Medlemmerne vrider armen om på bestyrelsen: Pensionsselskab skal ud af kul og olie

Med pæne flertal vedtog medlemmerne i et af Danmarks store pensionsselskaber P+ onsdag aften tre vigtige forslag om klimavenlige investeringer.
For det første skal pensionsselskabet inden udgangen af oktober afvikle alle investeringer i selskaber, der driver kulminer.
For det andet skal alle investeringer i olie- og gasselskaber, som modarbejder Parisaftalen, afvikles inden udgangen af marts 2021.
For det tredje opfordres bestyrelsen til hvert år at bringe en oversigt over de mest klimabelastende selskaber, der er investeringer i, og begrunde hver af disse investeringer.
De tre forslag var fremlagt til generalforsamlingen i P+ og blev onsdag aften vedtaget med 59 procent af stemmerne. P+ er en pensionskasse for akademikere, der blev oprettet sidste år efter en fusion imellem Ingeniørernes Pensionskasse og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse. I alt har P+ næsten 100.000 medlemmer og forvalter 125 milliarder kroner.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Jeg stemte for forslagene. Hvis bestyrelsen ikke implementer forslagene giver jeg ikke meget for medlemsdemokrati.
Så må vi jo også have ne ny bestyrelse.
Se DET er en god start på at få afviklet kul og olie selskaber. Væk med investeringerne. Det virker. !
Godt gået. Så mangler vi bare ATP. At investere i sorte selskaber giver kæmpe negative afkast for tiden, som skader vores alle sammens pensionsudsigter, og jeg tror personligt aldrig, at oliebranchen kommer sig helt over coronachokket. Folket er begyndt at blive woke.
Det er da godt, at der sidder en kompetent bestyrelse med den faktiske implementering. Medlemmerne skal i en demokratisk forening beslutte, hvordan foreningen skal påvirke samfundet - men de er overordnet uvidende overfor, hvordan beslutningerne kan implementeres. Hvilket kommer til stærkt udtryk her.
At sælge aktier påvirker ikke virksomheden bag aktierne. Tværtimod: Ved at sælge aktier frasiger du dig blot indflydelse i virksomheden.
Den eneste årsag til at sælge en aktie er kapitalistisk; at du ikke længere tror på investeringens værdi.
At købe aktier har to formål: At købe dig indflydelse og at spille på, at værdien af aktien vil stige.
"Kritisk dialog" er jo altid undskyldningen når pensionsfonde skal forsvare deres investeringer i diverse monstrøsiteter (fossile energiselskaber, våbenfabrikanter, etc. etc.), men medmindre de kritiske røster kan finde stemmeflertal på BP's generalforsamling, så bliver det jo bare tomme ord.
(Bare spørg Frank Aaen hvor meget fx Mærsk nogensinde har rettet sig efter hans kritiske dialog. Kritiske Aktionærer har aldrig lagt skjul på at de bruger deres aktieposter som løftestang til at føre en offentlig debat, og at deres indflydelse på selve generalforsamlingerne er yderst teoretisk.)
Så er der argumentet om at det alligevel ikke nytter at sælge aktieposten, fordi den er så lille at selskabet ikke mærker det. Denne variant af "èn stemme fra eller til gør jo ingen forskel"-argumentet, som nogen gange kan høres fra sofavælgere, ignorerer fuldstændig den stribe af andre pensionsselskaber der allerede har frasolgt fossile aktier, eller vil gøre det i den nære fremtid. Desuden er vil den vågne læser bemærke at argumentet står i direkte modstrid med det første argument, som netop var baseret på antagelsen om at aktieposten var stor nok til at sikre reel indflydelse i selskabets drift.
Endelig er der argumentet om at BP er ved at omstille sig mod grøn energi. Men hvorfor skulle P+ dog investere i at BP kan opstarte en bibeskæftigelse i grønne energikilder, når P+ i stedet kan investere direkte i allerede etablerede selskaber der arbejder 100% med grøn energi?
@Rune: "At sælge aktier påvirker ikke virksomheden bag aktierne."
Effekten af et frasalg er selvfølgelig proportionel med aktiepostens størrelse. Men uanset størrelse, så dikterer basal udbud og efterspørgsel at når pensionsselskaber frasælger aktier, så medfører det (alt andet lige) faldende aktiekurser og deraf øgede finansieringsomkostninger for selskabet. Og så er det i øvrigt jo ikke fordi pensionspengene ender i madrassen – de kunne fx ende i et grønt energiselskab der konkurrerer med BP.
Rune Mariboe,
Så hvis man som forening/privatperson gerne vil gå i en grøn retning og man har valget mellem at sælge sine aktier i kulindustrien eller beholde dem, så ville du beholde dem?
Det kunne jo ellers antages at den frigivne kapital ville kunne gøre væsentlig samfundsmæssig nytte, f.eks. som risikovillig kapital til nye grønne teknologier, eller lign.
Derudover så tror medlemmerne jo åbentlyst ikke på investeringen - uagtet hvilken værdi den har nu eller i fremtiden. Det har intet at gøre med vækst eller afkast. Det er nok nærmere et spørgsmål om personlig overbevisning.
Der er f. Eks. masser af investorer der ikke investerer i våben, selvom man sikkert kan forvente høje afkast til stort set evig tid.