Kontorchef hørte med på telefonsamtale om adskillelse af asylpar: Der skulle ikke gøres undtagelser

Det var om eftermiddagen den 10. februar 2016, at kontorchef i Udlændingestyrelsen Ditte Kruse Dankert kom ind på sin chefs kontor. Hun kunne se, at vicedirektør Lene Vejrum så presset ud og gik rundt i kontoret og talte i sin mobiltelefon, som snart blev sat på medhør. Og nu kunne Ditte Kruse Dankert høre, at det var en afdelingschef i Inger Støjbergs ministerium, Line Skytte Mørk Hansen, der var i den anden ende.

Baggrunden for samtalen var den pressemeddelelse, som Inger Støjberg havde udsendt få timer tidligere den eftermiddag. Her gav ministeren Udlændingestyrelsen besked om at adskille samtlige unge asylpar, hvor den ene var under 18 år. Det var den pressemeddelelse, som Ombudsmanden senere kaldte ulovlig, fordi den ikke åbnede for undtagelser og derfor lagde op til en ulovlig praksis.

Line Skytte Mørk Hansen har selv tidligere forklaret, at hun under telefonsamtalen med styrelsens vicedirektør henviste til pressemeddelelsen, men at hun derudover også understregede, at styrelsen skulle lave individuelle vurderinger med mulighed for undtagelser. Den udlægning af samtalen kunne Lene Vejrum, som Information fortalte om i går, ikke bekræfte. Tværtimod var hun sikker på, at beskeden fra departementet var, at de skulle effektuere adskillelsen efter pressemeddelelsen.

Og så tilbage til Ditte Kruse Dankert, der kom med på en lytter under en afgørende telefonsamtale.

»Line har svært ved at forstå, hvorfor det ikke bare er som at trykke på en knap,« fortalte Ditte Kruse Dankert fredag i Instrukskommissionen.

Kun gå ud fra pressemeddelelsen

Hun blev klar over, at ministeriet nu satte styrelsen under pres. Det var vigtigt hurtigt at få orienteret de private operatører, der drev asylcentrene, om ministerens ønske om en ny praksis.

»Vi skal orientere operatørerne og vise, at vi har forstået, hvad der er blevet sagt,« fortalte Ditte Kruse Dankert, der senere samme eftermiddag sendte en mail til operatørerne, hvor der blev varslet flytning i samtlige sager med mindreårige asylpar.

Da Inger Støjbergs pressemeddelelse tidligere på dagen kl. 14.10 blev sendt til Udlændingestyrelsen, havde Ditte Kruse Dankert talt med Lene Vejrum om, at der nok måtte komme nogle nærmere retningslinjer fra ministeriet. De var overbeviste om, at de snart ville modtage noget mere. For med deres kendskab til de unge par, ville der være par, hvor indgrebet – at adskille en familie – ikke ville være proportionalt. Eller sagt på en anden måde: Hvor der kunne være gode grunde til, at parret ikke skulle adskilles, for eksempel hvis parret havde mindre børn, fordi det kunne være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det var måske naivt at tro, at der ville komme mere fra departementet, medgav Ditte Kruse Dankert. Og med telefonsamtalen med Line Skytte Mørk Hansen fra ministeriet stod det klart, at de kun havde den kategoriske og undtagelsesfri pressemeddelelse at gå ud fra.

»Pressemeddelelsen er ordningen, den er instruksen, så vi skal i gang, og vi skal adskille alle,« var ifølge Ditte Kruse Dankert beskeden fra ministeriet.

Dermed understøtter hendes forklaring i kommissionen det, som adskillige andre embedsmænd – foruden sagens omfattende papirspor på adskillige tusinde sider med blandt andet mails, udkast, rapporter og folketingssvar – har peget på: At det var en undtagelsesfri praksis, som ministeriet lagde op til, at Udlændingestyrelsen skulle følge fra den 10. februar 2016.

Forklaringen fra styrelsens kontorchef går dermed også imod forklaringen fra Inger Støjberg, der over for kommissionen pure har afvist at have givet instruks om en undtagelsesfri praksis.

Blev sat under pres

I sin forklaring til kommissionen hæftede Ditte Kruse Dankert sig ved den hastighed, det skulle foregå med. Styrelsen skulle konstant melde tilbage til departementet om, hvordan det gik.

