Feature
Læsetid: 4 min.

På cykeltur i brokvartererne: Fra lokummer til legehuse i baggårdene

Information er taget på cykeltur fra Nørrebro til Vesterbro for at besøge de gamle arbejderkvarterer, som i dag er hjemsted for den øvre middelklasse og overklassen. De velstillede udgør en stadigt større del af hovedstadens befolkning, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Elmegade på Nørrebro, 2020.

Elmegade på Nørrebro, 2020.

Indland
18. august 2020

Midt på Sankt Hans Torv i København står en skulptur med indbygget springvand, der klukker. Cyklende københavnere er på vej på arbejde, mens cafeerne så småt er ved at åbne på torvet, som for 30 år tilbage udgjorde et centrum i et klassisk arbejderkvarter. Dengang var der industri og håndværk i baggårdene på Nørrebro, og i lejlighederne boede arbejdere, arbejdsløse, enlige mødre og ufaglærte.

Sådan er det langtfra i dag.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har set på familier med børn på nul til to år i København. Udviklingen siden 80’erne viser, at mens 40 procent af de nul- til toårige kom fra arbejderklassefamilier for 30 år siden, så udgør de blot 11 procent i dag. Hovedstaden er blevet en »akademikerhøjborg«, som chefanalytiker Mie Dahlskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag analysen, siger.

Tendensen, hvor de rige er ved at overtage København, er bredt funderet, men mest udtalt på Nørrebro, Vesterbro og Amager. I slutningen af 1980’erne kom 40-50 procent af småbørnene i disse bydele fra arbejderklassen. I dag kommer den største gruppe fra overklassen eller den højere middelklasse.

Information har aftalt at køre en cykeltur fra Nørrebro til Vesterbro med museumsinspektør på Københavns Museum Jakob Ingemann Parby for at få sat ord og billeder på den udvikling, hovedstaden har gennemgået de seneste årtier.

Nørrebro

Vi befinder os i udkanten af det såkaldte guldbergsgadekvarter. Op til 1980’erne var der stadig baggårde mellem karreerne, folk boede tæt, der var ingen fjernvarme, og mange havde toilet på gangen. Flere lejligheder var ikke blevet renoveret i næsten 100 år, fortæller museumsinspektøren.

»I 1980’erne var bygningerne så slidte og dårligt bevarede, at det især var studerende, kunstnere og mindrebemidlede, der overhovedet var interesseret i at bo her. Ikke mindst fordi det var til at betale,« siger Jakob Ingemann Parby.

Vi kører ind i Elmegade, hvor der i dag ligger kaffebarer, en sushibar, ølbar, pastabar og vinbar foruden små tøjbutikker og andre specialforretninger.

Elmegade (Taget i 1983).

Elmegade (Taget i 1983).

Københavns Museum

I 1970’erne og 1980’erne ejede kommunen mange af lejlighederne i gaden, som blev tildelt folk med sociale eller økonomiske problemer på jagt efter en bolig.

»Generelt blev boligløse familier med børn prioriteret,« siger Jakob Ingemann Parby.

Men op gennem 1980’erne og 1990’erne skete der noget. Københavns Kommune begyndte en gennemgribende byfornyelse, som blandt andet indebar en omfattende sanering af Nørrebro og Vesterbro. En del af kommunens ejendomme, som fungerede som lejemål til borgerne, blev solgt til ejendomsselskabet TOR I/S for at udrede kommunens dårlige økonomi. Alt i alt blev 20.000 boliger svarende til omkring syv procent af boligmassen i København solgt med henblik på videresalg.

Samtidig blev udviklingen drevet af, at folk pludselig gerne ville bo i byen. Det gjaldt ikke mindst børnefamilierne. I dag er de fleste lejligheder i Elmegade andelslejligheder, som ofte koster over to millioner kroner, hvis de har tre værelser.

Vesterbro

Informations udsendte kører sammen med Jakob Ingemann Parby videre ud mod Vesterbro og standser ved Vesterbrogade 140. Her suser bilerne forbi, og en mand kommer gående på fortovet med en puddelhund i snor.

Bygningen, vi står ved, blev opført i 1851 af brygger Hans Jørgen Tvede. I 1880’erne havde Tvedes Bryggeri udviklet sig til Danmarks største hvidtølsbryggeri og indgik senere sammen med Tuborg i dannelsen af De forenede Bryggerier.

I dag er bygningerne fredet og omdannet til en andelsboligforening. Vi smutter sammen med en dame indenfor igennem en jernlåge for at se gården og ejendommen indefra. Den er malet okkergul, og på facaden er der fastsat altaner, som beboerne kan stå på, imens de kigger ud over et hyggeligt gårdareal med bøgehække, græs, blomster og en legeplads. Den er ifølge Jakob Ingemann Parby et godt eksempel på den industri, København havde engang, og som i dag er væk. I 1978 var bryggeriet nedlagt og udgjorde i stedet fotografen Bror Bernilds atelier.

Den er dermed et godt eksempel på gentrifceringsprocessen, hvor byer går fra at være bosted for arbejdere og mindre bemidlede til kunstnere og kreative folk, der ønsker at bo billigt, til højtuddannede og folk med høje indkomster.

»Tvedes Bryggeri er gået fra fabrik til kunstneratelier til fredning og andelslejligheder og viser dermed, hvordan gentrificering ofte ser ud,« fortæller han.

Tvedes bryggeri (taget i 1978).

Tvedes bryggeri (taget i 1978).

Knud Jensen/ Københavns Museum

Vi slutter vores rundtur på Hedebygade på Vesterbro, hvor Tove Ditlevsen, den populære danske digter, er vokset op i en arbejderfamilie. Som det eneste i kvarteret er det baghus, hun voksede op i, bevaret. Dengang havde håndværksmestre og små fabrikanter deres små værksteder og fabrikker i baggårdene mellem blikskraldespandene og lokummerne.

I dag lyder der jazzmusik ud fra et af de åbne vinduer. Der står cykler og legetøj i gården, og en ung kvinde sidder i skyggen ved et borde-bænke-sæt og læser. I Hedebygade er der netop blevet solgt en af de få, små lejligheder på 43 kvadratmeter, som stadig er tilbage i brokvartererne, til 2,3 millioner kroner.

Selv om der er en udvikling i gang, hvor flere og flere med lave indkomster og almindelige lønmodtagere flytter ud af byen, mens den højere middelklasse og overklassen flytter ind, er der ifølge Jakob Ingemann Parby ingen tvivl om, at det var nødvendigt at sætte gang i byfornyelsen.

Her tænker han på, hvor nedslidte og utidssvarende mange lejligheder var i slutningen af 80’erne.

»Byfornyelsen har været med til at tiltrække børnefamilier, cafeer og kreative virksomheder. Dermed har den skabt en ny type mangfoldighed, der mere går på individualitet og identitet end på det sociale skæbnefællesskab, der kendetegnede de oprindelige arbejderkvarterer,« siger han. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man undrer sig over, hvorfor socialt udsatte danskere, og indvandrere mm. og mv. bor i f.eks. Mjølnerparken på Nørrebro, eller i Ishøj Kommune, eller på Købenshavns Vestegn:

Her er en del af forklaringen:

"Men op gennem 1980’erne og 1990’erne skete der noget. Københavns Kommune begyndte en gennemgribende byfornyelse, som blandt andet indebar en omfattende sanering af Nørrebro og Vesterbro. En del af kommunens ejendomme, som fungerede som lejemål til borgerne, blev solgt til ejendomsselskabet TOR I/S for at udrede kommunens dårlige økonomi. Alt i alt blev 20.000 boliger svarende til omkring syv procent af boligmassen i København solgt med henblik på videresalg.
Samtidig blev udviklingen drevet af, at folk pludselig gerne ville bo i byen. Det gjaldt ikke mindst børnefamilierne. I dag er de fleste lejligheder i Elmegade andelslejligheder, som ofte koster over to millioner kroner, hvis de har tre værelser."

Og hvor flyttede (man) de her familier hen, der boede i Elmegade f.eks. i København - til Mjølnerparken! Eller de flyttede selv dertil, eller til omegnskommuner som Hvidovre, Ishøj, Ballerup,
Vallensbæk, Allerød, fordi her var der nemlig forholdsvis billige boliger at bo i!

Pointen er den her:

Siden 1986/1988 til 1998/1999 har Københavns Kommune (og også Aarhus Kommune) selv - delvist! - skabt sine egne sociale udfordringer ved at tvinge socialt udsatte danskere - til at bosætte sig i f.eks. Mjølnerparken, Gellerup, ligesom de har været nødt til (omkring 1999/2000) at placere flygtninge mv. i Gellerup, og Mjølnerparken, fordi der dels var store lyse, gode 5-6 værelses lejligheder, dels var det altså de eneste lejligheder, de her familier havde råd til at betale.

Da jeg studerede i Aalborg i 1980'erne, havde kommunen også en del ejendomme, hvor f.eks. enlige mødre, socialt udsatte kunne bo, hvis de f.eks. blev skilt, eller på anden måde manglede en bolig; da jeg boede i Aarhus fra 1990 til 1996/1997 havde kommunen, Aarhus Kommune, altså stadig klubværelser - små gode værelser på måske 30-40 m2 - som unge mennesker uden bolig kunne få - til penge, der var til at betale.

Men så fandt nogle personer (konkurrencestyrelsen? eller nogle neo-liberale politikere) ud af, at kommunen aldeles ikke skulle have de her boliger, det var konkurrenceforvridende for markedet - påstod man! Og så solgte Aarhus, Aalborg og Københavns Kommune straks disse boliger - hvorefter, vil jeg påstå, at hjemløsheden, især blandt unge i de her byer, steg! voldsomt! :(

Og det selvom den socialdemokratiske velfærdsstat ellers var skabt - er skabt -! bl.a. for at sikre, at alle også har en god og passende bolig!