Hvad er årsagen til, at medarbejdere på plejehjem kan lade det komme så vidt, at de lader en beboer gå rundt med afføring i bleen i adskillige timer eller taler nedladende om en beboer eller de pårørende?
Det diskuteres bredt, efter TV 2 torsdag aften viste dokumentarfilmen Plejehjemmene bag facaden, som ifølge eksperter afslører »sundhedsskadelige og uhyrlige forhold«.
At det er kommet så vidt, skyldes en kombination af flere ting, siger Tine Rostgaard, der er professor i socialt arbejde og velfærdspolitik på Stockholms Universitet og Roskilde Universitet.
Hun ønsker ikke at kommentere enkeltsager, men peger alligevel på, at den største udfordring for plejehjemsektoren i øjeblikket er, at der mangler økonomiske midler, og at plejehjemmene ikke kan finde tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft.
»Økonomien er den ene ting. Først og fremmest skal man sikre sig, at man kan ansætte flere medarbejdere på institutionerne, men der er jo stadig et problem, hvis der så ikke er nok kompetente medarbejdere at vælge imellem,« siger hun.
Dokumentaren er filmet med skjult kamera på to forskellige plejehjem i henholdsvis Aarhus og Randers Kommune. Den viser blandt andet, hvordan 90-årige demenssyge Else Marie Larsen bliver ignoreret, når hun klager over smerter, og må lægge øre til plejepersonalets kommentarer om hende selv og hendes pårørende. Og hvordan 91-årige Niels Christian Nielsen går rundt i ti timer med afføring i sin ble uden at få hjælp, selvom han beder om det.
Færre medarbejdere
Det er Tine Rostgaards indtryk, at Danmark generelt har en god ældrepleje med værdierne i orden, og at der er tale om enkeltstående sager, hvor man har gravet de værste eksempler frem. Det kan hun se, når hun ofte er på besøg på landets plejehjem for at lave undersøgelser eller vise plejehjemmene frem til udenlandske kolleger, som kommer for at få inspiration.
»I Danmark har vi i forskellige ældrereformer tidligt talt om respekt for individet, værdighed og livskvalitet. Man går op i, hvem personen er, så man kan give en personlig pleje. Og så har vi generelt nogle gode omsorgsuddannelser, som retter sig mod sundhed og sociale aspekter.«
Når situationer som dem fra dokumentarfilmen alligevel kan ske, skyldes det for det første, at der ikke er blevet tilført tilstrækkeligt med midler, selvom der er kommet et stigende antal ældre, mener Tine Rostgaard.
»Vi kan se, at områderne plejebolig og hjemmepleje ikke er blevet tilført de ressourcer, som de burde i forhold til den demografiske udvikling, og at der er kommet mange flere ældre,« siger Tine Rostgaard.
Den demografiske udvikling består i, at der gennem årene er sket en udvikling, som betyder, at beboerne på plejehjemmene i dag i højere grad lider af demenssygdomme. Og det stiller endnu højere krav til personalet.
»De beboere, personalet står med, har andre og mere komplicerede behov i dag, så det er vigtigt, at der er de rigtige kompetencer.«
Oveni det oplever medarbejderne flere og flere problemer med arbejdsvilkårene, fortæller Tine Rostgaard. I undersøgelser blandt medarbejdere kan hun se, at der fra 2005 til 2015 er sket et skred på stort set alle parametre.
»Der er kommet færre medarbejdere i forhold til beboere, mindre tid til den enkelte beboer, og så handler det også om, om der er tid og mulighed for at vende problemer med en kollega, og om man får støtte af lederen.«
Demenspsykolog Anneke Dapper Skaaning har udtalt, at sagen ikke handler om ressourcer, men om faglighed og afmagt i forbindelse med at håndtere demensramte beboere.
Men ifølge Tine Rostgaard er de to ting forbundne.
