristian Hertz refererede en samtale med Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth.

»Domstolene er ikke med i den første fase af genåbningen, og jeg har i dag talt med Johan Legarth, som har bekræftet, at forlængelsen frem til den 10. maj som udgangspunkt også omfatter os,« skrev direktøren.

Vil ikke svare

Ikke desto mindre afviste Kristian Hertz altså over for Information, at det var regeringen, der besluttede nedlukningen af domstolene og bestemte, hvornår de kunne åbne igen. Ifølge hans forklaring var det ham selv og styrelsens bestyrelsesformand, der traf beslutningen.

Forelagt at mails, han selv havde skrevet, tydede på noget andet, sagde Kristian Hertz, at han måske havde formuleret sig »kluntet«.

»Men det, der har ligget i det, er, at vi selvfølgelig først ville åbne op, når det var sundhedsmæssigt forsvarligt, og Statens Serum Institut havde lavet nogle beregninger, der lå til grund for det,« sagde direktøren.

Information ville gerne have spurgt styrelsesdirektøren, hvordan hans forklaring hænger sammen med de referater, vi er kommet i besiddelse af. Men han »har ikke yderligere kommentarer«, skriver Domstolsstyrelsens presseafdeling i et mailsvar.

Information har også forsøgt at få et interview med retspræsident Henrik Johnsen, der har skrevet referaterne. Det indvilligede han i første omgang i, men da Information ringer til ham som aftalt, ønsker han alligevel ikke at udtale sig. Han ønsker heller ikke at svare på, hvorfor han ikke vil udtale sig.

»Det tror jeg bare, jeg vil dele med mig selv. Så svaret er bare, at jeg ikke ønsker at udtale mig. Der kommer ikke noget fra mig,« siger Henrik Johnsen.

Information har spurgt Justitsministeriet, hvordan referaterne hænger sammen med deres tidligere forklaring. Men ministeriet henviser blot til sit tidligere svar, hvoraf det fremgår, at Justitsministeriet ikke kan »udstede pålæg eller instruktioner til domstolene om, hvordan de skal tilrettelægge deres dømmende virksomhed«.

»Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at Justitsministeriet i en situation som den foreliggende holdt domstolene og Domstolsstyrelsen tæt orienteret om regeringens overvejelser vedrørende en hensigtsmæssig reduktion i samfundets aktiviteter og i den forbindelse opfordrede til, at også domstolene og Domstolsstyrelsen medvirkede til at hindre spredningen af COVID-19 i Danmark, men Justitsministeriet besluttede ikke, hvorvidt eller i hvilket omfang domstolene skulle lukkes ned henholdsvis genåbnes i den forbindelse,« lyder det i svaret.

Det kontroversielle forløb begyndte den 11. marts, få minutter inden statsminister Mette Frederiksen på direkte tv annoncerede den historiske nedlukning af Danmark.
Læs også
Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg er »langt hen ad vejen« enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling. Venstre og De Radikale kræver sagen undersøgt
Læs også
Den 11. marts 2020 kl 20.30 startede statsminister Mette Frederiksen det pressemøde, hvor hun annoncerede, at Danmark ville blive lukket ned. Så vidt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, husker, fik han allerede om eftermiddagen den 11. marts 2020 et opkald fra Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, hvor han fortalte, at statsminister Mette Frederiksen samme aften ville lukke Danmark ned og sende medarbejderne i den offentlige sektor hjem.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • erik pedersen
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Rasmussen
  • John Scheibelein
  • Jørgen Mathiasen
  • Gert Romme
  • Kurt Nielsen
Christian Mondrup, erik pedersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Thomas Rasmussen, John Scheibelein, Jørgen Mathiasen, Gert Romme og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg tror, at de fleste har lidt svært ved at se, hvad i alverden regeringen ellers skulle have gjort. Eller domstolene.

Ete Forchhammer , Rikke Nielsen, Lisbeth Glud, Palle Yndal-Olsen, Holger Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg er langt mere bekymret for, at selv Danske Domstole/Domstolsstyrelsen er åbenbart ude af stand til at tage vare på og sikre egne, fortrolige dokumenter...

Lars Jørgensen, Lisbeth Glud, Holger Nielsen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

CITAT fra artiklen: "Både Domstolsstyrelsen og retspræsident ved Retten i Helsingør, Henrik Johnsen, der var medlem af krisestaben, har afvist at give aktindsigt i referater fra møderne, men Information er kommet i besiddelse af dem via en kilde med adgang til materialet."

