Man kan sagtens dyrke sex under en pandemi. Her er manden, der har skrevet bogen om hvordan

Richard Berkowitz følte, at han var midt i sit livs fest, da folk omkring ham begyndte at dø.

Året var 1983. Godt ti år tidligere var han i en alder af 17 år sprunget ud som homoseksuel. Få år senere var han flyttet til New York, hvor han havde redet med på en bølge af seksuel frigørelse.

Netop i de år havde livet som homoseksuel mand i USA forandret sig. Før havde homoseksualitet været forbundet med skam og anset for at være en psykisk sygdom. Nu så Richard Berkowitz mænd gå hånd i hånd gennem gaderne i New York, og storbyen var fyldt med homobarer og saunaer, hvor man kunne få tilfredsstillet ethvert seksuelt begær.

»Livet som homoseksuel i New York City og andre storbyer var blevet til en travl seksuel forlystelsespark,« fortæller han, da Information fanger ham over telefonen fra hans lejlighed i New York. Vi har aftalt, at han skal fortælle om, hvordan man kan fortsætte med at dyrke sikker sex under en verdensomspændende pandemi som det nuværende udbrud af COVID-19.

I begyndelsen af 1980’erne var det en anden mystisk virus, som var begyndt at brede sig. Den ramte især homoseksuelle mænd. Virussen, som senere fik navnet hiv, nedbrød immunforsvaret og lod folk dø en langsom, pinefuld død.

»Folk var rædselsslagne,« husker Richard Berkowitz.

Virussen var seksuelt overført. Alligevel fortsatte mange omkring ham deres promiskuøse livsstil.

»Folk gik ud og dyrkede sex, fordi det var, hvad livet som homoseksuel var for mange homoseksuelle mænd på det tidspunkt, og bagefter blev de så bange for at dø. Man blev skør.«

Han besluttede sig for, at han ikke bare kunne se til. Han måtte gøre noget.

Eksklusive bollevenner

Richard Berkowitz satte sig for at skrive en guide. Han ville hjælpe andre homoseksuelle mænd med at fortsætte med at dyrke sex uden fare for at blive smittet med den nye virus.

»Jeg så det som et forsøg på at redde mine venner, som jeg elskede, som jeg ville blive gammel sammen med, og som altid ville være der for mig.«

Hans egen praktiserende læge, Joseph Sonnabend, var tilfældigvis en pioner inden for behandlingen af hiv. Han introducerede Richard Berkowitz for en aktivist ved navn Michael Callen, og sammen skrev de en 40 sider lang pamflet, som fik navnet: How to have sex in an epidemic.

I den kom de med yderst detaljerede vejledninger til, hvordan man bedst beskyttede sig selv og sin partner mod hiv. De anbefalede selvfølgelig, at man brugte kondom. Men de rådgav også om, at det var en dårlig ide at ejakulere i munden på sin partner, og at man burde undgå tissesex, men at det for eksempel var helt sikkert at deltage i onaniklubber.

Richard Berkowitz var en flot ung mand med et intenst blik og et mørkt overskæg. Ikke ulig en ung Freddie Mercury.

Privatfoto

En nøgtern og ublufærdig guide til alle tænkelige former for sex.

Pamfletten gik verden rundt, og Richard Berkowitz mener, at den fik stor indflydelse på, hvordan homoseksuelle mænd dyrkede sex under hiv-pandemien.

Han mener også, at flere af pamflettens gode råd kan overføres på den nuværende pandemi.

»Folk kan ikke bare holde op med at dyrke sex og med at være sociale dyr,« siger han.

»Men indtil vi har mere viden og beskyttelse, kan vi forsøge at beskytte os selv og stole på andre, som har gjort det samme, og som ikke viser nogen tegn på sygdom. Jeg ville være tryg ved at dyrke sex og være intim med de mennesker.«

I How to have sex in an epidemic anbefalede forfatterne blandt andet, at man etablerede en »closed circle of fuck buddies«, altså en eksklusiv gruppe af bollevenner, som forpligter sig til ikke at dyrke sex med andre. På den måde kan man have flere sexpartnere, men med samme sikkerhed, man normalt forbinder med et monogamt forhold. Det samme kan man med fordel gøre i dag, mener han.

»Find folk at dyrke sex med, som du stoler på, og begræns din seksuelle aktivitet til dem.«

Ubærligt

Da pamfletten udkom i 1983, skabte den stor debat blandt homoseksuelle mænd i New York. Richard Berkowitz og hans medforfattere blev angrebet fra to sider.

»Konservative homoseksuelle mænd angreb os for at promovere promiskuitet midt i en dødelig pandemi. Og homoseksuelle mænd, som var sexradikale og mente, at promiskuitet var, hvad livet som homoseksuel var, angreb os for at begrænse homoseksuelle mænds seksuelle frihed,« siger han.

Richard Berkowitz selv var ingen puritaner. Han havde arbejdet som sexarbejder, hvilket ifølge ham var selve årsagen til, at pamfletten blev så udpenslende.

»Hvis Michael Callen og Dr. Sonnabend havde skrevet pamfletten alene, ville den have handlet om kondomer og om at knytte tættere bånd,« siger han med et hæst grin.

»Men på grund af mit sexarbejde endte den med at blive 40 sider lang og indeholde afsnit om sexlegetøj, læder og fisting. Hvad som helst, to homoseksuelle mænd kunne finde på at gøre seksuelt.«

Richard Berkowitz var en flot ung mand med et intenst blik og et mørkt overskæg. Ikke ulig en ung Freddie Mercury.