»Jeg tænker, at afmagten kommer af, at man føler sig presset i hverdagen og bliver nødt til at prioritere og vælge mellem beboere, der har behov for hjælp,« siger hun.
To varme hænder er bedre end ingen
Igennem de seneste mange år har plejehjemsektoren, ifølge Tine Rostgaard, været udsat for fokus på dårlige vilkår. Det, mener hun, har været med til at skabe en manglende anerkendelse af faget.
»Man sidder jo ikke og praler ved middagsbordet med, at man er social- og sundhedshjælper. Der bliver set ned på det,« siger Tine Rostgaard, som bygger det på undersøgelser blandt medarbejderne.
Her fortæller en del af dem, at de af den årsag ikke længere ønsker at være i branchen. Derfor mener professoren, at et stigende antal medarbejdere har søgt andre veje, og at det også har fået færre unge til at søge ind på uddannelsen.
Det har resulteret i, at plejehjemmene i øjeblikket har svært ved at rekruttere medarbejdere og måske derfor i højere grad har benyttet sig af ufaglærte. For som hun siger: To varme hænder er bedre end ingen.
»På grund af det her rekrutteringsproblem er det min antagelse, at der er blevet ansat flere ufaglærte i plejehjemsektoren,« siger Tine Rostgarrd, som kalder det for en nødløsning, at man ude på de enkelte plejehjem forsøger at »lappe hullerne med den arbejdskraft, der nu er til rådighed«.
Hun foreslår, at man får dannet sig et overblik over, hvor mange ufaglærte de forskellige arbejdspladser bruger, og hvordan de bliver hjulpet til arbejdet med beboerne, så man kan se på, om noget skal ændres.
»Det er jo ikke nødvendigvis, fordi en ufaglært ikke kan varetage sit arbejde, men man kunne godt kigge på, hvad det er for nogle opgaver, de bliver sat til, og hvordan de bliver superviseret af for eksempel en udlært medarbejder. Hvad er det for nogen kollegiale sammenspil, der foregår?«
Og her spiller ledelsen en rolle. For ledelsen på de enkelte plejehjem bør sikre en sund kultur blandt medarbejdere og beboere, understreger Tine Rostgaard. Men først og fremmest skal løsningen findes i flere midler og i at få skabt en ny og bedre status for faget for på den måde at komme rekrutteringsproblemet til livs.
»Vi skal sørge for, at de unge synes, det er et interessant fag,« siger hun.
»Økonomien skal på en eller anden måde anvendes til at få løftet status for arbejdet ved at skabe fokus på de gode historier i faget, så der kommer den her pulje af medarbejdere at kunne tage af.«
Tine Rostgaard peger desuden på mere efteruddannelse som en del af løsningen for at opkvalificere personalet til at kunne håndtere komplicerede beboere.
»Men igen, så handler det jo også om økonomi,« siger Tine Rostgaard.
Jeg har været i kontakt med det institutionaliserede ældreområde i knap tres år. Først som sekstenårig, hvor jeg havde feriearbejde på et (privat) plejehjem. Dengang besluttede jeg, at jeg aldrig ville lade mig installere et sådant sted på grund af den uværdige behandling, jeg oplevede de ældre blive udsat for.
Senere i livet har jeg i en lang årrække som konsulent været i kontakt med adskillige plejehjem, og jeg er hver gang blevet bekræftet i det rigtige i min tidlige beslutning, for de indsatte lever ikke værdige liv på plejehjemmene. Det afspejler sig bl.a. også i, at de ansatte - når jeg har spurgt dem, om de kunne tænke sig at blive indsat på det plejehjem, hvor de nu er ansat, når/hvis de på et tidspunkt skal på plejehjem - har svaret benægtende. Tænk at have sit daglige arbejde et sted, hvor man ikke selv kunne tænke sig at være som gammel.