»Det skulle fra starten gå hurtigt, og vi skulle levere på det. Selvfølgelig er det klart, at når man skal afrapportere hele tiden på det, og det er en grundpræmis, at der skal være fremdrift i sagerne, så er det også et pres,« forklarede hun.

Kommissionens udspørger, advokat Hanne Rahbæk, ville også høre, hvorfor Ditte Kruse Dankert sendte mailen til operatørerne den 10. februar, hvor hun varslede flytning i samtlige sager – når hun jo godt selv var klar over, at den ikke var i orden.

»Det er det, jeg har fået at vide. Vi har ikke fået mandat til at skrive noget andet,« lød svaret.

Men samtidig var Ditte Kruse Dankert, hendes chef og hendes nærmeste kolleger godt klar over, at de ikke kunne følge ministeriets instruks. De var, som også Lene Vejrum forklarede torsdag, enige om, at de må gøre noget andet. Nemlig at finde frem til en række sager, hvor der berettiget kunne rejses tvivl om, at en adskillelse kunne være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

For selve ordningen – at adskille unge par for at give en mindreårig tid til et såkaldt pusterum – anså Udlændingestyrelsen for at være lovlig, hvis den vel at mærke rummede muligheder for undtagelser. Men foreløbig måtte arbejdet med at lede frem til sager med særlige forhold foregå i dybeste hemmelighed.

»Vi kan ikke skrive til operatørerne, at der er kommet den her pressemeddelelse, men vi gør noget andet. Vi tænkte, at vi kunne komme i dialog med departementet, hvis vi kom med noget helt konkret,« forklarede Ditte Kruse Dankert med sine kolleger, at de skulle danne sig et overblik over sagerne og navnlig over, hvad der lå af oplysninger om de enkelte par.

Selv tog hun på forlænget vinterferie dagen efter. Imens besluttede styrelsen at adskille de første otte-ti par.

Skriv retningslinjerne selv

Mandag den 22. februar var Ditte Kruse Dankert tilbage på arbejdet, og samme morgen deltog hun i et møde i ministeriet hos Line Skytte Mørk Hansen. Selv om hun havde været på ferie, havde hun sporadisk fulgt med, så hun var klar over, at styrelsen havde en masse overvejelser, som de ville lægge frem for departementet.

»Vi har en masse spørgsmål med i tasken,« som Ditte Kruse Dankert udtrykte det.

Men mødet fik ikke det forløb, som kontorchefen og hendes kolleger havde forventet. De havde set frem til, at ministeriet ville lave en vejledning, der angav de juridiske rammer for processen med at adskille de unge par. Selv havde styrelsen desuden en masse lavpraktiske spørgsmål i stil med, hvor langt de adskilte par måtte være fra hinanden, hvor de også havde håbet, at ministeriet kunne hjælpe.

I stedet fik de at vide, at de selv skulle skrive et udkast til retningslinjer, som de så kunne sende til ministeriet for at få deres bemærkninger.

Ditte Kruse Dankert blev spurgt, om der ikke på mødet i departementet også havde været en mere substantiel diskussion af juraen bag ministeriets ønske om at adskille alle. Men nej, det havde der ikke været rum for, svarede hun.

»Vi får et andet mindset, for vi kan se, at vi skal hjem og skrive de her retningslinjer selv,« tilføjede hun.

I en mail et år senere, da sagen om adskillelsen af de unge par var ved at blive til en stor politisk sag, som Ombudsmanden også var gået ind i, skrev Ditte Kruse Dankert i en mail til Lene Vejrum, hvor hun erindrede ministeriets holdning på mødet året før:

»Der var de ikke i tvivl om, at alle kunne adskilles,« skrev hun.

Hanne Rahbæk spurgte, hvilken rolle det hidtil ukendte ministernotat, som Inger Støjberg har forklaret, at hun godkendte, og som åbnede for undtagelser, havde spillet for Udlændingestyrelsen. Og svaret var ’ingen’. Notatet var ikke blevet nævnt på mødet den 22. februar, og selv havde Ditte Kruse Dankert først igen hørt om notatet, da hun skulle til at møde frem i Instrukskommissionen.

