»Jeg ville virkeligt gerne have et job, så jeg fandt mig i meget«

Racismebetegnelsen er efterhånden blevet så all-inclusive, at vi skal til at lede efter en anden betegnelse for det, det betød i gamle dage, altså sådan noget som at henregne en genkendelig gruppe af menneske-arten som mindre bemidlede. Når Diyar er kaldt til samtale på trods af, at arbejdsgiveren både kender navn og afstamning (som vel fremgår af CV'et), virker det ikke som om, han har været forhåndsindtaget negativ. Når man signalerer en religiøsitet ved ansættelsessamtalen (det er som bekendt ikke alle muslimer, der bærer tørklæde), bør det ikke forbavse, at en arbejdsgiver spørger ind til, hvor meget det fylder. Diyar skriver, at han begynder med at stille stødende spørgsmål og nævner som eksempel, at han spørger, om hun beder. Undskyld, men hvorfor er det stødende? (ja, i næste sætning skriver hun faktisk, at det var rart at han spurgte, - det hænger så ikke helt sammen). Det andet eksempel er, at han spørger, hvornår hun skal ha' børn. Det er da ganske vist et lidt nærgående spørgsmål, men har vel ikke noget med religion eller etnicitet at gøre, - det kunne han vel også have spurgt danske Henriette om (ikke usædvanlig at man i løbet af en jobsamtale prøver at få lidt kendskab til personen, - det er jo ikke en robot, han skal investere i). Det er de to eksempler, der nævnes, som gjorde samtalen til en 'virkelig ubehagelig oplevelse'. Det er træls ikke at få et job, som man gerne vil ha. Det har de fleste af os lidt ældre oplevet en del gange (i Jylland er der nogen, der ikke bryder sig om min Østdanmark accent, - eller også er det noget andet). Men skal der sættes racisme og diskriminationsbetegnelse på, skal der i min målestok lidt flere håndfaste eksempler frem. Kan man kun komme med to ikke særlig overbevisende eksempler fra en jobsamtale, ligner det mere en skærm, man gemmer sig bag, når noget ikke lykkes.

Racisme er forkert og ødelæggende. Længere er den ikke. Der kan dog opstå problemer, hvis racisme pludselig er alt mulig andet. Som feks hvis en arbejdsgiver spørger en potential medarbejder om vedkommendes livsanskuelse vil have indflydelse på denne persons arrangement på arbejdspladsen. Problemet kan blive, at vi der bekæmper racisme mister vores fokus, fordi begrebet pludselig skal indeholde alt fra sangtitler med ordet blond og om arbejdsgivere må stille relevante spørgsmål.

Mit største problem med denne artikel er, at den negligerer et reelt problem. For der findes racisme i Danmark - også ved jobsamtaler. Og det skal vi have ændret på. Desværre frygter jeg at en artikel som denne gør det modsatte og folk tænker; “nå, hvis det ikke er værre, så går det nok”.

@ Lars Schmidt

Du misforstår, hvad der er foregået til det omtalte interview :

"For eksempel spurgte han om jeg bad, og til det tænkte jeg, at det var rart, at han ønskede at tage hensyn, hvis jeg fik brug for et tomt rum at bede i. Jeg svarede ja, og at jeg selvfølgelig brugte min pause på det. Hertil lød hans opfølgende spørgsmål: ’Nå, så hvis du sidder i et møde med en klient, er det ikke fordi du rejser dig og forlader rummet for at bede?’ Jeg svarede nej og var virkeligt ærgerlig over måden, han snakkede til mig på. Han anså min religion som en barriere for min professionalisme, og i virkeligheden ser jeg den som en styrke.".

Det er altså ikke i begyndelsen, Diyar føler ubehag, det er først da hun bliver spurgt om hvorvidt hun vil rende ud for at bede midt i et møde, at situationen bliver anstrengt.
Fordi det jo er en komplet underkendelse af hendes professionalisme.

Desuden er det slet ikke lovligt at udspørge kvinder om de planlægger at få børn.

Begge dele er diskrimination, både af Diyars religiøse optræden, og af hende som kvinde.

