Når man som jeg er brun i huden og har sort hår, kan man nogle gange godt føle sig som andenrangsborger.
I flere år var jeg aktiv i en ungdomspolitisk organisation, hvor jeg løbende deltog i den række arrangementer. For omkring et års tid siden blev jeg for eksempel inviteret med til en fodboldturnering i Jylland. Det takkede jeg ja til, og så valgte jeg at tage mine to brødre med, fordi jeg tænkte, det kunne være sjovt for dem.
Turneringen gik i gang, vi spillede en masse kampe, og da dagen var omme, havde vores hold vundet. Vi var selvfølgelig rigtig glade, og det blev annonceret, at vi ville få overrakt en præmie. Det fandt sted lidt senere på aftenen i en mindre sal, hvor der var opsat en scene til lejligheden. Vi var omkring 50 personer samlet.
En af de ansvarlige for arrangementet trådte op på scenen og sagde, at nu skulle vinderne lykønskes. Han bad et par repræsentanter for vinderholdet om at komme op til ham, og det blev så mig, min ene bror og en anden af holdkammeraterne, som modsat os var etnisk dansk. Min bror tog imod pokalen, jeg fik boblerne, og folk i salen klappede. Men pludselig var der en, der råbte noget.
»De skal ikke integreres, de skal sendes hjem,« lød det.
»Ghettoperkere,« sagde en anden.
Nogle i salen grinede.
Jeg kiggede over på min bror, som var holdt med at smile. Det gjorde ondt i min mave, og jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg havde inviteret ham med, og at vi nu stod i denne situation. Jeg tog fat i ham, og vi forlod scenen, så hurtigt vi kunne.
Det var nok det mest ydmygende, jeg nogensinde har været udsat for.
Murad Ünsal
- 22 år, bor i Køge
- Læser samfundsvidenskabelig bachelor på RUC
- Født og opvokset i Danmark, forældre er oprindeligt fra Tyrkiet
En person gik over til dem, der havde råbt, og bad dem sige undskyld. Men vi fik aldrig en ordentlig undskyldning.
Noget af det, der gik mig meget på, var, at jeg følte og føler mig lige så dansk som de andre. Jeg kan ikke gøre for, at mine forældre kommer fra Tyrkiet. Faktisk er det noget, jeg er stolt af, ligesom jeg også er stolt af at bo i Danmark. Alligevel skulle jeg ydmyges på den måde, alene på grund af min hudfarve. Det, der gjorde det endnu værre, var, at det skete blandt en masse andre ungdomspolitikere, som jeg tænkte, burde vide bedre.
Det er langtfra første gang, jeg har fået sådan nogle kommentarer. Ved siden af mine studier arbejder jeg på en tankstation. Her kom en kunde engang ind, kiggede på mig og udbrød: »Puha, hvor her lugter af neger.« Af en anden kunde er jeg blevet kaldt »perker«.
Kommentarerne gør, at jeg sommetider ikke føler mig ligestillet med andre personer her i landet. Jeg er ked af, at det første folk lægger mærke til, når de ser mig, er min hudfarve. Sådan burde det ikke være.
Hvordan ser racisme ud i Danmark?
Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.
Seneste artikler
30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark
13. august 2020Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærdI 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig
10. august 2020Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serienDet var ikke mine kompetencer, der blev afvist. Det var mit navn og min baggrund
8. august 2020I 2013 sendte Mozhgan Gerayeli to identiske ansøgninger til den samme virksomhed – med den eneste forskel, at den ene var underskrevet med Karin og den anden med hendes rigtige navn
Det er under al kritik, at ingen påtalte de åndsvage racistiske bemærkninger fra nogle publikummer.
Det er iøvrigt reglen, at dumsmarte og sårende udsagn forsøges tiet ihjel eller bagatelliseret.
Ikke i orden !!
Tak for din historie, Murad :-)
Enig Eva Schwanenflügel.
Jeg prøver som regel at påtale disse bemærkninger, men får også jævnligt nogle drøje hug tilbage, enten i form af skældsord som møgso og landsforræder - eller sarkastiske kommentarer om, at jeg nok har en mørk mand derhjemme og lignende. Det kan jeg godt leve med, men jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at "fronterne" bliver mere og mere skarpe. Nogle gange fornemmer jeg, at visse personer er klar til at bruge vold, dels mod personer med anden etnisk baggrund og dels mod dem, der tager dem i forsvar.
Jeg kunne godt bruge nogle redskaber til at takle konflikterne, så de ikke eskalerer.
Ja, voldsparatheden er i høj grad bekymrende..
Det er nok en af grundene til at folk vælger at tie :-(
Hvor trist, at du og dine brødre skulle opleve det. Vil lever i en tid, hvor underliggende diskrepanser slår ud i bl.a. den slags.
Disse bør identificeres, og ’syndebukke’ normativet transformeres til gensidig respekt.
De, som var så ubehagelige over for jer, befinder sig i en mangeltilstand, som de har brug for at placere en skyld, et ansvar for. Kortslutningen sker netop, fordi de er i underskud. I konkurrencesamfundet er der kamp og utryghed, som bl.a. har de konsekvenser.
Det er udfordringen, som må adresseres.
Det bedste tegn på integration er, at Murad heldigvis forundres over det - man kunne frygte, at det var blevet så indgroet og selvfølgeligt, at folk næsten regnede med det.
Denne forundring er i virkeligheden den bedste udstilling af de racistiske tumper.
Vi bør allesammen ruste os til at råbe "Buuuh!", når sådanne bemærkninger ryger igennem lokalet. Skal vi lige være enige om, at vi gør det næste gang? Jeg vil gerne føre an, så følger I trop!