Interview
Læsetid: 6 min.

Forsker: Sikkerhedsindustrien har fortrængt flygtningeperspektivet fra europæisk grænsepolitik

Sikkerhedsindustrien har med stor succes påvirket den måde, EU håndterer flygtningeproblematikken på. Det har ført til en bevægelse væk fra et civilt og humanitært fokus til højteknologiske løsninger som biometriske databaser, droner og sensorer
På sikkerhedskontoret i havnebyen Patras i Grækenland afslører man med en scanner flygtninge, der skjuler sig i hemmelige rum i lastbiler. Her i en appelsintransport.

På sikkerhedskontoret i havnebyen Patras i Grækenland afslører man med en scanner flygtninge, der skjuler sig i hemmelige rum i lastbiler. Her i en appelsintransport.

Jacob Ehrbahn

Indland
18. august 2020

De ydre europæiske grænser er i stigende grad blevet militariseret, og det har store negative konsekvenser for de mennesker, der forsøger at krydse dem.

Militariseringen er sket som følge af en årelang proces, hvor militær- og sikkerhedsindustrien er lykkedes med at påvirke den europæiske tilgang til flygtningehåndteringen.

De store selskaber i militær- og sikkerhedsindustrien har været med til at sætte rammerne for EU-forskningsprojekter, der skulle levere innovative tekniske løsninger til at få flygtningestrømmen under kontrol. Og de samme selskaber har fået millionkontrakter, når teknologierne skulle udrulles i den virkelige verden.

De teknologiske løsninger fokuserer på alt fra store europæiske databaser med biometriske data til kystovervågningssystemer med droner og radarer. Af industrien bliver det solgt som smarte og højteknologiske grænsesystemer, men for de mennesker, der forsøger at krydse grænserne, har det gjort rejsen farligere, siger Martin Lemberg-Pedersen, der er adjunkt på Aalborg Universitet.

»Grænsen er blevet utroligt dødelig. Og det er vigtigt at være opmærksom på, når man snakker om det her marked for grænsekontrol,« siger han.

»Antallet af mennesker, der dør i forsøget på at nå Europa ved at tage ud på de farlige ruter, også før de når Middelhavet, er steget ganske kraftigt, nøjagtigt samtidig med at grænsekontrolssystemerne er blevet udbygget. Her har især store italienske, franske og spanske virksomheder scoret flere og flere kontrakter, men man skal ikke lade sig forlede af deres apolitiske retorik om glatte, hurtige, nemme og højteknologiske systemer,« siger Martin Lemberg-Pedersen.

Han har sammen med to assistenter i en ny rapport analyseret forskningsprogrammer, samarbejdsaftaler, kontrakttildelinger og lobbyaktiviteter for den europæiske sikkerhedsindustri. De har bygget databaser over tildelinger af kontrakter og forskningsmidler og fundet frem til, hvordan militær- og sikkerhedsindustriens giganter som Thales og Safran sammen med it-giganter som Accenture og Atos dominerer den europæiske grænseindustri.

Sikkerhedsindustrien har igennem interesseorganisationer som European Organization for Security (EOS) lobbyet for etableringen af et fælles europæisk sikkerhedsmarked og argumenteret for, at flygtningeproblemet bedst blev håndteret igennem en fælleseuropæisk tilgang til beskyttelse af grænserne. En tilgang som har betydet profitable EU-udbud, offentlig støtte for milliarder og kontrakter.

En anden organisation, Kangaroo Group, der består af en blanding af tidligere højtstående politikere, nuværende europæiske parlamentarikere og repræsentanter for militær- og sikkerhedsindustrien, har også været effektive lobbyister. Kangaroo Group blev stiftet i 1979 som en »uformel gruppe af venner i EU-parlamentet« og er i dag registreret som en belgisk NGO. Målet for Kangaroo Group er ifølge forskningsrapporten at udvikle »et ægte grænseløst fælles marked«, som er et »win-win for forretningsliv og forbrugere«.

Samtidigt argumenterer de for, at de åbne grænser mellem medlemslandene »kun vil blive opretholdt, hvis unionens eksterne grænser er tilstrækkeligt beskyttede«. En beskyttelse, som gruppens industrivirksomheder netop er i stand til at levere produkter som bevægelsesdetektorer, offshoresensorer, satellitter og overvågningssystemer til.

Det, der ikke levnes meget plads til ved industriens højteknologiske tilgang til grænsekontrol, er flygtningeperspektivet, påpeger Martin Lemberg-Pedersen.

»Hvis vi ser det fra perspektivet fra en kvinde, der flygter fra Libyen og går om bord i en båd i Tripoli efter at have tilbragt flere måneder under forfærdelige forhold i lejrene, så bliver den her teknologi brugt til at identificere båden på lang afstand,« siger Martin Lemberg-Pedersen.

