Interview
Læsetid: 3 min.

I 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig

Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serien
I 9. klasse kom jeg også op at slås, fordi der var en, der kaldte mig perker. Jeg havde jo hørt det tusindvis af gange før, men vreden hober sig op.

I 9. klasse kom jeg også op at slås, fordi der var en, der kaldte mig perker. Jeg havde jo hørt det tusindvis af gange før, men vreden hober sig op.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
10. august 2020

    I 1999 flyttede jeg med min mor til en lille by i Vestjylland. Vi kom fra Aalborg, hvor det værste, jeg var blevet kaldt, var »rabarber«, fordi mine forældre er arabere.

    I Vestjylland var det noget andet. Haleneger, sorte svin, plastikperker, skrid hjem. Det var mine venner, og det var folk på gaden eller til halbal, der sagde disse ord.

    Jeg gik i 9. klasse og havde søgt et job som ungarbejder i SuperBrugsen. Det er ikke alle, der ved første øjekast kan se, at jeg ikke er etnisk dansker, fordi jeg er forholdsvis lys, ligesom mange, der kommer fra Libanon, er. Chefen sagde til mig:

    »Det er godt, Jesper, du kan starte på mandag.«

    Jeg svarede ham, at jeg hedder Jamil. Så kiggede han lidt på mig, tøvede og sagde så, at han ville lægge min ansøgning over i bunken til de andre.

    Det var som en lussing for mig. Jeg var alene, og når jeg var alene, havde jeg ikke den samme hårdhed, som når jeg var sammen med mine venner. Derfor bøjede jeg nakken og gik ud af butikken. Han ringede aldrig til mig.

    Jeg blev konstant mindet om, at jeg var anderledes. Jeg havde for eksempel en god ven, hvis stedfar ikke ville have, at jeg kom i hans hjem. Min ven spurgte hvorfor, og stedfaren svarede, at jeg var en ballademager. Men jeg var ikke anderledes end min ven og vores andre venner, der lavede drengestreger.

    Jamil Farah Mehdi

    • 34 år
    • Foredragsholder og iværksætter
    • Bor i Hvalsø, opvokset i Aalborg og Vestjylland
    • Født i Danmark, forældre fra Libanon

    På et tidspunkt var min vens forældre taget i sommerhus, og vi var alle taget hjem til ham for at feste. Næste dag kom forældrene tidligere hjem end ventet, og jeg lå på deres sofa og sov. Der var også mange andre af hans venner i huset. Stedfaren pegede på mig og spurgte min ven:

    »Hvad laver han her?«

    Han talte altid om mig i 3. person og aldrig til mig. Jeg fik besked på, at jeg skulle gå. Jeg gik ud af huset som en lille hund. Det var ydmygende, for alle hans venner blev hængende, mens jeg var den eneste, der skulle forlade hjemmet.

    I 9. klasse kom jeg også op at slås, fordi der var en, der kaldte mig perker. Jeg havde jo hørt det tusindvis af gange før, men vreden hober sig op. Man siger ikke noget, når det er vennerne, der kalder dig det, for så vil man spille ovenpå. Men når der så er en, man ikke kender, der kalder dig perker, så er det, som om man ikke længere kan holde det inde. Jeg kunne i hvert fald ikke. Og så begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig. Jeg blev en ballademager. En del af årsagen, tror jeg, var, at jeg ikke følte mig velkommen.

    Som 18-årig begyndte jeg at arbejde på en gammel kro, hvor der sad en masse alkoholikere.

    »Perker, må jeg få en bajer,« kunne de finde på at råbe til mig.

    Det var her, jeg fandt ud af, at mange af de her mennesker er nogle stakler, og at der er fordomme forbundet med den måde, de talte til mig på. De havde aldrig set én som mig. Jeg begyndte at forstå, at det ikke var racisme og had mod mig, men frygt, fordi de ikke kendte nogen som mig.

