Interview
Læsetid: 15 min.

Maria Damkjær hiver identitetspolitikken ind i undervisningslokalet: »Jeg vil være en allieret«

På universiteterne som i samfundet raser debatten om identitetspolitik og krænkelsesparathed. Men i virkeligheden handler det bare om at tage hensyn til hinanden, mener underviser Maria Damkjær, som har fundet på en pragmatisk og nem måde at gøre netop det på
Maria Damkjær underviser på Københavns Universitet og synes, diskussionen om identitetspolitik kan blive afsporet, »som om det er et angreb på os alle sammen, men nej, det er det da overhovedet ikke. Det er et ønske om, at vi skaber plads i vores sprog, så der er plads til alle«.

Maria Damkjær underviser på Københavns Universitet og synes, diskussionen om identitetspolitik kan blive afsporet, »som om det er et angreb på os alle sammen, men nej, det er det da overhovedet ikke. Det er et ønske om, at vi skaber plads i vores sprog, så der er plads til alle«.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
29. august 2020

»Jeg hedder Maria, og mine pronomener er hende og hun.«

Sådan introducerer Maria Damkjær sig, når hun møder sine nye studerende for første gang. Og så inviterer hun dem til også at dele, hvilke pronomener de gerne vil have, at hun bruger om dem.

Hun er videnskabelig assistent og underviser både bachelor- og kandidatstuderende i engelsk litteratur på Københavns Universitet (KU), og det seneste år har hun udvidet den obligatoriske navnerunde ved semesterstart til også at indeholde stedord.

»Jeg gør det for at vise de studerende, at der er plads til dem og for at indikere, at jeg er åben for at høre om deres kønsidentiteter. Og så prøver jeg at leve op til deres ønsker for, hvordan de vil omtales,« forklarer hun.

Ofte sidder der i hvert fald én studerende, der gerne vil omtales med andre pronomener, end man måske lige ville have gættet på, og så gør Maria Damkjær det.

»No big deal,« som hun siger.

For Maria Damkjær er tiltaget et pragmatisk eksempel på det, man kan kalde identitetspolitik i praksis. Med den lille ekstra sætning vil hun nemlig signalere, at det faktisk er ret let at komme forskellige mennesker i møde.

»Det her med pronomenerne er en lille del af en større selvransagelse, som både sker i mig, men også spirer i samfundet. I virkeligheden handler det om at erkende, at vi ikke kan antage, at vores eget perspektiv er dækkende for alle andres perspektiver, både når det kommer til køn, race og identitet,« siger hun. 

En allieret

Maria Damkjær tager imod Information på sit kontor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitets Amager-afdeling, KUA. Der er stadig temmelig stille på gangene, for semesteret er ikke startet for de studerende endnu.

»Det minder lidt om et panoptikon,« siger Maria Damkjær om de åbne etager i instituttets gemakker. Og når hun sidder ved sit skrivebord på sit kontor, har hun rigtignok også et sæt øjne lige i nakken. På reolen bag hende står nemlig en af de porcelænsugler, som hvert år bliver dekoreret af en ny kunstner og foræret til vinderen af Årets Underviser på Københavns Universitet.

Den pris blev hun tildelt i november, og hendes ugle er malet af Troels Carlsen. På uglen er malet et løvehoved med manke og snude dér, hvor figurens næb stikker ud.

Figuren er en påmindelse om, at den måde, Maria Damkjær underviser på, rammer noget i de studerende, men samtidig et symbol på, hvorfor hun for et år siden besluttede sig for at spørge til sine studerendes foretrukne pronomener.

»Jeg har indtryk af, at hvis man er transkønnet eller ikke-binær, så står man hver eneste dag i så mange situationer, hvor folk har antagelser om, hvem man er, ud fra hvordan man ser ud. Så jeg vil prøve at lette det pres lidt, jeg vil være en allieret.«

Selv er Maria Damkjær »en ung, hvid cis-kvinde«, siger hun, og hun påstår ikke, at hun for alvor ved, hvordan det er at være en studerende, der skiller sig ud på grund af sin kønsidentitet.

»Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at tage taletid fra dem, det egentlig handler om, eller indikere, at jeg er ekspert på det her område. Men jeg har praktisk erfaring med, hvordan man kan tage hensyn til de studerende, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde,« siger hun. 

En af dem, det rent faktisk handler om, er Lea Elias Isen, der studerer tysk på tredje semester på KU. De – for det er det pronomen, Lea Elias Isen foretrækker – er medlem af studenterorganisationen Queer Union, som skaber et fællesskab for queerpersoner på KU.

For dem betyder det meget, at en repræsentant for universitetet omfavner dem og deres køn, siger Lea Elias Isen.

»Hvis mine undervisere gjorde som Maria Damkjær, så ville det betyde, at jeg følte mig set og ikke skulle bekymre mig over de her daglige små ukomfortable øjeblikke, hvor folk bruger et forkert pronomen om mig. Jeg ville have nemmere ved at deltage i undervisningen uden at blive distraheret, og jeg ville føle, at jeg kunne deltage i undervisningen på lige fod med de andre.«

Lea Elias Isen er holdt op med at fortælle om sine pronomener, hvis de ikke bliver spurgt. Og hvis folk siger hun eller hende, så går det nok. Det er bare ikke rart, siger Lea Elias Isen.

»Køn er en forholdsvis personlig ting, men samtidig meget offentlig. Det handler om intime ting som krop og identitet, og det er ikke altid, jeg har lyst til at diskutere det.«

Netop af den grund har Maria Damkjærs metode ændret sig, siden hun første gang prøvede sin idé af på et af sine litteraturhold. Dengang bad hun alle om at sige deres foretrukne pronomener – nu opfordrer hun de studerende til at dele, hvis de gerne vil omtales med andre ord, end dem man lige umiddelbart kan gætte sig til ved at se på dem. Og kun hvis de har lyst.

»Jeg er blevet mere og mere opmærksom på, at folk også skal have lov til bare at være. Jeg skal ikke være den, der presser folk til at tage et spring eller dele noget om sig selv, de ikke har lyst til, så jeg kræver ingenting. Jeg ville jo heller aldrig sige til en studerende med en anden etnisk herkomst ’gider du ikke lige diskutere det her ud fra dit – ud fra jeres – perspektiv’,« siger hun med et skuldertræk og læner sig tilbage i lænestolen.

De studerende har taget godt imod hendes initiativ, faktisk har hun slet ikke fået nogen negative kommentarer. Hun oplever, at de studerende tør tage flere chancer og inddrage sig selv mere i undervisningen, fordi hun har skabt et forståelsesrum med sit pronomenspørgsmål. Maria Damkjær har mødt en smule mere modstand fra sine underviserkolleger.

»Nogle har været lidt forskrækkede over det. ’Åh, skal vi nu også til at tænke over det’, har nogle få sagt, men jeg prøver jo netop at sige, at det er ret lavpraktisk og overskueligt at tage det her hensyn.«

Afsporet debat

Universiteterne har de seneste år dannet ramme for flere identitetspolitiske debatter. I 2018 opfordrede det juridiske fakultet på KU studiestartstutorerne til ikke at holde fester med temaer, hvor kostumerne kunne støde andre. Den sag blev kendt som ’sombrerosagen’. Samme år kom det frem, at CBS havde undskyldt for at have sunget ’Den danske sang er en ung blond pige’ til morgensang, da en udenlandsk forsker følte sig dårligt tilpas over sangen. Og sidste år rundsendte institut for kunst- og kulturvidenskab (IKK) på KU en opfordring til underviserne om at tage hensyn til trans- og ikke-binære studerende ved blandt andet ikke at bruge fællesbetegnelser som ’gutter’, når de tiltalte grupper.

I alle tilfældene blev de indblandede beskyldt for at være krænkelsesparate. Og den beskyldning er Maria Damkjær træt af at høre på.

»I den danske opinion er identitetspolitik noget, der bare skal slås ned. Vi snakker meget om krænkelsesparathed. Jeg synes, der er sådan en giftig tendens til at have lyst til at forsvare sine privilegier,« siger hun og efterligner kritikerne med karikeret fornærmelse i stemmen. »Åh, må jeg nu ikke sige de pronomener om folk, som lige falder mig ind intuitivt. Må vi ikke synge ’Den danske sang er en ung blond pige’?«

»Der er en utrolig forsvarsposition i den danske opinion.«

Emilie Lærke Henriksen

Men når hun melder sig klar til at bruge andre pronomener end han og hun om sine studerende, betyder det jo ikke, at hun eller de studerende benægter, at der findes mænd og kvinder.

»Jeg synes nogle gange, diskussionen bliver så afsporet, som om det er et angreb på os alle sammen, men nej, det er det da overhovedet ikke. Det er et ønske om, at vi skaber plads i vores sprog, så der er plads til alle,« siger hun og kommer med et pædagogisk eksempel på, at vi i forvejen tager alle mulige hensyn til hinanden. Uden at det gør ondt i vores eksistensberettigelse.

»Hvis du mødte en person, der er døbt Matthias, men er blevet kaldt Mats hele sit liv, så ville du jo ikke hårdnakket insistere på din ret til at kalde ham Matthias. Den respekt skal vi overføre til alle mennesker.«

Laver også fejl

For Maria Damkjær giver det mening, at det ofte er på universiteterne, at debatterne om identitetspolitik starter. Universiteterne – og især humaniora, mener hun – fungerer som en slags sociale laboratorier, hvor de studerende lærer at sætte spørgsmålstegn ved alle de normer, vi tager for givet i samfundet.

»En af de ting, du lærer som humanist, er jo, at sprog ikke bare er en naturlig afspejling af kategorier i verden. Sproget skaber verden og skaber de kategoriseringer, vi bruger for at beskrive den,« siger hun og lægger tryk på ’skaber’.

De gør ikke meget væsen af sig, pronomenerne. Men der kan indlejre sig en enorm betydning i de små ord, også de af dem, der ved første øjekast kan virke inkluderende.

»Hvem omtaler jeg for eksempel, når jeg siger ’vi’ i et undervisningslokale? Kan jeg antage, at alle mine studerende er vokset op i Danmark eller har den samme kønsidentitet som mig? Nej, og især nu hvor vi ser diversiteten stige på engelskstudiet på alle mulige forskellige parametre, er jeg blevet mere og mere opmærksom på, at det er så vigtigt ikke at have de her universelle antagelser om, hvem ’vi’ er.«

Og selv om krænkelsesbegrebet er betændt for tiden, så er det en krænkelse, hvis man antager, at alle er, som man selv er, mener hun.

»Krænkelse er et betændt udtryk, men det er jo et overgreb at skære alle over den samme kam.«  

– Kan man ikke tage for meget hensyn til folk, der måske ikke engang selv har bedt om det hensyn? Er det ikke også en slags majoritetsmagt?

»Jeg forstår godt, hvad du mener, men det er vigtigt at spørge sig selv, hvor man er i magtforholdet. At spørge sig selv, om man sparker nedad ved for eksempel at tage sombreroer på, og jeg tror, det må være en bedømmelsessag fra gang til gang. Til dem, der efterspørger et fast regelsæt for, hvad man må og ikke må, der må jeg bare sige ’fisk’. De må gå i byen igen, for det findes ikke,« siger hun.

Og den kan jo smutte. Vores hjerner har været vant til at tænke i to køn, siden vi blev født, så det er klart, at det er svært at skulle til at omtale en person som ’de’ for eksempel. Og Maria Damkjær laver også fejl, fortæller hun.

»Jeg kan godt forstå, at det for mange mennesker er underligt og svært at få hjernen til at bruge nye ord, og jeg laver også selv rigtig mange fejl. Jeg har været heldig, at jeg har haft nogle studerende, der har haft lyst til at komme og sige til mig ’undskyld, men du kom til at bruge det forkerte pronomen om mig’.«

Diskuterer J.K. Rowling

Hvis folk kommer til at kalde Lea Elias Isen for et forkert pronomen, så tager de det ikke så tungt. De ved godt, at det er svært for folk, der ikke er vant til at tænke i de baner.

»På min allerførste dag på universitetet havde vi en navnerunde, hvor jeg lidt blåøjet bare tænkte, at alle på universiteterne kendte til det her med ikke-binære køn, så jeg sagde ’Jeg hedder Lea, og jeg foretrækker at blive omtalt med de/dem’. Folk var søde, men der var ingen, der rigtig forstod det, så det hang ikke fast.«

Mere ondt gør det, hvis repræsentanter for universitetet ikke anerkender Lea Elias Isen, for den, de er. Da IKK udsendte opfordringer om at holde sig til kønsneutralt sprog, var der flere af Lea Elias Isens undervisere, der tog afstand fra det.

»De syntes, det var noget mærkeligt noget, og lavede sjov med det. Jeg ville næsten ønske, de slet ikke havde sagt noget, for den der passive følelse af ikke at blive set blev bare erstattet af en aktiv følelse af, at ’nå, du synes, jeg er en joke’,« siger Lea Elias Isen.

Det er ikke kun queer-studerendes oplevelser, der har givet Maria Damkjær motivation til at forsøge at gøre deres hverdag lidt lettere – det er også bøgerne. For på hendes kurser læser de bøger, mange bøger. Og et af de værker, som de ofte vender tilbage til, er Harry Potter-serien, for hvem kan ikke lide Harry Potter?

Derfor ærgrede det hende, da forfatteren bag bøgerne, J.K. Rowling, meldte sig ind i debatten om kønsidentiteter og identitetspolitik. I en række tweets og senere et essay taler forfatteren både imod transpersoner og argumenterer for en binær kønsforståelse. Et af hendes tweets lyder sådan her:

»’Personer, der menstruerer’. Jeg er sikker på, at der plejede at være et ord for det. Er der nogen, der kan hjælpe mig? Wumben? Wimpund? Woomud?«

De sidste ord er volapykord, der skal minde om det engelske ord for kvinde. For Maria Damkjær giver det ikke mening at tale med de studerende om Harry Potter-bøgerne uden også at vende forfatterens transfobiske udtalelser, siger hun.

»Vi taler selvfølgelig meget om J.K. Rowlings angreb på transpersoner i undervisningen, og jeg kan mærke, at jeg føler et behov for at lægge afstand til hendes holdninger, men samtidig sige, at man stadig godt kan elske bøgerne.«

På engelskstudiet overvejer underviserne hele tiden, hvad der skal være en del af pensum. Hvad der skal ud, hvad der skal blive, og hvad der skal ind. Over de seneste år har flere farvede forfattere og kvinder fået plads på listerne.

»Der er en konflikt mellem udskiftning og kontinuitet, og jeg har stadig meget at lære om queer-forfatterskaber. Men jeg prøver.«

Et reelt forsøg er godt nok til Lea Elias Isen. Og på opfordring fra Maria Damkjær får Lea Elias Isen her det sidste ord:

»Det er jo bare et spørgsmål om at tage hensyn til hinanden. Det kan godt være, man ikke er enig i hinandens livssyn, men alligevel må man prøve at være hensynsfuld.«

Fem sager om identitetspolitik på universiteterne

Der er noget med universiteter og identitetspolitik. I hvert fald har mange af de sager, vi massebetegner identitetspolitik, haft sit udgangspunkt på netop et af landets universiteter.

Sagerne handler om alt fra sombreroer til højskolesange, men har alle det til fælles, at de samtidig handler om meget mere end det. De handler om, hvem der bestemmer, hvornår noget er krænkende eller stødende. De handler om, hvad man må og ikke må. Og de handler om, hvornår en handling er krænkende nok til, at vi rent faktisk stopper med at gøre det.

Her kan du læse om fem sager fra de seneste år på universiteterne:

1. Sombrero-sagen

En indianer, en mexicaner, og noget white trash går ind på Københavns Universitet. Det lyder som starten på en dårlig joke, men ikke desto mindre var det nogle af temaerne til introfesten for nye studerende på Det Juridiske Fakultet i 2018.

Tre studerende klagede over temaerne, som de oplevede som diskriminerende og stereotypiserende for minoriteter, og det fik ledelsen til at udsende en henstilling to dage inden festen til, at temaerne blev ændret.

Tutorerne ændrede temaerne til ’Det vilde Vesten’, ’Hattefest’ og ’Trailerpark’, men på det tidspunkt var sagen allerede eksploderet i medierne. Opkaldt efter den mexicanske hat udviklede debatten sig under navnet ’sombrerosagen’ og gik lynhurtigt fra at handle om kostumer til at handle om ytringsfrihed, censur og krænkelsesparathed.

Københavns Universitet kom i stormvejr for at udstikke den slags henstillinger, som i debatten blev tolket som ordrer, og de studerende blev fra flere sider opfordret til at udøve civil ulydighed og troppe op i sombrero alligevel. Alligevel var der allerede sidste år luget ud i potentielt stødende temaer, og mon ikke man også i år skal lede længe efter den omstridte hat eller fjerpragt på rusturene?

2. Kampen om kønnene

Da lektor og underviser på Biologisk Institut på Københavns Universitet Dean Jacobsen var til et evalueringsmøde om hans undervisning i 2018, gik det ikke helt, som han havde regnet med. En studerende forklarede på vegne af en gruppe studerende, at det var upassende, når han opdelte mennesker i mænd og kvinder i de statistiske eksempler, han brugte i undervisningen. Han burde tage hensyn til studerende, der ikke identificerede sig som hverken mænd eller kvinder, mente gruppen af studerende.

Igen blev sagen samlet op af medierne, og først skrev Jyllands-Posten, at Dean Jacobsen ville ændre sin undervisning. Siden skrev Politiken, at han ikke ville. Forvirringen endte med, at dekanen på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet meldte ud, at undervisningen forblev, som den var, og at de statistiske eksempler også fremover ville være en del af undervisningen.

»I biologiens verden bliver vi fysisk set født som enten han- eller hunkøn,« udtalte dekan John Renner Hansen.

3. Hej gutter!

Op til studiestart sidste år sendte ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet en opfordring ud til instituttets undervisere. Skru ned for kønnet sprog og op for det kønsneutrale sprog, var essensen. Ledelsen havde bemærket, at der var flere og flere ikke-binære studerende og transpersoner på holdene, og de ville gerne sikre sig, at de følte sig velkomne og inkluderede. Det kunne underviserne sikre ved så vidt muligt at undgå at bruge kønnede pronomener som han og hun og ved at spørge de studerende, om de ville kaldes ved et andet navn, end det, der stod på deres studiekort. Det tredje gode råd lød:

»Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge.«

Men det, der bare skulle have været en lille opfordring til at tage hensyn til hinanden, blev til en storm af kritik rettet mod afsenderne og det, der blev opfattet som et regulært regelsæt. Videnskaben havde mistet sin betydning, det hele handlede pludselig om følelser på landets vigtigste vidensbastion, lød det. Langt de fleste af dem, det rent faktisk handlede om – de studerende og deres undervisere – tog ifølge ledelsen på instituttet dog godt imod de gode råd.