»Det kan være droner eller overvågningsalarmer, der kommunikerer enten til Frontex eller til det italienske koordinationscenter i Rom. Så alarmeres den libyske kystvagt, som bruger radar og alle de andre overvågningsløsninger til at trække bådene tilbage til lejrene og de forfærdelige forhold.«

Væk fra det civile

Sikkerhedsindustriens kommercielle satsning på grænsekontrol har ifølge Lemberg-Pedersen taget fart igennem de sidste årtier, og det har gjort beskyttelsen af EU’s ydre grænser til en milliardindustri.

Modningen af et kommercielt marked har været medvirkende til, at fokus har flyttet sig fra de civile og humanitære aspekter af flygtningepolitikken og over til et fokus på, hvordan professionaliserede løsninger kan skabe sikkerhed, kontrol og inddæmning.

»Teknologien gør det muligt at opfange og opretholde et system, hvor fordrevne mennesker bliver inddæmmet især uden for Europa eller på Europas grænser,« siger Martin Lemberg-Pedersen og bruger udviklingen omkring den græske Moria-lejr som eksempel på skiftet fra det civilt styrede til det markedsbaserede.

»Hvis vi spoler tilbage til 2015, så var det en masse græsrods-NGO’er, der var tilstede på de græske øer. Det slog EU ned på og erstattede dem med et system med hotspotinfrastruktur, som kræver en lang række forhold: Sikkerhed, biometri, hegn, kontrol, rengøring, mad og registrering. Hotspotteknologien medførte en regn af underkontrakter, som blev styret fra centralt EU-hold i modsætning til græsrodsfasen,« siger Martin Lemberg-Pedersen.

»Det er ret vigtigt at være opmærksom på, at den her regn af kontrakter og den profit, der blev skabt der, skete, uanset hvordan forholdene var for de mennesker, der blev spærret inde i lejrene. Siden da har vi uden undtagelse set, at lejrene var overbelagte, at der var langt flere mennesker, end der burde være. Vi har set epidemier sprede sig med sygdomme, man ikke finder ellers i Europa, fordi man her har adgang til rent vand og medicin.«

Både Det Arabiske Forår i 2010-11 og krigen i Syrien førte særligt i 2015 til en stor stigning i flygtningetallet. Så mens teknologierne godt kan fremvise resultater i forhold til at gøre det sværere for flygtninge at krydse Middelhavet eller skabe stærkt overvågede grænseovergange på land, så viser de to kriser, at teknologierne ikke skræmmer folk fra at gøre forsøget på mere og mere risikable ruter, påpeger Martin Lemberg-Pedersen.

»Fordrivelse har det med at blive skabt på grund af krige, konflikter og naturkatastrofer. Selv om der i 2015 havde været mindst et årti af udvikling med mere grænsekontrol, opbygning af store systemer, masser af kontrakter og samarbejde med tredjelande som Libyen, Marokko, Tunesien og Tyrkiet, så vi alligevel det største ankomsttal til Europa i meget lang tid,« siger han.

»Når der sker sådan nogle kriser, så ser det ud til, at dødstallet simpelthen bare stiger, mens folk stadig forsøger at immigrere, fordi de er desperate nok. Så infrastrukturen er bygget på nogle antagelser om, at man kan begrænse antallet af flygtninge, som vi flere gange har set være forkerte, når fordrivelseskriser rammer tæt på Europa.«

Nationale interesser

Et af de bærende argumenter for de milliarder, EU har pumpet ud i subsidier til sikkerhedsindustrien, har været skabelsen af et fælles europæisk sikkerhedsmarked inden for alt fra terrorbekæmpelse til militære produkter og grænsekontrol.

Et fælles europæisk marked er ifølge industriens lobbygrupper nødvendigt for, at europæiske virksomheder kan konkurrere med amerikanske og asiatiske virksomheder – og skal samtidig modvirke et fragmenteret marked, hvor de store forsvarsnationer i Europa ikke samarbejder. Men ifølge Martin Lemberg-Pedersen er de nationale interesser i høj grad til stede i udviklingen af teknologier til grænsekontrol, og de stærke nationer forsøger at fremme de løsninger, som deres egne store selskaber har interesser inden for.

»Et fælles europæisk marked bliver præsenteret som en måde, hvor man kan undgå den såkaldte fragmentering af den europæiske sikkerhedsindustri. Men samtidig er medlemslandene i høj grad involveret i at fremme deres egne nationale industrier, og det betyder, at de spiller på begge heste. At de både taler om et fælles europæisk marked, men også forsøger at fremme deres egne industrier, og hvor mange kontrakter de vinder.«

– Hvis man har en målsætning – som vel også kan være geopolitisk – om, at man gerne vil opbygge en industri på europæisk grund, som kan levere sikkerhed, er det så ikke legitimt nok?