Et stykke tid overvejede embedsværket i styrelsen, om de skulle fremlægge alle sager, hvor parrene havde børn. Men der var Ditte Kruse Dankerts opfattelse, at det ville ikke nytte noget.

»Hvis vi havde forelagt alle børnesager, så var vi bare blevet vippet fuldstændigt af brættet,« som hun udtrykte det.

I stedet sendte styrelsen i begyndelsen af marts alle dokumenter og oplysninger i fem sager til ministeriet, hvor »udgangspunktet var, at de her sager var de nødt til se på«.

Det fik hendes bisidder advokat Lise Lauridsen til at spørge:

»Hvad beder I om deres råd til?«

»Om deres hjælp til at forstå, hvori forpligtelserne består,« svarede Ditte Kruse Dankert,

»Altså fortolkningsbidrag,« opsummerede Lise Lauridsen.

»Ja.«

Men hvad så med alle de øvrige sager, blev hun spurgt. De sager, hvor der allerede var sket adskillelse? Et vanskeligt spørgsmål, fordi Ditte Kruse Dankert vanskelig kunne svare andet, end hun gjorde:

»Det er klart, at vi kunne stå inden for dem, vi begynder at adskille. Det, vurderer vi, var lovligt.«

Så fik ministeren sagt det

Udlændingestyrelsen fik ikke noget formelt svar på de fem sager, de havde sendt til ministeriet – andet end i to af sagerne var ministeriets jurister enige i, at det ville være konventionsstridigt at adskille parrene. Men det var ikke nogen officiel tilbagemelding, så stadig udgjorde den kategoriske pressemeddelelse den instruks, styrelsen skulle rette sig efter.

Først da Inger Støjberg i et samråd i Folketinget midt i marts nævnte, at der kunne være undtagelser fra ministerens absolutte krav om adskillelse – for eksempel hvis et par var blevet gift med kongebrev – kunne de trække vejret lettet i styrelsen.

For selv om de havde haft en mere eller mindre løbende dialog med ministeriets jurister på udlændingeområdet, så åbnede samrådet ifølge Ditte Kruse Dankert et rum for undtagelser.

»Det er først ved samrådet, at man kan sige med sikkerhed, at vi får mandat til at gøre undtagelser, og at vi for alvor kan være sikre på, at alle er med på det, hvis man kan sige det sådan,« forklarede kontorchefen.

Hvad mener du med det, ville udspørgeren vide.

»At det også er kommunikeret til omverden, at der kan være par, der ikke skal adskilles. At det også er accepteret af ministeren og sagt på et samråd,« tydeliggjorde Ditte Kruse Dankert.

En kontorchef i det røde felt

Mod enden af fredagens afhøring fremviste Hanne Rahbæk en række mails, der viste, hvordan Ditte Kruse Dankert havde reageret, da Inger Støjberg på et samråd i Folketinget i juni 2017 gav den forklaring, at ministeriet helt fra begyndelsen havde givet styrelsen besked på, at der kunne være undtagelser, når den skulle i gang med at adskille parrene. Det havde fået bølgerne til at gå højt i Udlændingestyrelsen.

I hvert fald for Ditte Kruse Dankert, der eksempelvis i en mail til sin vicedirektør opfattede ministerens forklaring som en utvetydig kritik af den mail, hun selv efter ordre fra ministeriet havde sendt til operatørerne den 10. februar året før. Hvis man skulle lægge til grund, at departementet så undtagelser for sig og ønskede en konkret vurdering, så måtte man nødvendigvis »kritisere fx – og især – min mail til operatørerne. Så har jeg administreret helt i strid med instruksen,« skrev kontorchefen om ministerens forklaring.

Hun følte sig »som gidsel i en løgn rent ud sagt« og fortsatte mailen:

»Jeg synes ikke, vi kan acceptere nogen kritik. Det er simpelthen udelukket. Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en instruks (eller hvad man snart skal sige).«

Hvad havde hun ment, spurgte udspørgeren.

Det var stærk kost at overvære det samråd, svarede Ditte Kruse Dankert og tilføjede:

»Vi har været mange involveret i det, som har en anden opfattelse af, hvad der er foregået.«