Analyse
Læsetid: 4 min.

Der er ikke mange faste rammer i lærernes arbejdstidsaftale. Men den kan alligevel føre til bedre arbejdsvilkår

Der sættes ikke faste rammer for undervisnings- og forberedelsestid i lærernes ny arbejdstidsaftale, men den rummer forbedringer i form af mere bløde krav om forudsigelighed, rimelighed og samarbejde. Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt for lærerne
Den ny arbejdstidsaftale vil formentlig kunne føre til bedre vilkår for de mest pressede lærere i kommuner uden lokalaftaler.

Den ny arbejdstidsaftale vil formentlig kunne føre til bedre vilkår for de mest pressede lærere i kommuner uden lokalaftaler.

Niels Christian Vilmann

Indland
13. august 2020

Der var god grund til både store ord og takketaler, da Danmarks Lærerforening (DLF) og Kommunernes Landsforening (KL) tirsdag nåede til enighed om en arbejdstidsaftale for landets 40.000 lærere.

Selv om det nærmest var en bunden opgave for parterne at nå til enighed efter syv år uden overenskomst, har vejen fra lockout og lovindgreb i 2013 og frem til aftalens indgåelse tirsdag været lang og svær.

Hverken ved overenskomstforhandlingerne i 2015 eller 2018 kunne DLF og KL blive enige om en ny aftale, der kunne erstatte den forkætrede lov 409, der siden 2013 reelt har udgjort lærernes arbejdstidsaftale.

Ganske vist er der igennem årene blevet indgået lokalaftaler i flertallet af landets kommuner. Men centralt har parterne ikke kunnet nå til enighed om, hvordan lærerne skulle kunne få – for dem at se – rimelige rammer om deres arbejds- og forberedelsestid, samtidig med at kommuner og skoleledere skulle have ret til at lede og fordele arbejdet.

Efter det andet forliste forsøg på at nå til enighed i 2018, blev der nedsat en kommission som via skolebesøg, undersøgelser og forskeranbefalinger skulle løsne op for den knude, som Lærerforeningen og KL har stået med siden 2013.

Både lærerkommissionens anbefaling om mere samarbejde samt DLF og KL’s samarbejdsaftale, Ny Start, har uden tvivl blødt op for de tilsyneladende så uforenelige krav fra lærernes og arbejdsgivernes side. Men tiden har også arbejdet.

Lærerne har de seneste år under både VLAK- og S-regeringen oplevet, at deres kritik af timetal, test og inklusion m.m. er blevet taget mere alvorligt.

Ligesom KL nok også har erkendt, at det var på tide at genoprette samarbejdet på skoleområdet, og det derfor ikke nyttede noget at stå for stejlt på, at kommuner og skoleledere fortsat skulle have ubegrænset ledelsesret over lærerne og deres arbejdstid, forberedelsestid og tilstedeværelse.

Lærerne har rykket sig

På papiret ser det dog ud til, at lærerne har rykket sig mest, når de nu – syv år efter konflikten – har indgået en arbejdstidsaftale, der hverken sætter konkrete tal på antallet af undervisningstimer eller på, hvor meget forberedelsestid lærerne har krav på.

Som formand for lærernes overenskomstudvalg, Gordon Ørskov Madsen, diplomatisk sagde til Information, er der snarere tale om »en helt ny slags arbejdstidsaftale«, end om at lærerne har givet sig.

Det er i hvert fald nyt ved aftalen, at den er meget lidt konkret og lægger stor vægt på dialog og samarbejde mellem lærere, skoleledere og kommunerne lokalt. Men at opgive de håndfaste krav har formentlig været prisen for overhovedet at kunne få stykket en ny overenskomst sammen i 2020. Det lagde DLF’s formand, Anders Bondo Christensen, også op til, efter lærerkommissionen kom med sine anbefalinger i slutningen af 2019.

Når kommunerne har afvist at sætte et konkret timaantal på henholdsvis undervisnings- og forberedelsestid, handler det om økonomi. Hvis lærerne får et ufravigeligt loft over antallet af undervisningstimer, kan det blive hundedyrt for kommunerne at leve op til skolereformens krav om et ganske højt timeantal.

Selv om flere partier inklusive regeringen efterhånden er villige til at skære ned på antallet af undervisningstimer, er det endnu ikke sket. Og hvis kommunernes økonomi bliver presset, er det bekvemt at kunne skrue på lærernes timetal.

Selvom aftalen af kritiske lærere er blevet kaldt en »ikkeaftale« og »værre end lov 409«, er der også lyspunkter. Skolelederen skal sammen med læreren udarbejde en opgaveoversigt, som angiver den mængde undervisning, andre aktiviteter og anslået tid til forberedelse, som læreren skal stå for i løbet af skoleåret.

Oversigten over den enkelte lærers arbejdstid skal være så detaljeret, at det er muligt at vurdere, om der er sammenhæng mellem lærernes tid og deres arbejdsopgaver, uden at det fører til »utilsigtet timetælleri«. Oversigten skal ligge klar fem uger før skoleårets begyndelse, og skoleledelsen skal udlevere en opdateret opgørelse over lærernes arbejdstid hver tredje måned.

De krav vil kunne føre til mere forudsigelighed i arbejdet for lærerne, men om det vil kunne føre til en mere rimelig arbejdsbyrde og mere tid til forberedelse for lærerne er et åbent spørgsmål. Problemet med den ’nye slags’ arbejdstidsaftale er nemlig, at ’sammenhæng’, ’dialog’ og ’samarbejde’ ikke er synderligt håndfaste krav, som lærere og fagforeninger vil kunne gå videre med i det fagretslige system, hvis der opstår tvister.

Kravene om en detaljeret opgaveoversigt, der skal ligge klar i god tid, og om, at det skal være muligt for lærerne at forberede sig i sammenhængende tidsperioder – og ikke i frikvartererne før timen, er dog rimelig håndfaste.

Derfor vil arbejdstidsaftalen formentlig kunne føre til bedre vilkår for de mest pressede lærere i kommuner uden lokalaftaler. Og for lærere i kommuner med gode lokalaftaler, der sikrer rimelige arbejdsforhold, er den gode nyhed, at de kan få lov at bestå trods den centrale arbejdstidsaftale.

Manglen på håndfaste krav gør, at en del lærere i skuffelse vil stemme nej til arbejdstidsaftalen, når de i løbet af august skal stemme om den. Om det er nok til at få flertallet til at stemme nej, er dog tvivlsomt. For tiden har også arbejdet for lærerne, der nu for første gang i mange år kan se en ende på balladen om deres arbejdstid og i stedet rette blikket mod et bedre samarbejde om skolen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvilken rationale der retfærdiggører at ødelægge lærernes naturlige passion for læregerningen?
Hvad har man opnået ved at indføre 'management' af lærernes frie udfoldelser i deres forberedelse og undervisning?
For hvem lavede man reformen siden det kun resulterede frustration og stress hos lærerene er og eleverne?
Vill det ikke have været bedre hvis man spurgte lærerene og eleverne om de mangler de havde og støttede omkring dem i stedet for at ødelægge det gode man allerede havde; lærerenes selvstændighed og frihed der gavnede kvalitets undervisning for eleverne?
Det man fik ud af reformen; mange lærere flygtede fra lærergerningen og dem der er tilbage, er stressede og der er pressede stemning mellem lærer og elverne. En ellers bedst fungerende undervisningsmiljø blev ødelagt af politikker der lavede reformen for reformens skyld!

Karsten Aaen, Carl Chr Søndergård, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar