Interview
Læsetid: 3 min.

»Det, der gjorde mest ondt, var, at ingen andre sagde noget«

Kennet Zeidan har flere gange gennem sine ungdom oplevet at blive afvist på natklubber, hvilket har fået ham til at føle sig anderledes. For nylig blev han afvist på en café. Det fortæller han i serien af vidnesbyrd fra personer, der har oplevet racisme i Danmark
Kennet Zeidan håber ikke, hans børn skal opleve den racisme, han har oplevet.

Kennet Zeidan håber ikke, hans børn skal opleve den racisme, han har oplevet.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
5. august 2020

»For en måneds tid siden havde min kone og jeg en dag for os selv. Ungerne blev passet hos deres bedsteforældre, og vi havde taget motorcyklen ud i det gode sommervejr. Vi var både på stranden, spiste frokost og var ude at gå en tur. Da det blev aften, besluttede vi os for at køre ind forbi København for at få noget aftensmad.

Vi fandt hurtigt en café, vi havde lyst til at spise på, og stillede os ellers og ventede på en tjener. Pludselig kom en vagt, der arbejdede på stedet, og spurgte, om jeg kunne tage en trøje på. Jeg var iklædt en kortærmet T-shirt og fortalte vagten, at jeg helst ikke ville tage en ekstra trøje ud over, da det var meget varmt.

’Jeg kan også se, at andre derinde sidder med korte ærmer, shorts og sandaler. Det er jo 28 grader,’ sagde jeg og så spørgende på vagten.

Han rystede bare på hovedet, og jeg sagde til ham, at så måtte min kone og jeg jo finde et andet sted af gå hen. Mens vi ledte efter en ny café, stødte vi ind i en perifer bekendt, som også en gang imellem arbejder som dørvagt det sted, vi lige var gået fra. Vi fortalte ham om episoden, hvortil han svarede, at der var nogle ’bestemte typer’, man på cafeen ikke ønskede at lukke ind, uden at specificere det yderligere. Dresscoden blev bare brugt som en undskyldning, fortalte han.

Det chokerede min kone mere, end det chokerede mig. Hun havde svært ved at give slip på det, men for mig var det som at få et flashback til mine tidlige ungdomsår.

Fra jeg var 18 og op gennem mine tyvere, var jeg tit i byen i weekenderne med mine venner. Men hver gang vi tog ud, vidste vi godt, at der var en ret stor sandsynlighed for, at vi ikke ville blive lukket ind på den natklub, vi gerne ville ind på.

Kennet Zeidan

  • 38 år, bor i Ishøj
  • Arbejder som ingeniør
  • Født i Libanon, boet i Danmark siden 1989

Engang stod jeg og nogle af mine venner med anden etnisk baggrund i en lang kø, hvor de fleste foran os blev lukket ind uden yderligere spørgsmål. Da vi kom frem til indgangen, hev dørmanden en liste frem og spurgte, om vi stod på ’gæstelisten’. Vi svarede, at nej det gjorde vi ikke, men pointerede, at ingen andre var blevet spurgt om det. ’Ærgerligt drenge,’ sagde vagten og viftede os væk.

En anden gang sagde dørmanden direkte til os, at hans chef kunne se os på kameraet og ikke ville have os ind. Derfor blev vi afvist. Andre gange har det været vores tøj, den var gal med, eller også har vi fået at vide, at der ikke var plads, selv om folk bag os blev lukket ind.

Mange aftener endte jeg med bare at tage hjem og se tv i stedet for.

Det værste ved det hele var ikke afvisningen i døren eller den aflyste bytur. Det, der gjorde mest ondt, var, at ingen andre sagde noget. Jeg har aldrig oplevet, at en af de andre i køen spurgte, hvorfor vi ikke måtte komme ind. Men det ville jeg virkelig ønske, at nogen havde gjort. I stedet følte jeg mig alene, udstødt, anderledes, og jeg begyndte at tænke, at der var noget galt med mig.

Ud over den enkelte episode på cafeen er det ikke noget, jeg oplever så ofte længere. Men jeg har fire børn, og jeg er sommetider bekymret for, hvad de potentielt kommer til at blive udsat for. Jeg håber ikke, de skal opleve det samme som mig – men hvis de gør, håber jeg, at nogen griber ind, støtter op og fortæller dem, at de er en del af det her land og det her samfund på lige fod med alle andre.«

Serie

Hvordan ser racisme ud i Danmark?

Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Det kunne være interessant om mon det specifikt med ikke at blive lukket ind i natklubber og diskoteker, har at gøre at man antager at visse personer er muslimer og derfor deducerer at de ikke køber drinks. Altså en kombination af fordomsfuld antagelse (dels at nogen skulle "se muslimske ud" og at muslimer skulle være 100% rettroende, 100% af tiden) og dørmanden/ejerens økonomisk rationale.

Kære Kennet: du er ALTID velkommen her.
Gid jeg havde en cafe; gid jeg var i alle cafeer og klubber landet over, verden over, at alle mennesker altid var velkomne til fest. Den fest der passende kunne fejre; diskriminationens undergang og mangfoldighedens sejr <3

erik pedersen

Hvis blot medmennesker opførte sig som medmennesker og sagde fra . Tænk om andre ville stå frem og bakke op. Når nogen afvises uden grund; sige fra og takke nej til selv at gå ind på sådan et sted., hvor ville det være rart
Mvh Hanne Pedersen

Christel Gruner-Olesen, Marianne Jespersen, charlotte keck, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er netop problemet at andre ikke siger fra.