»Spørgsmålet er, hvordan man definerer sikkerhed. I stigende grad bliver det humanitære aspekt af asylpolitik – altså det at folk er på flugt – foldet ind i en sikkerhedspolitisk optik. Hvis man ser på den retorik, som mange af de her virksomheder har, når de taler om flugt, så er det humanitære aspekt stort set fraværende. Den sikkerhedspolitiske retorik tager overhånd og betyder, at en lang række andre perspektiver og stemmer fra virkeligheden som asylansøger udelades,« siger Martin Lemberg-Pedersen.

»Selvfølgelig kan man sige, at sikkerhedspolitik overordnet er et legitimt politisk mål. Men spørgsmålet er, om asylpolitik nødvendigvis skal frames som det. Det handler også om, hvad konsekvenserne er for de rigtig mange mennesker, der mister livet, når deres skæbner bliver omfattet af de her nationale økonomiske interesser og sikkerhedsmanøvrer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sådan kan man jo også se på det - altså at: "Sikkerhedsindustrien har fortrængt flygtningeperspektivet fra europæisk grænsepolitik".

Jeg bor få hundrede meter fra en grænse ind i EU, hvor flere hundrede fortvivlede flygtninge forsøger at komme ind hver dag. Her møde vi ofte ulykkelige flygtninge - endda i vores egen lille frugtplantage, men vi ser endnu oftere politibiler med trådbet for vinduerne her på bjerget. Derfor ser jeg altså anderledes på det.

Som jeg ser det, er det EU-landenes politiske ledere der har fjernet deres fokus fra humanisme og menneskelighed til den underlige om menneskefjendske holdning man har i dag.

Herved skaber de en EU-kollektiv politik, der resulterer i etablering af EU’s grænseagentur, "Fromtex", Og i takt med at Frontex åbenbart har problemer med at løse opgaverne, giver det Frontex mere teknologi og større beføjelser.

Og så er der vel ingen der har problemer med at forstå, at industrien forsyner markedet, når der er en efterspørgsel efter overvågnings- og sikkerhedsudstyr.

Men resultatet af EU-landenes politiske lederes umoralske og forfladige menneskesyn er altså også, at man ser mellem fingrene på, at visse landes politikorps ligefrem bevidst mishandler flygtninge og stjæler deres livnødvendige mobiltelefoner. Og dette sker i et omfang, at man ligefrem kan få opfattelsen af, at visse lande aflønner deres politikorps efter, hvor brutale de kan være.

Så altså - som jeg ser det, skyldes det stort set EU-landenes politiske ledere.

Jens Flø, Kenneth Krabat, Lillian Larsen, Sigstein Oecologicus, Erik Pedersen, Jan Nielsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, skræmmende, menneskesmuglerne tjener penge. Samme forskydning af perspektiv og retorik er sket indenfor forskning, kommunikation, journalistik, politik. Dehumanisering af Europa til fordel for teknologi og regneark.

Philip B. Johnsen

Når danskere vælger politikere til folketinget, der myrder børn uden at det får konsekvenser.

Det er dette den systemiske racisme i Danmark bliver brugt til, de gentagende negative omtaler af danskere der ikke er hvide, de titusinder negative omtaler af danskere der ikke er hvide.
Det er en strategi der er lige så gamle som den dansk slave handel, den umenneskeliggør mennesker der ikke er hvide, hved gentagende problematisering af danskere der ikke er hvide, så mord på flygtende børn, kvinder og mænd i gummibåde på Middelhavet betalt af danske vælgere, ikke rapporteres og ingen opmærksomhed får.

Kenneth Krabat, Ruth Sørensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Den lille syriske dreng i vandkanten druknet på Middelhavet, er billedet på den danske systemiske racisme.
Det er voldsomt, men de gentagende politiske nedgørelser af ikke hvide danskere, gør det udholdeligt.

Link: https://www.berlingske.dk/internationalt/et-ubaerligt-billede

Kenneth Krabat

Det må være svært at være politiker i dag. Man skal kunne så meget.

Kenneth Krabat

[Undskyld. Det var sarkasmeknappen, der havde sat sig fast].

Jeg mente selvfølgelig, at det er befolkningen der skal vælge kompetente politikere.

Kenneth Krabat

[damn!]

Politikken bliver påvirket af alle interessenter, såvel sikkerhedsindustrien, som modtageindustrien og integrationsindustrien i alle led. Det gælder nok uanset om det er organisationer der har lønnede beskæftigede, eller ulønnede beskæftigede.