Siden landets Domstolsstyrelsen havde "afvist at give aktindsigt i referater fra møderne", men en anonym person "med adgang til materialet" er gået imod denne beslutning, har vedkommende begået et tyveri? En overtrædelse af straffeloven? Eller findes der en eller anden form for 'whistleblower-ordning', der sikrer whistleblowere immunitet mod retslig udredning? Spændende...

En anonym person - "kilde med adgang til materialet"? Det kunne sagtens være en betroet ansat, der ikke har fået den forventede lønforhøjelse? Eller en politisk engageret medarbejder, ansat af/under/for VLAK-regeringen (f.eks.) og nu i gang med at undergrave 'sosserne'?

Det kunne også være en forsmået elskerinde, der hentede dokumenterne på USB-stik fra den utaknemmelige skarn, til elskeren, der bare overhovedet ikke vil skilles fra sin kone alligevel, eller en vred aupair, der hævner sig på værtsfamilien for ikke at forlænge kontrakten?

Det behøver slet ikke være tale om en ansat hos Danmarks Domstole... men blot en person med den fysiske adgang til dokumenterne via smartphones, bærbare, wi-fi... eller hvad ved jeg. Det er ikke uden grund, at der kun findes gammeldags skrivemaskiner i Kreml, ingen smart-teknologi, wi-fi eller Internet, og man skal være fuldstændigt 'afdigitaliseret' inden man får lov til at entre fæstningsværket på Den Røde Plads.

Det korte af det lange er, at alle - fra leverandører af it-systemer, institutionens rengøringspersonale og øvrige ansatte på alle niveauer, samt deres alskens pårørende, affærer, blomsterhandlene, eller hvad ved jeg - i disse it-nørd-tider sagtens kan få "adgang til materialet". Det er kun spørgsmål om hvornår, ikke 'om', og det undrer mig ikke det mindste, at blomsten springer ud netop nu - hvor det er nemmest at fifle med tingene i de sommerferieaffolkede offentlige eller private lokaler?

Hvis man mener, at en eller anden påstået ulovlighed skal efterforskes, berettiger det så til at begå andre ulovligheder? Og hvorfor er det så vigtigt netop nu, frem for at 'spilde tiden' med at gå via de lovlige kanaler?

Og hvordan vides om 'materialet' er ægte? Det har åbenbart været forbi flere uberettigede hænder, så hvordan kan man vide, et der ikke blev fiflet med det? Digitale vandmærker o.l. kan snart ethvert tiårig sporløst lave om på, indsætte, fjerne, eller hva' ved jeg? Specielt hvis et it-geni blandt Domstolernes underleverandører fik et anfald af et højrefløjs 'samfundssind', who knows?

Min pointe er, at man kan ikke sætte sit lid til et 'materiale' fremkommet på sådan en måde, at vejen fra kilden til modtageren ikke kan følges og dokumenteres. Og jeg håber så sandelig, at danske professorer i forfatningsret ihukommer, hvordan det kan gå akademiske eksperter, når pressen jagter Cavlingprisen.

Steffen Gliese

Anina Weber, beskyttelsen er 'kildebeskyttelsen', der giver journalister mulighed for - indtil der foreligger en dommerkendelse - at bevare deres kilders anonymitet.

erik pedersen, Werner Gass, Lisbeth Glud, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Denise Ellefsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Som jeg ser det, er problemet først og fremmest den omsiggribende mulighed for at nægte aktindsigt i den offentlige forvaltning.

Dette burde faktisk ikke være muligt, i et demokratisk retssamfund, at myndigheder nægter borgerne aktindsigt i beslutninger, der vedrører det samfund, som norgerne faktisk er de retmæssige ejere af.

Med Offentlighedsloven var det hensigten, at give borgerne en bedre mulighed for at følge med i den offentlige forvaltning. Lovgiverne indså nødvendigheden af at borgere og presse fik mulighed for at kontrollere, hvad der skete i forvaltning af landet. - Eller i hvert fald indså lovgiverne, at Danmark haltede ganske langt efter andre lande på dette demokratiske område.

Men så lægger lovgiverne altså denne famøse og meget kritiserede "stopklods," §24 om ministerbetjening, ind i den nye offentlighedslov, det udelukkende har til hensigt at reducere den ret til indsigt i offentlig forvaltning, som offentlighedsloven faktisk har givet borgerne.

