Baggrund
Læsetid: 10 min.

»Nødvendigt« eller »det dummeste længe«: Staten holder halvtomme fly på vingerne

Fra 1. august er staten begyndt at opkøbe tomme flysæder, så det stadig kan betale sig for den hårdt trængte luftfart at sende fly på vingerne. Flybranchen mener, det er afgørende for dens overlevelse. Grønne ngo’er er rasende. Information fløj en tur til Bornholm for at se, hvor slemt det står til
I et klimaperspektiv har flere ngo’er undret sig over, at regeringen med aftalen om flyhjælpepakker har afsat flere penge til luftfarten, end hvad der er blevet brugt på grøn omstilling i transportsektoren i hele det seneste år.

I et klimaperspektiv har flere ngo’er undret sig over, at regeringen med aftalen om flyhjælpepakker har afsat flere penge til luftfarten, end hvad der er blevet brugt på grøn omstilling i transportsektoren i hele det seneste år.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
5. august 2020

Vi hænger i luften et sted over Øresund. Det er få minutter siden, vi lettede fra Kastrup, og om en lille halv time lander vi i Rønne.

Himlen er blå derude, det er en lun sommerdag, og normalt ville det for flyselskabet DAT være højsæson for afgange til den bornholmske solskinsø. Men det er det ikke. Overhovedet ikke faktisk.

Ud over fotografen og mig er der 17 andre mennesker med – ud af 72 pladser. Der er altså tre gange så mange tomme sæder, som der er passagerer om bord. Og det er vel at mærke, efter at DAT har skruet ned for antallet af flyvninger i et forsøg på at samle folk på færre afgange.

Økonomisk burde det ikke give mening, og det gør det heller ikke. Det er derfor, at regeringen sammen med Venstre, De Radikale og De Konservative tidligere på sommeren lavede en redningspakke for indenrigsluftfarten.

Helt konkret har partierne afsat 225 millioner kroner til at holde halvtomme indenrigsfly i luften. For borgernes skattepenge har staten siden 1. august opkøbt tomme flysæder, så DAT og andre stadig kan sende fly på vingerne – med eller uden passagerer.

Det har fået grønne ngo’er til at råbe op.

»Det her er det dummeste, der længe er sket,« skrev Greenpeaces klimapolitiske leder, Helene Hagel, på Twitter.

Frustrationerne handler om, at det ifølge kritikerne er uansvarligt midt i en klimakrise at opkøbe tomme sæder for at holde fly i luften, som ellers ville være blevet på jorden. Udadtil har regeringen sagt, at den økonomiske genopretning skal understøtte omstillingen. Med luftfartspakken gjorde man det modsatte, mener de.

Som en »apokalyptisk zombiefilm«

Det hele sker, mens antallet af passagerer i Københavns Lufthavn er faldet med 85-95 procent i sommermånederne. Terminalerne har været tomme, og for vores flykaptajn, Miles Krizmanic, har det at bevæge sig fra lufthavnen til cockpittet føltes som en »apokalyptisk zombiefilm«.

»Nu er der ved at komme lidt mere gang i den igen,« siger han og lover i øvrigt, at det ikke er sværere at styre et halvtomt fly.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Den kan være lidt mere livlig i det, men altså … den har jo stadig vinger.«

Den globale luftfart står for cirka tre procent af verdens CO2-udledninger, og ifølge flybranchen selv er der udsigt til en vækst i trafikken på fire-fem procent om året. Klimabelastningen fra den danske luftfart er noget mere begrænset. Den udgør cirka én procent af transportsektorens udledninger, hvilket svarer til knap 0,3 procent af Danmarks samlede udledninger.

Alligevel raser klimaaktivister såvel som partier over det kunstige åndedræt til luftfarten.

»Vi kan ikke den ene dag kæmpe for CO2-reduktioner i klimaforhandlinger og så lave en flyaftale få dage efter med så få grønne ambitioner,« sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr, da hendes parti flankeret af Enhedslisten og Alternativet forlod forhandlingerne. 