Når Tine Rostgaard i artiklen bliver citeret for, "at Danmark generelt har en god ældrepleje med værdierne i orden, og at der er tale om enkeltstående sager, hvor man har gravet de værste eksempler frem", så må jeg erklære mig fundamentalt uenig. Mine erfaringer og undersøgelser viser, at vi generelt har en dårlig ældrepleje, hvor disse 'værste eksempler' blot er toppen af isbjerget.
Jeg har forståelse for ønsket om at benægte denne tingenes tilstand, for det er jo ikke til at holde ud at forholde sig til realiteterne; men de gamle på plejehjemmene lider hver dag i større eller mindre grad. Og det kan vi ikke være bekendt - vi skulle skamme os. Hele vejen fra top til bund i.
For mit eget vedkommende har jeg besluttet en individuel løsning på dette kollektive problem: jeg har en boltpistol, som kan forebygge, at jeg skulle komme til at leve den sidste tid af mit liv under ydmygende forhold. Hellere en værdig død end en uværdig periode som indsat på et plejehjem.
Jeg tror, at man gjorde både hjemmehjælpere og sygehjælpere en gevaldig bjørnetjeneste, da man smækkede fagene sammen i en uddannelse med grunduddannelse og overbygning.
Man burde have fastholdt, at der var tale om to forskellige slags fagligheder - både af hensyn til dem med specialiseret viden og dem med mere grundlæggende fysisk arbejde i folks hjem.
Nu skal "vi" passe på ikke at tale ældreplejen ned i et sort hul.
Det er bedre at få rettet op på de dårlige ting i ældre plejen.
Fx. skulle den fast afsatte tid til dit og dat ophæves så beboerne og plejepersonalet selv fandt hvor meget tid dit og dat tog.
Hørte venstres ordfører på område være forfærdet og mente at det var et forkert personale og ledelse samt at det var kommunernes ansvar. Hun talte ikke om de sidste mange års - med de fleste med Venstre på regerings magte og med støtte fra DF - hvor tidsskemaerne er indført , færre til at passe flere ældre osv...... osv........
Senere i livet har jeg i en lang årrække som konsulent været i kontakt med adskillige plejehjem, og jeg er hver gang blevet bekræftet i det rigtige i min tidlige beslutning, for de indsatte lever ikke værdige liv på plejehjemmene.
Ja som konsulent er dejlig væk fra det slemme...
Min mor var på plejehjem fra 1998 til 2000. Det var ikke ret stort, men lejligheden var pæn med billeder og møbler fra hjemmet. De ansatte var store bondekoner fra Esbjergs omegn. Om de var uddannede eller ved jeg ikke, men de var varme , rolige og venlige. De bagte hver dag og lavede mad med de gamle og demente beboere. Minmor strøg tøj. Det havde de fundet ud af at hun godt kunne lide. Jeg har hørt at der har været personalenedskæringer siden, men min mor havde det så godt som man nu kan have det når man har mistet hukommelsen. Bemanding er vigtig både hvad angår antal og holdning. Ikke mindst det sidste.
Det er nu ni år siden mine besøg gennem 14 år på plejehjem ophørte, men noget tyder på at mine erfaringer ikke er forældede.
Jeg må give Tine Rostgaard fuldstændig ret i hendes bud på plejehjems to vigtigste problemer idag. Fx er det absurd som hospitaler må udskrive patienter "i utide", så plejehjemmene modtager beboere der er meget mere plejekrævende end hjemmene har fået tildelt resurser til at klare.
I normeringer toges/tages der heller ikke højde for at elever og ufaglærte er enormt tidskrævende for det erfarne personale. Tid der går fra beboerne.
Begge disse forhold fremgår ikke af regneark, men betyder alverden ude i plejehjemmene.
Foruden dette at det er blevet illusorisk at ha’ specielle afsnit for demente beboere.