4. Hvem er den danske sang?

På handelshøjskolen CBS i København har de også for nylig haft en sag, der udviklede sig til en debat om, hvem der bestemmer, og hvad man må og ikke må på landets universiteter. Det skete i 2018, hvor det kom frem, at en kvindelig underviser to år tidligere havde følt sig ubehageligt tilpas, da der blev sunget Den danske sang er en ung blond pige på et internt møde.

Kvinden, som havde en anden baggrund end dansk, følte sig ekskluderet af sangen, som blev skrevet af Kai Hoffmann i 1924 og handler om Danmark efter genforeningen fire år tidligere. Viceinstitutleder Mads Mordhorst undskyldte over for kvinden i situationen og sagde, at han ikke ville synge den sang igen.

Det kunne have været slut der, men to år senere blev episoden nævnt i et P1-program, og det fik omtrent alle danske politikere til tasterne. Selv Lars Løkke Rasmussen, som var statsminister på det tidspunkt, skrev på Facebook, at han var en rummelig mand, men dog stadig var »noget chokeret« over den måde, viceinstitutlederen havde reageret på. CBS udtalte siden, at sangen ikke var forbudt at synge.

5. Obama i Aarhus

Både i 2018 og 2019 besøgte den tidligere amerikanske præsident Barack Obama Danmark. Måske var det inspirationen, da en studerende på Aarhus Universitet klædte sig ud som netop Barack Obama til en studiefest i 2018, komplet med afroparyk og brun sminke i ansigtet. Temaet for festen var ’Året 2008’, og udklædningen skulle angiveligt hylde Barack Obamas første valgsejr.

Universitetet tog og delte tre billeder af den studerende på Instagram, men fjernede dem hurtigt igen på opfordring af flere af profilens følgere, der ikke forstod, hvorfor universitetet delte billeder af den udskældte praksis blackfacing. Den studerende selv ville også gerne have billederne fjernet.

I modsætning til de andre sager på listen var der kun små pip af modstand mod universitetets beslutning om at fjerne billederne – der stod ikke en lang kø af politikere eller debattører klar til at kritisere universitetet for at træde på ytringsfriheden. Et par dage senere slettede universitetet også fotografier af studerende, der var klædt ud som indianere, men besluttede sig kort tid efter for at offentliggøre indianerbillederne igen. Obama-billederne kom dog aldrig retur til universitetets sociale medier.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men i virkeligheden handler det bare om at tage hensyn til hinanden"
Det lyde så godt, men gælder det begge veje?

For hvad når jeg ikke tro på jeres Drage, i jeres Garage. Og jeg ikke ønsker at lege med på denne ordleg Og ikke vil give mig, over for dette magt spil..
https://rationalwiki.org/wiki/The_Dragon_in_My_Garage

” bare om at tage hensyn til hinanden”
Er jeg så dårlig, når jeg ikke ”bare” vil.
Skal jeg så ”bare” havde sensitiv træning?

For ser man til udlandet, så er dette ikke ”bare”
Men at denne religion har klare totalitær tilbøjeligheder og udviser anti-videnskabelig tendenser.

Og til dem der vil opdeler og se verden i et identitetspolitik syn.
De skal lige huske på at de selv vil trækker deres verdens syn(fordomme/religion) ned over dem, som de påstår, at de vil beskytte imod andres fordomme.

Og så lige en slut point.
Hvorfor skal vi have denne religion ind i undervisningslokalet?

Ole jakob Dueholm Bech, Malou Lauridsen, Carsten Munk, ulrik mortensen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Folk kan frit forestille sig alt muligt. Men at kræve at den der føler sig fornærmet, per definition altid har ret, at deres personlige associationer altid er korrekte, at det de forestiller sig andre tænker, vitterligt ER det de andre tænker?

Nej. Det er ikke respekt. Det er ikke hensyntagen. At spille med på noget man ikke tror på for at beskytte en andens følelser, er i bedste fald misforstået hensyn. I værste fald er det at se ned på folk.