På den måde har aftalen været den perfekte storm. Det er en historie om konflikten mellem grønne drømme og realpolitik.

Støtte uden klimakrav

Sikkerhedsselelampen lyser stadig, da der lyder en høj skratten over højttaleranlægget. Kaptajnen har en besked fra cockpittet: »På grund af corona er der ingen servering under flyvningen.«

Forrest i kabinen ved toilettet sidder stewardessen Carolina Miranda-Sæternes iført lyseblåt mundbind og sorte skindhandsker. Hun er lykkelig over at være tilbage på arbejde efter at have været hjemsendt i flere måneder. Ligesom alle DAT’s andre ansatte har hun kunnet beholde jobbet på trods af coronakrisen.

»Vi er meget privilegerede,« siger hun og »skænker en tanke« til kollegerne i SAS og Norwegian, der har måttet fyre tusinder af ansatte, og til selskabet Jet-Time, der i juli måtte erklære sig konkurs.

Spørgsmålet om flyhjælpepakker handler selvfølgelig også om økonomiske prioriteringer. Lufthavnene beskæftiger tusindvis af mennesker og er med til at binde land og by sammen.

I et klimaperspektiv har flere ngo’er dog undret sig over, at regeringen med aftalen har afsat flere penge til luftfarten, end hvad der er blevet brugt på grøn omstilling i transportsektoren i hele det seneste år. Indenrigsflyene får 225 millioner kroner, mens der ifølge Transportministeriets tal er givet 200 millioner til grønne busser, elladestandere og grøn erhvervstransport.

Kritikken er blevet forstærket af, at politikerne ikke har stillet grønne modkrav til flyselskaberne. Der er ingen formaninger om at levere CO2-reduktioner. Til gengæld er der afsat et »klimabidrag« på 25 millioner kroner til »udvikling og produktion af grønne brændstoffer«.

»At stille dyre krav til en branche, som økonomisk er i knæ, kan være ganske risikabelt,« sagde Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, for nylig til Information.

I Frankrig og Østrig er opfattelsen en anden. Her vil regeringerne forbyde korte indenrigsflyvninger som betingelse for støtte. Frankrigs finansminister, Bruno Le Maire, har desuden krævet, at Air France skulle blive »den mest klimavenlige flåde«, hvis selskabet ville have sin 50 milliarder kroner store hjælpepakke. Air France skal halvere de samlede udledninger pr. passager i 2030 og reducere klimabelastningen fra indenrigsflyvninger med 50 procent inden 2025.

»Det er helt ærligt svært at sige noget, hvis man ikke må bande,« siger Helene Hagel fra Greenpeace.

»Det er jo barokt at gå ind og betale fly for at flyve halvtomme uden at stille krav til gengæld.«

Branchen gør sit bedste

På et gangsæde midt i flyet sidder tilfældigvis en mand, som har været med til at bestemme, at staten skal opkøbe tomme flystole. Det er Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, der er på vej til Bornholm for at forberede næste års Folkemøde.

»Det er altafgørende for, at vi kan få Danmark til at fungere igen,« siger han bag sit mundbind.

Sarah Hartvigsen Juncker
Han medgiver, at der da ikke er så mange passagerer med på vores flyver. Men det er stadig vigtigt, at folk fra hele landet kan komme hurtigt frem med fly:

»I forhold til den mobilitet, der skal være, så folk kan passe arbejde eller uddannelse, der er det bare helt nødvendigt. Og det var vigtigt for os, at det ikke kun var SAS, der fik hjælp, men også DAT og de andre indenrigsselskaber, så det hele ikke bare bliver optaget af Ryanair,« siger Peter Skaarup.

Nogle rækker længere fremme sidder en anden af de 17 passagerer – den 26-årige studerende Andreas Birkebæk.

»Jeg synes, det er spild af penge,« siger han, men afviser, at det har noget med klima at gøre.