Og denne modvilje mod at give indsigt fortsætter. Således har EU-direktivet om aktindsigt i miljøoplysninger, stillet borgere og presse meget bedre end både den gamle og den nye danske offentlighedslov. Men en socialdemokratisk justitsminister har faktisk med lovforslag L146 foreslået, at miljøoplysningslovens henvisninger til offentlighedsloven fortsat skal ske til den gamle offentlighedslov fra 1985, der ellers for længe siden er blevet afløst af den nye offentlighedslov.

Peter Mikkelsen, Henrik Forsberg, Lars Jørgensen, Kjeld Hansen, Esben Lykke, Ulla Søgaard, erik pedersen, Werner Gass, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Rolf Andersen, Denise Ellefsen, Hanne Utoft, John Scheibelein, Jens Erik Starup, Jørgen Mathiasen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Man må undre sig over, at der ikke ringer en forholdsvis stor klokke hos regeringen, i det øjeblik den kommer på den idé at sætte en grænse for domstolenes arbejde, nemlig den klokke som har indgraveret "magtens tredeling" på den ene side og Charles de Montesquieus navn på den anden. Den udøvende magt bør holde sig langt væk fra at "tilrettelægge" domstolenes arbejde.

Det andet, som undrer, er, at at de danske domstole ikke insisterer mere på magtdelingsprincippet og håndhæver deres autonomi. Domstolene kan af egen drift bestemme, at en epidemi udgør en sundhedsfare for retsplejen og ændre sin vurdering, når sundhedsmyndighederne giver dem grund til det. Problemet her er, at forklaringerne efterrationaliserer på det, som ikke alene ligner utidig regeringsindblanding i domstolenes arbejde men også at principperne en gang til forsvandt, da der var mest brug for dem.

Christian Mondrup, Steen Simonsen, Ete Forchhammer , Ulla Søgaard, Werner Gass, Flemming Berger, Holger Nielsen, Rolf Andersen, Jens Illum, Christian De Thurah, Denise Ellefsen, Hanne Utoft, Gert Romme, Hans Larsen, Jens Erik Starup og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar

Jeg er for så vidt enig med Gert Romme.

Problemet er ikke, at regeringen indstillede til at retterne skulle holde sig lidt i ro.
Fair nok. Det forstår vi. At der også var en smule fodfejl med, hvem der kunne give ordre til hvem om hvad, er også forståeligt. Parallelen til TV2/DR er åbenlys. Faktisk vil jeg mene, at det var mere grelt i DR tilfældet, da man her kun åbnede for nyhedsprogrammer. På et tidspunkt hvor borgernes frihedsrettigheder blev indskrænket på en måde, som ikke er set siden 2. verdenskrig, burde pressen have helt frie hænder til, hvordan de ville dække dette, inden for sundhedsmæssigt forsvarlige rammer.

Det største problem er lukketheden og løgnene!
Kulturministeren endte med at lægge sig fladt ned og sige, ja det var forkert, men det var en krisesituation.
Det forstår jeg udmærket. Jeg er selv jurist, men jeg ville helt sikkert selv have sagt god for instruksen, var jeg jurist i kulturministeriet på daværende tidspunkt. Fejl sker.

Men nu efter disse referater kan vi se, at direktøren i Domstolsstyrelsen ikke mindre end løj over for Information i det tidligere interview.
I stedet for at lægge sig fladt ned som kulturministeren, og sige, at man traf ekstraordinære beslutninger i en ekstraordinær situation, forsvares handlingerne med en sang i øst og lidt dans i vest. Kluntethed, mundtlig overleveringer og læsen mellem linjerne. Det minder helt om Støjberg. Vi mente jo noget andet, end det der står. Tro på hvad jeg siger, ikke hvad jeg gjorde.

Heldigvis er der nogle som tør stå frem med sandheden.

Regeringen bestemte reelt over retterne.
Regeringen overlod et skøn til retterne, indenfor hvilket man kunne vurdere, hvilke sager som kunne køre. Men ikke mere skøn, end at visse sager var HELT undtaget:
" »almindelige« civile sager [kunne] »aldrig« »være kritiske«, og det samme gjaldt »de fleste straffesager« – også dem der handlede om vold, våben eller voldtægt."