Rettelse: for ca. syv år siden deltog jeg i en undersøgelse af maden på plejehjem. I den anledning besøgte jeg vel 30 plejehjem, og jeg mødte næsten kun god vilje til at skabe trygge rammer på henad håbløse vilkår. Præcis de vilkår Tine Rostgaard påpeger. Og de vilkår der gør at det er forståeligt når det aktuelt ikke er nogen ønskedrøm for mange at arbejde på eller at ende sine dage på et plejehjem.
Men der kunne nu godt laves dokumentarer der viste de positive tiltag for at få det bedste ud af de givne omstændigheder!
Måske man også skulle se lidt på udenlandske plejehjem? Jeg mindes i hvert fald et besøg på et nydeligt, dyrt, privat plejehjem i Tyskland; bagefter tænkte jeg at sådan et plejehjem for alt i verden ikke måtte blive standarden hjemme.
Emnet e ganske aktuelt, og at der virkelig er noget galt behøver man ikke den store eksamen for at indse.
i artiklen får vi så de sædvanlige universitære floskler, der lyder så pæne og renskurede; "der mangler økonomiske midler, og at plejehjemmene ikke kan finde tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft", eller som jeg læste det for nylig i en udtalelse fra den ene dirketør i enten Randers eller Århus, hvor der så end var; "han savnede det kald i arbejdet med ældre, som han havde forventet", - ikke "et kald" han selv ville leve med hverken arbejdsmæssigt eller lønmæssigt med, men en fantasi som han mente sig naturligt berettiget til som undskyldning.
Indenfor hospitalsvæsenet har man også det samme, - men her hedder det i stedet for "et kald" det lidt finere "en gerning" - den er til gengæld ganske vellønnet.
Både af personlige oplevelser og via beretninger i medierne virker det som om, det går rigtig godt på private plejehjem - eller i hvert fald betydeligt bedre. Hvordan kan det lade sig gøre? De økonomiske rammer er jo de samme som på offentlige plejehjem.
Vi kan begynde med IKKE at se ned på uddannelserne til social- og sundhedshælpere og social- og sundhedsassistenter.
At hvis unge, især kvinder ikke lige "kan andet" eller har specifikke ønsker, så kan de blive presset til at begynde på ovennævnte uddannelser. Hvis de fuldfører blver de sjældent de mest motiverede. Undervejs i nævnte uddannelser er der en del frafald. For en dels vedkommende kan det skyldes at de er presset ind i noget, de dels ikke ønsker, dels kræver enormt meget af den enkelte. Det er ikke papkasser man arbejder med, men mennesker, der oftest ikke længere kan styre deres eget liv. med den afmagt og frustration, det kan medføre
Dårlig løn, presset arbejdsforhold dokumentationcirkus dårlig arbejdstider hvem gider det.
Det er mange grunde til, at det er gået så galt, men én af grundene skal findes i den overdrevne konstante evaluering og optimering. Den tyske sociolog Hartmut Rosa henviser i sin lille bog ”Det ukontrollerbare” 2020 til Alfons Mauers bog, ”Das Resonanzkonzept und die Altenhilfe. Zum Einsatz digitaler Technik in der Pflege ” 2018. Rosa siger bl.a., ”at plejepersonale kan berette om en stigende forskydning af opmærksomheden. I interaktionen mellem plejepersonale og den plejekrævende mødes knap nok to selvstændige individer, der taler med hver deres stemme, for fokus ligger derimod på de stadigt stigende antal målbare, dokumenterbare og især optimerbare parametre. Hvordan er er blodtrykket? Pulsen? Etc.
Sagt med andre ord, så er konstant evaluering og optimering blevet indbegrebet af det moderne teknologiske fremskridt, og her er fokus på livskvalitet og sociale relationer ganske fraværende, og det gælder langt fra kun indefor ældreplejen.
Håber jeg når at dø før jeg bliver et plejetilfælde. Ikke så meget p.g.a. de faciliteter jeg får stillet til rådighed og den storkøkkenmad, som skal holde mig i live. Der hvor jeg ikke vil være med er det respektløse plejepersonale jeg højst sandsynlig risikerer at blive udsat for og ydmyget af. Håber nogen har opfundet en plejerobot, som kan klare opgaven inden da, eller at aktivt dødshjælp kan hjælpe mig ud af en sådan situation. Hellere dø ind blive udsat for et plejehjem.