Therese Hagen, Jens Christian Jensen, Kenneth Graakjær, Ole jakob Dueholm Bech, Rolf Andersen, Bent Nørgaard, Carsten Munk, Ulla Søgaard, ulrik mortensen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Få er så krænkelsesparate som de identitetspolitisk konservative.

Ruth Sørensen, David Zennaro, Steffen Gliese, Jens Kofoed og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Mette Eskelund

Hold nu op! Rowling er IKKE transfobisk. Det er en modbydelig og løgnagtig stråmand, at blive ved med at påstå det. Det lyder mere som om at Maria Damkjær har gang i noget aktivisme, fremfor sober undervisning- og ja det er sikkert vældig populært visse steder på Uni lige nu. Men sobert og sagligt er det godt nok ikke. Det fremstår igen og igen indenfor den form for aktivisme, som Maria Damkjær køber ind på, at aktivisterne har brug for at placere andre i unuancerede fjendepositioner, hvor man gentager skældsord (transfober) om "fjenden" igen og igen og igen og igen. Me det bliver det ikke mere sandt af. Og desuden er "debat", som er styret af at kalde folk for skældsord fremfor argumenter, bare virkelig dårlig debat. Skældsordet "transfob" bliver tilbagevendende brugt til at legitimere ikke at lytte til og debattere med folk, som udfordrer transaktivisternes dogmer. Hvor demokratisk er det lige?

Therese Hagen, Finn Thøgersen, Niels Elgaard Larsen, Ole jakob Dueholm Bech, Jens Jensen, Rolf Andersen, Bent Nørgaard, Anne Margrete Berg, Bjørn Pedersen, Ulla Søgaard, ulrik mortensen, Niels Johannesen, Anina Weber og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Enig, Troels Ken Pedersen, for hvad kan da være identitetspolitisk mere konservativt end når en del af en privilegeret klasse bliver fortørnet over ikke at blive behandlet som og tiltalt med de rette ærestitler?

steen ingvard nielsen

Det er skægt at iagttage hvem der tilsyneladende er mest krænkelsesparate her!. Det ser ud til at være dem, som føler deres ytringsfrihed begrænset, fordi andre rækker hånden ud, til frivillighed omkring en begrænsning, af diskriminerende sprogbrug. (Av en lang sætning)! Når det så er sagt, skal vi jo nok også passe på, at der ikke går for meget Forbuds Sverige i den.

Ruth Sørensen, Troels Ken Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vi skal respektere hinanden som ligeværdige. For ganske få årtier siden accepterede og respekterede flertallet ikke homoseksuelle, som med rette følte sig udstødte, og de fleste blev i skabet hele livet. Nu må de siges at være optaget og inkluderet i samfundet på lige fod i vores homogene fællesskab.

Den nye identitetstilgang handler ikke om at inkludere diverse mindretal, men insisterer på at udgrænse disse ved at kræve positiv særbehandling gennem et nyt og anderledes sprog samt nye regelsæt for kontakt og kommunikation med disse udgrænsede små grupper. Det er seggregation ikke inklusion, og resultatet er det stik modsatte af det forhåbentlig ønskede.

Nicolaj Ottsen

»Jeg hedder Maria, og mine pronomener er hende og hun.«

Hvad med jeg hedder Maria. Jeg er jeres underviser og i er mine studerende.

Finn Thøgersen, Mette Eskelund, Alexander Moesgaard og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Tak for interessant artikel. Og for en modig underviser.

Ruth Sørensen, David Zennaro, Troels Ken Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

steen nielsen: Sådan må det jo i sagens natur være, når der kolporteres det narrativ som et fælleskab gerne ser fremført. Kun modstanderne af narrativet er krænkelsesparate.