Men retterne havde en anden opfattelse af hvad der var forsvarligt. Dette måtte de dog ikke handle efter, selvom direktøren jo i interviewet sagde, at retterne havde et eget skøn:
"[...] nogle sager [kan] uden de store problemer gennemføres både retssikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt. Men det kræver grønt lys fra politisk side (og sundhedsmyndighederne), hvis vi skal gennemføre andet end kritiske sager."

Sådan var det. Og det ville jeg også sagtens kunne tilgive her bagefter. Ingen problemer.

Hvad jeg ikke nemt kan tilgive er, når nogen siger at ovennævnte ikke fandt sted, når det så tydeligt gjorde. At vi bliver givet forsikringer mod bedrevidende. Og at vi ikke må få aktindsigt, sikkert fordi man godt ved, at så står man med en lortesag.

Man havde bare ikke stået med en lortesag, hvis man havde fortalt sandheden fra start.

Christian Mondrup, Steen Simonsen, Peter Mikkelsen, Lars Jørgensen, Ete Forchhammer , Ulla Søgaard, erik pedersen, Werner Gass, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Thomas Andersen, Rolf Andersen, Jens Illum, Denise Ellefsen, Gert Romme, John Scheibelein og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

"Man må undre sig over, at der ikke ringer en forholdsvis stor klokke hos regeringen, i det øjeblik den kommer på den idé at sætte en grænse for domstolenes arbejde, nemlig den klokke som har indgraveret "magtens tredeling" på den ene side og Charles de Montesquieus navn på den anden. Den udøvende magt bør holde sig langt væk fra at "tilrettelægge" domstolenes arbejde."

På den ene side enig - men på den anden side må det også iagttages at forulempelsen af magtens tredeling er et vanemæssigt fænomen i dansk parlamentarisme og magtforvaltning; alene dét at valgte lovgivere udpeger sig selv som udøvere af magten skriger til himlen. Derfor bør det ikke undre at Danmark af vor politiske elite drives som en mere eller mindre moderne bananstat.

Peter Mikkelsen, Carsten Mortensen, Bjarne Andersen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Gert Romme og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Anita Weber
Det er da bedøvende ligegyldigt, hvem der har lækket dokumenterne og med hvilket formål. Det afgørende er, om det, der hævdes, er sandt, og det er der tilsyneladende ingen, der benægter.
“Whistleblowing”, der ellers dyrkes så inderligt, vil som regel indeholde et element af regelbrud, og man må så i de enkelte tilfælde afgøre, om regelbruddet er så alvorligt, at det overskygger oplysningernes samfundsmæssige interesse. Jeg tror ikke rigtigt, det er den overvejelse, der ligger bag visse af kommentarerne. Man burde måske spørge sig selv, om forargelsen ville have været den samme, hvis det havde været en borgerlig regering, der på den måde var blevet taget med bukserne nede.

Peter Mikkelsen, Ete Forchhammer og Finn Thøgersen anbefalede denne kommentar

Løgn og latin, fortielser, hemmelighedskræmmeri. Det er dog jammerligt. Regeringen har styret domstolene, de har styret medierne. Det er da for vildt, og ikke så få ellers fornuftige mennesker synes, at det er da helt i orden i en ekstraordinær situation. Uha.

Carsten Mortensen, Jørgen Mathiasen, Ulla Søgaard, Werner Gass, Flemming Berger, Holger Nielsen, Thomas Andersen, Thomas Rasmussen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Hanne Utoft
Det var bl.a en reference til grundlovsbruddet under 2. verdenskrig, da jeg i mit første bidrag skrev, at "principperne en gang til forsvandt, da der var mest brug for dem."

Mht. forulempelsen af magtens tredeling iagttager jeg to ting: Traditionen fra enevælden lever videre i dagens Danmark, - hvad de færreste borgere er klar over. Det er ikke bare det, at indfødsretten går tilbage til enevælden, men især at hemmeligholdelser i statens sager og dens arkiver lever videre, og så vidt jeg ved, lever mørklægningsloven også i bedste velgående. Jeg behøver ikke at overdrive, men når først statsministeren giver sig til at tilrettelægge domstolenes arbejde og sender medarbejderne på de største TV-stationer hjem, så virker det ærligt talt ret enevældigt.

Det andet er befolkningens begreb om magtens fordeling, som i den danske variant antageligt træffes mest præcist af Hørups "intet over og intet ved siden af Folketinget". Der følger en ret betydelig social kontrol med et velfærdssamfund, hvad temmelig mange billiger, men også under de omstændigheder bør presse og jurister holde sig vågne.