Han har læst, at DAT klimakompenserer, og han har tillid til, at branchen gør sit bedste for at blive grønnere. Men økonomisk virker det bare »skørt« at sende halvtomme afgange afsted, mener han.

Hele kabinen begynder at ryste, vi er fløjet ind i en sky, der opstår turbulens, og alle passagerer bliver bedt om at finde deres pladser.

#IFLYGREENEST

Nede på landjorden giver DAT’s direktør, Jesper Rungholm, ikke meget for kritikken. Under corona er omsætningen faldet 84 procent. Dele af selskabets flyprogram er fortsat lukket, og på de åbne ruter er belægningen »rigtig ringe«.

Det jyske familieselskab har indtil videre været polstret nok til at holde sig i live, men det kan hurtigt ændre sig. Der er nødt til at være hyppige afgange, hvis det skal give mening både for flyselskaberne og for passagererne i hverdagen, mener Jesper Rungholm.

»Vi får aldrig antallet af flyvninger op på et niveau, der er forretningsmæssigt bæredygtigt, hvis ikke der kommer støtte.« 

Flyaftalen er skruet sådan sammen, at selskaberne først kan få støtte, hvis de selv har fyldt 20 procent af sæderne. Desuden er der sat et loft på 70 procents belægning. De sidste 30 procent får selskaberne altså ikke penge for. Og det er »ganske fornuftigt«, for så kan det løbe rundt med flere flyvninger, siger Jesper Rungholm.

På samtlige af nakkestøtterne i DAT’s fly står der »#IFLYGREENEST« med grønt. Luftfarten er dog lige nu under beskydning for det modsatte. Da branchens klimapartnerskab tidligere på foråret afleverede sine anbefalinger til regeringen, havde den selv en række grønne forslag – eksempelvis flyafgifter og kontante mål for andel grønne brændstoffer i 2030.

Men de forslag har altså ikke fundet vej til den politiske aftale. En SDU-rapport fra 2019 har ellers konkluderet, at teknologien nu er moden. Fra 2025 kan der være produktion af biobrændsler til fly i fuld skala, vurderede forskerne. Problemet er dog – som oftest – prisen.

DAT’s direktør, Jesper Rungholm, ville ikke have noget imod at betale dobbelt så meget for sit brændstof, hvis det var grønt. Det er bare ikke nok.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Jeg har en drøm om, at Danmark kan blive verdens førende i at udvikle grønne brændstoffer. Men hvis det skal koste 30 kroner literen, som snakken er nu, så kan vi nok ikke få det til at hænge sammen. Så der skal investeres i teknologien,« siger han.

– Så luftfarten vil selv gå længere end regeringen og tage initiativ til de anbefalinger, I er kommet med?

»Ja, vi har vist vejen, og jeg har intet indtryk af, at branchen forsøger at skære hjørner eller ikke tager sit ansvar alvorligt.«

– Men det ville nok gå hurtigere, hvis I blev bedt om det politisk?

»Det er noget vaskeægte vrøvl. Vi lever i et af de mest civiliserede lande i verden, hvor det at sætte et mål op og give hinanden håndslag rent faktisk virker.«

– Vi er i gang med en enorm grøn omstilling. Lande som Frankrig og Østrig stiller klimakrav. Er det ikke indlysende, at den her hjælpepakke strider imod regeringens eget klimamål?

»Hvis du kan få toget til at køre fra Aalborg til København på to og en halv time, som vi ser i Frankrig, så vil det ikke give meget mening at have indenrigsfly, nej. Men trods milliardinvesteringer er det ikke lykkedes at få toget til at lykkes godt nok. Vi kunne få meget grønt brændstof for de penge. Toget er så dyrt og dårligt, at man bliver svimmel af det. Så vi kan ikke nulstille flyvningen, medmindre vi vil gøre udkanten af Danmark til et museum og sige, at så foregår alt i København og Aarhus.«

– Men Danmark er trods alt et lille land, så hvorfor skal skatteborgerne betale for, at DAT kan flyve med halvtomme maskiner?

