Seks beretninger om racisme i Danmark

Mine to danske venner blev lukket ind på natklubben, men ikke mig

Hassan Abdi på 22 år har i mange år oplevet at blive afvist på natklubber.

Jeg skulle i byen og var taget med mine to venner ned til åen i Aarhus. Vi gik hen for at stille os i kø for at komme ind på en af natklubberne. Jeg nåede knap nok at stille mig, før en vagt prikkede mig på skulderen bagfra.

»Du skal træde ud af køen,« sagde han. Jeg spurgte, hvad jeg havde gjort, siden jeg ikke måtte stå der. Han svarede, at jeg havde en aggressiv fremtoning. Men jeg stod jo bare der med mine to venner.

Mine to venner har dansk oprindelse, mens mine forældre er kommet hertil fra Somalia.

Mine venner og jeg kunne ikke gøre andet end at tænke ’fuck det’ og gå ud af køen. Efter et kvarters tid besluttede vi os for at lave et eksperiment. Jeg stillede mig lidt væk derfra, hvor vagterne ikke kunne se mig. Imens gik mine venner tilbage i køen. Jeg stod og overværede det, mens de bevægede sig længere frem mod døren, indtil de blev lukket ind. Mine venner vidste godt, at den var helt gal. Så snart de fik lov til at gå ind, sagde de, at det her er bullshit og gik.

Episoder som denne er sket for mig mange gange siden. Jeg er ikke længere den naive Hassan, som tænker, at jeg selvfølgelig kommer ind.

Tobias Nicolai

Hassan Abdi

• 22 år
• Bor i Aarhus
• Er på sabbatår og arbejder på et online pizzeria
• Født i Danmark

Nattelivet er ikke det eneste sted, jeg oplever at blive diskrimineret. Jeg får altid en dårlig følelse i kroppen, når jeg hører sirener eller går steder med mange folk iført en bæltetaske, hvor jeg ved, at der kommer politi – men hvorfor det? Er det på grund af dengang, en af mine gode venner uden grund blev slynget op af en bil af en betjent og derefter fik at vide, at det var, fordi han passede ind i en beskrivelse, de havde fået?

Eller dengang jeg på vej hjem fra byen blev lyst op i hovedet af betjente, der spurgte, hvor jeg skulle hen, og hvor jeg havde været?

Når man både oplever ikke at kunne komme ind i byen, ikke at kunne køre i bil uden at få paranoia for at blive stoppet hele tiden, og når man bliver udsat for hyggeracisme og hører dårlige ting om folk, der ligner en selv, kan man nemt få en følelse af had for andre, der ligner de personer, som foruretter én og putter folk i kasser.

Det gør så også, at nogle unge som mig selv ikke vil associeres med danskere. Det forstår jeg godt, hvis man ikke har haft en dansk ven, som kan sætte tingene lidt i perspektiv.

Jeg har selv oplevet at være ude med en gruppe af mine danske venner, hvorefter en somalisk dreng kom hen og bebrejdende spurgte, om jeg var blevet dansker – og om jeg havde glemt, hvor jeg kommer fra.

Jeg tror, at det alt i alt har en meget skadelig effekt på ungdommen med anden etnisk baggrund, at man på grund af måden, man ser ud på, bliver afholdt fra at kunne hygge sig på ligefod med hvide danskere.

Hun kaldte mig »parasit« og sagde, at jeg ikke hørte til her

Malalai Kargar Sadat på 63 år er blevet bedt om »at skride hjem« af en kvinde i en svømmehal.

De seneste 10 år har jeg været i Ishøj Svømmehal en til to gange om ugen for at træne. En eftermiddag for omkring syv år siden da jeg havde overstået min almindelige træning i fitnesscenteret, gik jeg ind for at sætte mig og slappe af i varmtvandsbassinet. Et par meter væk fra mig sad en kvinde. Jeg kunne mærke, at hun kiggede meget insisterende på mig, som om jeg havde gjort noget forkert. Efter lidt tid sagde jeg hej til hende og spurgte undersøgende:

»Kender vi to hinanden?«

»Ja,« svarede hun.

