Jeg flyttede til Aalborg i juni og havde lavet et opslag på Facebook om, at jeg søgte arbejde. Den 13. juli ringede en dame til mig, mens jeg var på besøg hos en ven. Hun sagde, at jeg kunne være handicapmedhjælper hos hende. Jeg blev så glad, lagde på og ville straks tage ud til hende.
Hun bor i en lille landsby uden for Aalborg. Jeg slog adressen op på Rejseplanen og tog en bus ud af byen, men den ledte mig ad den forkerte rute. Jeg måtte tage en ny bus, og da jeg endelig ankom til det sted, hvorfra jeg skulle gå 1,2 kilometer hen til huset, løb min telefon tør for strøm.
Jeg huskede vejnavnet og begyndte at gå, men jeg var i tvivl, om jeg var på rette spor. Så så jeg en mand i cirka 40’erne, der stod uden for et hus ved en postkasse. Jeg tænkte, at jeg kunne spørge ham om vej, og gik hen til ham.
»Må jeg forstyrre,« spurgte jeg og fortalte ham om min situation. Han svarede mig ikke og stod bare og kiggede lidt vredt på mig. Jeg gentog spørgsmålet, men så sagde han, at han ikke kunne hjælpe.
Jeg gik forvirret videre og kiggede mig omkring for at få øje på et vejskilt. Så hørte jeg manden råbe bag mig. Han havde en sten i hånden og sagde, at jeg ikke burde være på de her kanter. Folk som mig var her kun for at tage andre folks job, og jeg kunne ikke regne med at få andres ting. Hvis han ikke havde sagt det, havde jeg aldrig tænkt, at det havde noget med racisme at gøre, men at han bare var en sur mand.
Mine skridt blev hurtigere, og endelig dukkede vejskiltet op. Jeg slog ind på den lille grusvej, som var omringet af træer. Så hørte jeg én gå i gruset bag mig. Det var manden, der var fulgt efter. Han havde stadig stenen i hånden, og jeg blev bange og begyndte at løbe.
På det tidspunkt begyndte jeg at tænke på drabet på Bornholm. Jeg tror, at det var det, der gjorde mig ekstra bange. Jeg har ikke fulgt så meget med i efterforskningen af den sag, og jeg ved godt, at folk har sagt, at den ikke havde noget med racisme at gøre. Alligevel følte jeg, at jeg var i fare. Jeg var et ukendt sted, og ingen vidste, at jeg var der.
Jeg løb, indtil jeg fandt huset, hvor min nye arbejdsgiver ventede. Damen spurgte, om jeg havde løbet, og jeg nikkede. Men jeg sagde ikke, hvad der var sket, for jeg var vist stadig i chok.
Vanessa Suzanne
- 18 år
- Bor i Aalborg, fra Struer
- Handicapmedhjælper og kommende pædagogstuderende
- Kom til Danmark fra Congo som fireårig
Hændelsen gør mig stadig ked af det. Jeg er bange, når jeg skal hen til mit nye arbejde, jeg kigger mig omkring og frygter at møde manden igen. Jeg tror, at oplevelsen gjorde mig ekstra ked af det, fordi det ødelagde mit humør den dag. Jeg har ikke haft et let liv, og jeg var lige flyttet til Aalborg, hvor jeg ikke har så stort et netværk. Det nye job havde gjort mig rigtig glad, men så blev min glæde spoleret.
Jeg har aldrig oplevet noget så ekstremt. Men selvfølgelig er jeg blevet kaldt navne, og folk har gjort grin med min hudfarve. For eksempel har jeg hørt den der med, hvad man gør, hvis man ser et par hvide tænder i mørket, hvor svaret vist er, at man skal tænde lyset og skyde negeren, der er ved at stjæle fjernsynet. Det er lidt uden for min komfortzone med sådan nogle jokes, selv om jeg nogle gange selv gik med på den og grinede. Derfor er jeg også glad for, at det er et emne, der er kommet på dagsordenen. For selv om det er noget, der måske har foregået altid, så er det ikke okay.
Hvordan ser racisme ud i Danmark?
Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.