»Fordi erhvervsliv og andre har behov for at kunne komme frem og tilbage fra hovedstaden på mindre end en dag. Bil og færge er dømt ude klimamæssigt. Toget kan konkurrere på klima, men aldrig på tid. Så den rigtige løsning er grøn indenrigsflyvning med høj frekvens.«

»Din klimabelastning har været ekstrem«

Helene Hagel fra Greenpeace forstår ikke problemet ved, at færre mennesker nu flyver indenrigs. Hvorfor holde liv i en transportform, som flere måske bare har opdaget er overflødig? Hun medgiver dog, at Bornholm er en undtagelse. Der er brug for, at borgere hurtigt kan komme til sygehuset og andre offentlige tilbud i hovedstaden.

Men i forhold til resten af landet køber hun ikke tidsargumentet.

»I vores lille land kan man altså ikke kalde indenrigsfly for kritisk infrastruktur. Hvis målet er mobilitet, så lad os poste nogle penge i at bygge mere bæredygtig infrastruktur som billigere og grønnere tog.«

– Men det har vi prøvet, og toget fungerer stadig ikke vildt godt. Så Jesper Rungholm har vel en pointe i, at vi kunne få meget grønt brændstof for de penge?

»Det kan han have ret i. Men blot fordi vi har problemer med togtransporten, legitimerer det ikke, at vi holder liv i den mest forurenende transport, som vi har. Det er fint, at branchen har planer for fremtiden, men når der ikke er intentioner om handling nu og her, så skal vi ikke subsidiere det endnu mere.«

– Ifølge analyser er bilen og færgen i kombination nogle gange mere forurenende end indenrigsflyet?

»Det kan godt være, at det giver bedre mening at flyve end at køre en enkelt person i en slem bil og samtidig tage en færge. Men kører du fire i en forholdsvist effektiv bil, så holder regnestykket ikke. Desuden baserer det sig på en fuld belægning på flyet, og nu taler vi om halvtomme fly. Altså, din klimabelastning har jo været helt ekstrem, når I kun har været 19 mennesker.«

– DAT klimakompenserer 110 procent ved at købe mangroveskov i Myanmar, så hvad er problemet egentlig?

»Den diskussion gider jeg næsten ikke tage igen. Klimakompensation er ikke en farbar vej. Vi bliver nødt til at gøre noget ved de reelle udledninger. Det bliver ikke grønt, bare fordi du køber aflad og planter nogle træer i det globale syd.«

Velkommen om bord igen

Solen bager over Bornholm. Der er en times ventetid, inden vi skal med næste flyver retur til København. Lufthavnen er tom, butikkerne lukkede, og afgangstavlerne indikerer, at lufthavnspersonalet næppe bliver løbet over ende i dag.

På tilbageturen er der 76 pladser og 16 passagerer. To stewardesser, en i hver ende, gennemgår sikkerhedsinstrukserne og viser, »hvordan bæltet spændes, justeres og åbnes.« Og så er der afgang.

De to søstre Olivia og Frida Buchardt på 13 og 15 år sidder fordybet i deres telefoner. 

»Personligt synes jeg, det er fint, for vi skal besøge vores far i København, så vi vil gerne kunne komme med flyet,« siger storesøster Frida.

»Men det er ikke så godt for miljøet, for … for så kommer flyene til at flyve flere gange. Og der er ikke så mange med,« indskyder lillesøster Olivia.

»Ja, måske man kunne have gjort det på en smartere måde. Hvor man så gjorde noget andet til gengæld for klimaet,« svarer Frida.

Da vi har ramt landingsbanen med et hårdt bump, spejder begge ind over København. Vi triller mod gaten, og kaptajn Miles Krizmanic tjekker ind for en sidste bemærkning.