»Hvordan,« spurgte jeg så.

»Jeg kender godt sådan nogle som dig. Du er en parasit. Du er ikke dansker, og du hører ikke til her, skrid hjem med dig,« råbte hun.

Det var, som om det begyndte at brænde inden i mig. Jeg blev vred. Så kiggede jeg på hende og spurgte, om hun ikke anså mig for at være et menneske på lige fod med hende selv? Og hvad forskellen egentlig var på mig og hende, ud over vores hudfarve? Men det ville hun hverken svare eller høre på. I stedet forlod hun det bassin, vi sad i, mens hun vrissede ad mig.

Sarah Hartvigsen Juncker

Malalai Kargar Sadat

• 63 år
• Bor i Brøndby Strand
• Uddannet økonom, er nu førtidspensionist
• Kom til Danmark i december 1992 som politisk flygtning fra Afghanistan

Der sad en masse andre mennesker i samme rum som os, som også havde overværet episoden. En ældre herre sagde til mig, at jeg bare skulle ignorere hende, og at det var dumt af hende at sige sådan noget. Bagefter satte jeg mig ind i dampbadet for at komme lidt væk. Kvinden, der lige havde overfuset mig, åbnede døren, og da hun så, at jeg sad derinde, gik hun videre. Sådan var det i noget tid. Hvis vi var i svømmehallen samtidig, undgik hun at sætte sig i saunaen, eller i et bestemt bassin, hvis jeg sad der.

Det er ikke den eneste gang, jeg har oplevet sådan nogle ting. En anden gang i svømmehallen gik en person ind i mig med sin skulder for at give mig et skub. Da jeg en dag havde min højgravide datter med, snakkede vi dari sammen i omklædningsrummet, hvorefter vi blev bedt om »at lade være med at snakke det sprog«. Når jeg er nede at handle eller tager bussen, har jeg også flere gange fået at vide, at jeg skal »tage tilbage til der, hvor jeg kommer fra«.

Jeg har boet i Danmark siden december 1992, hvor jeg kom hertil som politisk flygtning fra Afghanistan. Og jeg føler mig hjemme her. Selvfølgelig gør jeg det – for det her land er jo mit hjem. Men en gang imellem føler jeg mig også anderledes. Det sker, når jeg får den type kommentarer. Det gør ondt hver eneste gang. Derfor kommer jeg også til at isolere mig i nogle perioder. Også selv om jeg inderst inde godt ved, at det ikke nytter noget. Men det er nogle gange nemmere ikke at omgås så mange fremmede mennesker, fordi man så ikke får de her kommentarer.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ændre på det. Men når jeg har set kvinden fra svømmehallen, har jeg insisteret på at sige hej til hende. Også selv om hun ikke har sagt hej til mig.

De kaldte dem jo kun aber, fordi de er mørke

Shahbaz Aslan er blevet kaldt perker på gaden, mens han gik med sine børn.

En sommerdag sidste år kom jeg gående ned ad gågaden i Odense med mine to sønner på 11 og 12 år. Et dansk par i 40’erne gik forbi os og sagde: »Prøv at se de der perkere.«

Mine børn hørte det, og den yngste sagde til mig: »Far, han sagde perker.«

Jeg svarede, at han nok havde hørt forkert. Men han blev ved og ved med at sige til mig, at han havde hørt dem sige perkere til os. Min ældste søn bakkede ham op. Jeg blev ved med at sige nej, I har sikkert hørt forkert. Selv om jeg jo selv lige havde hørt det.

Jeg ville ikke have, at de blev kede af det. De skulle ikke føle sig som perkere, og på det tidspunkt ville jeg lukke den af. Jeg har altid været den type, der holder vreden inde og æder den. Jeg gider ikke at lave problemer ud af det.