Seneste artikler
30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark
13. august 2020Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærdI 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig
10. august 2020Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serienDet var ikke mine kompetencer, der blev afvist. Det var mit navn og min baggrund
8. august 2020I 2013 sendte Mozhgan Gerayeli to identiske ansøgninger til den samme virksomhed – med den eneste forskel, at den ene var underskrevet med Karin og den anden med hendes rigtige navn
Overfor sådan en fremmedhad, kan man blive bange og usikker. Du gjorde det rigtige. Du gav ikke op på dit job og lod frygten vinde. Vi må være modig når vi står ansigt til ansigt over for disse had og vise at vi alle er mennesker først og fremmest og insisterer på for at blive respekteret ligeværdigt som menneske uanset vores hudfarve og udseende.
"Det er lidt uden for min komfortzone med sådan nogle jokes" - det er i dén grad også uden for min komfortzone!
Kære Information, alle disse beretninger bør ikke være gemt bag en betalingsmur.
De skal deles på alle sociale medier og råbes ud fra hustagene.
Øv Vanessa. Du stødte på en sur mand, som hader sig selv og sit liv. Det mente han så åbenbart han lige havde ret til at lade gå ud over dig. Men det har han ikke.
Fat mod. Du er langt bedre end ham.
Hvis Vanessa tog imod jobbet hos den ældre dame, håber jeg virkelig at hun senere anmeldte den racistiske tosse (og i øvrigt også hvis hun ikke fik jobbet). Hvis man løber efter folk med en sten og opfører sig truende, bare fordi de spørger om vej og ser fremmede ud, så er der altså mere galt oppe i deres hovede end "bare" racisme.
Det - er - bare - ikke - i - orden !!!!!
Jeg kan virkelig godt forstå, du var bange for stalkeren med stenen i hånden, Vanessa, det havde enhver været.
Jeg kender selv flere kvinder, både med anden etnisk herkomst eller uden, som har været ude for truende opførsel fra mænd, der mente de fortjente at blive banket til plukfisk, slået ihjel eller voldtaget.
Men der er slet ingen tvivl om, at man i meget højere grad er udsat for trusler og overfald, såfremt man har en mørkere hudfarve.
Hvad angår den tåbelige joke, er den jo overhovedet ikke morsom, den er blot beregnet på at skulle intimidere.
Alligevel mener mange, at det 'bare' er dansk humor..
Jeg betakker mig i allerhøjeste grad.
Mange tak for din historie, Vanessa :-)
Hvor er det synd for os alle sammen, at den bagvedliggende pengemagt med sin nådesløse kynisme afstedkommer den slags fremmedgjorthed mellem mennesker.
Og hvor er det mærkeligt, at vores skiftende regeringer og politikere fra det yderste venstre til det yderste højre tillader denne suverænitetsafgivelse. Er de dumme, købte eller sidder bare i saksen og spræller i selvbestemmelsens dødskamp, mens de som zombier messer mantraet : arbejdspladser, eksportmarkeder, fra forskning til faktura osv ...
Denne udmærkede interviewserie bør også omfatte ansatte i sundhedssektoren, De er nemlig i en helt særlig situation hvor de ikke må give igen overfor fx patienters racistiske bemærkninger og svinerier. Tværtimod skal de uanfægtet lade som ingenting.
Jeg har lige været indlagt på et større hospital, og overværede hvordan en "pæn" kontorchef afviste en dansk-tamilsk laborant, der skulle tage blodprøver, med et vrængende "du rører mig ikke". Og det er vist endda i den milde ende.
Laboranten sank en klump - og gik. Tage til genmæle, må han ikke. Patienten skulle have haft en skideballe af hospitalet, og gjort klart, han ikke afgør hvem han vil behandles af; det afgør hospitalet i og med, at de ansatte er professionelle før de er "etniske".
Vil idioten ikke det, må han finde sig et andet sygehus for de racerene.
For nogle år siden blev en erklæret nynazist indlagt på et hospital i hovedstadsområdet. Han afviste at lade sig behandle af en dansk-indisk læge. Desværre bøjede hospitalet sig for nazisten, og tilkaldte en "dansk" læge.
Nazisten skulle naturligvis være smidt ud, og bedt om at klare sig selv.
Arne Lund: tror du ikke problemet går begge veje. Men nu har den pæne kontorchef nok betalt en pæn sjat i skat og så forventer at få dansk service.
Jeg fik taget blodprøve af en dansk-tamilsk laborant og det var faglig meget dårlig. Har også fået taget blodprøve af en som insisterede på at være muslim og det var ok.