Om det ligefrem er racisme, er lidt en gråzone.
Mange danske kvinder får 'graviditetsspørgsmålet'.
Det andet forhold er baseret på Diyars religion, ikke på etnicitet.

Begge dele dog meget kritisable i en ansættelses situation.

Sorry, jeg burde naturligvis have skrevet 'etnisk danske kvinder', for Diyar er jo født og opvokset i Danmark, og er derfor også en dansk kvinde.

Der er mange faldgruber, når man ikke lige tænker sig ordentligt om ;-)

Diyar, dit gåpåmod og din positivitet er smittende.

Hun siger, at hun bruger sin pause på at bede. Det er derfor forkert af ham, at spørge om hun forlader en kunde, for at bede. Det er upassende af ham, for han har jo fået et ærligt svar.

@Eva,
nu twister du spørgsmålet. Ifølge artiklen bliver hun ikke spurgt om ’hvorvidt hun vil rende ud for at bede midt i et møde’. Hun siger, at hun bruger pauserne til bøn (implicit at det tager en vi tid). Han konstaterer så (lidt ironisk, som jeg læser det) at hun ikke forlader et møde for at bede. Det er en vigtig nuance. Var det, som du skriver, var det (måske) et eksempel på en form for utidig nedladenhed, men det ikke sådan, det er citeret. Ingen af os har været til det interview, så vi har kun referatet.
Mht til ønske om børn, - ja det må man ikke spørge om, men hvis de gør det alligevel er det et kvinde spørgsmål og ikke et etnicitetsspørgsmål, som var det, artiklen tilsyneladende skulle handle om. Så hvis det var de to stærkeste eksempler på etnisk og kulturel diskrimination, der kunne nævnes, er det meget tyndt. Så som Jesper J. anfører, så kan det have den modsatte virkning og folk sidder efter læsningen og tænker; “nå, hvis det ikke er værre, så går det nok”. (I parentes bemærket har jeg qua mit arbejde i et par overvejende muslimske lande sjældent haft problemer med hverken kvindernes eller mændenes bøn, - de fleste beder diskret et minut eller to, så man knap nok bemærker det; - men der er sgu også nogen , som bruger det til en meget udvidet pause, og det kan være pisseirriterende).

Vi skal have skeen i den helt anden hånd: de folk, der er heldige nok til at leve i et samfund, der giver dem mulighed for at drive en privat virksomhed med relativt ringe begrænsning, må være noget mere taknemlige over, at folk faktisk stiller deres tid, kunnen og arbejdskraft til rådighed.

@ Lars

Det forekommer mig, at det snarere er dig, der 'twister spørgsmålet', så nu gentager jeg lige igen, dog skåret endnu mere ud i pap :

"Hertil lød hans opfølgende spørgsmål: ’Nå, så hvis du sidder i et møde med en klient, er det ikke fordi du rejser dig og forlader rummet for at bede?’"

Altså et spørgsmål, ikke en 'ironisk konstatering'.
Sådan er det ihvertfald refereret i artiklen, så man må gå ud fra, det er hvad Diyar har oplevet.

Jeg er selv inde på, at spørgsmålet om planlægning af graviditet er et (ulovligt) kvindespørgsmål, så det er en smule overflødigt at gentage.

Hvad angår dit arbejde i de 'overvejende muslimske lande', så går jeg på én eller anden måde stærkt ud fra, at du ikke belemres med 'pisseirriterende' forlængede rygepauser?
Så når alt kommer til alt, opvejer de små besværligheder vel hinanden.. ;-)

Artiklen her viser med al tydelighed dilemmaet omkring vores kultur og sædvane i sammenstødet med en anden kultur med et tydeligt signal om religiøs tilhørsforhold..
Arbejdsgiveren har jo ret til at ansætte hvem han/hun vil uanset hvilken moral vi har hver især-og i det private kan det være svært at afgøre om der ligger skjulte fordomme bag et valg.
Omvendt har jeg som i princippet "islamtolerant" nogen gange svært ved at forstå hvorfor det tørklæde afgør om de hellere vil forblive arbejdsløs for at sikre dette stykke tøj. Troen i hjertet kan ingen jo se.
I mine svage øjeblikke forstår jeg det ikke, men omvendt så skader et tørklæde ingen og vores følelser omkring det er vores eget ansvar.
Desværre synes der ikke at være muslimske kvinder/mænd der blander sig i en diskussion her..