»Ladies and Gentlemen … We’re looking forward to welcoming you aboard again soon. Thank you and goodbye

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Hvis staten SKAL betale for fly så længe krisen kradser/indtil videre, kunne det så ikke være for at holde dem på jorden?

Trond Meiring, Bjarne Jensen, Werner Gass, Steen K Petersen, Benta Victoria Gunnlögsson, Leif Iversen, Flemming Berger, Hanne Utoft, Mads Troest, Carsten Munk, erik pedersen, Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz, Jacob O, Thomas Tanghus, John Andersen, Jan Fritsbøger, Gitte Loeyche, Anna Falbe-Hansen, Torben Arendal, Hannibal Knudsen, Ete Forchhammer , Peter Knap, Hans Larsen, Marie Vibe og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det der er fuldkommen sindssygt, uetisk, umoralsk og forkasteligt. Jeg føler mig taget som gidsel som skatteyder og bedraget som klimaaktivist. De må da lade flybranchen gå ned med flaget. Er de ikke liberalister, kapitalister og markedets folk i den regering? De kan heller ikke i mindste grad Kalde sig socialister. Kræmmere hele bundtet.

Trond Meiring, Anne Schøtt, Steen K Petersen, Benta Victoria Gunnlögsson, Petter A. Urkedal, Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen, Kim Vildnis, erik pedersen, Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Rolf Andersen, Jens Kofoed, Søren Kramer, Jacob O, Thomas Tanghus, John Andersen, Jan Fritsbøger, Gitte Loeyche, Torben Arendal, Ete Forchhammer , Hans Larsen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

Den dumsmarte regering længe!

Kim Houmøller

Hvis i virkelig mener det, bør de fleste offentlige busser/S -tog sættes i garage, da de jo kører halvtomme rundt. Lykkelig for i ingen politisk indflydelse besidder!

Ebbe Sommerlund, Jacob Nielsen, Finn Thøgersen, John Poulsen, Holger Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Samfundsøkonomisk og velfærdsmæssigt er det en temmelig dårlig ide at lade brancher gå ned med flaget bare fordi man ikke kan lide "kapitalister", Niels-Simon. Derudover meget uetisk at lade folk miste deres arbejde fordi man ikke bryder sig om visse brancher.

Når det er sagt, ville det i denne sammenhæng da give mere mening at begrænse flyafgangene og fylde flyene op. Så må folk sku vente´på næste flyver, eller tage cyklen.

Bjarne Jensen, Leif Iversen, John Poulsen, Holger Nielsen, Jacob Nielsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Igen er vi ved punktet: Vi bliver nødt til at ødelægge børnenes fremtid.
Hvor mange har et arbejde, der IKKE bidrager til undergangen på en eller anden måde? Det er dét sorte hul, vi skal konfrontere og så lægge vores livsstil fuldkommen om. Hvornår kommer der en politiker, der tør tage den udfordring op?

Trond Meiring, Søren Pedersen, Werner Gass, Steen K Petersen, Benta Victoria Gunnlögsson, Flemming Berger, Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen, Hans Larsen, erik pedersen, Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Esben Lykke, Jan Fritsbøger og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Flydirektørens beskrivelse af togrejser ligner min af flyrejser.. selvfølgelig. Trumfen er tidsbesparelsen. MEN hvis man regner tiden ud til og i lufthavnene med, hvor meget drejer det sig så om? Hvor dyrt betales den sparede tid i stress m.m.?

Werner Gass, Randi Christiansen, erik pedersen, Holger Nielsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Kim Houmøller: Hvor længe kan de offentlige køre tomme rundt? Der må vel være et smertepunkt, ikk’? Før i tiden tog jeg en bus hver anden dag. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst sad i en. Når jeg tager metroen, er der ingen pladsproblemer. Når jeg tænker på de evindelige ballader om at forhøje taksterne for at få det til at løbe rundt, der nu være en enorm manko.
Men vi kan måske bare blive ved med at låne penge af os selv?