Han havde oprindeligt dyppet tæerne i sexarbejde for at finansiere sine studier på universitetet i New York. Siden var han begyndt at holde af kunderne, de mange penge og den glamourøse livsstil med champagne og rejser til Miami, hvor han blandt andet datede en cubansk bodybuilder.

»Jeg tjente en formue. En formue,« siger han.

Richard Berkowitz ved ikke præcis hvornår. Men på et tidspunkt undervejs blev han selv smittet med hiv. Han ved ikke, hvem der smittede ham.

»Jeg aner det ikke,« siger han.

Måske var det hans cubanske elsker, som også havde andre partnere. Eller det kan være sket engang i løbet af 1982, hvor han var begyndt at tage ecstasy og dyrke analsex på barerne i New York.

»For mig og mange andre homoseksuelle mænd, som pludselig blev diagnostiseret med aids, var det bare ubærligt, at vi var sprunget ud i en tid, hvor seksuel frihed var så storslået, vidunderlig, bekræftende og nydelsesfuldt, og så lige pludselig skulle det altså slå mig ihjel?« siger Richard Berkowitz.

Sygdommen viste sig i form af en hævet kirtel i halsen, som han fik bortopereret. Han var rædselsslagen og troede, han skulle dø. Men Dr. Sonnabend fik talt ham til ro og forklarede ham, at der var meget, han fortsat kunne gøre for at beskytte sig.

»Han var min personlige Moses,« siger han.

Det var efter den samtale, han fik ideen til pamfletten.

Meget værre

I midten af 1990’erne var hiv virkelig ved at tage livet af Richard Berkowitz. Men Dr. Sonnabend fik ham indrulleret i et studie af noget ny medicin, som viste sig at være effektivt. Han deltog i flere forsøg, og i dag tager han den samme medicin, som har holdt ham i live i 20 år.

Han bor stadig i den samme lejlighed på 24 kvadratmeter i New York, som han flyttede ind i, da han forlod New Jersey i 1979. Han deler den med en tidligere pornoskuespiller, men de er ikke kærester.

»Hvem ved, måske bliver vi så desperate, at vi ender med at dyrke sex med hinanden,« siger han og griner tørt med henvisning til den nuværende pandemi.

Dødstallene i USA er steget voldsomt på kort tid, da vi taler sammen.

»Det er meget værre denne gang,« siger han, da jeg beder ham sammenligne med hiv-pandemien i 1980’erne.

Sygdommen er ude af kontrol, og regeringen har ingen svar, mener han.

»Det er ikke et godt tidspunkt at være amerikaner på,« siger han med et suk.

Til gengæld mener han, at homoseksuelle mænd i USA i dag er bedre forberedt på en pandemi, end de var i 1980’erne.

Sex var alt

Da Richard Berkowitz sprang ud i begyndelsen af 1970’erne, var forestillingen om et fast parforhold mellem to mænd stadig ny. Her er han med Rob i 1976.

Privatfoto

»Jeg vidste slet ikke, at to homoseksuelle mænd kunne elske hinanden,« siger han.

»Livet som homoseksuel var bare homobarer, alkohol og at cruise for at dyrke sex med fremmede. Det var alt, livet som homoseksuel var. For en hel generation af homoseksuelle mænd var promiskuitet alt, der var. Seksualitet var alt for dem.«

Men det ændrede sig. Richard Berkowitz så flere og flere homoseksuelle mænd slå sig ned sammen i monogame forhold. Ifølge ham spillede frygten for hiv en stor rolle i den udvikling.

»Folk havde ikke lyst til at gå og bekymre sig om, hvorvidt de havde slået sig selv ihjel, hver gang de besøgte saunaerne,« siger han.

»Det var tid til at slå sig ned i et primært forhold.«

De homoseksuelle mænd, han kender i dag, har været med til at kæmpe for retten til ægteskab, de lever i faste forhold, og de er vokset op med visheden om, at sex kan dræbe. Derfor er de bedre rustet til en pandemi, mener han.

»Jeg ser en generation af homoseksuelle mænd, som allerede havde knyttet deres liv til en primær partner, og nu hvor corona er her, kan de faktisk have sex. Med hinanden. De har et rum for intimitet, som kan fortsætte i mødet med en langt mere smitsom pandemi. Og det har de, fordi de har lært lektien af aids.«

I New York har sundhedsmyndighederne udgivet en meget detaljeret guide til, hvordan man kan fortsætte med at dyrke sex under coronapandemien. De anbefaler, at man bruger masker, og at man for eksempel dyrker sex på hver sin side af en væg, så man ikke ligger ansigt til ansigt. Spørgsmålet er, om al den fokus på farerne ved intimitet kommer til at sætte varige spor i vores sexliv.

Ikke hvis man spørger Richard Berkowitz.

»Jeg tror, at folk bare er bygget til at være intimt og seksuelt forbundet til hinanden,« siger han.

»Vi har et menneskeligt behov for at være forbundet til et andet menneske. Den fysiske og seksuelle tiltrækning er så kraftig. Jeg tror, det kommer til at tvinge os til at finde på kreative måder til at vende tilbage til en mere intim og seksuelt frigjort tid, hvor vi kan føle os trygge og forbundne med et andet menneske eller flere andre mennesker.«

En af vejene dertil er ifølge ham at dyrke sex med færre partnere og fokusere mere på kærlighed og følelsesmæssige forbindelser.

Som der står allersidst i How to have sex in an epidemic:

»Det er ikke slut med sex – kun med sex uden ansvar.«