Det skyldes nok også, at det er sket så mange gange. Jeg har været boksetræner i Vollsmose i rigtigt mange år. Først var klubben en del af en større klub. Men jeg oplevede gang på gang, at de børn, jeg trænede, som kommer fra Vollsmose, blev udsat for fornærmende tilråb af nogle fra bestyrelsen. De blev kaldt aber, hvis de gjorde noget forkert eller ikke præsterede godt nok. Og når der var stjålet noget fra omklædningsrummet, så blev der peget fingre ad børnene eller de unge fra Vollsmose. Dem med indvandrerbaggrund.

Sarah Hartvigsen Juncker

Shahbaz Aslan

• 45 år
• Cheftræner og matchmaker for Vollsmose Boxing. Landstræner for U19-bokselandsholdet. Uddannet pædagog
• Født i Danmark i 1974. Forældre er fra Pakistan og kom til landet i 1967

Når drengene blev kaldt aber, så grinede de selv ad det, og det var også sagt i sjov. Men jeg syntes ikke, at det var sjovt. De blev jo kun kaldt aber, fordi de er mørke. I 2015 fik jeg nok og brød ud af klubben og stiftede min egen klub – Vollsmose Boxing.

Jeg er selv en, der har vænnet mig til at blive kaldt alt muligt. Da jeg var lille, blev jeg kaldt perker eller abe. I dag joker folk ofte med mig i fuldskab og kalder mig talibankriger eller jihadist, fordi mit skæg er langt.

Jeg tænker meget på mine børn og andres børn, og hvordan det er at vokse op her med muslimsk baggrund. Det er meget vigtigt, at vi selv er gode til at gøre vores børn robuste nok til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

Og at vi fortæller dem, at der findes dumme mennesker alle steder.

Patienten sagde, at han ikke ville ind til ham den »fejlfarvede«

Læge Mohammed Omar Farooq på 34 år har oplevet, at en patient ikke ville behandles af ham på grund af hans hudfarve.

For lidt over et år siden var jeg ansat i et lægehus som led i min uddannelse som speciallæge. Jeg sad inde på mit kontor og havde netop afsluttet en konsultation med en patient, som gik ud ad døren uden at lukke den efter sig. Derfor kunne jeg høre, hvad der foregik i venteværelset. Derude var en anden patient netop ankommet, som også havde en tid hos mig. Men det var han langtfra tilfreds med.

Jeg hørte ham sige, at »jeg skal fandeme ikke ind til ham den fejlfarvede. Jeg vil have en dansk læge«.

Hvad der herefter blev sagt var ikke helt tydeligt. Men det endte med, at patienten fik sin vilje og fik tildelt en anden læge. En hvid læge.

I første omgang tænkte jeg, at patienten bare var en klaphat. Så blev jeg vred. Og så tænkte jeg, at jeg da egentlig var glad nok for, at han ikke kom ind til mig. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg som læge altid vil give alle mine patienter lige god behandling. Jeg ville aldrig skelne imellem dem. Så var han kommet ind til mig, havde jeg nok ladet, som om jeg ikke havde hørt optrinnet i venteværelset, havde smilet til ham og givet ham den behandling, han havde brug for. Men i et kort øjeblik var jeg lettet over, at jeg ikke skulle sidde i den situation.

Anders Rye Skjoldjensen

Mohammed Omar Farooq

• 34 år
• Bor i Vallensbæk
• Er speciallæge i almen medicin og har sin egen praksis
• Født og opvokset i Danmark, hans forældre kom hertil fra Pakistan i 1960’erne

Efterfølgende havde jeg travlt. Ny patient hvert 20. minut. Her tænkte jeg primært på blodtryk og andre faglige ting. Til frokost mødte jeg en af mine kolleger, som sagde til mig, at ham patienten fra tidligere da havde været en idiot og rystede på hovedet. Derefter snakkede vi ikke rigtig mere om det.

Senere på dagen kom vreden op i mig igen. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor ingen af mine kolleger havde reageret mere kraftigt på episoden, og hvorfor patienten fik lov til at få en anden læge. Nogen burde have sagt, at det ikke var okay, at det var åbenlyst racistisk, og at vi ikke ville finde os i sådan noget her i vores lægepraksis.