Niels-Simon Larsen

Jens Christian Jensen: Vi skal ikke gå ned i småtingsafdelingen. Gonggongen har lydt, og vi er gået til tælling efter knockout , så vi må finde en anden sportsgren end overforbrug. Selv EL holder fast i bordpladen med neglene og håber på fremgang, men fremgang resulterer i en sikker tilbagegang - helt tilbage, du ved. Vi hverken kan eller vil stoppe overforbruget, men det er det, vi skal.

Trond Meiring, Werner Gass, Randi Christiansen, Hanne Utoft, erik pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Gert Romme: “busser og tog gratis”, ja!
For et par dage siden rejste jeg fra Fåborg til Odense. Man kunne hverken betale kontant eller med Dankort. Hvad skulle jeg så? Jo, jeg skulle gå ind på Fynbus’ hjemmeside og følge proceduren. Det fik jeg den venlige chauffør til at hjælpe mig med, fordi det var ved endestationen, men hvis det havde været ved et almindeligt stoppested med en masse mennesker, hvad så? Nå, der er jo ingen, der kører med bus mere og jeg var passager nummer 2.

Man skal have den store it-ledvogtereksamen for at købe en ussel busbillet i dag. Hvad med de ordblinde og dem, der holder sig uden for it-hysteriet?

Trond Meiring, Michael Friis, Werner Gass, Ete Forchhammer , Frank Hansen, Randi Christiansen, Carsten Svendsen, Hanne Utoft, Peter Gløde, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Steen Bahnsen, erik pedersen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Rolf Andersen, Ole jakob Dueholm Bech og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

I Kina kan man nu købe indenrigs flatrate flybilletter. Betalt 3.300 kr. og flyv dag og nat så meget du orker. Måske flybranchens nye guld efter corona opstandelsen. Flyv verden rundt i en uendelighed til fast discount pris.

Nike Forsander Lorentsen

@Niels-Simon Larsen. Man kan godt bruge Rejsekortet til buss og tåg. Og ja det vore helt fint med gratis offentlig transport.
Når det kommer til flytrafikken så har den stor betydning ikke kun i Danmark uden hele verden, med alle arbejdspladser som er knyttet til flyindustrien.

Holger Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I de fattigste lande i Sydamerika har de collectivoer. Det består af gamle Folkevognsrugbrød med sæder, så der kan være 12-14 passagerer foruden et par høns og kaniner. Udenfor står der en dreng på 14 år og råber, at de kører nu. Det gør de dog ikke, før vognen er fuld. Stemningen er altid venlig.

Der må for hulen vel være en mellemting mellem vores tomme og dyre busser og collectivoerne, skulle man tro. Der er så mange her, der har store eksamener, så der skulle jo ikke være problemer, og politikerne har dyrt betalte rådgivere og taleskrivere. Hvad hedder sygdommen ud over COVID-19?

Trond Meiring, Randi Christiansen, Steen Bahnsen, Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det er vist de færreste, der har gjort sig klart, at vi ikke skal rejse mere. Det er slut. Jorden kan ikke tåle det. Man taler om at ødelægge Fyn med nye togspor og motorveje. Det skal være slut! Vi skal blive hjemme og skabe et bæredygtigt samfund, hvor vi får en bæredygtighedsløn, man godt kan kalde for lommepenge. Vores børn kommer til at leve under forhøjede varmegrader. Det bliver en ren tortur, og alene det at tænke på det er slemt nok.
Alvoren er langt fra gået op for vores politikere. De tror på lappeløsninger og lefler for vælgerne. Hvem fortæller den altid ildehørte sandhed? Tøsedrenge og tøsepiger, som de er.