Hvis Information kørte en artikel om Ku Klux Klan, hvor der blev fremført at de længe og fremsynet har arbejdet for identitetspolitik, ønsker for en fredelig, ikke-kulturapproprierende verden ved at opskille den skarpt i racer og på det skammeligste er blevet forfulgt af den amerikanske forbundsregering af samme årsag, ville klanmedlemmerne nok heller ikke føle sig særlig krænket.

Malou Lauridsen

Frihed til uenighed!

At tøjle sproget og fratage andres ret til frit udtryk igennem udskamning og slette-kultur for at “give plads” er direkte selvmodsigende fordi det netop indskrænker det frie udtryk. Det giver mindre plads.

@Mette Eskelund
Kan Kun sige ja til det du skriver.

Men hvornår er aktivisme blevet tilladt på en skole?
For hvad siger det om en lærer finder det i orden at udføre aktivisme på et uddannelsessted? og for slet ikke at snakke om at ledelsen også synes, at dette er i orden?

OG hvad skal almindelige elever tænke og føle? Ville de turde at sige sin mening imod en autoritetsfigur, læreren der har magt over elevernes fremtid i form af karakterer og så videre? Og ville de overhovedet have tankekraft og modstandskraft til at håndtere lærerens aktivisme

Men også Frygten for at blive stemplet, såsom transfobe osv. Det er hårde labels at putte på mennesker, især børn og unge! Men det er jo en god måde at shame og få social kontrol på for at få elever og folk til at makke ret (kæft, trit og retning), ikk?

Såsom her "My Teacher Kicked Me Out of Class for Saying There are Two Genders"
https://www.youtube.com/watch?v=RRyj-SZgMpc

For dette er da ikke særligt inkluderende, vel!!? Men alt for magten

Og så en lige en slut point, imod identitetspolitikken
"When Wokes and Racists Actually Agree on Everything"
https://www.youtube.com/watch?v=Ev373c7wSRg

Randi Christiansen

"En af dem, det rent faktisk handler om, er Lea Elias Isen, der studerer tysk på tredje semester på KU. De – for det er det pronomen, Lea Elias Isen foretrækker – er medlem af studenterorganisationen Queer Union, som skaber et fællesskab for queerpersoner på KU.

For dem betyder det meget, at en repræsentant for universitetet omfavner dem og deres køn, siger Lea Elias Isen."

Det lyder som en psykisk sygdom - eller royale aspirationer.

Hvorfor i al verden vil lea refereres til flertal? Det er da langt ude ... selvom jeg naturligvis genkender følelsen af indre splittelse, ville jeg dog aldrig gå så langt som til at definere mig selv som værende flere end eet menneske.

Det må lea selvfølgelig gerne men at forvente, at vi andre skal huske og integrere alle disse nye mærkelige pronominer er at gå for vidt.

Therese Hagen, Finn Thøgersen, Bent Nørgaard og Jann Ringtved anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

'i flertal'

Mette Eskelund

Jens Jensen: Helt enig. Ja, det må være meget svært og ubehageligt at være elev på de hold, hvis man ikke automatisk stemmer i med læreren. Udskamningsrisikoen er tydeligvis høj. Mærkeligt at de ikke selv kan se det. Havde forventet et højere og mere lødigt refleksionsniveau på Uni.

Thomas Østergaard

Det sjove er jo så at de samme studerende ville flippe baglæns ud og skrive endeløse problematiseringer til Politiken og Information hvis de i køen til føtexbageren kom til at stå bag en herre som i utvetydige vendinger frabad sig at ekspedienten kaldte dem "du" i stedet for sine foretrukne pronomener hr. de og dem. For det er jo overhovedet ikke det samme.
Er der iøvrigt ikke noget med at ministrene stadig har ret til at føre titel af Excellence?

Steffen Gliese

Det må du da lige forklare nærmere, Mette Eskelund. Der er ikke noget, der tager noget fra nogen, der er derimod nogen, der får noget, de har været frataget: almindeligt krav på respekt for deres person.