Jeg endte dog med ikke selv at sige noget eller at gå videre med det. Jeg havde ikke lyst til at skabe konflikt eller lave ballade. Mit primære mål var at komme igennem forløbet, så jeg kunne få min titel som speciallæge. Derfor fandt jeg mig i det.

Den konkrete episode er langtfra enkeltstående. Alligevel har jeg aldrig før deltaget i den offentlige debat om det her. Jeg har ikke ønsket at blive set som et offer. Jeg har ikke brug for, at folk får ondt af mig. Grunden til, at jeg gerne vil snakke om det nu, er, at der lige nu er en bevægelse igang. Og derfor er det vigtigt, at alle dem, der har oplevet noget, kommer ud med det, så alle kan se, at det her er et problem, som vi skal gøre noget ved.

Det handlede ikke kun om mig. Den ældre dame gik også til angreb på min dreng

46-årige Eva Pineda Hansen er engang blevet overfuset af en ældre dame i et supermarked på Amager.

Det var en helt almindelig hverdag for omkring seks år siden. Jeg var på barsel med min anden søn og var ude at gå en tur midt på dagen. Gåturen endte ved Amager Centret, hvor jeg gik ind for at handle i et supermarked. Da jeg havde fundet alle mine varer, stillede jeg mig op i den lange kø til kassen. Men da det blev min tur, og jeg skulle betale, begyndte min søn at græde, og jeg havde svært ved at finde mit dankort i pusletasken.

Der stod en ældre dame bagved mig. Jeg undskyldte og henvendte mig til kassedamen for at forklare, at jeg bare lige skulle finde mit dankort frem. Den ældre dame kiggede på mig og udbrød så:

»Ja, ja, det siger sådan nogle som jer altid. Lige om lidt siger du, at du har glemt din pinkode. Kortet er helt sikkert stjålet.«

Derefter kiggede hun på min dengang ni måneder gamle søn:

»Det er også sådan, han bliver. Han vokser op og bliver kriminel, fordi det er I alle sammen. Han vokser op og bliver en voldtægtsforbryder,« sagde hun.

Jeg blev chokeret og vred, tog min søn op og holdt ham tæt ind til mig for at beskytte ham. Ingen andre i køen sagde noget. De kiggede bare. Så sagde jeg til den ældre dame, at jeg var ked af, at hun tænkte sådan om os uden overhovedet at kende os, skyndte mig at betale med det dankort, jeg havde fundet frem, og forlod butikken.

Da jeg stod ude på gaden, rystede jeg og begyndte at græde. Det var langtfra første gang, at jeg var blevet udsat for sådan noget. På arbejdspladser er folk flere gange gået ud fra, at jeg var rengøringsdame, jeg har fået råbt skældsord efter mig, og en gang er jeg endda blevet fysisk overfaldet i et tog i Hamborg på grund af min hudfarve.

Men denne gang, midt i Amager Centret, føltes det alligevel anderledes end de andre gange. Grunden var, at det ikke kun handlede om mig. Den ældre dame gik også til angreb på min dreng.

Anders Rye Skjoldjensen

Eva Pineda Hansen

• 46 år, bor i København
• Arbejder som rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
• Blev født i Honduras, kom til Danmark i 1999

Jeg synes ikke, at episoderne påvirker mig i min hverdag. Jeg må dog indrømme, at jeg siden den dag har taget en række forholdsregler. For eksempel forsøger jeg at undgå at komme i et supermarked midt på dagen, hvis jeg er alene eller sammen med en af mine venner, som også er udlænding. Nogle kan få den idé, at man er der af forkerte grunde, fordi det er uden for normal arbejdstid. Derfor handler jeg typisk ind om eftermiddagen, efter arbejde, sammen med mange andre mennesker.

En anden ting er, at jeg ofte bevidst ikke taler spansk med mine to sønner i offentligheden. Jeg føler, det er bedre, at folk kan høre, hvad vi taler om, og at de ser mig og mine drenge som en del af samfundet.

