»Da jeg var barn, holdt vi det skjult i min familie, at vi er romaer«

Jeg er født og opvokset i Danmark, og jeg er roma. Begge mine forældre er født i Makedonien, min mor kom til Danmark sammen med sine forældre og alle gæstearbejderne i slutningen af 1960’erne, da hun var omkring to år gammel. På en tur til Makedonien mødte hun min far, og da han var 17 år, kom han med til Danmark.

Jeg har ikke noget forhold til Makedonien. Som barn var jeg på ferie der, men for mig som roma føles det ikke som mit land, for romaer som folkefærd har jo ikke et selvstændigt land.

Da jeg var barn, holdt vi det skjult i min familie, at vi er romaer. Vi sagde, at vi var makedonere, men da jeg blev ældre, besluttede jeg mig for at begynde at sige til folk, at jeg er roma. Jeg kom frem til, at det var lidt underligt, at jeg gik og sagde til folk, at jeg var fra Makedonien. Jeg ligner tydeligvis ikke en makedoner – de er meget lysere i huden, end jeg er – og jeg taler kun en lille smule makedonsk, som jeg har lært, når vi har været på ferie for at besøge mine forældres familie. Jeg taler vores eget sprog, romanes.

Jeg tænkte: »Det er fuldstændig latterligt, det her,« og så begyndte jeg at sige det til mine venner.

Der er mange af os danske romaer, der holder vores baggrund skjult på grund af alle de stigmatiserende forestillinger, der er om romaer. Fordommene er især blevet udbredt i Danmark de senere år, hvor flere og flere romaer søger herop. Det er en del af den ældgamle romaidentitet og -kultur, at vi bliver set som andenrangsborgere, og der er stærke fordomme om, at romaer stjæler eller er nogle gøglere, der ikke arbejder eller uddanner sig.

Jeg har arbejdet i Ikea, og på et tidspunkt sad jeg i frokostpausen og spiste med nogle kollegaer, blandt andre en mand, der lige var begyndt og kom fra Slovakiet. Vi sludrede, og da han fandt ud af, at jeg er roma, nægtede han at tro på det.

»Du arbejder, og du studerer. Det hverken gider eller kan romaer,« sagde han. Jeg rejste mig bare og gik. Det gad jeg ikke høre på, og jeg havde nok ikke kunnet overbevise ham om, at hans forestillinger om romaer var fordomsfulde.

Hvis man er tyv, er man tyv, og så skal man selvfølgelig straffes for det, men det gør ondt på mig, når et helt folkefærd bliver skåret over én kam. Jeg skal tit forklare folk, hvem vi romaer faktisk er. At vi er et folkefærd, der formentlig er udvandret fra Indien, og som aldrig har haft vores eget land. Min romabaggrund er en stor del af min identitet, men jeg er født i Danmark, og jeg føler mig også dansk.

Jeg har en dansk kæreste, jeg har en halvt dansk søn. Men hver gang folk kommenterer min baggrund, bliver jeg mindet om, at jeg i nogens øjne bare aldrig bliver ægte dansk.