    Jeg kan ikke sige, at hadet og fordommene er blevet bedre i dag. Jeg har oplevet det på min gamle arbejdsplads, i min kolonihaveforening og på sociale medier. Men min måde at håndtere det på har ændret sig. I gamle dage blev jeg vred. I dag lytter jeg og spørger ind, når folk afslører deres fordomme. 

    Serie

    Hvordan ser racisme ud i Danmark?

    Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Jeg er enig i at man skal tale med den der har fordomme . Vi skal holde dialogen igang så de kan se mennesket bag hudfarven. Men det kan være svært for børn at hamle op med fordommene. De mærker nedgørelsen men ved ikke hvor den kommer fra hvorfor de er udsat for det. Vi nu har hørt fra de mange der har oplevet fremmedhad og racisme at det sætter varig mén på ens personlighed.
    Man håber at politikkerne har læst disse beretninger og tænker over deres del af ansvaret.

    Anders Olesen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, hannah bro, Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Helene Thorup Hayes, Steen Bahnsen, Anne Søgaard, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen, Gitte Loeyche, Thomas Tanghus, Holger Nielsen, Werner Gass, Randi Jepsen, Inger Jensen, John Andersen, Klaus Lundahl Engelholt, Lise Lotte Rahbek og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

    Nr. 30 af 30 beretninger, der alle berører mig dybt. Jeg har selv en kort overgang været holdt udenfor i min skoletid. Det gjorde mig usikker på mig selv, og jeg glemmer det aldrig.
    Derfor forestiller jeg mig, at disse 30 mennesker (der formentlig hver især repræsenterer mindst 10.000) har flere endnu større ar på sjælen. Jeg har et inderligt ønske om, at vi snart kan holde op med at tale om "dem" og "os". Lad os møde hinanden med positive forventninger, for vi har brug for hinanden. Ethvert menneske rummer noget godt, som vi kan få del i, hvis vi taler med hinanden og lytter til hinanden.
    Jeg tror, at det er den bedste måde at integrere nyankomne på. Integration går begge veje. De personer, der påpeger manglende vilje til integration, er ofte dem, der ikke for alvor ønsker, at flygtninge skal være en del af Danmark. Jeg har mødt mange, der aldrig har talt med en flygtning. Måske skyldes det usikkerhed, som Jamil udtaler, men det burde vi kunne gøre noget ved - fx ved at modarbejde de mange negative ord, vi møder i medierne, endda fra folkevalgte politikere. Det er ikke værdigt.

    Anders Olesen, Denise Ellefsen, Viggo Okholm, Katrine Damm, hannah bro, erik pedersen, Karsten Aaen, Helene Thorup Hayes, Steen Bahnsen, Susanne Kaspersen, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Sune Posselt, Carsten Munk, Gitte Loeyche, Birte Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
    Steffen Gliese

    Det er jo desværre sådan, Inger Jensen, at hele denne indvandrerdebat i alle årene har været udspillet som en hånekonkurrence mellem to fronter af danskere, sjældent har nogen fået den gode idé, at man måske skal tale lidt mere med dem, der tales om, så vi allesammen kan lære dem bedre at kende og de utrygge blive mere trygge og vidende.

    Denise Ellefsen, Vibeke Hansen, Viggo Okholm, Katrine Damm, Carsten Nørgaard, Inger Jensen, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Steen Bahnsen, Anne Søgaard, Eva Schwanenflügel og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
    Eva Schwanenflügel

    Denne sidste beretning i den virkelige gode og ret hjerteskærende serie, er atter en gentagelse af de fordomme, mange helt uforvarende bliver mødt med her i 'verdens lykkeligste land'.

    Det er faktisk ret opmuntrende, at alle fortællerne virker stærkere nu, og til en hvis grad er kommet helskindede igennem genvordighederne.

    Men den slags oplevelser af at 'stå udenfor', blive ramt af tilfældige tilsvininger eller sågar stalking og overfald, sætter uvægerligt ar på sjælen.