Trond Meiring, T. Karmeshvari, Randi Christiansen, erik pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Kim Hovenmøller, selv en halvtom bus er et bedre miljøvalg end en privatbil som transporterer chaufføren, men du mener måske at alle som ikke ejer en privatbil bør gå, blive hjemme, eller tage en taxa ??
Jens Christian Jensen, den der med "bare fordi man ikke kan lide kapitalister" er da det mest latterlige argument set længe, det handler om klima og om overforbrug som ikke er strengt nødvendigt som vi alle skal betale til for at holde hånden under en branche som burde reduceres voldsomt, fordi det ikke er nødvendigt at den er så stor, de fleste flyrejser er jo adspredelse som kunne opnås lige så godt på mere klimavenlige måder,
hvis jeg kom ned på dit niveau kunne jeg sige at du og alle dine meningsfælder holder af egoisme, grådighed, blær og prestige, og at i tror at alle rige og alle med magt er helt overlegne halvguder som det er blasfemi at kritisere, uanset hvor råddent, grådigt, egoistisk, og tåbeligt de opfører sig,
og at i hader alle som ikke synes at økonomisk vækst er det ultimative gode .

Steen Bahnsen, Carsten Munk, Niels-Simon Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

[En debattekst om dette tema, som jeg fik i Jyllands-Posten medio juli.]
Med forslaget om at opkøbe flysæder i indenrigsfly og dermed understøtte en klimaskadelig transportform demonstrerer regering og forligspartier, at klimamålsætningerne ikke skal tages alvorligt. Der er ellers nok at tage fat på: i alt 20 millioner ton CO2 skal politikerne sløjfe for at nå målet om 70 procents drivhusgasreduktion i 2030. Og her peger pilen utvetydigt og indiskutabelt mod CO2-tunge sektorer som landbruget og transporten. Men med statsstøtte til indenrigsruterne gør man det jo denne massive udfordring endnu sværere.
Hvornår kommer det øjeblik, hvor man må sige "Lad falde, hvad ej kan stå"? Luftfarten er ikke bæredygtig, og med 2030 og 2050 som pejlemærker er det svært at se, hvordan den kan blive bæredygtig. Er det virkelig så samfundsmæssigt vigtigt, at indenrigsluftfarten overlever, at man nærmest må tvinge passagererne op i flyene?
Denne totalt uigennemtænkte håndsrækning til flybranchen viser samtidig, at regeringen er ude af takt med progressive udviklinger og tiltag i andre europæiske lande. I Schweiz fx Her har Nationalrådet (10. juni) vedtaget at indføre en flybilletafgift. Og Nationalrådet går også ind for at fremme grænseoverskridende togrejser, herunder nattog, dækket af indtægterne fra afgiften på flybilletter.
Med sit håbløse knæfald for lobbyisterne og sin bevidstløse videreførelse af nødvendighedens politik vender regeringen desuden ryggen til den klimapolitisk vakte ungdom. Men Dan Jørgensen og Benny Engelbrecht kerer sig øjensynlig ikke om børn og unges fremtid på kloden.

Trond Meiring, Werner Gass, Flemming Berger, Carsten Munk, Christian Duus, erik pedersen, Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen, Søren Løvborg og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Det er en skandale, og deres klimaapati bør huskes på linje med gullaschbaronernes ligegyldighed over for menneskeliv under 1. verdenskrig.

Trond Meiring, Flemming Berger, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Jan Fritsbøger og Christian Duus anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Niels-Simon "fremgang resulterer i en sikker tilbagegang - helt tilbage, du ved"

Ikke enig. Fremgang og overforbrug er ikke hinandens forudsætning. De sidste årtiers økonomisk fremgang har bla. resulteret i at mange millioner mennesker er kommet ud af en negativ fattigdoms og sygdoms spiral. Det har naturligvis også haft negative konsekvenser. Det er der efterhånden talt meget om. Mht. at få styr på en bæredygtig energisektor mv. skal vi have FREMGANG på forskning og udvikling af nye metoder til at producere energi. Den skal selvfølgelig også meget gerne være økonomisk attraktiv så det ikke kun er "de rige" der har råd til det. Hvis du er økonomisk trængt er bæredygtighed måske ikke lige øverst på ønskesedlen. Bla. mad og tag over hovedet kommer først i den ligning.

Mikael Velschow-Rasmussen

Tjaehh ....
(en tragedie i en akt med en handling)

Det her illustrerer meget godt, hvorfor vi aldrig - som i aldrig - kommer til at gøre noget som helst ved klimaproblematikkerne. Men i stedet - som jeg har sagt i mange år - kører med speederen i bund lige ud i afgrunden !

Hvis ikke det var så tragisk, ville det næsten være komisk !

*****

NB:

Klima er et fælles problem, der kun kan løses ved fælles løsninger, der omfatter alle lande på jorden. Og det starter med nationale og dernæst over-nationale og over-statslige løsninger - herunder udfasning af kapitalismen hvis vækst og profit er ikke-kompatibelt med klima-løsninger.

Klima er IKKE et individuelt problem, og det kan IKKE løses ved, at vi udskammer folk, der ikke affaldssorterer, spiser vegansk, forbruger mindre etc !

Idet det er et fælles problem, vil det selvfølgelig aldrig blive løst i en verden der hylder individualiteten frem for fællesskabet og solidariteten, og forbruget frem for mådeholdet.

Trond Meiring, Werner Gass, Steen K Petersen, Flemming Berger, Randi Christiansen, Niels-Simon Larsen, Karsten Nielsen, Jan Fritsbøger og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

" Vi rejser ind i dommedagsscenarier på first class."

Jeppe Lindholm

Bare rolig. Når først sydøst Asian har overtaget økonomien i verden inden for nogle år og vi står tilbage som de mindre bemidlede er det ikke os, som sviner verden til længere. Det har vi nemlig så ikke længere råd til. Så går turen ikke længere til Thailand, men til køkkenhaven i baghaven.

Søren Kristensen

Det fleste maskiner, såvel som menneskelige kompetancer, skal ikke være ude af drift ret længe før de begynder at ruste, hvorefter de bliver ganske dyre/svære at genetablere, om overhovedet muligt. Så indenfor en overskuelig tidsramme giver det god mening at holde både fly og personale i luften.. Omvendt kan det selvfølgelig ikke forsvares at flyve med halvtomme maskiner i én uendelighed. Problemstillingen siger bare noget om hvor vigtigt det er at bekæmpe problemet ved dets rod og der er kun to muligheder: effektiv smittebekæmpelse og udvikling af en vaccine.

Michael Friis

Søren Kristensen "kun to muligheder" ... der er ofte flere muligheder.... hvad med at lukke samfundet helt op (som før 11 marts)... samfundet kan jo ikke lukke " i én uendelighed" for maskiner ruster og mennesker dør jo alligevel.
Underligt at millionerne til Arnes pension skal betales krone for krone, mens corona milliarderne er næsten ligegyldige. Hvorfor er det synd for Arne, 60, men ikke for Camilla, 23, der mister sit job som timelønnet. Uden kompentation?
Lavere vækst pga corona koster arbejdspladser, skatteindtægter og koster lidelse og velfærd i lang tid efter 2020

Jan Fritsbøger

michael, at lukke samfundet helt op er da en af de grimmeste ideer fremført her,
og Camillas problem kan uden videre løses ved at genindføre det økonomiske sikkerhedsnet gerne i forbedret form,
og hvis vi vil undgå ledighed generelt kunne vi tilpasse arbejdstiden så der var job til alle som vil, for eksempel en 20 timersuge hvor man arbejder 10 timer 2 dage om ugen ville være en fornuftig løsning,
den ville forbedre livet for folk i job ( mere tid til familien og mindre stress ) og mere end halvere co2 udledningen som følge at transporten til og fra arbejde,
tilmed ville det medføre en mindre produktion hvilket jo også ville være nyttigt med hensyn til klimaet,
og nej økonomisk tilbagegang betyder ikke nødvendigvis et ringere liv, vi skal bare sørge for det kun går ud over det mest overflødige overforbrug, men ikke over nogen basale behov.