I mange tilfælde kan det skyldes misforstået autoritetstro, fx at dørvagterne 'bestemmer', og det samme gør sig gældende for kolleger på en arbejdsplads, alt efter hvor de befinder sig i hierarkiet.

Derudover er danskere som flest temmelig konfliktsky, og bliver ubehageligt tilmode over at blande sig i noget, der ikke angår dem selv.
Eller det kan være de ikke tør blande sig, fordi mange der er diskriminerende, også er voldsparate.

Mange fortryder bagefter, at de ikke sagde fra, det har jeg også selv været ude for.
Det er dog noget, man kan træne sig selv i.

Tak for din historie, Kenneth :-)

Ete Forchhammer , Elisabeth Andersen, erik pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
charlotte keck

Mellemfolkeligt Samvirke forsøgte noget benarbejde i starten af nullerne. De sendt unge med anden etnisk baggrund ud i nattelivet for at rapportere, hvordan de blev behandlet i køen til de forskellige diskoteker og natklubber med henblik på at gøre noget ved det. Så vidt jeg husker blev gruppen nedlagt dengang Anders Fogh trådte til og ville af med “smagsdommere”. Det ville være oplagt at gøre noget lignende i dag.

Jeg mener ikke det har noget med religion at gøre. Det er primært rettet mod mænd med anden etnisk baggrund, hvor man er bange for, at de vil lave ballade.
Enhver der prøver at komme ind på en natklub eller diskotek vil skabe omsætning. Det er sjældent at kvinder bliver afvist. De skaber nemlig omsætning.

Eva Schwanenflügel, erik pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Ja, jeg tror desværre at mange er bange for selv at blive udelukket, hvis man står op for andre. Det er dog en tilfredsstillende følelse når først man har gjort det
Mvh Hanne Pedersen

Bent Christensen

I mine yngre dage blev jeg som etnisk dansker sommetider også afvist på natklubber. Det var som regel på grund af kønssammensætningen. Det er/var vel nogenlunde det samme med Kennet.

jens peter hansen

Charlotte Keck. Mener du i ædru alvor at MS i 00' ne holdt op med at registrere afvisninger af folk i nattelivet pga. AFR ? Martin Geertsen som var borgmester i København indkaldte på baggrund af MS' undersøgelse de relevante myndigheder for at undersøge og stoppe diskriminationen. Han er venstremand .Når natklubber ikke lukker Kennet og hans lige ind er selvfølgelig fordi det er bad business for gesjæften. Jeg kunne såmænd heller ikke komme ind nogle af stederne pga. af dresskode i fordums tid . Jeg har aldrig følt det som et savn. Men diskrimination er det jo. En del af dørmændene er vist i øvrigt ikke kartoffeldanskere. Så meget for solidariteten.

Birger Bartholomæussen

Er der nogen, der husker Håbets Gård i Aalborg i begyndelsen af 70'erne? Var man langhåret men ellers pænt klædt på, var det No Go. Og så kunne man se folk med lort på træskoene og i gule kedeldragter sidde derinde og drikke øl. Men de var kortklippede, så det gik an. Det samme på mange andre af byens drikkeetablissementer. Men vi blev aldrig afvist på beverdingerne rundt om kvægtorvet: Café Verner, Romantica og Landmanden, hvor man ellers skulle have forventet, at den største animositet mod "langhårede" trivedes. Nu er langhårede og selv folk med hipsterskæg velkomne overalt. Håber det går lige sådan for de "brune", der nu bliver afvist på natklubberne, diskotekerne og caféerne. Men de skal s'gu ikke vente 20-30 år på det sker.

charlotte keck

Jens Peter Hansen: Helt ærligt, hvad er det for en måde at gå efter mig i stedet for efter bolden?
"i ædru alvor"?
Jeg skriver netop "så vidt jeg husker" og det gør jeg på basis af, at jeg kendte nogen af de involverede. Det er da dejligt, hvis du husker, at Geertsen tog sig af det. Havde det nogen effekt?

Som jeg husker var slutformålet at lave en liste over, hvilke beværtninger der frasorterede etniske minoriteter, så man som politisk forbruger selv kunne vælge, hvor man ville handle - altså hvis man var vidende om, at de på et bestemt sted var uvenlige over for indvandrere, kunne man gå et andet sted hen.
Det er en sådan aktivistisk tankegang, jeg opfordrer til, at der måske kunne være basis for at arbejde med igen i dag.
Og jeg drak et glas rødvin i går, men har ikke drukket noget i dag. Hvad med dig, hvor meget har du drukket for nyligt?

jens peter hansen

Carlotte Keck. Ædru alvor er en talemåde, ligesom:helt ærlig og har intet med dit alkohol forbrug at gøre. MS' s undersøgelser kan du finde på nettet. Dem har jeg fundet. Det et dem jeg refererer til og ikke ti vilde heste får mig til at tro at AFR lukkede disse tiltag. Udtrykket med hestene kan med stor glæde læses i Eigil og Snøvsen, hvor mange faste udtryk tages under behandling. Ham Benny Andersen havde sans for den slags. Nå men nu tager jeg i Netto efter en flaske rose, efter jeg smurt raftehegnet ind i goriol og synes jeg har fortjent en opmuntring midt i solskinnet, hvor jeg ikke har bevaret skindet på næsen trods hat og faktor 50. God weekend.

jens peter hansen

Ædru alvor er jo bare en omskrivning af: i fuld alvor.

jens peter hansen

Diskoteker har indvandrerkvoter. Slå dette op på google og se.