Skulle jeg gøre én ting anderledes i forhold til episoden for seks år siden, så ville jeg have henvendt mig til den ældre dame og spurgt hende, hvorfor hun egentlig tænkte sådan. I stedet for at skynde mig ud af butikken ville jeg ønske, at jeg var gået i dialog med hende og havde fortalt hende, hvor meget hendes ord påvirkede mig.

Ud af den blå luft stak den ældre dame mig så en hård lussing

23-årige Huda Al-Ali fik en lussing af en ældre dame i en bus i Aarhus.

Jeg sad sidste år i bus 2A på vej til Aarhus N med min fireårige søn, min veninde og hendes dreng. Vi havde været inde i byen og hoppe på hoppepuder og havde haft en hyggelig dag. På det tidspunkt var jeg højgravid, min termin var ikke mere end et par uger væk. Lige over for mig sad en ældre, hvid kvinde. Hun var måske i midt-50’erne, havde lyst hår og en blå-gul cardigan på.

Som små nysgerrige 4-årige drenge altid gør, snakkede drengene om alt det, de så ud ad vinduet. Bilerne, farverne. Min veninde og jeg talte sammen på arabisk. I løbet af busturen rejste min søn sig og kom til at træde på den ældres kvindes fod.

Jeg undskyldte med det samme, men jeg havde knap sagt noget, før hun afbrød mig: »I stedet for at snakke det der sprog, så koncentrér jer om at opdrage jeres børn,« sagde hun.

»Jeg træder på din søn, når jeg stiger af bussen,« fortsatte hun.

»Hvad mener du? Han er kun fire år, han gjorde det ikke med vilje,« svarede jeg, og pludselig begyndte den ældre dame at gnide mig hårdt ind på benet med sin fod. Det gjorde ondt, og jeg råbte, at hun skulle holde op. Alle i bussen blev fuldstændigt stille. Jeg følte det som om, at alle lyttede med, men ingen gjorde noget. Ingen sagde fra. Ud af den blå luft stak den ældre dame mig så en hård lussing.

Tobias Nicolai

Huda Al-Ali

• 23 år, bor i Aarhus
• På barsel med barn nummer to
• Født i Irak og kom til Danmark som 6-årig.

Det var, som om jeg kunne høre alle i bussen gispe. Selv var jeg fuldstændigt i chok. Jeg tror, jeg fik råbt: »Slår du på en højgravid kvinde!?«

Ud over min veninde, som tog sig af børnene, mens det hele skete, var der kun ét andet menneske, som blandede sig. Det var også en arabisk kvinde, og selv om jeg var hende dybt taknemlig, havde jeg brug for, at det var en hvid person, som havde rejst sig op og sagt fra.

Jeg følte, at hele situationen kom til at handle om race og racisme, da vi stod tre arabiske kvinder og sagde fra over for en hvid dame i en fyldt bus fuld af hvide danskere, som ikke gjorde noget som helst. Hvis en hvid person havde rejst sig og sat den ældre dame på plads, ville jeg i stedet have følt, at vi uanset hudfarve stod sammen mod dårlig opførsel og vold.

Min veninde løb op til chaufføren og spurgte, om han kunne stoppe, så vi kunne komme af og melde lussingen til politiet. Han sagde, at han havde en rute at følge, og at vi måtte vente til næste stop. Der stod vi så af, og jeg ringede politiet op. Med det samme begyndte jeg at græde så kraftigt, at de næsten ikke kunne forstå, hvad jeg sagde, men jeg følte mig simpelthen så ydmyget. Min søn tog min hånd, og jeg fik forklaret, hvad der var sket. Sagen er nu sendt videre til retten.

Min krop ryster lige nu. Mit hjerte banker også løs. Det gør det stadig hver gang, jeg taler om det, der skete.

---

Har du oplevet racisme eller at blive diskrimineret i Danmark, og har du lyst til at dele dine oplevelser med Information, så send en mail på racisme@information.dk.