Ete Forchhammer , Bjarne Andersen, Werner Gass, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tænk, hvis domstolene havde fundet ud af, at de ikke havde tænkt sig at lukke? Havde det været helt fantastisk?

Thomas Rasmussen

Men så må der jo følge en åbenhed med, om hvilke sager der “uden problemer” kunne udskydes. Hvem er det, som i det her land har mere krav på retfærdighed end andre? Ikke os med få midler og lav publicity, i hvert fald. Hvad end man mener om hygiejnetiltag, der det korrupt.
Vi ved jo i dag, at “myndighederne” ikke anbefalede regeringen en streng nedlukning, så det kunne regeringen og domstole sagtens have gjort anderledes. Man skal ikke have ondt af statsministeren.
Retsstaten er i rolig opløsning. Det gode ved det er, at der i det mindste er nogen, der nyder godt af det.

Jeppe Bundgaard

Dette skaber præcedens for andre flertal i fremtiden, til at overtræde magtens tredeling. Jeg er bange for, hvad et flertal baseret på nye borgerlige, stram kurs og andre vi endnu ikke kender kunne finde på. Og her på tråden er der foruroligende mange, der ikke råber vagt i gevær... Hvor er vi på vej hen i denne favre nye Corona verden?

Eva Schwanenflügel, Ete Forchhammer , Bjarne Andersen, Flemming Berger, Holger Nielsen, Henning Haugaard og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Niels Elgaard Larsen

==
Tænk, hvis domstolene havde fundet ud af, at de ikke havde tænkt sig at lukke? Havde det været helt fantastisk?
==

Det havde jo været domstolenes ansvar. Og de havde sikkert fundet en fornuftig måde at håndtere det på.

Carsten Mortensen, Holger Nielsen, Jørgen Mathiasen, Hanne Utoft og Jens Illum anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tænk, Niels Elgaard Larsen, det tror jeg ikke, de havde. I hvert fald ikke så hurtigt, som det var påkrævet.
Lad os holde fast ved sagen: domstolene kunne have sagt nej, men det gjorde de ikke.

Lisbeth Glud, Palle Yndal-Olsen, Holger Nielsen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ligemeget hvad skulle alle implicerede følge nedlukningslovene så spørgsmålet var vel - kunne de det ? Håret i suppen hed : Det var umuligt - praktisk talt.

Marianne Ljungberg

Utoft etc.
Mener du virkelig - som i virkelig - at du føler at din frihed er blevet indskrænket det seneste halve år?
Domstolene har sovet i timen? Du er vred? Indigneret kritisk? Hvilken skade har du lidt? Information giver frit løb til dig....come on!

Henrik Ljungberg

Henning Kjær, Henrik Leffers, Steffen Gliese og Lisbeth Glud anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Henrik Ljungberg
Vred? Indigneret? Ikke det mindste. Skadelidt ej heller, men kritisk, ja.
Det, regeringen gjorde i den aktuelle situation, viste sig at være effektivt, og det skal vi bare være glade for (selv om vi jo ikke har set enden på det endnu). Regeringen skal blot stå ved, at det, den gjorde, primært var politisk og ikke hverken videnskabeligt eller juridisk underbygget. Som det ser ud lige nu, gik det godt, men der kan vel ikke være noget forgjort i, at man holder et vågent og kritisk øje med den slags “stunts” fra en regerings side. Man kan let forestille sig scenarier, hvor en lignende magtfuldkommenhed var mindre velanbragt.

Jens Illum, Ete Forchhammer og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

hvad kan man kalde det når justitsministeriet afviser fri proces i en sag, med begrundelsen at man mener sagen ikke kan vindes af ansøgeren om fri proces, som var sagsøger i sagen, jeg kan ikke forstå det anderledes end at justitsministeriet afgjorde sagen med et pennestrøg, og dermed gjorde sig til dommer i sagen, hvilket jo er smask ulovligt,
især da sagsøgte var en offentlig myndighed.

Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Gert Romme og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Henrik Ljunberg (etc), personligt har jeg kun oplevet minimale frihedsindskrænkninger i tilknytning til Corona-nedlukningen, men min kommentar kl. 08.48 gik fortrinsvist på at Danmark hverken respekterer magtens tredeling eller i øvrigt agerer som en demokratisk retsstat - hvilket har stået på i årtier. Min kommentar havde ikke et særligt fokus på Corona-nedlukningen og dennes implikationer, men et mere generelt (Offentlighedsloven, amputationen af en række offentlige forvaltninger, diverse justitsmord, indskrænkningen af den folkelige indflydelse på de førte politikker etc.).