Tja, havde en ansøger stillet op med et kæmpekors dinglende i en halskæde eller dragetatoveringer i det halve ansigt eller klædt ud som EMO-punker med tilhørende piercinger og djævlehornsimplantater i panden, havde “hen” ikke fået jobbet, uanset hvor mange 12-tal der var på eksamensbeviset.
“Han anså min religion, som en barriere for min professionalisme, og i virkeligheden ser jeg den som en styrke.” Jo, måske skulle du vågne op til realiteterne: Det er ham der ansætter dig og ikke omvendt. Der er religionsfrihed, men det betyder ikke at man skal demonstrere den på arbejdspladsen.

Ved en jobsamtale kan det være fornuftigt at finde ud af, hvor nærtagende ansøger viser sig at være. Det kan være en uheldig egenskab på mange danske arbejdspladser i dag med udbredt samarbejde på tværs af funktion og niveau

Ulrik Bjørn Jeppesen, jeg tror, at det faldende antal på arbejdsmarkedet heldigvis vil sætte ledelsesretten under pres, så EMO-punkeren og den tatoverede og den inderligt troende modtages med kyshånd. Det er fanme også på tide, at vi tager alvorligt, at det er arbejdskraft, man leverer.

Mange af de spørgsmål, hun får (fik) til den her samtale om et job, er jo spørgsmål, som også (etnisk) danske kvinder får, f.eks. det her:

"»Der kom flere spørgsmål i den dur, hvor han også spurgte, hvornår jeg ville have børn. Mange af spørgsmålene har jeg fortrængt. Jeg ville virkeligt gerne have et job, så jeg fandt mig i meget, men da han blev ved med at være personlig og intimiderende i sin måde at stille de unødvendige spørgsmål, sagde jeg fra. ’Hvad er det, du prøver at sige?’ Sagde jeg med dirrende stemme. ’Hvis mit navn var etnisk dansk, havde du ikke snakket sådan der til mig!’.«

Og jo, det havde han da bestemt gjort, også hvis dit navn var etnisk dansk!

F.eks. er det helt normalt, lederen til en job-ansættelses-samtale stiller spørgsmåls om, hvad ens venner, ens kolleger, ens leder, ens elever (hvis man er lærer) vil sige om en.... Og ja, det kan godt være, hun opfatter det som personlige og fornærmende spørgsmål! men så er det fordi hun IKKE ved, at i DK ansætter vi ikke kun fagpersoner, vi ansætter personer med faglig - og med social, personlig kompetence, der kan performe i et rum, altså udøve det job, han, eller hun, nu skal til at have på forskellige måder. Og så skal hun altså vænne sig til, at her i DK siger vi tingene lige ud - især i de situationer, hvor vi skal ansætte folk til jobs - netop fordi det også handler om, at man skal passe ind i firmaet, passe ind i teamet mm. og mv.

Steffen Gliese - du har fuldstændig ret - erhvervslivet og arbejdsmarkedet har det med at indstille sig på den aktuelle udbud- og efterspørgselsituation. Og det burde også denne ansøger, Diyar, også gøre. :-)

Nej, det burde hendes potentielt kommende chef gøre. Det er ham, der efterspørger en vare, det er hende, der tilbyder at løse hans problem.

@Eva
De ryger altså afsindigt meget i bl.a. Indonesien, - bare for info, - men hvorfor rygning lige skulle ind i det, når diskussionen var om bøn, det er jeg ikke helt med på (?).
Diyar tror hendes religion er en styrke (“Han anså min religion, som en barriere for min professionalisme, og i virkeligheden ser jeg den som en styrke.”). Det kan man mene om, hvad man vil, men det er i hvert fald ikke neutral. Så en bedre strategi, hvis man er konfronteret med en potentiel arbejdsgiver, som mener religion kan være en barriere for professionalisme, kunne måske være at afmontere mistanken frem for at gå i konfrontation.

Ansættelsessamtaler er ulidelige for en hel masse af os. Det er intimiderende at sidde overfor en eller flere andre, der stiller nærgående spørgsmål til ens personlighed og ens personlige situation - ekstra intimiderende, hvis man virkelig,virkelig gerne vil have jobbet.
Jeg går ud fra, at arbejdsgiverne er fuldt ud klar over, hvor ubehageligt det er, og at det netop er meningen - de må jo mene, at det giver det bedste billede af ansøgeren.
Jeg er ikke enig, men man er vel nødt til at finde sig i det, hvis man gerne vil skifte job.

At gøre det til racisme at spørge ind til, hvornår en yngre kvinde vil have børn - det er pjat. Det er ganske almindelig nærighed - kan de slippe af sted med det, så spørger de, selv om de ikke må.

De andre spørgsmål om at bede - jeg synes altså ikke, at de lyder værre, end hvad man ellers kan blive udsat for. Sådan noget i retning af at afklare, om det vil kunne kæde sig gøre i virksomheden.
Hvis alting på det niveau skal kaldes racisme, så ender det med, at regulær racisme bliver overset.

Der er vel også en reel chance for at vedkommende, omend lidt klodset i sin fremgang, vitterligt ikke ved hvad religion indebærer. Det kan ikke antages at en leder har en døjt forstand på religion overhovedet. Bare se lederne for politiske partier repræsenteret i det danske Folketing.

Når man har været i det store udland og mødt uddannede kvinder med muslimske tørklæder og tro, som er højt uddannede forskere og undervisere inden for humanisme og videnskab, eller hører til den gruppe af ingeniører, der bærer vores fremtid i hænderne, og når man følger, hvad der sker på lignende fronter på Facebook, er det beskæmmende, at vi i Danmark ikke er nået længere end til, at en dansk kvinde, der vælger at gå med tørklæde og stå ved sin tro og kulturbaggrund, bliver betvivlet på sin faglighed/sin evne til at passe ind i virksomhedens kultur. Vi er nået til 2020, og nogle virksomhedsledere står åbenbart stadig med næbbet nede i andedammens mudder i stedet for at prøve at forstå verden udenfor.

Jeg spørger nu stadig lidt ind om nogen kan svare på,ved at kende muslimske kvinder nok, hvorfor det at fastholde hårdet dækket er vigtigere end at få drømme jobbet.
Uanset min tolerance og accept af en dybere tro med ydre moral og ideen om at håret hos muslimske kvinder ikke må ses, så har disse kvinder vel i princippet også ret til at "tilpasse" sig visse ønsker, men samtidig har vi så en gruppe på højrefløjen som er helt syge for at fobyde de tørklæder, og set i humanistisk perspektiv så foretrækker jeg tolerancen for tørklædet,til de kvinder som ellers gør alt det rigtige på mange andre områder..

@ Viggo

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der i det hele taget behøver at være en diskussion for eller imod tørklæder.

For omkring 50 år siden gik ganske mange kvinder i Danmark med tørklæde når de gik udenfor.
Hvorfor det nu er blevet et 'problem', skyldes DF.

Forresten er det meget hygiejnisk.
Der kommer ikke hår i suppen ;-)

@Viggo
Det burde være Diyar eller en anden af hendes trosfæller, der svarede på det. Men et par bud:
Man kan synes det er smukt. Faktisk synes jeg Diyar er en meget smuk kvinde, - med tørklæde.
Det kan være en vane, ligesom nogle mænd synes, de føler sig forkerte, hvis de ikke bærer slips
Det kan signalere en vis integritet, - en god ven i Indonesien, som ind imellem bar tørklæde og andre gange ikke sagde, da jeg spurgte til systemet: "When I am not in the mood of men's staring". Sympatisk begrundelse syntes jeg.
Det kan være regeltro. Se blot på, hvor lovlydige vi er overfor alskens m/m fornuftige corona-regler
Det kan være tradition. Tænk hvor meget de nationalkonservative begrunder med at 'vi' er kristne, kongetro, giver hånd osv. Der ligger vel ofte én eller anden form for gruppepres.
Det kan være stædighed, som da nogle af os ikke gad klippe håret, da vi var unge. Det havde mange af de ældre gevaldig ondt i røven over. Det hjalp ikke. Der var mange steder, vi ikke var velsete. F.eks. kunne vi ikke komme i den kongelige livgarde; - det måtte vi så leve med.
Hvad end begrundelsen er, kan man se, den kan være meget stærk. Men jeg har undret mig, når nogle indonesiske piger hellere ville risikere hedeslag end at løsne deres tildækning. Faktisk har jeg oplevet et par tilfælde, hvor jeg fandt det rent ud tåbelig. Men hvis man som muslimsk pige gerne vil slippe udenom religionsfordomme, kunne man måske bare vælge at sige, at man synes det er smukt.

Har svært ved at se om eksemplet har noget med racisme at gøre. Hvis Dyiar virkelig er så dygtig som hun siger hun er, hvorfor har så ikke søgt større internationale firmaer i Danmark, er er kendt for at agere mere divers.
Måske kan det skyldes den måde hun har grebet sit studie an - et speciale om en NGO i Amman er nok ikke det mest relevante i dansk sammenhæng. det er vist ikke et 'hårdt' speciale. Den er sikkert relevant for hende. Men hun begår en fejl i at tro at hendes personlige interesser er relevante for andre mennesker. Hun er ikke den første kvindelige akademiker, der begår den fejl.
Hendes tørklæde billeder såvel her som Linkedin er meget 'overtørklædet' og udsender et signal. Om at hun måske er mere sig selv, end en god fremtidig medarbejder.
Kontra spørgsmålet til Dyiar er om hun selv tror om hun ville kunne få et job i et arabisk land eller eks. England med sin baggrund.

Højesteret slog i 2005 fast, at det var i orden, da supermarkedskæden Føtex forbød en 26-årig kvindelig ansat at bære tørklæde på jobbet. Dermed stadfæstede Højesteret landsrettens dom fra december 2003
Højesteret slog fast, at det var i orden, da supermarkedskæden Føtex forbød en 26-årig kvindelig ansat at bære tørklæde på jobbet. Dermed stadfæstede Højesteret landsrettens dom fra december 2003.

Generelle regler i orden. Højesteret mente, at forbuddet mod hovedbeklædning er i orden, da Føtex har generelle regler for alle ansatte om personalets beklædning i de kundevendte funktioner.

Så selv om retten anfører i dommen, at beklædningsreglerne i Føtex i særlig grad rammer de muslimske kvinder, så vurderede dommerne ikke, at der er tale om en overtrædelse af loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Føtex tilbød kvinden en anden stilling, men det ønskede hun ikke. Hun blev derpå afskediget.

HK Handelankede dommen til Højesteret. Dommen fra 21. januar 2005 stadfæstede landsrettens afgørelse.

Retten afsagde dom i december 2003. Retten vurderede, at Føtex'bortvisning af en medarbejder begrundet i hendes ønske om pludselig at bære tørklæde var berettiget.

Kvinden lagde sag an med støtte fra sin fagforening, HK Handel. Sagen kom for Østre Landsret, hvor Føtex var sagsøgt for overtrædelse af lov om forbud mod diskrimination, og ulovlig bortvisning.

En muslimsk kvinde afskediges pga. et ønske om at begynde at bære tørklæde på arbejde. Føtex' beklædningsreglement forbød dette.Føtex tilbød kvinden en anden stilling, men det ønskede hun ikke.Hun blev derpå afskediget.Føtex-sagen kort

Kvinden anlagde sag med hjælp fra sin fagforening, HK Handel.Påstanden var, at Føtex’ behandling var en overtrædelse af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Landsretten vurderede, at Føtex' bortvisning af en medarbejder begrundet i hendes ønske om pludselig at bære tørklæde var berettiget.

Den kvindelige Føtex-medarbejder ønskede efter seks års ansættelse at bære hovedtørklæde i butikken. Føtex henviste til, at det ville være i strid med virksomhedens personalereglement og sagde, at hun ville blive bortvist, hvis hun gjorde som ønsket.

Føtex har begrundet sin politik med, at man ønsker at signalere, at firmaet er en politisk og religiøs neutral virksomhed.Personalereglementet indeholder således også forbud mod for eksempel synlige kors og politiske emblemer. Og Føtex fik medhold i sagen.

Mere i
https://www.dr.dk/nyheder/indland/hoejesteret-foetex-maa-gerne-forbyde-t...

@ Karsten Aaen: Du skriver: "Og så skal hun altså vænne sig til, at her i DK siger vi tingene lige ud - især i de situationer, hvor vi skal ansætte folk til jobs - netop fordi det også handler om, at man skal passe ind i firmaet, passe ind i teamet mm. og mv."
To ting: for det første er denne kvinde født og opvokset i Danmark og ved vist godt, hvordan man siger tingene og snakker i Danmark. For det andet: jeg læser, at du faktisk mener, at den nye medarbejder skal passe ind i firmaet, ikke bare fagligt, men også på det sociale plan. Er det ikke opskriften på, hvorfor vi i Danmark har så svært ved at bekæmpe nepotisme? Og hvorfor kvinder nogle steder har svært ved at slå igennem? Det er ikke bare den nye medarbejder, der "skal passe ind". Det er også de "gamle" medarbejdere, der skal tilpasse sig deres nye kollega. Ellers når vi da aldrig videre.

Erik Fuglsang:
Ja det var dengang- nu er Føtex og Bilka blevet klogere. Tag ikke fejl, jeg kan undre mig over de muslimske kvinders principfasthed da jeg ikke er en del af deres kultur,og jeg må anerkende vi har nogle regler omkring arbejdsgivernes ret,men det betyder ikke jeg er enig, så har jeg udtrykt mig forkert.At vi ikke kan tåle tørklædet eller en del ikke kan,er vores eget ansvar for rent objektivt skader de ingen,og som Eva skriver: Ingen hår i suppen :)

Viggo Okholm
21. juli, 2020 - 00:11
Jeg forholder mig slet ikke til de religiøse eller kulturelle aspekter af tørklædet og lign. religiøse symboler.Jeg forholder mig alene til de arbejdsretlige aspekter i mit indlæg. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har endog meget stærke holdninger til tørklæder og andre religiøse beklædningsgenstande i det offentlige rum, men det er primært de retlige aspekter, der interesserer mig.
Og her har Højesteret - uanset om Salling Group A/S senere har ændret politik, hvad jeg ikke kender til - slået meget klart fast, at det ikke var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, herunder forbuddet mod direkte og indirekte diskrimination, at de daværende beklædningsregler i Føtex i særlig grad rammer de muslimske kvinder.
Dommen har en høj præjudikatværdi og danner præcedens, fordi sagen nåede helt til Højesteret. Den må derfor antages at have blivende betydning for retstilstanden for senere afgørelser af lignende karakter, og der er således al mulig grund til at tro, at retten vil nå til samme resultat, hvis andre parter fører sag om noget lignende, og hvis vel at mærke arbejdsgiveren har saglige og professionelle grunde til for eks. at ville fremstå helt neutralt over for omverdenen.

Erik Fuglsang:
Tak for et sagligt svar, som jeg ikke kan sige så meget imod ud fra de love og regler vi har
omkring arbejdsgiverens ret og ud fra de aftaler der ligger med diverse organisationer.
Om vores fagbevægelse så i "solidaritet" vil pile lidt ved det, bør jo så ske gennem de forhandlinger der foregår.
Vi andre må så diskutere moral og rimelighed mennesker imellem i en mangfoldig virkelighed.
Mangfoldigheden vil blive en del af menneskers liv uanset antipati fra nogle.

@hanne Blaschke - Tror ikke hun ved hvordan det er i Danmark. Det er noterisk svært at få job, hvis man ikke har kravet noget om et dansk firma, og helst et' hun har været i praktik i.
DEr findes andre, der har læst i U.K. der har svært ved at få deres ting til at passe ind her. Det har ikke noget med nepotisme at gøre men med relevans.
Jeg kender da flere yngre kvinder, der har taget 'hårde' uddannelser i Danmark, som klarer sig godt, også selvom de er selvstændige. Typisk har de ofte startet i mere praktiske stillinger og avanceret til projektledere. Og med succes bag sig er det let at komme videre. Tror ikke den unge kvindes kurser i 'coaching' er så relevante på det niveau hun befinder sig på. De er med til at bilde hende ind at hun er mere end hun er.