Steen Obel du skriver: '
Jeg har været i kontakt med det institutionaliserede ældreområde i knap tres år.'
Selv om du som 16-årig besluttede dig for ikke at lade dig installere sådan et sted. Det er så åbenbart som konsulent du har været 'installeret'.
Men hvad har du egentlig lavet som konsulent derinde? Jeg går ud fra, du har fået løn ligesom nogle af de andre faglærte installerede (personalet for god ordens skyld). Tager jeg fejl?
@Gert Romme; "Her brugte man på en eller anden måde at dope hende, hver gang vi kom uanmeldt".
Nu foregår det jo sådan, at lægen ordinerer den medicin, der udleveres. For det meste kommer denne dosis pakket med dato og klokke slet. Og den medicin, der ordineres af lægen, er efter en sundhedsfaglig vurdering.
Det er ikke sådan, at plejehjemmet har et arsenal af opioider liggende, så de kan få lillemor til at falde til ro, når bemandingen er lav.
@Jeppe Lindholm; "Der hvor jeg ikke vil være med er det respektløse plejepersonale jeg højst sandsynlig risikerer at blive udsat for og ydmyget af".
Nu er vi alle ikke ligesom dem, du har set i tv. Heldigvis. Synes faktisk, din kommentar er respektløs.
Gert Romme, det der med at inddrage plejehjemsbeboere i madlavningen er ikke så lige til! Der er fx hygiejniske hensyn at ta’, og pladsforhold i køkkenerne kan være for ringe. Desuden kræver det meget personale og meget af personalet at sørge for at maden bli’r så det er forsvarligt at servere den for alle. Og så er der lige det som en beboer der var rask nok til at kunne bli’ "køkkenaktiveret", sagde: "tak, jeg har skrællet kartofler nok i mit liv!"
Men jeg ved godt at der er få steder, denne form for aktivering er blevet gennemført. Om den så stadig er det? Konceptet var vældig oppe i tiden for en snes år siden... det har sikkert vist sig for dyrt at gennemføre, og ikke alment brugbart nok??
Stakkels personale på plejehjemmene i disse tider. Alt deres omsorg, hårde arbejde og entusiasme drukner i fortællingerne om, hvor dårligt det hele er. Jeg kan sgu godt forstå at få efterhånden gider! Især i disse tider hvor antallet af patientklager er på himmelflugt og forståelsen for fællesskabet hos både patienter og pårørende er for nedadgående. Hvor overfusninger og optagelser med skjult kamera er blevet en del af hverdagen og hvor der mange steder opleves, at pårørende ligger et urimeligt stor beslag på personalets i forvejen sparsomme tid. Personalet plejer de svært demente, et job der kræver stor empati og viden. Lønnen er dårlig, arbejdet er ikke det lækreste (afføring, urin, opkast), normeringen er dårlig og arbejdsmiljøet mange steder elendigt.
Stor tak til alle de gode, omsorgsfulde SOSU´er, der gør deres bedste på trods af svære arbejdsforhold. Kynisme og udbrændthed forekommer i alle brancher, måske især hvor der arbejdes med mennesker og det er godt, at dårlige forhold kommer frem i lyset. Men når fokus bliver så ensidigt på det dårlige, skader det hele faget og medierne har da helt klart også et ansvar for hvilke historier der bringes!
"Information" kunne da snildt være med at løfte et samfundsansvar her og skrive nogle goder historier om SOSU´erne, så vi fik et mere nuanceret billede af de danske plejehjem! Og få inspireret nogle flere af de unge, empatiske mennesker til at tage uddannelsen. Også gerne nogle af dem med gode karakterer. Men der er vel flest penge i at skrive om skandalerne.