    Og angst æder sjæle op, hvis man ikke på én eller anden måde har overskuddet til at få indsigt i, at det ofte er nogle stakler, der i virkeligheden selv er bange, der udøver den slags diskrimination og mobning.

    Jeg håber i den grad også, at nogle politikere har læst med i serien, og er kommet på andre tanker.

    Tak for din historie, Jamil :-)

    Denise Ellefsen, Vibeke Hansen, Viggo Okholm, Katrine Damm, Carsten Nørgaard, Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Helene Thorup Hayes, Steen Bahnsen, Anne Søgaard, erik pedersen, Susanne Kaspersen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
    Eva Schwanenflügel

    @ Lizett Røhling:
    "..alene i Danmark er vi ca. 1 million for mange".

    Aha, interessant.
    Hvem er det så der skal elimineres, hvis Danmark skulle være et bedre sted, efter din mening?

    Vibeke Hansen, Viggo Okholm, Katrine Damm, Carsten Wienholtz, Frederikke Nielsen, Inger Jensen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
    Helene Thorup Hayes

    Til Lizett vil jeg sige at du ikke taler for alle danskere, heldigvis. Vi er mange som vaerdsaetter en hvis grad af multietnisk indflydelse - som vores civilisation har draget mange fordele af i tidernes loeb. Desvaerre er det let at skyde skylden direkte paa udefrakommende (fordomme som i de fleste tilfaelde er forkerte) for faa afloeb fra ens egen foelse af social mindrevaerd og frygt. Overbefolkning er vel ikke et direkte resultat af flygtninge der er kommet legalt ind i et land. Den danske befolkning har klaret at vokse exponentielt over de sidste mange hundrede aar uden hjaelp udefra.

    Viggo Okholm, Katrine Damm, Carsten Wienholtz, erik pedersen, Inger Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
    Jeppe Lindholm

    For at være dansk her i Danmark skal vi alle sammen være som Pia Kjærsgaard, Thulle og Søren Esbersen, Messer & Co forstiller sig det. Men hvor mange er egentlig det sådan 100%? Skal vi sige et par hundrede tusind maks. Og hvad er så lige alle os andre 5.400.0000? Statsløse, eller hva???

    Helene Thorup Hayes, Viggo Okholm, Katrine Damm, Carsten Wienholtz, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
    Eva Schwanenflügel

    Ja, Jeppe Lindholm, vi andre kan da bare skride ad Pommern til, hvad havde du regnet med?
    (Læs lige hvad Lizett Røhling skriver 14:55)

    Ruth Sørensen, erik pedersen og Inger Jensen anbefalede denne kommentar
    Kim Houmøller

    Ikke alle kan læse og forstå desværre!

    @Lizett Røhling

    Danmark har altid været et multietnisk samfund. Og jeg vil vove den påstand at du har rødder mange forskellige steder. Når det så er sagt, så tror jeg at du mener ”multikulturelt” samfund, og ikke engang det kan vi kalde Danmark.
    https://www.information.dk/moti/2011/08/multikulturelt-samfund

    Eva Schwanenflügel og Helene Thorup Hayes anbefalede denne kommentar
    Vibeke Hansen

    Lizett Røhling. Der er ikke 5 mio. danskere, der er påtvunget at leve i et multietnisk samfund, de er født ind i et samfund, der altid har haft et multietnisk præg. Multikulturelt har vi i stor stil rejst rundt i verden og taget ny kultur med hjem. Bort set fra, at dit etniske danmark faktisk er bygget op af befolkningsgrupper fra Mellemøsten og Sydøstasien. Kun ca. 10% af dem, du kalder etniske, kan fremvise rent scandinavisk DNA.
    For nu ikke selv at falde i fordomsfælden, vil jeg gerne høre, hvad det er ved den blandede befolkning, du ikke kan forlige dig med, og om du bygger din mening på reel viden om dine medborgeres dagligdag og liv i Danmark..

    Eva Schwanenflügel, Inger Jensen og Helene Thorup Hayes anbefalede denne kommentar