Jens Illum, Bjarne Andersen, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Ja, domstolene kunne have valgt at sige nej, men det gjorde de ikke. Måske fordi de i store træk var enige i udspillet.

Henning Kjær, Ete Forchhammer og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Her er en bemærkelsesværdig lyst til at diskutere, om regeringens nedlukning var berettiget eller ej, det er bare ikke det, sagen drejer sig om. Det er derimod, som der står i artiklen, at beslutningen om at lukke og om at genåbne domstolene blev truffet af regeringen, og »det er ikke i overensstemmelse med retsplejeloven og dermed ikke i overensstemmelse med grundloven.«

Regeringen mener naturligvis, at den har truffet en rigtig (lovlig) beslutning. Så venter vi udelukkede på at høre, om domstolene mener det samme. Skulle det være tilfældet, kommer magtens tredeling og Dannevang på dagsordenen igen.

Jens Erik Starup og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Denne sag må ha’ to kerner: "bortforklaringer"/uærlighed og magtens tredeling, inkl. respekten for den. Det med respekten havde det allerede før 11/3 ikke altid for godt, når det politisk var belejligt lige at bøje den lidt...
Men uden om kernerne er dette: Hvem har mere krav på retfærdighed end andre? som Thomas Rasmussen spørger. Vist et godt spørgsmål! Det vil i hvert fald fortælle noget om synet på både samfund og mennesker at få at vide hvor grænsen for "kritisk" går!

Marianne Jespersen

Det korte og lange er, at regeringen d. 11. marts sendte alle offentlige ansatte hjem og forsøgte at få lukket samfundet så hurtigt og effektivt ned som overhovedet muligt (og tak for det). Hvordan gør man så det rent praktisk, når man ikke har den formelle juridiske adkomst og skal lukke ned med dags frist. Der er nok ikke tvivl om, at nogle ministerier har udsendt beskeder om hvad man ( regering og ministerier) mente, der burde gøres, eksempelvis både i DR og i forb. med domstolene. Der er utvivlsomt også foretaget nogle hurtige beslutninger og udmeldinger, som kom til at fremstå som ordrer. Hvad de jo ikke har kunnet være, da der ikke var juridisk adkomst til det. I nogle tilfælde har disse "ordrer" formentlig og sandsynligvis også været mere specifikke, konkrete og detaljerede end de burde have været. Normale procedurer med udvalg, lovforslag, betænkninger,høringsfrister, høringssvar, bekendtgørelser etc., var der altså ikke tid til hvis det skulle virke. At domstolene rettede sig fuldt og helt efter disse udmeldinger uden at markere deres uafhængighed ihht. princippet om magtens tredeling, kan diskuteres frem og tilbage med mange forskellige synsvinkler. Essensen her er, at domstolene og domstolsstyrelsen traf en beslutning om at følge "ordren", og lænede sig op af ministeriets udmelding uden i deres interne korrespondance og referater at præcisere deres uafhængighed. Om det er fordi man generelt er følgagtig eller om uafhængigheden er så naturlig indgroet, så den ikke behøver at blive fremhævet i interne referater! Eller om det har passet domstolsstyrelse og domstole godt at lade regeringen stå med ansvaret for hvilke retsager, der blev udsat kan man jo godt overveje i lyset af de politiske partiers optagethed og reaktioner på enkelt retsager.
Jeg savner måske nok de juridiske eksperters fremadrettedee overvejelser om hvordan man bør gøre den slags klogere i fremtiden, så vi kan vide mere præcist hvordan vi skal gøre, de næste gange vi som samfund bliver taget uforberedte på det akutte utænkelige og uforudsete.

for det er naturligvis væsentligt at vi en kommende epidemilovgivning og lovgivning om andre typer beredskabs- og katastrofesituationer overvejer hvordan vi på den ene side sikrer hurtige relevante reaktioner og beslutninger og samtidig får fastholdt væsentlige principper som bl.a. principperne for magtfordelingen.
I øvrigt synes jeg det er på tide at få placeret Hørups frase om " Intet over og intet ved siden af folketinget" i sin historiske sammenhæng. Den relaterede sig til, at han ville af med Landstinget og indføre parlamentarisme. Og så lad os så få den frase begravet, fordi den jo underminerer princippet om magtens tredeling

Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar